Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10471Visninger
AA

15. Only teardrops

Niall's P.O.V.

Jeg vågner med noget vådt på min pande, smerte i min arm og følelsen af at en eller anden har ramt mig med en masse sten og trykket mig flad. Langsomt åbner mine øjne sig og et skarpt lys rammer dem. Jeg skal til at sætte mig op, indtil jeg kommer i tanke om hvad der er sket. Kniven. Kniven som borede sig ind i min arm og forvoldte mig kraftig smerte.

Jeg sætter mig op, men knækker straks sammen da smerten breder sig. Smerten får mig til at stønne og råbe. Tårer løb ned af mine kinder og hvis jeg ikke tager fejl kan man høre en svag gråd i mine råb.

Niall!” Gisper en stemme. Fodskridt kommer nærmere, og lidt senere sidder Perrie ved min side og holder stramt fast om mit ben, så det meste af smerten forsvinder fra min arm. ”Perrie?” Hvisker jeg forvirret og prøver at finde hende, men mit syn bliver mere og mere sløret, og jeg kan kun se omridserne af alle tingene.

Ja Niall, det er mig! Bare rolig, jeg er hos dig, og jeg har ikke tænkt mig at forlade dig!” Et lille smil kommer frem på mine læber, ved lyden af Perries stemme. Jeg virker sikkert helt tåbelig lige nu. Der er et stort sår i min arm og jeg ligger med et smil på læben.

Er det slemt?” Spørger jeg og lukker øjnene, stadig med et lille smil. Egentlig har jeg lyst til at grine, grine min smerte ud og vide jeg sikkert snart er død! Jeg er dårlig nok i forvejen, og nu har jeg et stort sår i min arm, så nu er jeg sikkert elendig! ”Hvis jeg skal være ærlig, ja! Du blev stukket i armen med en kniv, og så ligger du og smiler?!” Hør selv hvor åndssvag man ser ud! Smerte med store sår og et smil på læben!

”Hvorfor hjælper du mig overhovedet Perrie? Jeg er sikkert død om nogle få timer. Gå ud og vind, i stedet for at sidde her og hjælpe mig. Det er nytteløst.” Siger jeg og vender mig om på min gode side, på en afvisende måde. Men jeg bliver rullet tilbage, og Perries ansigt kommer helt ned til mit.

”Lad være med at sige sådan noget. Jeg skal nok finde en måde at redde dig på, uanset om det kommer til at koste mig mit liv!” Siger hun. På en eller anden måde har jeg bare lyst til at dræbe mig selv. Dræbe mig selv så Perrie slipper for at passe på mig. Jeg er alligevel snart død, så hvorfor hjælpe mig? Desuden, er smerten for stor og såret for dybt, så jeg kan alligevel ikke fortsætte.

”Perrie, ræk mig en kniv og lad mig gøre en ende på mine lidelser! Glem mig! Gå videre uden mig og lade være med at tænke på mig. Jeg skal nok komme til at klare mig fint.” Jep, jeg har valgt. Mit liv har fået sin ende, og jeg er færdig! Desuden ville jeg aldrig vinde det her lorte spil! Lad mig dø. Jeg er død. Liam fra distrikt 7 har sørget for at jeg er død om nogle timer, han har gjort en ende på det og sørget for min skæbne. At dø midt i et spil der gælder liv eller død mellem unge.

”Om du så var død inden ville jeg ikke give dig kniven! Læg dig ned og slap af, du skal nok klare den! Jeg er her sammen med dig Niall, og jeg ville sørge for du overlever.” Jeg ryster på hovedet og prøver at gribe ud efter kniven, men Perrie skubber den væk og får mig til at lægge fladt på min ryg.

”Perrie-” ”Bliv liggende, få dig lidt søvn. Så sørger jeg for noget at spise og noget mere vand til dit sår.” Men de ord forlader hun mig, men kigger sig lige over skulderen inden hun er helt væk. Måske har Perrie ret? Måske bliver jeg rask og kan fortsætte? Hvis jeg dør nu kommer jeg aldrig til at se min familie igen, og jeg ved min mor sidder derhjemme lige nu og holder øje med mig. Måske er der en chance for at se hende igen?

Med et smil på læben ved tanken om min mor, og Perrie som hjælper mig, lukker jeg øjnene i og prøver at hvile mig lidt. Jeg er sikkert bare i chok over hvad der er sket. Det er sikkert derfor jeg reagerer sådan her, ville gerne dø. Men jeg ved Perrie passer på mig og gerne ville beholder mig i live, derfor bliver jeg til det sidste.

* * *

Et tykt lag tåge er rundt omkring mig da jeg åbner øjnene. Smerte er spredt i hele min krop og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er der noget der bevæger sig ved min arm. Jeg kigger til højre og lægger mærke til alle de små kryb der sidder omkring mit sår og nogle få som sidder nede i det. De kravler rundt og er sikkert i gang med at lave en infektion i det, hvis såret ikke snart bliver renset.

Hvor er Perrie egentlig? Jeg er ved at blive nervøs for hende! Det kan være hun er blevet dræbt? Jeg har jo sovet, så hvis hun er blevet dræbt har jeg ikke kunne høre det! ”Perrie?!” Råber jeg panisk og får børstet de fleste dyr af mig. Dem som stadig sidder i såret tør jeg ikke røre ved, jeg ville helst ikke begynde at pille i det.

”Niall!” Mine øjne bliver straks store da Perries stemme lyder. Hun er sikkert faret vild i tågen. Jeg må bare blive ved med at kalde på hende indtil hun kommer! ”Perrie! Følg min stemme!” Råber jeg og prøver at komme op at stå.

Da jeg endelig er oppe og begynder at gå stille roligt, er det første jeg ser en sporingshveps som kommer hen mod mig. Normalt ville jeg ikke frygt den, men fordi jeg har et åbent sår er jeg nervøs. Heldigvis er der kun en.

”Niall! Hvor er du?!” ”Her!” Råber jeg og rækker armen op i luften, i håb om at hun er tæt på og kan se mig. Blade der knaser kommer tættere på, og jeg er halvfems procent sikker på det er Perrie. Jeg går hen mod lyden, da jeg ser endnu en sporingshveps henne ved mig. Efter nogle få sekunder er der over ti som sværmer rundt om mig og mit sår.

”Forsvind med jer!” Hvisker jeg irriteret og prøver at gå væk fra dem, men de har omringet mig. En af dem flyver tættere på mig, hvilket får mig til at træde et skridt tilbage – mit livs største fejltagelse. Jeg går lige ind i sværmen, og nogle få af sporingshvepsene begynder at stikke mig. Jeg råber om hjælp og løber rundt med dem i hælene, indtil mit syn bliver sløret, min vejrtrækning bliver svagere og jeg falder om på jorden.

Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg er lammet af deres stik. Min vejrtrækning forsvinder helt, og jeg ved det er enden nu. Det er sådan det kommer til at gå. Alt begynder og blive sort, men jeg når lige at se Perrie løbe hen mod mig, og lægge hånden på min kind, inden alt bliver sort. Selvom jeg ikke kan se noget, kan jeg stadig mærke hun ryster min krop og kalder på mig. Til sidst lægger hun hendes hånd på min kind, og jeg lægger min hånd oven på hendes, inden alt forsvinder.

Perrie's P.O.V.

”Niall.” Græder jeg og fører hans hånd op til min kind. Der er stadig et par få sporingshvepse omkring os, men jeg er ligeglad. Niall er død og jeg fik ikke engang sagt farvel. Hvis jeg bare havde været lidt hurtigere kunne han stadig have været i live. Frustreret tager jeg den første ting som er ved min side – hvilket er en sten – og kaster den ind i skoven, hvorefter jeg begynder at skrige.

Niall er væk, død og det er alt sammen pågrund af mig og ham den idiotiske Liam! Han stak ham i armen, og derfor er Niall også død! Hvis han stod lige ved siden af mig, havde jeg flået hans hoved af!

Hvad mon Nialls familie tænker lige nu? Det er din skyld Perrie, hvis du var blevet hos ham var han stadig i live? De er sikkert sønderknust! Ligesom da Greg døde... Jeg har sørget for de skal gå igennem det samme, som for nogle år siden, da Greg døde.

”Undskyld Niall, undskyld...” Hvisker jeg og læner mig ind over ham, så mine tårer falder ned på ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre nu? Burde jeg bare gå videre og prøve at vinde? Skal jeg slå mig selv ihjel? Hvad siger jeg til Nialls familie hvis jeg overlever? Skal jeg bare lade en anden soner dræbe mig?

Kanonen lyder, og Niall er død. Det er det. For mig er spillet allerede slut. Jeg har intet at komme hjem til, andet end min familie og skam over at jeg på en måde har dræbt Niall. Det er min skyld.

Louis' P.O.V.

”Tror du ikke vi har nok nu?” Spørger Eleanor og viser sin taske som er fyldt med en masse forskellige bær. Ikke ligefrem det største måltid, men det er da noget. Jeg indrømmer jeg har det lidt dårligt med at lade Harry ligge helt frit for alle de andre sonere, men vi kunne jo ikke bære rundt på ham hele tiden. ”Jo, vi burde også komme tilbage til Harry, og se hvordan han har det.” Svarer jeg og begynder lige så stille at gå i retningen hen mod søen, hvor han burde ligge mellem klipperne.

Der kommer et kraftigt vindpust og straks kan jeg se Eleanors ben ryste blidt og hendes hænder der samler sin om sine arme. Hun kigger hurtigt på mig, men går så videre. Jeg ryster blidt på hovedet af hende og trækker hende så ind i mine arme. Hun griner blidt af mig, men holder så rundt om mig, for at få lidt mere varme.

Da vi kommer hen mod søen, er det første jeg lægger mærke til to der slås. De er i nærheden af Harry, som ligger mellem klipperne. Man kan lige se nogle få totter hår stikke op, men ikke mere. Eleanor trækker mig hen omme bag et stort træ, da jeg stod lige i åbningen af skoven.

”Det er ambisonere.” Hvisker hun og peger på dem. Jade og Leigh-Anne. Man burde have set det komme. Ambisonere lærer det bare aldrig! Hvorfor slår de sig sammen og dræber hinanden bag efter? Jeg ville aldrig kunne have gået sammen med dem! Jeg ville være bange for de ville dræbe mig som noget af det første!

”Skal vi blande os?” Spørger Eleanor og skal allerede til at træde frem, men jeg trækker hende tilbage. ”Nej, du ender med at komme med i kampen. Som en gazelle der blander sig i en kamp sammen med to løver.” Svarer jeg go observerer dem.

Det ser ud som om Leigh-Anne hele tiden er fokuseret hen mod klippen hvor Harry ligger, hvilket ikke gør mig tryg. Hvordan er de overhovedet endt henne ved Harry? Han er jo nogenlunde gemt, men heller ikke super godt! Man skal være skarp hvis man skal finde ham hurtigt.

”Jade, lad mig nu bare gøre det! Han er alligevel ingenting!” Råber Leigh-Anne og går hen mod Harry igen, men Jade springer op på hendes ryg, og begynder at rive i hendes hår, hvilket får hende til at skrige højt.

”De kæmper mod hinanden... pågrund af Harry?” Siger Eleanor forvirret og kigger frem og tilbage på alle tre. Hvorfor om Harry? Hvis jeg ar ambisoner ville jeg bare dræbe ham og sådan er det! Ikke at jeg ville gøre det i virkeligheden! Nej, jeg prøver bare at tænke som en ambisoner.

Efter mange minutters kamp trækker Leigh-Anne en kniv og er parat til at dræbe Jade med den, men Jade trækker selv en kniv og stikker den i maven på hende. Eleanor kigger hurtigt væk, mens mine øjne er klistret fast til deres kamp. Det er som om de er sat på pause. Leigh-Anne bevæger sig ikke, og Jade trækker ikke kniven til sig, hun lader den sidde inde i hende.

”Du rør ham ikke.” Hvæser Jade med sammenbidte tænder og trækker så kniven ud. Leigh-Anne falder på knæ og lidt efter ligger hun nede på jorden med en kniv i maven og udspilede øjne. Kanonen lyder og blodet flyder ud fra hendes lig. ”Hun dræbte hende.” Hvisker jeg for mig selv. Eleanor kigger op og ser Jade tager sin kniv og går så hen mod Harry.

”Hun dræber ham.” Hvisker hun og er klar til at løbe derhen og redde Harry, men jeg trækker hende tilbage, hvilket får hende til at kigge forvirret på mig. ”Hun er bedre til at slås end dig, og jeg ville ikke miste dig.” Siger jeg og holder rundt om hendes håndled.

”Men Louis, hun dræber ham. Og det kan jeg ikke tillade hende.” Siger hun og vrider sig løs fra mit greb. Hun løber hen mod Jade, og straks opdager Jade hende. Eleanor tager tøvende et skridt tilbage, da de får øjenkontakt. Eleanor har heller ikke noget våben, hun har sin krop som hun kan bruge, mens Jade har sin kniv, hvor blodet stadig drypper ned af.

Jeg kan se Eleanor skal til at løbe tilbage, men Jade kigger tilbage på Harry, hen mod Eleanor, kigger rundt i skoven og får øje på mig. Jeg stivner og trækker ikke engang vejret, i håb m at hun ikke opdager mig, men hun kigger igen tilbage på Harry, og løber så den omvendte retning af hvor jeg sidder.

Forvirret kigger Eleanor tilbage på mig, men løber så hen mod Harry, for at se om han er skadet. Jeg kommer frem fra mit skjul og løber hen mod dem. Det ser ikke ud til at han er kommet til skade. ”Hvorfor sloges de i nærheden af Harry? Og hvorfor kiggede Jade hele tiden på Harry?” Spørger Eleanor forvirret og kigger i retningen hvor Jade løb. ”Hvor skulle jeg vide det fra? Jade blev sikkert bange da hun så vi var to og løb så væk, ellers ville hun sikkert have dræbt ham.”

Vi tager begge to fat i ham og begynder at bære ham. Jeg ved ikke hvor vi skal hen, men det ser ud til at Eleanor har nogenlunde styr på det. Der kommer nogle få støn og lyde fra Harry, men ellers ikke andet. Enten sover han tungt, eller så er han så svækket at han ikke kan noget som helst.

”Louis, gå hurtigere! Jeg har på fornemmelsen at noget dårligt vil ske om lidt.” Siger Eleanor og sætter farten op. Jeg begynder da også selv at gå hurtigere, uden at tænke over vi er i skoven, og hvad som helst kan ske.

Vi placerer Harry på jorden op af en stamme og begynder at gå tilbage hen mod søen, hvor vores tasker ligger. Leigh-Annes lig ligger stadig på jorden med blodet der flyder ud af hende. ”Burde vi ikke tage de ting hun har?” Spørger jeg og peger på hendes jakkelommer, som helt sikkert er fyldt med et eller andet. ”Så tag det dog!” Jeg kigger fornærmet på hende og peger så på liget igen.

”Det gør jeg altså ikke. Det er for klamt!” ”Din tøs Louis! Hvem af os to er manden?” Spørger Eleanor grinende og tager selv fat i jakken. Leigh-Anne har åbenbart en kniv gemt i skoen, for der stikker et træhåndtag op.

”Hey, støvlen!” Siger jeg og tager kniven ud. Den er lille, men god at bruge. ”Vi har det hele, lad os komme tilbage til Harry, før nogle andre sonere angriber ham.” Vi begge går hen mod skoven igen og ender ved Harry, der sidder som vi placerede ham.

”Så, bliver vi bare her indtil han vågner?” Spørger jeg og sætter mig ned på jorden. Eleanor nikker og sætter sig ved siden af mig. Vi begge kigger bare ud i luften og laver egentlig ikke noget. Vi snakker ikke, nusser ikke hinanden eller kigger på hinanden. Alt er ændret. Vi kommer sikkert aldrig til at opføre os som før.

Mens jeg sidder i mine egne tanker bliver jeg pludselig trukket til side og kastet hen af jorden. ”Hvad har du gang i?” Råber jeg forskrækket, men i stedet bliver jeg trækket op at stå. Et træ som knækker lyder, og ved siden af os er et træ ved at falde. ”Red Harry!” Råber Eleanor og løber hen mod Harry, men jeg trækker hende tilbage da træet falder ned.

Træet styrter ned og falder ned over Harrys ben. Han vågner straks og råber sin smerte ud. I begge løber hen til ham. Eleanor prøver at berolige ham, mens jeg prøver at flytte træet, men træet er for stort og for tungt. ”Eleanor hjælp! Ellers dør han!” Råber jeg, næsten grædende. Det er tydeligt at hvis han ikke kommer fri inden for de næste minutter er han død – og det kan jeg ikke lade ske. 

________________________________________________________

Jeg er så ked af det! Jeg er elendig til at opdatere historier!

Anyway! Er jeg den eneste som elsker højtaljedet nederdele? Det er bare det skønneste i verden!<3

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...