Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10473Visninger
AA

10. Interviews

Leigh-Anne's P.O.V.

”Kom nu Leigh-Anne!” Råber Mich, mens han går rundt om mig. Jeg har fået opgaven at jeg skal se hvor lang tid det tager, at smadre fem træningsdukker rundt om mig. Og det er ikke den nemme slags, men de svære som er lavet at tæt gummi. At være her er stressende. Stedet er nemlig det rene gale hus. Folk der går med ti centimeters øjenvipper, hunde som er farvet neon farver, folk med deres neonfarvet tøj og hår, og deres forfærdelige plastikoperationer, for ikke at tale om deres stemmer.

”Du fokuserer ikke Leigh-Anne!” Jeg retter opmærksomheden hen mod Mich, som kigger på mig med et utydeligt blik. Zayn står bare med et smørret smil i baggrunden, og hvis jeg ikke tager fejl, så griner han faktisk en smule!

”Kan du så ikke bede strithår om at holde op med at grine?!” Spørger jeg irriteret, og peger på Zayn. Strithår er ikke bare for sjov. Hans hår er altid opsat, og hvis det endelig er, så lader han det bare stritte ud til siderne, derfor strithår!

”Enten smutter du Zayn, eller holder mund.” Siger Mich og peger på Zayn, som bare rækker hænderne uskyldigt op. Zayns øjne fanger hurtigt mine, hvilket får mig til at fnyse. Han har det som om at han ejer det hele, for ikke at tale om når vi træner. På en eller anden måde er han blevet chefen, bare pågrund af at han er den bedste af os.

”Så smutter jeg. Jeg spilder min tid her.” Fnyser Zayn og går straks væk. Jeg kigger efter ham, mens han går hen og træner alene. Mich kigger hurtigt efter ham og sender ham et mistroisk blik, men jeg tror mit blik nærmere er et dræber blik.

”Respektløst.” Mumler Mich og ryster på hovedet, mens hans blik er rettet mod jorden. Jeg melder mig hurtigt enig og fortsætter så hvor jeg slap. Det er som om Zayn er ligeglad med min indsats til vores hold. Som om jeg ikke gør en pind for at vinde. Som om jeg ikke gerne ville hjem til den familie jeg har. Min mor, far og søstre. De har aldrig gået igennem det som jeg er i gang med. De kan ikke længere blive valgt som sonere, de er for gamle. Jeg er den eneste i familien som prøver det her, da min far og mor heller ikke endte som sonere.

”Leigh-Anne! Koncentrer dig! Det er som om du ikke gider det her! Du er helt væk! Tag dig sammen! Vil du det her, eller ej?!” Spørger Mich hidsigt og går hen mod mig, med råbende stemme. Jeg kigger hurtigt forvirret på ham, da det går op for mig, jeg ikke har gjort fremskridt overhovedet.

”Hvis jeg havde valget, så ville jeg blive hjemme. Det måske svært at se, men jeg er ikke så sikker som jeg ser ud til!” siger jeg irriteret og kaster mit våben fra mig, hvilket får Zayn til at kigge hen mod mig, med krydsede arme. ”jeg går rundt med dårlig mave om at jeg aldrig får min familie at se igen! Mine søstre derhjemme kunne ikke give mig råd, forberede mig eller fortælle mig de ting som jeg skal undgå, for jeg er den eneste fra min familie som er soner! Jeg ved jeg ikke kommer tilbage! Så hvorfor ikke bare opgive mig?” Med faste, hurtige skridt går jeg hen mod elevatoren, mens Mich kalder på mig, men jeg ignorer det.

Det eneste jeg håber på nu, er at Mich opgiver mig og lader mig være i fred, for ikke at snakke om Zayn. Han har set hele situationen, og ved nu om mit liv, mit private liv som lige er blevet afsløret. Jeg er ikke den hårde type, men heller ikke den bløde. Det er en form for blanding, eller bare humøret der svinger.

* * *

Min stylist får mig til at dreje rundt i kjolen jeg har på, så hun kan rette den til. Det er en kjole med tre lag og uden stropper. Der er et platin farvet underlag, noget chiffon i samme farve, og et sort blomstermønster. Kjolen går mig til ned over fødderne, samt chiffonen, mens blomstermønstret går mig til skinnebenet.

Stylisten rækker mig nogle sølvfarvet pumps, så jeg ikke glider i kjolen, da den måske er lidt for lang. Jeg tager dem hurtigt på og prøver at gå lidt rundt, hvilket resultere i at jeg næsten falder. ”Tag det roligt Leigh-Anne. Sæt dig ned, så jeg kan ordne dit hår og makeup.” Siger stylisten og får mig placeret i en stol.

Hun lægger en sølvfarvet øjenskygge, en smule sort i udkanten af øjet, og en masse sort eyeliner og mascara, samt nogle virkelige dramatiske øjenvipper. Det eneste jeg kan tænke på imens jeg får makeup på, er hvordan jeg skal opføre mig. Folk plejer bedst at kunne lide sonere med humor, problemet er bare at jeg ikke har nogle humor.

Mich har fortalt mig - før jeg flippede ud – at jeg bare skal slappe af, men heller ikke for meget. Men det er sikkert ændret, efter det der skete i dag. Zayn grinte sikkert af det bagefter, da han altid griner af de andre sonere når de er klodsede, eller ikke kan finde ud af noget. Min 'gruppe' har sikkert svigtet mig.

Hvorfor er jeg overhovedet med i den gruppe? Alle ved jo hvordan det ender! Ambisonerne holder sammen, indtil kun de er tilbage, og så kæmper de mod hinanden, indtil en af dem står tilbage. Jeg overvejer faktisk at droppe ambisonerne, og så gå alene. Men på den anden side overlever ambisonerne altid længere, end de andre.

”Kom Leigh-Anne, du skal snart på scenen.” Siger stylisten og får mig op at stå. Jeg vakler lidt i skoene. Jeg tager fat i stylistens skulder og står ret igen. ”Hjælper du mig derud?” Spørger jeg og peger hen mod døren. Hun nikker hurtigt, og går så med mig derud.

Da jeg kommer ud på gangen, lægger jeg mærke til alle de folk som går frem og tilbage. En masse capitol folk går frem og tilbage, fra rum til rum, nogle med mapper, andre med headseat. Alle sonerne går i en retning hen mod der hvor man skal gå op på scenen. Jeg skal ind som nummer tre, da jeg er fra distrikt 2, og er det kvindelige køn, eftersom de altid starter.

”Du dukkede faktisk op.” Griner Zayn let og krydser armene. Jeg ruller øjne af ham og slipper stylisten, så hun kan gå igen. Men lige idet jeg slipper hende, er jeg allerede ved at falde, så jeg får hurtigt grebet ud efter Zayn, men han flytter sig lidt til højre, så jeg falder på rumpen.

”Tak for ingenting.” Mumler jeg irriteret og ømmer mig en smule, før jeg rejser mig op igen. Et fnys lyder fra Zayn, mens Jade rækker en hånd mod mig, som jeg hurtigt tager imod. Ingen af os smiler, men Jade hiver mig bare op at stå, og stiller sig så ind på række igen. Jeg børster hurtigt min kjole og sender så et dræber blik til Zayn, da han flyttede sig, da jeg var ved at falde.

”Det er ikke min skyld du ikke har balance.” Siger han uskyldigt og sender et flabet blik. Jeg kigger op og ned af mig selv, da han åbenbart ikke har regnet ud at jeg ikke er vant til at gå i kjole. ”Hvis ikke du har bemærket det, er jeg ikke vant til at gå i en lang kjole, pumps. Og jeg har balance!” Svarer jeg igen.

”Første skal ind på scenen! Jade Thirwall!” Siger en fra Capitol, og peger på Jade, som er iført noget højst udsædvanligt tøj. En skjorte i baby blå, en let lyserød nederdel, en butterfly og nogle cremefarvet kile. Det er sikkert meget nemmere at gå i! Hvor irriterende! Jeg går rundt i nogle irriterende pumps, mens hun næsten kan løbe i de kile.

”Hej alle sammen!” Alles blikke bliver hurtigt rettet hen mod en skærm, hvor Caeser, og hans grønne hår er. Hans skjorte er ternet, med tynde røde og gule streger. Da kameraet stiller sig lige foran ham, og han smiler, kan jeg mærke gåsehuden komme frem. Det er næsten uhyggeligt hvordan han ser ud. Hans uhyggelige smil, smilerynkerne som ofte bliver strækket ud og hans hår og tøj som altid skifter farve hvert år.

Da Jade går hen imod Caeser med et stort smil, og vinker til publikum, klapper de alle med det samme. Hun scorer sikkert mange sponsere. Folk syntes sikkert at hun ser ih og åh så sød ud, plus hun er ambisoner, og det er der de fleste ligger deres penge.

Jade får hurtigt sat sig ned igen, samt Caeser, mens han stadig smiler sit uhygglige smil. ”Hvordan går det Jade? Er træningen hård?” Spørger Caeser grinende og klapper hende hurtigt blidt på låret. Hun griner let og ryster så på hovedet. ”Jeg kan mærke jeg kommer til at vinde det her. Konkurrencen er ikke særlig hård i år.” Svarer hun, hvilket får Zayn til at fnyse bag mig.

”Som om hun nogensinde kommer til at vinde.” Griner Chase og ryster blidt på hovedet, mens hans øjne stadig er på skærmen. Jeg ruller hurtigt øjne af dem begge, da jeg ved ingen af dem kommer til at vinde, da de overmodige altid taber, medmindre de er vildt gode. Men jeg kan se på den måde Chase og Zayn kæmper på, de kæmper kun med styrke og ikke med teknik, hvilket kun gør dem halvgode.

 

Efter de lange fem minutters interviews med Chase og Jade er det endelig min tur! Også selvom jeg er ved at lave i bukserne af skræk, hvilket ikke ville være så godt, eftersom jeg ikke har bukser på! Jeg har ingen anelse om hvordan jeg skal opføre mig? Jade spillede sød og villig og Chase var hård og kold.

Min personlighed skulle enten frem, eller blive erstattet med en anden. Efter min mening tror jeg ikke folk kan lide min personlighed, den er hemmelighedsfuld, irriterende og sikkert også klodset. Jeg gætter på at Mich sikkert ville have en anden personlighed, efter det der er sket. Jeg må bare prøve at spille fin, uskyldig og harmløs, for derefter at smadre folk i arenaen. Jeg skal komme som en overraskelse. Ingen kommer til at tro pigen som er svag til træning og med sit store hjerte til familien, kan finde på at slå andre børn ihjel.

”Næste! Leigh-Anne Pinnock!” En fra Capitol går hen mod mig, og lægger en hånd på min ryg, for at føre mig hen mod scenetrappen. Musikken er høj, mens lyset skinner kraftigt, så mine øjne næste begynder at svige. Caesers grin lyder i mine øre, inden jeg blidt bliver skubbet op af trappen og ind på scenen.

”Aha! Distrikt 2! Leigh-Anne.” Siger Caeser og tager min hånd, for at føre mig hen til midten af scenen, hvor der er to stole. Jeg bliver ført over i den til venstre, mens Caeser selv sætter sig i den anden. Jeg sidder helt stille og kigger ud på publikum, mens de stadig klapper og jubler.

Da de er holdt op, retter Caeser sit blik mod mig og kigger op og ned af mig, sikkert for at bedømme tøjet. ”Fornem kjole, det må jeg sige. Hvor mange lag er der?” Spørger han for at starte samtalen. Mine hænder kravler ned til enden af kjolen hvor jeg hurtigt viser det nederste af alle lagene. ”Tre lag.” Svarer jeg og kigger lidt op, for at se publikums forbløffende ansigter.

”Jeg kan se det ene er chiffon, men hvad med de to andre?” Spørger han og peger på det inderste lag. Hurtigt tøver jeg lidt, og overvejer at lyve, men da jeg ikke kender så mange stoffer, vælger jeg bare at svare blank. ”Pas.” Nogle fra publikum griner blidt, hvilket Caeser også gør.

”Lige meget så. Hvordan går det så med træningen? Der er jo blevet sagt at konkurrencen i år ikke er så hård. Hvad mener du om det?” Jeg sætter mig ret og lader mine hænder falde ned i skødet, mens tankerne flyver rundt i mit hoved, om hvad jeg skal svare. Jeg ville jo gerne virke skrøbelig og ydmyg, men de forventer sikkert ikke at en ambisoner er det. ”Det ser faktisk godt ud. Sonerne i år ser bedre ud en sidste år. De virker stærkere, hvilket bare betyder mere sjov til os ambisonere.” Svarer jeg, hvilket får Caeser til at grine.

”Sjov? Så det er som et spil for jer ambisonere?” Spørger Caeser undrende og rynker panden, for at prøve at forstå det jeg mener. ”Dødsspillet? Spil ligger i spillet, hvilket gør det til et spil. Desuden er det som et brætspil, det gælder om at slå den anden spiller hjem. Bortset fra at her ryger spillerene så ikke hjem, men dør.” Svarer jeg, og håber på at mit svar giver mening. Jeg syntes det lyder meget logisk. Men Capitol er ikke de skarpeste ifølge min mor, siden de laver dødsspil og allerede er i gang med at slå befolkningen ihjel.

”Okay. Jamen så fik vi svar på det.” Griner Caeser blidt, hvilket får publikum til at grine, selvom man kan se halvdelen ikke rigtig kunne forstå det helt.

Jesy's P.O.V.

Jeg har ignoreret Liam lige side det der skete nede til træning. Jeg må virke sindssyg. Sindssyg og skør. Sindssyg, skør og hjælpeløs. De må tro jeg lider af anoreksi. Bare pågrund af at jeg ikke spiser så meget som de andre, betyder det ikke at jeg har anoreksi.

”Flot kjole Jesy.” Mumler Liam bag mig, hvilket får mig til at sende et dræberblik til ham. Han rækker hurtigt hænderne op uskyldigt, men kigger stadig op og ned af mig. Jeg føler mig blottet. Jeg har fået en kjole som går mig til knæene, hvilket ikke føltes behageligt. Hele Panem kommer til at se mig i en kort kjole, og så mine fede lår ved siden af.

”Sagde jeg ikke du skulle lade være med at tale til mig?” Spørger jeg flabet og kigger så hen på skærmen igen, hvor ham fra distrikt 4 er i gang med at blive interviewet. Det eneste jeg ved indtil videre, er at han er kommet sammen med sin kæreste, som allerede er blevet interviewet. Et stik af jalousi ryger igennem mig, da hans kæreste er køn, tynd og virker sød.

De har begge hinanden og elsker hinanden, mens jeg ikke engang kan holde en samtale med Liam. Følelsen af at hun får lov til at føle kærlighed gør mig jalousi, men egentlig ville jeg bare gerne selv føle den. Jeg ville opleve følelsen af at en går og holder om mig, beskytter mig og er der når jeg har brug for ham.

”Du virker som en frisk og sjov fyr Louis! Lad mig høre til sidst, hvordan går det Eleanor og dig siden i ankom her til Capitol? Jeg har jo læst at hun fik en score på 9, mens mens du fik en på seks? Hvordan kan det ske? Er hu sådan halv ambisoner?” Spørger Caeser spændt og laver nogle underlige håndfagter. Ham Louis nikker blidt og griner så let. ”Jeg tror ikke ambisoner, hverken helt eller halvt. Eleanor er Eleanor. Hun har bare øvet lidt derhjemme, da hun altid ville være forberedt på det her. Det eneste jeg tror der er sket er at jeg har set en ny side af Eleanor, og så er vores forhold blevet stærkere.” Svarer han og smiler bredt, så alle hans smilehuller kommer frem.

Caeser siger farvel og lader ham Louis gå ud. Jeg læner mig lidt til venstre og lægger mærke til hans kæreste Eleanor står og kigger på skærmen, med et smil på læberne. Hurtigt kommer Louis hen til hende, lægger armene om hende bagfra og kysser hende blidt på halsen.

Jeg har lyst til at græde. Det eneste jeg fik derhjemme i distriktet var hårde ord og hård mobning. Jeg ved at det er hårdt for min mor at hun mister sin datter i en kamp til døden, selvom jeg føler der bliver skabt opmærksomhed omkring mig, og folk begynder at bekymre sig om mig. Det er en skøn følelse, selvom jeg ved at jeg kommer til at dø uanset hvad. Jeg kan ikke hamle op med ambisonerne, jeg ender med at dø alene, ensom og ked.

Det værste er at sidste gang jeg talte med min far, skændtes vi. Han kom ikke engang for at sige farvel, og bare et skud ud i luften, så stod han sikkert bagerst til høstfesten. Tanken om at ingen ville træde i mit sted til høstfesten er frygtelig, ingen venner til at støtte mig,

Da jeg kigger hen mod skærmen igen dem fra 5 og hende fra 6 allerede færdigt. Nu er det ham Harry fyren, eller det som han os sonere kender ham som, det lette bytte. Han halter stadig og nogen gange stadig ør i hovedet, hvilket ville sige at han sikkert ryger hurtigt. Han er lige ved at falde da han går op ad trappen, hvilket betyder at Caeser må hjælpe ham lidt.

”Undskyld, men jeg har stadig lidt ond i benet.” Undskylder Harry og sætter sig hurtigt ned i stolen. Caeser griner let og kigger så på hans ben. ”Var det egentlig en her fra Capitol som gjorde det, eller en soner?” Ender han så med at spørge, da han sikkert er lidt forvirret over hvordan det er sket. Man har aldrig sat en skadet soner ind i arenaen, hvilket sikkert er noget nyt for dem.

”Begge dele faktisk. Først blev jeg slået ud i træningen af en fra Capitol, og bagefter jeg var besvimet gik jeg ned til træning, og var ved at få kastet en kniv i siden, hvis ikke jeg havde kastet mig ned på gulvet.” Svarer han. Et 'åh' lyder fra Caeser, mens hans øjne straks bliver større. Et lille grin kommer fra ham Harry, da han sikkert er lige så overrasket over at det er sket.

Interviewet fortsætter med en masse latterlige spørgsmål som, 'Hvem tror du så vinder?' 'Hvilken type person er du?' 'Tror du at din skade ville komme til at påvirke spillet?'. Alle kan jo svare på de spørgsmål. De er lette, og nemme at svare på. Alle ved at en ambisoner vinder, jeg har så fundet ud af indtil videre at Harry er den klodsede type og selvfølelig kommer hans skade til at påvirke spillet! Man skal jo løbe rundt i arenaen, han kan ikke løbe!

En fra Capitol kommer hen mod mig, og skubber mig blidt hen mod trapperne til scenen. Jeg står stille da jeg ser Harry er på vej ned af trapperne, med lidt hjælp fra nogle. Publikum klapper imens han er på vej, og venter derefter på at jeg skal derop. Ivy har sagt til at vinde folk hjerter, er at være sød og charmere folk, og charme har jeg ikke. Jeg kan sagtens spille sød. Det er bare at smile sødt og have en behagelig rolig stemme. Ikke som nogle af de andre der har en hård og kold stemme, samt nogle kolde svar.

”Den næste er Jesy Nelson!” Jeg går ud på scenen og mærker rampelyset skære mig i øjnene, så jeg er nødt til at lukke øjnene halvt. Ikke lige det bedste førstehånds indtryk, at blive blændet, så man minder om en vampyr som ikke kan tåle lys.

Jeg går stille hen mod stolene, hvor Caeser tager imod min hånd og holder i den, indtil jeg kommer ned at sidde. Da jeg har placeret mig ordentligt i stolen, og sidder med ret ryg, smiler jeg venligt ud til publikum og vinker. De smiler alle sammen stort, hvilket ser gyseligt ud, når de har alt den makeup på.

”Så Jesy, jeg hører at du kan være lidt af en hård negl, engang imellem.” Siger Caeser med et lumsk smil på læberne, og kigger mig lige ind i øjnene. Jeg griner blidt og svarer så: ”Måske. Man kan aldrig vide.” Publikum griner blidt, men tier så, da de kan se Caeser skal til at stille et nyt spørgsmål.

”Men da du blev valgt, virkede du da ret hård, gjorde du ikke? Jeg kan huske det inde i hovedet, og du har åbenbart god selvtillid.” Siger han og smiler bredt til mig. Egentlig har jeg lyst til at bryde ud i tårer, da det ikke passer det med selvtillid. Mange gange er der dage hvor jeg bare sidder og tænker, hvorfor lever jeg? Hvad skal jeg i verden? Hvad har verden at gøre med mig? Men jeg må lyve, da jeg skal virke stærk, så sonerne ikke tror at de kan knække mig. ”Jo, men altså, det er et spil, og man må spille. Spiller du ikke dør du.” Svarer jeg selvsikkert.

”Så derhjemme i distrikt 7, er der nogen som er derhjemme og venter på du kommer hjem?” Spørger han og løfter øjenbrynene to gange, sikkert for at tale om kærlighed og drenge. Den eneste som sidder derhjemme og venter er min mor, som jeg elsker og jeg ved hun også elsker mig. Jeg er ikke så sikker på min far længere, da jeg ikke har snakket med ham. Jeg elsker ham, men jeg ved ikke om han elsker mig. ”Der er ingen andre end mine forældre.” Svarer jeg og kigger lidt ned i jorden, hvilket jeg ikke skulle have gjort, for Caeser lægger straks mærke til det.

Hurtigt løfter jeg hovedet højt igen og smiler til ham. Men mine fingre er begyndt at bevæge sig hele tiden, hvilket er et sikkert tegn på usikkerhed. ”Så, der er ingen andre end dine forældre?” Spørger han lidt mere følsomt denne her gang, og lægger sin hånd på mit lår. Jeg ryster blidt på hovedet, i gang med at fælde en tåre, men jeg holder den inde.

”Nårh, det var sørgeligt. Det er jeg ked af Jesy,” mumler han og rejser sig så op, og tager min hånd for at få mig op at stå, ”alle sammen! Giv en hånd til den smukke Jesy Nelson!” Jeg smiler venligt til folk, og går så derefter hen mod udgangen, for at komme op til mit værelse, så hurtigt som muligt.

Jeg ser Liam da jeg er på vej forbi ham. Han skal til at sige noget, men jeg kigger bare ned i jorden, og går hurtigere. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen. Det er som om ingen andre kan lide mig, end dem som har bragt mig til verdenen. Alle andre tænker sikkert dårligt om mig, eller siger det til mig. Det eneste jeg har lyst er at dræbe sonerne, dræbe og få følelsen af at få hævn. Uanset personen, så har jeg bare brug for at komme af med min vrede, og den kommer jeg af med i morgen.

____________________________________________________________________________________

Undskylder manglen på opdatering, men har været lidt blank her på det sidste, da min hjerne lige nu er fokuseret på noget projekt halløj i skolen-_- Men da jeg høret Big Time Rush (Don't judge me!:P) album Elevate, kom inspirationen tilbage, ved ikke hvorfor, kapitlet har intet at gøre med nogen af sangene:S

Tænkte på om hvem I tror der vinder? Er nemlig selv lidt blank, men har da en ide;)

Undskylder fejl, da jeg stadig er lidt forvirret, da min produkt i projekt er e historie i datid, og derfor er det hele nok lidt forvirrende:S Lover at rette det på et tidspunkt!:D

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...