Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10796Visninger
AA

25. I'll never be like you

Jade's P.O.V.

Det må snart være slut. Vi har været herinde i mange dage, og hvis jeg kender spilmesteren ret, så vil han snart have en ende. Desuden kan vi ikke blive ved med at daske rundt herinde. Og hvor mange er vi tilbage? Fire? Louis, Zayn, Eleanor og mig.

Lyden af vinger som basker er bag mig. Det gjorde spilmesteren bare ikke. Jeg vender mig om og ser dem. Sporingshvepse. Der er en kæmpe flok, og de flyver lige hen imod mig. Uden at tænke videre over det løber jeg bare. Jeg efterlader alle mine ting og løber så. Bare jeg ikke bliver stukket. Et stik fra dem og man er færdig. Enten hallucinere man, eller så dør man. Jeg skal ikke nyde nogen af delene.

Jeg løber så hurtigt jeg kan væk fra dem. Men det er ikke godt nok. Træerne står i vejen for mig, bladende rammer mig hele tiden i hovedet og det meste af naturen hader mig bare lige nu. Rødderne i jorden gør det heller ikke ligefrem nemt. Hvis jeg snubler en gang, så er det ude med mig. Så tager sporingshvepsene og tager mig. Så er det farvel til Jade.

Skrid nu åndssvage moder natur.” Mumler jeg for mig selv og løber videre. Mine hænder er hele tiden over mit hoved, for at skubbe blade og grene væk. Jeg har ingen anelse om hvor jeg løber hen. Jeg ved bare det er væk fra de sporingshvepse! Og det er godt nok for mig!

Da en lysning nærmer sig foran mig, ved jeg hvor jeg er på vej hen. Overflødighedshornet. Spilmesteren ville aldrig lade mig nærme afsatsen, derfor må det være midten af arenaen, hvor overflødighedshornet er.

Åbningen er nogle få meter foran mig. Men hvad gør jeg når jeg når derud? Det er ligesom ikke en fordel for mig at være derude, bortset fra træerne og alt det der. Uanset hvad løber jeg bare derud. Til sidst er åbningen lige foran mig, og automatisk løber jeg hurtigere. Men min fod sætter sig fast og jeg falder. Heldigvis falder jeg ikke hårdt, da jeg lader mine hænder aftage faldet, men jeg er død nu.

Jeg kigger bagud og ser sporingshvepsene nærme sig. Skræmt kravler jeg bag ud så hurtigt jeg kan, uden overhovedet at lade mit blik slippe dem. Men nede på jorden og kravler er jeg langsom, men hvis jeg spilder tiden med at prøve og komme op at stå, så er jeg i hvert fald død.

Da den første sporingshveps kommer hurtigt frem og stikker mig på min arm, kommer et skrig ud af min mund. Hurtigt får jeg børstet den væk og fortsætter så. Jeg bider i min læbe for at holde mit skrig inde, da de kommer nærmere. Tårerne begynder at trille ned af mine kinder. Kun en halv meter endnu, så er jeg derude. På en eller mærkelig måde har jeg det bare som om, at når jeg kommer derud er jeg beskyttet. Eller så kommer der bare noget andet.

Sporingshveps nummer to stikker mig. Denne gang på mit ben. Jeg bider mig så hårdt i læben af en smule blod lander på min tunge. Jeg vender mig om og kravler frem af. Min hånd når lige at røre græsset, da flere af dem kommer hen mod mig og stikker mig. Jeg kan ikke gøre mere. Det er ude med mig. Sporingshvepsene har mig. Det betyder min vej ender her.

Jeg lukker mine øjne, bider mig i læben og ligger stille. De kan komme og tage mig nu. Jeg gider ikke mere. Jeg har gjort nok herinde. Hjulpet andre, beskyttet andre, og det var det jeg gerne ville. Så er det vel nok også derfor jeg dør nu. Måske er det bare ønsket at jeg får et godt liv når jeg dør, i stedet for at komme hjem til min far som vil råbe af mig, og fortælle hvor stor skam jeg har bragt over familien, ved at være venlig.

Igen åbner jeg øjnene og kigger bagud, hvor flokken af sporingshvepse kommer hen mod mig. En efter en kommer der en og stikker mig. ”Så er det nu.” Hvisker jeg og lukker endnu engang øjnene, da en tager min hånd og hiver mig frem af.

Jeg åbner øjnene, men alt er sløret. Jeg hallucinere. Det er jeg hundred på! Omridset af personen ligner min far. Han hiver mig op at stå og slår mig så i siden af ansigtet, så jeg falder igen. Smerten er ubeskrivelig. Ikke kun pågrund af slaget, men af selve personen som slår mig. Aldrig i mit liv havde jeg troet min far ville slå mig.

Rejs dig op!” Råber han og skubber til mig med sin fod. Jeg gør som han siger og rejser mig op. Mine ben vakler fra de stik. Det er næsten umuligt for mig at stå op. Da jeg står op mærker jeg mine ben ryste under mig, og mine knæ rammer jorden. Han fnyser og tager fat i min trøje. På under to sekunder rør mine fødder ikke længere jorden.

Jeg mister alt pusten, og mærker panikken stiger i mig. Mine ben sparker ud efter ham, men han holder mig med strakte arme, så jeg ikke kan nå ham. ”Lille spinkle Jade.” Hvisker han og rusker i mig. Der kommer mindre og mindre luft ned i mine lunger, og til sidst mærker jeg hvor tæt døden er. Det er næsten som om den trækker i mig. Hiver mig væk fra verdenen.

Husk altid på det her... Du har dræbt nogen, og det ville følge dig for evigt.” Siger jeg så højt jeg kan. Han griner blot og knuger trøjen endnu mere, så den klemmer om min hals. Mine ben stopper med at sparke ud efter ham, og min krop kæmper ikke længere imod. Jeg er svækket. Jeg kan ikke gøre mere. Lige om lidt så er det ude med mig.

Dit svin!” Råber en bag min far og overfalder ham. Mine fødder rammer atter jorden og jeg gisper efter luft. Mine øjne er knebet sammen og da jeg åbner dem igen ser verden mindre sløret ud.

Hvis jeg hallucinerede, hvorfor føltes det så så virkeligt? Der kan kun være en forklaring, det eneste jeg hallucinerede var min far, alt det andet var virkeligt. Zayn ligger på jorden med Louis oven på sig og kæmper. De slår hinanden i ansigtet, ruller rundt og råber af hinanden.

Så det var Zayn. Jeg forestillede ham bare som min far. Jeg døde ikke, men jeg hallucinerede. Sporingshvepsene er væk, men nu er det sonere jeg skal kæmpe mod. Louis ville jeg sagtens kunne klare, det er mere Eleanor og Zayn - hvis Louis ikke dræber ham - jeg er bange for.

Jeg sætter mig op og overvåger Louis og Zayn mens de slås. Eleanor kommer løbende ud fra skoven med nogle sporingshvepse i hælene. De holder sig dog inde i skoven og kommer ikke ud. Hun falder ned på jorden og holder en hånd over sin nakke, mens skrig forlader hendes mund.

Jeg løber hen til hende og sætter mig ned på knæ ved siden af hende. Hun er holdt op med at skrige, men i stedet løber tårerne ned af hendes kinder. Forsigtigt lægger jeg en hånd på hende. Hun kigger straks på mig, og hendes øjne bliver store. ”Rolig, rolig Eleanor. Situationen virker meget indviklet lige nu, men lad mig-” ”Hold dig væk!” Skriger hun bakker bagud.

Eleanor-” ”Skrid!” Hun græder mere end før. Hun ligger sig i fosterstilling og græder. Det er som om mareridt overtager hende. Som om jeg er den onde lige nu. Hun kigger ikke engang på mig, så bange er hun. Jeg kan ikke gøre noget. Ikke før hun stopper med at hallucinere. Hun giver mig ikke engang lov til at hjælpe hende.

Dit svin! Jeg var nær død pågrund af dig!” Jeg vender mig om og ser Louis slå Zayn direkte i ansigtet. Blodet glider ned siden af hans hoved og lander på græsset. Jeg er ikke i tvivl om hvem jeg skal holde med.

Hvis jeg ikke kan hjælpe Eleanor, så må jeg hjælpe Louis.

Zayn får grebet om Louis, og vender dem om. Zayn er øverst og slår Louis lige så mange gange han kan. Jeg løber hen mod dem og griber fat i Zayn i et spring. Han bliver fjernet fra Louis, og ligger nu nedenunder mig. Jeg prøver at holde ham fat i arme og ben, men desværre er han stærkere end mig, og vender os om.

Fik du ikke nok før?” Spørger han og holder også mig fast i arme og ben. Han slår sit hoved lige ind i min næse, så den bløder. ”Jeg fik nok af dig, lige da jeg så dig.” Svarer jeg og prøver at komme fri. Når man endelig redder Louis, så kommer han selvfølelig ikke og redder en.

Jeg formår at få mit ene ben fri, og sparker ham så lige under bæltestedet. Han laver et lille skrig og slipper mig så. Med ærmet tørrer jeg noget af blodet væk, og rejser mig så op. Louis ømmer sig, og Eleanor hallucinere. Fedt, så må jeg gøre det selv!

Zayn sidder på alle fire og ømmer sig også. Jeg går om bag ham og giver ham et ordentlig spark i ryggen, så han falder forover. Han vender sig langsomt om og ser mig stå foran ham. Han rykker ikke bagud, men tørrer blot sin underlæbe, hvor der er en smule blod, og skal sp til at rejse sig op, da jeg endnu engang sparker ham, men denne gang i brystkassen. ”Tænk du kan holde dig selv ud.” Hvæser jeg og giver ham et let spark i maven.

Godt nok har du mig næsten, men tænk over det. Dræber du mig er du som mig. En morder.” Siger han og hoster en enkel gang, så lidt blod blandet med spyt, glider ned af hans hage. Han taler sandt. Godt nok er han ond og fortjener at dø, men hvis jeg dræber ham ender jeg som en af de andre. En morder. En person med kolde følelser der har slået et menneske ihjel. Det vil følge mig for livet. Som om personens blod aldrig kan blive vasket af ens hænder. Der vil altid være spor af døden på en.

Jeg vil aldrig blive som dig.” Siger jeg usikkert og prøver at gemme min nervøsitet. En sætning. En sætning har ændret det hele. Jeg kan ikke slå ham ihjel. Jeg er og vil ikke være som ham. ”Så kan du ikke slå mig ihjel,” siger han og rejser sig op, ”men jeg kan slå dig ihjel.” Han overfalder mig og slår mig igen i ansigtet.

Louis!” Råber jeg efter hjælp. Men ingen kommer eller svarer. Kun Zayns lave grin og slagene han giver mig, lyder i mine ører. Uanset hvor meget jeg kæmper imod, så er han for stærk. Han er større end mig, mere robust og har flere kræfter. Lige nu kan det ikke hjælpe at være smidig eller smart, lige nu handler det om styrke, og det er ikke ligefrem noget jeg har meget af.

Jeg kigger til siden for at se om Louis hjælper. Han kommer løbende mod os og tackler Zayn. Denne gang har han noget med som kan dræbe ham. En pind, som sagtens kan bruges! Bare han gør det rigtigt.

Dø!” Råber Louis og hugger efter ham med spyddet, men Zayn undgår. Til sidst opgiver Louis at sige efter hovedet, men hugger i stedet i skulderen, hvor pinden borer sig ind. Skrig lyder fra Zayn og bandeord, men Louis fortsætter. Zayn er i smerte og bevæger sig ikke rigtigt, så Louis har chancen nu. Uden videre stikker Louis pinden ned i Zayns hals, lige ved pulsåren, og kanonen lyder. Zayn dør.

Louis rejser sig op fra Zayns lig og står og kigger på det. Pinden som nu er fyldt med blod, har han stadig i hånden. Han strammer grebet om den og vender sig om mod mig. Hans øjne fokuserer på mig. Har han tænkt sig at dræbe mig? Nu når jeg har hjulpet ham med et dræbe Zayn. Er det sådan han takker mig? Er det sådan det skal ende?

_______________________________________

Happy friday!! :D

Publicere lige i sidste sekund, inden jeg smutter ud og bowler ;) Skal bare slå min far og storebror!

Til jer som også læser Without You, så kommer kapitlet i aften når jeg kommer hjem! :D

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...