Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10628Visninger
AA

16. Fight to the death

Zayn's P.O.V.

Stilhed er det eneste som er i luften lige nu. Efter de to sidste kanoner som har været der inde for et par timer, har alt været stille. Fuglene er forsvundet, Chase er helt stille og vinden har lagt sig. Det føltes ubehageligt, som om vi venter på noget, og det virker ikke som en af de gode overraskelser.

Vi stoppede med at gå for en time siden, da der var en tyk tåge og det var for farligt at fortsætte. Der kunne komme en soner ud fra tågen og dræbe os, så derfor var det smartere at sætte sig ned på jorden, og være klar på der kommer nogen i stedet for. Men tågen er væk nu, og egentlig ville jeg gerne fortsætte. Men på en eller anden måde har Chase fået faklen og styrer nu det hele.

”Skal vi se at komme videre?” Spørger jeg lavt. Han fnyser hurtigt og fortsætter med at gumle på sit halv spiste æble. Typisk. Vi kommer ikke videre før han giver lov. Og hvis jeg går imod ham, ender vi sikkert i en kamp, og jeg ved at Chase er drabelig når det kommer til stykket. Han er ligeglad med andre menneskers følelser.

”Chase, vi har siddet her i lang tid. Burde vi ikke komme videre?” Jeg får et hadefuldt blik, men han rejser sig op og kaster sit æble væk. ”Okay så!” Siger han opgivende og begynder så at gå. Tilbage sidder jeg så på jorden og ser ham langsomt gå. Der er et eller andet galt med ham. Han virker enten irriteret, fornærmet eller muggen. Humørsvingninger. Jeg har altid troet det kun var piger som fik det.

”Kommer du eller hvad?” Spørger Chase flabet og løfter sit ene øjenbryn. Jeg kigger ned i jorden og ruller så med øjnene, så han ikke lægger mærke til det. Han virker som en blanding mellem en fornærmet pige og en dreng der er snobbet. ”Er på vej.” Mumler jeg og tager min taske over skulderen. Så skal vi afsted igen.

Efter Chase som en lille hundehvalp. Mens vi går begynder han at plapre løs om hvor god han er og hvor god en træner han havde, der faktisk er hans far. Jeg lytter kun med et øre. Mine andre tanker er på de døde sonere. 12 er døde. Blandt andet Leigh-Anne, Emma og Niall. De var alle sammen allieret med nogen, og nu er de væk. Perrie må have det forfærdeligt og Jade må have det forfærdeligt, medmindre de har dræbt dem.

”Min far har faktisk vundet dødsspillet for lang tid siden. Og min bror vandt for tre år siden. Jeg skal vinde i år! Og det ender jeg sikkert også med!” Snakker han stadig? Urgh! Jeg flipper snart ud!

”Jeg er ked af at tage sejren i år, men en skal jo vinde, og det bliver nok mig. Jeg skal nok hilse din familie.” Der gik han over grænsen! ”Chase! Jeg er ligeglad med dit liv, din så 'perfekte' familie! Drop snakken og gå nu bare videre!” Siger jeg irriteret og går videre, mens Chase står en smule chokeret tilbage. Endelig fik jeg lukket munden på ham!

”Kommer du eller hvad?” Siger jeg og prøver at efterligne ham, hvilket er tydeligt, at det var forkert at gøre. Han går hurtigt op til mig og skubber til mig, så jeg falder ned på jorden. ”Nu skal du passe på med hvad du siger Malik! Ingen skal afbryde mig eller nedgøre mig!” Hvæser han med sammenbidte tænder, og skal til at gå videre da jeg åbner min store mund.

”Og hvem siger du bestemmer over mig? Jeg gør hvad jeg har lyst til! Ingen skal ændre på det! Jeg er min egen person og en idiot som dig skal ikke ændre på det!” Jeg indrømmer, jeg er blevet træt af Chase! Han er en idiotisk fladpande som bare tror han kan alt! Han tror han er så stærk og så god, men i virkeligheden praler han bare, og det er det han vinder på. Han kan nogle få ting, men det kræver intet at kunne det!

”Nu det nok! Lige siden vi kom ind i arenaen har jeg haft lyst til at dræbe dig! Men jeg har holdt det tilbage, og ved du hvorfor? Fordi jeg kunne se på dig at du ikke ville dræbe mig før enden, du ville vente med at gøre det, til vi var de sidste tilbage, ville du ikke? Du ved jeg er bedre end dig, og det kan du bare ikke tåle!”

”Ikke tåle?! Hvem af os to er svagest? Hvis jeg kunne, havde jeg satset mine penge på dig!” Vi begge er vrede, og hvis jeg ikke tager meget fejl, ender det sikkert ude i en slåskamp lige om lidt. ”Din lille... Argh!” Han svinger med sin kniv ud mod mig, men jeg hopper tilbagte så jeg undviger.

”Så vi skal til at slås eller hvad?” Spørger jeg flabet og tager mit eget våben frem. Vi ved begge det her er en udfordring som kommer til at koste os vores liv. Men er det ikke det som dødsspillet handler om? ”Bring it Malik!” Siger han og begynder allerede at svinge rundt med sin kniv foran mig, men heldigvis undgår jeg hver gang.

”Min mor er bedre med en kniv!” Griner jeg flabet og sigter efter hans arm. Han prøver at undgå, men jeg rammer let hans arm, så han får et snit. Han kigger hurtigt ned på sin arm, hvor der let ryger en dråbe blod ned af hans arm. Hans ansigt skifter hurtigt farve til rød og uden videre begynder han at råbe.

Han er tydeligvis aggressiv og ville sikkert dræbe mig nu. Han kaster sin kniv hen mod mig, og den når lige at snitte mit ben, men rammer så jorden bag mig. ”Hvad vil du nu gøre? Du har ikke noget våben.” Siger jeg flabet, men han trækker hurtigt en økse frem og går hen mod mig, med sammenbidte tænder.

”Du kommer til at dø nu.” Siger han. Hans øjne er mørke og vejrtrækningen hurtig. Jeg kan godt løbe væk fra ham, men jeg ville helt vildt gerne dræbe ham! På en måde kan man godt sige at vi begge er vrede. Jeg er selv vred over at jeg har ladet mig selv være hans lille tjener. Jeg har gjort hvad han har sagt, fulgt efter ham og kæmpet ved hans side. Han har taget kontrollen, men det ville jeg lave om på! Jeg ville vise at det er mig som er vinderen, ikke ham!

”Ikke hvis jeg dræber dig først.” Siger jeg og straks løber vi hen mod hinanden og kæmper. Vi begge har våben i vores tasker – som vi har smidt – men jeg har selv gemt et par få stykker i mit tøj. Blandt andet mine støvler, bag min jakke i inderlommen og bagerst i mine bukser. De perfekte steder at gemme sine våben!

Efter vi har kæmpet i et stykke tid, og ingen af os rigtig er kommet til skade, udover nogle få snitsår, trækker jeg selv min kniv op fra min støvle og kaster den efter ham. Jeg rammer ham i skulderen, hvor den sætter sig fast. Endelig! Jeg fik ham! Men nej. Han kigger bare på kniven og trækker den så ud med et smil. ”Som om det der hjælper. At hive små våben ud fra dit tøj er ikke måden at vinde på,” griner han og kaster den tilbage mod mig. Jeg undviger og kigger sp forvirret på ham. Han har fået en kniv i skulderen og han smiler og griner? Hvad er der galt med ham?! ”lad os nu komme rigtigt i gang.”

Han løber hen mod mig med fuld fart og træder oven på mit lår, så han kommer i lidt over hovedet. Derfor dukker jeg mig og er klar til at angribe ham nedefra, men i stedet sigter han efter mig mave og hugger efter det. Jeg skubber ham af mig, men forsent. Smerten breder sig i mig. Mine øjenlåg bliver tunge, og jeg taber mit våben.

Jeg er sikker på det er slut nu. Jeg skulle aldrig have taget kampen op mod Chase. Men sådan ender det vel. Jeg dør med skam. Skam over at jeg ikke klarede ham. Skam over ikke at se hans blod flyde ud fra hans krop, mens jeg står med et hånligt smil. ”Jeg sagde jo jeg ville vinde.” Griner han og skal til at hugge efter mig hoved, da en kniv flyver hen mod ham, og placere sig lige i hans hjerte.

Hans øjne bliver store og øksen falder ud af hans hånd. Hans mund åbnede sig en smule, og der kom lidt blod ud. Nogle små lyde kommer fra ham, inden han langsomt falder bagover, med kniven siddende i hans hjerte. Kanonen lyder og kampen mellem os er slut. Han er død. Nu er der bare et nyt problem, hvem dræbte ham?

Jeg er skadet, og ikke klar til kamp. Enten må jeg begå selvmord, eller prøve at flygte, selvom jeg er sikker på personen er tæt på. Da nogle blade som løfter sig lyder bag mig, vender jeg mig om med hånden på min mave, hvor såret er.

Jeg ser ingen personer lige bag mig. Det eneste jeg bemærker er en svag skygge som løber væk fra mig. Spørgsmålet er hvorfor? Personen kunne skyde mig lige på stedet, og sikre sig endnu en død, men i stedet løb han eller hun væk. Er det ikke idiotisk? Men jeg burde være glad, jeg er ikke død og jeg kan stadig nå at vinde, hvis jeg bare får lidt hjælp.

* * *

Jeg finder et lille sted hvor træerne dækker mig nogenlunde. Det har taget mig omkring en halvanden time at finde herhen, da jeg ikke går særlig godt mere. Jeg var tæt på at kravle til sidst, men jeg har klaret det, og kan nu hvile mig i fred, i håb om at en sponsorgave kommer lige om lidt.

Min vanddunk er også helt tømt. Jeg har intet andet, end våben. Og det er ikke fordi jeg har prøvet, men de smager sikkert ikke godt! Hvis mit sår heller ikke bliver behandlet snart, så går der betændelse i det og så bliver det bare værre. Et suk forlader mine læber af ren frustration over hvad jeg skal gøre. Og lige i det jeg er tæt på at give op, hører jeg lyden som får mig til at kigge op med håb i øjnene.

En sponsorgave daler langsomt ned i mine hænder og den lille melodi stopper. Forsigtigt åbner jeg den og opdager en lille metaldåse, samt en gul seddel. 'Vind Zayn! Jeg satser alt på dig! Du skal vinde!' Uden at tænke over det, lægger jeg sedlen ved siden af mig, og åbner så dåsen. En mærkelig, klumpet, gylden væske ligger nede i dåsen. Den er fyldt halvt op med det, og jeg er nioghalvfems procent sikker på at det er salve. Den sidste procent tror det er en sær form for mad.

Jeg løfter op i min trøje og smører det direkte på mit sår, hvilket får mig til at gispe en smule. Men jeg bider det i mig. Smerten går sikkert snart over. Efter flere lag af salven begynder det at føltes rart. Smerten forsvinder langsomt og min krop slapper af. Jeg gemmer lidt af salven og propper den ned i min taske.

Det bliver langsomt mørkere da spilmesteren skruer ned for lyset, og nationalsangen lyder. Billederne af dem som er døde dukker frem på himlen. Leigh-Anne dukker frem på himlen og Niall dukker frem på himlen. Derefter lyder nationalsangen igen og billederne forsvinder.

Er Leigh-Anne død? Hurtigt tager jeg sedlen og læser alt igen. 'Vind Zayn! Jeg satser alt på dig! Du skal vinde!' Leigh-Anne er død. Det vil sige at jeg skal vinde for at gøre mit distrikt stolt. Jeg er deres eneste håb.

Jesy's P.O.V.

Nationalsangen toner langsomt ud og kun nogle få nat insekter kan høres. Jeg vil vildt gerne sove, men jeg kan ikke. Hvert minut er jeg bange for at en kommer og slår mig ihjel. Indtil videre har jeg fået omkring fem timers søvn i tre dage. Hver gang jeg sidder stille og ikke har fået noget mad, er mine øjenlåg ved at falde i. Jeg kan ikke holde det ud! Hvis bare jeg kan få en times søvn bliver jeg glad, men det er for risikabelt.

Men alligevel, der er 11 tilbage, og arenaen er enorm. Hvad er chancen for at lige en ud af ti sonere kommer hen til mig og dræber mig, i den her store arena? Jeg kan sagtens tage en lille lur på ti minutter.

Langsomt falder mine øjenlåg i og lydende omkring mig bliver svagere. Det føltes rart. At lukke øjnene og tænke på noget andet, end at dræbe, passe på og være nervøs. I det jeg kan mærke jeg skal til at gå ind i en drømmeverden, lyder råb og skrig.

Mine øjne åbner sig hurtigt og min hånd griber fat om den snittede pind og den lille kniv jeg fandt. Jeg gemmer mine ting imellem bladende på jorden og går så lydløst hen mod råbene og skrigene.

Mine øjne begynder at kunne se to skikkelser stå og kæmpe mod hinanden. Hvis det ikke var pågrund af at den ene har lyst langt hår sat op i en hestehale, så ville jeg have troet det var to drenge der kæmpede mod hinanden. Men det er Perrie og Liam. Perrie kæmper bare utrolig godt. Hendes bevægelser er store men gode.

Indtil videre ser det ud som om Perrie kommer til at vinde. Liam har intet våben, Perrie er god til at kæmpe og hele tiden ser man Liam blive angrebet. Medmindre jeg hjælper en smule? Hvad taler jeg om?! Hvorfor skulle jeg hjælpe nogen af dem? De er mine fjender og jeg er bare en som kigger på imens de kæmper til døden.

”Undskyld, men jeg prøvede at redde mit eget liv!” Råber Liam og undgår endnu engang. ”Jeg er ligeglad med dit liv, Niall er død og det er din skyld!” Det er derfor. Perrie har ladet sine følelser overtage hendes krop og nu er hun ude på at hævne sig på Liam, da Niall er død. Normalt ville hun ikke være så god, det er bare hendes hjerne som siger at hun skal slå ham ihjel for Niall. Idiot. Aldrig lad dine følelser overtage din krop.

”HAN DØDE PÅGRUND AF SPORINGSHVEPSE!” Råber Liam frustreret og kaster en sten efter hende, for at få mere tid til at løbe væk fra hende. Men det mislykkedes. Perrie løber stadig efter ham med en kniv og prøver at slå ham ihjel. ”HVIS DU IKKE HAVDE SÅRET HAM VILLE HAN STADIG VÆRE I LIVE!” Tårerne kommer langsomt ned af hendes kinder, mens hun stadig kæmper for at slå ham ihjel. Uden videre kaster Perrie kniven efter Liam, men rammer jorden bag ham. Hun falder på knæ og begynder at græde.

”Han var min bedsteven og nu er han død.” Siger hun med gråd i stemmen. En forvirret Liam kommer frem. Hans blik går fra kniven bag ham til Perrie hele tiden. Det er tydeligt. Han ved ikke hvad han skal gøre. Slå Perrie ihjel eller skåne hende? Et svært valg hvis man er Liam, for os andre ville det være nemt. Slå hende ihjel. Så har man større chance for at vinde.

”J-jeg...” Stammer Liam og kigger bagud igen, hvor kniven er. Han tager tøvende et skridt tilbage, men går så frem mod hende. ”Hvad fanden har du gang i?!” Råber jeg og går frem mod dem. Perrie kigger med våde øjne på mig og Liam chokeret.

”J-Jesy? H-hvad laver du her?” Stammer han og træder et skridt tilbage da jeg går hen mod ham. Perrie bliver nede på sine knæ, stadig med tårer som strømmer ned af hendes kinder. ”Jeg sørger for at du gør det rigtige. Hvad tror du det her er? Børnehaven? Hun skal dø! Du har allerede slået hendes makker ihjel, så nu kan du også godt slå hende ihjel! Kom nu! Gør det!” Siger jeg befalende og tager kniven fra jorden.

Jeg placerer den i hans hånd og skubber ham blidt hen mod Perrie. Han kigger på mig med rynkede øjenbryn og skal til at slippe kniven, da jeg tager fat rundt om hans hånd og strammer hans greb om kniven. ”Gør det nu Liam. En død mindre at kæmpe imod til sidst.” Siger jeg og trækker blidt på skuldrene. Tøvende løfter han kniven højere og højere til den er over hans hoved til sidst.

Før han skal til at lade kniven ramme hende, kigger han hurtigt over på mig. Jeg nikker og krydser så mine arme, mens jeg venter på at han dræber hende. Hun gør ikke engang modstand. Hun lukker bare øjnene og lader tårerne glide ned af hendes kinder. ”Vi ses om lidt Niall.” Hvisker hun og presser sine læber sammen, mens Liam langsomt sænker kniven ned mod hendes pulsåre. Da kniven lægger helt tæt på hendes hals, lukker han øjnene og laver et dybt snit.

Hendes krop falder til jorden og blodet flyder langsomt ud af hende. Kanon lyder. En mindre. Jeg kigger tilfreds på Perries lig, mens hele Liams krop ryster og kniven falder ud af hans hånd. ”J-jeg h-har lige d-dræbt en p-p-person.” Stammer han og falder til knæ foran liget.

”Mit arbejde er gjort.” Mumler jeg for mig selv og går tilbage til der hvor jeg kom fra. Arbejdet er gjort. Ti tilbage, og snart 9.

___________________________________________

Undskyld for at være så sent ude! Men alle mine lærer giver mig lektier for lige inden sommerferien, hvilket er virkelig irriterende! 

Men Liam og Zayn vandt! Den stod faktisk lige, men det er pågrund af det gode argument Ellen Louise kom med. Niall er død og hvis Perrie dør er de sammen! :')

Anyways! Håber I nød kapitlet, og skal se hvor meget jeg kan skrive, før jeg skal til Jylland i sommerferien ;)

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...