Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10415Visninger
AA

21. Breaking the law

Jade's P.O.V.

Tiden går, intet sker. Jeg vil gerne have det her overstået! Det giver ingen mening for en som mig at gå rundt herinde og vente på at dræbe nogen. Jeg har ikke lyst til at dræbe nogen! Jeg vil bare gerne ud herfra og hjem til min familie! Selvom jeg ved de ville blive skuffet over mig.

En ambisoner er til i spillet for at dræbe, mens det virker som om jeg har gjort oprør som ambisoner ved ikke at dræbe nogen. Min far ville sikkert skælde mig ud og få mig til at lide indtil jeg dør, hvis jeg kommer hjem. Men jeg ville stadig gerne hjem til min mor, for jeg ved hun ikke bliver skuffet, hun er den eneste person som elsker mig for det jeg gør og den jeg er.

Det er sent på eftermiddagen, og hvis jeg ikke tager fejl, så vil spilmesteren snart skrue ned for lyset og lade det blive mørkt. Det ville være skønt. Det er nemmere at gemme sig i mørke for alle de andre sonere. Det er også det eneste tidspunkt hvor jeg kan tænke ordentlig uden at blive bange for at blive angrebet.

Jeg sætter mig ned op af et træ og lægger mine ting fra mig. Det er nok ikke det bedste gemmested, men et eller andet sted skal jeg være, og hvis jeg sætter mig op i et træ, ender jeg med at falde ned og slå mig hårdt.

Mørket kommer langsomt rundt omkring mig, og tåge begynder langsomt at omringe mig. Den kvæler mig næsten. Jeg tager mit ærme op til min næse og min mund for at formindske det. Men meget hjælper det ikke.

Jeg kan ikke være hernede. Jeg ender med at dø af kvælning. Mine øjne søger et sted uden tåge, og straks kigger mine øjne op. Tågen er ikke nær så tyk deroppe, men spørgsmålet er hvordan jeg kommer derop, desuden er jeg temmelig klodset i højder.

Et øjeblik fjerner jeg ærmet og prøver at finde nogle grene som jeg kan komme op på, men det er svært. Tågen bliver værre. Det virker nærmere som en meget tyk røg der kommer ned i mine lunger og kvæler mig langsomt indefra.

Mine knæ rammer jorden og den våde jord trænger ind igennem mine bukser. Jeg begynder at hoste og kan næsten ikke få vejret længere. Jeg er nødt til at komme højere op for at overleve.

Mine hænder griber fat om en gren lige over mit hoved, og straks kommer håbet frem igen. Jeg retter ryggen op og får fat i en gren højere oppe, så jeg kommer op at stå. Okay, nu er det bare at komme op, så jeg ikke dør.

Mens jeg stadig lukker en masse host ud, griber jeg stramt fat om grenen og holder mig kun oppe af den. Mine ben er blevet helt svage og mit syn er blevet sløret. Jeg må derop inden jeg falder sammen og dør!

Med de kræfter jeg har tilbage, kommer jeg op og stå på en gren. Sådan bliver jeg ved. Jeg kommer højere og højere op, meget langsomt, og lige da jeg kommer op hvor luften begynder at være ren, glider jeg og falder omtrent tre meter ned med ryggen på to krydsede grene.

Smerten skyder igennem min ryg og pludselig har jeg næsten glemt alt om tågen der næsten kvæler mig. I stedet skriger jeg min smerte ud, og tænker ikke engang på om nogen kan høre mig.

Nu gør min ryg ondt og jeg kan næsten ikke få vejret. Men jeg er nødt til at overleve! Endnu langsommere kommer jeg opad og er næsten oppe da jeg tænker på det sted jeg gled før. I stedet for træder jeg uden om og kommer med hovedet op i frisk luft. Mine lunger bliver fyldt med frisk luft og håbet om at klare den kommer tilbage.

Jeg hænger der i et stykke tid og inhaler bare frisk luft hele tiden indtil mine lunger er nogenlunde 'rene'. Jeg kommer sikkert til at hoste de næste par dage. Kan det blive værre?

Da jeg føler mig i sikkerhed, kravler jeg op og kommer op at sidde på en stamme. Min hjerne er sat på standby og min krop er blevet helt slap. Desuden har jeg brug for hvile da min ryg har fået stor smerte og mit hoved også er begyndt at blive tungt.

Mine øjne lukker sig langsomt, selvom jeg hele tiden prøver at holde mig vågen og sørge for at mine øjenlåg ikke falder i. Men når man prøver at holde sig vågen resultere det altid i at man gør. Til sidst kan jeg ikke mere. Mine øjenlåg glider i.

* * *

Flyver. Det er det jeg drømmer. Der er vind i mit hår, jeg får gåsehud af den kolde vind og mine kinder er sikkert let røde af kulden. Jeg åbner mine øjne og opdager vinden i mit hår, gåsehuden og kolde kinder, men jeg flyver ikke. Lufttrykket kommer nedefra. Mine øjne kigger nede under mig og straks indser jeg hvad der sker.

Jeg falder. Hele min krop ryger gennem tågen som ikke er nær så tyk længere. Der går ikke mange sekunder før hele min krop lander på jorden. Min mund åbner sig men ingen lyd kommer ud. Ingen lyd. Men i mit ansigt er der malet smerte over det hele. Det er som om hver eneste lille muskel i mig er brækket.

Den mindste bevægelse udgør smerte gennem hele min krop. Jeg ønsker virkelig nogen dræber mig lige nu så jeg slipper for alt det her! Okay, smerten går sikkert over om lidt. Det er bare pågrund af chok at jeg har ondt over det hele – håber jeg.

I lang tid bevæger jeg mig ikke. Jeg ligger helt stille, åbner ikke engang mine øjne. Det føltes som enden, men alligevel føltes det også som om det hele er meningen. Som om det er planlagt at et her skal ske. Som om der sker noget lige om lidt. Der sker noget som helt klart er skæbnen.

Louis jeg er helt sikker på jeg hørte noget.” Jeg genkender straks navnet og stemmen. Louis og Eleanor. På en måde vil jeg gerne råbe at jeg er her og de gerne på hjælpe mig, men hvad hvis de mener jeg lider og så slår mig ihjel?

Drop det Eleanor, måske var det bare en gren som knækkede.” Deres fodskridt kommer nærmere. En fod er lige ved siden af mit ansigt. Min vejrtrækning stopper. Ingen af os siger noget. Det eneste som laver en lyd er vinden som hiver lidt i trætoppene og roder rundt i bladene.

Min hjerne begynder straks at tænke over hvad jeg skal gøre. Der er ikke så mange muligheder, men dem der er, er svære. Tænk. Tænk. Tænk Jade! Jeg er nødt til at undgå dem, eller slippe væk hvis de opdager mig.

Mit hoved vender sig en smule og kigger lidt op hvor man kan se personens ansigt. Louis. Selvom jeg har hjulpet dem, er jeg bange for de vil slå mig ihjel. Han har ikke fået så høj karakter, så det burde være nogenlunde nemt at slå ham, men jeg er også skadet, og det er en stor skade.

Mit hjerte galopere og lidt efter begynder min vejrtrækning og den bliver højere og højere. Til sidst har jeg ikke noget valg. Jeg vil blive opdaget uanset hvad. Mine hænder griber hurtigt fat om en sten og banker den lige ind i skinnebenet på Louis. Straks ligger han nede på jorden ved siden af mig og har smerter i benet.

Chancen er der så jeg kravler langsomt tilbage, mens smerten bider i mig, hiver i mig og prøver at stoppe mig, men jeg er nødt til at fortsætte. ”Det er Jade!” Eleanor har opdaget mig, skønt! Men Louis er jo skadet, så jeg regner med hun hjælper ham i stedet.

Jeg bliver ved med at kravle tilbage indtil min krop støder på et træ og så hurtigt som jeg nu kan, kommer jeg bag det. Det er ude med mig. Jeg kan ikke gemme mig for evigt og jeg ved Eleanor fik gode karakterer. Jeg har ikke tænkt mig at dræbe nogen, men det betyder heller ikke jeg vil forsvare mig.

Godt nok har jeg startet det hele ved at smadre Louis skinneben, men det er ren forsvar. Jeg er faldet ned fra et træ og smerterne er store i hele min krop, hver enkelt lille knogle er brækket og mine lunger har stadig lidt røg i sig. Jeg må bryde mine egne love nu og forsvare mig. Det bliver en kamp på liv og død. Medmindre jeg er heldig, hvilket ikke sker så tit. 

___________________________________

Der er gået så lang tid siden denne her historier er blevet opdateret!!!! Og jeg er virkelig ked af det, men da min hjerne endelig fungerede, skulle en af mine bedstevenner selvfølelig forstyrre mig og få mig ud af kurs.......

Men jeg har en nogenlunde ide til næste kapitel, så håber ikke der går så lang tid! :D

Og jeg har næsten 110 fans!! Thanks darlings!!<33

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...