Don't trust anyone - THG, 1D & Little Mix

10 forskellige personer, 12 distrikter, 24 Sonere, en vinder. Da Hunger Games snart er oppe igen, gælder det liv og død, ved en enkel seddel. Hvert et navn kan stå på sedlen, men kun 24 bliver valgt. Eleanor, Liam, Niall, Harry, Louis, Perrie, Jade, Leigh-Anne, Jesy og Zayn bor alle i landet Panem. De skal alle være ved høstfesten til udvælgelsen af The Hunger Games. De er alle fra hvert distrikt. Jade fra distrikt 1. Leigh-Anne og Zayn fra distrikt 2. Eleanor og Louis fra distrikt 4. Harry fra distrikt 6. Jesy og Liam fra distrikt 7. Perrie og Niall fra distrikt 10. De alle bliver udvalgt til The Hunger Games hvor de skal kæmpe mod hinanden. Men uventede ting sker. Nogen danner alliancer, følelser kommer frem, løgne bliver fortalt og valg skal træffes. Det bliver ikke nemt, men ingen gider at dø - eller hvad? Ville de give deres eget liv for en anden? Hvordan er de andre deltagere? Hvem ender med sejren i hånden?
*Det skønne cover er lavet af Nellie B.*

104Likes
205Kommentarer
10475Visninger
AA

12. Alliances, fight and escaping

Niall's P.O.V.

”Hurtigere Niall!” Siger Perrie og sætter farten op. Det samme gør jeg, selvom jeg er meget forpustet. Det føltes som om at mit hjerte sidder i halsen. Egentlig ville jeg bare ligge mig ned på jorden og besvime, men Perries stemme får mig til at løbe videre.

”Please, stop Perrie! Jeg kan ikke mere!” Puster jeg og stopper. Perrie stopper hurtigt op og læner sig forover, for at kigge mig i øjnene. ”Niall, vi kan ikke blive her. Tænk hvis hende ambisoneren stadig er efter os. Vi er nødt til at løbe!” Siger hun og prøver at trække mig afsted igen, men jeg stritter imod og sætter mig på jorden.

”Perrie, vi har løbet vildt langt, vi har intet vand og jeg kan ikke mere. Hvad så hvis hun er efter os? Vi dør alligevel, så hvorfor ikke bare dø nu? Og hvad jeg heller ikke kan forstå, er hvorfor du hjalp mig? Jeg troede vi ikke var venner længere!” Langsomt kan jeg se en tåre danne sig ved Perries øjne, men hun tørrer den hurtigt væk igen.

Jeg puster ud og sætter mig ned på jorden op af et træ, mens Perrie sætter sig ved siden af. Vi sidder begge og trækker vejret og får pusten igen, mens lyden af fugle er i træerne. Hvert minut er man bange for at der kommer nogle, eller lyde af endnu en person som dør lyder. Alt kan ske i arenaen, ingen er sikker.

”Niall, du er min bedsteven, og sådan er det. Jeg kan ikke bare lade dig dø, det ville være som at sidde og se sin bror dø. Du er som min bror, og man lader ikke bare sin familie i stikken. Jeg er ked af det Niall.” Siger Perrie, med en tåre i øjenkrogen. Jeg smiler svagt til hende og krammer hende så. Hendes hænder placere sig i min nakke og leger forsigtigt med mine nakkehår, mens hendes åndedræt varmer min skulder gennem jakken.

”Jeg ville heller aldrig lade dig i stikken Perrie, det skal du vide.” Hvisker jeg forsigtigt og knuger hende tættere til mig. Vi sidder bare der, helt stille med armene om hinanden og lytter til hinandens åndedræt. Det er ikke noget med at sidde med et våben ved hånden, og vente på det perfekte tidspunkt at slå den anden ihjel, nej, vi gør det af ren venskab og kærlighed. Perrie er min søster, og jeg er hendes bror, og man slår ikke et familie medlem ihjel, man beskytter det.

”Skal vi ikke se at finde noget vand, så vi kan overleve?” Spørger jeg og slipper hende, så vi kan samle de ting vi har, og komme videre. Hun gør sig hurtigt enig og samler selv sine ting sammen. Vi laver hurtigt et overblik over hvad vi har. Perrie har fået samlet en felttaske med noget tørret frugt, et reb og en sovepose. Jeg har selv kun fået samlet en felttaske med en tom vanddunk og endnu et reb, ikke ligefrem det bedste man kan have. Men vi har også de våben som vi fik fra hende ambisoneren.

”Hvor går vi hen?” Spørger jeg og kigger rundt i skoven, hvor bladene ligger stille under os, og fuglene sidder i træerne og synger. Vinden løfter nogle af bladene og lader dem glide let hen over jorden. Hvis ikke det var for sangfuglene i træerne, havde jeg allerede løbet væk. Ambisonerne ved hvor vi er. De ved vi har taget noget fra dem, og vi er på flugt fra dem.

”Jorden er fugtig, så der er vand i nærheden. Jeg ville sige derhen.” Siger Perrie og peger hen mod en åbning, hvor solen skinner ind. ”Det er risikabelt. Det er en åbning, hvilket ville sige vi ender som skydeskiver, for de andre sonere.” Siger jeg og kigger i den modsatte retning. Træerne er tættere der, men det er der vi kom fra, så ambisonerne er sikkert på vej derfra.

”Vi går bare rundt om åbningen. Så kommer vi ikke ud i åbningen, og vi har en chance for at overleve.” Siger hun og begynder at gå. Forsigtigt går jeg med hende, med blikket rettet bag mig. Følelsen af at nogen er bag os, og overvåger os, føltes ubehageligt. ”Kom nu Niall.” Jeg ryster blidt på hovedet og kigger fremad, hor Perrie står og laver tegn til at jeg skal følge efter. Jeg smiler svagt til hende, og løber så op ved siden af hende.

* * *

Vi slår os begge ned under et træ, for at tage en pause. Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, men jeg har på fornemmelsen at der er gået mange. Mine fødder er ømme, min hals er tør og vi har stadig ikke fundet noget vand. Det er som om jeg langsomt dehydrere! Perrie derimod ser ud til at klare sig, medmindre hun bare skjuler det super godt.

”Er du slet ikke tørstig?” Spørger jeg, med min brystkasse der hæver sig hele tiden. ”Jo, men vi har gået i lang tid. Der er ikke noget vand i nærheden.” Svarer hun og trækker let på skuldrene. Vi sidder bare og stirrer ned i jorden, mens vores vejrtrækning langsomt bliver roligere.

Stilheden overtager, mens vi stiller og roligt deler nogle bær som vi fandt. Perries mor kender åbenbart til mange forskellige bær, og derfor ved Perrie hvilke der er giftige og spiselige. ”Vent, kan du høre det?” Spørger hun og rejser sig op. Jeg kigger forvirret på hende og stiller mig ved siden af hende. Jeg skal til at spørge hvad hun har gang i, men hun klasker sin hånd ind foran min mund, og går så videre.

Hun går ind imellem træerne, og da jeg ikke kan se hende mere, går jeg hurtigt efter hende, og lader alle vores ting ligge på jorden. Men det er lige meget, Perrie er væk, og jeg lader hende ikke bare gå fra mig.

”Niall! Hent vandflaskerne! Det er en sø!” Råber Perrie, hvilket får mine øjne til at blive store. Et stort smil glider hen over mine læber og straks er jeg ovre ved felttaskerne igen, hvor jeg tager dem begge over hver skulder, og løber i den retning, Perrie gik i.

Da jeg kan høre vandet risle, smider jeg alt fra mig, tager jeg vandflasken og løber ned til stenene, hvor Perrie sidder på hug, og slubrer vandet i sig. Jeg starter med at drikke så meget vand som muligt, hvorefter jeg fylder vores vandflaske til randen. Så kan vi overleve lidt længere, selvom det er spild af tid.

”Niall, hvor er vores ting?” Spørger Perrie og sætter sig tilbage, efter hun har tørret sig om munden. Jeg kigger hurtigt hen mod skoven og løber så derhen. I arenaen er der altid stor chance for at man bliver overvåget, eller at man får taget sine ting, hvis man ikke passer på.

Da jeg når derhen til vores tasker og de få våben vi har, ånder jeg lettet ud. ”Der er her stadig, bare rolig.” Siger jeg og tager tasken over skulderen, mens Perrie kommer hen mod mig, med et smil på læben. Hun tager selv sin egen taske over skulderen og et våben i hånden, så hun også er forberedt, hvis der kommer nogen.

”Vi går forbi søen, og finder et sted vi kan være, uden at blive opdaget.” Siger Perrie og peger hen mod skoven på den anden side af søen, hvor træerne er tættere og højere. Jeg enig gøre mig med hende, og skal til at gå, da vi hører nogen i baggrunden.

”Jeg har fundet dem!” Vi kigger os begge over skulderen og ser Jade, hende ambisoneren stå og pege på os, hvorefter hendes små venner kommer bag hende. ”Løb!” Råber Perrie og begynder løbe hen mod søen, og udenom den. Jeg løber hurtigt efter hende, mens lyden af ambisonernes råb lyder i baggrunden.

”Hvor tager vi hen?” Spørger jeg råbende, da Perrie er nogle meter foran mig. ”Bare følg mig!” Svarer hun og løber ind i skoven. Jeg kommer selv derind og mærker straks bladene fra træerne ramme mit ansigt. Perrie er stadig lidt foran mig, men hun begynder langsomt at stoppe op og drejer så skarpt til højre. Jeg følger hurtigt med hende, indtil jeg ser hende stoppe op, og kaste sine ting og sig selv nede ved et stort træ. Jeg kigger forvirret på hende, indtil jeg opdager hvad hun har gang i. Hun placerer sig under det store træs rødder og gemmer sig der. Jeg gør straks det sammen og lægger så helt stille.

”Jeg kunne sværge på at det var dem!” Hører jeg hende Jade sige. Mit hjerte begynder straks at banke hurtigere, og min puls ryger hurtigt op. ”Jade! Er du sikker på du ikke hallucinere? Du har ikke fået noget at drikke i lang tid.” Forsigtigt kigger jeg ud gennem rødderne, og lægger mærke til toppen af fem hoveder, som man lige kan skimme.

”De er der.” Hvisker jeg til Perrie og peger forsigtigt i retningen af ambisonerne. Hun tysser blot på mig og gemmer sig så endnu mere. Jeg kigger igen gennem rødderne og lægger mærke til ambisonerne komme tættere og tættere på. Det ender med at en af dem står helt op af træet, så foden er lige ude foran mit ansigt.

Min vejtrækning bliver straks hurtigere, og sikkert også højere, så Perrie tager sin hådn foran min mund, og trækker mig længere tilbage, da hun sikkert kan se ambisonerens fod tæt på mit ansigt. ”Drop det, Jade mangler vand. Vi smutter igen.” Lyden af bladene der løfter sig, pågrund af fodskridt, bliver svagere og svagere, hvilket betyder at de er gået.

”Er de væk?” Spørger jeg og stikker hovedet halvt ud for at tjekke. Væk. Lyden af vinden der går hen over bladene og fuglene som sidder i træerne er tilbage. ”Fri bane.” Mumler jeg og kravler ud. Perrie rækker mig felttakserne, hvorefter jeg hjælper hende med at komme ud.

”Vi er nødt til at være mere forsigtige.” Siger Perrie og børster jorden af sig. Jeg nikker og tager min felttaske over skulderen. Vi begynder begge at gå igen, da fuglene holder op med at synge. Jeg stopper brat op, mens Perrie stadig går videre, indtil hun opdager jeg er stoppet op.

”Niall, hvad sker der?” Spørger hun og stiller sig ved siden af mig, og lægger sin hånd på min skulder. Jeg ryster hurtigt på hovedet og tager hendes hånd, for at kravle op i et træ, da der sikkert er nogen i nærheden.

Niall, det giver ingen mening, fortæl hvad du har gang i!” ”Kom nu bare herop!” Vrisser jeg og rækker hånden ud, som tegn på at hun skal kaste sin felttaske. Hun sukker hurtigt og kaster den så op til mig. Langsomt begynder hun at kravle op, hvilket får mig til at blive irriteret. For Guds skyld! Kan hun ikke forstå det er en nød situation?

”Her er nogen Eleanor, det er jeg sikker på!” Perries øjne bliver straks store, og på to komma nul er hun oppe i træet ved siden af mig. Vi kigger begge to rundt, indtil mit blik fanger to personer, gå rundt og være på vagt hele tiden. Jeg slår hurtigt til Perries skulder og peger hen mod dem.

”Bare sid stille.” Hvisker hun og observerer dem, mens de kommer længere hen mod os. Til sidst er de under os, og kigger rundt. De skal til at gå videre, da jeg mister balancen og falder ned. Jeg lander hårdt på ryggen og ligger og ømmer mig, da jeg indser at de to sonere står og kigger på mig.

Jeg begynder straks at kravle bagud, indtil et træ rammer min ryg, hvilket betyder jeg er færdig. Det eneste jeg beder er at Perrie bliver deroppe, lader mig dø, og prøver så at vinde det her skidt!

”Bare gør det af med mig. Jeg vinder alligevel ikke.” Siger jeg og kigger skiftevis på dem begge, mens de udveksler blikke, hvorefter pige går hen mod mig. Hun bukker sig ned og skal sikkert til at tage kvælertag eller noget, da Perrie hopper ned på hende, så de begge ruller ned på jorden.

”Perrie, hvad har du gang i?!” Råber jeg og skal til at hjælpe hende, da ham den anden tager fat om mig, så jeg intet kan gøre. ”Slip mig din idiot!” Råber jeg og prøver at vride mig løs, men han holder bare strammere. ”Hun er min kæreste! Hun er din bedsteveninde, ingen af os blander os!” Siger han og slipper mig, så vi står ansigt til ansigt.

”Okay.” Mumler jeg og laver et hurtigt overblik over ham. Han står forpustet, med sit brune hår der falder ned over hans pande og hans øjne der viser at han ikke stoler på mig. ”Perrie!” Råber jeg og løber hen mod hende. Jeg trækker hende brunetten fra Perrie, og lægger så armene om hende.

”Vi lader jer være i fred, hvis I lader os være i fred.” Siger jeg og kommer op at stå med Perrie i mine arme. ”Hvordan kan jeg stole på dig?” Spørger han og lægger selv armene om brunetten, som kigger ondsindet på Perrie. ”Vi går først, og I gør ikke noget.” Siger jeg og tager felttaskerne som er faldet ned på jorden. Jeg går bagud, stadig med Perrie i mine arme, og går langsomt længere ind i skoven, indtil jeg ikke kan se dem mere.

Eleanor's P.O.V.

Langsomt ser vi de to andre sonere gå bagud, indtil de til sidst er væk. Louis lægger hurtigt armene om mig, mens jeg sidder på jorden, stadig i chok over hvad der er sket. Jeg havde aldrig regnet med at de ville lave en alliance. Måske spillede de bare skuespil i Capitol, og så slog de sig sammen her, så ingen ved de er to.

”Er du okay?” Spørger Louis og kigger op og end af mig, for at tjekke jeg er ikke kommet til skade. Jeg nikker og kommer op at stå med hjælp. Jeg børster jorden og bladene af mig og strammer min hestehale, før jeg kigger hen på Louis, der kigger på mig med et blik, der er fyldt med sorg.

”Du kunne have været død.” Mumler han og går hen mod mig. Han omfavner mig og lader sit hoved hvile mellem mit hoved og min skulder, så hans mund er lige ved mit øre. ”Det gør ikke noget Louis. Jeg er her stadig.” Siger jeg, men den svage gråd i min stemme, får ham til at kigge mig i øjnene. ”Næste gang er vi sammen om det, vi får ikke sådan en chance igen.” Siger han og begynder så at gå igen.

Vi fortsætter i den anden retning, så vi ikke støder på nogen, eller de samme igen. Min krop ryster stadig en smule efter det der er sket, men jeg må bare vænne mig til det. Sådan er det at være i arenaen. Folk dør, man bliver angrebet og sådan er det. Man kan ikke gøre noget ved det, andet end at være forberedt. Alle herinde ville gerne overleve og hjem til deres familier, men kun en kommer hjem.

”Eleanor,” siger Louis og kigger rundt mellem træerne. Jeg kigger selv rundt, men kan intet se. ”gem dig.” ”Louis, vi aftalte a-” ”Gem dig nu!” Afbryder han hårdt. Af ren forskrækkelse løber jeg hen bag et træ og sætter mig på hug, mens mine øjne ligger på Louis der går rundt og holder øje.

Da der ikke rigtig sker noget, sukker jeg utålmodigt og rejser mig, for at gå hen til ham, men i stedet bliver jeg trukket tilbage, så jeg falder. Nogle arme lægger sig om min hals, og presser til. Jeg lukker øjnene af ren smerte og prøver at komme fri.

Jeg får trampet på personens ene fod, så han slipper mig. Derefter vender jeg mig om, skubber personen ned på jorden og holder min fod i personens ansigt, som er ham Harry fra distrikt 6. Et trang til at sparke ham så hårdt som muligt, kommer frem i mig, men i stedet fjerner jeg min fod og går hen imod Louis, med faste hurtige skridt.

”Han er her.” Siger jeg og nikker hen mod Harry, som ligger på jorden og prøver at komme op. Han ruller rundt på jorden og prøver at få fat i noget, som kan hive ham op, pågrund af hans stadig skadet ben.

Han kommer op at stå og børster hurtigt jorden af sig, da Louis går hen mod ham. ”Hvad har du gang i?!” Råber Louis og skubber hårdt til ham, så han falder igen. Jeg stiller mig hurtigt ved siden af Louis og holder ham tilbage, så han ikke gør mere skade.

”J-jeg vidste ikke det var dig Eleanor.” Stammer han og prøver at komme op at stå igen. Jeg rækker min hånd hen mod ham, men Louis slår den væk og kigger endnu en gang på Harry, med et ondsindet blik.

”Hvor kender du hendes navn fra?” Spørger han hårdt, og skal til at sparke ham, men jeg holder ham tilbage, og lader Harry forklarer. ”Jeg holdte øje med pointene og navnene. Desuden er det ikke nemt at glemme en person som prøvede at dræbe en.” Svarer han og rækker selv hånden frem, som tegn på han gerne ville have hjælp.

”Så nu ville du gerne have hævn?” Spørger jeg og rækker hånden ned mod ham, og får ham op at stå. Han griner let og kigger så på Louis, der stadig har sit ondsindede blik på Harry. ”Tvært imod, jeg ville spørge om alliance. Jeg er skadet og er ikke særlig god i kamp. I er de eneste jeg tør spørge, og jeg undskylder meget Eleanor, jeg vidste ikke det var dig, det sværger jeg på.” Forklarer han og kigger mig i øjnene.

”Eleanor, vi skal snakke.” Siger Louis og trækker mig væk fra Harry. Da vi er nogle meter fra ham, kommer et suk fra Louis og et lynende blik bliver sendt. ”Jeg stoler ikke på ham. Du skadede ham, hvorfor skulle han søge alliance her? Han kunne jo lige så godt spørge dem fra 7!” Siger Louis irriteret.

Jeg slår ham på skulderen og slår ud med armene, hvilket får ham til at sende mig en grimasse og ømme sig. ”Drengen er såret, det var min skyld og han virker harmløs. Ellers er vi jo to, hvis han angriber.” Siger jeg. Han ryster blidt på hovedet og lægger armene over kors, hvilket får mig til at sukke. Han overgiver sig ikke, det er sikkert.

”Tag dine ting Harry og følg med! Vi skal finde et godt sted at være!” Råber jeg til Harry og begynder selv at gå, mens en fornærmet Louis står tilbage. Jeg er overrasket over at at han ikke engang følger efter. Han plejer at blive ved med at komme med argumenter, for at han har ret, indtil jeg overgiver mig. Han har ændret sig. Arenaen har ændret ham. Alle er ændret. Jeg er ikke den gamle Eleanor, hun er gemt helt inde i mig, og kun nogen gange kommer hun ud og viser sig.

”Eleanor!” Råber Louis irriteret efter mig, men jeg ignorer ham og går videre. Han skal ikke tro han er lederen af os. Jeg har lige så meget ret til at bestemme, og jeg har bestemt at Harry går med os, og sådan er det! ”Eleanor!” ”Følg med eller bliv der! Kortene er lagt, sådan er det!” Råber jeg og går videre.

* * *

”Bær?” Spørger Louis og rækker hånden frem, hvor nogle blå bær ligger. Jeg ryster på hovedet og skubber blidt hans hånd væk. ”Nej tak, de kunne være giftige.” Svarer jeg og kigger ned i jorden igen.

”Det vidste jeg du ville sige.” Griner han og rækker sin anden hånd frem, hvor nogle stegte biller. Klamt. ”Det nægter jeg at spise.” Siger jeg og skubber endnu en gang hans hånd væk, men han griner bare blidt og tager min hånd, åbner den og giver mig dem i hånden.

”Eneste måde at få mad på søde ven. Spis dem, de smager faktisk godt.” Jeg kigger overrasket på ham, med store øjne. Han har faktisk spist dem? Jeg sværger jeg kaster op hvis jeg gør det.

”Louis, det er for klamt. De kunne være giftige.” Siger jeg. Han griner bare let og ryster så på hovedet med et smil. ”Harry har også spist dem.” Siger han og nikker hen mod Harry der sidder lidt længere fra os, op af et træ og holder vagt.

”Du har snakket med ham?” Spørger jeg og kigger på ham med løftede øjenbryn. Han dasker til mig, da han ved jeg elsker at drille ham. Jeg griner af ham, bare af hans reaktion, hvilket får Harry til at kigge hen mod os.

”Han er faktisk en fin fyr. Ikke for rapkæftet og heller ikke for genert.” Svarer han og begynder selv at spise af billerne, hvilket får mig til at kaste op, bare af at se det. ”Kom nu Eleanor, de smager godt.” Siger han endnu engang og rækker hånden frem mod mig. Jeg presser læberne sammen og ryster på hovedet.

”Spis den!” Råber han med et smil på læben og tager en af dem, og lader den ramme mine læber. Jeg viger mig længere væk og er næsten ved at falde af den stamme jeg sidder på. ”Nu tager du den Eleanor!” Han overfalder mig straks og får åbnet min mund, hvorefter han propper billen i min mund. Han tager om mine kæber og får mig til at tygge på den imod min vilje, hvilket får mig til at skrige.

”Louis!” Hviner jeg og skal til at spytte den ud igen, men Louis kigger på mig med et løftet øjenbryn. ”Spyt den ud, og der kommer en ny ind.” Siger han og peger på mig. Jeg kigger chokeret på ham og lukker så munden igen. Der er ingen grund til at der flyver flere biller ind i min mund.

”Jeg hader dig.” Mumler jeg og holder mig for næsen, og synker den. En grimasse spreder sig på mit ansigt, mens to højlydte grin lyder. Jeg kigger irriteret på Harry og Louis der er ved at flippe af grin. ”Hvordan smagte det egentlig?” Spørger Harry og løfter det ene øjenbryn. Jeg kigger med store øjne på ham og kigger så tilbage på Louis.

”Du løj! Du har ikke smagt det!” Siger jeg irriteret og skubber ham ned af stammen, så han ligger nede på jorden, stadig flad af grin. Jeg kan ikke fatte jeg lige har spist et insekt! ”Men, hvad var det så du spiste før?” Spørger jeg og prøver at få de små stumper af min tunge. ”Utroligt hvad man kan med en lille udtørret vindrue!” Griner han og peger hånligt på mig.

”Jeg hader dig stadig.” Siger jeg og sætter mig på ham, og starter en kamp. Vi lægger begge på jorden bare og kæmper mod hinanden, mens Harry stadig griner, mens han holder vagt. Vi griner faktisk alle sammen, Louis og jeg holder bare det meste af vores koncentration på at slås. Louis vender os om, så han sidder øverst og skal lige til at tager fat i mine håndled og holder dem mod jorden, da et højt brøl lyder, og Harry rejser sig hurtigt op. Noget er på vej, og vi ved ikke hvad det er. 

________________________________________________________________________________________

Jeg undskylder hvis noget af det er dårligt, men lige pludselig mistede jeg fokus pågrund af min telefon, livestream og lektier:S

Tænkte på hvem I tror/syntes skal dø først? Jeg bedømmer jer ikke på jeres svar, for jeg kan ikke selv vælge hvem der skal dø først:/ 

...random...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...