You Don't Know Me -{ One Direction }-

Melanie er en pige på 15 år, der har ret store drømme. Hun går i 9 klasse, men er ikke tilfreds med det. Hun synes at Danmark er kedeligt med stort K. Melanie vil gerne ud og se verden. Hun har haft mange problemer, og ville ønske hun bare kunne få et nyt liv med nye oplevelser. Hun elsker selvfølgelig sine veninder, men familien er hun ikke så begejstret for, og skolen og de andre kammerater er nu heller ikke noget hun vil råbe hurra over. Melanie skal til at flytte sammen med sin familie, men hvad sker der, når hendes tanker en dag er så store at hun planlægger at flytte et helt andet sted hen? Efter 9. klasse, har hun nemlig tænkt sig at flytte til London, og bo hos en familie derovre, mens hun går i skole og finder et job. Hvad er konsekvenserne? Bliver det bedre eller værre? Og var det overhovedet som hun havde forventet?

3Likes
6Kommentarer
941Visninger
AA

9. Kapitel 8. Fortsat.

Jeg kiggede op på Christopher og begyndte at grine. Det samme gjorde han, bare lidt mere lumsk. Han havde stadig sine arme omkring mig da han hviskede i mit øre: "Er det ikke noget med at vi stadig leger sneboldskamp?!" Jeg stivnede. Okay, det kan godt være at jeg tog med, men det var sku da kun fordi han var her. Sku da ikke fordi jeg ville have sne på mig. Det var alt for klamt og vådt. Please ikke mere sne. Derfor sagde jeg:" Nej! Nej vi leger ikke sneboldskamp. Bestemt ikke!" Christopher grinte af mig. Lidt for meget efter min smag, eftersom at det ikke ligefrem var sagt for at være sjov. Og det var SLET IKKE sagt for sjov. Han kiggede rundt på de andre, og det samme gjorde jeg. Det var alle sammen optaget. Selv om Marie ikke længere var optaget af sneboldskampen, ligesom de andre. Marie stod nemlig lidt væk fra de andre og kyssede med en af de andre drenge. Det var fandme også på tide at de fandt ud af det sammen. De havde det sidste stykke tid haft et ret godt øje til hinanden så jeg syn..

Mine tanker blev afbrudt, da Christopher fældede mig. Shit Shit Shiiiiiiiit!! Please ikke lad det være mere sne! Han satte sig på min mave, og gik igang med at samle noget sne sammen, og jeg vidste at jeg måtte gøre noget, for at distrahére ham, så han ikke ville give mig en vasker mere. Jeg nåede ikke rigtig at tænke over det, før ordene slap ud af min mund;

"Jeg tager til London næste år!" Jeg kunne have givet mig selv en lussing. Hvorfor fanden skulle han vide det? Jeg kiggede op på ham. Han så overrasket ud, men så skiftede hans ansigtsudtryk sig, og så lidt ked af det ud. Måske skuffet.

"Hvorfor?" Spurgte han så, og kiggede bare ned på mig. Han havde ikke i sinde at give mig mere sne lige foreløbig.

"Jeg vil bare gerne væk for lidt tid. Jeg skal være der et år, og bo sammen med en familie. De har to små tvillinger, og en ældre søn." Dét blik han sendte mig dér, gjorde at jeg fik helt vildt dårlig samvittighed. Jeg havde været så dum, og jeg havde bare tænkt på hvor lækker deres søn var, selv om ham jeg egentlig var forelsket i var lige her. Han så virkelig såret ud.

"Er han pæn?" Spurgte Christopher om. "Han er nu meget pæn... Men du er nu alligevel pænere!" Sagde jeg ærligt. Okay måske var han lidt  - meget - mere en bare 'meget pæn'. Men det behøvede han jo ikke at vide. Desuden var Christopher altså pænere. Den første del af det jeg sagde så han lidt trist ud, men så lyste han ellers op i den sidste del.

"Har du et crush på mig?" spurgte han grinende om. Fuck Fuck Fuck Fuck Fuuuuck!! Nej, det nægtede jeg altså at han fik af vide, og jeg skulle lige til at sige nej, da han udbrød;

"Oh My God Melanie! Du fucking rødmer jo. Har du virkelig et crush på mig!" Jeg vidste at det ikke var ment som et spørgsmål, så i stedet for lukkede jeg bare øjnene, og smilte skævt. Jeg kunne høre at han grinte meget lavt, og besluttede derfor bare at beholde mine øjne lukkede. Da han holdt op med at grine, åbnede jeg mine øjne. Jeg fik et kæmpe chok, da hans ansigt var meget tættere på mit end jeg havde forventet.

"Er det for meget for dig, babe?"

Jeg rakte tunge af ham - rigtig banligt, jeg ved det - sekundet før hans læber ramte mine.

 

 

Jeg kunne være svævet på et lyserød sky, jorden rundt, op til månen og tilbage igen, på grund af det kys. Jeg havde kysset med lige så snart hans læber ramte mine, og det føltes vidunderligt.

Jeg begyndte ligepludselig at smile midt i kysset, hvilket udvidede sig til et lille grin. Christopher kiggede underligt på mig, men jeg kunne ikke lade vær med at grine, og til sidst blev det til et lidt mere hysterisk grin, og han begyndte at grine med. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor jeg begyndte at grine sådan, men det gjorde jeg altså.

 

Da jeg ikke kunne grine mere, satte jeg mig så meget op, som Christopher nu tillod, for han sad stadig på mig. Det gjorde lidt ondt, så jeg skubbede han blidt i brystkassen, så han røg ned på jorden. Okay jeg skubbede måske lidt mere end bare blidt. Da han rød ned, rejste jeg mig hurtigt op, og begyndte at løbe, men han var også hurtigt oppe, og løb efter mig. Jeg undveg hans arme et bar gange, men det lykkedes ham selvfølgelig at få fat på mig til sidst.

Han trak mig ind til sig, og kyssede mig på munden. Jeg kyssede med, og langsomt udviklede det sig til snav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...