You Don't Know Me -{ One Direction }-

Melanie er en pige på 15 år, der har ret store drømme. Hun går i 9 klasse, men er ikke tilfreds med det. Hun synes at Danmark er kedeligt med stort K. Melanie vil gerne ud og se verden. Hun har haft mange problemer, og ville ønske hun bare kunne få et nyt liv med nye oplevelser. Hun elsker selvfølgelig sine veninder, men familien er hun ikke så begejstret for, og skolen og de andre kammerater er nu heller ikke noget hun vil råbe hurra over. Melanie skal til at flytte sammen med sin familie, men hvad sker der, når hendes tanker en dag er så store at hun planlægger at flytte et helt andet sted hen? Efter 9. klasse, har hun nemlig tænkt sig at flytte til London, og bo hos en familie derovre, mens hun går i skole og finder et job. Hvad er konsekvenserne? Bliver det bedre eller værre? Og var det overhovedet som hun havde forventet?

3Likes
6Kommentarer
956Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Mit vækkeur var grunden til at jeg vågnede. Jeg slukkede det hurtigt, og kom på benene. Jeg var hurtigt ovre og trække gardinerne fra. jeg kiggede ud, og så at det pisøsede ned. Lort med lort på, bare skyd mig! Jeg har vidst fortalt jer at jeg hader regnvejret, og er en lille smule bange for det, ikk? Jo, det mener jeg bestemt at jeg har fortalt jer, ellers ved i det nu!

Men hvorfor var det nu at jeg var så glad, før jeg så at det regnede? Nårh ja, emailen, hvordan kunne jeg glemme det? Jeg skyndte mig over til den store flyttekasse, hvor der vidstnok gerne skulle ligge et par blå stramme bukser, og en sort t-shirt. Ja, idag blev mit look altså bare jeans og t-shirt. Jeg redte mit hår igennem en enkelt gang, og fik hurtigt fat i en eleastik fra gulvet. Ja, fra gulvet. Perfekt opbevaringssted til eleastikker. Jeg satte hurtigt mit hår op i en knold, og fandt så mit computer frem.. Hvilket vil sige at den fakisk allerede lå i min yderst dejlige seng.

Jeg åbnede den og trykkede på tænd-knappen, så skyndte jeg mig ud på toilettet, og havde selvfølgelig lige snuppet min toilettaske på vejen. Hvis jeg skulle nå at svare på en email, så skulle jeg sku være hurtig. Jeg fik hurtigt fjernet min overskydende make up fra igår, og fik lagt et nyt lag. Jeg løb neden under for at hente en bolle, og et æble som jeg plejer. Min mor kom ud i køkkenet, og så overrasket på mig. Jeg løftede øjenbrynet, og spurgte:" hvaaaaaad?" min mor svarede mig hurtigt:" ja du må have mig undskyldt, men det er sku længe siden jeg har set dig oppe Så tideligt!" jeg stirrede dumt på hende. "ehm.. de ved nok bussen ikk? den venter sku ikke for evigt. Jeg skal sku da i skole?" Jeg ved det! jeg snakker supper sødt til min mor, men ved i hvad, jeg har ikke et alt for skønt forhold til min mor, og jeg var lidt stresset, jeg havde ikke tid til at snakke med hende nu. Min mor løftede kort øjenbrynet, og kiggede underligt på mig, efter det jeg lige havde sagt. Og så kom jeg i tanke om det.

Vi skulle flytte, og efter lang tids plagen fra min side af, havde min mor givet mig lov til at blive hjemme fra skole, for at hjælpe med at flytte. Marie og Julianna havde endda og fået lov til at få fri, så de kunne komme over og hjælpe.

Jeg slog mig selv på panden, med det nederste stykke af min håndplade og kneb øjnene sammen. Jeg slog mig selv hårdt 3 gange mere i rap, og mumlede så:" Pis, det havde jeg glemt. nåh, hvad fanden jeg skal alligevel tjakke den email, og jeg er vildt sulten!"

"jah men du er jo også altid sulten, søde skat!" sig mig troede hun at hun var sjov? Det er kun mig og mine kællinger der har lov til at sige sådan noget om mig, og hvad fanden mener hun så også lige med 'søde skat'? jeg gloede dumt på hende, og hun opdagede det hurtigt, og stoppede sit smørede smil, og sagde så: "Hvad er det egentlig for en email du skal tjekke?" Jeg stivnede et kort øjeblik. Pis man! Jeg havde helt glemt at jeg ikke havde fortalt min mor om det. Faktisk havde jeg ikke aftalt noget med dem, jeg havde ikke så meget som nævnt noget med at tage til London. Jeg regnede ligesom bare med at det var okay. Hvad fanden skal jeg sige?

Jeg åbnede munden for at svare, og valgte den nemme måde, og håbede bare på at det ville gå an, så derfor sagde jeg:" jov ser du mor, jeg vil gerne være psykolog har jeg fundet ud af, og derfor er sprog vgtigt, så jeg tænkte på at tage til London et år efter 9. klasse, men siden det koster 100.000 kroner og blive udviklings student, så har jeg selv arrangeret mig med en familie derovre, de virker mega søde, og vil gerne betale for min billet derover." Jeg sagde det vildt hurtigt, og drønnede op af trappen da jeg havde sagt det, men min mor stoppede mig halvvejs oppe af trappen. Hun havde sikkert ikke forstået en bjælle af hvad jeg sagde, for hvis jeg skulle være helt ærlig, så løb det nok mere hen af:

"jov sh duh mo, jæ v ger væ psylo hr jæ fun u æ, o dæfo æ spro vigt so je tæk på sa ta Londn et å etter nin' klas mæ di kot et huntus krun o bli udvikin stud so jeghhh s l arnsjert mæ mæ n famlie dove. Møj søhh o ll bæth fo mæbil dover!" ja, det ville jeg sku nok heller ikke forstå så meget af, så jeg traskede langsomt med ansigtet ned i gulvet, ned at trappen og kiggede først op, da jeg kom ud i køkkenet igen og min mor kiggede på mig, med et underligt forvirret ansigts udtryk.

Jeg sendte hende det største smil jeg kunne præstere, men hun kiggede afventende på mig, og jeg vidste at hun ventede på at jeg ville fortælle hende det igen, så hun rent faktisk kunne forstå det, så jeg satte mig ned på en stol, og begyndte så, langsomt og tydeligt at starte forfra:" Ser du mor, jeg vil gerne være psykolog har jeg fundet ud af, og derfor er sprog vgtigt, så jeg tænkte på at tage til London et år efter 9. klasse, men siden det koster 100.000 kroner og blive udviklings student, så har jeg selv arrangeret mig med en familie derovre, de virker mega søde, og vil gerne betale for min billet derover."

Hun kiggede på mig, hendes læber lavede en sjov vridning-agtig ting, som viste at hun tænkte, sammentid med at hun nikkede langsomt, og hendes øjenbryn sad helt oppe i panden på hende. - Sidder øjenbrynene egentlig ikke allerede i panden? -Glem det, hun rynkede panden, og hendes øjenbryn sad længere oppe end de gjorde før.

Ærlig talt, så ved jeg ikke hvad det betyder, så jeg ventede tålmodigt - Jeg ville i hvert fald have det til at se sådan ud, for jeg havde ingen tåmodighed overhovedet, så jeg sad og var ved at springes over at få af vide hvad hun synes om min fremragende idé.

Hun åbnede munden, og en boblende fornemmelse -boblede? inde i min mave. En lille boblende fornemmelse af håb. Det blev så straks ødelagt da hun lukkede munden igen. Lort altså!

Men så åbnede hun munden igen, og sagde rent faktisk noget. "Og de vil betale din billet derover?" jeg nikkede, og hun fortsatte: "og.. det er dét du godt vil?" jeg grinede, og mumlede så:" mor det er altså kun et år du kommer til at undvære mig!" men indeni mumler jeg for mig selv, uheldigvis kun et år. Ja, jeg brød mig altså ikke rigtig om min familie. Altså jov de var da finde nok alle sammen, jeg gad bare ikke skulle socialisere mig med dem, hvis jeg kunne få valget at lade vær.

Min mor så lidt lettet ud, da jeg sagde at det kun var et år, så jeg regnede da med at det var et ja. "Og hvad er det der skal stå i den email du skal op og tjekke?"

"Det er en email fra familien, hvor der skal stå noget om hvordan de henter mig i lufthavnen, hvornår jeg får flybilletten, og hvor henne det er jeg skal med flyet. Og så ville de også svare mig på om de kunne forslå en skole jeg kunne søge ind på" min mor lyste op i et smil, da jeg nævnte skolen. Hun nikkede langsomt, og gjorde tegn til at jeg skulle gå op og tjekke min email, så det gjorde jeg. Jeg gik hele vejen op af trappen, og fortsatte ind på mit værelse, åbnede min email, og selvfølgelig var der en email fra dem, og det skrev:

Dear Melanie

Sorry to say, but we don't want you to live with us. It was a joke, you just don't fit in with our family, and of cause we don't want to pay your ticket, are you stupid?

damn your just so stupid!

Mit hjerte sank, og jeg blev ked af det inden i. Min drøm var så tæt på at blive til virkelighed, også finder jeg ud af at de mener det som en joke.

Okay det var en joke fra min side, for selvfølgelig var det ikke dét de skrev. De skrev:

Dear Melanie

We had just bought your ticket. We would have send it, but don't know where you live, so, where do you want me to send it? I have also ask my son (sagde hun lige hendes søn, altså ham den smækre-lækre lækkerbisken der var lige til at spise?) witch school hi would suggest, and i had already ask the school, and they would love too have you on the school next year, so you don't have to worry about that. You can just begin to call me Elisabeth, instead of mrs. Scarh, and my husband can you call James.

Love from London

Jeg smilte for mig selv. Yes, ingen skole og skulle tænke på. Jeg svarede hurtigt tilbage:

Thank you very much Elisabeth.

Thank you all, i'll be looking forward to meet you in own person next year.

You can send the tickets to the adress; Lupinvej 11, 46 90 Haslev, Denmark.

Can i ask what your chilrens name is?

Hug from Melanie

jeg sendte beskeden og gik nedenunder, for at fortælle min mor om det. Jeg fandt hende i køkkenet, og begyndte at fortælle hende hvad Elisabeth havde skrevet. Da jeg havde fortalt hende det, begyndte vi at bære flyttekasserne ud i flyttebilen. Julianna og Marie kom forbi, og jeg fortalte dem hurtigt, hvor overvildt det bare havde været. Jeg viste dem mine emails, og da de havde læst dem igennem, begyndte vi at skrige totalt meget, for fuck hvor var det fedt. Elisabeth havde i øvrigt svaret i mellemtiden, at de ville sende billetten imorgen, og at hendes to tvillinger på 5 år, hedder Rose og Bella, og at hendes søn på 18 år (18 år!! Årh yummi!!!) hedder Simon. Wow, flot navn. Julianna og Maire vidste selvfølgelig ikke hvordan han så ud, så jeg viste den hurtigt billedet af dem, også begyndte vi at skrige endnu mere, fordi han bare var så smækker-lækker-smuk! smækker-lækker-smuk! smækker-lækker-smækker-lækker-smuk!! - eller noget i den stil, i hvert fald ligesom i sangen fra Madagaskar, you know!

Vi gik ned og hjalp til med flyttekasserne, og så videre.

 

-------------------------------------------------------------------

Kan i lide det?

Xx Laura<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...