Dance on roses

Jane er meget upopulær i skolen. Hun er ved at opgive livet, da der kommer en ny dreng i skolen og hendes liv. Sammen med ham vinder hun ny selvværd og kærlighed, der holder imod de andres nedgørelse. Men vejen til fremgang er ikke ligefrem en dans på roser…

3Likes
8Kommentarer
662Visninger
AA

5. små skuffelser i livet

Det ringer ud og jeg er straks parat til at gå til mit skab. Rebekka følger efter. Hun har skab lige i nærheden. Jeg smider mine ting ind i skabet og går i retning af kantinen. Det værste ved spisefrikvarteret er når man skal finde en plads. Især når jeg er alene i kredsen uden Rebekka. Men heldigvis for mig, kommer hun gående hen mod mig og sammen stiller vi os i kø. Maden her er ikke særlig fristende ud over deres muffins. I dag er det med blåbær. Jeg sætter mig sammen med Rebekka i et af de runde egetræsborde. Mens vi sidder og spiser vores mad ser vi på de forskellige mennesker, der går rundt og sætter sig. " Jeg skal nok hjælpe dig med at læse religion." Siger hun. Jeg kigger på hende og smiler " tak" siger jeg. Bag Rebekka kan jeg se ´drengen´ komme gående. Han kigger rundt og går så hen i køen. Rebekka fanger mit blik. "Hvem kigger du på?" spørger hun og kigger bagud. Jeg kigger væk da Claire kommer forbi vores bord. Efter hende kommer en del af hendes gruppe. Hun kigger rundt og sætter sig ved et bord. Dem, der sad der før bliver jaget væk og resten af gruppen sætter sig. Da hele gruppen er gået forbi kan jeg foran mig se drengen gå hen imod vores bord sammen med en anden, der hedder Steffen. "Kan vi sidde her" spøger han. Jeg nikker og Rebekka siger "Ja, det må i godt". De sætter sig og jeg tager mig selv i at rødme let. " Vi skal have engelsk bagefter." siger Rebekka efter lidt tavshed. " Skal i også have engelsk?" siger drengen. Indeni mig er jeg i kamp imod mig selv. Jeg bliver nød til at vide hvad han hedder og alligevel er jeg bare så genert. Rebekka er begyndt at snakke med dem imens og jeg hører hende spørge " Er du ny her?" Jeg fjerner mig fra mine tanker og koncentrerer mig om drengen. Hans brune øjne og mørke hår, der hverken er for kort eller for langt. Hans… nej nu må jeg stoppe. " Jeg hedder Kenneth" siger han. Kenneth. Det betyder smuk. Jeg smiler for mig selv. Han lever op til sit navn. "Jeg hedder Rebekka" siger Rebekka. Hun peger over på mig " jeg hedder Jane" siger jeg før hun når at åbne sin mund. Det kom egentlig ret hurtigt ud af mig. Måske lidt for hurtigt.

 

Rebekka og jeg sidder allerede på vores pladser da Mrs. Lanley kommer ind. Alle sætter sig øjeblikligt. Også Kenneth og Steffen. Så vidt jeg ved har alle på hele skolen stor respekt for Mrs. Lanley selv om hun er en af de yngste lærer. Hun er en af mine yndlings lærer og jeg er en af de eneste, der må kalde hende Mary, hendes fornavn. Hun er den eneste, der indtil videre har stoppet og straffet Claire for det hun gør mod mig. " Vi har lidt travlt i dag, så jeg går i gang med det samme." siger hun og kigger rundt i klassen. Hun råber alles navne op i alfabetisk rækkefølge og går så i gang med noget taleundervisning. Jeg ved ikke med de andre men jeg følger godt med og rækker hånden op næsten hver gang i Marys timer. Hun tager mig godt nok ikke så tit, men jeg ved at jeg får gode karakterer i hendes timer. Men i dag kan jeg ikke koncentrere mig selvom jeg så gerne vil. Jeg bliver ved med at kigge over på Kenneth, der sidder nogle borde foran mig. Rebekka lægger mærke til mit fravær i timen for hun sender mig en seddel mens Mary ikke kigger. Jeg skimter hurtigt det, der står og giver hende et anderkendende nik. Jeg ved kender mig måske lidt for godt.

 

***

 

Klokken ringer ud og vi har fri. Jeg Kigger rundt og retter lidt på min taske før jeg følger med mængden af mennesker. Jeg havde brugt hele timen på at stirre ind i Kenneths nakke, men havde tvunget mig selv til at følge lidt med og række hånden op mindst 3 gange. Da klokken ringede var jeg straks i gang med at pakke mine ting sammen. Rebekka havde lidt for travlt med nogle ting hun skulle ordne, så hun blev i klassen. Nu håber jeg bare at Claire ikke har gjort noget klart til mig. Jeg går hen til mit skab og tager mine sidste ting med mig hjemad. Jeg skal lige til at blande mig med de andre, da jeg støder ind i Kenneth. Jeg smiler kejtet og siger "Undskyld." Han smiler bare til mig. " Det er i orden." Jeg går lige ved siden af ham hen mod døren. "Hvor kommer du fra?" spøger jeg ham. Han stopper op og ved et skab og begynder at prøve på at låse det op. " Jeg er fra Bristol" siger han og kigger kort på mig. Så går han i gang med at prøve sin kode igen. " Skal jeg hjælpe dig?" spøger jeg. Jeg kigger rundt for at sikre mig, at Claire ikke er i nærheden. "Det må du da godt" smiler ham. Jeg tror jeg rødmer lidt. " Hvad er koden?" Spørger jeg og kommer i tanke om hvor hurtig jeg egentlig. Hvor mange vil lige give sin skabskode til en tilfældig person, bare sådan uden videre. " 35 - 12" siger han og smiler. Jeg drejer koden og skabet åbner med det samme. " Tak" siger han og smiler sit perfekte smil. Jeg smiler tilbage " Det var så lidt." jeg kigger endnu en gang rundt. " Jeg smutter" siger jeg så "Vi ses i morgen." Jeg begynder at gå ind i folkemængden igen. Den er bare ikke så stor som før. Rebekka kommer løbende imod mig. " Hey Jane, jeg kommer forbi dig senere i dag. Jeg skal bare lige have ordnet noget derhjemme først." Jeg smiler og nikker. "Så ses vi." Vi giver hinanden et kram og går hver til sit. Jeg kommer ud i efterårssolen og kigger glad rundt. I det fjerne kan jeg se Claires gruppe stå, men Claire er væk. Jeg kigger rundt og mærker glæden forsvinde som dug for solen. Jeg kigger endnu en gang rundt men ser stadig ikke Claire. Jeg går videre og håber på at hun bare er gået. I det fjerne kan jeg se to mennesker stå og tale sammen bag cykelskuret. Jeg kan hurtigt se at den ene er Claire på hendes hårfarve. Hun står med ryggen til mig. Den anden er Kenneth. Skuffelsen skylder ind over mig. Jeg er 100 % sikker på at hun bare gør det for at være ond mod mig. Hun vil flirte med ham, få ham til at forelske sig i hende, og så vil hun droppe Matthias, som er hendes kæreste, for at være sammen med ham i et par dage. Det er i hvert fald det hun har gjort ved så mange andre drenge. Jeg drejer af væk fra dem. Heldigvis skal jeg ikke hen mod dem. Men Kenneth kan ikke komme ud af mit hoved. Jeg kan lige forestille mig, hvordan de kigger indtrængende på hinanden. Deres hoveder, der kommer tættere hinanden, og hvordan deres læber mødes til et stort… Nej, nu må jeg se at stoppe. Jeg ryster på hovedet og går lige hjem. Ikke mere med Kenneth og Claire.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...