Dance on roses

Jane er meget upopulær i skolen. Hun er ved at opgive livet, da der kommer en ny dreng i skolen og hendes liv. Sammen med ham vinder hun ny selvværd og kærlighed, der holder imod de andres nedgørelse. Men vejen til fremgang er ikke ligefrem en dans på roser…

3Likes
8Kommentarer
720Visninger
AA

3. Lad mig være!

Jeg fik min mor til at tage op på skolen for at hente mine ting sammen med mig. Jeg ville ikke tage derop alene. Jeg løj da hun spurgte hvorfor jeg ikke havde min taske med hjem. Nu sidder jeg på mit værelse og laver nogle lektier, vi åbenbart havde fået for. Min mor kommer ind med en kop varm kakao til mig. Jeg smiler til tak og tager imod den, hvorefter jeg tager en slurk. Min mor sætter sig på min uredte seng og kigger trist på mig. "Hvad sker der i skolen Jane?" spørger hun så alvorligt. " Ikke noget mor" Lyver jeg. Jeg kigger igen ned i min bog. Min mor sukker højt og går igen. " Jeg går i gang med maden inden Tom kommer." Siger hun inden hun forsvinder. Jeg kigger op med et ryk. Jeg havde helt glemt at mors nye kæreste kommer på besøg. Jeg sætter bogen fra mig og går efter hende ned til køkkenet for at hjælpe hende.

 

Dørklokken ringer og min mor åbner mens jeg sætter salatfadet på spisebordet. "Hej Tom" hører jeg min mor sige i entreen. "Jane kom og hils på Tom" Jeg slentrer hen til dem og fremtvinger et smil til Tom. Han rækker sin hånd frem til hilsen og jeg tager den efter en lille overvejelse. Min mor genner os hen til spisebordet. " Ej hvor ser det godt ud." Jeg synes jeg hørte noget sarkastisk over det. Vi satte os alle sammen og begyndte at spise.  

 

***

 

Mit vækkeur ringer og vækker mig med et sæt. Jeg rejser mig dovent fra min seng og undslipper et gab mens jeg kigger ind i mit skab. Jeg kigger ikke efter noget. Jeg står bare lidt for at vågne op. Jeg kan høre min mor råbe ude fra køkkenet. " Jane, er du stået op?" jeg mumler et nej som jeg godt ved hun ikke kan høre. "Jane?" Hun begynder at gå herhen og hendes skridt kan høres. Jeg tager noget tøj ud og lukker skabet på samme tid med at hun kommer ind ad døren. Hun sukker lettet " Godt du er oppe" siger hun og forsvinder igen ud af døren. Lige så snart hun er forsvundet kommer fortvivlesen over mig. Jeg begynder at ønske, at jeg bare var syg og kunne slippe for skolen. Jeg ryster på hovedet og kommer i tøjet, mens jeg overvejer en god undskyldning. Men da jeg er ret dum til at tænke opgiver jeg hurtigt. Jeg går hen til køkkenet og sætter mig tungt ned på stolen. Min mor kigger på mig i lidt tid og stiller så en cornflakes på bordet. Jeg mumler et tak og hun går ud i entreen. "Jeg må køre nu Jane. Husk nu at gå i skole til tiden."

 

Jeg løber hen til et træ. Claire og hendes gruppe står ved cykelskuret og snakker. Jeg ved de holder øje selv om det ikke ligner det. Jeg læner mig tilbage op ad træet og ånder dybt ind uden af ane hvordan jeg skal komme ind i skolen, uden at skulle forbi dem. Jeg kigger hen fra træet igen og ser Mr. Smidt, min samfundsfagslærer, står med sin kaffekop og kigger rundt. Jeg tager chancen og går hen til hoveddøren. Jeg går en lille meter udenom og ignorerer deres blikke og småfnis. Jeg prøver at tænke positivt og går videre hen mod Mr. Smidt. "Godmorgen" siger vi til hinanden og han tager en tår af sin kaffe. Lige så snart jeg kommer ind ad døren ånder jeg lettet op. Første del af dagen er klaret. Så mangler jeg bare en hel masse andre. Min mave vender sig til tanken om hvad hun kan finde på. Jeg går hen imod mit skab og låser det op. Jeg skal have biologi. Lige da jeg lukker døren kommer Claire frem fra hjørnet med sin gruppe. Jeg vender mig om og  går væk fra dem. Heldigvis er det også den vej jeg skal. Jeg skal bare lige forbi et hjørne. Mit håb falder hurtigt. Foran mig går der 4 drenge fra Claries gruppe. De går alle imod mig. Jeg ved ikke om jeg skal stoppe eller blive ved med at gå. Jeg bider mig i læben og fortsætter. Jeg kigger på mulighederne for at slippe. En af dem skubber ind i mig. Jeg træder nogle skridt tilbage og kigger rundt. De har omringet mig. Jeg tvinger mig selv til at få et hårdt blik da Claire kommer ind i midten til mig. Men efter at dømme på hendes ansigtsudtryk virker det ikke. "Tak for at du ville komme med til festen Jane." Siger hun og smiler et hårdt og selvsikkert smil. Jeg synker en klump. Hun går rundt om mig og holder øjenkontakt med mig. Jeg kan mærke mine nakkehår rejse sig. " Et tak ville være passende" siger hun da jeg er alt for skræmt til at sige noget som helst. Jeg åbner munden, men der kommer ikke noget ud.  " Kom nu. Kan du slet ikke sige noget pivedyr" siger hun nedladende. Hun skubber hårdt til mig. Jeg træder længere tilbage. Hun går selvsikkert imod mig igen og skubber mig endnu hårdere. Jeg falder ind i anden person, som tager fat i mig så jeg ikke falder på gulvet. Jeg kigger bagud og ser ind i nogle smukke brune øjne. Han smiler lidt til mig og jeg får mumlet et "undskyld". Jeg har aldrig set ham før. " Det gør ikke noget" siger han. Hans hår er kort og mørkebrunt. Han er muskuløs og har en hvid T-shirt på. Han slipper mig og jeg holder stadig øjnene på ham. Bag mig kan jeg høre Clarie sige " nå har du fundet din store kærlighed Jane". Hendes grupper griner og jeg tvinger mig selv til at tage øjnene fra ham. Han tager et kig på Claire og går så videre. Jeg smutter væk før ham. Klokken ringer og jeg er allerede i biologilokalet. For en gangs skyld kommer jeg ikke for sent.

 

Fru Anderson kigger rundt mens resten af klassen sætter sig på deres pladser. Jeg kigger rundt mens jeg åbner min bog på side 52. Drengen fra før kommer ind stiller sig hen ved siden af Fru Anderson. Se snakker stille sammen og jeg kan ikke høre andet end mumlen fra min plads i midten af klassen. Fru Anderson tager endnu et kig rundt i klassen, som er blevet stille, og stopper ved pladsen ved siden af mig. Hun nikker derhen imens hun snakker videre med ham. De stopper og han går hen og sætter sig ved siden af mig. Jeg tror jeg rødmer lidt og kigger væk bare for at han ikke skal se det. " Ja, så går vi i gang" siger Fru Anderson. " Er der nogen, der kan huske hvad vi snakkede om sidste gang." siger hun. Jeg tager et hurtigt kig på drengen, men kigger hurtigt væk, da det ligner at han skal til at dreje hovedet mod mig. Jeg forestiller mig hans smukke brune øjne og søde smil. Okay. Et kig mere og så ikke mere. Siger jeg til mig selv. Jeg drejer hovedet og støder ind i hans perfekte ansigt. Han smiler hurtigt til mig og drejer så hurtigt hovedet mod kateteret igen, da fru Anderson spørger ham om et spørgsmål. Jeg hører ikke rigtig efter hvad hun snakker om, men prøver alligevel. Jeg vil ikke blive til grin mere i dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...