Kunsten at dræbe (1D/THG) 13+

Larry Stylinson rygterne bliver ved med at spredes, og manegement er efterhånden villig til at gøre alt for at stoppe dem. Da Harry og Louis vælger at ignorere deres trusler, og i stedet gøre stik modsatte - viser sig selv og deres romance i fuld offentlighed - bliver det til sidst nok for de store herre, og de vælger at sætte drengene ind i det årlige Hunger Games. Dette sker under store protester, da bandets mange fans udemærket godt ved hvad der så kommer til at ske.

Hele bandet bliver sandsynligvis udryddet, og dette kan de ikke bære. Drengene får dog god hjælp fra en tidligere vinder - Katniss Everdeen, der også selv deltager i spillet, men specielt én dreng får ekstra meget hjælp. Hvilke konsekvenser får dette for de andre medlemmer? Vil hun overhovedet være en hjælp? Vil drengene overleve? Og hvad er det for noget med at hvis Louis og Harry overlever så får de lov at være sammen? Ja det kan du jo læse hvis du følger med!

*DER VIL MULIGVIS FOREKOMME STØDENDE SCENER OG SPROG!

28Likes
14Kommentarer
2022Visninger
AA

3. The truth

Harrys synsvinkel

 

"Drenge, Katniss - dette er Haymitch. Ja altså du kender jo godt Haymitch i forvejen Katniss, men til jer drenge, skal i vide at denne mand er ham der kan være jer behjælpelige i løbet af spillet." Kvidrede Effie med sin forunderlige accent.

Jeg skulede ondt til først hende, så Katniss, og til slut ham der åbenbart skulle være vores mentor. Jeg havde en fornemmelse af at have overset noget - at være gået glip af et eller andet, og det faktum at de alle tre kendte hinanden så særdeles godt, gav mig bange anelser. Det var dog kun Katniss der så mit blik, og hun sendte et mindst lige så dræbende blik tilbage til mig.

Hvad lavede den tøs overhovedet her? Røg der igennem min hjerne. Det virkede utroligt bisart at hun var blevet udtrukket til dette, når nu vi fem drenge var blevet tvunget med. Vi skulle nemlig repræsentere Distrikt tolv, da de havde vundet sidste år, og dermed fik lov til at undlade at sende sonere ind dette år.

Jeg kunne ikke rigtigt forstå det hvis du skulle være i tvivl.

"Hvad er der min kære?" Spurgte Effie sukkersødt. Jeg kiggede forskrækket op, da jeg troede hun talte til mig, men det gik op for mig at hun kiggede på Niall, der lignede én der skulle til at sige noget.

"Øhm. Skal... Skal... Æh... Skal Haymitch med os ind til..." Spurgte Niall lydløst med blikket rettet imod jorden.

"Nej nu må du ikke være så fjollet lille ven! Haymitch bliver herude, og holder øje med om tingene går som de skal." Svarede Effie med et klamt smil klistret fast på hendes utroligt hæslige og makeupfyldte ansigt.

"Så..." Begyndte Niall, stadig uden at kigge op. "Så hvis én af os kommer til skade, sørger Haymitch for at vi kommer ud?" Spurgte han.

Effie kiggede bare sjovt på ham, og begyndte så at grine en latter der var lige så forfærdelig som hendes udseende imens hun rystede på hovedet.

Og hvor havde jeg dog ondt af Niall.

Lille uskyldige Niall, der intet ondt havde gjort. Jeg havde det så utrolig forfærdeligt med at vide at det delvist var min skyld at vi stod hvor vi stod. Hvis bare manegement kun havde taget os, havde det været en anden sag. En helt anden sag endda.

Det ville jeg kunne bære.

Eller nej. Det ville jeg sikkert ikke, men det ville være lettere for mig at døje, end at stå her sammen med tre uskyldige drenge, der alle skulle lide samme skæbne som mig.

Døden.

For helt ærligt?

Hvor store chancer havde en flok drenge fra Eng- og Ir - land lige i en "leg" som denne? Vores chancer var måske én ud af en milliard, og det var ikke ligefrem noget jeg ville satse mine penge på hvis jeg var dig.

"Nej min ven, men det er jo derfor i har Katniss!" Sagde hun stadig smilende.

Nåårh! Jamen pludselig gav det hele jo mening!

Eller noget.

Jeg kiggede spørgende på Katniss, der sendte mig et glinsende smil.

Kæk huh?

"Øhm... Effie jeg forstår det ikke helt." Sagde Liam med et forvirret blik.

"Hvad er det dog du ikke forstår min ven?" Spurgte hun.

"Altså så imens vi er igang med.. Øhm... Spillet, skal Haymitch være herude i virkeligheden, imens Katniss tager med os derind og gør hvad?" Spurgte han.

Ja hun tager nok med derind for at du har noget at få stillet din lyst med Liam....

Undskyld, men alting er bare lidt for meget for mig for tiden, hvis ikke du skulle have bemærket det.

"Jamen hun skal da hjælpe jer! I morgen, når i begynder i træningsprogrammet, skal Katniss være jer behjælpelig, og vise og forklare jer ting der kan være nyttige i selve spillet. Hun tager med jer, og hjælper jer til at vinde." Sagde Effie med et smil der virkede oprigtigt da hendes blik lagde sig på Katniss.

Jeg følte et stort had til disse tre mennesker.

Effie fordi hun tvang os til at være her. Haymitch fordi han skulle sidde herude, og sikkert ikke ville hjælpe os når det kom til stykket. Og Katniss fordi hun bare gik mig så utrolig meget på nerverne at jeg ikke kunne se hvordan hun nogensinde skulle kunne hjælpe os med noget som helst.

"Hvis i ikke har flere spørgsmål, synes jeg vi skulle tage til Capitol, og finde vores bygning før åbningsceremonien begynder i aften!" Sagde Effie, og slog begejstret hænderne sammen.

Hun åbnede en dør der var næsten usynlig imod de grå mure, og førte os dernæst ned ad en lang gang, og før vi vidste af det, befandt vi os i et stort og smukt indrettet tog.

Her overlod hun os til Katniss, der fik til opgave at vise os hen til den store opholdsstue, hvor vi skulle lære hinanden bedre at kende.

I alt denne tid, var de eneste to der ikke så meget som havde åbnet deres munde, os to der gik allerbagerst.

Louis og jeg.

Vi havde ikke behovet for det - behovet for at få udfyldt den stilhed der lå over os. Selvom jeg dog måtte indrømme at den efterhånden var blevet lang og trykkende - stilheden altså.

Jeg kiggede på Louis der roligt gik ved min side, og hvis ikke jeg havde kendt ham så godt, ville jeg sige at han så glad ud.

Men nu kendte jeg ham, og jeg vidste at det udtryk han bar på sit ansigt ligenu var alt andet end glad. Det var en maske. En maske der dækkede over hans smerte og frustration imod dette der var ved at ske.

Jeg gav hans hånd et klem, og kiggede opmundtrende op på ham. "Det skal nok gå" Hviskede jeg lavt, og kiggede ind i hans plagede blå øjne.

Længere fremme fnyste Katniss hånligt, og noget sagde mig at det var på grund af det jeg lige havde sagt til Louis. Dog orkede jeg ikke at tage kampen op, så jeg lod det fare.

Resten af turen hen til stuen fortsatte i stilhed, udover lyden af vores sko imod gulvet. "Herinde." Sagde Katniss pludselig og stoppede op foran en stor skydedør, som hun skubbede væk så vi kunne komme ind.

Og wow siger jeg bare!

Det kunne godt være at vi var store popstjerner, men denne stue var noget af det smukkeste og mest luksuriøse sted vi endnu havde været. Væggene var beklædt med blåt velour, og modsat den døråbning vi nu stod i, hang et enormt spejl. I midten af rummet stod et bord med seks stole omkring, af mørk mahogni træ. I hjønet modsat døren stod en gruppe mørke sofaer vendt indbydende imod hinanden.

Det lyder sikkert ikke så overdådigt som det var, men det var smukkere end man skulle tro.

"Følg med mig." Sagde Katniss, og gik hen imod de mørke stole omkring bordet. Her trak hun en stol hen for enden, og pegede bydende på de fem resterende stole omkring bordet.

Drengene satte sig lydløst, mens jeg stod lidt derfra og betragtede hele situationen skeptisk. Jeg var ikke helt sikker på om jeg egentligt havde lyst til at lære denne pige bedre at kende. Hvad hvis alt det jeg fortalte hende slap videre, og pludselig blev vendt imod mig? Hvem siger at hun egentligt er på vores side?

Ja det er ganske vidst det vi har fået at vide, men kan vi stole på disse mennesker, der tillader - gennemtvinger - dette såkaldte "spil" denne "leg", vi nu skulle medvirke i? Jeg havde i hvert fald ikke synderligt lyst til at hun skulle vide noget om mig som person.

"Hey krøltop kommer du eller hvad?" Spurgte Katniss og vendte sig imod mig. Jeg sukkede lydløst, men blev stående. "Hey det er ikke mig du skal være bange for her. Tvætimod. Hvis du gad at lette røven og komme herover, kunne jeg fortælle dig et par ting eller to, om det du - i - nu er havnet i. Men på den anden side, hvis du hellere vil stå der, og gå glip af de ting der kunne vise sig at redde dig fra døden, må det være din egen sag." Sagde hun træt, og vendte hovedet over på Niall, der sad med blikket kilet fast til bordet, fast besluttet på ikke at kigge op.

Louis fangede mit blik, og kiggede bedende på mig.

Okay så. Hvis ikke jeg skulle gøre det her for mig selv, ville jeg gøre det for ham. For dem. For lige præcist disse drenge ville jeg gøre alt. Jeg var villig til at ofre mit eget liv for dem, hvis det var det der skulle til for at de kunne slippe for dette vi nu var ved at blive ført ud i.

Jeg gik langsomt hen til bordet, og slog mig ned imellem Louis og Niall, der begge kiggede lettet på mig da jeg satte mig.

Louis fordi vi var så tæt forbundne både af krop og sind, og Niall fordi... Ja det havde vel noget at gøre med at jeg turde svare folk igen, og alligevel var yderst beskyttende overfor dem jeg ønskede at være beskyttende overfor.

Og Niall var en af disse personer.

"Så tal." Sagde jeg tonløst henvendt til Katniss, der kiggede alvorligt rundt på os allesammen.

"Okay drenge. I har vel set noget af spillet før ikke?" Startede hun, og kiggede på os alle.

Vi nikkede alle med undtagelse af én. En dreng der sad lige ved siden af mig.

"Har du aldrig set det før?" Spurgte Katniss rystet og lagde blikket på Niall, der stædigt kiggede ned i bordet imens han rystede på hovedet. "Så er det vidst godt at det er obligatorisk for jer fem at se 2 sæsonner af det." Sagde hun, og begyndte så at fortælle hvorfor hun var med.

"Ja drenge, som i sikkert ved - eller som de fleste af jer sikkert ved i hvert fald - så var det mig og min ven hjemmefra, der vandt sidste år. Måden vi vandt på var noget utraditionel og derfor blev jeg bedt om at være med igen i år. Jeg nægtede selvfølgelig, da jeg sikkert ikke ville være lige så heldig dette år. Dog blev jeg ikke spurgt, men fik derimod en bonusopgave. Jeg skulle få jer fem drenge levende igennem spillet. Man kan vel på en måde sige at jeg bliver jeres livvagt igennem hele dette cirkus, og jeg håber for gudsskyld at i har tænkt jer at kæmpe for det her, og ikke bare give op. For tro det eller ej, jeg har også en familie og et liv jeg gerne vil hjem til igen. Jeg hjælper jer, hvis i hjælper mig med det." Sagde hun.

Vi kiggede hurtigt rundt på hinanden. Så det var altså derfor hun var her. Hun var blevet tvunget på mere eller mindre samme vis som os ind i dette sindssyge program, og hendes opgave var at hjælpe os? Selvfølgelig med vores hjælp (hvilket hun selvfølgelig ville få, for vi ville jo også gerne ud igen) men alligevel.

"Selvfølgelig Katniss. Bare sig hvad vi skal gøre." Sagde Liam og kiggede alvorligt på hende.

"I skal overleve." Svarede hun kort, før toget bremsede og det blev annonceret over højtalerne at vi var nået frem til Capitol.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...