Kunsten at dræbe (1D/THG) 13+

Larry Stylinson rygterne bliver ved med at spredes, og manegement er efterhånden villig til at gøre alt for at stoppe dem. Da Harry og Louis vælger at ignorere deres trusler, og i stedet gøre stik modsatte - viser sig selv og deres romance i fuld offentlighed - bliver det til sidst nok for de store herre, og de vælger at sætte drengene ind i det årlige Hunger Games. Dette sker under store protester, da bandets mange fans udemærket godt ved hvad der så kommer til at ske.

Hele bandet bliver sandsynligvis udryddet, og dette kan de ikke bære. Drengene får dog god hjælp fra en tidligere vinder - Katniss Everdeen, der også selv deltager i spillet, men specielt én dreng får ekstra meget hjælp. Hvilke konsekvenser får dette for de andre medlemmer? Vil hun overhovedet være en hjælp? Vil drengene overleve? Og hvad er det for noget med at hvis Louis og Harry overlever så får de lov at være sammen? Ja det kan du jo læse hvis du følger med!

*DER VIL MULIGVIS FOREKOMME STØDENDE SCENER OG SPROG!

28Likes
14Kommentarer
2085Visninger
AA

2. The beginning

Harrys synsvinkel.

 

Der var koldt i forberedelsesrummet. Og mørkt. Faktisk var der så mørkt, at jeg knap nok kunne se min egen hånd, og den hånd jeg holdte i min.

Det var Louis' hvis du skulle være i tvivl.

I tvivl.

Selvom man ikke rigtigt tænker over det, er tvivl faktisk et stort ord. Et magtfuldt ord.

Tvivl.

Der skal kun en lille bitte smule tvivl til, for at alt kan blive ødelagt. For at alt kan blive vendt på hovedet - blive udslettet. Kun en lille smule.

Kan du så den mindste smule tvivl i en persons hjerne - uanset hvad tvivlen er for: Om det er fordi vedkommendes kæreste har været ham/hende utro eller om det var noget så simpelt som hvem der havde spist det sidste stykke kage. Vil det skabe splid.

Og tvivl.

Hmm mange ville nok mene at jeg er blevet skingrende sindssyg... Og det er jeg måske også.

Hvorfor spørger du?

Det er faktisk en lang historie, men hvis du har lyst til at høre den, vil jeg gerne fortælle dig den.

Men den ender ikke godt. Bare så du er advaret.

Jeg vil fortælle dig hvorfor vi nu sidder her. Os allesammen - alle 29 sonere.

Men vent? 29?

Yep du læste rigtigt - vi var de obligatoriske 24 mere eller mindre tilfældigt valgte sonere, og så var vi os.

Os som Niall, Liam, Zayn, Louis og jeg.

Eller nej okay man kunne vidst kun kalde det for 23 mere eller mindre tilfældigt valgte sonere, for i hjørnet af rummet - så langt væk hun overhovedet kunne komme, sad Katniss. Katniss Everdeen, der vandt spillet sidste år sammen med hendes "ven" Peeta. Jeg er rimelig sikker på at du kender hende, så jeg vil ikke uddybe hende for dig.

Hvorfor hun er her, må du lige vente lidt med at finde ud af. Jeg lover dig at det kommer.

Nå, men det startede for lige knap tre måneder siden. Hele det her sindssyge cirkus vi snart befandt os i.

Det hele startede faktisk med at rygterne omkring en vis "Larry Stylinson" igen kom frem. Det havde ellers været et stykke tid siden vi sidst havde hørt til det, men pludseligt strømmede det frem med beviser og analyser af eksistensen af vores forhold.

Og det var jo ikke fordi de ikke havde ret alle de små pus. Men så snart der dukkede nye ting op omkring lige præcist dette emne, var vores manegement på pletten hurtigere end du kunne nå at sige "Larry".

Nej jeg overdriver faktisk ikke engang. Så snart de så det mindste med Larry, loggede de på Louis' twitter, og skrev de mest grufulde ting du overhovedet kunne tænke dig, mens de samtidigt tvang Louis og jeg til at være adskildt så meget og så længe som overhovedet muligt.

Hvis du nogensinde har haft en kæreste, eller bare været den mindste smule forelsket, ved du sikkert hvordan det føles - og nej, det er ikke en dejlig følelse kan jeg godt røbe.

Tilbage til historien.

Mens manegement gjorde mere og mere for at stoppe rygterne, blev Louis og jeg mere og mere irriterede over deres opførsel. For at være ærlig, kan det så ikke være komplet ligemeget om man er til drenge eller piger? Hvis det er ens hjerte der taler, burde andre så ikke bare være glade på ens vegne?

Denne tanke delte vores modest manegement dog ikke med os, så da vi bad dem om at lade rygterne ligge, så vi kunne træde frem og fortælle hele verden om vores seksualitet, gik alle amok, og der blev råbt af os i flere timer.

Og de truede os, fordi de vidste vi ikke bluffede. De VIDSTE vi kunne finde på at gøre det - fortælle alle det hele. Som i - Det HELE.

Hvad de truede os med?

De sagde at hvis ikke vi makkede ret, og gjorde som vi fik besked på, ville det ikke kun komme til at ramme os, men alle vores venner... Vores familie, ja faktisk hele verden.

Og det er her tvivlen kommer ind i billedet. For vi tvivlede på dem - Louis og jeg. Vi tvivlede på at de var parate til at gøre noget så ekstremt som dette, bare for at verdenen ikke skulle vide noget til vores forhold.

Vi tvivlede, og det er virkelig noget vi fortryder nu.

For da de var færdige med at råbe ad os, gik vi direkte ud af den kæmpe bygning der udgjorde ikke bare deres, men også vores arbejdsplads, så længe vi stadig var her i London.

Det vi gjorde var dumt - meget dumt endda, men vi kunne ikke holde os fra hinanden mere okay? Vi trampede ud af bygningen, med hænderne flettet sammen. Pigerne ude foran gik selvfølgelig amok over det, og den dag startede en ny og meget hæftigere bølge af de såkaldte Larry rygter, end det nogensinde var blevet set før.

Men manegement?

De kommenterede det ikke. De fjernede intet, skrev intet og sagde intet hvis du spurgte dem. De var rasende. Men vi så det ikke, ikke før halvanden månede efter, da vores romance var blevet set offentligt op til flere gange (dog uden nogen former for kys, da vi stadig ikke havde været sikre på om det var tomme trusler de kom med dengang) Men denne aften skulle de ske - denne aften havde vi planlagt det hele ned til mindste detalje.

Vi skulle optræde for selveste dronningen af England, og ikke bare alle os i dette land, men nemlig alle i hele den store verden, ville se med.

Og det var dér vi slog til. For da vi var færdige med at synge, rykkede Louis og jeg tættere og tættere på hinanden, og kyssede på livet løs. Alle folk i salen blev helt stille, og Zayn, Niall og Liam kiggede forskrækket på os.

Skræmte. Skræmt overfor det ukendte tror jeg de var. Og det viste sig at jeg havde ret, for da vi kom ud bag scenen, blev vi grebet af fem store mænd, der førte os ud bagved.

Der ventede et yderst kendt ansigt på os.

Simon.

Jeg har stadig ikke helt forstået de ord han fortalte os. Det lyder måske en smule underligt, da jeg faktisk sidder og skal til at forberede mig på at dø, men jeg tror ham stadig ikke.

For jeg TVIVLER på ham. Jeg tror ham ikke - vil ikke tro ham.

For det han gjorde var/er utilgiveligt.

Han sagde at han var ked af det. Ked af det over at vi ikke havde fulgt vores manegements "råd", ked af det over det han nu ville gøre.

Han ville sende os til USA.

Nej. Ikke det USA du kender. Dette USA er slemt - meget. Vores store og førhen fantastiske land/kontinent er blevet hærget af diverse naturkatastrofer, og ligger nu helt igennem øde.

Pånær de tolv distrikter der er blevet stablet på benene.

De tolv distrikter bliver styret fra den eneste stat der stadig er tilbage - New York. Byen - staten - stod stadig hel, og blev derfor udnævnt til at være over hovedet for de tolv stater.

Dog hed det ikke længere New York, men derimod Capitol, og for at være ærlig, lignede alle de folk der boede der, noget der er løgn.

Nå, tænker du sikkert, og hvad er det så der er så slemt ved at blive sendt derover? Hvis bare i skulle leve med menneskene i Capitol, kan det da ikke være så slemt!

Og du har helt ret.

Hvis bare det var det vi skulle.

Men det er det ikke. Nej, vi skal nemlig være med i en leg. En syg og forkert leg, jeg ikke kender reglerne til. Hvis der overhovedet er nogen.

Det eneste jeg ved er, at hvis vi overlever må Louis og jeg være sammen indtil den dag vi så faktisk dør.

Men for at vi skal kunne det, skal vi dræbe alle - og ja, jeg mener ALLE - andre end lige os fem. Og det kan jeg ikke... Det VIL jeg ikke.

Åh jeg er så forvirret. Et eller andet sted, tror jeg stadigvæk at dette er en syg joke.

Men inderst inde ved jeg at det er sandt det der er ved at ske for øjnene af mig nu, og jeg ved det fordi...

Jeg har set det. Set hvordan uskyldige unge - uskyldige BØRN - morderisk bliver dræbt for åben skærm, i ikke bare dette syge land, men i hele verden.

I dette land SKAL man se det, men i resten af verden er det dog frivilligt.

De fleste vælger at slukke tv´et når Dødsspillet bliver vist. De vender det blinde øje til, og lader som om de slet ikke ved at der lige for næsen af dem bliver dræbt 23 helt igennem uskyldige børn og unge.

Der er ingen der gør noget.

Ikke før nu.

Ikke før fem drenge fra forskellige steder i England (og Irland) bliver tvunget til at spille med. Være med i denne syge og forkerte leg.

Ikke om jeg begriber det.

Men nu ved du det. Det er derfor jeg sidder her. Sidder og venter på at vi skal få noget at vide. Få at vide at det hele er en joke, og at et fly vil komme og hente os så vi kan komme hjem igen.

Pludselig bliver dørhåndtaget trukket ned, og nervøst flakser mine øjne til Louis´. Han giver min hånd et betrykkende klem, og et blik der siger mere end tusinde ord. Jeg ved at han er lige så bange som mig. Det samme er Zayn og Liam.

Niall?

Niall er helt fra den. Han er fuldstændigt i panik, og farer sammen ved den mindste lyd og bevægelse. Lige pt. skal der intet til at hyle ham helt fra den. Jeg har ondt af ham, og specielt fordi jeg ved at det er delvist er min skyld at vi sidder her.

Jeg sender ham et medfølende blik, og stirrer fortabt på de tårer der har strømmet ustoppeligt fra hans øjne, siden vi forlod England.

Det er forfærdeligt.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da døren til det grå rum vi sidder i går op, og en meget sjovt-udseende kvinde kommer ind af døren.

"Effie?" Udbryder Katniss overrasket henne fra sit hjørne.

Jeg kiggede forvirret hen på hende, men hun sendte mig bare et hårdt blik.

"Hej alle mine kære, og velkommen til dette års Dødsspil! Er i klar til at vi finder jeres hjælpere og mentorer?" Spurgte Effie med en underlig accent.

De andre sonere nikkede ubegejstrede.

"Jamen så synes jeg at Zayn, Liam, Niall, Harry, Louis og Katniss skal følge med mig, så i andre kan hilse på dem der skal være jer behjælpelige igennem dette spil." Sagde Effie, og begyndte at trippe ud af døren igen.

"Nårh ja! Og May the odds ever be in your favour!" Sagde hun med et kæmpe smil.

Ja det håber jeg da virkelig de er! Tænkte jeg syrligt, rejste mig og fulgte efter den såkaldte Effie ud af rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...