Kunsten at dræbe (1D/THG) 13+

Larry Stylinson rygterne bliver ved med at spredes, og manegement er efterhånden villig til at gøre alt for at stoppe dem. Da Harry og Louis vælger at ignorere deres trusler, og i stedet gøre stik modsatte - viser sig selv og deres romance i fuld offentlighed - bliver det til sidst nok for de store herre, og de vælger at sætte drengene ind i det årlige Hunger Games. Dette sker under store protester, da bandets mange fans udemærket godt ved hvad der så kommer til at ske.

Hele bandet bliver sandsynligvis udryddet, og dette kan de ikke bære. Drengene får dog god hjælp fra en tidligere vinder - Katniss Everdeen, der også selv deltager i spillet, men specielt én dreng får ekstra meget hjælp. Hvilke konsekvenser får dette for de andre medlemmer? Vil hun overhovedet være en hjælp? Vil drengene overleve? Og hvad er det for noget med at hvis Louis og Harry overlever så får de lov at være sammen? Ja det kan du jo læse hvis du følger med!

*DER VIL MULIGVIS FOREKOMME STØDENDE SCENER OG SPROG!

28Likes
14Kommentarer
2019Visninger
AA

6. Nerves

Harrys synsvinkel

 

"Nå Harry." Sagde den sjovt-udseendet mand, da det blev min tur til at indtage scenen. Jeg var den allersidste, og de andre drenge og Katniss' interviews var alle forløbet uden de store problemer.

Niall havde dog været på randen til gråd et par gange, da manden - som jeg hverken kunne eller ville lære navnet på - var blevet ved med at bore i Nialls privatliv og om hvordan han havde følt det indeni, da han fik at vide at vi skulle være med i spillet. Da Niall nægtede at svare ham på spørgsmålene gang på gang, endte det med at han gav op, og begyndte at snakke om noget andet.

"Hvad synes du så om at være i Amerika?" Fortsatte manden, og rev mine tanker væk fra Niall.

Hmm ja hvad fanden tror du selv jeg synes om  det smarte?! Ej men det er da bare det fedeste ever.....! Det er jo bare helt fantastisk at blive sendt herover, og vide at man højest sandsynligt bliver dræbt ikke..?

"Jamen øhm... Det har da været en meget... Ehm... Spændende oplevelse at få med..?" Mumlede jeg. Manden sendte mig et blik der sagde at jeg skulle anstrenge mig noget mere, hvis jeg ville få noget godt ud af det her interview.

Jeg tror måske at han glemte hvem jeg var.

"Men Harry. Du ved jo om nogen hvordan det er at rejse rundt i verden, og optræde. Tror du at det kan være dig en hjælp i dette spil?" Spurgte han med et falsk smil klistret fast i hans grimme fjæs.

Ja hvad fanden tror du selv...?! Tænkte jeg syrligt, men valgte så at sætte en helt uskyldig facade op.

"Åh det ved jeg virkelig ikke, men jeg håber det da, for jeg vil jo så inderligt gerne vinde." Svarede jeg, med et englesmil klasket i fjæset. Manden kiggede skeptisk på mig, og jeg sendte ham et dræbende blik, der bad ham blive færdig med det her, så jeg igen kunne forsvinde i mængden.

Eller... Ligefrem at forsvinde i mængden ville nok være for meget at bede til...

"Øøhm. Men fortæl mig Harry..." Sagde manden der efterhånden måtte hive svarene ud af munden på mig, og selv måtte kæmpe en brag kamp, for at finde på flere spørgsmål.

"Øhm... Har du en heldig pige derhjemme?" Spurgte han forvirret med hans forfærdeligt morsomme accent.

Og det var så cirka dér det hele blev for meget for mig. Jeg så Louis' ansigt titte frem fra forhænget, med det samme plagede og smertende blik, der med garanti også var at finde i mine øjne det øjeblik.

"Nej...." Sukkede jeg lydløst.

Et hånligt smil erstattede det gamle falske, han havde i ansigtet. Han havde endelig knækket mig, fundet mit svage punkt, han vidste det... Og han nød det.

"Åh c'mon! Sådan en handsome ung mand som dig, burde da have pigerne rendende hele tiden ikke sandt?" Spurgte han til publikummet, der straks hujede sig enige med ham. "Og vi kender jo alle til dit ry ikke?" Fortsatte han med en gestikulerende armbevægelse ud mod publikum, der endnu engang erklærede sig enige. "Vi VED hvor mange du har sovet sammen med i den seneste tid! Vi V.."

"Okay så kan det være nok! Du VED hvorfor vi er her!" Råbte jeg pludselig og rejste mig vredt op. Katniss' advarende stemme lød i mit øre, igennem den høresnegl de havde proppet derind - igen med magt, fordi jeg rent ud sagt var pisse træt af det her. Jeg ville bare HJEM.

Hjem til London. Hjem til Holmes Chapel, og aldrig, aldrig nogensinde gå udenfor en dør igen. Det lyder sikkert plat og tøsedrengs agtigt, men hallo? Jeg var ligesom dømt til døden her?

Jeg sendte et dræbende blik til manden, der kiggede overrasket på mig. Jeg var rimelig sikker på at det var fordi der endnu aldrig havde været nogen der turde sætte sig op imod dem. Imod ham. Men jeg var rent ud sagt pisse ligeglad, og gik vredt ned fra scenen.

De kunne rende mig.

Så snart jeg kom ud bagved kom Katniss styrtende hen til mig med et rasende blik. "Hvad FANDEN går der af der af dig dreng?! Synes du ikke selv at det er SUPER flot at du nu har dømt os alle til døden?! Før havde vi muligvis en chance for at overleve allesammen... MEN NU?! Tak Harry. TUSIND tak!" Skreg hun, og trampede så vredt væk fra mig med rystende skuldre.

Jeg fangede Nialls blik over skulderen på hende. Han kiggede såret på mig, og trak så væk med Katniss mens han tydeligvis mumlede beroligende ting til hende.

Jeg gik hen imod de andre drenge, der sad og snakkede sammen, men også her fik jeg den kolde skulder.

Selv af Louis.

Og så gik det op for mig, hvor meget jeg havde kvajet mig. "PIS!" Hvislede jeg, og bankede min hånd ind i den hårde mur. Jeg havde dummet mig den her gang - virkelig dummet mig. Og jeg forstod virkelig ikke hvordan jeg kunne lade det gå så vidt for sig som det havde gjort. Jeg havde såret dem alle - igen. Selv Louis.

Med en bump faldt jeg til jorden hvor jeg skjulte mit ansigt i mine hænder. Jeg var så frustreret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og det hele var bare for meget for mig. Jeg lod mine følelser få frit spil, og nej det var måske ikke det smarteste når nu jeg udemærket godt vidste at jeg højst sandsynligt blev filmet i selv samme øjeblik.

Og hvor havde jeg ret.

En lille hånd lagde sig på min skulder, og jeg kiggede forskrækket op. Det var en lille pige. Ikke mere end 12 år - maks. Jeg var overbevist om at hun ville blive den smukkeste pige nogensinde når hun blev lidt ældre, men ligenu stod hun bare der. Hun stod bare dér med sin lille hånd på min brede skulder, og pegede på en skærm få meter fra mig, der viste mig hvad folk rundt om i verden kunne se på deres fjernsyn lige nu.

Det var mig.

Mig lige nu. Eller i hvert fald for få minutter siden, for pigen hvis navn jeg end ikke kendte, var ikke på skærmen sammen med mig. Det var mig, helt alene der sad med ansigtet skjult i hænderne.

Jeg kunne se kommentatorene snakke, men af en eller anden grund kunne jeg ikke HØRE hvad de sagde. Jeg kunne ikke høre - ikke forstå ordene der flød fra deres hæslige ansigter. Jeg kiggede forvirret op på den lille pige, der stadig bare stod og kiggede medlidende på mig.

Hendes øjne havde en helt isblå farve, og hendes hår var lyst og gik ned til et sted midt på ryggen. Hun havde en kjole på, der havde næsten den samme farve som hendes øjne, der nu fyldtes med tåre.

En lille tåre banede sig langsomt og forsigtigt ned ad hendes kind, og efterlod et spor der hurtigt blev udfyldt af endnu flere tåre. Jeg rakte en hånd op til hendes kind, og strøg blidt tårene væk fra hendes kind. Hun smilede taknemmeligt til mig, men straks stivnede smilet, og blev erstattet af et ansigtsudtryk kun små bange piger kunne lave.

Jeg ved i kender det.

Det blev for meget for mig, og jeg trak den lille pige ind i et tæt kram. Jeg følte at jeg måtte beskytte dette uskyldige væsen. Jeg mener? Hvad havde denne lille pige nogensinde gjort nogen?

Nej det tænkte jeg nemlig nok.

I jeg ved ikke hvor lang tid, sad jeg bare med pigen i mine arme, og på et tidspunkt gik det op for mig at hun sov. Jeg rejste mig forsigtigt, og tog pigen op i mine arme. Jeg måtte finde ud af hvilket distrikt hun kom fra, og så få hende op på den rigtige etage.

Jeg gik med beslutsomme skridt hen til elevatoren. På vejen mødte jeg Katniss, der sendte mig et brændende blik, indtil hun så den sovende pige i mine arme. Hun åbnede munden for at sige noget, men hurtigt afbrød jeg hende.

"Hvis ikke det du har tænkt dig at sige, har noget at gøre med hvor denne pige er fra, så skal du ikke tale til mig." Sagde jeg og gik direkte forbi hende.

"Harry. Harry stop. HARRY LYT NU FORHELVEDE!" Råbte hun arrigt, og greb fat i min arm, så jeg var nødt til at vende mig, hvis ikke jeg ville tabe pigen.

Det var utroligt så stærk hun egentlig var. Jeg sendte hende et udfordrende blik, og hun sukkede opgivende.

"Undskyld. Det var forkert af mig at råbe sådan af dig før. Du er jo bare nervøs - som alle os andre. Undskyld. Åh og pigen hedder Diamond. Hun er fra distrikt 1. Du ved? Dem med luksusvarerne?" Sagde hun og smilede undskyldende.

Jeg trak på skulderen, og begav mig hen til elevatoren, så Diamond kunne komme hjem.

Katniss havde holdt et langt foredrag for os her den anden aften, om hvad der kom fra de forskellige distrikter.

Distrikt 1: Luksusvare.

Distrikt 2: Våben.

Distrikt 3: Teknologi.

Distrikt 4: Fiskeri.

Distrikt 5: Energi.

Distrikt 6: Transport.

Distrikt 7: Træ.

Distrikt 8: Tekstil.

Distrikt 9: Korn.

Distrikt 10: Husdyr.

Distrikt 11: Landbrug.

Distrikt 12 (det distrikt vi repræsenterede): Kul.

Der havde engang været et distrikt 13, der udviklede atomvåben, men da de efterhånden blev mere og mere magtfulde, så Capitol ingen anden udvej end at ødelægge hele distriktet.

Endnu et bevis på hvor syge folk i dette land var.

Jeg gik ind i elevatoren og trykkede på 1, og straks begyndte den turen op. Det var jo af visse årsager ikke en lang tur, så kort efter lød der et *Pling* og dørene gik op, og afslørede fire bevæbnede vagter der alle havde deres pistoler peget imod mig.

"Hvad laver du her?! Ved du ikke at det er STRENGT forbudt at opholde sig på andre soneres etage, medmindre man har en virkelig god grund?!" Gryntede en af vagterne.

Jeg stirrede koldt ind der hvor jeg regnede med at hans øjne sad, og kiggede så kærligt ned på Diamond, der stadig sov. Et eller andet faderligt instinkt var blevet vækket et sted indeni mig, ved synet af denne forsvarsløse pige. Jeg var villig til at gøre næsten alt, for at hun ikke skulle dø.

Men.

Jeg ved hvad du tænker.

Hvis denne pige skulle overleve, blev jeg selv nødt til at dø.

Men jeg ville slet, slet ikke tænke på det endnu. Lige nu ville jeg bare gerne beskytte hende, og være der for hende.

Og jo. Det var mindst lige så langt ude og sært for mig, som du helt sikkert synes det er! Jeg kendte jo knap nok pigen, og så havde jeg en sådan trang til at beskytte hende.... Jaja jeg er lidt sær, og hvad så?

En dreng der måske var omkring de femten kom styrtende ud af døren ind til deres lejligheder, ved lyden af vores stemmer.

"Diamond!" Råbte han lettet, men stivnede så, da han så hende hænge slapt i mine arme. "Hvad.. Hvad har du gjort ved hende?" Spurgte han skræmt og vagtsomt, og trådte forsigtigt et skridt tilbage.

Hurtigt vurderede jeg drengen.

Han havde de samme lyse øjne som Diamond, og håret havde også den samme farve. Hans hud var dog en tone eller to dybere end Diamonds kridhvide hud.

Han måtte være hendes bror.

"Rolig nu, hun sover bare." Sagde jeg, og sendte drengen et opmundtrende smil. Han kiggede mistroisk på mig, men trak så på skulderen, og førte mig hen til hendes værelse.

Det gav mig muligheden for at snage lidt i deres lejlighed. Den var noget mindre end vores, og malet i lysere farver, men bortset fra det, var de identiske. Drengen førte mig ned ad en lang gang, og stoppede så foran en svagt lyserød dør.

"Her." Mumlede han og skubbede døren op.

Jeg trådte ind i rummet, og lagde forsigtigt Diamond på sengen. Jeg puttede dynen op omkring hende, og rejste mig så for at gå igen. Da jeg var næsten helt henne ved døren, mumlede Diamond svagt.

"Harry? Harry hvor er du?" Mumlede hun, og straks var jeg henne ved sengen igen. "Jeg er lige her min kære." Mumlede jeg.

"Harry jeg er bange." Sagde hun, og kiggede på mig med hendes store blå øjne. Jeg kiggede bedømmende på hende. "Det er jeg også." Svarede jeg så ærligt. Hun lagde sin lille hånd på min kind, og i lang tid sad jeg bare bøjet indover denne lille piges seng, imens hun stirrede mig i øjnene.

"Vil du ikke synge for mig Harry?" Spurgte hun pludselig, og fordi hun allerede havde en eller anden evne jeg ikke fattede, til at have kontrol over mig, valgte jeg den første og den bedste sang jeg kunne komme på.

"Your hand fits in mine, like it's made just for me
But bear this in mind, It was meant to be.......

I won't let these Little Things, Slip, Out of my mouth

But if i do, it's you, oh it's you they add up to.
I'm...."
Sang jeg blidt.

Jeg stoppede, da jeg så at Diamond igen var blevet trukket ned af søvnen. Endnu engang lagde jeg dynen op omkring hende, og vandrede så stille ud af døren, som jeg forsigtigt lukkede bag mig.

Jeg vendte mig om, og dér stod drengen der måtte være Diamonds bror, og ventede på mig med et taknemmeligt blik i øjnene.

"Tak." Sagde han med et smil. Jeg kiggede forvirret på ham. "For hvad?" Spurgte jeg undrende. "For alt det du har gjort for min søster. Jeg er Titan forresten." Sagde han og rakte nervøst hånden frem. Jeg tog imod den, og gav den et klem.

"Harry." Sagde jeg og smilede opmundtrende til ham. "Det ved jeg godt. Min søster er stor fan." Sagde han med et smil der hurtigt stivnede. Han rettede blikket imod jorden. " Du bør nok gå nu. De er nok ved at blive mistænkelige." Mumlede han.

Jeg kastede et sidste undrende blik på ham, og forlod så etagen.

Oppe på min egen etage, ventede de alle på mig, hver med deres forskellige ansigtsudtryk.

Haymitch og Effie kiggede rasende på mig, Katniss med et både kærligt og undskyldende smil, Niall med et mistænksomt udtryk, Zayn og Liam havde præcist det samme kølige ansigtsudtryk, og kiggede begge væk, da jeg kom ind af døren.

Men Louis.

Mine øjne fejede igen og igen over de seks ventende ansigter, men den syvende person var der ikke.

"Han er her ikke." Sagde Zayn hårdt. Jeg kiggede forvirret på ham, men han end ikke kiggede på mig.

"Zayn jeg..." "Spar dig Harry." Sagde han, og forlod opholdsstuen.

"Zayn vent!" Råbte jeg og gik efter ham. "Hvorfor Harry? Så du kan svigte os - igen? Nej tak Harry, jeg tror jeg klarer mig!" Vrissede han.

"Drop nu det PIS der Zayn, og lad mig tale ud!" Sagde jeg arrigt, og greb fat i hans arm. "Så kom! Fortæl mig det! Fortæl mig hvorfor du SKRED midt under det interview der skulle redde ikke bare DIT, men ALLE vores liv?!" Sagde han hårdt.

"Zayn.. Jeg... Det hele blev bare for meget for mig okay?" Hviskede jeg. Hans øjne blødte en smule op. "Harry... Undskyld. jeg skulle ikke have overreageret sådan, men jeg er lidt et omvandrende nervevrag lige for tiden - præcist som du. Og forresten hvem var pigen?" Spurgte han.

"HARRY! HERUD NU!" Råbte Haymitch til sidst, før jeg kunne nå at svare Zayn. Jeg vendte om, og gik tilbage til Haymitch, der lignede en der var enormt tæt på at eksplodere.

"HVAD FANDEN VAR DET FOR NOGET?! HVEM FANDEN VAR DEN PIGE?!" Råbte han arrigt.

Og så måtte jeg kaste mig ud i en laaaaang forsvarstale omkring Diamond og jeg.

"Så længe du holder dig fra hende i spillet, er det vel fint nok." Sagde Effie prøvende. Jeg var ikke helt sikker på hvis side hun egentlig var på, så jeg sukkede opgivende og trak mig tilbage til værelset.

"Læg dig til at sove Harry! I har en STOR, STOR dag foran jer i morgen!!" Råbte Effie efter mig.

Jeg fik den sygeste trang til at vende mig om og give hende fingeren (Nej ikke på den måde you pervert!) men aflivede hurtigt den trang, da jeg vidst havde forvoldt nok skade den dag.

Jeg traskede ind på værelset, imens jeg forberedte mig på mit pt. største problem.

Louis.

Jeg åbnede langsomt døren, og stirrede ind i mørket.

"Louis?" Hviskede jeg ud i mørket. En bevægelse fangede min opmærksomhed. Jeg hev det tøj jeg var blevet tvunget i, til interviewet, og gik hen til sengen hvor Louis lå.

"Louis tilgiv mig." Mumlede jeg, og lagde mig forsigtigt på den tomme plads ved siden af ham. Han vendte sig om imod mig, og kiggede bedrøvet ind i mine øjne.

"Hvordan kunne du?" Spurgte han såret. "Jeg ved det ikke Louis. Jeg var bare så nervøs, og han irriterede mig, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle g...."

Hurtigt blev jeg afbrudt af en par læber der blev presset imod mine. "Hvad skulle det til for?" Spurgte jeg undrende bagefter. "Jeg ville bare stoppe din plapren." Svarede han med et smil. "Jeg burde plapre lidt oftere." Sagde jeg, og pressede igen mine læber imod hans.

_____________________________________________________________________________

Make up seeeex! :D

Ej okay sorry, men har været syg hele ugen, så er blevet pænt glad efter jeg er blevet rask! :D

Kig gerne forbi min julekalender, og UNDSKYLD for at der er gået så lang tid siden sidst! :)

¨- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...