Længsel.

"Selv når jeg var ved at blive alvorlig syg, drev tanken mig videre. For jeg var besat. Besat af tanken om at passe ind. Besat af at være perfekt."

10Likes
5Kommentarer
988Visninger

1. Besat.

 

”Fuck du er tynd!”  Lød Cecilies højtråbende stemme fra den anden ende af omklædningens rummet. Jeg kunne mærke at de andre piger vendte dem om, og rettede deres blik imod mig og min halv-nøgne krop. Min hånd rakte straks ud efter min trøje, som jeg hurtigt trak ned over mit hoved, imens jeg skyndte mig at tage resten af mit tøj på. Jeg burde nok have svaret hende, men der var alligevel ikke noget jeg kunne sige.

Det var efterhånden sket et par gange nu, at folk havde kommenteret min krop. Jeg hadede det.  Det var så ubehageligt, at vide de holdte så meget øje med mig. Når sætningen ”du er tynd” havde forladt deres læber, og alles blikke gennemborede mig. Det var det værste. Jeg følte mig udsat, som om alle skulle se hvordan min krop ser ud. Jeg var ikke perfekt. Og det skulle jeg være. Ellers var jeg ikke god nok.

Da jeg endelig kom hjem smed jeg tunge min taske på gulvet, og tvang forsigtigt mig selv ud i køknet. Selvom jeg på ingen måde kunne lide det, skulle jeg jo have noget at spise. Men endelig ikke for meget. Kun en lille smule. Kun det der ville holde mig i live.

Den kølige luft fra køleskabet ramte forsigtigt mit ansigt da jeg åbnende det.  Som sædvanlig tog jeg et æble, ikke mere eller mindre. Jeg satte mig oven på køkkenbordet, og begyndte så småt at spise. Æblet var saftigt, og dejligt frisk. Men lige da jeg havde slugt den første bid, kunne jeg mærke hvor sulten jeg faktisk var. Min mave føltes tom, som om der aldrig nogensinde havde været noget i den. Som om jeg ikke havde spist i flere dage, hvilket jeg jo heller ikke rigtigt havde.

Det næste skete så pludseligt. Lige der, var det som om min hjerne slukkede. Men så skete det. Jeg løb rundt i køknet som en gal. Åbnede alle skufferne, alle dåserne, poserne, og proppede alt spiseligt ind i munden. Om det så var en gulerod eller en flødebolle. Det skulle bare ned. Nu. På en måde, var det en fantastisk følelse, endelig at kunne gøre hvad jeg ville, og spise hvad jeg ville. Det var der, det gik op for mig, hvor meget jeg savnede det. Dengang, jeg kunne gøre som jeg ville, uden at tænke over det. Det gik op for mig, hvor stor en længsel det var. En længsel efter det gode og glade liv.

 Men det varede ikke mere end et par minutter, før jeg kom tilbage til virkeligheden. Det var ulækkert, og jeg fik det helt dårligt ved tanken. Jeg rasede med det samme ud på badeværelset, stak et par fingre i halsen, indtil det endelig kom op. Det var bestemt ikke en behagelig følelse, men det skulle bare op.

Jeg kastede hurtigt et blik på det store ur der hang på vægen over spisebordet. Et kvarter. Det kunne jeg sagtens nå. Jeg skyndte mig at løbe ud på toilettet, sætte højt musik på og låse døren. Det var ikke før bagefter, jeg begyndte at tænke på hvor forfærdeligt det hele var. At skulle presse en klam finger ned i halsen på mig selv, og mærke det hele komme op. Men det var vel en slags måde at komme af med den dårlige samvittighed. Hvis min mor på en eller anden måde opdagede det, ville jeg jo bare sige at jeg var blevet syg. Hvilket heldigvis betød at jeg skulle blive hjemme, også havde jeg en god grund til at lade vær med at spise.

Det værste ved det hele var bare, at jeg godt vidste hvor forfærdeligt det hele var. Jeg ødelagde min krop, og mig selv. Men tanken om den slanke krop, fik mig til det. Jeg var besat. Besat af at undgå de grimme kommentarer der kom til den fede pige fra klassen, besat af billedet af mig som slank. Selv når jeg var ved at blive alvorlig syg, drev tanken mig videre. For jeg var besat. Besat af tanken om at passe ind. Besat af at være perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...