Aurora

Grace og hendes søster Molly er på flugt. De ved ikke, hvad de flygter fra, og de ved ikke, hvor deres forældre er.
Da Grace endelig finder et sted, de kan gemme sig, en lille by i Connecticut ved navn Fairfield, begynder det hele at falde på plads igen - indtil Grace møder den smukke, mystiske Eli og hans familie.

12Likes
4Kommentarer
707Visninger
AA

3. Kapitel I

En måned og seksten dage tog det os. Vi startede i London, havde taget fra Shanghai til Denver, fra Bogota til New York, og jeg måtte til sidst indse, at en storby ikke var et sted for to unge piger. Molly var kun lige fyldt tolv, og jeg manglede også selv en high school eksamen. Og da jeg endelig turde at tage Molly med hjem til vores hjem i Oregon. Vores lejlighed lå i udkanten af Portland, og den var en af de pænere i området - større end middelklasse og tydeligvis også pænere. Jeg så forundret på min fars sorte Audi, overrasket over, hvor normalt alting så ud. Molly var tydeligvis ikke særlig bekvem ved situationen, og selv jeg kunne heller ikke fatte det - halvanden måned på flugt og pludselig så alt ud som det gamle. Men vi vidste begge, at vi ikke ville møde vores smilende mor i køkkenet, eller vores fraværende far med en bog i stuen. Jeg låste døren op og lyttede opmærksomt, men huset var helt stille. Vi trådte ind i gangen, og det første, jeg lagde mærke til, var lugten - det var tydeligt, at der ikke havde været mennesker her i et stykke tid, for der lugtede mere af møbler, jakker, mad og rene lagener end af normale personer. Alligevel hang der også en underlig, men fantastisk duft i huset. Jeg trådte ind i køkkenet og den røde knap på telefonen, der blinkede, fangede min opmærksomhed med det samme. Jeg kunne høre Molly gå ind i stuen, men jeg fortsatte alligevel hen mod telefonen.

"Molly, Kom lige!" kaldte jeg, og hun trippede nogle sekunder efter hen til min side. Jeg trykkede på knappen, og en skinger kvindestemme lød.

"Grace, Molly. Mit navn er Abigail Brent og jeg er jeres tante. Jeres forældre har forudset dette øjeblik gennem hele jeres liv, og jeres far, James, har forklaret mig, hvad der skal ske. I kommer til at bo hos mig i et stykke tid, og jeg bor i en lille by ved navn Fairfield i Connecticut. I må ikke fortælle nogen om, hvor I tager hen, og I vil finde mere info i en hvid kasse i jeres mors skab. Vi ses forhåbentligt snart."

Der lød en biptone fra telefonen, og lejligheden blev atter stille. Molly lænede sig ind mod mig, og jeg lagde armen om hende og aede roligt hendes arm, hvorefter vi gik ind på vores forældres værelse og, som denne Abigail Brent sagde, fandt en lille, hvid kasse i bunden af min mors skab. Det var faktisk nærmere en skotøjsæske, og da vi åbnede den, var det eneste, der lå deri, et bunk sedler - åh, Gud, hundrededollarsedler - to pas, en kuvert og nogle andre nipsting, der var normale i rejsendes tasker. Og pludselig huskede jeg, at mit eget pas ikke skulle ligge i denne hvide kasse, men i skuffen på mit værelse. Jeg åbnede det ene pas, og stivnede, da jeg så navnet. Grace Smith.

"Vent, det er da..." mumlede Molly, men tiede så og kiggede så op på mig.

"Det er falske pas," mumlede jeg tilbage, og hun nikkede roligt. Jeg så forundret ned på hende og tænkte på, hvor modig hun var. Det hjerteformede engleansigt så roligt op på mig, som om at jeg var en større autoritet end jeg var før. Jeg havde vænnet mig til blikket, for hun havde givet mig det i præcis en måned og seksten dage. Hendes blonde krøller faldt løst ned om ansigtet, og jeg huskede, at jeg selv havde så lyst hår som hende, da jeg var på hendes alder. Mit hår var stadig lyst, men det havde fået mørkere nuancer. Til forskel fra hende havde jeg dog mere brune øjne, noget jeg havde arvet fra vores far. Jeg aede hende på kinden og smilede svagt. "Vi skal til Fairfield, Molly."

 

Mrs. Brent var en kvinde i 60-erne med opsat, gråbrunt hår og venlige, grå øjne. Hun var høj og havde ret ryg, gik altid i matchende nederdel og blazer med en skjorte under. Hun var en god kvinde, og hun havde givet os et kram som det første, da vi kom til huset. Mrs. Brent fortalte os ikke frivilligt om, hvad der var sket med mine forældre, og vi spurgte heller ikke. Jeg vidste ikke engang, om hun overhovedet selv vidste, hvad der var sket dem. 

Jeg havde brevet fra min mor i min lomme, og nogle gange tog jeg det frem og læste det igennem. Lod min finger glide henover den sirlige skrift, mens jeg tænkte på, at hun havde siddet med kuglepennen og skrevet på det samme papir. Det føltes som om, at jeg ikke havde set hende i en evighed, og når jeg tog brevet frem, begyndte jeg at mærke hjemveen.

Molly og jeg blev begge skrevet ind i de nærmeste skoler, og i forhold til tiden på flugt, fik vi endelig tid til at trække vejret og tænke over øjeblikket. Vores tilværelse var stadig ikke normal, men vi begyndte at komme ind i et mønster igen. Og pludselig lå jeg i min seng i det lille værelse overfor Mollys, og der indså jeg, at jeg skulle begynde i skole dagen efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...