Små historier.

"Hendes hænder, hendes fingre, hendes lange og slanke fingre. De slog på tastaturet bare for at få følelserne ud. Tårene, de våde tårer der kunne få en hver sjæl til at græde. Hun ville have det ud. Nogle skar i sig selv, nogle skreg, nogen valgte at holde det for sig selv. Sådan var hun ikke. Hun valgte at skrive hendes situationer ned, skrive dem som fabler, eventyr, fantasi, gyslige eller andet. På den måde skulle det ude. Trods de våde tårer fik fingrene til at glide på tastaturet, stoppede det hende ikke. Det var sådan hun håndterede livet. Skrev dem anonymt, trods hele verdenen kunne læse dem, som det passede dem. Et indblik i hendes liv."

2Likes
0Kommentarer
454Visninger
AA

3. Viva La Vida.

 

"Adam, det er tid til at gå i seng." brummede hans far, imens han kiggede på uret. Klokken havde præcist slået otte, og i følge Adams far var det tiden til at gå i seng. Personligt mente han selv at det ikke nødvendigt, at skulle så tidligt i seng, alligevel vidste han godt hvad der ventede hvis han ikke gjorde som han fik besked på.

Med et støn rejste han sig op fra den beige farvede chaiselong sofa, som efterhånden var blevet møg hamrende beskidt efter hans fars 'mande aftener.' Det var de dage han foretrak at være hjemme hos sin mor i himlen, men der var ikke noget at gøre ved det. Hvad skal skulle han da gøre? Gøre det samme som hende, og forlade jorden og aldrig komme tilbage? Hvad ville hans ven Martin sige? Ville han mon tage med ham til himlen.

Martin var Adams usynlige ven. Eller, for Adam var han da synlig. Han sagde at Martin havde meget rødt hår, og tydelige fregner. Hans næse fik rynker når han grinte eller smilede, og når Martin smilede, smilede Adam også. Hver gang Adam forstillede sig at blive ramt af et tog, eller bede en om at skære ham i stykker ligesom de gjorde på TV, sagde Martin altid at han lovede at en god drøm ville komme i nat, hvis han ikke gjorde. Adam kunne godt lide gode drømme.

Hvis man så på Adam lige nu, ville man bemærke hvor underligt han gik. Det var som om han allerede var i drømmeland, men det var løgn. Han snakkede med Martin i hovedet, for han havde de onde tanker igen, som Martin kaldte dem. Endnu engang gjorde han et forsøg på at overbevise ham om at der slet ikke var nogen grund til at gøre. At han bare skulle vente om nogle år, var han gammel nok til at kunne slippe væk fra hans far, der direkte forsømte Adam. 

Væk fra druk, og sprut. Væk fra snyd og lyv. Væk fra ham og hans ækle venner. Det var det der betød noget, en enkel gang havde Adam spurgt sin lærer om han ikke måtte bo ved hende. Men fortrød det straks, da han vidste hvordan hans far ville reagere hvis han fandt ud af hvis han fik det at vide. Han ville drikke alt for meget, og forsømme Adam mere end nogensinde før. Han skød sine hænder op til munden, da han ville vide hvad han skulle sige. 'Det var Martin der sagde jeg skulle!' havde han næsten skreget, og løbet igen.

Den nat ville Martin ikke lade ham være, han var sur over at Adam havde givet ham skylden. Han hjemsøgte hans drømme med de værst mulige ting, Adam havde oplevet. Hans mors såkaldte ulykke, de mange slag han havde modtaget fra hans far. Praktisk talt hans liv passere revy, og det begyndte at skræmme ham hvad Martin var i stand til. 

Han rystede på hovedet, det var ikke noget han ville tænke på nu. Martin havde lovet ham gode drømme, og det var gode drømme han skulle have. Han prøvede at smile, men mislykket. Han ville smile for Martins skyld, ellers kunne han let lave gode drømme til onde drømme, det havde han sagt.  Så snart han kom i tanke om det fløj han næsten ind på hans værelse.

Hans værelse lå på første sal, i enden af gangen til højre. Han var glad for at have værelse oppe på første sal, for så behøvede han ikke at være bange for hans far ville komme når han var alt for fuld. Det var nemlig en vindeltrappe, som var alt for stejl, mente hans far. Dog havde aldrig gjort noget ved det, det var kun Adam, Martin og spøgelserne der boede på første sal, sagde han altid til sig selv.

                 ”Er du i seng Adam?” lød hans fars stemme. Han lød ædru, alligevel kunne Adam ikke vide sig sikker. Han rystede på hovedet, og trak i hans pyjamas. Det havde hans faster Elisa givet ham, inden hun droppede kontakten med sin bror, Adams far, hvilket ville sige kontakten til Adam også. Han sukkede lavt, og åbnede døren igen.

                 ”Jeg er på vej, far! Godnat!” råbte han, så han var sikker på hans far kunne høre ham. Et suk undslap atter Adams læber, igen, da han slå kontakten til ved den lille natlampe bil. En rød Ferrari der lyste i mørket for ham. Han lagde døren på klem, så lyset i gangen også kunne trænge en. Han var tilfreds med det, og hoppede ellers tilbage til hans varme seng igen. Så forsvandt han da ellers i drømmeland..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...