Stella

Stella er en 14-årig pige. Hendes mor og far er skilt, og hun har kun en halvbror. Hun har sin egen hest, som hun elsker mere end noget andet. Hun har fået en kæreste, men hun skal på sommerferie i Rio sammen med sin far. Men hvad sker der når hun bliver kidnappet? Og hvem er Jake der redder hende egentlig?

1Likes
0Kommentarer
863Visninger
AA

5. Kapitel 4

Men jeg kan ikke falde i søvn. Jeg ringer til Kate i stedet. " Nu skal du sove for hvis du bliver vækket klokken 1, så er der altså kun 1 time tilbage " siger Kate og inden jeg når at svare lægger hun på og sover videre.

Det er alt for tidligt far kommer og vækker mig. Jeg ligger mig om på den anden side og prøver at sove videre. Men da jeg kommer i tanke om hvad vi skal, springer jeg ud af sengen og tager tøj på. Kate har lovet at passe Stjerne og trække ture med hende mens jeg er væk. Jeg har sagt at hun rigtig gerne må ride på hende i stedet. Det ved jeg hun kan. Jeg tager en hætte-trøje og et par jogging-bukser på og napper min dyne. Jeg skal sove noget mere i bilen. Jeg tager kufferten og går ud på badeværelset. Jeg skal på toilettet og bagefter ordner jeg hår, og børster tænder. Så går jeg ud til far og siger jeg er klar. Så går vi ud i bilen. Far skal have sin nye kæreste Elena med. Vi kører op til hendes hus og hun hopper ind i bilen. Jeg ligger mig til at sove, og vågner igen da vi næsten er der. Vi er i lufthavnen klokken 5. Flyet letter klokken 6 så vi er der til tiden. Vi sætter os og venter mens jeg har musik i ørene. Jeg falder langsomt i søvn og drømmer en mærkelig drøm. Jeg er i Rio men jeg bliver væk og ender i et mørkt rum. Jeg har hænderne bundet og kan se alle ude på gaden gå forbi. De hjælper mig ikke selvom jeg hopper og råber. Til sidst giver jeg op, sætter mig på gulvet og græder. Det er ikke en rar fornemmelse og til sidst vågner jeg rystende i lufthavnen. Far trækker mig op at stå for vi skal med flyet nu. Han ligger ikke mærke til jeg er rystet, men det har jeg vænnet mig til. Han har aldrig været den person der tager meget hensyn. Sådan er han bare. Det er vist også en af grundene til mor ville skilles. Han tænkte ikke på os, men på sig selv. Vi går igennem den lille gang der fører fra lufthavnen til flyet. " Så er der ingen vej tilbage " siger min far og holder mig i hånden. Han er nemlig ret bange for at flyve. Straks fortryder jeg at jeg faldt i søvn. Jeg skulle jo have sms'et Kate og give hende information. " Godt der findes MSN " mumler jeg og sætter mig. Der kommer en stewardesse og spørger om jeg ville have en sandwich. Jeg svarer ja tak og det er heldigt. Den er rigtig god med kylling, bacon og dressing. Da jeg er mæt kigger jeg ud. Vi er meget langt over jorden, og jeg kommer i tanke om engang i 1. klasse. Jeg havde tænkt mig at blære mig foran klassens sødeste dreng ved at hoppe fra 5 meter vippen, men det endte med at der måtte en voksen derop fordi jeg havde højdeskræk. Så kom han selvfølgelig op og sprang ud og hele klassen klappede. Det var SÅ pinligt. Kate kom hen og støttede mig hver gang der var nogen der drillede mig. Jeg elsker hende overalt på Jorden. Jeg kigger ud en sidste gang. Så vender jeg mig om og lukker øjnene.

Så er jeg byen i Rio. Der er mega smukt og en masse palmer. Der kører en form for tog-vogne rundt i hele byen. Vi hopper på en af vognene og kører ind til hotellet. Der er en lille reception med et par potteplanter rundt omkring. Vi stiller os i kø, og det bliver hurtigt vores tur. " I skal bare gå helt ned i enden af stedet. Der er et af hotellerne. Jeres værelse er nummer 367. Ring bare på klokken for room-service " siger hun på engelsk og vi gør hvad hun siger. Da vi kommertil vores væreelse bliver jeg ret glad. Der er nemlig to rum hvor man kan sove - altså et til mig og et til far og Elena. Et ret stort badeværelse og en lille stue med tv. Min far siger jeg bare kan ringe til Kate og høre hvordan det går så tit jeg vil. Det koster nok ikke så meget siger min far hele tiden. Jeg ringer straks til Kate og hører med Stjerne. Hun svarer at det går rigtig godt og at hun træner hende til et stævne. " Der er åbenbart nogen, sikkert Natja, der har skrevet dig på sedlen. Hun ville jo vinde hver gang uanset hvad. Så hun har jo fundet ud af hvornår du skulle på ferie og skrevet dig på. Jeg har tænkt mig at stille op i stedet for dig og sige du er syg. Vi ses " siger hun og ligger på. Tænk engang at Kate stiller op på Stjerne. Da jeg var 13 var der også et kæmpe stævne og jeg deltog på hende. Det var en udendørs-bane og der var en vand-forhindring. Stjerne stoppede to gange op. Tredje gang lagde jeg ekstra fart på. Stjerne lagde an til at springe, så jeg rejste mig op i bøjlerne. Men hun lavede et bukkespring og jeg faldt af. Lige ned i det vand der er foran springet. Jeg skulle jo ride ud af banen. Men Stjerne skulle ud en anden vej end mig. Så da jeg red mod udgangen sprang hun over hegnet med mig. Hun kunne springe over et rigtig højt hegn, men ikke en vand-forhindring. Jeg var træt af mig selv resten af dagen. Jeg går ned til poolen og bader resten af dagen.

En dag vågner jeg og ser min far er væk. Jeg tænker lidt og kommer i tanke om yoga-holdet. Min far kiggede meget på det i går, så han er sikkert gået derned. Jeg hopper ud af sengen og tager bikini på. Men så kommer min far. " Vi skal på tur i dag. Så gode sandaler og praktisk tøj er påkrævet. Elena bliver her på hotellet og solbader " siger min far og skynder sig ud på badeværelset. Da han kommer ud igen har jeg en T-shirt og et par shorts på. " Det er godt min skat, vi mødes ved morgenmaden om 5 " siger han og løber ud af døren. Min far der altid er doven spiser hurtigt færdigt, og venter rasteløst på mig. Det plejer at være helt omvendt, min far er langsom og jeg er hurtig. " Kom nu skat det gider jeg ikke vente på " siger han og trækker mig væk fra min bolle. " Jeg har mad med i tasken til når du bliver sulten senere " siger han og går op mod en af de der togvogne. Vi hopper af for foden af et meget stort bjerg. Min dovne, tykke far er ved at få mig og ham selv til at vandre op på toppen af et kæmpe bjerg! Det giver jo ikke mening! Men jeg blev tvunget. " Der er så smukt på toppen " siger min far for femogtredivte gang. " Hold nu kæft " mumler jeg. Jeg kunne sagtens sige det højt, for når min far er i det humør, kan kun min mor ødelægge det. Men han har ret. Det er det smukkeste jeg nogensinde har set deroppe. Vi kan se udover hele Rio og den smukke figur af Jesus eller hvem det nu er står i udkanten af byen. Da jeg går ind i skoven for at finde pinde til et bål går jeg ned i en lille dybning af en slags. Da jeg går op aner jeg ikke hvilken vej jeg skal. Mine fodspor er væk og inde i skoven er der mørkt. Jeg prøver mig frem men giver op. Jeg sætter mig på jorden og venter. Pludselig hører jeg skridt bag mig. Jeg rejser mig hurtigt op og ser en kvinde komme imod mig. Hun er vidst i halvtredserne og ser mildt på mig. " Kom med mig. Jeg gør dig ikke noget det lover jeg. Du er vist blevet væk. I morgen tager vi ind til byen. Jeg kender den ud og ind og finder nemt det hotel hvor du bor " siger hun. " Hvordan vidste du... " prøver jeg men jeg giver op. Jeg følger bare med hende og håber på det bedste. Hun bor i en lille hytte i udkanten af skoven. " Kald mig Jane " siger hun og kigger spørgende på mig. Der går lidt tid for jeg forstår hvad hun prøver på. " Og øhh kald mig Stella for det hedder jeg " svarer jeg lidt forbavset.

Om aftenen da Jane er gået i seng kryber jeg under tæppet i stuen. Jeg er næsten faldt i søvn da to mænd kommer ind. De griber mig, holder mig for mund og øjne og slæber mig med ud. " Vi har en pistol med. Du er udmærket klar over hvad der sker hvis du råber eller sladrer for du er klog " hvisker den ene. " Vi ved godt du er på ferie med din far. Og vi ved også at din far er rig. Han giver os 12.000 og du er fri. Er du med? " spørger den anden. Jeg nikker bare, jeg kan jo ligesom ikke rigtig sige noget. De bærer mig ud i deres bil og ligger mig indi bunden af bilen. Jeg ser op et par gange, og vi kører altså mest i mørke, smalle gader. Endelig stopper vi op. Der er stadig mørkt udenfor. Mændene stiger ud af bilen og bærer mig hen til et gammelt, forladt hus. Ruderne er dækket med bræder, og man skal grave igennem en masse klamt for at finde døren. I stedet bærer de mig gennem haven. Der er gravet et ret dybt hul midt i det hele. Der er også en stige som den ene af mændene først kravler ned af. Så kommer jeg, og til sidst den anden mand. Det er en lang gang der kun er oplyst af nogle få fakler. Da enden kommer er der endnu en stige. Den kravler vi op af og ender i et rum. Det er nok kælderen. Der finder de en stol og binder mig fast til den. Jeg får snor om livet og hænderne. Hænderne ender omme på stoleryggen. " Når du skal på toilet vipper du bare på stolen. Så ringer der en klokke som er bundet til stolebenet. Det gør også at vi hører hvis du flygter "siger den ene. Så går de. Det var jo min eneste chance for at flygte. Nu sidder jeg fast her. Da det er ved at være morgen kommer de med noget mad. Men det er kun her hvor jeg er bundet der er ting der virker. Så de har noget med b.l.a noget oksekød med. Som stadig er i emballagen. De bruger en kniv til at åbne. De ligger den på kanten af køkkenbordet. I mit hoved formes straks en plan. Når de er gået vipper jeg mine fødder op på bordet. Der skal jeg have fat i kniven og undgå at den falder på gulvet. Jeg har gået til yoga og er meget smidig. På en eller anden måde skal den fod der har kniven om til min hånd. Der ville jeg prøve at skære mig fri og løsne det andet reb om maven. Så ville jeg rejse mig og lige så stille liste ud. Inden ville jeg finde en pose og noget mad i det lille køleskab. Så ville jeg finde hjælp og komme tilbage til hotellet. Jeg er overhovedet ikke sikker på det lykkes. Men jeg er usædvanligt hurtig og ved det med pistolen er løgn. Jeg kender også et par tricks til at forsvare mig med. Så hvis jeg bliver snuppet er der 75% chance for det går. De går også et par minutter efter. Jeg får nemt fat i kniven på bordet. Så er problemet bare at få den om til mine hænder. Jeg rykker ned ad på stolen så jeg nærmest ligger ned på den. Rebet ligger over min navle. Så rejser jeg mig op så jeg kun balancerer på ryggen. Jeg får med nød og næppe vippet min fod om til min hånd. Og det virker. På ingen tid er jeg fri og kan flygte. Jeg finder en lille pose som de ville bruge til skraldespanden. Den tager jeg og hælder alt mad der ikke skal steges eller koges derned. Jeg tager også alle vandflaskerne og et plastik-krus. I et af skabene finder jeg også en lommelygte.Den bliver nok nødvendig Jeg kravler hurtigt ned af stigen og går ned i gangen. Så løber jeg igennem. Da jeg kommer til den anden stige kigger jeg forsigtigt op. Men desværre kigger mændene ud inde fra huset samtidig. De farer op fra stolene og skynder sig ned af trappen til kælderen. Det er rimelig heldigt for mig at hoveddøren er spærret, for det tager et stykke tid at komme ned i kælderen fra selve huset. Jeg skynder mig op og løber. Jeg løber hen hvor man kan komme ud. Der er en låge og den er låst. På en måde kommer jeg over lågen og løber videre. Jeg kan se en lang vej, og en skov. Skoven er nok den eneste fornuftige og smarte vej, så den vej løber jeg. Jeg kommer hurtigt ind gennem buskadset og løber. Jeg kan høre mændenes fodtrin i de blade og pinde der ligger rundt omkring. Jeg er et godt stykke foran. Igen får en plan form. Jeg ville sætte ekstra fart på. Når jeg ved de ikke kan se mig mere kravler jeg om bag et væltet træ. De ville nok løbe forbi. Når jeg ikke kan høre deres fodtrin mere løber jeg samme vej tilbage. Planen virker. Da jeg dukker mig ned bag træstammen løber de lige forbi. Når deres raslen med bladene er væk løber jeg samme vej tilbage. Det varer ikke længe før de finder ud af at jeg har snydt dem. Jeg kommer ud af skoven og ud på vejen. Jeg lunter hen ad den og til sidst finder jeg noget vand frem. Jeg tager en ordentlig slurk og løber videre. Pludselig er der to veje der skiller lige foran mig. Jeg vælger den til venstre væk fra skoven. Jeg går ret længe uden at der sker noget. Jeg sætter mig ned. Jeg skulle være blevet. De var jo ikke rare men de gav mig mad og varme. Jeg sætter mig ned. Pludselig mærker jeg et fast greb om mine skuldre. Jeg ved at det er den ene af mændene. Jeg vender mig om og lader som jeg har overgivet mig. Men nej. Da jeg vender mig om hænger jeg med hovedet. Der spiller et lumsk smil om mine læber men det ser han ikke. Da han lige skal til at gå med mig kigger jeg på ham med smilet om læberne. Jeg sparker ham i skridtet og giver ham en knytnæve i maven. Han falder sammen og jeg løber videre. Den anden mand kommer senere og ser hvad der er sket. Han sætter i løb efter mig, og lader den anden være. Jeg løber bare alt hvad jeg kan. Jeg ved det måske er min sidste chance. Jeg finder et skilt. Der står noget på brasiliansk og der er tegnet en by. Den vej pilen peger løber jeg. Jeg ender faktisk i byen. Jeg løber i gennem byen og siger undskyld mig mange gange på engelsk. De flytter sig faktisk. Jeg når udkanten af byen. Der er en masse marker og bønder tror jeg. Jeg spørger mange rundt omkring men de forstår ikke engelsk. Så finder jeg en pige. Hun er cirka 9 år og hun tager mig i hånden, da jeg spørger hende om det med hotellet. Vi går hen over markerne og samme vej tilbage som jeg kom fra. På et tidspunkt stopper vi op. Vi sætter os på en bænk i nærheden. Det er som om vi venter på noget eller nogen. Det gør vi faktisk også. Der kommer en dreng på min alder hen mod os. Han siger noget til pigen på brasiliansk og tager så mig i hånden. Pigen går tilbage mod markerne. Drengen fører mig gennem byen. Og så sker det jeg frygter mest. Den ene mand får øje på mig. Han stormer mod mig og drengen. Drengen skubber mig væk og går i kamp med manden. Der bliver hurtigt stimlet op omkring os. Drengen beskytter mig. Men da han slår ud efter manden rammer han ved siden af og manden svinger ham rundt. Til sidst rammer drengen jorden med et bump. Man kan nemt se at manden har tænkt at slå ham bevidstløs. Det tillader jeg ikke. Jeg stormer i hovedet på manden og gør det samme ved ham som jeg gjorde ved den anden. Jeg får drengen op at stå. Vi løber gennem den bane folkene har lavet og så forsvinder vi atter. Vi løber ind mellem to huse og gemmer os der. " Jeg hedder Jake hvad med dig " siger han på perfekt dansk. Jeg kigger bare målløs på ham. Med det lyse hår og de krystalblå øjne ligner han en gud. " Kan du dansk? " spørger jeg og kigger underligt på ham. " Ja jeg har boet i Danmark til jeg var to. Min mor og far døde i en bus-ulykke og jeg blev adopteret. Mine nye forældre boede her. De behandlede mig ikke godt, så jeg stak af. Der er en købmand der altid giver mig mad, varme og ly for natten. Jeg glemte aldrig det danske sprog " siger han. " Jeg hedder Stella og jeg ville så gerne finde min far og det hotel jeg bor på i to uger " siger jeg og finder hans hånd. " Jeg er flygtet fra ham der angreb dig og en anden. De havde fanget mig og forlangt at min far skulle betale 12.000 for at få mig fri. Jeg slap heldigvis fri og flygtede. Men.......... Jeg er altså bange. Det har jeg aldrig været for alvor, men det er jeg altså nu " siger jeg. Han ligger armen om mig og sådan sidder vi længe. Til sidst rejser han sig. " Vi må ud og finde et sted på markerne at sove. Købmanden har lukket og uanset om man er en forældre-løs dreng, kan man ikke komme ind efter lukketid " siger han og river mig med. Vi kommer ud på marken og finder et godt sted. Jake finder pinde og jeg ligger mig godt til rette. Jake tænder et bål og ligger sig ved siden af mig. Sådan falder jeg altså i søvn - hånd i hånd med en jeg næsten ikke kender.

Da jeg vågner næste morgen sidder Jake og kigger forundret på mig. " Hvad er der med dig? " spørger jeg og sætter mig op. " Det er fascinerende at se dig sove. Dine ansigtsudtryk er specielle og smukke " siger han. " Nå vi skal jo have dig hjem til hotellet " siger han og rejser sig op. Jeg følger med. Vi går igennem byen igen. Men der er en vej jeg ikke har set. Den fører hen til en bus. Det er den bus mig og far kørte med! Så ved jeg at jeg kommer til hotellet. Vi kører i næsten 2 timer. Jeg er virkelig kommet på afveje. " Så skal du vel hjem til Danmark. Og jeg skal tilbage på gaden " siger Jake og slår blikket ned. " Åh du kan lige tro nej. Du skal med mig til Danmark om du ville eller ej. Du har gjort så meget og nu er det min tur. Min far er stinkende rig, og ville være fuldstændig ligeglad med at betale en ekstra billet " siger jeg selvsikkert. Han skal ikke bo på gaden længere. Det fortjener han ikke. Han nikker som svar på at han har overgivet sig. Jeg bliver nødt til at droppe Christian. Jake er min sande kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...