Det perfekte liv.. Eller hvad?

Udadtil ser Nina ud til at have det perfekte liv. Det der liv, som de fleste kun kan drømme om. Ikke fordi hun er ekstremt rig, men pga. den tilsynladene mangel på problemer

2Likes
0Kommentarer
349Visninger
AA

1. The normal morning

 

          Jeg strækker mig langsomt og gaber. Det har været en god nat. Ingen forstyrrelser, bare søvn. Jeg ligger et par minutter og stirrer op i loftet. Hører den sagte puslen ude fra køkkenet. Gennemgår hvad jeg skal i dag, og hvad der skal ske i morgen. Jeg hører Christopher kalde på mig. Han lyder sød, som altid.

”Niinaaamus,” råber han ude fra køkkenet. Han lyder glad, ”jeg har lavet morgenmad!”

Jeg grynter søvnigt, og det går op for mig, at der ikke er den store chance for at han hørte det.

”Jeg kommer nuu!” råber jeg træt tilbage, og kommer langsomt op og side. Så rejser jeg mig, tager mit tøj og tøffer ud på badeværelset.

Ude i køkkenet står Christopher, med Anna på armen. Hun er snart et år gammelt, og det minder mig om at jeg meget snart må ud og købe fødselsdagsgave til hende. Christopher smiler til mig. Jeg kan mærke mig egen mund brede sig i et stort smil.

Vi spiser morgenmad i en stilhed, der kun imidlertid bliver afbrudt af Annas mumlen og pludren. Jeg sidder og tænker på, hvad der skal ske i dag. Hvilke møder jeg skal til. Hvilke foredrag jeg nu skal holde. Jeg tager endnu en bid af min pandekage. Desværre er det også den sidste, og jeg kaster et længselsfuldt blik over mod den sidste på fadet, der står og venter på mig på køkkenbordet. Christopher griner.

”Det er okay, skat,” siger han med et smil, ”Jeg kan jo bare lave nogle nye.”

Jeg kigger glad på ham, og griner. Han griner også. Jeg har en dejlig kæreste.

”Tusind tak” siger jeg sødt til ham, og sender ham et smil. Jeg smutter op af min stol, og tripper hurtigt hen og snupper pandekagen.

 

                                     ✽ ✾ ✽ ✾ ✽

 

          Jeg lister hurtigt og adræt ud i gangen, sætter mig ned og begynder at snører mine sko. Jeg hører Annas puslen inde fra stuen, og lidt efter ser jeg Christopher kommer ud i entreen. Han vifter med min pung.

”Du skal jo også have frokost, gætter jeg på?” Spørger han med et drillende smil. Jeg holder mit ansigt helt neutralt.

”Nææh, det havde jeg faktisk ikke tænkt mig i dag,” svarer jeg. Min kæreste står bare og set forvirret på mig. Så kan jeg mærke mit ansigt flække i et smil, og jeg kigger op på ham og rækker ud efter pungen.

”Selvfølgelig skal jeg det, tak fordi du huskede mig på det,” siger jeg, og et stort smil breder sig på hans ansigt. Han giver mig pungen, griner en enkelt gang og tøffer så ind i stuen. Jeg rejser mig op, kigger på uret og gør store øjne. Shit. Jeg er sen på den.

 

                                                  ✽ ✾ ✽ ✾ ✽ 

 

Jeg løber nu. Er forpustet. Ned af trappen, ud på gaden. Jeg skal nå mit tog, er den eneste tanke jeg har i hovedet. Der er stationen. Og der holder mit tog! Jeg tvinger mig selv til at løbe endnu hurtigere. Hen til kiosken. Drej til venstre. Skub til folk, om nødvendigt. Nu er det 10 meter fra mig, og dørene begynder at lukke. Nej! Jeg spurter det sidste stykke, så godt jeg kan i mine nye sko, og når lige at få en arm klemt ind imellem S-togets døre. Til min store lettelse åbner døren, alt imens jeg snapper efter vejret som en eller anden frø. Forpustet sætter jeg mig ned på det første, og bedste sæde der kommer til syne. En mand inde i kupeen kigger på mig med et skævt smil.

”Heldigt,” siger han.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...