Det perfekte liv.. Eller hvad?

Udadtil ser Nina ud til at have det perfekte liv. Det der liv, som de fleste kun kan drømme om. Ikke fordi hun er ekstremt rig, men pga. den tilsynladene mangel på problemer

2Likes
0Kommentarer
366Visninger
AA

2. On the job

          ”Ninaa!” Bliver der sagt ude fra gangen. Stemmen er skinger. Åh nej, når jeg lige at tænke, før en meget striks dame træder ind af døren. Hendes korte, grønne kjole giver hende et skarpt look, og den lille, skriggule hat med machende sekretærbriller gør det ikke meget bedre. Under hatten hærger et vildt, krøllet hår. Prikken over i'et er dog hendes 11-12 cm høje, olivengrønne sko.

”Heey, Nina, honey, jeg har lige de har papers som jeg tænkte at jeg måske lige kunne få dig til at kaste et look på?” Kværner hun løs. Jeg er ikke engang sikker på, at en leopard ville kunne følge med i det tempo.

”Øøh, yes, det skal jeg nok,” svarer jeg træt, for jeg har lært af erfaring at hun absolut ikke kan tåle et nej.

”Men nu må jeg arbejde,” siger jeg til hende, og prøver så godt jeg kan at skjule den snert af irritation, der uden tvivl har stor lyst til at snige sig ind i min stemme.

”Yees, of course!” Hviner hun, og laver sin åndssvage "kyskys"-gestus, som hun klart har fået fra Mean Girls. Så tripper ud af mit kontor. Jeg sukker, og får slæbt min jeansbeklædte røv tilbage til min kontorstol. Det er lige før, at jeg ikke orker at kigge på hendes papirer. Med et ansigtsudtryk, der ikke ligefremt er venligt, går jeg igang med at læse dem.

                                  ✽ ✾ ✽ ✾ ✽ 

Den tunge banken på døren får mig til at fare sammen, og med en ikke helt tydelig stemme får jeg presset et "kom bare ind!" Frem. Jeg stopper med at pakke mine ting sammen, da døren går op, langsommere end normale mennesker ville åbne den. Ind træder Ove, en af de "ældre herrer" her på vores gang. Efter min mening den type, der føler sig hævet højt over "nutidens ungdom". Han glor lettere irriteret på mig, hvorefter han rømmer sig og med nød og næppe undgår et kraftigt hosteanfald.

"Øh, Nina." Siger han tvært, efter at have kastet et hurtigt blik på mit navneskilt. Han kommer her ikke så tit.

"Hvad?" Svarer jeg, nok lidt skarpere end jeg egentligt vil. Han vender øjne af mig.

"Jeg er ikke færdig... Du skal møde nede på kontoret."

"Hvilket et af dem? Og hvorfor?" Spørger jeg, eftersom han ikke gør mine til at sige mere.

"Nr. 43, til venstre. Og tag det roligt!" Vrisser han, for derefter at gøre et, efter min mening, lidt for stort nummer ud af at gå langsomt og værdigt ud. Som om han kan kommandere med mig. Et tungt suk undslipper mig, som jeg sidder der i min stol. Det giver et lille gib i mig, da der kommer et surt "Det hørte jeg godt!" Ude fra gangen. Så hører jeg de slæbende, tøffende skridt, som kun kan tilhøre Ove. Jeg får med besvær rejst mig op af min stol, og betragter betaget udsigten et øjeblik fra mit kontor. Det er nok et af de smukkeste tidspunkter i løbet af min dag. Normalt ville jeg være på vej ned af den lange trappe, da elevatoren er i stykker for tiden, og jeg ville glæde mig til at komme hjem og slappe af. Men nu bliver jeg altså ned til at gå ned til kontoret. Nr. 43, sagde han.

Jeg får vendt mig om, og mens jeg går ned af gangen fisker jeg min mobil op af lommen.

"Må blive længere, skriver når jeg er p vej hjem. Love you, N." Mine fingrer glider hurtigt over det velkendte, og efterhånden også slidte tastatur. Jeg er nær ved at gå forbi lokalet. Jeg er søvning, fortæller jeg mig selv med et lille smil. Det når ikke rigtig øjnene. Forsigtigt stiller jeg mig op foran døren, og skal til at banke på, da en dyb stemme lyder inde fra rummet. "Kom bare ind, jeg er ikke farlig." Man kan nærmest høre, hvordan han smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...