Født til at blive spist

Her har jeg så prøvet at leve mig ind i, hvordan en appelsin må have det. Enjoy! :)
NOTE: Der kommer ikke flere kapitler, da den er færdigskrevet.

4Likes
2Kommentarer
334Visninger
AA

1. My different world

 

          Hvis bare jeg havde lyttet til de gamle. Men jeg var umoden og dum. De sagde til mig, at jeg ikke skulle kalde på bierne. De gamle havde fortalt forfærdelige historier, som de havde hørt af dem. Om hvordan man endte på noget, de kaldte et køkkenbord eller i en kurv, hvis man var god nok, og om hvordan man blev kastet væk som en rådden larve når man ikke var.

          Og nu ligger jeg så her. I denne underlige, nye form for plantage. Her er meget larm. De må have en anden slags bier her. Over mig er der nogle gigantiske, magiske blade, som formår at vise hvad der er under dem. Ved siden af bladende sidder der nogle underlige, hvide ting, som lyder som om de klager. Jeg kan ikke forstå hvad de prøver at fortælle, men alt hvad de siger, føles koldt.

          Jeg ligger hernede blandt mange andre af min slags, og ser på alle de høje skabninger, der ligner Plukkere. De har alle forskellig skræl på, og render rundt mellem os som var vi bare ting.

          Pludselig føler jeg et puf. Jeg lå vist i mine egne tanker. Brutalt bliver jeg hevet op af en stor kran uden skræl på. Det ligner til forveksling dem som Plukkerne har.  Den stopper mig, og nogle andre jeg kender fra plantagen ned i en slags gennemsigtig ekstra-skræl. Den føles mærkelig, slet ikke som min. Denne her er meget glat. Pludselig begynder kæmpe-skrællen at svinge, og de mærkelige biers summen fader væk. Jeg kigger forsigtigt op, og ser at der sidder en stor, hvid knude oppe i toppen af skrællen. En lettere panisk følelse risler gennem min saft. Hvis det var en af os, der havde sådan en hjemme på plantagen, var vi blevet smidt væk for længst. Bare den ikke smitter.

          Pludselig begynder den enorme skræl at falde, og alle som en begynder vi at skrige. Derhjemme fik vi altid at vide, at når først man var faldet ned, så var der ingen vej op igen. Så var der mange grufulde måder at dø på.

          Så mærker jeg et bump, og vi landede på jorden. Skrællen blev slap, og den lagde sig om os som tusinde af bløde blade. Det var en mærkelig jord, den var både hård og med huller i. Desuden var den også en meget overmoden farve. Pludselig begyndte den at bevæge sig! Den bumlede og skramlede, og lavede den mest forfærdelige summen jeg længe har hørt. Så er det nok ikke jorden alligevel. Nu hvor jeg mærker efter, føles det også mere som en kurv, med alle de huller.

          Da vi alle havde skramlet, bumlet, hoppet og skreget på livet løs i noget der føltes som en evighed, blev vi endelig taget op af den forfærdelige kurv. Det føles lidt som om alle ignorerer os, der var i hvert fald ikke kommet nogen der så meget som havde kigget på os. Den tur havde også givet mig adskillige bløde mærker, og de er altså ret svære at komme af med. Jeg, og alle de andre, bliver placeret på et underligt stykke forhøjet gulv, som kører os af sted. Lidt ligesom en bakke, man ruller ned af, bare med den forskel at her er der fladt. Hjemme på plantagen var der nogle gange nogen der faldt ned og rullede ned af bakken. Jeg har selv set det.

          Pludselig kom en af de Plukkere, der åbenbart var her på plantagen. Nu jeg ser nærmere efter, kunne jeg se at det var den samme der havde maltrakteret os nede i den der kurv. Dens kran greb kæmpe-skrællen, og vi blev endnu en gang løftet op. Denne gang puttede hun os ned i en kæmpe stor skræl, med et hul i midten og en masse farver. Jeg forstår ærlig talt ikke, hvordan den skulle nytte. Den yderste skræl begyndte at vugge, og jeg synes det føles blidere end sidste gang jeg blev puttet ned i en ekstra-skræl. Hernede fra kunne man ikke se noget, men lyset skifede meget. Efter noget tid mistede jeg tidsfornemmelsen. Den kom brat tilbage, da der kommer det mest brutale brag jeg længe havde oplevet, og alle 10 af os triller klodset ud af den store skræl, da vi har en mindre kæmpe-skræl omkring os. Så lyder der en skarp lyd, og jeg bliver taget op af en mindre udgave af en af de snart velkendte kraner. Jeg får pludselig bange anelser. Hvad vil denne lille Plukker gøre ved mig?

          Pludselig er der noget der gør ondt. Meget ondt. HOLD OP MED DET, skriger jeg, men den lille, egoistiske Plukker ignorerer mig. Følelsen af en gennemborende smerte breder sig, og jeg skriger. Min saft sprøjter ud over den, og den laver nogle mærkelige lyde, som jeg kender fra de andre Plukkere hjemme på plantagen. Det plejer at være et tegn på, at de har fundet noget der er godt. Det føles som om at blive maltrakteret, blive stukket af en bi og spist af mange larver på samme tid. Så bliver alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...