Farligt begær (+15)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 21 dec. 2012
  • Status: Færdig
Claire finder sin landsby dræbt af monstre, og for ikke selv at blive dræbt og voldtaget flygter hun, men bliver fundet af en ung mand, som bringer hende hen til et sikker sted, men noget er der over den mand, hvad vil han, og hvorfor reddet han hende.




18Likes
34Kommentarer
3161Visninger
AA

7. Det store chok

Jeg sad en aften og broderede sammen med Antonia, da jeg mærkede en stikkende smerte i min mave. Jeg tabte det, som jeg havde i mine hænder. Jeg var blevet godt forskrækket, og så bange på Antonia. Hun gik hen til mig, og tog beroligende fat i min hånd. ”Hvad skete der lige, det føles som om nogen sparkede mig i maven” sagde jeg, og rejste mig. ”Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg har dog min mistanke, så derfor vil jeg gerne have, at du går hen til vores læge og bliver tjekket, jeg tager naturligvis med dig” sagde hun blidt, og hjalp mig op at stå. Vi gik ud på gangen, og jeg stoppede op. For tjenere kom forbi med en flaske blod, men Antonia hev mig med videre.

Da vi kom hen til lægen, gemte jeg mig bag Antonia. For jeg kunne ikke fordrage læger, efter en meget dårlig oplevelse som barn. Jeg blev sat på en stol, og så op på Antonia. Jeg var ikke tryg ved det her, men jeg ville også gerne vide, hvorfor jeg havde så ondt i min mave. Jeg havde jo ikke spist noget, som jeg ikke kunne tåle, og jeg var heller ikke syg, så hvad var der galt med mig. ”Mrs. Claire jeg må bede Dem om at tage Deres trusser af, så jeg kan undersøge Deres underliv, for måske ligger grunden til Deres mavesmerter der” sagde lægen og så på mig. Jeg rystede på hoved, han kunne godt glemme alt om det. ”Claire hvad tror du, Antonio ville sige til, at du går rundt med smerter, og at vi så ikke kender grunden til dine smerter, det ville jo knuse Antonio” sagde Antonia. ”Hvis mit underliv skal tjekkes, så er det en kvinde der skal gøre det, kun en mand må røre mit underliv, og det er Antonio” sagde jeg. Men nogle tjenere kom ind og holdt mig fast, imens lægen han tjekkede mit underliv. Jeg skreg og græd. Hvor var de dog onde, at holde mig fast, når jeg ikke ville det. Jeg skreg efter Antonio, selvom jeg vidste, at Antonio var til møde med nogen af de ældre vampyrer.

Da jeg blev sluppet, løb jeg så hurtigt væk, som jeg kunne. Jeg løb ind i salen, hvor Antonio var. ”Claire hvad er der galt?” spurgte han, og gik hen og tog om mig. Jeg græd ind til ham, og holdt fast i hans skjorte. Antonia kom ind of forklarede Antonio, hvad der var sket. Antonio så på mig og smilede. ”Skat jeg forstår dig godt, hvad med jeg går med dig hen og høre svaret, som lægen har” sagde han kærligt, og kyssede min pande. Jeg nikkede, men jeg kunne da ikke tage ham fra mødet. Antonia overtog mødet, og Antonio gik med mig tilbage til lægen. Da vi kom der ind, holdt jeg mig tæt ind til Antonio. Lægen så på os og smilede, som om han havde en god nyhed til os. ”Lord Antonio hvor er det godt, at De også er her” sagde han. ”Jeg er her, fordi De skræmte Claire en del, da De tjekkede hendes underliv, men hvad er det, De vil fortælle os” sagde Antonio. ”Jeg har den glædelige nyhed at fortælle jer, at I skal være forældre, for Lady Claire venter barn” sagde lægen glad. Antonio og jeg så glade på hinanden. ”Hvor langt er hun henne?” spurgte Antonio, og lagde sin ene hånd på min mave. Jeg græd helt af glæde over den fantastiske nyhed. ”Hun er ca. fem måneder henne, selvom man ikke kan se det på hende” sagde lægen. ”Måske er det fordi, at jeg altid går rundt i en kjole, som er bundet oppe under mit bryst” sagde jeg blidt. ”Mange tak fordi De fortalte os nyheden” sagde Antonio, og tog mig med ud.

Månederne gik og jeg fik mere kvalme, og min mave blev større. Når Antonio og jeg slappede af, så kunne Antonio ikke lade være med at ligge sit øre imod min mave, for at høre den lilles hjerteslag. Men en aften under en middag, mærkede jeg noget mellem mine ben, og jeg regnede det hurtigt ud. Mit vand var gået. Jeg tog fat i Antonios arm, for at fortælle ham, at det var nu. Antonio rejste sig hurtigt, og fik mig ind i soveværelset. Han lagde mig i sengen, og hentede lægen. Jeg skreg af smerterne, og greb fat i lagnet. Antonio sad ved min side og holdt i min hånd, for at berolige mig. Men smerterne var for voldsomme for mig, så jeg begyndte at græde. ”Rolig min elskede, du klare det flot, du skal bare presse nu, og jeg er her hos dig” sagde Antonio blidt, og fjernede mine tårer. Fødslen var nem, for den tog kun fire timer. Men jeg var udmattet, og så på lægen som stod med Antonios og mit barn. Den lille lev vasket, og lagt i mine arme. Jeg begyndte at amme vores søn og smilede. Antonio græd af glæde over os, så jeg rakte ham den lille. Antonio tog godt om ham og smilede stolt. ”Jeg syntes, han skal hedde Cedric” sagde han og så på mig. Jeg var enig, navnet var perfekt til vores søn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...