Seven in Hell

Denne historie handler om syv unge teenager som beslutter sig for at drikke sig fulde en aften. De bor i "Dødsgaden" som de selv kalder den. De bor nemlig ikke det sikreste sted... En morder ved navn Lucifer går nemlig rundt om natten og myrder unge piger. Man mener at han har gjordt det i syv år nu og leder derfor efter hans syv sidste ofre. De syv unge teenager kalder dem selv for "Seven in heaven" selvom det nu mere er et helvede at bo i en gade hvor en eller anden syg mand går og leder efter en..

13Likes
11Kommentarer
1151Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Hvorfor fanden var jeg gået med til det her? Det var sgu da sindssygt at rende rundt ude i skoven om natten. Lucifer kunne komme når som helst. "Kan vi ikke gå hjem, jeg fryser helt vildt!" Sagde Becca. "Hvorfor er i alle så skide bange..? Jeg er Lucifer, og jeg kommer og dræber jer waaaaaaaah!" 
Man kunne godt se at Taylor havde fået en eller fem øl for meget. "Hold nu op Taylor, du er sgu da ikke rigtig klog" Dave var heller ikke så glad for ideen med skoven, og havde også været lidt svær at overtale. "Ok så går vi hjem." Sagde Taylor endelig. "Men øhh, hvad for en vej er det lige vi skal gå..?" 
 

Vi havde gået rundt i skoven i timevis, og det gik op for os at vi var faret vild. Det eneste der var i syne, var de blinkende stjerner på himlen, Den store runde måne og træer.. "Hvad skal vi  gøre? Jeg vil ikke dø herude, det er jeg alt for ung til! Hvad nu hvis Lucifer kommer og kidnapper os!? Og hvad nu hvis vi aldrig bliver set igen!?" Jennifer var blevet bange, meget bange, og hun var ikke den eneste. Der var koldt og fugtigt ude i skoven, og mit hår begyndte at danne små krøller. Vi havde brugt vores mobiltelefoner til at finde vej rundt i skoven."Bare rolig, vi skal nok finde hjem igen" Prøvede jeg med en lidt usikker stemme. Jeg vidste godt at vi ikke ville finde vej hjem. Ikke i nat."Vi bliver nødt til at overnatte herude, og vente på at solen står op. Vi finder aldrig hjem i det her mørke." Tony var høj og muskuløs, og der var ikke noget at være bange for når han var der. Han fik en til at føle sig tryk og godt tilpas. "Jamen!?" Tony nåede at afbryde Jennifer, før hun fik sluttet sin sætning. "Shhh... Det skal nok gå. Vi finder et sted at overnatte, og jeg skal nok være nattevagt sammen med Dave." 

Vent? Hvad med min lillesøster? "Er der nogen der har set Shelby?" 
"Øøøh... Hun var her for femten minutter siden.." 
"Hvad? Hvad fanden? Render min lillesøster rundt alene ude i skoven!? Er i sindssyge!!? SHELBY!!? SHEEEEELBY!!!!!?" Hvad fanden skulle jeg gøre? Tænk hvis jeg fandt hende med en kniv i ryggen eller værre.. Jeg kunne slet ikke forestille mig den forfærdelige tanke! "SHEEEELBY!?" 
"Slap af!! Hvis du råber højere, er det os der ender døde! Vi finder hende. Hun er nok ikke så langt væk." Ja det kunne godt være, at Tony kunne få nogen til at føle sig tryg og godt tilpas, men ikke mig, ikke i denne situation. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i min krop. Jeg blev helt svimmel, og kunne ikke stå på mine ben længere. Jeg lod min krop falde ned på jorden. Jeg følte et hårdt dunk i min krop, da den fik kontakt med jorden. "Casey? Caseeey!? Hallo! Så svar dog Casey! Vågn nu op!" Jeg hørte alle mulige stemmer, men kunne ikke rigtig forstå noget, de talte alle sammen på samme tid, og deres stemmer blev mere og mere utydelige. Mit syn blev helt tåget. 

Jeg vågnede med et sæt! Hvor var jeg? Havde jeg sovet? Jeg kunne ikke rigtig huske noget fra den anden aften. Jeg kiggede mig omkring. Skoven var smuk. Der lå visne blade på den golde jord, og små hvide blomster. Der var små glitrende vandråber på græsset, som kunne ses tydeligt når solen skinnede ned mellem træernes blade. Ved siden af mig sad Alex. Han kiggede over på mig og sagde "Har du sovet godt?" Jeg smilte lidt skævt til ham og sagde "Jeg har ondt i hovedet.. Hvad skete der igår? Jeg kan ikke huske noget." "Altså din lillesøs.." Jeg afbrød ham hurtigt, inden at han fik færdig gjordt hans sætning. "Vent min lillesøster? Hvor er Shelby?" Mine tanker kom langsomt tilbage til mig. "Din lillesøster er blevet væk.. Og det fandt du ud af to minutter før du så faldt om. Vi blev meget bekymret for dig. Først stod du og kaldte på din lillesøster, og derefter faldt du om." Nu kunne jeg huske det. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...