You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
24623Visninger
AA

9. "You smile, I smile."

 

IKKE RETTET IGENNEM. 

Jeg var udmattet, og havde allermest lyst til at sove flere dage, da det virkelig føltes som om, at jeg ikke havde sovet i en uge. – Eller noget. Min krop var øm, og jeg lå i en ubehagelig stilling.

Derfor drejede jeg mig langsomt om på den ene side, men da en stikkende fornemmelse kom i hånden, plus en smerte i mit ribben lagde jeg mig hurtig igen. Jeg kørte mine hænder op til mine øjne, og gned lidt i dem, indtil noget ubehageligt fangede min opmærksomhed. Noget ubehageligt havde rørt mit øje, derfor åbnede jeg hurtigt øjnene, og stirrede direkte ind i min hånd.

I min hånd sad en nål, hvor en slange forsatte ud til siden, hvor jeg ikke kiggede. Derfor fulgte jeg hurtigt snoren hen til dens mål. Drop. Hvad fanden?

Billeder fra tidligere spillede i min hjerne. Justin, Alfredo, Amy, Kathryn, Alenya, Nick, Jannick, Roméo og Mark. Den værste følelse var nok, da jeg så Mark, og pludselig kunne huske det hele.

Derfor lagde jeg forsigtig mine hænder ned langs siden, inden jeg kiggede opmærksomt rundt. Ved siden af min seng var der nogle maskiner, som larmede en smule med deres bip lyde. Her var fint, og lugtede rent. Ved siden af sengen, som jeg lå i, stod der en stol med blå puder i. Mit blik gled hen til vinduet, hvor man havde en udsigt til London. I vindueskarmen stod et par vaser med blomster, og på lang afstand kunne jeg se, at der stod noget på. – Bare ikke hvad.

Mit blik gled hen på den grå dør ved siden af den anden grå mindre dør. Jeg gættede på den mindste af dørene, var til et toilet, derfor søgte mine øjnene hurtigt den anden dør igen. Hvorfor var her ingen?

Da jeg til sidst lod mit blik glide ned over mig selv, fandt jeg det sjovt, at jeg lignede en, der var indlagt. Derfor trak jeg en smule ned i dynen, så den lå ved min hofte. Jeg løftede op i den grimme hospitals T-shirt, og lod mit blik fange mit venstre side af ribben. Et stort stykke forbinding var snoet mindst 300 millioner gange rundt om min mave – fra brystet til hofterne.  

Jeg lagde forsigtigt min venstre hånd, - den uden drop, - på mine ribben i venstre side. Jeg pressede en smule på mine ribben, men trak hurtigt hånden væk igen, da smerten var stor. Et klynk undslap mine læber, efterfulgt af et suk. Derefter trak jeg T-shirten ned igen, og lagde dynen tilbage på sin plads.

Hvorfor var her ingen?

Mit blik gled igen rundt, og jeg var efterhånden en smule bange for, om nogle havde glemt mig? Hvad skete der egentlig efter, at jeg mærkede jorden forsvandt under mig, og jeg i stedet blev lagt på noget blødt?

Mit blik røg til siden og den røde snor hang, og nærmest rakte tunge af mig. Et suk mere undslap mine læber, inden jeg lige skulle til at række ud efter den, men døren gik op, og jeg lagde straks hånden ned igen.

I døråbningen af den store grå dør, stod en mand i hvid kittel, og snakkede med nogle bagved sig, som jeg ikke kunne se.

”Jeg kan ikke love, at hun er vågnet endnu,” hørte jeg ham sige, og i et øjeblik havde jeg lyst til at lade som om, at jeg sov. Men så langt nåede jeg ikke, da lægen trådte ind, og mødte mit forvirret ansigt.

For jeg måtte helt sikkert have set forvirret ud. Han smilede venligt, inden han gik to skridt frem, så han stod ved siden af sengen. ”Hej Scarlett, mit navn er Jack, jeg er læge her.” Han rakte hånden frem, og tøvende tog jeg imod den.

Da jeg havde været optaget af Jack, havde jeg glemt alt om, det han havde sagt. Derfor da han vendte sit blik bagud, gjorde jeg det også.

Min far sendte mig et skævt smil, og det samme gjorde mor, selvom Leah og Crystal lignede nogle, der troede, at jeg skulle dø. Mit smil var forsigtigt, da jeg endelig smilede tilbage.

”Scarlett min skat, er du okay?”

***

De sidste to timer, havde været stressede på en måde. Først skulle min mor spørge mig om alt muligt, og om hvad der faktisk var sket. Jeg havde sagt, at jeg ikke kunne huske det, men åbenbart havde nogen sladret, og Mark var blevet bortvist.

Så havde lægerne tjekkede mig, og jeg fandt åbenbart ud af, at to af mine ribben på venstre side var bøjet. Oveni det havde jeg også lige hjernerystelse. Jeg havde åbenbart været besvimet i to timer, da de havde givet mig noget bedøvelse, så de kunne skanne mine ribben.

Du skal ikke sætte spørgsmåls tegn, for jeg forstod ikke halvdelen selv.

Alfredo havde også været her – sammen med de andre seks. Vi havde snakket ud på en måde, og jeg havde ligesom tilgivet dem. Jeg havde ikke magtet at diskutere, og slet ikke når jeg havde hjernerystelse.

Jeg måtte komme hjem om en time, derfor var min mor lige nu ude og snakke med lægen, så jeg lå bare helt for mig selv. Min far, Crystal og Leah var kørt hjem, hvilke var en smule dejligt, for så kunne jeg slappe af.

Mit hoved dunkede, og det gjorde ondt i mine ribben, hver gang jeg trak vejret. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor Justin var henne? Han havde da skændes med Alfredo under det hele? Var han slet ikke bekymret for mig?

Mine øjne var lukket, og jeg håbede allermest på, at denne time snart ville være forbi, men på en måde ville jeg også bare gerne sove. Klokken var omkring halv fem, og dagen havde været lidt mere end en almindelig mandag..

F.. Et bandeord, som man ikke må sige, men nu gør jeg det altså alligevel. – FUCK! Shit, pis, lort, og pikrøv man!

Spansk, jeg skulle have lavet spansk med Justin, og det er helt sikkert, derfor at han ikke er her. Det spansk skal være færdig til mandag i næste uge. Org pis, også gider han ikke komme, fordi han skulle lave vores spansk, og jeg har halvdelen af det hele, og..

”Skat,” min mors stemme stoppede min tankegang, og jeg åbnede øjnene. Jeg måtte have været langt væk i mine tanker, for jeg har slet ikke hørt, at hun kom ind. Var der virkelig allerede gået en time.

”Justin vil gerne besøge dig, men jeg sagde, at jeg lige ville spørge dig først. Der er en halv time til, at du må kunne hjem.” Smilede hun, og et suk ville have undsluppet mine læber, hvis Justin-delen ikke havde været med i den sætning. ”Bare send ham ind,” hviskede jeg, da jeg var helt udkørt, og jeg vidste, at hvis jeg snakkede for højt, ville min hovedpine blive værre. Min mor nikkede, og gik ud igen.

Mit blik fandt vinduet, hvor der var helt mørkt udenfor, eftersom det var vinter, og klokken var så mange. Det eneste lys, som lyste rummet her op var lysene fra nogle andre høj huse udenfor, også månen. Jeg ville gerne have lys, selvom at jeg ikke måtte, så derfor slukkede de lyset, men lå være med at gøre noget ved lyset udefra. Hvilket var rart.

”Hej søde,” hviskede en stemme mildt, så jeg drejede hovedet mod den ny lukkede grå dør. Men det betød ikke noget, for foran den stod en dreng, som jeg kendte så godt. ”Hej,” hviskede jeg tilbage, og vinkede ham hen til mig.

Han satte sig på sengekanten, og kiggede en smule ned. Jeg lagde hovedet på skrå, og skulle lige til at sige noget, da han afbrød mig. ”Undskyld,” han kiggede mig direkte i øjnene, og for første gang i dag, så jeg forvirret ud. – Okay det passer ikke, jeg har set forvirret mega mange gange i dag.

”Hvad siger du undskyld for?” Spurgte jeg forvirret, hvilke fik ham til at sukke, og kører en bild finger op af min arm, ligesom for at nusse den. ”Det er min skyld,” mumlede han hvilke fik mig til at ryste på hovedet, men da det gjorde ondt, stoppede jeg hurtigt. ”Nej,” sagde jeg i stedet, hvilke fik ham til at kigge op på mig igen.

”Jeg var grunden til, at Mark..” Han stoppede sig selv, da han sikkert ikke kunne finde det rigtige ord. ”Justin, det er ikke din skyld, det var mig, der rev dig væk fra ham i fredags,” mumlede jeg med lidt mere kraft, og han rystede bestemt på hovedet. ”Det var mig, der startede med at slås med ham.” Mumlede han så tilbage, hvilke fik mig til at sukke.

”Justin,” mumlede jeg, og ville allerhelst lyde stræk, men jeg lød pisse svag. ”Mm?” Mumlede han. ”Glem det, det er lige meget, jeg magter ikke diskutere.” Han grinede lavt over, hvad jeg sagde, men nikkede så bekræftende, og smilede skævt.

”Og undskyld, at jeg først kommer nu..” Mumlede han, og mit smil forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet. Jeg kiggede ned, ”det er okay,” mumlede jeg, men han rystede bare bestemt på hovedet. ”Mark fortalte om i fredags, så jeg blev nød til at snakke med lærerne, og mine.. ja du ved Henry og Rose kom, og snakkede med lærerne. De sagde jeg skulle blive hjemme, også kunne jeg først stikke af her klokken fire..” Et smil brød frem på mine læber, han stak af fra hans plejeforældre, som tydeligvis er Henry og Rose. – Men han stak af, og det minder mig så meget om gamle dage.

Jeg lagde min hånd oven på hans, ”det er okay Justin,” smilede jeg. Han nikkede bare bekræftende, og jeg flyttede min hånd, og lagde hovedet en smule tilbage.

”Justin?” Han kiggede opmærksomt på mig, da jeg kort åbnede øjnene. Jeg lukkede dog dem igen, og sukkede en anelse højt. ”Hvad med spansk?” Han grinede en smule, selvfølgelig lavt. ”Jeg har fået lavet noget i dag, nu mangler vi kun fremlæggelsen.” Jeg kiggede overrasket på ham, ”mener du det?” Spurgte jeg, og han nikkede med et smil.

Han var så anderledes..

”Ja.” Han smilede, og jeg smilede større til ham. ”Hvad gør vi så med rest-” – ”Rolig, vi laver ned stille og rolig i løbet af ugen. Din mor har givet mig lov,” jeg kunne ikke lade være med at grine en smule lavt – selvom det gjorde mega ondt.

 Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle ham det… Han smiler, jeg smiler. Min ansigtsudtryk måtte have ændret sig, for han afbrød mine tanker. ”Scarlett?” Jeg kiggede op på ham, og kiggede afventende på ham. ”Smil,” mumlede han kærligt, og jeg kiggede underligt og forvirret på ham. ”You smile, I smile.” De ord kunne ikke holde smilet tilbage, og da jeg smilede over ham, smilede han over, at jeg smilede over ham.

Okay – det lød dumt..

Min mor kom ind af den sorte grå dør, og lyset fra gangen skar mig i øjnene, sådan jeg skar ansigt, og lukkede øjnene. ”Undskyld, skat,” mumlede hun, og lukkede hurtigt døren. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg hørte Justin hilse på hende.

Heldigvis havde Justin aldrig mødt Izabell’s mor/Scarletts mor. Heldigvis, og de havde heller ikke mødt Justin. Endnu mere heldigvis.

”Vi skrives ved,” mumlede Justin, inden han bøjede sig ned over mig, og kyssede mig på panden. Jeg smilede bekræftende til ham, og han forsvandt ud af den store dør. – Denne gang huskede jeg bare at lukke øjnene.

”Her skat, jeg har helt glemt, at du skal tage kontaktlinserne ud.” Hun rakte mig holderen, og jeg satte mig langsomt op, og tog dem ud af øjnene. ”Jeg har dit tøj med,” sagde hun bildt, og jeg nikkede stille.

Hun hjalp mig op og stå, ud på toilettet, og lod mig klæde om. Jeg startede med at tage T-shirten af, og kunne ikke lade være med at lave en grimasse over den kæmpe forbinding. Jeg trak den sorte langærmede bluse over hovedet, og satte den rigtigt. Så trådte jeg ud af hospitalsbukserne, men måtte gøre det meget forsigtigt. Bare jeg bevægede mig for meget, startede en stor smerte i mine ribben. Jeg trak mine grå everlast bukser op, og satte dem rigtigt. Så tog jeg de sorte hygge-sokker på, og trådte ned i mine vinterstøvler. Min jakke tog jeg også på, men lynene den ikke, da den altid sidder tæt.

Der gik ikke lang tid, eller jo fem minutter, efter sad vi i min mors bil, og var på vej hjem. Det gjorde ondt at sidde, men jeg kunne ikke rigtigt ligge mig ned, når jeg sad foran..

”Du ved godt, at du ikke må bevæge dig for meget ikke?” Min mor kiggede kort over på mig, men så på vejen endnu. ”Jo,” mumlede jeg og gabte. Jeg havde fået en masse smertestillende, men jeg synes ikke rigtigt, at det hjalp. Ikke på den rigtige måde i hvert fald. Det virkede bedre, hvis de talte det sovepiller. De gjorde dig virkelig trætte..

”Er du træt, skat?” Jeg magtede ikke nikkede, og jeg magtede ikke åbne mund. ”Meget,” ente jeg med at mumle, og hun nikkede. ”Skal du have noget aftensmad, eller vil du bare direkte op og slappe af?” Spurgte hun mig, lige i det vi drejede ned af vores vej. ”Jeg skal bare i seng,” mumlede jeg lige i det, hvor hun drejede ind af indkørselen..

***

Klokken var ni, og jeg havde ikke fået sovet. Jeg havde bare ligget og stirret på tv’et, hvor der var maraton af ’Friendzone’. Jeg havde skrevet en smule med Justin og Amy. Men af en eller anden grund svarede Justin utrolig langsomt..

Min IPhone viberede  og jeg tog den med et suk op i hånden. Min kode blev trykket ind, og jeg trykkede på den fine lille grønne knap.

Amy:

Skal jeg komme forbi en af dagene?<3<3<3. xxx

Jeg sukkede en smule, jeg ønskede hende her, men jeg magtede på den samme måde bare ikke.

Nogle af dagene skal jeg lave spansk med Justin, men jeg skal nok skrive, hvis det er.<3<3<3 x

Jeg lagde sukkende min mobil fra mig, og kastede et blik på fjernsynet. Overraskelse – endnu et afsnit af ’Friendzone’.

Min IPhone sad igen lyde, og igen låste jeg den op.

Amy:

Okay..<3<3 x.

Enten havde hun travlt, ellers er hun bare muggen.. Hvad ved jeg?

Justin:

Jeg kommer over i morgen efter skole, :)x

Et smil brød frem på mine læber, da jeg så det lille kys, som han havde tilføjet til sidst.

Du kommer bare, x’

Det var egentlig utroligt, at han ikke havde fundet ud af, at jeg var Izabell. Men jeg havde ret, hvis han ikke fylder i Izabell’s hjerte, så fylder han jo bare i Scarletts.

Nogle gange får jeg bare så trang til at tage tilbage til London, være Izabell igen, og havde Justin ved min side. Måske ikke med stofferne, overfaldene, alkoholen og alt andet..

Men på den anden side, så ville det jo heller ikke være det samme forhold? Så ville det jo være sådan et her forhold, som det vi har i U.S.A.

Justin:

Godt godt x

Godnat, Justin x

Jeg var pludselig træt, derfor slukkede jeg tv’et, lagde mig under dynen – sådan det ikke gjorde ondt. – Satte min telefon til ladning, slukkede lyset.

Justin:

Godnat, sov godt xxx

Jeg huskede hans ord tidligere:

You smile, I smile.

Også faldt jeg i søvn med et smil på læben…

***

Udmattet slår jeg øjnene op, men kan ikke lade være med at smile, da jeg ser, hvor lyst her ser ud. Solen skinner. Jeg sætter mig op, men fortryder det hurtigt, da smerten i mine ribben starter. Et klynk undslipper mine læber, og jeg rejser mig handicappet op, imens jeg endnu mere handicappet går nedenunder, for at se om der er nogle hjemme.

Da jeg når enden af den lange store trappe, kan jeg høre fjernsynet, så derfor går jeg ligeså handicappet ind i stuen. Min far sidder der inde, og ser nyhederne. Leah er åbenbart blevet hjemme, siden hun bare sidder på gulvet og leger med hendes ’My little pony’ ting.

”Godmorgen,” mumler jeg hæst. Min far ligger hurtigt mærke til mig, rejser sig op, og hjælper mig over i sofaen. ”Har du sovet godt, skat?” Spørger han, og løfter Leah op på hans skød, inden han sætter sig ved siden af mig. ”Ja fint nok, det har ikke gjort så ondt,” mumler jeg, og giver Leah et smil.

”Det var godt, skat, skal jeg hente pillerne?” Spørger han, men venter ikke på svar, for han sætter Leah ned, og går ud i køkkenet.

Jeg kigger hen på min lillesøster med det lange lyse hår, og de smukke blå øjne. Hun har det fra mor, og det har jeg også. Men jeg kunne sagtens farve mit hår brunt, for vores far er mørkhåret, og har brune øjne. Så man kunne faktisk bare sige til folk, at jeg ligner min far, Leah ligner vores mor, og Crystal ligner begge. Hendes hår er nemlig brunt, også har hun blå øjne. Hvilke jeg også har lige nu, i dette sekund, fordi jeg ikke har mine kontaktlinser i..

”Har du sovet godt prinsesse?” Spørger jeg Leah, og hun nikker og smiler stort til mig. ”Hvorfor er du ikke i børnehave?” Hun griner en smule lavt, og smiler drillende til mig. ”Jeg fik lov til at blive hjemme,” jeg smiler fnise til hende, og giver hende tommelfingeren op, som hun bare gengælder.

”Her tag dem her,” siger far og rækker mig to piller og et glas vand.

***

Det lykkes mig at spise noget, og tage et bad, hvor jeg efter fik skriftet min forbinding. Mine ribben var helt gule og blå, og jeg lignede virkelig sådan en, som havde fået bank.
Men det havde jeg jo også…

Men nu lå jeg i hvert fald i min seng, med rent tøj på. Eller et par nye everlast bukser i sorte denne gang, mine sorte sokker, og en militær farvet T-shirt. Mit hår var sat op i en høj hestehale, og ja det kan man godt ligge ned med. Jeg havde ingen makeup på, og det værste var, at min øjenfarve er blå ikke brun..

Klokken var omkring to, så Justin havde fået fri for 15 minutter siden. Det ville sige, at han snart ville være her.

Jeg havde modtaget en besked om, at den butik jeg arbejder i, var åbnet igen det nye sted. Så derfor skulle jeg arbejde de samme tidspunkter, som jeg plejede. – Og ser du, det var ikke så godt, for jeg blev nød til at sende en besked med, at jeg nok ikke komme de næste fjorten dage, eftersom jeg er rimelig handicappet..

Nedtur, så tjener jeg ingen penge..

Tud, tud.

”Hej søde,” Justin bankede på min dør, imens han åbnede den. Da jeg så ham lyste jeg op i et smil, og han gjorde det samme.

You smile, I smile.

Han kom hen til mig i sengen, og lagde sig ned ved siden af mig. ”Hvordan går det så?” Spurgte han mig, og jeg drejede hovedet, så vi kiggede på hinanden. ”Fint, har stadig lidt ondt, men det er ikke slemt, når jeg ligger stille.” Jeg smilede skævt til ham, og han nikkede forstående.

”Jeg er virkelig ked af det Sca-” – ”Hvordan gik skolen?” Afbrød jeg ham, hvilke fik ham til at grine lavt. Jeg afbrød ham jo fordi, at jeg ikke gad at hører på, at det var hans skyld, når det ikke var.

”Den var fin nok, stille og rolig..” Mumlede han, og jeg kiggede utilfreds på ham. Jeg vidste jo godt, at det ikke var sandt.

Jeg rykkede tættere på ham, og lagde mig på hans bryst, uden af det gjorde ondt i mine ribben. Han lagde armene om mig, men nussede kun min arm, da han sikkert ville holde sig fra mine ribben.

Jeg tegnede cirkler på hans brystkasse, og kunne næsten falde i søvn sådan her.. ”Justin, hvad sagde folk?” Spurgte jeg nervøst, og han sukkede.

”Der gik så mange rygter..” mumlede han, og spændte i musklerne. ”Alfredo sagde dem alle sammen imod nede i kantinen..” Jeg satte mig chokeret op, så en enorm smerte steg i hovedet, men mest i mine ribben. Et klynk undslap mine læber, inden jeg lukkede øjnene i.

”Kom her,” mumlede Justin, da han kunne se, hvor ondt det gjorde. Han lod mig ligge, som før, og jeg bad ham fortælle videre. Han sukkede dybt. ”Da de alle sammen stod og talte ned om, at det var min skyld..” Han holdte en pause, og sukkede dybere.. Han kunne tydeligvis ikke lide det, som Alfredo havde gjort.. ”Alfredo stillede sig op på bordet, og sagde ud over det hele, at det ikke var min skyld, og hvis de blev ved, skulle de nok få med ham at bestille..” Han sukkede dybt, men jeg smilede bare stort.

Min bedste ven var tilgivet, tænkt at gøre sådan noget. Det kan godt være, at jeg gjorde det i går henne på hospitalet, men denne gang mente jeg det. Det kan godt være, at han kaldte mig en luder, men han mente det ikke…

Han var bare jaloux, men nu respektere han, at jeg er venner med en, som er udenfor vores lille gruppe.

”Justin, det er fantastisk,” mumlede jeg, hvilke fik Justin til at sukke. ”Nej, for jeg sagde ikke tak, jeg gik bare..” Jeg tegnede cirkler lige ved hans hjerte. ”Han forstår det, Justin, Alfredo er mere forstående end du tror.”

Han kiggede septisk på mig, og det ved jeg, for nu havde jeg lagt mig sådan, at jeg lå og kiggede på ham. Altså uden, at det så dumt ud.

”Dine øjne er blå,” mumlede han, og jeg fniste kort over det. Mærkeligt emneskrift han havde, men jeg var vel ligeglad..

”Ja, no shit..” – ”Stop dig selv,” mumlede han mig, eller han afbrød mig, men ja.. Jeg grinte kort over det, inden han lod en hånd kærtegne min kind.

”Jeg fatter ikke, hvorfor du gemmer din øjenfarve væk.” Han smilede, og det resultere så i, at jeg smilede.  

”Justin, det har vi talt om, og nu lyder det bare som om, at du virkelig hader, når mine øjne er brune…” Mumlede jeg, hvilke fik ham til at grine lidt, inden han flyttede en vildfaren hårtot om bag øret.

”Du er smuk uanset blå eller brun,” mumlede han, og smilede overdrevet stort til ham. Han grinede, og jeg grinede med.

”Kan du huske det?” Jeg nikkede, og da han åbnede munden, åbnede jeg også min.

”You smile, I smile.”

Sagde vi i kor, også lænede han sig frem, og lod sine læber ramme mine..

_____________________________

Okay det er ikke rettet igennem, jeg gør det måske i morgen.

Så undskyld stave fejl / taste fejl.

Jeg ved godt, at det er lidt kedeligt.

I næste kapitel springer vi i tiden, og det gør jeg nok også i næste kapitel igen.

Tak for likes, favorit, og kommentarerne.

Jeg har et spørgsmål til jer:

Hvad synes I om historien?

Xxx’ Vanged..dx’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...