You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
24663Visninger
AA

12. ”The problem is, my name isn’t Scarlett. My name is Izabell.”

 

Mit hjerte hamrede på højtryk, som jeg så ham stå der, og kigge på mig som om, at jeg var en eller anden, han aldrig nogensinde kunne drømme om at snakke med.

Og det gjorde ondt. Det gjorde faktisk utroligt ondt, når han stod der. Hans livsglæde var helt væk, og det blik som han havde for få sekunder siden.. Helt væk..

Gemt inde bag de mørke brune øjne, som stillede en parade, så man ikke længere kunne se helt ind til dem.

Og jeg var ikke den eneste, som bemærkede hans kolde, dystre øjne. Han havde råbt mit navn, og den måde han sagde det på, beviste hvor vred han var..

Eftersom han havde råbt mit navn højt, stod Alfredo, Amy og ja alle de andre, undtagen hende der Viktoria. – Og gloede nervøst mellem Justin og jeg.

Jeg sagde ikke noget, jeg kunne ikke. Ordene ville ikke ud, og sad bare fast nede i halsen, som et eller andet støv, som får en til at hoste helt vildt.

Jeg var dum, dum. Havde jeg virkelig selv regnet med, at Justin aldrig ville finde ud af noget? Dum tanke..

Men det store spørgsmål lige nu var: Vidste han, at jeg var Izabell?

”Scarlett,” han kiggede på mig, og lignede allermest en, som havde lyst til at slå mig ned. Forståeligt, slå mig bare ned. Så bliver vi alle sammen glade…

”Hvad sker der?” Spurgte Alfredo om, og stirrede mellem Justin og jeg. Jeg ville have kigget hen på ham, men jeg kunne ikke få mine øjne fra Justin’s.

Han havde set lige igennem mig, for da han kiggede ned, og hurtigt op igen var hans øjne overrasket.

Han vidste det..

 Han rystede hårdt på hovedet, og endelig fik jeg vinket de andre ud. Jeg kiggede nervøst over på Justin, og mærkede panikken stige, da jeg så, han stod og tog hans tøj på.

”Justin,” min stemme var svag, og det var ikke kun mig der bemærkede det, for Justin kiggede et kort sekund på mig.

Han tog hans taske, og tog hans bilnøgler i hånden. Så sendte han mig et kort blik, inden han åbnede døren ud til gangen, og forsatte ned mod hoveddøren.

Først dér reagerede jeg, og sprang op, imens jeg løb efter ham. Ligeglad med at jeg kun havde undertøj på.

”Justin!” Jeg stoppede forpustet foran hoveddøren, hvor han var i gang med at binde hans sko. ”Hvor skal du hen?” Hans blik borede sig ind i mit, og jeg lagde lige mærke til, at jeg bare havde spurgt ham om noget mega latterligt.

”Jeg mener, bliv..” Sukkede jeg, men han rystede hårdt på hovedet. ”Hvorfor skulle jeg?” Vrissede han, imens han tog sin anden sko på.

”Please Justin, jeg kan forklare!” Det kunne jeg overhovedet ikke, men han måtte for alt i verden ikke gå nogle steder.

”Scarlett, eller skulle jeg sige Izabell?” Han kiggede afventende på mig, og jeg rystede stille på hovedet, imens mit blik røg ned, og studerede det ganske fine gulv.

”Jeg.. Farvel..” Mumlede han irriteret, og smækkede døren hårdt i bag sig. Han vidste det, og hvis jeg ikke snakkede med ham, inden på mandag ville han sikkert fortælle min hemmelighed til alle.

Men det var ikke det, som vigtigt.

Det vigtige var.. Kunne han tilgive mig?

Jeg drejede rundt, og gik hen i stuen, hvor jeg kunne se hans bil forsvinde, men jeg mærkede ingenting..

Jeg havde mistet ham engang, jeg ville ikke miste ham igen.. Hans læber var perfekte mod mine, og han var den eneste, som mindede mig om, hvem jeg virkelig var..

”Scarlett?” Lyden af det forkerte navn, fik mig til at sukke, og fik Amy til at ligge armene om mig bagfra.

”Hvad skete der muller?” Spurgte hun mig, men jeg kunne ikke svarer. Jeg kunne ikke få et eneste ord til at forlade min mund.

Han var væk..

Jeg drejede mig hårdt ud af Amy’s arme, hun vidste alligevel ingenting. Jeg drejede op af trappen, og trampede ned igennem gangen, hvor de alle sammen stod og prøvede at få øjenkontakt med mig.

Spar mig, de vidste ikke engang, hvem jeg var.

Jeg smækkede døren bag mig, og gik målrettet mod sengen. Jeg lagde mig ned, og trak dynen over hovedet, lige i tide til at lade et hulk undslippe mine læber.

Alt var forkert.

Alting.

Jeg var Izabell, men jeg var også Scarlett.

På Izabell’s side havde jeg Justin.. Mine forældre ville smide mig ud, hvis jeg ændrede mig igen.

Scarlett.. Der har jeg alt. Familie, et hjem, venskaber..

Et hulk mere undslap mine læber, og jeg ved egentlig ikke, hvad der fik mig til at græde? Jeg havde ikke mistet ham, ikke endnu, jeg kunne stadig kæmpe for, at han skulle tilgive mig.

Hvem prøver jeg at narrer?

Døren gik op, hvilke fik et hulk mere til at undslippe mine læber. Jeg vendte mig om, så jeg lå på maven, og begravede hovedet i puden.

Døren lukkede sig igen, og skridt blev taget over til sengen, inden personen satte sig ved siden af mig, og lod en hånd trække dynen ned.

Jeg sagde ikke noget, jeg kiggede ikke engang. Det eneste jeg kunne se, var farven sort, fordi mine øjne var presset hårdt sammen mod puden.

”Scarlett,” mumlede en stille stemme, og med det samme kunne jeg hører, hvem det var. Det fik mig også til at kravle hen til ham med lukkede øjne, og lade ham trække mig op i hans skød, så han vuggede mig frem og tilbage i hans arme.

”Shh..” Hviskede han i mit øre, hver gang et hulk undslap mig. ”Shh.. Scarlett..” Jeg lagde min hånd på Alfredo’s hjerte, for at slappe mere af.

Da min hjerterytme havde fundet hans, lod jeg min hånd ligge, inden jeg lod mine øjne glide i.

***

Jeg havde ondt alle steder, da jeg igen vågnede. Alfredo’s arme lå om mig, men denne gang lå vi begge i sengen. Jeg kiggede tomt på hans skulder, som kun var påvirket, når han trak vejret.

Jeg lagde mit hoved på hans bryst igen, imens jeg tegnede må cirkler på det. Det gjorde jeg altid, før Justin kom ind i billedet, når Alfredo og jeg havde sovet sammen.

”Scarlett..” Hans stemme var hæs, og han rykkede en smule uroligt på sig. ”Mm..” Jeg forsatte med at tegne cirkler, og det fik ham til at grinede hæst.

”Er du vågen?” Spurgte han mig, og det fik mig til at rynke brynene. ”Nej, jeg sover, kan du ikke se det?” Selvom det skulle være sagt flabet, blev det sagt svagt, og det lagde Alfredo også mærke til, før han klemte mig mere ind til ham.

”Hvad er klokken?” Spurgte jeg ham om, hvilke fik ham til at se på hans mobil, som åbenbart lå under hovedpuden. ”17:09.” Det var klart, vi havde jo gået i seng omkring syv tiden i morges, mest på grund af den fest, filmen og Justin…

”Er du okay?” Spurgte Alfredo, hvilke satte mine tanker i gang.

Var jeg egentlig okay? Jeg havde taget hans billeder sagt noget, som han troede, han kun vidste, men det gjorde han jo så ikke. Jeg vidste jo ligesom godt, at jeg havde været hans tidligere bedsteveninde.

Men ikke nok med, at jeg havde løjet. Jeg havde forladt ham dengang, imens han havde brug for mig, og imens han var en smule forelsket i mig.

Jeg savnede ham allerede, han var den eneste, som fik mig til at føle mig, som den person jeg virkelig var. Izabell blandet med Scarlett.

Han fik fortiden frem i mig, og normalt var jeg bange for den. Men Justin gjorde faktisk det hele meget bedre.

Det var en fantastisk følelse, når hans læber lå mod mine, hans hænder på mine hofter. Sommerfuglene der fløj rundt i min mave, og den trygge følelse, når jeg lå i hans arme.

Justin var unik, jeg havde aldrig kendt en person som ham, og det gjorde det hele mere perfekt. Han var ikke som andre.

Han havde lært mange ting i hans opvækst, som gjorde ham til den unikke person, han var i dag.

Hans brune hår, brune øjne, fantastiske smil. Personligheden. Jeg er ikke bange for at sige det, Justin er måske en smule perfekt til mig..

”Nej.”

***

Min mandag morgen var gået, som så mange andres. Op og have tøj på, makeup, bad, børste tænder, spise morgenmad. Måske ikke lige i den rækkefølge.

Jeg havde lige afleveret Leah i børnehaven, klokken var otte, og Crystal skulle møde om femten minutter. Med et suk bremsede jeg, fordi der blev rødt. Jeg skulle selv møde kvart i ni, og skulle gerne se, om jeg kunne finde Justin inden første time.

Jeg havde besøgt ham, han var ikke hjemme. Jeg havde ringet til ham, han tog den ikke. Jeg havde skrevet til ham, han svarede ikke. Jeg havde endda ledt efter ham. Uden held selvfølgelig.

”Scarlett?” Crystal’s stemme fik mig til at trykke speederen i bund, eftersom der var blevet grønt. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hende rykke utålmodigt i sædet. ”Hvad så?” Jeg drejede til højre, og ned mod hendes skole. ”Skal jeg tage Leah med hjem, du skal jo på arbejde, skal du ikke?”

Nogle gange var det dejligt med en lillesøster på ti, som alligevel var meget moden, som en på tretten, fjorten stykker. Jeg stoppede bilen, og kiggede op i mod Crystal’s skole.

”Jo tak,” jeg sendte hende et smil, og gav hendes lår et klem, inden hun smilede, og hoppede ud af bilen. Da jeg ikke længere kunne se hende, trykkede jeg igen speederen i bund, og bakkede ud af båsen, som jeg holdte i.

Der gik ikke længe, før jeg holdte foran min skole, og åbnede hovedindgangens dør, og forsatte i hurtige skridt mod Justin’ skab.

Der var ingen, og jeg vidste, at han altid stod dér, før hans første time om mandagen. Det var også derfor, at jeg sukkende vendte mig rundt, så jeg kom til at gå direkte ind i Jannick.

”Hej Scarlett,” han smilede til mig, inden han kiggede på min taske. ”Har du flyttet skab?” Han rynkede brynene, og jeg rystede på hovedet, inden jeg vendte på, at han tog sine bøger.

Da han lukkede hans skab, gik jeg ned til mit skab, og trak mine engelsk bøger ud, som jeg tog under armen, og derefter skred ned mod engelsk lokalet med Jannick ved min side.

***

Jeg havde ikke set Justin endnu, og jeg var en smule bange for, at han ikke var kommet hjem i søndags. Eller i går..

Mit blik gled konstant rundt på folk i kantinen, og kunne ikke lade være med at sukke, da jeg for tredje gang, ingen Justin fandt.

De andre snakkede med hinanden, men blev ved med at sende bekymrende blikke imod mig.

Det irriterende var, at de ikke vidste, hvad jeg faktisk gik igennem. De troede han havde ’forladt’ mig, fordi jeg havde stjålet fra ham.

Det havde jeg ikke, eller jo det havde jeg jo rent faktisk, men det var jo ikke det, som han blev vred over. Det var sandheden, og hvis han nu ikke kunne klare den, skulle jeg måske bare spole tiden tilbage. Tilbage til den dag, hvor jeg blev født, og vælte mig selv ud af et vindue, så jeg ikke lever dagen i dag.

Dum tanke..

”Scarlett?” Amy knipsede foran mine øjne, hvilke fik mig til at ryste irriteret på hovedet. ”Hvad?” Spurgte jeg en smule irriteret, så kun kort grinede, men det døde ligesom ud, da jeg ikke grinede.

”Er der noget galt?” Vil du virkelig vide det? ’Jo ser du, jeg er ikke den person, I tror jeg er. Jeg er en helt anden person, med en grim fortid, og Justin var en del af den fortid, og lige nu har jeg bare lyst til at dø på grund af, at han har fundet ud af, hvem jeg er.’

”Nej,” svarede jeg i stedet, og rejste mig op, så stolen skramlede en smule bagud, men jeg tænkte ikke over det, da jeg gik ned af gangen mod mit skab.

Imens jeg bare stod og stirrede ind i skabet, fik jeg næsten et chok, da jeg kunne hører nogle højhælede sko mod gulvet. – Alle elever åd i kantinen, derfor trak jeg hovedet ud af skabet, og fik nærmest et chok, da jeg så, hvem der var på vej hen til mig.

Justin’s plejemor, som jeg havde mødt i går for første gang, var på vej hen imod mig. Og på en af siderne gik to politimænd, hvilket fik mig til at rynke brynene.

Men de satte ikke farten ned, de forsatte ned af gangen, og drejede ind til kontoret, hvilke fik mig til at følge efter.

Jeg lagde øret mod døren, og lyttede til en Justin’s plejemors oprevet stemme. ”Så han har altså ikke været her i dag?” Jeg kunne hører hende sukke, inden vores skoleinspektør svarede. ”Nej, han har fået fravær i dag, kan jeg se. Hvorfor?”

En af politimændene rømmede sig. ”Han har været forsvundet siden i lørdags.” Hvad? Havde han ikke taget hjem? Der søndag morgen? – Hvor fanden var han så?

”Scarlett?” Jeg vendte hurtigt hovedet mod Amy, som kiggede ned på mig. Jeg rejste mig hurtigt op, og sendte hende et smil. ”Jeg tabte min hårnål,” jeg sendte hende et forsigtigt smil, som hun gengældte med et underligt et. ”Kommer du ned igen?” Døren gik op, og jeg skubbede hurtigt Amy ned af den anden gang. ”Ja da, bare gå i forvejen så kommer jeg.” Hun nikkede, og kiggede forvirret på mig, inden hun forsatte ned af gangen mod kantinen.

Jeg vendte hurtigt om, og nåede Mrs. Smith (Justin’s plejemor) ved hovedindgangen. ”Mr. Smith?” Hun vendte sig om, og smilede et forsigtigt smil til mig. ”Hej Scarlett, du har ikke set Justin i dag vel?” Jeg rystede på hovedet, hvilke fik hende til at sukke. ”Hvorfor?” Spurgte jeg, og hun kiggede kort på mændene, før hun lod sit blik lande på mig igen.

”Han har været væk siden i lørdags, og jeg kan bare ikke finde ham. Jeg har ringet, skrevet, mig og Mr. Smith har ledet hele byen igennem.”

Var han væk?

”Ring hvis de finder ham,” en af mændene rakte mig en seddel, som jeg tog imod, og gloede bare olmt på dem, da de forsvandt ud af hovedindgangen.

Med et blik på nummeret smed jeg seddelen fra mig, og satte i løb mod mit skab, hvor jeg rev min taske og jakke ud. Jakken røg hurtigt over mit blå trøje, og tasken over min skulder.

Motoren blev tændt og speederen blev trykket i bund, da jeg kørte ud gaderne. Kun for at lede efter Justin…

***

Med et suk parkerede jeg bilen udenfor en skov, hvor jeg derefter låste den, og begyndte at gå ind i skoven. Klokken var tre, og jeg skulle være på arbejdet, om en time. Jeg ville først have fået fri lige nu, men jeg var ligeglad med fravær, jeg skulle finde Justin.

Og det var meget sværere, end jeg faktisk havde regnet med. Jeg havde ikke givet op, men havde virkelig brug for en tur i skoven.

Selvom det var koldt..

Jeg lynede hurtigt min vinterjakke, og trak halstørklædet tættere mod min hals. Håret rettede jeg kort på, inden jeg bankede sneen af mine sko, og satte mig på hug for at binde dem.

”Scarlett?” En velkendt stemme, før mig til at se mig omkring, og jeg kan ikke lade være med at smile underligt til Crystal. Hun skulle igennem skoven på vej hjem, og jeg kunne ikke lade være med at sukke en smule. ”Jeg kører dig hjem, fik lidt tidligere fri, vi kan sagtens nå forbi og hente Leah.”

Jeg magtede ikke hendes spørgsmål, derfor startede jeg bare med at gå ned mod bilen. Tårerne pressede sig på, men jeg vidste ikke, hvorfor det præcis var nu, hvor jeg skulle græde.

Jeg var måske bare bange for, at Justin ville fortælle Alfredo eller sådan nogen dét? Hvad skulle jeg så lige gøre?

I alt den tid havde det lykkes mig at glemme min fortid, og nu var det hele revet op til overfladen igen, men lå hele tiden til at synke igen.

”Bare smid tasken bag i.”

Og den følelse var rædsom..

***

Et suk forlod mine læber, da jeg lagde mærke til det store smil på et kunde-par. Altså et kæreste par, som var kunde i denne butik. Denne butik som jeg faktisk har fri fra om femten minutter.

Jeg lod Carolina passe kassen, imens jeg gik ned og lagde noget tøj ordentligt sammen. Jeg var træt, ukørt, og manglede bare et langt bad, hvor tårerne kunne løbe, som en væddeløbshest på en væddeløbsbane..

..

Da jeg satte mig ind i bilen igen, og kørte med fuld fart hjem af, kunne jeg ikke lade være med at lade tårerne trille. Jeg tørrede dem hurtigt væk, inden jeg igen parkerede – denne gang udenfor ’7 Eleven.’

Jeg smækkede bildøren bag mig, og med lange skridt gik jeg ind i butikken. Mit blik gled straks hen på den cola, som jeg ledte efter..

Da jeg hårdt smækkede bildøren i igen, lod jeg mit blik glide hen mod ’cafe nothing’, og mit hjerte stoppede det sekund, hvor jeg pludselig så Justin.

Mit hjerte pumpede på højtryk, da jeg steg ud af bilen, smækkede døren, og løb hen til ham. Han sad op af muren, og stirrede ligegyldigt ud i luften.

Jeg ville grine, græde, forklarer mig, men han gjorde ingen ting, da jeg nævnte mit navn. Hans blik blev ved med at stirre ligeud, og jeg kunne ikke lade være med at ligge mærke til hans øjne.

Jeg tog fat i hans arm, ”Justin rejs dig,” fik jeg mumlet, og han rejste sig, og stillede sig foran mig. Hans øjne flakkede, han var beskidt, og lugtede fælt af alkohol, og noget andet som jeg kendte for godt.

Stoffer..

”Justin, hvad har du taget?” Spurgte jeg nervøst, og ruskede en smule i ham. Han tog hånden op til panden, inden han bildt pressede den. ”Ik nogeeet,” mumlede han sløvet, og jeg sukkede højlydt af ham.

”Forhelvede Justin, hvorfor tog du ikke hjem i går morges?” Jeg vrissede af ham, og det var ikke min mening, for jeg havde allermest bare lyst til at slå armene om ham, og tilbede ham, fordi jeg havde fundet ham.

Og fordi jeg savnede ham.

”Fordi du løg!” Råbte han, og slog ud med armene, så jeg blev nød til at dukke mig. Jeg stirrede på ham, da han langsom kom til sig selv, og stirrede vredt på mig.
Du løgn for mig!” Han lagde tryk på du og mig, og jeg sank klumpen, som havde samlet sig i min hals.

”Justin, undskyld, men hvis du nu bare lod mig tage dig med hjem til mig, så kan jeg forklarer det hele!” Jeg kiggede bedende på ham, men han rystede på hovedet. ”Alle burde vide det! Alle burde vide den fucking fortid, som vi levede i sammen! Sådan folk kan dømme os sammen!”

Hvorfor talte han om os tilsammen? Det gav ingen mening for mig. ”Jeg var forhelvede forelsket i dig engang, også er du lige pludselig i U.S.A. og er en helt anden! Hvem fanden er du, og hvad fanden tænker du på?” Råbte han, og bankede hånden hårdt ind i muren, så hans navn panikken røg ud af mine læber.

Jeg lukkede øjnene kort, inden jeg åbnede dem igen, og stirrede på Justin’s hånd, som var en del smadret nu. ”Justin, det var min fortid. Jeg er ikke stolt over den, og desuden lever jeg den ikke mere.. Og du aner ikke, hvor mange gange jeg har haft lyst til at fortælle dig dét..”

Tårerne pressede på, og jeg lod den første glide ned af kinden, men da Justin så den, slog han igen hånden ind i muren bag sig.

”Fortælle ham hvad?” Min krop stivende, og tårerne stoppede øjeblikkeligt. Jeg kendte dem ud og ind, men de kendte ikke mig. Jeg kunne nærmest se deres blikke foran mig, se deres forvirret og såret ansigter, selvom jeg faktisk stod med ryggen til dem.

Justin slog igen hånden ind i væggen, og jeg lagde mærke til, at der var en, som stoppede ham. Det var Alfredo, og det var utrolig dumt gjort, for Justin var vred.

Stoffer + alkohol + vrede = skadelig Justin..

Det havde jeg lært.

Det hele forgik i slowmotion, da Justin rammede Alfredo på kæben med hans knytnæve, og Alfredo vaklede skridt bagud.

Nick rev fat i Justin, som panikken prøvede også at slå ud efter Nick. Alenya skreg, og hjalp hurtigt hendes bror ned og sidde. Roméo talte Justin til ro, og Jannick hjalp Alenya.

Kathryn, Amy og jeg stod og stirrede ud i luften. Indtil Justin igen slog efter Nick, men denne gang ramte Roméo.

Amy skreg op, og da jeg så Roméo falde til jorden, stoppede mit hjerte et øjeblik, og min puls steg. Hvad fanden skete der lige?

Alfredo kom på benene, gik med vaklende skridt over mod Justin, og lod en knytnæve ramme Justin lige på næsen, så hans hoved røg bag ud.

Det hele fik amok. Justin i Nicks arme, Jannick ved siden af Roméo sammen med Kathryn. Amy grædende og råbende af Justin. Alenya som prøvede at holde Alfredo tilbage.

Jeg stirrede rædselslagende på dem alle sammen, og havde allermest lyst til at råbe højt op, at de skulle stoppe.

Men jeg kunne ikke. Ordene sad fast i halsen, og jeg gispede kort efter vejret, da en knytnæve igen blev svinget mod Alfredo.

Justin slog ud efter Alfredo igen, hvilke fik ham til at glide ud af Nicks greb. Justin kastede sig over Alfredo, og kort efter ramte Alfredo jorden.

”Stop!”

Min stemme var kraftig, og mine vejrtrækninger uregelmæssige.

”Stop så!”

Justin fjernede sig fra Alfredo, alle som lå ned kom på benene, og de stirrede alle sammen overrasket på mig.

”Nu hører I efter, hvad jeg har at sige, inden I skader jer selv endnu mere!” Min stemme rystede, og jeg var på kanten til at starte slagsmålet igen, bare for at få mig selv slået ned, så jeg kunne komme væk fra denne situation.

”Justin,” mine øjnene fangede hans. ”Du holder din mund, jeg skal nok selv fortælle folk det.” Justin så overrasket på mig, men nikkede så, selvom han lignede en, som kunne falde om hvert sekund.

”Alfredo, Amy. I er de tætteste her, men alligevel også alle jer andre. Ingen af jer ved det. I ved jeg ikke altid har boet i U.S.A.

Sandenheden er at jeg har boet i England. Justin var min bedsteven, og vi…”

Jeg tog en dyb indånding. Det var nu det skulle siges alt sammen. Måske var det en smule plat, at det lige præcis skulle være her på åben gade. Derfor pegede jeg om bagved caféen, hvilke fik dem alle til at stille sig deromme.

Det var nu. Med få skridt nærmede jeg mig dem. Tre meter/skridt foran dem stillede jeg mig, og kiggede skiftevis på dem.

”Vi var ikke ligesom almindelige, vi hørte ikke til det dér – klasse miljø -, som der var i den ellers så fine by – London.”

Det var virkelig nu. Alt hvad jeg havde prøvet at glemme, det skulle frem nu. Og jeg vidste ikke, om de ville forlade mig efter dette.

”Hvis I synes, at jeg er en narrøv, og en idiot. – Så gør hvad I vil, følg jeres hjerte, når jeg har sagt dette færdig.. Please forlad mig ikke bare fordi flertallet gør. Følg jeres hjerte, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre uden jer.”

En tåre trillede ned af min kind, og blev kort efter efterfulgt af flere. Som en væddeløbsbane…

”Jeg var ikke den person, som jeg var i dag. Mit navn var Izabell. Justin og jeg tog stoffer, drak, sked på skolen, og regler. Vi..”

”Vi var voldige, og kendt som de hårdeste i byen..” Afsluttede Justin mig.

Jeg tog en dyb indånding.

”En dag fortalte min far mig, at vi skulle til U.S.A. De havde fået mig ind på et afvænningscenter, og jeg.. Der var jeg i et halvt år, inden jeg startede på skolen. Jeg forlod Justin, glemte min fortid, blev en anden person.

Og jeg løj for jer. Om min fortid..”

Et suk forlod mine læber, da de alle sammen stirrede chokeret på mig. Jeg rystede på hovedet.

”Træf jeres valg.. Jeg vil ikke sige, hvilken side I skal vælge.. Det er det dummeste, som jeg nogensinde har gjort. At ændrer mig selv.. Så.. Jeg dømmer jer ikke ud fra jeres valg. Jeg ved, at I har elsket Scarlett.
Problemet er, mit navn er ikke Scarlett, mit navn er Izabell..”

_________________________________

Undskyld det lange kapitel + dårlige.

Og undskyld lang ventetid. 

Havde skriveblokring sidste uge, og lavede noget dejligt hele weekenden. 

Myssar, tak fordi I læser! :-*

xxx

Vandged.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...