You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
25060Visninger
AA

8. Scarlett Izabell Miller or Izabell Miller?

 

For en gangs skyld følte jeg mig udhvilet, da jeg slog øjnene op næste morgen. Mit blik røg straks over på Justin, og til mit held var hans øjne luk.. Åbnet! Jeg spærrede mine lige nu blå øjne op, hvilke fik Justin til at grine. Da jeg skulle til at vende mig om, tog han bestemt fat i min kæbe, og jeg kunne se, at han studerede mine øjne. Sandheden var jo, at jeg var bange, for om han ville kunne genkende dem. Efter noget tid lukkede jeg øjnene, hvilke fik Justin til at sukke.

”Scarlett,” han lagde sig om på ryggen, og kiggede op i loftet. Det kunne jeg se, fordi jeg havde åbnet øjnene. ”Mm?” Mumlede jeg nervøst, tænkt hvis han kunne genkende mig? ”Hvorfor gemmer du din øjenfarve væk?” Mit hjerte bankede på højtryk, og et øjeblik var jeg faktisk bange for, at han kunne høre det.

Jeg sukkede, og drejede mit hoved mod ham, så han gjorde det samme. Hans blik var venligt, og jeg kunne ikke lade være med at smile en smule over det. ”Det hører sammen med min fortid,” mumlede jeg, inden jeg vendte mig om, og begyndte at tage de brune kontaktlinser i.

Jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg fortalte ham det. Ønsker jeg virkelig, at han skal vide, hvem jeg er? Jeg synes bare ikke, at jeg kan være det bekendt at køre vores venskab længere ud. Jeg mener, vi kender jo hinanden?

Et suk lød fra Justin, men da jeg vendte mig mod ham, smilede han stort. ”Nogle planer i dag?” Spurgte han med et drilsk smil klistrede på. ”Ingenting,” svarede jeg, og smilede sjovt til ham.

***

Jeg fryser, jeg ryster, jeg dør af kulde. Okay det sidste er måske en overdrivelse, men I ved – Overdrivelse fremmer forståelse. Er det ikke sådan ordsproget er? – Vent er det overhovedet et ordsprog?

Det er lige meget, sagen er den, at jeg fryser. Og det gør jeg sjovt nok fordi, at Justin synes han skulle slæbe med mig udenfor. Og nej det var ikke bare for at tage ned på en café, men fordi vi bare skulle gå en tur. Så her gik vi så, og havde en samtale om..

”Ynglings frugt?” Ja, det var så det, vi gik og spurgte hinanden om alle mulige ting. – Underligt, men meget sjovt. Jeg kiggede tænkende frem af, hvor byen snart begyndte at vise sig. ”Pære,” svarede jeg så, hvilke fik ham til at nikke kort. ”Det havde været sjovere, hvis du sagde banan,” mumlede han, hvilke fik mig til at le kort, inden jeg fornærmet skubbede til ham. ”Men min er æble,” svarede han så, og jeg nikkede.

”Hm,” mumlede jeg og tænkte lidt over, hvad jeg skulle spørge om. ”Slik?” Spurgte jeg udforende, og smilede lidt skævt til ham. ”Eh.. Chokolade, må jeg nok tag..-” – ”Org dygtigt dreng chokolade er GUD!” Afbrød jeg ham, hvilke fik ham til at grine. – Nok mest over mit lille udbrud.

”Kom lad os få noget morgenmad,” mumlede Justin og hev mig til siden ned af mod byen. Jeg smilede kort, og nikkede bekræftende. Klokken var måske elleve, men det skulle ikke undre mig, hvis café Nothing havde åben.

Og ganske rigtig det havde den, men lige da vi trådte ind af døren, hørte jeg et alt for velkendt grin. Mit blik røg straks ned til det bord, vi altid plejede at sidde ved. Og rigtig nok. De sad der alle sammen, og da jeg så, hvor højt Amy grinede, kunne jeg ikke lade være med at stivne. Hendes silke lyse hår fløj om hovedet på hende, fordi hun rystede på hovedet, og hendes mund var hvidt åben, og en smuk englelatter undslap den.

Mit blik gled videre til Alfredo, og han sad bare og rystede på hovedet af Amy med et lille smil.

Min bedsteven havde kaldt mig en luder..

Hans blik vendte sig, og da jeg fik øjenkontakt med ham, lynede hans øjne. Han slog hånden hårdt ned i bordet, hvilke resulterede i, at de nu alle sammen stirrede på mig. – Men jeg havde kun øje for Alfredo, drengen som jeg var hel sikker på var min bedsteven, men han havde kaldt mig en luder.

Han rejste sig, og jeg kunne mærke Justin røre uroligt på ham selv bag ved mig, derfor rakte jeg ud efter hans hånd, så jeg vidste, at han ikke gik. Han gav min hånd et klem, hvilke fik mig til at forså, at han ingen steder gik. Derfor slap jeg den også igen, og gik Alfredo i møde. Jeg stoppede to skridt foran ham, og han stirrede nedlagende på mig.

Jeg bed mig i læben, men sendte så Alfredo et koldt blik. ”Hvorfor så kold?” Spurgte Alfredo mig, hvilke fik mig til at ryste irriteret på hovedet. ”Hey venner, luderen er kold i dag,” råbte han til de andre, og jeg kunne sagtens mærke ordet luder gå igen i hovedet på mig. Jeg skulle lige til at vrisse af ham, men Justin tog min hånd, og lagde den anden på min skulder.

”Vi siger tak for i dag,” sagde Justin hårdt og koldt, og jeg lover – sidst jeg havde hørt den så hård og kold. – Det var i London, og derfor kunne jeg ikke stoppe det smil, som spillede frem på mine læber. Justin drejede mig rundt, også fandt vi udgangen.

”Hørte jeg forkert, eller kaldte han dig lige en luder?” Justin gik hurtigt fremad, og ned mod byen. Jeg halv løb en smule efter ham, så jeg til sidst blev nød til at rive fat i ham, for at stoppe ham. ”Hallo jeg er altså ikke nogen kænguru,” mumlede jeg irriteret, hvilke fik ham til at stirre underligt på mig, så jeg bare stirrede underligt tilbage. Så trak hans læber op i et smil, og han; Seriøst drengen flækkede af grin, og jeg anede ikke, hvorfor?

Efter 100 år, og min farfars gamle madpakke blev han færdig, og kiggede sjovt på mig. ”Undskyld mig, jeg kan ikke rigtig se grunden til, at du nærmest døde?” Sagde jeg, imens jeg pegede på ham fra punkt til punkt. ”Hvorfor fanden sagde du kænguru?” Spurgte han underligt, hvilke bare fik mig til at sukke. ”Kænguruer har da lange ben?”  

Det har de da, har de ikke? ”Forhelvede Scarlett, det siger du aldrig igen,” grinede han, hvilke bare fik mig til at trække ligegyldig på skulderne. Også forsatte vi ellers ned mod midtbyen.

***

”Hvad med den her?” Jeg vendte straks mit blik mod Justin, og rystede bestemt på hovedet. ”Neeej, jeg har en der minder om den.” Justin sukkede højlydt, hvilke fik mig til at grine en smule, imens jeg begyndte at kigge lidt mere. ”Det kommer jo til at tage 100 år,” stønnede han, inden han lagde sit hoved på min skulder.

”Justin tag dig sammen, vi har kun været her inde i en halv time.” Sandheden var, at vi gik og kiggede på kjoler, for på lørdag skulle jeg til sådan en familie ting. Og ja – jeg manglede en ny kjole. ”Du er umulig,” mumlede Justin, hvilke jeg bare rystede på hovedet over.

Mit blik fangede en kjole lidt længere nede i butikken. Den ville passe så godt med nogle af de smykker, som jeg havde der hjemme. Og uh! Mine dejlige sorte pumps også! Den var perfekt! (Link i kommentar)

Det var også derfor, at jeg hurtigt lod Justin stå tilbage, selvom han faktisk talte til mig. Jeg tog kjolen ned i min størrelse, og da jeg vendte mig om, stod Justin lige for an mig. Jeg lagde en hånd på hjertet, men han så det ikke, da han havde travlt med at nær-studere kjolen. Jeg klappede ham på skulderen, inden jeg begav mig hen til omklædningsrummet.

Jeg trak langsomt min T-shirt over hovedet, og smed mine bukser. Så trak jeg op i kjolen, og fik den til at sidde perfekt. Jeg smilede skævt til mig selv, inden jeg trådte ud, hvor Justin stod. Han gav mig elevator blikket, og smilede skævt, da han nåede mine øjne. Han gik en smule tættere på mig, og rørte ved noget af stoffet. ”Hvor er du smuk,” mumlede han, og smilede stort til mig. Jeg gengældte det, inden jeg vendte om, og gik ind igen.

Jeg trak kjolen af, og tog mit andet tøj på igen. Min vinterjakke røv på, som det sidste, inden jeg tog kjolen, og allerede var på vej op til kassen.

En dame smilede venligt til mig, imens hun bippede den ind. Jeg betalte, og hun lagde den ned i en pose, hvorefter jeg fik posen.

”Hvad skal du egentlig bruge den til?” Spurgte Justin, da vi var begyndt at gå lidt længere ned af gaden. ”Noget familie halløj på lørdag,” mumlede jeg, og drejede ned af en sidegade. Jeg skulle ned og farves, og eftersom klokken var halv to, og jeg skulle farves klokken to, kunne vi ligeså godt gå der ned af. Selvfølgelig havde vi ikke brugt hele tiden i den der butik, vi havde også været inde i to andre, tror jeg..

”Også køber du den en søndag? Der er like seks dage til,” mumlede Justin, hvilke bare fik mig til at ryste på hovedet. ”Jeg skal sikkert lave spansk med dig i morgen, arbejde måske tirsdag, onsdag dans, torsdag dans, og fredag skal jeg vist ingenting.” Mumlede jeg, hvilke fik ham til at grine en smule. ”Så kunne du jo ligesom bare købe den fredag,” han skubbede blidt til mig, hvilke fik mig til at fnyse fornærmet. ”Nu købte jeg den altså i dag,” sagde jeg, og skubbede ham, ligesom han havde gjort med mig.

Vi var endelig nået til frisøren, og der gik ikke lang tid, inden jeg allerede sad i en af deres stole. ”Scarlett, skal det farves?” Jeg nikkede smilende til min frisør, som faktisk hedder Summer, hvis du er nysgerrig. ”Og den brune, som altid?” – ”Som altid,” svarede jeg enkel, hvilke fik hende til at smile stort, inden hun fandt tingene frem.

Justin sendte mig et smil, eftersom han sad ved siden af mig, og jeg smilede stort tilbage til ham. Det blev så dejligt at få farvet det, jeg hadede, når det ikke var farvet helt til bunden. 

Summer kom tilbage, og spurgte mig, om hun også skulle klippe mine spidser, hvilke jeg selvfølgelig bare nikkede til. Spidser + farve = en glad Scarlett.

***

”Din seng er gud,” stønnede Justin træt, da han smed sig i den. ”Du har vådt hår!” Udbrød jeg højt, hvilke fik ham til at hoppe hurtigt op af sengen igen. ”Kvinder,” mumlede han, imens han fulgte efter mig ud på badeværelset.

Sagen var den, at Justin og jeg havde lavet en lille snebold krig, da vi havde fået poserne indenfor. Så derfor havde jeg virkelig brug for et bad, for så dum, som Justin var, havde han smidt mig helt ned i sneen. Så jeg havde våde bukser også, imens Justin’s hår var det eneste, der var vådt. Nu man tanker over det sad det meget mere pjusket, når vokset ikke fik det til at stå perfekt.

Jeg smed et håndklæde i hovedet på ham, og pegede ind mod mit værelse. ”Jeg skal i bad, Justin, smut,” mumlede jeg imens, hvilke bare fik ham til at grine, inden han forsvandt ind på værelset.

Jeg lukkede døren, og låste den for en sikkerheds skyld, inden jeg trådte ud af mit våde tøj, og lagde det i vasketøjskurven. Så lod jeg vandet varme lidt, inden jeg hurtigt trådte ind, og fik vasket mig hurtigt. Okay ti minutter, men stadig..

Jeg trådte ud, og viklede hurtigt et håndklæde rundt om min krop, og et rundt op i mit hår. Som vant til gik jeg bare direkte ud på værelset, og havde et øjeblik glemt, at Justin var der.

Han kiggede hurtigt hen på mig, og lavede et kort elevator blik, inden hans øjne mødte mine. Jeg rødmede, jeg kunne så meget mærke det. Forbandede rødme. ”Øh Scarlett?” – ”Jeg havde glemt, at du var her, så gider du lige?..” Jeg lavede en håndbevægelse, så han grinede drejede hovedet den anden vej. ”Jeg mener det Justin, hvis du kigger, så er du en dø..” – ”Jeg kigger ikke Scarlett,” grinede han dog alvorligt, hvilke fik mig til at grine en smule sammen med ham.

Jeg åbnede hurtigt skabet, og trak et rødt sæt undertøj ud, så trådte jeg hurtigt i det. Jeg kiggede efter noget at tage på, og faldt til sidst over mine almindelige korte shorts, hvor jeg bare trak en T-shirt ud over, som jeg samlede i siden med en elastik.

”Sådan,” mumlede jeg til Justin, imens jeg smed mig ved siden af ham i sengen. Jeg viklede håndklædet af mit hår, inden jeg hurtigt tog min hårbørste og redte mit hår ud.

Jeg lagde hårbørste ned igen, og kravlede ind under dynen. Justin kiggede underligt på mig, sikkert fordi jeg rystede en smule. Der var koldt, og min dyne var ikke ligefrem varmere. Justin grinede lidt, inden han også lagde sig ned under min dyne.

Et stykke tid lå jeg bare og prøvede at få varmen, men da Justin ligesom rykkede tættere på mig, tog jeg det sidste styk, og lagde mig på ham. Hans kropsvarme blev hurtigt ”dannet” i min, så jeg også blev varm. Jeg ved, at det ikke lød klogt. Don’t judge me.

Justin lagde sin arm langs min ryg, og tegnede cirkler på den.. Jeg lukkede øjnene en smule, men åbnede dem igen, da Justin rømmede sig. ”Hvorfor kaldte han dig en luder?” Spurgte han så hårdt, hvilke næsten fik mig til at sukke.

Det var ikke lige fordi, at jeg havde regnet med, at Alfredo ville kalde mig en luder. Især ikke, når jeg ellers plejede at kalde ham min bedste ven, og han plejede at kalde mig hans bedste veninde. Jeg forstod ikke, hvorfor han skulle kalde mig en luder. Ja – det er rigtig, jeg kyssede Justin efter en uge, og de fleste gad ikke vente flere måneder på, at jeg bare ville give dem et kys. Men jeg havde ligesom kendt Justin før, og jeg havde altså følt hans læber mod mine en gang før. Eller teknisk var det jo ret faktisk Izabell, men det er jo stadig mig.

Et suk forlod mine læber, og jeg kunne langsomt mærke, hvor mange gange Alfredo’s stemme genspillede i mit hoved. Jeg var egentlig en smule ked af det? Kaldte min bedsteven mig for en luder? Ja det gjorde han, og hvem havde troet det om Alfredo? – Jeg havde ikke.

”Han.. Jeg ved det ikke,”

***

Det var ikke med vilje, at jeg havde glemt at stille mit vækkeur. Derfor fløj jeg op klokken halv ni, og fandt huset tomt. Fuck,

Mine forældre måtte have afleveret Leah og Crystal, fordi de troede, at jeg skulle møde sent. Hvem fanden glemmer også at sætte sit vækkeur?

Scarlett, din tumpe.

Forhelvede det var mandag morgen!

Org pis og lort. Pikrøv..

Imens jeg blev ved med at bande af mig selv, mentalt, kiggede jeg undersøgende i mit klædeskab. Jeg rev nærmest mine sorte stramme busker ud, og rev elefant dem på. Det skulle gå hurtigt, derfor tog jeg også bare hurtigt min grå sweater frem, hvor der med sorte bogstaver blot stod; Swag på. Jeg hev den over hovedet, inden jeg smuttede hen til mit makeup bord. Mit hår var krøllet, og jeg magtede ikke glatte det, så jeg satte bare alt mit hår op i en høj hestehale. Jeg smilede skævt, inden jeg tog lidt foundation, mascara og eyeliner på. Så smilede jeg stresset til mig selv, inden jeg tog en smule af min ynglings parfume på.

På vej ud af værelset nåede jeg netop lige at rive min taske med. Jeg løb hurtigt ned af trappen, da jeg kom i tanke om min mobil, derfor løb jeg op igen, tog min mobil, og ned igen. Jeg stressede totalt, og imens jeg bandt mine vinter støvler, hoppede jeg som en elefant ud i køkkenet. Jeg smækkede køleskabet i efter at have taget et æble. Så hoppede jeg ud i gangen, imens jeg fik bundet den sidste sko, og med æblet i munden. Jeg tjekkede om jeg havde alt i min taske, inden jeg trak min vinterjakke, som var kort og sort ned fra knagen, og trak den over min sweater. – Jeg nåede ikke engang at lyne den, for jeg allerede var udenfor, og hold kæft det var koldt.

Jeg rev mine nøgler frem, og låste hurtigt hoveddøren, inden jeg løb hen til min bil, som jeg låste op imens. Jeg smed mig ind, og min taske landede på sædet ved siden af. Jeg lukkede døren hårdt i, tændte motoren, spændte selen, og kørte i fuld fart mod skolen.

Klokken var ti minutter over ti, da jeg trådte ind af hovedindgangen. Gangene var tomme, derfor løb jeg hele vejen ned til mit skab, som lå på den anden side af kantinen. Jeg tastede hurtigt koden ind, og lagde min taske der ind. Mit blik faldt på mit skema, jeg skulle have haft engelsk i de to første timer. Jeg kiggede længere ned, og bandede mentalt af mig selv.

Spansk.

Derfor tog jeg hurtigt mine spanske bøger, og papirer ud af skabet, inden jeg smækkede det i, og var allerede på vej op på anden sal.

Jeg brasede nærmest ind af døren, fordi jeg havde så meget fart på. Jeg tabte kort mine papirer, men lod dem ligge, da jeg så, hvor sur Mrs. Anderson så ud.

”Scarlett Izabell Miller,” tak for at bruge hele mit navn, især når Justin sidder her inde. Fucking kælling man. ”Hvorfor kommer du så sent?” Pis vi havde hende også til engelsk, så selvfølgelig havde hun bemærket det. Alle tredje års eleverne som havde spansk stirrede på mig, og jeg kunne ikke lade være med at krympe tæerne en smule.

”Jeg sov over mig,” mumlede jeg, hvilke fik alle til at hviske, og mig til at sukke lydløst. ”Lad det ikke ske igen, og sæt dig så ned.” Jeg åndede lettet op, for jeg magtede virkelig ikke en eftersidning. Jeg samlede hurtigt mine papirer op, og satte mig hen til Justin.

Han kiggede en anelse gennemtænkende på mig, og jeg kunne ikke lade være med at lade hovedet fange bordet.

”Skal vi få skrevet videre?”

***

Det ringede ud, og jeg rejste mig, for derefter at følges med Justin ned af gangen. Alfredo, Amy, Kathryn, Roméo, Nick, Jannick eller Alenya var til at se nogle steder. De var sikkert allerede nede i kantinen. ¨

Jeg smed bøgerne ind i mit skab, og sukkede irriteret. ”Er du okay?” Spurgte Justin mig, og jeg havde allermest lyst til at ryste på hovedet. ”Jeg skal bare ha’ noget luft,” mumlede jeg, imens jeg tog min vinterjakke på. Justin nikkede forstående, og sekundet efter var jeg allerede på vej mod hovedgangen.

Jeg var noget til de første skabe lige indenfor hovedindgangen, da alle vente deres blikke mod mig. De hviskede – alle sammen. Første, anden og tredje års elever.

”Scarlett,” en dyb stemme råbte mit navn, og jeg vidste godt, hvem den tilhørte. I dette tilfælde ville i sikkert tro, at det var Alfredo. – Det ville jeg derimod ønske, at det var. Men nej, det var Mark.

Mark, i kan sikkert godt huske ham. Justin og ham var oppe og slås i fredags, og det var der, hvor jeg havde løbet af sted med Justin, da Mr. Bacon kom ikke?

Jeg håber, du kan huske det.

Jeg drejede mig halv langsomt om, selvfølgelig mod min vilje. Måske tyve meter fra mig stod han. Skolens ’bølle’. Han havde aldrig gjort mig noget, men jeg vidste, hvad han var i stand til. – Og han var skide ligeglad med, hvor populær jeg var.

”Hvad vil du?” Spurgte jeg en anelse hårdt, hvilke fik ham til at gå tættere på. ”Du skal ikke tale til mig i det der tonefald, Miller.” Sagde han hårdere, og jeg havde lyst til at slå ham. – Selvom jeg var pisse bange.

”Hvad vil du?” Spurgte jeg denne gang koldt, hvilke fik ham til at le en smule. Den dreng var blevet bortvist fra mange skoler, og havde fået næsten over ti på hospitalet. – Det var ikke lige det, som jeg havde allermest lyst til.

”Du ved, jeg var ikke færdig med ham Bieber den anden dag.” Jeg sank klumpen i halsen, inden jeg ligegyldigt svarede: ”Nå,” hans øjne lynede, og han trådte helt tæt på mig, og tog et hårdt tag om min overarm. Jeg ville helt sikkert få et blåt mærke.

”Og fordi du stak af med ham, fik jeg hele skylden.” Han strammede grebet om min overarm, og et klynk undslap mig. Det var jo ikke ligefrem fordi, at Mark var slap.

”Man stikker ikke af med en, og lader Mark her tage hele skylden,” Han skubbede mig bagud, og spændte ben for mig, så jeg landede hårdt på gulvet. Folk gipsede, og begyndte at samle sig i en gruppe rundt om os.

”Så prinsesse populær, hvor mange slag kan du klare?” Hans øjne var kolde, og da han sparkede mig hårdt i maven, kunne jeg mærke luften, som hurtigt forlod mine lunger. Jeg gipsede efter vejret, inden jeg tog mig til mit ribben, som han havde ramt.

”Kan du virkelig ikke klare mere?” Spurgte han, jeg lod hånden falde til gulvet for at støtte mig selv. Det var nok det dummeste valg, for Marks kæmpe støvle røg direkte ind i mit ribben igen.

Et smertefyldt skrig undslap mine læber. Sidste gang dette skete var i London, hvorfor skulle alting komme tilbage? Jeg tog mig til mit ribben, hvilke fik resten af min krop til at lande på gulvet. Jeg stønnede af smerte, og han grinede, imens han lænede sig ned over mig. Han tog fat i min hestehale, inden han løftede mit hoved fra gulvet.

”Du er svag prinsesse,” mumlede han, inden han bankede mit hoved ned i gulvet. En udholdelig smerte i hovedet startede, og fik tårerne til at glide ned af mine kinder.

Folk råbte og skreg omkring os, og lige da Mark igen skulle til at sparke mig, lød en højt råb.

”Mark!” Hans stemme var vred, og da han trådte frem, sendte han mig kort et bekymret blik, men mine øjne kunne ikke fokusere, og jeg var hurtigt klar over, at jeg snart ville besvime.

Alfredo, forhelvede..

En smed sig ved siden af mig, og trykkede min hånd. Jeg kiggede forvirret ned til min hånd, og kunne sløret se Amy sidde, og snakke til mig.

Men jeg kunne ingenting høre, det var som om, at jeg var i mellem at være vågen, og sove. Jeg kunne ikke særlig godt se noget, men jeg kunne slet ikke høre noget.

Mine vejrtrækninger var uregelmæssigt, og hjerte pumpede hårdt i brystet på mig. Og det var det eneste, som jeg faktisk kunne høre.

Jeg kiggede op mod Mark, som blev holdt tilbage af Jannick, Nick og Roméo. Alenya stod bagved Amy, og kiggede chokeret på mig. Kathryn lagde mit hoved i hendes skød, og strøg mig over kinden.

Som når du har propper i ørene, og de endelig springer. – Sprang det i ørene på mig lige nu, og pludselig kunne jeg høre alles råb omkring mig. Det der fangede mit opmærksomhed mest var Alfredo og Justin’s stemme. Jeg kiggede længere frem ad, og kunne lige ane Alfredo stå truende overfor Justin.

”Det er alt sammen din skyld!” Råbte Alfredo af Justin. ”Hvordan kan det være min skyld?” Spurgte Justin koldt, og Alfredo fnyste irriteret. ”Hvis du ikke havde været så dum, og komme op og slås med Mark, var det aldrig sket!” Råbte Alfredo vredt af Justin, hvilke bare fik Justin til at stirrede på ham.

Justin vendte sig kort mod mig, inden han mumlede et undskyld, og drejede hovedet mod Alfredo, hvor han skubbede hårdt til ham. Han gik helt frem til Alfredo, ”i det mindste var det jeg sagde på klubben falsk, men det du sagde, mente du vist. Du burde vide bedre makker. Du har kaldt din bedste veninde en luder,” Alle gispede, og Justin smilede tilfreds og flabet til Alfredo.

Alfredo hævede hånden, og lige da jeg troede, at det ville ende galt råbte Mr. Bacon over alle. ”STOP!”

Hans råb gav mig hovedpine, og jeg faldt hurtigt tilbage til dér, hvor jeg kun kunne høre mit hjerte, og mine uregelmæssige vejrtrækninger.

Mit blik blev mere og mere slørede, og smerten i mit hoved og ribben blev større og større. Det dunkede nærmest, og jeg trak vejret hurtigere af en eller anden grund.

Sveden gled ned af min pande, og smerten gav mig lyst til at skrige. Ikke bare den fysiske smerte.
Alting var et rod.

Justin var kommet til U.S.A.

Min fortid havde bygget sig op.

Justin var på sporet af mig.

Alfredo havde kaldt mig en luder.

Jeg havde kysset Justin.

Mine veninder og venner havde vendt mig ryggen.

Mark havde banket mig, og hvorfor fattede jeg ikke.

Alting var rod, og jeg vidste godt grunden. Og selvom jeg havde sagt til mig selv over 100 gange, at det måtte stoppe.

At jeg skulle glemme alt om Justin, fordi det hele var sket efter, at han var kommet. Jeg burde glemme ham, men jeg forstod det ikke?

På en måde kunne jeg godt lide, at Justin kom, fordi jeg kunne se ham igen, men også fordi han faktisk fik mig til at huske.

Det halve år, som jeg havde brugt på at glemme alt. Stofferne, overfaldene, alkoholen, badgirl stilen, London, Justin..

Alt hvad jeg havde brugt et halvt et halv år på at glemme, kunne blive revet frem på en uge. På grund af en bestemt dreng.

En dreng, som altid havde haft en plads i mit hjerte. Uanset hvor hård jeg har været, og hvor hård han var, så havde han altid en stor plads i mit hjerte.

Og måske var det dét, som var problemet, måske havde Justin altid fyldt for meget til, at jeg bare kunne glemme ham helt. Måske fyldte han for meget, så jeg ikke kunne droppe ham.

Gulvet forsvandt under mig, og jeg kunne kort efter mærke noget blødt mod min ryg. Alle sagde mit navn, to fremmede stemmer, Alfredo, Amy, Mr. Bacon, som sikkert havde travlt med at lugte af gris.

Og Justin’s.

Det kunne ikke være meningen, at Justin skulle komme og fylde mere og mere i mit hjerte. I Scarlett’s hjerte.

Måske skulle han slet ikke fylde i Scarlett’s, måske skulle han blive i Izabell’s.

”Scarlett?”

Hvorfor var det præcis hans stemme, som jeg kunne høre?

Han fyldte for meget, men jeg kunne ikke skubbe ham væk. Måske kunne jeg skubbe ham væk fra Scarlett, men jeg kunne aldrig helt skubbe ham væk. Hvis han ikke var i Izabell’s, så var han i Scarlett’s. Og omvendt..

Måske fyldte han så meget, fordi han virkelig var en del af mig. Ikke en del af Scarlett, men en del af mig - Izabell.

__________________

Undskyld for stavefejl / tastefejl.

DAM DAM DAM DAM!

Nej okay.

Husk og like, for så vil du gøre mig rigtig glad! <3<3<3.

1000 tak for likes, kommentar, og favorit listerne.

Godt nytår.

Xxx’ Vandged..dx’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...