You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
24623Visninger
AA

6. “It was a fail, she means nothing to me.”

 

Morgen gik med det samme, og der gik ikke lang tid – føltes sådan i hvert fald -, før jeg sad i klassen, og kiggede irriteret på Alenya, fordi hun lige skulle drille mig lidt. Hun rystede grinede på hovedet af mig, og jeg kunne ikke holde masken mere, og smilede også stort til hende. Alenya var den eneste, som jeg havde biologi med, da de andre vist havde.. Fransk, tror jeg? Jeg holdte mig nu mest til engelsk og spansk. Så det var da klart, at jeg valgte biologi frem for fransk ikke?

Supeeeer.

Det var fredag, og jeg kunne godt nok ikke vente til klokken blev omkring halv otte, for der ville Amy, Alenya og Kathryn komme forbi. Vi skulle i byen i aften sammen med drengene. Derfor kom pigerne og gjorde sig klar, sammen med mig! Fordi de elsker mig, forguder mig.

Hvorfor fanden er jeg lige pludselig så glad i dag? Jeg rystede på hovedet, og kiggede op på Mrs. Anderson, som lignede en som kunne dø over, at hun ikke havde halvdelen af klassen opmærksomhed. Hvad regnede hun egentlig med? Der var ti minutter tilbage af 4. time, og jeg kunne seriøst godt bruge pause nu!

”Husk nu at opgaverne skal laves færdig til på fredag!” Sagde hun utrolig mokket, og jeg rystede irriteret på hovedet af hende. Der var like 19 opgaver, og jeg var nået til 18. Nå ja, okay. Så dropper vi bare at lave den sidste, eller? ”A! Hvad er svaret på den sidste?” Spurgte jeg, og hun rystede grinede, sikkert fordi jeg forkortede hendes navn så meget.. ”Alenya, tak. – Men det er frøer, fordi de lever i vand? Det skrev jeg i hvert fald!” Selvom det ikke rigtig gav mening, smilede jeg bare til hende, inden jeg hurtigt skrev det ned.

Jeg smed mine ting for disse to timer ind i skabet, inden jeg lukkede det hårdt i, og skulle lige til at gå ind i en, eftersom der stod fem førsteårselever foran mig. Jeg magtede det virkelig ikke i dag.

”Scarlett?”

Alle spurgte efter mig, og jeg rystede træt på hovedet. Scarlett, vil du ikke være på forsiden af skolens blad. Scarlett vil du ikke skrive din underskrift her, og kæmpe for en god dag? Scarlett vil du ikke …

Det lyder måske latterligt, det som jeg blev spurgt om. Men til mit forsvar – så var det førsteårselever.. Og de kunne kun finde ud af at irritere mig.

Da jeg var træt på kantinen, fangede min opmærksomhed noget længere fremme. Alle stod i en stor gruppe, og klappede i hænderne? Slåskamp?

Med hurtige skridt maste jeg mig igennem, så jeg pludselig stod forrest, og blev chokeret over synet.

Justin?

Justin’s ene øjenbryn var vist flækket, imens hans læbe blødte, og hans næse også. Flækkede øjenbryn, rødt øje – det ville sikkert blive blåt, flækkede læbe, og næseblod. Jeg forstod ikke sammenhængen, indtil jeg lod mit blik glide over den anden person.

Mark.

Mark var kendt som en rigtig badboy, og var nok ’mobberen’ på skolen. Eller ’bøllen’, kald ham, hvad fanden du vil. Bare man sagde en sætning forkert til ham, gik han helt amok. Mr. Bacon kom gående længere ned af gangen, og råbte folk væk. Da folk bag ved Justin var væk, tog jeg en hurtig beslutning, og løb hen mod ham, imens jeg tog hans hånd, og løb ned mod toilettet. Da der var et par mennesker dér, skiftede jeg hurtigt retning, og forsatte udenfor. Det sneede selvfølgelig, og derfor var det også utrolig koldt uden noget overtøj.

Justin stillede sig op af muren, og tog hånden op til hans pande. Hans øjne lukkede kort i, og jeg vidste egentlig ikke, hvorfor jeg havde gjort, som jeg gjorde? Hvorfor tog jeg hans hånd, foran alle de mennesker? Hvorfor bragte jeg mig selv i ballade? Hvorfor lyttede jeg ikke til mig selv?

”Justin?” Spurgte jeg uroligt, og han rystede hurtigt på hovedet. Han skar en grimasse, over hans bevægelse, og jeg sukkede. ”Sæt dig ned, jeg henter lige mine bilnøgler. Bliv her.” Sagde jeg alvorligt, og han nikkede bare.

Jeg kigger hurtigt på ham, inden jeg drejer rundt om hjørnet, og forsætter lige ind på gangene. Der er nogle få mennesker, da resten er nede i kantinen. For ikke at virke panikken, og få opmærksomhed går jeg bare stille og roligt ned til mit skab. Jeg river nærmest min jakke ud, inden jeg hårdt smækker det i, hvorefter et skrig forlader min mund.

Alfredo.

Mit skrig – jeg ved det – men til mit forsvar havde jeg altså ikke lige set drengen.. Jeg bed mig lidt i læben, og prøvede at gå uden om ham, men han tog bare fandt i mit håndled. Han rev mig tilbage, sådan hans mund var lige ud for mit øre.

”Alfredo..” Sukkede jeg en smule hårdt, men han rystede bare på ham. ”Scarlett, du ved jeg elsker dig, men hold dig væk fra den dreng.” Jeg rynkede brynene, inden jeg slog til hans hånd, og kiggede irriteret på ham.

”Du ved ingen ting om ham.” Sagde jeg lavt, og utroligt koldt. Alfredo skulle ikke tro, at han kunne bestemme over mig. Jeg var sq stadig herre over mit eget liv. ”Nej, men du ved for meget..” Jeg vendte ryggen til ham, og begyndte igen at gå ned af gangen. ”Scarlett forhelvede!” Forsatte han råbende, sådan alle nu så på mig, og ham. ”Nej Alfredo, vi ses i aften.” Råbte jeg muggen, inden jeg gik med faste og hurtige skridt ud.

Jeg rakte min hånd til Justin, som bildt tog i mod den. Jeg hjalp ham afslappende op, selvom jeg indeni var i panik. – Over mit valg – og jeg havde været kold overfor Alfredo.. Min bedsteven… Justin sendte mig et taknemlig smil, men jeg begyndte bare at gå over imod min bil. Han fulgte hurtigt med, eftersom jeg havde fat i hans arm..

Køreturen forgik i stilhed, men da vi endelig sad oppe på mit badeværelse. Justin på mit toiletbræt, og jeg sad nede foran ham på hug, imens jeg holdte et stykke rensningspapir – eller hvad det nu hedder? – mod hans flækkede øjenbryn. Han havde selv lige fjernet blodet fra hans ansigt, og sad nu med en klud på det hævet øje. – Som sikkert allerede var blevet en smule blå.

”Tak.” Smilede Justin taknemligt, og jeg nikkede bare stift, imens jeg duppede lidt på den flække ved hans øjenbryn. Det burde nok syes.. ”Justin,” mumlede jeg, inden jeg lod mine øjne finde hans. Han nikkede, og jeg sukkede lavt. ”Det skal altså syes,” sagde jeg, hvilke hurtigt fik Justin til at skærer en grimasse. ”Det tror jeg alt-” – ”Jo det skal,” afbrød jeg ham, og han stirrede han smule på mig, inden han sukkede. ”Fint,” mumlede han, og gjorde tegn til at rejse sig.

Jeg bad ham om, selv at holde kluden mod øjet, plus den der rensningspapir – ting mod det flækkede hud. Han sukkede, men der gik dog ikke længe før, at vi igen sad i min bil. – Nu på vej mod hospitalet.

***

Justin smed sig med et suk på min seng, og jeg bandede højlydt af ham. Han skulle slappe af, ikke smide sig voldigt ned i min seng. ”Rolig nu,” grinede han bare, efter jeg var færdig med at bande af ham. ”Forhelvede dreng, det er dig, der skal være rolig, og ikke smide dig i min seng, når lægen kaldt sagde a-” Snakkede jeg ud i en køre, men blev afbrudt. ”Ja tak, Scarlett!” Der var drilleri i hans stemme, derfor rakte jeg også bare tunge af ham. Klokken var omkring to, og pigerne ville komme klokken halv otte, så vi havde masser af tid, inden pigerne kom. De skulle jo helst ikke se, at Justin faktisk var her.

”Hvad så?” Spurgte han mig, da jeg satte mig med et suk over i min vindueskarm. ”Hvad?” Spurgte jeg dumt, og løftede det ene øjenbryn – for det kan jeg! Sådan næsten da.. Det ligner mere en grimasse, men okay – what eveeer!

Han rystede bare på hovedet af mig, og jeg kiggede en smule muggen på ham. ”Okay – jeg lukker bare.” Jeg smilede taknemligt til Justin, inden jeg kiggede ud af vinduet.

Udsigten var ikke ligefrem ny, eftersom jeg snart havde boet her halvanden år. Det første halve på kursus, eller hvad man kaldte sådan et sted. Det sidste år havde jeg selvfølgelig bare fulgt ferierne, ellers stod det på High School.

”Justin?” Mumlede jeg pludselig ud i den blå luft, imens jeg stirrede på poolen, som faktisk bare havde et lag sne på dig. Fliserne rundt om var grønne af ukrudt – og selvfølgelig med en masse sne ovenpå. Træer var placeret samme steder, som sædvanligt og alle vores havemøbler, og diverse legeting var der også – fyldt med sne..

”Mm?” Mumlede han tilbage, og jeg sukkede, inden jeg lod mit blik hvile på Justin. Hans øjne var lukket, men jeg vidste, hvad han gemte bag hans øjenlåg. Jeg kunne alle følelserne, alle trykkende i hans øjne – men han vidste det ikke. Hvor let kunne det lige være, bare at fortælle ham, at jeg er Izabell? Eller Bell, som han plejede at kalde mig..

”Fortæl mig lidt,” mumlede jeg, imens jeg langsomt trak benene op under mig, og viklede mine arme om dem. Han åbnede kort øjnene, og kiggede forvirret på mig. ”Om England.” Jeg ville vide alt, alt hvad han tænkte, og om han måske ville turde. – Turde fortælle Scarlett alt. / mig..

”Om England? Hvad vil du vi-” – ”Alt.” Afbrød jeg ham. Jeg lød ikke desperat, bare som en der var nysgerrig. Hvilke jeg i den grund også var. – Måske var jeg næsten desperat. ”Okaaay.”

Jeg satte mig hen ved siden af ham i sengen, og kiggede på hans ansigt. Hans øjne var lukket, så jeg kunne studere, hver eneste detalje.  Han var så meget anderledes..

”Kan du ikke bare spørge, jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal fortælle.” Jeg tænkte mig kort om, inden jeg fik den der ide, og en pære som lyste, kom frem over mit hoved. – Okay nej, men hvis jeg levede i en tegnefilm. Men det gør jeg så ikke ligeeee…

”Jeg har det. Jeg stiller dig et spørgsmål, du svarer på det, også svarer jeg på det samme, også spørger du, også svarer jeg, også svarer du på det samme, også-” – ”Ja, tak Scarlett, jeg fattede det godt.” Afbrød han mig, og jeg vinkede det sjovt væk med en håndbevægelse, som han bare grinede af.

”Er du med på den, eller hvad?” Spurgte jeg, eftersom han bare forsatte med at grine. ”Klart.” Han kiggede drillende på mig, og jeg sendte ham et skævt smil.

”Hvor mange år har du boet i England?” Spurgte jeg, hvilke fik ham til at tænke. Det var faktisk et spørgsmål, som jeg havde stillet Justin mange gange – før i tiden selvfølgelig. – Men aldrig havde drengen svaret på det.. ”Siden jeg var 3, jeg er bare flyttet et par gange rundt i byerne.” Jeg nikkede, inden jeg selv tænkte tilbage. Jeg havde boet og opvoksede det samme sted, indtil for halvanden år siden, hvor vi jo flyttede her til.

”Jeg er født, og opvokset i England.” Fortalte jeg ham, og han nikkede, imens han sendte mig et smil. ”Hvilken by boede du i?” Spurgte han forsigtigt, som langsomt fik et smil til at spille på mine læber. ”London, og du?” Det var nok det dummeste, jeg lige havde gjort! Hvorfor fortalte jeg ham, at jeg havde boet i London?! Fucking crap man..

”Mange forskellige steder… Blandt andet London.” Han sendte mig et smil, som jeg gengældte dog med en tanke i baghovedet. Hvad nu hvis det her går galt?..

”Hvorfor flyttede I flere gange?” Spurgte jeg ham. Hans smil forsvandt en smule, og hans øjne blev mørke. Mørke med et vredt udtryk. Alligevel formåede han at sende mig et smil, da han kiggede på mig. ”Noget med mine forældres arbejde.” Var det virkelig nu, hvor jeg skulle slå til? Var det virkelig nu, hvor jeg skulle fortælle ham, at jeg havde set, at der stod Bieber og Smith?

”Justin?” Sagde jeg en smule alvorligt, hvilke fik ham til at rynke brynene, og nikke. ”Er du helt sikker?” Han kiggede endnu mere forvirret på mig, og jeg sukkede højt. ”Den ene gang, hvor jeg faktisk var hjemme ved dig, så jeg godt, at du var den eneste der hed Bieber.”

Han stivende midt i en bevægelse. Hans hånd sov vist, så derfor havde han rystet lidt med den, men nu stod den helt stille i luften, og det så ikke ligefrem kønt ud.

Jeg slog ham bildt på armen, så den fandt sin plads ned langs hans krop. Hans hoved drejede sig langsomt, og da hans øjne fangede mine var de så usikre. Han sukkede og kiggede væk.

”Jus..-”

”De er døde forhelvede!” Afbrød han mig højt, og jeg stirrede med store øjne på ham. Jeg vidste godt, at hans forældre var død, men jeg vidste ikke, at det faktisk rørte ham. Det havde det aldrig gjort i London.

”Justin, undskyld, jeg er ked af, at jeg spur-” - ”Det fint.” Afbrød han mig, hvilke fik mig til at rynke brynene. ”Nej, jeg mener det undskyld,” sagde jeg med en medfølende stemme, men han rystede bare lidt på hovedet. Han satte sig op, og kiggede alvorligt på mig. ”Det okay,” sætningen fik straks et smil til at spille på mine læber, og det smittede af på Justin. Ih hvor havde jeg dog savnet ham…

***

Klokken var blevet halv seks. Justin og jeg havde virkelig lavet næsten alt. Efter vi var færdige med at snakke, var klokken omkring de tre stykker, så vi tog ned og hentede Leah og Crystal. Selvfølgelig tog vi min overdejlige bil.

Og ja – det var nyttig viden.

Men da vi så var taget hjem, havde vi stenet lidt af vores spanske opgave. Det var nedern, men vi kom væk fra det, eftersom jeg kom til at fornærme Justin, så han havde jagtet mig rundt i HELE huset. Og til sidst havde vi endt i min seng. Og nej det skal overhovedet ikke misforstås! Jeg lagde mig bare i sengen, også kildede han mig lige til jeg døde.

Så ja jeg er død nu.

Nej – Justin havde spist med, eftersom min mor havde sagt, at han skulle. Mine forældre var heldigvis ikke pinlige, da vi som sagt i snakkede om vores fortid. De havde bare spurgt Justin om en masse, og han løj de fleste gange, men det var vel okay.. Heldigvis når vi nu ikke snakkede om vores fortid – på grund af mig – ja, så fortalte de sjovt nok heller ikke noget, om vores fortid.

Dejligt!

Men nu var klokken altså syv, og Justin stod og tog sit overtøj på. Han smilede til mig, og krammede mig trygt ind til sig. ”Vi ses mandag,” smilede jeg, og han nikkede, inden han forsvandt ud af hoveddøren.

Nu skulle der bare gøres klar til pigerne kom!

***

Dør klokken ringede nedenunder, og jeg sprang ned af trappen. Hurtigt var jeg ude i gangen, men nåede lige at se, at Leah allerede var oppe af sofaen og på vej ud til mig, og mine veninder. Hun elskede pigerne, og de elskede hende ligeså. Jeg lukkede døren op, og tre piger stod med mindst to kæmpe tasker hver, over skulderne. Men de havde stadig et stort smil på læben, og jeg var sikker på, at mit var ligeså stort.

”Hey girls!” Hvinede jeg, for sådan var jeg, når det var fredag, og jeg var happy. Jeg lukkede dem ind, og lukkede døren. De stillede deres ting, og begyndte at tage deres overtøj af. Jeg nærstuderede dem helt, men da jeg pludselig kunne mærke, at en krammede mine ben. Jeg kiggede ned, og så Leah stå og kigge smilende på mine overdejlige veninder. Jeg løftede hende op, og hun grinede lidt, da pigerne fik øje på hende.

”Heej Leah-skat!” Udbrød Amy, og nærmest hev min lille pige ud af armene på mig. Amy kyssede hendes næse, og derefter fik Leah et kram af Alenya og Kathryn. Jeg smilede stort, mens jeg hjalp med at få deres ting op på mit værelse.

”Jeg har savnet din seng!” Udbrød Kathryn, og jeg grinede svagt af hende, imens de andre bare rystede på hovedet. Kathryn lagde sig, og sukkede tilfredst.

”Kathryn, du er pisse doven.” Udbrød Amy, og kiggede utilfredst ned på hende. Jeg lagde armene om Amy bagfra, imens jeg kiggede hende over skulderen, da Kathryn rystede på hovedet.

”Jeg er ikke doven, Amy. Jeg har et arbejde, det har du ikke!” Hun havde faktisk ret i noget der, Amy hadede og jeg mener hadede virkelig at arbejde. ”Hun har ret Amy, du dovner mere end hende.” Bed jeg mig enig i, imens jeg trak mig fra hende. Amy kiggede fornærmet på Kathryn og jeg, imens hun satte armene over kors, og kom med en ’tsk’ lyd.

”Piger!!! Kjoler, make-up og hår!”

Vi vendte alle sammen hovedet mod Alenya, også kom vi alle med et hvin, inden vi direkte gik ned i taskerne. Eller jeg kiggede i mit dejlige store skab, efter den kjole jeg faktisk ville ha’ på.

Hvilken en skulle jeg endelig lige ha’ på?!

Jeg rev helt seriøst ti forskellige ud, og kiggede nervøst over på pigerne.. De var i gang med at vælge kjole også, så jeg kunne ikke spørge dem..

Alenya spurgte os andre, om hun skulle tage den røde eller blå på. Jeg studerede dem. Den blå var lang, og gik tæt ind til hendes krop, imens den blå var kort, og ville gå tæt ind til hendes krop.

”Blå.” Stemte jeg samtidig, som Kathryn stemmede rød. Nu vendte vi alle blikket mod Amy, som helt sikkert var den her, som elskede kjoler allermest. Hun havde måske over halvdelen af, hvad jeg faktisk havde.

”Blå,” stemte hun dog til sidst, og jeg smilede stolt, Kathryn fnyste fornærmet, og Alenya nikkede ankerkende.

Nu var det så Kathryn’s tur til at spørge opgivende, og jeg grinede kort af hende, imens jeg studerede hendes valgmuligheder. Der var en pink kort en, som ville sidde løst på hendes krop, og den var en smule lang. Lidt under knæerne. Den havde sådan nogle gennemsigtige blonde trekvarteærmer. Den anden var en helt almindelig hvid sommerkjole artig, og jeg bestemte mig hurtigt.

”Pink,” blev mit valg, og Kathryn smilte taknemligt til mig. Amy og Alenya meldte sig enige med mig, og denne gang kiggede de alle afventende over på mig.

Måske fordi, at jeg stod med to forskellige kjoler i hånden. Den ene var kort, sort, og en smule turkis. (Link i kommentar), den anden var min gamle kjole, som jeg altid gik med. Derfor hang jeg den hurtigt ind i skabet igen, og valgte den korte sorte/turkis. Jeg viste den til pigerne, og de nikkede sig alle enige.

Amy var intet problem, for selvfølgelig vidste hun lige, hvad hun skulle have på. Den var smuk, enkel, kort og sort. Men det var lige Amy.

***

Tøjet var i orden, håret var i orden, og vores makeup sad perfekt. Det var typisk os, vi skulle altid gøre lidt mere ud af os selv, men helt ærlig hvem gør ikke det, når de skal møde nye mennesker, eller til fest?

Hvis du ikke gør, så lad da vær! Jeg er ligeglad, du er sikkert mest tryg ved det andet, og ligeglade hvad andre tænker. Sådan har jeg bare slet ikke råd til at tænke.. Du ved mit ry..

Men lige meget, for det vigtige lige nu var, at jeg dansede. – Sammen med Amy, og jeg kan vist godt udtale mig om, at der var alkohol blandet. Vi havde været her i godt og vel to timer, og jeg tror det var første gang Amy og jeg dansede i aften. Så hvidt som jeg husker, har hun næsten kun danset med Roméo, men det er vel klart, de er kærester!
Ellers husker jeg virkelig bare forkert, og det håber jeg ikke, for det vil ikke tegne godt.

Jeg aner ikke, hvad fanden jeg fabler om. Jeg er til fest, end of the story. Bassen var høj, og jeg dansede i takt til rytmen på den forbandede sang; Turn around og den var af en dejlig sanger, som synger utrolig godt. Conor Maynard! Hvis du hverken kender ham, eller sangen, så har du virkelig ingen musiksmag. Ej løgn, alle har deres egen musiksmag, men Conor sang altså dejligt.

Og – og – og. Jeg har mødt ham! Uhh du jaloux, men altså det var i mine drømme, så jeg ved ikke rigtig om det tæller? Og tænk at jeg drømmer om sådanne ting? Nånå what ever! For ved du hvad?

Jeg er til fest!

Og jeg elsker fester!! Wuhu! Nej? Nej, jeg stopper bare så?

Med et stort smil på læben forsvandt jeg væk fra dansegulvet og Amy, eftersom Roméo lige skulle komme over igen. Jeg gik over til det bord, vi efterhånden havde ’ejet’ hele aften.

Alfredo og Nick sad og snakkede, og jeg gættede på, at Jannick, Alenya, og Kathryn var ude på dansegulvet, ligesom Roméo og Amy var. Jeg satte mig med et bump ved siden af Nick på den bløde læder sofa, og han grinede en smule hæst af mig.

”Jamen hej til dig også, Scar,” han smilede kort over sin egen sætning, og det medførte til, at jeg bildt slå hans overarm. Man kunne jo ikke gøre skade på den dreng. Lyst hår, grønne øjne, muskuløs, men dog med et hjerte af guld. Han grinede kort af mig, sikkert fordi jeg ikke svarede. Jeg rystede kort på hovedet, inden jeg vendte blikket mod Alfredo, som smilede flabet til mig, hvilke fik mig til at rynkede brynene.

”Hvad?” Spurgte jeg underligt, hvilke gjorde, at jeg bare fik et flabet smil. ”Du fuld,” sagde han, og sendte mig et skævt smil. Nick grinede kort, og synes sikkert, at det var ligeså dumt sagt, som jeg synes. ”No shit sherlock,” mumlede jeg irriteret, hvilke bare fik ham til at grine en smule. ”Men når du nu er fuld..” Jeg kiggede på ham med løftede øjenbryn, var han ude på at udfordrer mig?

”Hvordan reagere du så, hvis jeg siger, at ham der din lille ven, er her?” Jeg kunne tydeligt se, hans flabede smil, og vrede øjne. Var han jaloux, og vent lige lidt! Min lille ven, hvem? Jeg kiggede bag mig, og ganske rigtigt. ’Min lille ven’, som Alfredo kalder ham, - ja han står derovre ved baren. I ført hans sorte stramme hængerøvs bukser, og hans hvide T-shirt. Enkel, men det stod perfekt til hans brune hår, og de brune øjne, som jeg sjovt nok ikke kunne se, men vidste at han var i besiddelse af. ”Justin,” mumlede jeg for mig selv, inden jeg sendte Alfredo et flabet smil, og Nick et undskyldende et. Jeg skulle da klart se, hvordan min gamle bedsteven festede. Denne beslutning var vist ikke rigtig tænkt igennem, måske skulle jeg liiige.

”Hej Justin,” ja det flot Scarlett lyt da endelig til dig selv! Tsk.. ”Hej Scarlett,” smilede Justin, og bedte om et eller andet af ham der manden bag baren. Og ja, jeg kan ikke huske, hvad sådan en hedder. Søg på google, for jeg magter ikke.. Vidste I godt, at på google ik, kan man søge efter…

”Flot kjole,” smilede Justin, og rev mig derfor ud af min tankegang, som jeg alligevel ville glemme alt om, at jeg havde, om 10 minutter. ”Tak,” smilede jeg, og satte mig ved siden af ham. ”Er du fuld, Justin?” Spurgte jeg, men da han rystede på hovedet, blev jeg en smule skuffet. Han skulle da være fuld, ellers kunne vi jo ikke feste. ”Men jeg er godt på vej,” sagde han med et drilsk smil, som straks fik mit smil tilbage. ”Godt,” svarede jeg, og tog imod den drink, som Justin åbenbart havde bestilt. Sig aldrig nej til alkohol, for det bare dejligt. Så længe, at det ikke går ligeså galt, som i England..

”Du skal feste med mig i aften,” sagde jeg, og smilede drilsk til Justin, som bare rystede grinende på hovedet. Han skulle bare vide.

***

Hvad der nok var to timer senere, jeg har altså ingen tidsfornemmelse. Men det var i hvert fald sikkert, at hvis jeg var fuld for to timer siden, så er jeg? Meget meget fuld nu. Det kunne man vist godt sige, for Justin var kun halv så fuld, som mig – men dog alligevel fuld. Og vi havde det skide sjovt, selvom jeg næsten hele tiden faldt i mine meget høje stiletter. Ej – det var faktisk ikke slemt, men du kan altså ikke få højen at vide, for jeg kan ikke huske det. Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg fik til morgenmad.. Fik jeg overhovedet morgenmad?

”Justiiin,” fniste jeg med en meget piget stemme, for når jeg blev fuld, ja så var jeg en smule anderledes. Ikke så nervøs og akavet. Er jeg overhovedet det, når jeg ikke er fuld? – Det kan jeg faktisk ikke huske. ”Scarleeett,” grinede Justin hæst, og helt ærlig havde jeg lyst til at overfalde ham, men det var kun fordi, at jeg var fuld, og hans stemme var sexet. Hæhæ.

Selvom musikken kørte i fest mood, fortrød jeg ikke, da jeg langsomt trak Justin ind til mig. Lagde min hænder bag hans nakke, og vippede lidt i takt i et langsomt tempo. Justin lagde hans hænder på mine hofter, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Det var helt ligesom i England..

”Justin! Vi skal danse!”

Råbte jeg, og kiggede udover dansegulvet. Det var fredag aften, og selvfølgelig var der mange mennesker i London fredag aften. Jeg tog Justin hånd, og hev ham med ud på dansegulvet.

Først dansede vi vildt, nok mest på grund af de stoffer vi havde taget. Folk bandede over mig, hver gang jeg skubbede til dem med mine albuer, men jeg var ligeglad. – Lige nu var det Justin – min bedste ven – og mig på et dansegulv. Hvis de havde nogle kontakter her, vidste de udmærket godt, hvem vi var – og hvad vi var i stand til.

Et grin forlod mine læber, da Justin var lige ved at falde, og han grinede hæst med. Han hev mig ind til sig, og tog hårdt om mine hofter, så jeg skar en kort grimasse. Jeg havde lavet lidt flere ar på mig selv i går, men det var lige meget nu. Derfor lagde jeg også hurtigt mine hænder bag hans nakke, og vi dansede langsomt, imens hans brune øjne lå trygt på mine blå..

Jeg rystede kort på hovedet over mit lille flashback. Justin havde ikke opdaget noget, men stod bare og smilede kærligt til mig. Dengang havde været så anderledes, denne gang gjorde mine hofter ikke ondt. Justin kiggede ikke i et par blå øjne, men mere et par brune, som næsten var samme farve, som mit hår havde nu. Mit hår var heller ikke lyst mere, og ærligtalt ønskede jeg mig lige nu tilbage.. Selvom min fortid er fortid, ønsker jeg Justin.

Det var også derfor, at jeg tænkte meget over de ord, som snart ville forlade min mund. Skulle jeg fortælle ham sandheden, inden? Eller skulle jeg bare lukke mig væk fra ham. Svarende var enkle. Jeg kunne ingen af delene. Så nej. Det var også derfor, at jeg besluttede mig for at tage en smule hårdt fat i hans nakke, imens jeg tog mine læber hen imod hans øre.

”Kys mig,” hviskede jeg, og trak mig lidt tilbage. Justin tøvede kort, inden han skubbede min krop tættere på hans, og hans læber ramte mine et helt fantastisk og ventet kys. Han udviklede det intens, og jeg var ikke i tvivl, da nogle genkendelige følelser steg i min krop. Det var ligesom i England, hvor hans læber havde mødt mine en gang, men denne gang fik jeg sådan en lyst. – Til at fortælle ham sandheden, også alligevel ikke. Derfor pressede jeg mig bare tættere ind til ham, så vi sikkert lignede nogen, som var ved at æde hinanden.

Et hårdt tag i mine arme, skubbede mig bagud, og derfor også væk fra Justin. Det var Nick, som havde rykket mig væk, og jeg kiggede vredt på ham, inden jeg kiggede over mod Justin. Alfredo stod lige foran ham, og eftersom han var højere end Justin, så Justin lille og skrøbelig ud.

”Hvad tror du, at du har gang i?” Spurgte Alfredo hårdt, og jeg prøvede panikken at række ud efter Alfredo, så jeg kunne rykke ham væk. Men jeg kunne ikke, eftersom både Amy og Nick nu holdte mig. Alenya stod tæt på Alfredo sammen med Roméo og Jannick, imens Kathryn stod ved siden af Amy på min venstre side.

”Du skal slet ikke nærme dig hende,” truede Alfredo, Justin, og straks blev mit ansigt rødt, og jeg lignede sikkert en tomat – på den vrede måde. ”Alfredo,” vrissede jeg lavt, men han lagde slet ikke mærke til mig, og det gjorde Justin overhovedet heller ikke.

”Hvorfor kyssede du hende?” Spurgte Alfredo, Justin alvorligt, og jeg havde lige nu lyst til bare at slå Alfredo ned med et baseballbat. ”Alfredo,” vrissede jeg igen højere, men igen var der ingen der lagde mærke til mig. Justin rettede sig op, og så ligeså stræk ud, som Alfredo nu. Hans øjne var kolde, og det havde jeg slet ikke set her i U.S.A. – i England havde jeg selvfølgelig, men her var det anderledes.

”Det var en fejl, hun betyder ingenting for mig,” han holdte en pause, og fangede mit blik, ”og det gjorde dét heller ikke.” Så vendte han ryggen til, og forsvandt ud i nattens kolde luft, og lod mig stå tilbage. -Såret...

 ______________________

Hey freaks.

Sorry, men jeg har virkelig haft travlt.

Men her fik I det, længe ventet kapitel.

Regn med at der kommer noget på fredag, da jeg kun skal ud og ride, og forhåbentligt ikke skal noget om aften, men man ved jo aldrig.

Den 24 - altså mandag, kan det godt være, at I får et kapitel, ellers må i vente lidt. :-)

Xxx' Vandged. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...