You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
25055Visninger
AA

15. "I'm still me, Alfredo."

 

*IKKE RETTET IGENNEM*

Søndag morgen – i dag – vågnede jeg op ved siden af min lillesøster og med Justin på den anden side. Først fattede jeg ingenting af, hvad der var sket dagen før.

Men det hele blev kastet tilbage, da jeg mærkede trangen bygge sig op. Den gjorde mig bange, derfor havde jeg låst mig inde på mit badeværelse. Hvor jeg nu havde siddet i sytten minutter.

Mit blik lå tomt forud, og det eneste, jeg tænkte på.. Var trangen. Trangen til det stof, som havde haft alt for meget kontrol over mit liv. Det havde ødelagt mig, og ikke mest af alt menneskerne omkring mig.

Mit hjerte banker ualmindeligt hurtigt, og mine vejrtrækninger findes næsten ikke sted. Jeg glemmer og trække vejret, fordi trangen næsten gør, at jeg kun kan fokusere på den.

”Scarlett?” Det var som om, at de 1000 ton, som havde lagt på mig, forsvandt da jeg blev trukket tilbage til den rigtige verden. Mit hjerte bankede stadig ualmindeligt hurtigt, og mine vejrtrækninger var også ualmindelige hurtige.

Jeg rakte op og låste døren op. Justin kiggede bekymret på mig, da jeg prøvede at rejse mig, men faldt tilbage igen.

”Scarlett for helvede træk vejret.” Han hev mig op og stå, og med ind på værelset, hvor han satte sig ned med mig i sit skød. ”Slap af,” prøvede han, men jeg kunne ikke.

Trangen byggede sig op igen. Jeg havde lyst til at skrige højt af smerte, da jeg kunne mærke, at jeg langsomt vendte mig selv imod trangen.

”Kom. Træk vejret, slap af, også laver vi noget morgenmad?” Justin rejste sig, smilede skævt til mig, og rakte sin hånd til mig. Jeg tog imod den, og lod ham trække mig ned i stuen.

”Hvad ser du?” Jeg vendte mit blik imod Crystal, som sad i sofaen optaget af tv’et eller noget andet. ”Det.. ved jeg ikke rigtig..” Hun sendte mig et forsigtigt smil, som jeg hurtigt gengældte – falsk.

Da jeg stoppede op ude i køkkenet, og lod blikket glide hen på Justin, sukkede jeg. ”Æg?” Jeg nikkede bare ligegyldigt, og han smilede skævt. ”Du er ligeglad.” Igen nikkede jeg, og han rystede på hovedet.

Jeg lukkede døren, og stillede mig hen ved siden af ham. ”Hvad er der helt præcis med Crystal?” Han lod ægget falde ud af skallen og ned på panden, inden han smed skallen ud. Han tændte vandhanen, og lod sine hænder blive våde af vandet. Jeg lagde en hånd på hans skulder, han sukkede, inden han slukkede vandhanen og rystede vandet af.

”Crystal har denne ven, som hun er blevet uvenner med.. Hun er to år ældre, og har fået Crystal sammen med en dreng fra hendes klasse. Men vi er enige om, at drengen kender til kærlighed, men Crystal ikke gør ikke?” – ”Crystal er 10, Justin, selvfølgelig ved hun intet om kærlighed.”

Jeg rynkede brynene en smule. ”Drengen ville tvinge hende til at opføre sig ældre, og blev ved med at bede Crystal om ting, som overgik hendes grænse. Også gjorde denne dreng Crystal til grin i torsdags, og hun er blevet mobbet over mobil siden.”

Jeg gjorde store øjne, da jeg hørte det sidste. ”Og hun er smule ked af det med, at din mor og far skændes så meget.” Jeg satte mig ned, og tog mig til hovedet. Min smukke lillesøster fortjente slet ikke alt det dér pis, og igen var jeg skuffet over mig selv.

Jeg havde været så langt nede i sorg, fordi jeg havde mistet mine venner, at jeg ikke engang havde lagt mærke til, hvordan Crystal havde det. Jeg havde gjort det igen, levet en kort periode i sorg, og været en smule ligeglad med Crystal. Jeg var sammen med hende, ja, men jeg spurgte jo ikke ind til hende.

Jeg er den værste storesøster i verdens historie..

 ”Lad nu være,” jeg kiggede forvirret på Justin, indtil jeg dog fandt ud af, at jeg havde sagt det højt. ”Kom her,” han trak mig, ind til sig, og jeg åndede tungt ud.

Det var søndag, og uheldigvis snart mandag.

***

”Crystal?” Spurgte jeg hende nervøst, da jeg lidt senere stod på hendes værelse. Hun havde været der i godt og vel tre timer, og derfor stod jeg her. Vi havde set film det meste af dagen, og lige nu stod Justin og lavede aftensmad. Jeg vidste, at mine forældre snart ville være hjemme, så jeg ville snakke med Crystal inden.

Hun sendte mig et kort smil, men kiggede derfor ud af vinduet igen. Foråret var endelig ved at vise sig. Græsset blev mere grønt, solen stod på himlen det meste af dagen, og blade begyndte at vise sig på træer igen.

”Er det ikke magisk, Scarlett?” Jeg kiggede undrende på Crystal, og satte mig ved siden af hende. Jeg fulgte hendes blik, og lod mærke til to fugle som fløj rundt om hinanden. ”Hvad er magisk, søde?” Hun sukkede, inden et smil gled over hendes læber. ”Du ved, jeg altid har elsket forår,” hun kiggede på mig, og sendte mig et smil. Jeg smilte skævt, imens jeg udforskede vores baghave ved hjælp af mine øjne.

”Crystal.. Mor, far og Leah kommer snart hjem..” Hun kiggede ned, og hendes smil forsvandt. ”Crystal…” Jeg sukkede. Jeg vidste ikke, om jeg skulle lave den deal med hende eller ikke. ”Hvad ville du gerne have gjort ved.. du ved.” – ”De skal ikke vide noget,” afbrød hun mig hurtigt, og endnu et suk undslap mine læber. – Denne gang bare lydløst.

”Crystal, helt ærligt ønsker jeg heller ikke at fortælle mor og far om stofferne..” Hun kiggede spørgende på mig. ”Vil du have, at jeg ikke skal sige noget til dem?” Hun nikkede, og et hendes øjne lyste svagt op i det lidt mørke rum.

”Jeg siger ikke noget til mor og far, hvis du intet siger?” Hun nikkede hurtigt, og et smil spillede på mine læber. ”Men du love mig, at du kommer og snakker med mig hver dag efter skole.. De må jo ikke blive ved med at gå dig på vel?” Hun kiggede kort ned, og rystede så på hovedet.

”Crystal. Det kan godt være, at du er ligeså moden, som en 12-14 årig, men du er kun 10. Det er okay at være ked af det, og jeg synes bare, at du lige skal holde dig væk fra drenge på den måde lidt endnu ikke?” Et grin undslap hendes læber, og hun satte sig ind i mine arme.

”Scarlett,” mumlede hun mod min hals. ”Mm?” Mumlede jeg tilbage, og kunne mærke, hvordan hun strammede armene om halsen på mig.

”Du er den bedste søster i hele verden.” Et smil gled over mine læber, og jeg kyssede hende bildt i håret.

”Jeg elsker også dig, Crystal.”

***

Jeg lå i Justin’s arme, og Crystal lå i mellem mine ben, da klokken nærmede sig de otte stykker, og vi lå og så film. Vi så faktisk Soul Surfer, som var Crystal’s ynglings film.

Døren gik op, og straks kunne man hører to stemmer. ”Crystaal!”Råbte Leah, ”Scarlett!”, man kunne høre hende løbe igennem entreen, og kort efter stod hun i døråbningen til stuen.

”Hej prinsesse!” Sagde Crystal, og gik hen og tog hende i armene. Jeg valgte at rejse mig, for derefter at gå ud i entreen, hvor man kunne hører min mor og far. Jeg stillede mig op af væggen, og betragtede dem tage deres overtøj af. Min mor var den første, der fik øje på mig.

”Scarlett, hej skat!” Hun kyssede min kind, og trak mig ind i et kram. Da hun trak sig fra mig, og lod far komme til, fik hun øje på Justin. ”Hej Justin,” hun smilede til ham, og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede, fordi hun ligesom spurgte, om vi var okay igen via øjnene. Min far trak mig ind i et kram, og jeg kunne høre Justin hilse på min mor.

Da jeg lige havde trukket mig fra far, omfang Leah mine ben, og et fnis undslap mine læber. Jeg tog hende op, og satte hende på min arm. ”Hej Prinsesse,” hun rødmede kort, og lagde armene om halsen på mig. ”Jeg har også savnet dig, Leah.” Smilede jeg, og kyssede hende i håret.

Faktisk havde jeg savnet Leah. Det var som om, at det var hende, der var humøret her hjemme. Hun var altid glad, og når hun var sur, grinede vi andre bare af hende. Crystal og jeg brugte mest tid på vores værelser, men når vi alle sammen var sammen, var det mest Leah, som var i centrum.

”Justin!” Udbrød Leah, da hun havde trukket sig fra mig. Jeg grinede kort, inden jeg lod Justin tage imod hende, og give hende et kram. ”Scarlett, kører du dem ikke i skole i morgen? Vi er trætte, så vi smutter op og pakker ud også i seng.” Jeg nikkede hurtigt, og sendte dem et smil.

Da de var forsvundet ovenpå, kiggede jeg over på Leah. ”Skal jeg hjælpe dig med at pakke ud?” Hun nikkede, og Justin satte hende ned, hvorefter jeg fortalte ham, at han skulle gå ind og se filmen færdig med Crystal.

Leah og mig forsvandt op på hendes værelse, og begyndte langsomt at pakke hendes ting ud. Jeg lagde alt det beskidte tøj i vasketøjskurven, og hendes hårbørste kom på plads, samt hendes lege tøj og bamser. ”Så skal Leah ud og børste tænder.” Hendes smil forsvandt, og hun satte stædigt armene over kors, imens hun rystede kraftigt på hovedet.

Et grin undslap mine læber, inden jeg løftede hende op fra gulvet og bar hende up på badeværelset. Når hun ikke gad noget, hjalp det altid bare at bære hende hen til tingene.

Jeg fik lagt Leah i seng, og da klokken var halv ni, gik jeg ned i stuen også med på resten af filmen.

Klokken halv ti gik Crystal i seng. Lige nu var klokken rundet de elleve, Justin og jeg lå stadig i stuen og snakkede.

”Burde vi ikke smutte i seng?” Jeg sukkede lavt, da jeg helst ikke ville sove. Mandagen måtte gerne blive væk. Jeg var så nervøs, tænk hvis Alfredo fik dem alle sammen vendt mod mig igen?

Trangen havde siddet i kroppen hele tiden, og flere gange var det lige ved at være for meget, men så skete der noget, som fik mig væk fra tankerne.

”Jo,” mumlede jeg som svar til Justin, inden jeg rejste mig. Justin rejste sig også, og ingen længe havde vi bevæget os ovenpå, og stod nu på mit værelse.

Jeg fik hurtigt børstede tænder, og fik også hurtigt langt mig under dynen, da jeg havde taget nattøj på.

Justin kom kort efter, og lagde sig ned ved siden af mig. Han trak mig ind til sig, og slukkede lystet kort efter.

”Justin?” Jeg vendte mig mod ham, og kunne sagtens se omristet af ham. ”Scarlett?” Jeg rynkede tættere ind til ham og sukkede. ”Jeg falder aldrig i søvn,” han strammede grebet om mig, og rystede på hovedet.

”Er du nervøs?” Jeg kunne næsten forstille mig, hvordan han skar en grimasse. Justin nussede min arm, imens mine fingre tegnede små cirkler på hans bare bryst. ”Meget..” Hviskede jeg nærmest, hvilket fik ham til at sukke.

”Scarlett, der er intet at være nervøs for. Hvis Alfredo stadig ikke gider dig, så er det bare sådan..” Jeg sukkede. ”Justin, han er min bedsteven..” Der var stilhed et stykke tid, og da jeg ikke troede han ville svare, lod jeg mig falde en smule hen..

”Scarlett. Jeg er din kæreste, og hvis Alfredo giver slip på dig, må du også give slip på ham..” Mit øjenbryn løftede sig en anelse, og selvom jeg vidste, at han ingenting kunne se, stirrede jeg alligevel forvirret på ham.

”Er jeg din kæreste?” Han stivende kort, inden han trak mig mere ind til ham, hvis det overhovedet var muligt. ”Ja?” Jeg kunne næsten fornemme ham se underligt ud i luften, hvilket fik et smil til at spille på mine læber.

”Jamen okay så. Jeg er din kæreste.”

***

Da min mobil spillede den velkendte sang næste morgen, lagde jeg mig bare mere ind under dynen, end jeg allerede var. Justin kom med en utilfreds lyd, inden han slukkede for min alarm.

Han lagde sig tilbage, og gabte højtlydt. Det smittede så af på mig, og Justin grinte hæs. Seriøst. Justin var min kæreste. - Justin var min kæreste!

”Kom så, bebe, vi må op.” Jeg lavede straks en grimasse, da han trak dynen af os. Jeg rykkede mig tættere ind til ham, hvilket igen fik ham til at grine. ”Scarlett, let røven og kom i bad, så hjælper jeg med Leah.”

Jeg mumlede noget uforståeligt tilbage, og få sekunder efter stod Justin allerede i det tøj fra i går. Vi skulle sikkert hjem til ham her til morgen, så han kunne få noget andet på.. Men altså nu var jeg alene, fordi Justin enten var gået hen til Leah og Crystal, eller fordi han var gået sin vej.

Forladt mig. Alene. Palle alene i verden. Eller noget.

Okay sagen var den, at når jeg var nervøs, kunne jeg godt tænke mærkelige tanker, bare for at tænke noget. Det var en virkelig dårlig vane, for når jeg så stod i den situation, som jeg havde været nervøs for, så vidste jeg aldrig, hvad jeg skulle gøre.

Fem - ti minutter efter fik jeg rejst mig, og fik taget noget undertøj med ud på badeværelset i forbifarten. Er det overhovedet et ord?

Vandets varme stråler ramte min nøgne hud, og et øjeblik tænkte jeg slet ikke på, at det var mandag. Men det var mandag, og det var i dag, at Alfredo og co. Skulle vide alt, hvad der var sket i weekenden. Roméo, Amy og Justin var de eneste, som støttede mig i det lige nu, og jeg kunne ikke lade være med at håbe, at de andre også ville det.

***

En almindelig mandag havde jeg gået ind på skolen, som var jeg… Scarlett. Men det var som om, at en lille del af Scarlett var forsvundet fra mig efter det dér skete sidste mandag.

Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jo nærmere vi kom hovedindgangen strammede jeg Justin’s hånd. Jeg var så skide nervøs, og det eneste som jeg følte for, var at løbe skrigene hjem i min seng.

Justin gav mit hånd et klem, selvom det næsten ikke var muligt. Dørene nærmede sig foran os, og ikke længe efter stod vi på gangen, og jeg lod mit blik falde på alle første, anden, og tredje års eleverne.

Jeg rettede ryggen, inden jeg tog det første skridt efterfulgt af det andet ned mod mit skab, og Justin fulgte trofast med.

Da vi nåede mit skab, stoppede jeg op, og tastede koden ind. ”Jeg finder lige mine bøger,” hviskede Justin i mit øre, og jeg smilede skævt til ham, inden han forsvandt ned af gangen. Jeg sukkede kort, inden jeg begyndte at tage bøger ud af skabet og tasken ind.

Et smækkede mit skab i, og jeg fik et kæmpe chok, så et kort gips forlod mine læber. Da jeg drejede hovedet, ville jeg almindeligt smile, men i dag var mit blik en smule usikkert.

Hans sorte hår var sat op med voks, imens hans brune øjne kort fandt mine. Så kiggede han sig opmærksomt omkring, inden han gik et skridt tættere på mig. Hans røde hættetrøje og den sorte skjorte han bar indenunder, fik jeg næsten i øjnene, fordi han var så høj i forhold til mig. Han bukkede sig ned mod mit øre, inden han forsigtigt åndede ind i det.

”Jeg skal snakke med dig i pausen. Udenfor, kom alene.” Hvis jeg var ny på skolen, ville jeg blive skræmt, men jeg kendte Alfredo, og han kunne aldrig finde på at slå løs på mig. Derfor gav jeg ham intet svar, men vendte mig i stedet om, og gik ned af gangen, for at finde Justin.

”Hey,” en hånd blev lagt på min skulder, og jeg var lige ved at slå ud efter personen, indtil jeg så det lange lyse hår. ”Hey.” Jeg smilede stort til Amy, og hun gengældte det forsigtigt. ”Hvad ville han?” Hun lavede et ryk bagud med hovedet, så jeg kunne forstå, hvad hun mente.

”Han vil snakke med mig i pausen,” mumlede jeg følelsesløs, men da jeg så Roméo og Justin længere henne, spillede et smil på mine læber. ”Skal jeg ikke gå med?” Hun stoppede op, jeg gjorde det samme, og gav hende et forvirret blik. ”Hvorfor?” Hun løftede øjenbrynet, ”det er Alfredo, Scarlett.” Jeg sukkede, inden jeg igen begyndte at gå.

”Amy, Alfredo var min bedste ven, jeg kender ham godt, og jeg det vil jeg helst blive ved med..” Klokken ringede, og Amy nikkede usikkert, imens hun prøvede at undgå at blive løbet ned. ”Vi skrives lige i timen,” mumlede hun alvorligt, inden hun selv tog sig sammen, og småløb hen til hendes klasseværelse.

Jeg sukkede, inden jeg også satte i løb ned mod Justin, og hurtigt fandt vi det klasseværelse, hvor de to første timer ville forgå.

***

Da jeg satte mine sko på det grønne areal udenfor, havde jeg et beslutsomt smil på læben, imens jeg bevægede mig over imod dem, som jeg plejede at kalde for mine venner.

Alfredo, Alenya, Kathryn, Jannick og Nick nærmere sagt..

Et suk undslap mine læber – lydløst – da jeg så, at de fik øje på mig. Jeg sendte dem et falsk smil, som kun Alenya gengældte.

”Hej Scarlett.” Jeg stillede mig få meter fra Alfredo, men han gik bare tættere på mig. ”Hvordan går det?” Han smilede til mig, og af en eller anden grund, fik jeg lyst til at kaste op over det. ”Fint,” mumlede jeg, og han løftede det ene øjenbryn.

”Skal vi ikke forklare de andre, hvad der skete i weekenden? Det er jo kun Amy, Roméo, Justin og mig der ved det ikke?” Jeg rynkede forvirret panden, og han grinede hæst. ”Jeg har altså også kilder, Scarlett.” Han tøvede, da han sagde mit navn, men det lod ikke til, at de andre lod mærke til det.

”Alfredo. Jeg synes, at du skal fortælle dem det, for jeg gider ikke.” Mumlede jeg ligegyldigt, hvilket fik de andre til at se på ham. Han smilede skævt, og hans øjne borede sig ind i mine. ”Scarlett tog stoffer i fredags og lørdags.” Jeg kiggede straks ned i jorden, og havde allermest lyst til at slå mig selv i hovedet.

Hvorfor skulle jeg ødelægge det mega dejlige forhold, min bedsteven og jeg plejede at have? Gips lød omkring mig, og lige da jeg skulle til at sige, at det alt sammen kunne være lige meget, fordi jeg ikke gad udstilles, afbrød Roméo mig.

”Alfredo, alle laver fejl.” Jeg kiggede hurtigt bag ud, og kunne ikke lade være med at smile stort, da jeg så Amy, Justin og Roméo.

”Det ved jeg, Roméo.” Alfredo smilede skævt, hvilke fik mig til at sukke. ”Alfredo enten dropper du alt det dér pis, og er den bedsteven du altid har været. Ellers skrider du ad helvedes til..” Jeg holdte en kort pause, men Alfredo flyttede sig ikke.

Jannick trådte frem, og gik hen bag mig. Det føles næsten som en lykkelig film, da Nick, Alenya og Kathryn også kom.

”Jeg er stadig den samme, Alfredo.” Han sukkede, inden han gik tættere på mig. Han stod lidt og studerede mig, inden han smilede skævt.

Også lagde han armene om mig.

Kunne det være bedre lige nu? 

_____________

Jeg undskylder den lange ventetid, og dette mega dårlige kapitel... 

Tror I lykken varer ved?

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...