You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
250Kommentarer
25256Visninger
AA

14. "I promise."

 

 

På almindelige lørdag morgener, ville jeg enten vågne hjemme eller hos Amy. Denne gang var det ikke tilfældet, og jeg var lige ved at gispe højlydt, da jeg så hvem der lå ved siden af mig. Chok.

Almindeligt ville jeg også blive liggende, efter det vi havde lavet her inde i går. Men det dér skete før vi havnede her, var lige præcis det der fik mig til at rejse mig lydløst, og lede efter det tøj, som jeg havde haft på i går.

Jeg vidste, at det var dumt, men alligevel ombestemte jeg mig ikke, da jeg kiggede på Justin en enkel gang, for derefter at lukke døren. Den velkendte gang spillede for mine øjne, og jeg tog mig til hovedet, da jeg følte mig en smule svimmel.

En indre trang tændte op indeni mig, og jeg kendte den desværre alt for godt. Jeg satte et hurtigt tempo i gang, og da jeg nåede ned for enden af trappen, stoppede noget mig.

En lyd ude foran døren, fortalte mig, at der ville komme en ind af hoveddøren om få sekunder. Og ganske rigtig – få minutter senere stod Justin’s plejemor, plejefar og de to små piger i døråbningen.

”Scarlett?” Jeg nikkede, og trådte det sidste trin ned af trappen. Hun smilede stort, og spurgte hvad jeg lavede her. ”Jeg sov hos Justin,” mumlede jeg, da jeg faktisk allermest ville væk her fra.

Inden Justin vågnede og stoppede mig..

”Men jeg bliver nød til at gå nu, familie..” Mumlede jeg, og hun nikkede forstående, inden hun lod mig komme ud. Altså efter jeg havde hilst på plejefaren…

Mine skridt var hurtige, da jeg med faste skridt gik mod denne gamle kirke, hvor jeg udmærket godt vidste, at der blev solgt dét..

Efter knap femten minutters gå-gang, hvor trangen bare var blevet større – stoppede jeg. Foran lågen til den gamle kirkegård. Jeg åbnede den, og den gav en høj uhyggelig lyd fra sig, så jeg skar en grimasse.

Jeg nærmede mig stemmerne, og da de så mig, kiggede de lidt septisk på mig. ”Har I noget imod, hvis jeg slår mig ned her?”

Justin’s synsvinkel:

”Justin?” Mrs. Smith’ stemme lød, og jeg spærrede øjne op. Hun havde da fået at vide, at hun skulle holde sig væk herfra? Jeg satte mig op, og kiggede rundt. Da jeg fik øje på mit tøj, sank jeg en klump, imens billeder fra i går aftes kunne ses på min nethinde.

”Hvor er Scarlett?” Spurgte jeg uroligt, og hun rynkede brynene i forvirring. ”Det ved jeg ikke Justin, hjemme tror jeg, det var i hvert fald det, som hun gav udtryk for.” Mine øjne blev større og større, og jeg rejste mig op, men med dynen foran min underdel. ”Gider du lige?” Mumlede jeg irriteret, og pegede på døren.

”Du går ingen steder, som jeg husker, har du stadig stuearrest.” Jeg hadede den kvinde. ”Fint, men må jeg skifte tøj?!” Råbte jeg irriteret, men hun kiggede bare strengt på mig. ”Hvis vi kan få os en snak bagefter.” Jeg nikkede hurtigt, og hun forsvandt.

Jeg skulle sikre mig, at hun var okay med det, som var sket i går. Og jeg savnede hende, og ville faktisk bare have alt til at blive okay igen.

Selvom hun rigtig var Izabell, var hun Scarlett for mig. Også selvom, at jeg havde kendt Izabell, før jeg havde kendt Scarlett…

Da jeg trukket i noget tøj, og lige hurtigt rettet mit hår, skyndte jeg mig nedenunder uden en lyd. Mrs. Smith sad ude i køkkenet, og kiggede direkte på mig, da jeg var lige ved at gå ud af hoveddøren.

Jeg kiggede til venstre, for at lede efter en udvej. Men selvfølgelig skulle jeg være uheldig, for der stod Mr. Smith, og snakkede i telefon, imens hans blik var vendt mod mig. ”Justin, kom her ud.” Mrs. Smith stemme var alvorlig, men det ragede mig ærligtalt en hønsegård lige nu.

”Jeg bliver nød til at gå.” Mumlede jeg, inden jeg åbnede hoveddøren, og trådte ud, imens jeg tog den sidste sko på. Mr. og Mrs. Smith hadede når jeg skred, eller når jeg brudte deres latterlige regler.

Hvad siger man? Regler er til for at blive brudt?

Men i hver fald bakkede jeg ud af indkørselen få sekunder efter, og kørte mod skolen. Da jeg placerede skolen, vidste jeg, at der ikke var langt endnu. Få sekunder efter holdte jeg ude på vejen, foran det store hvide hus med det sorte tag..

Kort efter stod jeg foran døren, og bankede hårdt to gange. Jeg kiggede irriteret rundt, da ingen åbnede. Kort efter hørte jeg døren blive låst op, og jeg vendte igen hovedet mod døren. Crystal stod og lignede en, som skulle dø det næste øjeblik.

En ti årig pige, burde da ikke stå og se overtræt ud, imens hendes øjne var helt røde? ”Crystal?” Jeg ser uroligt på hende, og hun kigger kort ned, før hun tager en dyb indånding. ”Hun er her ikke..” Hun møder mit blik, og jeg ligger hovedet en smule forvirret på skrå.

”Er din mor ikke hjemme?” Hun rystede på hovedet, inden hun langsomt begyndte at lukke døren. ”Crystal, vent.” Jeg satte en fod i vejen, og hun kiggede forvirret på mig. ”Er du sikker på, at dine forældre ikke er hjemme?” Hun nikkede, og jeg sukkede. ”Vil du så ikke med ud og lede efter din søster?”

Hun kiggede kort ned, inden hun nikkede, og sendte mig et forsigtigt smil. Jeg smilede stort igen, og trak armene ud, som hun hurtigt trådte ind i.. Hvis jeg dog bare vidste, hvad der gik hende på…

Scarlett synsvinkel:

Det var en hel igennem fantastisk følelse, da stofferne endelig havde en virkning. Jeg kunne nærmest ikke føle noget, og jeg smilede over hele hovedet. Verden drejede rundt foran mig, og alt føltes så lang væk, end det i virkeligheden var.

Men det varede ikke længe, da en alt for velkendt person kom hen i mod mig. Ikke at jeg ikke havde forventet, at han ville finde mig. Hallo han var tidligere stofmisbruger, selvfølgelig vidste han, hvor folk holdte til. Præcis som mig.

Men jeg flygtede ikke, jeg blev bare stående, og stirrede efter ham. Han kom tættere og tættere på, og fordi jeg ikke var ved med fulde fem, kunne jeg ikke se, hvor lang væk han var fra mig.

Det fik jeg så bekræftet, da han lagde hans hænder på mine skuldre. ”Scarlett,” hans stemme var som en hviskende, men jeg kunne stadig fornemme den hårde tone. Jeg reagerede bare ikke af en eller grund. ”Scarlett!” Han så irriteret på mig, og mit blik røg lidt fortabt rundt. Træer, skov, mennesker.

Jeg var forvirret, og det var som om, at træerne blandede sig med personerne. Jeg kiggede fortabt på Justin, men kunne stadig ikke stoppe smilet, som spillede på mine læber. Jeg elskede denne følelse…

Jeg skulle lige til at åbne min mund, og bede Justin om at skride, da jeg fik øje på noget lidt for lyst i denne mørke skov. Nogle få meter – kunne stadig ikke afstands bedømme – kom en lille pige gående. Hendes lyse hår hang galt ned af hendes skuldre, og de blå øjne kunne allerede ses.

Crystal?

”Hvad fanden?” Mumlede jeg, og det var som om, at jeg havde været lukket inde i boble uden lyde. Den sprang nu, og jeg kunne hører grinende fra de andre stofmisbrugere, og jeg kunne næsten høre Crystal’s vejrtrækning.

Men jeg lagde ikke mærke til Justin, først da han sagde mit navn så hårdt, at jeg næsten var bange for, at hans næste træk var at slå mig. Selvom Justin aldrig havde været voldig overfor dem han elskede.

Oh god, Justin elskede mig.

Fuck, hvad fanden havde jeg gang i?

Justin vendte sig om, og fik øje på det, som jeg havde haft mine øjne på i flere minutter. Jeg kunne stadig heller ikke tids bedømme.

Crystal bevægede sig tættere på, og Justin vrissede nærmest af hende. ”Jeg bad dig blive i bilen.” Men Crystal gav ham ingen form for opmærksomhed, da hun kun kiggede på mig.

”Haha Justin, hun hader dig!” Mit grin var højt, og jeg snurrede en gang rundt om mig selv. Crystal stirrede forskrækket på mig, og gemte sig bag Justin.

”Scarlett. Hun er din lillesøster, please prøv at opføre dig som en, som ikke har taget… noget.” Jeg rystede irriteret på hovedet, og bukkede mig ned på hug. ”Jeg har taget stoffer Crystal, og det er godt.”

Hovedpinen startede, og jeg tog mig irriteret til hovedet. Det var ikke sådan, at jeg huskede det. Smerten ville ikke forsvinde, problemerne gravede stadig indeni, selvom jeg ikke indså det.

Justin’s synsvinkel:

Crystal var skræmt, og jeg turde næsten ikke lade hende se på Scarlett meget længere. Scarlett havde bekæmpet dette før, også gik det galt en gang.

Og det værste var, at det var min skyld. Det var min skyld det hele. Hvis jeg aldrig havde haft de billeder lagt i min seng, havde hun aldrig fundet dem. Også kunne vi have lært hinanden at kende, uden at kende til alt det andet.

Jeg savner ikke London. Scarlett stoppede mit savn til hende/Izabell. Men da jeg så fandt ud, at Scarlett var Izabell. Også kom savnet til hende alligevel…

Det var så forvirret, men jeg er desværre bange for, at jeg er blevet forelsket i Scarlett. Den nye udgave af Izabell. Men det er bare så forvirrende.. Alting er forvirrende.

”Justin,” hviskede Crystal, og rykkede en smule i min arm. Mit blik røg straks ned på hende, og hun kiggede bekymret frem af. Scarlett havde sat sig op af et træ, og til min store overraskelse græd hun.

Så opførte hun sig aldrig dengang i London? Hvad skete der lige her?

Eftersom Crystal havde fat i min arm, begyndte jeg at gå, og hun gav ikke slip. Hun fulgte med, hvilke jeg helst ville have, at hun skulle. Også alligevel ikke.

”Scarlett.” Min stemme var urolig, og jeg satte mig på hug foran hende. Hendes ansigt lå i hendes hænder, mens hendes skuldre rystede. Hun græd, Scarlett græd virkelig, imens hun var påvirket af stoffer.

Jeg rejste mig op, og roede frustreret mit hår. Crystal kiggede forvirret på mig, og jeg rystede irriteret på hovedet. Jeg blev nød til at få hende hjem.

Derfor tog jeg fat i hende, løftede hende op i brudeform, og hun lagde sit hoved mod mit bryst, imens hendes hænder strammede min trøje.

”Crystal kom,” sagde jeg bildt, og hun fulgte efter mig hen til bilen. Jeg lagde Scarlett ind på bagsædet, og hun gemte straks hendes hoved i sæderne. Crystal fik jeg ind på forsædet, selvom hun var utrolig chokeret.

Selv satte jeg mig ind foran rettet, og tændte hurtigt bilen. Jeg bakkede ud, og satte farten op mod Scarletts hus.

***

Hun sov. Endelig havde jeg fået hende til at falde til ro, og ligge sig til at sove. Ingen af hendes forældre var kommet hjem, og jeg vidste, at Crystal sad og stirrede tomt ud i luften nede i stuen.

Derfor havde jeg bedt Amy og Roméo om at komme, da de også var de eneste, som vidste hvad der skete fredag aften. – Altså det med Scarlett og stofferne…

Jeg lukkede forsigtigt døren, og gik med hurtige skridt ned i stuen, hvor som sagt Crystal sad. Crystal var kun ti år, men for mig og sikkert også mange andre, som mødte hende. Ja hun var lige så moden som en fjortenårig, men selvfølgelig kunne hun ikke håndtere dette.

”Crystal?” Hendes blik var forsat tomt, men til sidst gled det op på mig. En tåre trillede ned af hendes kind, og jeg var hurtigt til at placerede hende i mit skød. Jeg havde intet imod børn, tværtimod.

Men Mr. & Mrs. Smiths piger var udholdelige, og de ville sikkert blive snobber med for mange penge, og en skide irriterende attitude… Ikke at jeg var menneskedømmende, men man måtte godt, når det var ens halv søskende.

”Shh,” mumlede jeg til Crystal, da hendes hulk efterhånden var blevet en smule voldsom. ”Shh Crystal, det er okay..” Hviskede jeg beroligende, og hun rystede på hovedet.

Det bankede på døren, og jeg var et kort øjeblik bange for, om det var deres forældre, men da jeg hørte en stemme snakke lavt, blev jeg straks mere rolig. ”Justin?” Crystal hulkede højre, og jeg rejste mig med hende i mine arme, imens jeg nærmede mig entréen.   

Amy’s blik lå skræmt på Crystal, inden hun så forvirret op på mig. ”Hvad er der sket?” Spurgte hun, og jeg kiggede væk fra hende over på Roméo. ”Det er en lang historie, men lad os nu få hende her til at falde til ro.”

De nikkede sig hurtigt enig, og ikke længe efter sad vi alle sammen inde i sofaen. ”Hvorfor er du så ked af det Crystal?” Spurgte Amy, men Crystal rystede afvisende på hovedet.

Jeg var frustreret. Scarlett havde taget fra mig, ud og tage stoffer, dagen efter jeg havde sagt, at jeg elskede hende… Det sårede mig en smule, og jeg var bange for, hvem hun rent faktisk elskede af mig og stofferne..

Det lød måske hårdt, men sådan et valg havde jeg selv stået med. Jeg valgte stoffer frem for familie, og jeg tror, at det var min største fejltagelse..

”Justin,” Amy lagde arme til, at jeg skulle lade Crystal komme op til hende. Crystal var tynd, og uden problemer fik Amy hende og forsatte ovenpå.

”Hvad skete der i går efter?” Spurgte Roméo forvirret. Jeg sukkede, det hele skulle fortælles, hvis de skulle have en smule mulighed, for at forstå dette…

***

Scarletts synsvinkel:
Hvis det ikke var fordi, at jeg ikke vidste, hvor jeg var, havde jeg sovet hovedpinen væk. Men jeg vidste ikke, hvor jeg var, indtil jeg åbnede øjnene. Jeg var hjemme, og jeg havde ingen anelse hvordan.

Med rynket bryn, satte jeg mig op, og kiggede en smule forvirret rundt. Jeg havde mit nattøj på, og mit tøj lå pænt på stolen, selvom det bare skulle smides til vask.

Gardinerne var trukket for, men det var let at se, at der var mørkt udenfor. Jeg ledte panikken efter min mobil, og da den begyndte at lyse ovre for mit natbord, åndede jeg lettet op.

Indtil jeg fik den i hånden, og havde trykket home-knappen ind. Tyve ubesvarede opkald, og femten beskeder. Jeg rynkede brynene, da jeg så klokken og datoen.

Lørdag 23. februar 19:08.

Okay, og i går var det ligesom lidt der, hvor Justin og jeg havde… Fuck lørdag den 23. februar? Nej, nej, nej, nej!

Jeg forstod pludselig godt, hvorfor ti af de opkald jeg havde fået, var fra mor og far. Dem og Leah skulle til Sverige i denne uge, og fordi Crystal og jeg havde skole, skulle jeg passe hende. Også havde jeg bare taget af sted i nat, og de tog af sted i morges?

Fuck.. Crystal.

Hurtigere end en hest på en væddeløbsbane, havde jeg rejst mig, og farede nedenunder. Jeg håbede ikke, at det var mine forældre, som havde fundet mig på stoffer. De ville være så flovt, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at flytte igen..

Da jeg stod for enden af trappen kunne jeg langsomt mærke kvalmen, og i stedet for at løbe ind i stuen, løb jeg hurtigt ud på badeværelset, og brækkede mavesyre og det hele op..

”Scarlett..” Lød en stemme gispende, og jeg kom til at holde igen, da jeg hørte, hvem det var. Det medførte bare til et hosteanfald, imens jeg blev ved med at brække mig. Amy fjernede mit hår, og råbte højt et eller andet, som jeg overhovedet ikke kunne høre noget af.

Jeg plejede ikke at have et dårligt, når jeg ikke længere havde stoffer i kroppen. Da jeg var færdig, trak jeg benene op under mig, og gemte mit hoved i armene. ”Scarlett..” Mumlede Roméo bildt, og tårerne begyndte langsomt at danne sig. De var her.. Amy og Roméo…

”Hun er ikke vant til at have stofferne i kroppen mere, det er sikkert derfor, at hun reagere, som hun gør.” Og da jeg hørte Justin’s stemme røg et hulk ud mellem læberne, og hurtigt lagde Amy armene om mig.

”Undskyld,” hviskede jeg, imellem mine hulk, og Amy vuggede mig beroligende frem og tilbage. ”Det er ikke dig, som skal sige undskyld. Det er os, ikke Roméo?” Jeg kunne nærmest fornemme Roméo’s nik, derfor udbrød jeg endnu et hulk.

Hvad havde jeg lavet? Havde jeg taget stoffer dagen efter, Justin havde sagt, at han elskede mig? Hvilken person var jeg lige?

Amy gav mig et glas vand, og en tandbørste, imens Justin bad mig tage det roligt, eftersom min vejrtrækning var rimelig hurtig.

”Hvor er Crystal, og hvorfor hader I mig ikke?” Spurgte jeg med en forsigtig stemme, da jeg havde fået min vejrtrækning ned igen. Justin hjalp mig op og stå, og Amy lagde armene om mig.

”Crystal sover, kom med ud i køkkenet, så snakker vi om det.” Jeg nikkede langsomt, imens Amy slap mig, og sendte mig et forsigtigt smil, inden hun forsvandt ud i køkkenet.

”Justin,” mumlede jeg trist, og lagde mit blik på ham. ”Jeg kunne ikke gøre for det, jeg.. Det var ikke med vilje, hverken det i går eller i dag.. Jeg er så..” Min stemme knækkede over, og Justin lagde hurtigt armene om mig.

”Du skal bare ud af det igen, jeg skal nok hjælpe dig. Roméo og Amy vil også hjælpe. Vi har ikke sagt noget til de andre..” Jeg snøftede kort, og kunne ikke lade være med at få tåre i øjnene igen. Justin, Amy og Roméo ville hjælpe mig.

Jeg følte mig så skyldig, og jeg vidste, at hvis de andre ikke vidste det endnu, vidste de nok heller ikke, at Amy og Roméo ligesom havde tilgivet mig. Alfredo ville gå amok…

”Jeg elsker dig, husk nu det.” Justin trak mig ud, så han kunne se mig, stadig i hans arme. Jeg smilede skævt, og lagde armene stramt om hans hals. ”Jeg elsker virkelig også dig.”

***

Jeg vidste det hele, og af en eller grund var jeg sindssyg ked af det. Mest over det med Crystal, at hun skulle se mig sådan. Men Justin havde taget sig af hende, og havde vist trøstet hende lidt. De vidste bare ikke, hvad hun i det hele taget var ked af det over, for der var tydeligvis andet end synet af mig på stoffer.

Amy og Roméo skulle til fest hos Alfredo her klokken ti. Justin havde valgt at blive hjemme hos mig. Amy og Roméo havde tænkt sig at fortælle Alfredo og de andre om weekendens oplevelser om søndagen, da de jo ikke skulle bruge en hel fest aften på det.

Men jeg var bekymret nu, for de havde lavet mad, og vi sad alle sammen rundt om bordet. De andre spiste, men jeg stirrede bare tomt på den tomme plads, og glemte at spise min mad.

Jeg kunne ikke glemme det, som jeg havde udsat Crystal for. Det var min største bekymring nu, samt hvad Alfredo ville gøre, når han fandt ud af, at jeg havde stoffer. Ville de andre følge med ham, når han vendte ryggen. Ville de andre vende ryggen til ham, og støtte mig, eller ville Alfredo og de andre støtte mig.

Jeg troede mest på, at Alfredo ville vende mig ryggen, da han altid havde hadet folk, der tog stoffer.. Men Justin havde jo også taget stoffer før, så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, hvis han vendte mig ryggen?

Jeg var nok mest bange for, at Alfredo følte et eller andet for mig, som så ville få ham til at vende mig ryggen, da han vidste, hvad Justin og jeg havde. Eller det vidste han jo ikke, for han troede stadig, at Justin og jeg ikke var på talefod, efter det som skete i mandags.

Han vidste ikke, hvad der skete i fredags, og tanken om fredagen fik alligevel et smil til at danne sig på mine læber. Ikke på grund af, at det var fredag, hvor jeg havde valgt at tage stoffer igen, men fordi Justin og jeg…

Jeg var måske bange for, om jeg virkelig elskede ham direkte. Der var gået lidt over en måned, men vi kendte jo også hinanden fra tidligere liv ikke? Så, så slemt var det jo i bund og grund ikke, vel?

Jeg rejste mig fra stolen, og de kiggede alle på mig. ”Jeg bliver altså nød til at tale med hende,” mumlede jeg trist, da jeg ikke rigtig følte for, at min lillesøster var ked af det. Jeg elskede Crystal, og har aldrig ønsket, at hun skulle se mig på stoffer.

De nikkede forstående, og sendte mig et usikkert smil. Jeg tog mig til hovedet, inden jeg bevægede mig op af trapperne, og ned mod Crystal’s værelse.

Døren stod på klem, og da jeg forsigtigt åbnede den, og lukkede den efter mig igen, lå hun fredfyldt og sov på hendes seng. Jeg satte mig forsigtig ved siden af, og lod en finger nusse hendes pande.

Længe sad jeg sådan, indtil hendes øjenlåg begyndte at bevæge sig, og inden længe åbnede hun øjnene. ”Hej mus,” mumlede jeg bildt, og hun satte sig hurtigt op. Hun så nærmest bange på mig. ”Jeg er ikke påvirket af det mere Crystal..” Mumlede jeg, og rakte armene ud, så hun hurtigt satte sig ind i dem.

”Jeg blev bange, da mor, far og Leah tog af sted.. Jeg var bange for, at du ville glemme mig og ikke komme..” Mumlede hun trist, og jeg strammede grebet om hende.

”Undskyld, jeg sov hos Justin.. Jeg blev også påvirket af det fredag..” – ”Er dét stoffer?” Spurgte hun nervøst, og min krop stivede kort, inden jeg sukkede. ”Ja, det er stoffer..” – ”Det som du har været på før?” Spurgte hun, og igen sukkede jeg, imens jeg denne gang bare nikkede.

”Jeg fik et tilbage fald i fredags, derfor var jeg ikke hjemme til morgen. Så fik jeg lyst til mere i morges, også tog jeg fra Justin..” Jeg kiggede ned på hende, og hun nikkede. ”Så det var derfor, at Justin kom her hjem, og vi skulle ud og lede efter dig?” Jeg nikkede, og hun fik en forvirret rynke.

”Jeg blev bange, da jeg så dig sådan.. Du plejer aldrig at opfører dig sådan, det var lidt som om, at du var fuld, men du er mere.. dig selv når du er fuld..” Crystal mumlede forvirret, og jeg fik et lille smil på læben over det.

”Det er fordi, at jeg bliver anderledes, når jeg tager stoffer. Det må du aldrig gøre Crystal, det er farligt, lov mig det.” Hviskede jeg, og kyssede hende på panden.

”Jeg lover aldrig at gøre det, men vil du så også love ikke at gøre det mere?” Min krop stivende, da jeg ikke anede, hvad jeg skulle svare. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne love det…

”Crystal, hvorfor var du så ked af det tidligere?” Hun rystede strengt på hovedet, og jeg kiggede alvorligt på hende. ”Du plejer ikke at græde over, at jeg ikke lige er til at få fat på. Justin sagde du græd, da han kom.”

Hun rystede igen afvisende på hovedet, og mine øjne fangede hendes. Jeg kunne fornemme, at jeg ikke havde kontakt linser i, for Crystal smilede ved mine øjne. Hun synes, at det var dumt, at jeg også ændrede min øjenfarve.

”Crystal..” Hviskede jeg igen, men hun rystede igen på hovedet. Hendes blå øjne borede sig ind i mine, og jeg fik næsten et chok, da den første tåre begyndte at glide ned af hendes kind.

Et hulk undslap hendes læber, og jeg trak hende tæt ind til mig. ”Shh Crystal, vil du ikke godt fortælle mig det?” Hun rystede på hovedet igen, og et suk undslap hendes læber.

”Jeg kan ikke, du har for meget at tænke på..” Hviskede hun, og jeg sukkede højtlydt. ”Kan du så fortælle det til Justin?” Spurgte jeg hende, da jeg kunne se Justin i døren.

Hun skulle ud med det, jeg kunne ikke klare, at min lillesøster skulle rende rundt, og være ked af det på den måde…

Hun kiggede op, og fik øje på Justin, som sendte hende et lille smil. Hun bed sig i læben og rystede på hovedet. ”Crystal, du bliver nød til at fortælle det til nogen, okay?” Hun kiggede opgivende på mig, men nikkede så.

Justin kom ind, og satte sig på sengen. Jeg forsvandt ud og ned i entréen, hvor Amy og Roméo var på vej ud af døren. Klokken var også halv ni, og selvom jeg havde sovet et par timer, var jeg utrolig træt.

De krammede mig farvel, og få sekunder efter stod jeg under det varme vand på mit badeværelse.

Min krop tørrer jeg hurtigt, imens jeg sætter mit hår op i en rodet knold, trækker noget undertøj samt en ny T-shirt og et par små natshorts på.

Jeg gaber kort, inden jeg sætter benene i gang, og kort tid efter ligger i min seng, imens jeg lige rydder lidt op i min telefon.

Mine forældre sov sikkert eller noget, i hvert fald havde jeg svaret, at jeg var hjemme, og de ikke skulle bekymre sig om noget.

Værelsesdøren gik op, og ind kom Justin, som smilede skævt til mig, og lukkede døren bag ved sig. ”Hvad var der så?” Spurgte jeg bekymret, og han tog hånden op til munden, og jeg kiggede forvirret på ham.

”Jeg fortæller det i morgen, hun vil vist gerne sove her inde. Jeg har lovet, at du vil ligge i midten.” Hviskede han i mit øre, og jeg smilede stort over, at han var sød overfor Crystal. Jeg nikkede, og mumlede et tak, som han bare gav mig et kort kys for.

Så lagde jeg mig ind under dynen, og lagde mig i midten. Justin tog hans bukser af, og trak hættetrøje, og T-shirt af.

Han lagde sig ved siden af mig, og trak dynen over hans krop. Han trak mig ind til sig, så vi lå i ske, og kyssede mig på i håret lige i det døren blev åbnet.

”Kom søde,” mumlede jeg, og sendte hende et skævt smil. Hun tog godt fat om dynen, og lagde sig ned, og trak hendes egen dyne over hende.

Så vendte hun ansigtet mod mig, Justin sagde godnat, og slukkede lyset. I et stykke tid lå jeg bare, og tænkte på om det nogensinde ville gå. Hvad ville de andre sige til det? Hvad ville mine forældre sige til det, og hvad ville jeg selv tænke fremover?

”Scarlett…” Mumlede Crystal, og jeg åbnede mine øjne. ”Ja, søde?” Hun tog en dyb indånding.

”Please lov mig, at du aldrig nogensinde tager stoffer igen.” En tåre gled ned af min kind, og jeg trak hende ind i mine arme. ”Det lover jeg.”

 

_______________________________

Undskyld den lange ventetid! Lektier og aftaler!

Jeg tager min computer med op til min far i vinterferien, men jeg får nok ikke skrevet mega meget, men vil da sørge for at få skrevet. 

Hvad synes I så, om at Scarlett tager stoffer? 

Justin, Amy og Roméo vil hjælpe hende?

Hvad tror I, at Crystal er ked af?

Hvordan vil Alfredo og de andre reagere? 

Hvordan kommer Scarlett til at reagere frem over, og hvad med hendes forældre?

Uhh!

Lol man jeg er lol.

Det er rettet igennem, men jeg er af en eller anden grund sindssyg træt.. :( 

Ja.. 

Jeg vil gå i seng nu, og husk nu, at fisk lever i vand.

DET VILLE GØRE MIG MEGA GLAD, HVIS I GAD AT LIKE OG SKRIVE EN KOMMENTAR.

xxx

Vandged.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...