You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
25103Visninger
AA

13. I love you.

 


4 dage senere:

Da min telefon spillede den velkendte lyd, vendte jeg mig bare om, og trak dynen over hovedet. Jeg var utrolig træt og i disse dage, så jeg ingen form for at være glad. Det var også derfor, at jeg slukkede for alarmen, og lagde mig til at sove igen.

De havde alle sammen forladt mig, de kunne åbenbart ikke klare tanken om, at jeg havde løjet om mig selv over for dem. Men så tænkte jeg lidt? Det var min fortid, burde de dømme mig for den?

Den dømte mig jo ikke, men de forlod mig, er det næsten ikke det samme? Hvis man ser det i mit perspektiv? Eller det er måske bare mig?

Det var fredag, hvilke betød fem timers helvede i skolen, og magtede jeg det, når mine såkaldte venner og veninder ikke gav mig et eneste blik? Ikke rigtig. Jeg var tvunget til at være alene, og det værste var, at jeg skulle stå op nu, hvis jeg skulle nå det.

Og det skulle jeg, og jeg kunne ikke bare pjække, fordi jeg ingen venner havde mere. Lidt hårde ord at få fra sin mor, synes du ikke? Der skete seriøst et eller andet for vores familie, og det startede i tirsdags.

Mor var stresset og muggen. Far var irriteret og stille. Crystal var ked af det, og uinteresseret, imens Leah bare var lille Leah. Hun forstod det jo ikke, den lille stakkel.

Derfor havde jeg sørget for at bruge ekstra meget tid på Leah disse dage. Hun var lidt trist, da hun godt kunne mærke, at vi andre ikke rigtig var, som vi plejede. Jeg vidste godt min grund, men jeg vidste ikke de andres.

Jeg brugte også meget tid på Leah, fordi at hun ligesom fik mig til at tænke på noget andet.

Med et suk smed jeg dynen til siden, og sparkede den lidt ned i forenden. Så strakte jeg mig, og kiggede på klokken. Klokken var femten minutter over syv, og fordi jeg vidste, at jeg ingen livsglæde havde denne morgen, havde jeg gået i bad i går.

Hvilket var rart, for så kunne jeg bare hoppe i et par stramme sorte bukser, og en lidt stor ternede skjorte, som var i farverne blå og grøn.

Mit hår satte jeg op i en hestehale, imens min makeup bare blev et lag mascara, foundation og noget eyeliner.

Jeg tog min mobil i lommen, imens jeg havde tandbørsten i munden. Jeg kiggede på klokken, og blev stresset, da jeg så, at klokken pludselig var halv otte.

Jeg skyndte mig at pakke en taske, imens jeg kaldte på Leah og Crystal. Men da jeg kom ned i stuen, var de allerede klar. ”Der er nogle, som står op til tiden,” mumlede Crystal, imens hun gik ud og tog sko på.

Hendes blonde hår hang glat ned af hendes krop, og gik til kanten af de højtaljede bukser, hun havde på. Hendes hvide T-shirt sad sådan ’puttet’ ned i bukserne, og hendes blå blazer var utrolig flot på hende.

Et suk undslap mine læber, da jeg tog et æble op fra frugtskålen, og sandwichen i køleskabet. Det røg ned i min taske, og da jeg kom ud i vores entré, havde de allerede sko på.

Hurtigt trådte jeg ned i mine blå vans, og tog min vinterjakke over mig uden at lyne den. Jeg tog mine bilnøgler og nøgler på kommoden, inden jeg åbnede døren, låste min bil op, og låste hoveddøren.

Kort efter var vi på vej mod Leah’s børnehave..

”Crystal?” Spurgte jeg, da vi næsten var ved børnehaven. Hun kiggede kort på mig, inden hun nikkede. ”Hvad går dig på?” Spurgte jeg hende så, men hun svarede ikke, og stirrede bare ud i luften. Jeg sukkede, da vi holdte foran Leah’s børnehave..

”Vi ses, du kommer selv hjem ikke?” Spurgte jeg Crystal, og hun nikkede hurtigt, inden hun sprang ud af bilen, og løb op til hovedindgangen med kun to minutter til, at hun skulle møde – klokken kvart over otte.

Jeg sad i fem minutter, og gloede ud i ingenting, indtil jeg fandt ud af, at det var fredag, og jeg faktisk skulle møde klokken halv ni. Altså om ti minutter.

Hurtigt kørte jeg hen til min skole, og med to minutter tilbage, løb jeg ind på gangen, og ned mod mit skab.

Jeg trykkede koden ind, imens jeg stod og fumlede med de rigtige bøger. Da jeg havde fået fat i de rigtige, smækkede jeg skabet i, og løb ned mod fysik lokalet.

***

Klokken havde nærmet sig halv to, da sidste time sluttede. Ingen af dem havde sagt et ord til mig, og jeg følte ærligtalt bare for at gå hjem i seng. Men jeg skulle til dans klokken fem, og indtil da skulle jeg nå hjem, og være på arbejde klokken to.

Derfor kørte jeg hurtig et smut hjem forbi for at hente mit tøj, hvor jeg derefter kørte mod midtbyen.

Jeg kunne næsten ikke klare at køre igennem midtbyen, da jeg mest lagde mærke til Amy og Roméo, som var på vej hjem til ham. Almindelig ville jeg havde spurgt dem, om de ville have et lift, og det var jeg dog også lige ved.

Men jeg huskede hurtigt, at de hadede mig, og ikke ville have noget med mig at gøre. Derfor var det ikke det bedste humør, som jeg mødte op med på arbejdet, da jeg startede med at ligge noget tøj sammen..

***

Klokken var otte, da jeg trådte ind af hoveddøren der hjemme. ”Jeg er hjemme!” Råbte jeg, imens jeg smed mine vans, og hang min jakke op.

Da jeg intet svar fik, gik jeg ind i stuen, hvor min mor og far sad og gloede tv. Leah lå på gulvet, og legede med hendes bamser. ”Hej?” Spurgte jeg, og min mor gav mig et kort nik, mens min far bare stirrede på den latterlige film, som de åbenbart så.

Jeg sukkede, og besluttede mig for at springe aftensmaden over i dag.. Derfor gik jeg bare ovenpå, og smed mig i sengen, hvor jeg derefter tændte for noget musik, hvor jeg derefter satte høretelefonerne i ørene.

Do you ever run away? Simple Plain spillede igennem mine høretelefoner, imens jeg stirrede tomt ud i luften. Sangen var enkel.. Welcome to my life.

Et suk undslap mine læber, da det bankede på min dør. Jeg rev irriteret høretelefonerne ud af mine ører, inden jeg stirrede vredt på min mor.

Det var stadig ikke til at fatte, at de ingen medfølelse viste med den fact, at jeg faktisk havde mistet de personer, der stod tættest i mit liv. På grund af min fucking fortid, som alligevel ikke betød en skid for mig mere. Det var bare ikke det samme uden mine forældres støtte, så man måske kunne have en smule livsglæde. Hvis de nu også bare kunne fortælle mig, hvad fanden der var sket mellem dem, kunne det jo ligesom være, at jeg måske kunne hjælpe.

Mine forældre havde ligesom også ’overladt’ mig til mig selv, i den tid, hvor jeg havde mistet Amy, Alfredo, Alenya, Kathryn, Roméo, Nick, Jannick og Justin…

Det blik de alle sammen havde sendt mig den aften. I mandags. Fire dage siden. Fire dage i mareridt.

Mareridt om alle vores minder. Alle de gange hvor vi festede. Også selvfølgelig Justin’s læber mod mine. Det bedste minde, som jeg ikke kan andet end at savne..

”Vi går i seng, Scarlett.” Fortalte min mor, men jeg flyttede ikke blikket fra væggen. Eller den tomme luft, skulle jeg nok mere sige.

Deres blikke sad fast på min nethinde, og alt indeni mig skreg, at det nok skulle gå. Men selvfølgelig ville det ikke det, de havde taget deres valg, og her sad jeg.

Indelukket i mig selv. Kunne slet ikke fortælle noget til nogen, og det værste var, at de ikke engang gav mig et blik.

De undgik mig, ignorerede mig. Så alting inde i mig blev til skyldfølelse og sorg, det var ikke det, som jeg ønskede.

Det var som om, at mit hjerte var revet ud, og jeg ikke kunne bevæge mig.

Det var også derfor, at jeg en time efter stod med tøj, og en omgang makeup på. Jeg troede aldrig, at dette skulle ske igen, at jeg virkelig sagde, at det var derfor, at jeg tog ud en fredag aften.

For det var da ikke bare for at feste.

Jeg skulle drikke, drikke min sorg væk… Ligesom før i tiden..

Jeg så mig omkring, inden jeg lagde min mobil i lommen, og tog stiletterne i hånden. Ned af trapperne stille og roligt, og da jeg kom til den store entré, trådte jeg ned i stiletterne. Mit vinterjakke lynede jeg, og låste døren med efter mig.

Selvom jeg ikke magtede, valgte jeg alligevel at gå til den natklub, som jeg ville besøge. Jeg havde hørt ting, om den natklub, og almindelig var det noget, som jeg ville undgå, men ikke i aften. For jeg skulle ikke ende på den natklub, som de sikkert besøgte i aften.

***

Klokken var klart ikke halv ti mere, som den var, da jeg ankommet her til. Klokken var nok nærmere et, og jeg bundede for, - jeg ved ikke, hvor mange gange – endnu et glas. Den brændende fornemmelse løb igennem halsen, hvor jeg til sidst kunne mærke, at den stoppede nede i maven - et sted.

Sukkende bedte jeg om en ny drink, og lod mit blik glide rundt. Dansegulvet var proppet med mennesker, og af en eller anden grund kom der savn frem. Jeg savnede allerede de aftener, hvor Amy og jeg havde danset ligeså vildt, som dem ude på dette dansegulv.

Da min drik blev stillet foran mig, tog jeg glasset op til munden, og drak en smule. Mit blik gled rundt på de mennesker, som danser frækt og tæt op af hinanden, og jeg lader et gisp undslippe mine læber, da jeg får øje på noget velkendt.

Amy.

Fuck, fuck, fuck, fuck.

Selvom jeg har alkohol i blodet, kan jeg sagtens finde ud af at gå, uden at blive opdaget af Amy og Roméo, som jeg så også var ude på dansegulvet. Jeg får min jakke i gaderoben, og trisser hurtigt udenfor i den kolde luft.

Jeg går med hurtige skridt mod en anden natklub, men da jeg kan høre stemmer inde fra en gyde, kan jeg ikke lade være med at stoppe op.

Det var dumt, og jeg ville aldrig gøre det igen. Det sagde jeg til mig selv, den dag hvor de sendte mig hjem fra dét sted. Men nu kom længslen efter det. Mit hjerte pumpede hurtigt, og min vejrtrækning blev en smule hurtigere end almindeligt.

Det var dumt, men jeg havde næsten mistet alting.

Derfor besluttede jeg mig for at miste mig selv, da jeg trådte ind i gyden, og nærmede med den flok mennesker, som stod nede for neden.
”Hvad skal du ha?”

Amy synsvinkel:

Jeg så hende udmærket godt, da hun placerede dansegulvet, og fik sin jakke ude i gaderoben.  Jeg prøvede at ignorere facten, at hun var stang stiv, og næsten ikke kunne gå. Jeg dansede videre op af Roméo, som overhovedet ikke havde set Scarlett.

Mit blik stirrede hen på udgangen, og jeg håbede inderligt, at hun ville komme ind af døren igen. Det var svært, at ignorere ens bedsteveninde, men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til at gøre andet.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage stilling til, at hun faktisk havde løjet om sig selv over for mig. Over for os alle sammen.

Jeg kunne ikke klare tanken om, at hende og Justin havde taget stoffer. Justin havde vi ikke rigtig sagt noget til, men hvis vi ignorerede Scarlett, burde vi så ikke også gøre det med Justin?

Alfredo sagde nej, for Scarlett havde vi kendt i et år, og hun kunne sagtens havde sagt det. Og som han sagde: ”Justin stolede sikkert ikke nok på os endnu til at fortælle os det.”

Men jeg tvivler nu meget på, om han ikke også ville holde det hemmeligt, ligesom Scarlett havde gjort.

Jeg var faktisk blevet mere og mere i tvivl om min beslutning, og jeg var ellers ikke den person, som bare skiftede meningen. Men de sidste tre dage, hvor jeg bare har set på Scarlett, - hvor såret hun har set ud.. De fleste gange har jeg bare haft lyst til at give hende et stort kram.

Men stadig – alligevel ikke. Hun løj for mig, mig som var hendes bedste veninde. Er det ikke meningen, at bedste veninder ingen hemmeligheder skal have for hinanden? Det er jeg ret så sikker på..

”Roméo, lad os tage hjem,” råbte jeg højt, for at overdøve musikken, og Roméo smilede skævt til mig og nikkede. Han tog min hånd, og flettede hans fingre ind i mine.

Vi fik vores jakker i gaderoben, og ikke lang tid efter gik vi på fortovet, forbi en masse gyder, hvor jeg godt vidste, hvem der holdte til.

Jeg kastede et blik ind i en, og kunne svagt høre en velkendt stemme tale derinde. Jeg ignorerede det, da jeg sikkert bare forstillede mig det. Men da jeg hørte et højt grin, som i hvert fald ikke var noget, som jeg forstillede mig, stoppede jeg op.

”Roméo, hørte du også…-” – ” Ja, jeg hørte det godt.” Afbrød han mig, imens han trak mig ind i gyden. Jeg tog min anden hånd på hans arm, da jeg ærligtalt ikke følte mig velkommen i sådan et miljø her.  

Lidt længere nede stod en flok mennesker, og jeg kunne sagtens kende Scarlett på lang afstand, og jeg blev et øjeblik lettet, indtil en meget ’hård’ mand, stillede sig frem. ”Hvad vil I så have?”

Scarlett vendte blikket mod os, og Roméo og jeg stoppede nogle skridt fra dem. ”Dem kender jeg!” Udbrød Scarlett højtlydt, og manden kiggede chokeret på hende. ”Kender du sådanne typer?” Spurgte han, og hun nikkede ivrigt.

Hun var helt væk, og hun anede sikkert ikke, hvad hun havde gang i. Jeg havde læst om stoffer, og havde læst, at folk tog det, for at komme væk fra den verden fyldt af smerte, som de levede i. De kom nærmest i en verden uden bekymringer og bare med masser af sjov, når de tog sådan noget.

Problemet var bare, at det var farligt, og Scarlett havde tydeligvis taget for meget. Hun havde jo trods alt ikke taget noget i halvanden år.

”Scarlett, du skal hjem.” Sagde Roméo bestemt, imens han tog fat i hendes arm, og rakte hende til mig. Jeg tog over, og begyndte at gå ud af gyden med Roméo bag mig. Da vi kom ud, kiggede jeg håbløst på hende, da hun bare satte sig ned, og tog sig til hovedet.

”Amy – det gør ondt.” Jeg kiggede håbløst på Roméo, og han trak sin telefon op, og jeg gættede på, at han ville ringe til Justin. Han gik lidt væk, og jeg satte mig på hug foran Scarlett.

”Hvor gør det ondt?” Spurgte jeg prøvende, og lagde en hånd på hendes. Hun kiggede sløret op på mig, og sendte mig et sjovt smil, som gik over i en grimasse. Hun tog hånden op til hjertet, og slog lidt på det. ”Her inde,” mumlede hun, og lod en tåre falde.

Hvorfor havde jeg ikke været der for min bedsteveninde, når hun tydeligvis havde brug for mig? Var det virkelig meningen, at det skulle tage så lang tid, at hun skulle tage stoffer, før jeg handlede?

Hvilken person var jeg lige?

”Han kommer om lidt,” fortalte Roméo, og satte sig på hug foran Scarlett.

Scarletts synsvinkel:

”Scarlett, Justin kommer snart, også får vi dig hjem, okay?” Roméo talte til mig, men jeg stirrede bare på gadelygten lidt til højre fra ham. Mit hjerte gjorde ondt, og jeg vidste godt hvorfor. Skyldfølelse.

Skulle det virkelig gå så vidt, at jeg skulle falde i min egen gamle utrolig dårlige vane. Det var jo for fanden farligt, men det eneste, som jeg kunne tænke på lige nu, var hvornår jeg kunne få mere.

Mit hjerte pumpede hurtigere, og mine vejrtrækninger blev vildere jo mere, jeg tænkte på, at jeg bare skulle have mere af det.

Jeg savnede denne følelse, denne følelse af, at jeg glemte alting omkring mig. Smerten var der godt nok stadig, og det var derfor, at jeg ville væk, og ville have mere. Det var fordi, at denne anden verden var perfekt, men denne omgang fik det ikke smerten til at forsvinde, så jeg måtte have mere.

”For helvede Scarlett,” det gjorde ondt at høre Justin kalde mig det, men jeg rettede ikke opmærksomheden mod ham. Jeg savnede ham, og hvis jeg lod mit blik møde hans, ville jeg have endnu mere lyst til at få smerten til at forsvinde.

”Kom så,” mumlede Justin, da han rejste mig op. Amy fulgte mig hen til en bil, og før jeg nåede at se det, sad jeg på bagsædet af Justin’s bil, imens Amy sad ved siden af. Roméo sad foran, og jeg kunne høre, at de alle sammen diskuterede højtlydt.

Jeg lukkede øjnene, og lod mit hoved falde tilbage. Jeg havde stadig ondt, og jeg kunne sagtens mærke, hvordan min krop skreg for mere af det hvide stof. Jeg satte mig op igen, og åbnede øjnene, da de stoppede med at skændes.

Jeg kiggede forvirret rundt, da jeg så, at Amy og Roméo ikke længere var i bilen. Jeg lagde hovedet tilbage igen, og lukkede øjnene. ”Scarlett,” jeg åbnede ikke øjnene, men tænkte kun på, hvor meget min krop skreg efter flere stoffer. ”Scarlett, please hold dig vågen..” Justin’s stemme var rystet, men jeg lade ikke rigtig mærke til det.

Jeg måtte bare have mere..

Mine øjne lukkede sig mere i, og jeg kunne kort mærke, at Justin trak mig ud af bilen..

Min krop ramte noget blødt, og jeg lagde straks hovedet ned, samt resten af min krop. Jeg havde været her en gang før, jeg kunne sagtens genkende lugten.

Justin.

Jeg var hjemme hos Justin, men jeg magtede ikke rigtig at åbne mine øjne. Min hjerne snurrede nærmest rundt, og mit hjerte pumpede hårdt i brystet på mig.

Jeg måtte have mere...

”Scarlett!” Justin’s råb, fik mig til at åbne øjnene, og jeg stirrede lidt på ham. Han rakte mig noget vand, og bad mig drikke det. Jeg gjorde, som han sagde, men selvfølgelig hjalp det overhovedet ikke. – Det vidste han også godt.

”Hvorfor?” Spurgte han vredt, og jeg stirrede forvirret på ham. ”Hvorfor hvad?” Han rystede irriteret på hovedet, og først nu kunne jeg mærke, hvor meget jeg egentlig savnede hans læber mod mine.

”Hvorfor tog du det, Scarlett, jeg..” Han stoppede, og rystede frustreret på hovedet. ”Scarlett for helvede, er du klar over, at du det næste stykke tid, skal vende dig til ikke at være på stoffer igen?”

Han gik frem og tilbage, men det eneste jeg tænkte på, var hans læber mod mine. Og den dag i sommerhuset, hvor jeg allermest bare havde lyst til at spole tilbage, og ikke lade Alfredo stoppe os..

”Justin,” jeg rejste mig op, og stoppede ham. Hans øjne kiggede frustreret ind i mine, og jeg kunne ikke lade være med at sukke. ”Hvad nu hvis jeg ikke vil vænnes af igen?” Han opspærrede øjnene.

Han gik frem og tilbage, inden han stoppede op, og trak vejret roligt.. ”Jeg elsker dig.” Mumlede han, hvilke fik mig til at rynke brynene. ”Hvad?” Havde Justin lige fortalt mig, at han elskede mig?

Han svarede ikke, men gik bare tættere på mig. Han lagde hans hænder på mine kinder, og kiggede mig dybt i øjnene.

”For helvede Scarlett, jeg elsker dig.”

Et stort smil spillede på mine læber. Han havde lige sagt, at han elskede mig, og han havde ikke kaldt mig Izabell, han havde rent faktisk kaldt mig Scarlett.

Hans læber ramte mine, og jeg lagde straks mine hænder i hans hår. Han lagde hans hænder på mine hofter, imens han udviklede kysset.

En velkendt dejlig følelse startede i min mave, og en stor lyst fik mig til at rive ham lidt i nakkehårene. Han stønnede mod mine læber, inden han pressede mig hårdt ind mod hans væg, så jeg stønnede lavt.

Han kyssede mig ned af halsen, og jeg rev mere i hans nakkehår. Han sugede til, og jeg lo lavt, inden jeg ivrigt trak hans trøje over hans hoved.

Mine hænder kørte rundt på hans mavemuskler, og han stønnede lavt, inden hans læber ramte mine. Han skubbede mig over mod sengen, imens han trak min trøje af.

Han skubbede mig ned i sengen, og lagde sig over mig. Hans læber fandt ivrigt mine, og dette var ikke bare en lyst til sex. Der var så meget sorg og kærlighed i, at det næsten skræmte mig.

Han kyssede mig ned af maven, og jeg rev hårdt i hans hår, så han stønnede mod min mave. Så knappede han mine bukser op, inden han trak dem ned over mine ankler.

Hans læber ramte igen mine, og denne gang hjalp vi hinanden med at få hans bukser af. Hans hænder gled om på min ryg, og kort efter var min bh åbnet, og lå nu på gulvet.

Der var intet forspil, da han trak mine trusser af, og jeg trak hans boxershorts af. Han kiggede mig dybt i øjnene, inden han kyssede mig på kinden.

”Jeg elsker dig,” mumlede han så, og jeg nåede ikke svarer, da han pludselig trængte op i mig. Jeg skød underlivet op af, og stønnede højlydt. Han begyndte at støde hårdere ind i mig, og hans navn røg adskille gange ud af min mund.

Dette var ikke bare sex, det var fyldt med kærlighed og savn. Han stødte ind i mig en sidste gang, og vi nåede begge vores højdepunkt. Jeg borede mine negle ind i hans skuldre, og stønnede højlydt sammen med ham.

Han lagde sig ved siden af mig, og kiggede op i loftet, ligesom jeg gjorde. Da jeg havde fået nogenlunde kontrol over min vejrtrækning, rykkede jeg tættere på ham, og lagde mit hoved på hans bryst.

Han lagde en arm om mig, og trak dynen over os. Han kyssede min pande, og lige inden jeg lod mine øjne lukke helt, svarede jeg ham.

”Jeg elsker også dig, Justin.” 

_______________________________

Undskyld ventetiden, og undskyld hvis der er lidt fejl.

Har rettet det igennem, men er godt nok træt.

Fri halv tre, også heste - det gør mig sindsygt træt. 

Virkelig undskyld, at der er gået så lang tid. 

Kunne ikke få mine tanker til denne novelle ned i mine fingre, men her klokken halv ni fandt jeg den - så det var godt. ^^'

Men godnat, sov godt! Eller - godmorgen, god middag, god eftermiddag, eller godaften..

Jeg ved jo ikke, hvornår I læser dette! ^^

Skriver videre på søndag. :-)

Tror jeg..... I: 

Hvis jeg får tid. 

Tak fordi I læser, vil I ikke være søde at like også? 

xxx 

Vandged. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...