You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
250Kommentarer
25254Visninger
AA

2. Friends! & Justin Bieber?...

 

 

“Scarlett!”

En skrigende stemme lød et sted, inde i den cirkel af folk, som havde omringet mig. Og denne her var kendelig, og ikke ligesom alle de andre. Eftersom stemmen tilhørte en pige, som jeg kendte navnet på, og ingen af disse piger kendte jeg navnet på. Heller ikke de drenge, som for resten stod her.

”Må jeg lige komme forbi.”

Spurgte jeg ud i ingenting, og maste mig igennem folk, der lugtede fælt.. Jeg væltede direkte ind i en lyshåret skønhed, da jeg endelig var ude af rundkredsen.

”Scarlett!”

Hun slog armene om mig, og jeg slog armene om hende. Hold kæft det var lang tid siden. Eftersom min elskede bedste veninde – Amy – havde valgt at tage til England – London for at være præcis. – I hele to uger! Spørg mig ikke om jeg har savnet hende.

”Jeg har sådan savnet dig,”

hviskede jeg i hendes øre, og hun grinede kort.

”Du kunne bare have taget med!”

Hun klappede mig på skulderen, inden trak sig fra mig. Hun skævede til klokken på hendes telefon, og begyndte så at gå ned i mod vores skabe. Jeg fulgte efter, og lod kun mit blik være fremad, da jeg ikke ville give folk, som ikke var værd et blik.

”Det England ellers tak.”

Mumlede jeg, imens vi drejede til højre, og en lav dreng skubbede sig igennem os, for at komme forbi. Jeg gispede, da han faktisk løb med meget fart på. Efter ham kom 3 andre fyre, og de så ikke just flinke ud. Eftersom det var nogle af dem fra fodbold holdet.. Alfredo var dog bare ikke i blandt dem.

”Hey tøser.”

Når man snakker om solen.. Da jeg vendte mig om, mødte et overvæltet syn mig. Det var ikke nogen tvivl, om Alfredo var lækker. Han var jo næsten gud. Han var trænet, og hans sorte hår stod utrolig godt til hans mørke øjne. Et smil gled over mine læber, da mine øjne mødte hans.

”Hej Alfredo.”

Sagde Amy, også startede de ellers en samtale op om England. Amy og jeg var ret så populærere hos drenges fodboldhold, så det var ingen hemmelighed, at vi altid hang ud sammen med dem. Også lige 2 piger mere, som var lidt under Amy og jeg.

”Hej venner!”

Og igen! Når man snakker om SOLENE.. Jeg kiggede til venstre, og to piger kom gående imod os. Alfredo havde en tvilling, og det var præcis hende som havde hilst. De tvillinger var populære. Selvfølgelig var jeg dronningen på skolen, og Alfredo var kongen. Du ved.. Et søskende par kan ikke styre en skole. Overhovedet ikke. Undtagen i High School Musical, men vi var altså ikke High School Musical.. Nej, vi var bare High School… Jeg kan ikke engang huske navnet på vores skole, utrolig flot Scarlett.. 

”Hej Aleyna og Kathryn!”

Hilste min utrolig dejlige bedste veninde – Amy! Mys!

Men eftersom jeg var skolen dronning, og Alfredo skolens konge.. Så gik alle altså og forventede, at vi… ligesom… blev k.. k… Blev et par.. Det er ikke fordi, at jeg ikke kan tænke kærester, for det kan jeg altså godt. Bare ikke med Alfredo. Alfredo er min bedste ven, min bedre halvdel.

Amy & Alfredo. De tætteste i mit liv.

Så der selvfølgelig lige Aleyna, Kathryn, Nick, Roméo & Jannick.

Det var os. Skolens overhoveder.

Alfredo og mig.

Amy, Alenya, Kathryn, Nick, Roméo & Jannick.

Og hvis du nu er nysgerrig spiller Nick, Roméo og Jannick på fodboldholdet, og det var dem der var løbet efter ham drengen.. Sammen med nogle andre..

Og hvis du endnu mere nysgerrig så..

Er Amy og Roméo kærester..

Imens Aleyna, Kathryn, Nick, Jannick er single..

Nårh ja.

Alfredo og jeg er sjovt nok også single!

Får vi bliver aldrig… Mere end venner..

Punktum.

Et skrig lyder, og jeg kigger overrasket hen på Amy, som bliver svinget rundt i armene af Roméo.

Sødt.

Kærligheeeed!

Øh.. Hej?

Jannick sender mig et skævt smil, som jeg hurtig gengælder, inden jeg lader mit blik glide videre. Kathryn snakker med Alfredo, og Aleyna snakkede med Nick.

Derfor valgte jeg at spørge Jannick, hvad han havde lavet i weekenden, eftersom han ikke havde været hjemme.

”Skulle til fødselsdag hos min kusine..”

Var hans svar og jeg nikkede, uden at spørge ind til mere.. Jeg kiggede hen på Alfredo, og pegede ned mod kantinen. Han nikkede kort, inden han sagde højt over os andre 7 personer.

”Kom så folkens! Kantinen venter os.”

Også gik vi ellers alle sammen mod kantinen. Mit blik faldt på en første års elev, som stod og blev drillet af en anden års elev. Jeg var tredje års elev, selvom jeg kun havde gået på skolen i et år. Det vil sige, at jeg kom ind i den sidste del af året, som anden års elev. Faktisk burde jeg starte som første års elev, men det er en længere forklaring. Som jeg ikke magter lige nu.

Vi slog os ned, som vi plejede. Ved det samme bord. På samme stole..

Alfredo, Kathryn, Nick, Aleyna, Jannick, Amy, Roméo og mig. Jaaa mig.

Vi kan også tage den, den anden vej fra!

Mig, Roméo, Amy, Jannick, Aleyna, Nick, Kathryn og Alfredo!

Jeg har virkelig intet liv. Lige nu.

Alle har samtaler i gang, imens jeg bare stirrer ud på skolens parkeringsplads. En masse biler er til at finde. Man kan se indgangen til hallen, og de store arealer, hvor vi kan lave alt boldspil og så videre. Man kan også se alle de bænke, som vi plejer at spise ved om sommeren, og det store græsareal, som bare er vådt nu. Eftersom det vinter.. Eller november..

En sort stor firhjulstrækker kører ind på parkeringspladsen, og fanger min opmærksomhed. Jeg følger den med øjnene, imens den finder en plads. Faktisk lige ved siden af min dejlige bil, derfor holder jeg da lige ekstra styr på, at personen ikke riser min skat.

Heldigvis ikke.

Tak.

Mange tak.

Jeg kigger mod førersiden, og ser en middelalder dreng stige ud. Han bærer et par sorte stramme bukser, som gør han får hængerøv. Hans hår er en brunlig farve, og det sat op med voks. Han har en sort læder jakke på, og jeg fornemmer at kunne se en skovmandsskjorte indenunder som er åben, og indenunder den en hvid T-shirt. Og så kan jeg heller ikke se mere, end han har et par sorte sko på. Han forsvinder ud af mit udsyn, da han træder ind af hovedindgangen..

Og jeg kunne altså ikke se igennem hans tøj, hans jakke stod åben..

Det kunne være sejt, hvis jeg kunne.

”Ja klart, er du med på den Scarlett?”

Hvad?

Alles blikke er på mig, og jeg kigger bare forvirret rundt på dem. Alfredo havde sagt mit navn, men..?

”Hvad?”

Afbrød jeg mine tanker, og de slog alle sammen en lille latter op. De vidste, at jeg tit ikke var til stede i den samme verden, som de var til stede i..

Min svaghed..

En af dem.

I hvert fald.

Fisk!

Mit ynglings ord..

”Vil du med ned på café ’Nothing’ efter vores træningen?”

Det var mandag, jeg skulle ikke arbejde i dag, eftersom tøjbutikken jeg arbejde i, var ved at flytte til et større sted på samme gade..

Jeg skulle dog til dans. Ballet, og hiphop. To helt forskellige ting, som jeg dansede. Men det var fedt nok, og det var det, som jeg brugte min fritid på, når jeg ikke var sammen med mine dejlige medmennesker.

”Hvornår er I færdige?”

Spurgte jeg, og kiggede undersøgende på mit røde æble, som jeg stadig ikke havde fået spist..

”Klokken fire.”

Svarede Nick mig, og jeg nikkede.

”Jeg kan være på ’Nothing’ klokken halv 5?”

”Aftale!”

Svarede Aleyna inden jeg overhovedet var blevet færdig. Jeg smilede stort til hende, og hun gengældte det ligeså stort..

 

***

Historie timen var kedelig, og jeg sad og legede lidt med min blyant.. Jeg kiggede kort over på Kathryn, som sad og lyttede godt efter. Nick sad bare og stirrede ned i hans telefon, som var under bordet. Nick og Kathryn var de eneste, som jeg havde historie med. Alle andre havde valgt fysik, og alligevel synes jeg historie var mere spændende end fysik.

Du kan så regne ud, hvem der havde valgt fysik ikke?

Alfredo, Aleyna, Jannick, Roméo og Amy.

Kedelige mennesker.

Dejlig at man så har Nick og Kathryn!

Elsk på dem.

Veeeenskaaaaaab.

Jeg.keder.mig.

Og ligesom jeg havde tænkt det, gik døren til klasseværelset op, og alle stirrede på den dreng, som jeg havde set i pausen. Ham der havde holdt sin skat, ved siden af min skat!

Var han ny?

”Justin ikke sandt?”

Spurgte Mr. James og drengen nikkede. Så hans navn var altså Justin.

”Godt så. Dette er vores nye elev, nogle af jer ser ham nok ikke kun i historie. Hans navn er Justin, og øh.. Justin bare sit dig.”

Sagde Mr. James.. 

Den eneste ledige plads, var bordet ved siden af mit bord. Og siden det stod i hjørnet, ville Justin skulle have mig, som sidemakker. Og foran sig skulle han have Rose siddende. En utrolig belastende pige, som så gerne vil være min veninde.

Og rigtig nok Justin satte sig ved bordet ved siden af mit bord.. Suk, siger jeg dig bare..

Historie timen forsatte ligeså kedelig, indtil et stykke papir landede på mit bord.

Må man spørge om dit navn?

Jeg stirrede på ordene, indtil jeg kiggede på Justin. Hans brune øjne smilede nærmest til mig. Jeg rystede på hovedet, og tog min blyant i hånden.

Glem det.

Skrev jeg, og kastede den tilbage.

Dog gik der ikke længe, før den igen ladede på mit bord.

Hvad skader det?

Irriterende dreng..

Jeg kender dig ikke..

Jeg vidste det var et plat svar, men det blev lige til det.

Starter man normalt ikke med navnet?

Nej. Eller jo, men jeg gad forhelvede ikke at lære drengen at kende…

Nej.

Jeg så, at han skrev et ret langt stykke, og jeg fik den efter lang tid tilbage..

Okay så. Mit navn er Justin. Justin Bieber, hvis du er nysgerrig. Jeg er 17 år, og kommer fra England. Jeg er opvokset i England med min familie, som består af min mor, min far, og mine søskende. Jeg har verdens bedste personlighed plejer mine venner at sige. Og ja, jeg er selvglad. Men jeg tror faktisk ikke det gør dig noget.. Jeg flyttede til USA af en personlig grund. Jeg kan se, at du er den populære her. Alle sådan nogle gemmer sig bag en facade. Så hvordan er du under den?

Må jeg vide dit navn nu?

Jeg gemmer mig nu ikke under en facade, Justin Bieber. Men en hemmelighed.

Og nej det svarede jeg ham ikke.

Okay, rigtig meget viden.

Jeg ligeglad.

Og – Nej!

Et lavt fnis undslap hans læber, og jeg kiggede underligt på mig. Jeg var åbenbart den eneste, der hørte det.

Kom nu?

Oh god.

Nej!

Og lige da, han havde læst det, udbrød Mr. James:

”Scarlett, kan du svare mig på det?”

Alle klassens øjne var nu på mig, og jeg kunne ud af øjenkrogen se Justin’s flabede smil..

”Øh..”

Mumlede jeg, og kiggede hurtigt over på Kathryn, og sendte hende et blik om hjælp.

Jeg kunne lige mundaflæse svaret..

”1862?”

Mr. James kiggede overrasket på mig. Han troede jeg ikke hørte efter, det gjorde jeg så heller ikke, men han blev derfor overrasket over, at jeg havde svaret rigtigt.

Go Scarlett! Go Scarlett!

Det så dér, hvor du skal klappe af mig ikke?

Tak!

Også ringede klokken!

Tak!

Fri!

***

Amy forsvandt over mod hendes bil, vi havde lige stået og snakket om, hvornår og sådan noget med senere. Ved min bil! Min skat! Derfor åbnede jeg nu døren til førersædet, og nåede lige at lukkede den i, da jeg så Justin i bakspejlet. Org den fisk!

Han smilede kort til mig, da han satte sig ind i hans egen bil. Jeg stirrede bare koldt på ham, inden jeg begyndte at bakke ud, og kører hjem af.

”Jeg hjemme!”

Råbte jeg i det store hus. Jeg smed mine sko, og hang min jakke op, inden jeg løb igennem den store hal, som almindelig folk kalder for en entré. Mine forældre tjente meget.

Da jeg nåede stuen sad mine forældre, og mine to små søskende og så en film. Jeg smilede stort, og min lillesøster på fem løb glad hen til mig.

”Scar!”

Råbte hun, og jeg løftede hende op i mine arme. Efter alt hvad min familie havde været igennem med hensyn til mig, havde gjort at vi nu, efter jeg havde lagt fortiden bag mig. Ja okay, meningen var at vi havde fået et meget bedre forhold.

”Hej Leah!”

Jeg kyssede hende på panden, og kiggede over på min 10 årig lillesøster - Crystal.

”Hej Crystal!”

Sagde jeg, og hun kiggede smilende hen på mig.

”Mor, far.”

Sagde jeg, og kiggede hen på dem. De nikkede, og jeg satte Leah ned.

”Jeg smutter til dans nu. Også tager jeg lige på café ’Nothing’ med vennerne bagefter!”

”I orden skat.”

Sagde min far, og satte Leah på hans skød.

”Kommer du så ikke hjem og spiser?”

Spurgte min mor mig, og jeg tænkte mig kort om..

”Hvis jeg ikke kommer, så bare lad mig varme det, når jeg kommer!”

Smilede jeg, og hun nikkede.

Jeg løb op på mit værelse, tog mine taske, og løb igen ned af trappen. Jeg tog sko og jakke på, også var jeg ellers ude i bilen på vej til danse hallen.

***

Jeg var frisk, som en havørn, da jeg… Vent hedder det egentlig en havørn? Det tror jeg, at det gør.. Tror.. Jeg var i hvert fald frisk, da jeg trådte ind af døren til ’Café Nothing’, eller hed den bare ’Nothing’? Havde aldrig rigtig undersøgt det. En masse forskellige første, anden, og tredje års elever var her inde. Også selvfølgelig nogle andre mennesker. Der gik ikke lang tid før mine øre opfangede et velkendt pige grin, blandet med en masse andre velkendte grin.

Meine friends.

Tysk, engelsk. Be proud!

Eller… lad vær’.

Min hjerne må have sagt til mine ben, at jeg skulle gå ned til deres bord, for der gik ikke længe, før jeg havde satte mig ved siden af Aleyna.

”Hej Scarlett!”

Sagde Aleyna frisk, og straks havde jeg alles blikke vendt mod mig. Alle begyndte at snakke, og jeg blandede mig hurtigt i en diskussion med Jannick og Nick.

Men noget andet fangede min opmærksomhed, og jeg kiggede opmærksomt hen på Alfredo.

”Hvad på lørdag?”

Spurgte jeg, og stirrede forvirret på ham. Han hostede kort, inden han udløste et lille grin.

”Vi skal spille kamp!”

Sagde Roméo højt, og jeg udkom med et mumlede – nårrrh -, som fik dem alle sammen til at le lidt.

”Også der fest bagefter.”

Ordet fest blev sagt, og jeg kiggede nysgerrig på Roméo, og derefter Alfredo.

”Fest?”

Spurgte jeg ham, og løftede det ene øjenbryn. Alfredo nikkede, også begyndte de ellers at fortælle mig, hvor, hvornår, hvordan også ledes..

Fisk.

Vi havde siddet her i godt og vel 2 timer, hvilke vil sige at klokken var halv syv. Jeg havde lige et par lektier, som skulle laves til i morgen, og Leah blev lagt i seng klokken syv.

Derfor rejste jeg mig, så alles blikke vente sig mod mig. ”Jeg smutter hjem.” Sagde jeg, og de nikkede alle bekræftende, inden jeg gik mod udgangen..

Den kolde efterårs brise ramte mig, og jeg lynede min jakke helt op. Jeg hadede altså kulde. Med hurtige skridt gik jeg rundt, om højnet til den anden sidegade, hvor min elskede skat/bil holdte.

Jeg nåede dog ikke langt, for noget stoppede mig, og jeg væltede bagud og ned på jorden… En hånd greb fat om min arm, og rev mig den modsatte vej, så jeg altså ikke ramte jorden. Jeg blev revet hen til en person, og først der slap vedkommende mig.

”Hej Scarlett.”

Sagde en lidt dyb stemme, men jeg skulle lige møde de nøddebrune øjne, før jeg kunne sætte navn på ham.

Justin.

Justin Bieber.

Taberen som fandt ud af mit navn via min lærer..

Hans efternavn står egentlig godt til hans fornavn, og.. Sidespring?

”Hej..”

Jeg afbrød mine egne tanker, og sendte Justin et lille smil, som han hurtigt gengældte – bare større.

”Skal du ikke sige tak?”

Spurgte han mig og sendte mig et kækt blik. Jeg studerede ham en smule mere, end jeg allerede havde gjort tidligere.

”Nej, men jeg må hjem. Hej.”

Jeg snakkede i en lang kører, og da jeg prøvede at træde uden om ham, og blive ved med at gå, stoppede han mig med hans arm.

”Scarlett?”

”Mm?”

Svarer jeg hurtigt, og trippede en smule. Jeg frøs, der var koldt, jeg hader efterår.

Fisk!

”Mr. James bad mig om at spørge dig, om du ikke ville vise mig rundt på skolen i morgen?”

Nej.

Nej.

Nej.

Nej.

Hey vent lidt?

”Er du sikker på, at det ikke er dig, som spørger om det?”

Spurgte jeg, og løftede drillende mit øjnebryn. Han var en af de drenge, som sikkert fik alle de piger, som han ville have..

”Okay jeg spørger..”

Svarede han, og kiggede flovt ned, men hurtigt op igen med et selvsikkert blik.

”Desværre, spørg en anden.”

Og med de ord forlod jeg ham til fordel for min elskede bil.. Skat! Min elskede elskede skat! <3333333333. HJERTE!

_________________________________________

Undskyld, hvis folket ikke kan lide dette meget lange (11 sider i word) kapitel.. Jeg synes bare ikke, at jeg kunne dele det op.

Nå!

Tak fordi i læser.

Like & sådan! <3<3<3<3<3<3.

Gør Vandged til en dejlig pige!

-Vandged!! <3<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...