You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
25055Visninger
AA

4. Family, Justin, Amy, sick, and past..

 

Jeg låste min bil, imens jeg gik op af de lange 2 stentrappetrin, og gik ind af hoveddøren. Jeg var træt, og forventede egentlig en rolig aften med familien.

”Jeg hjemme!”
Råbte jeg i huset, men eftersom jeg stod i den stole hal/entré var det ikke sikkert, at de hørte mig.

Derfor smed jeg bare mine sko, og hang min jakke op. Derefter løb jeg op af trappen, og valgte vejen til højre, hvor mit værelse lå. Jeg gik ned af gangen, og placerede kontoret, et badeværelse, og vores bibliotek, indtil jeg nåede mit værelse.. Hvis man gik til venstre ved trappen kom man til Leah’s værelse, Crystal’s værelse, min forældres værelse, og et badeværelse.

Random info:

Vi har fem badeværelser!

To nedenunder, et til mit værelse, et på gangen til højre, et på gangen til venstre, og et til mine forældres værelse.

Jeg smed min taske på gulvet ved siden af mit tøjskab, inden jeg rev billederne op, og lagde dem på min seng. Jeg satte mig ned, men nåede lige at høre min IPhone sige, som en robot. Jeg trak den op, og kiggede på den..

3 tekstbeskeder.

Alfredo;

Hva’ så smukke? <3

Jeg rystede underligt på hovedet, inden jeg svarede med et smil på læben.

Lige kommet ind af døren, hvorfor? <3

I tænker sikkert, hvorfor jeg skriver det, men hvis Alfredo vil vide, hvad jeg laver, spørger han om det. Hvis han skriver ’hva så’, er det fordi han vil mig noget.

Amy;

Hej skat!<3<3<3<3

Jeg smilede kort, inden jeg svarede hende.

Hej muller!<3<3<3<3

Den sidste besked var fra min mor, som bad mig komme nedenunder. Det var så den, som jeg havde fået, da jeg satte mig ned her..

Jeg rejste mig, billederne måtte vente.. Så havde hun jo hørt, at jeg kom ind? Jeg gik ned af trapperne, og ente i entréen, hvor jeg så forsatte videre ind i stuen.

”Hej.”

Sagde jeg til min far, og Leah. Min far sendte mig et smil, inden han pegede mod køkkenet. Jeg nikkede, og kiggede over på Leah, som legede med hendes små my little pony’er. Jeg grinede kort af hende, da hun kom til at vælte hendes slot. Jeg gik over til hende, og løftede hende op. Hun lagde armene om min hals, og krammede mig.

”Hej Prinsesse.”

Grinede jeg, og kyssede hende i håret, inden jeg satte hende ned igen. Jeg hjalp hende med at sætte hendes slot op, inden jeg gik ud i køkkenet. Min mor stod og skar salat.

”Kan du ikke gøre mig en tjeneste?”

Spurgte min mor, og jeg nikkede.

”I morgen kan du så ikke hente Leah efter dans?”

Jeg nikkede, og hun smilede undskyldende.

”Jeg skal til møde, og far skal ha’ din bil til syn.”

Jeg nikkede, og mumlede noget med, at jeg bare gik Amy til at køre mig..

***

Jeg havde lige lagt Leah i seng, og besluttede mig lige for at tænde min MacBook og logge på skype, for at se om der var nogle spændende mennesker. Jeg satte min computer til siden, da jeg kunne høre den velkendte sms tone.

Amy:

Vi skal først møde klokken 10! Kommer du ikke over i morgen tidlig?<3<3<3<3

Yes yes! Kunne sove længe, hvis jeg altså spurgte mor, om hun ikke ville køre dem i skole i morgen.

YES!. Er der klokken 9! :-)<3<3<3<3

Jeg havde igen fået en besked fra Alfredo.

Du ser nok rigtig den nye dreng i skjul var? ;-)<3

Pis, han havde sikkert set mig gå med Justin…

Vi skulle lave spansk, så slap lige af mester. Men Alfredo, bare rolig, han bliver ikke til mere end en man har en skole opgave med! ;) Vi skal møde klokken 10 i morgen! <3

Hvilke minder mig om, at jeg skulle skrive til Justin.. For resten løj jeg for Alfredo.. Justin er sød og sej nok, vi kunne måske blive venner… I skjul.. Mit ry skulle helst ikke ødelægges..

Jeg skulle skrive? X’ Scarlett.

Ligesom jeg havde sendt den, svarede Amy og Alfredo mig.

Amy:

Godt nok! :-*

Jeg valgte ikke at svare, så tjekkede bare den fra Alfredo i stedet.

Alfredo:

Okay okay, tror så på dig! (; Haha godt nok! I know, det fedt, især når vi har så tidligt fri! Nå men smutter.. Drengene venter kun på mig! <3.

Den behøvede jeg ikke at svare på, han skulle jo alligevel træne nu.. Såh!

En sms mere bippede ind på min telefon. Den var fra Justin.. Jeg havde for resten gemt hans nummer..

Undskyld for tidligere.. Xx JB

Meget underligt at han kalder sig selv for JB! Vent det mindede mig om noget mere! Billederne, og jeg havde hørt JB før!

Gør ikke noget. Skriver i morgen aften om vi skal arbejde torsdag.. Jeg kan ikke i morgen. See you.. (-:

Jeg magtede ikke hans svar, så tog bare billederne i hånden..

Jeg tog det første meget krøllede papir op, og stirrede lidt på det. En lille dreng stod bare i vådt tøj, og så helt ked ud af det. En mand gik nogle meter bagud i baggrunden, og det undrede mig, sådan som han stirrede på den lille dreng. Det måtte klart være Justin. – Altså den lille dreng.

Det næste billede var af et hus. Det var gråt, gardinerne var trukket for ved vinduerne, men henne foran døren stod en dreng på omkring 12 år, og stirrede ind ned i jorden.. Det var Justin?

Det næste billede var igen et hus, men det var ikke hvilke som helst hus.. Jeg havde set det før.. London..

En irriterende følelse gik igennem mig, da jeg igen så det lille gule hus med det røde tag. Et suk forlod mine læber, inden jeg gik op af stien som førte til deres hoveddør..

Jeg bankede på, og stod og trampede uroligt med foden. Klokken var lige omkring de 8 om aften, og vi havde aftalt, at vi skulle følges hen til de andre..

Døren gik op, og en middelhøj mand kom frem. Også kendt som Justin’s plejefar.. Han forældre var døde, for nogle år siden..

”Hvad vil du?”

Spurgte han i en hård tone, og stirrede surt på mig. Det var ingen hemmelighed, at hans plejeforældre hadede mig. De troede jeg var skyld i Justin’s misbrug..

”Justin og jeg skal til fest.”

Mumlede jeg koldt, og kiggede bagved ham, hvor Justin gik. Han skubbede hans plejefar hårdt væk, inden han stod foran mig. Jeg trådte et skridt bagud, og han smækkede døren, inden han vendte rundt og allerede var henne ved fortovet..

Jeg måtte halvløbe op til ham, og gå meget hurtigt ved siden af ham, siden han gik i et meget stærkt tempo lige nu.

”Jeg skal bare ha’ noget af det pis, og det kan bare ikke gå langsomt nok..”

En høj ”rap” lyd listede sig ind i mit flashback, og jeg hoppede en meter fra sengen, sådan jeg tabte alle billederne. Jeg kiggede overrasket på den hvide IPhone, og tog den langsomt op til mit øre, imens jeg trykkede på skærmen, hvor man tog imod opkaldet.

”Scarleeeeeett!”

Udbrød en genkendelig stemme, og jeg smilede lidt over det.

”Hey Amy!”

Grinede jeg, inden jeg samlede billederne sammen, uden at kigge på andre, som jeg ikke havde set endnu.. Mit flashback havde fået min teori bekræftet. Jeg havde set ham før, jeg havde hørt hans stemme og hans navn før.. Men noget var ændret, og det irriterede mig, at jeg ikke kunne huske en skid for min fortid.. Jeg havde jo også valgt at glemme den, selvom det var svært.. Jeg kan ikke huske mere end lige præcis det dér og lige nu, kunne jeg dræbe mig selv for det..

”Scarlett? Er du der?”

Spurgte Amy uroligt, og det gik op for mig, at hun havde sagt noget.

”Ja, undskyld, var lige i min egen verden, hv..”

”Ja tak, det er du så tit!”

Hun afbrød mig, men det var okay for hendes grin var så dejligt. Jeg elskede virkelig min bedste veninde, og især når vi havde ’det for vildt’. Indsæt blinke-smiley der!

”Men hvad sagde du?”

Spurgte jeg en smule utålmodigt, og hun sukkede.

”Kommer du ikke over allerede i aften?”

Jeg nikkede, men tog mig så sammen, og svarede ja, inden jeg lagde på. Justin måtte vente, for jeg magtede virkelig ikke min fucking fortid lige nu..

Derfor begyndte jeg også hurtigt at pakke en taske, som jeg kunne tage med over til Amy.

***

”Scarlett Miller?”

Jeg mumlede et ja, inden jeg igen lagde mit hoved på bordet. Matematik.  Klokken ti.. Nu.. Jeg magtede det ikke.. Lad os bare sige, at Amy og jeg ikke rigtig kunne falde i søvn i nat.. Den blev halv fem, og vi skulle ligesom op klokken ni.

”I arbejder videre på side 15 tak,”

Sagde min matematik lærer. Og du ved, hvem det er.. Ham vi alle sammen elsker fordi, at han har sådan et sejt efternavn, som bare minder en om indvoldene på en gris!
Kan du høre ironien?

Mr. Bacon minder mig, om grisens indvolde.. Og lige nu.. Har jeg faktisk kvalme..

Hvorfor skal man overhovedet også hedde sådan noget til efternavn? Mr. Bacon? Bacon! Det er indvoldene i en gris! Siger jeg så for 3. gang… Men stadigvæk! Det er sq da fucking klamt.. Og især så tidligt om morgen..

Kender du det dér med, at du langsomt kan mærke, at alt i din mave er på vej op? Ja, godt, det håber jeg. For så ved du, hvordan jeg har det lige nu. Det var sjovt nok også derfor, at jeg nærmest sprang op af stolen, og styrede ud på gangen, og ned mod pigernes toilet. Fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg faktisk så ud..

Der gik dog heller ikke lang tid, før jeg faktisk lå ind over den meget meget meget klamme kumme, og brækkede alt op, som jeg havde indtaget de sidste 24 timer. Fuck my life..

Jeg smed mig udmattende op af væggen, og sukkede dybt.. Jeg kunne sq da ikke forsætte dagen sådan her?.. Med endnu et suk rev jeg min IPhone op af lommen, inden jeg hurtigt tastede en besked ind til Amy..

Toilet.. NU. Og tag min taske med.. Tak! <3. xxx

Jeg magtede godt nok ikke at skulle lægge syg.. Jeg havde ret faktisk en fritidsaktivt senere.. Og i dag var det hiphop.. Jeg magtede det ærligtalt ikke, hvis jeg skulle lægge og brækkede mig under det hele. Suk..

Døren til toilet gik op, og Amy sagde forsigtigt mit navn. Jeg sparkede boksen til den bos jeg sad i op, og lod Amy’s blik møde mit..

”Du burde nok tage hjem..”

Mumlede hun, og jeg nikkede og kiggede en smule septisk på hende.

”Nej, Amy, jeg har tænkt mig at blive her, og kaste mere af mit …”

Længere nåede jeg ikke, da jeg ligesom blev nød til at læne mig ind over kummen igen, også lige brække mig lidt mere. Mm. Bræk. Jeg kunne fornemme Amy synes det var utrolig ulækker. Men helt ærlig. Den pige brækker sig aldrig. Ikke engang når hun har drukket? Kvinder…

Jeg trak mig tilbage, og kom langsomt på benene. Amy gav dog en hjælpende hånd, og gav mig så tasken.

Vi begyndte at gå mod udgangen, og heldigvis var der ikke nogle på gangene, eftersom de havde time.

”Skal jeg ikke kører dig hjem, søde?”

Spurgte Amy, og lade en hånd på min pande, og tjekkede vel om jeg havde feber? Husk mig på aldrig at tænke, sådan, på Mr. Bacon igen.. Med alt det der..

Stop dig selv Scarlett, medmindre du vil kaste mere op.

Ellers tak.

Tænkte jeg nok.

Oh god.. Mine tanker snakkede med hinanden..

Kan det overhovedet lade sig gøre?

Nej tumpe. Du tænker det bare, for at virke sej!

Hov hov ikke skændes!

Fuck jeg er nedern.

Ja.

Stop!

Okay.

Orrrg!

Det dér skete aldrig..

Jo det gjorde..

Forhelvede Scarlett Miller.

”Jeg går bare, tak..”

Mumlede jeg, inden jeg gav hende et kort kram, hvorefter jeg vendte snuden hjem af..

***

Træt satte jeg teen på mit natbord, som stod fint ved siden af min seng. Jeg var udmattet, havde været i bad, trådt i noget afslapnings tøj, og lavet en kop tee.

Det gav ingen mening, at jeg faktisk sagde udmattet først.. Lige meget. Jeg.var.er.udmattet.

Pescado.

*Fisk*

Jeg kravlede langsomt ind under min dyne, inden jeg lod min hånd bevæge sig mod fjernbetjeningen. Noget blødt ramte mine finger spiser, og jeg kiggede undrede til siden..

Billederne..

Med en langsom håndbevægelse samlede jeg dem sammen i en bunke, hvor jeg derefter forsatte til det næste billede..

Et billede af en pige, som så total latterlig ud, med tungen ud af munden, imens en dreng kyssede hende på kinden. Det var let, at de selv havde taget billedet.. Hendes lyse hår, stod perfekt til hendes blå øjne, imens drengens hår var let nøddebrunt, mere brunt, og hans øjne var så meget lykkelige, men også ulykkelige..

”Izabell!”

Råbte han, imens han lød efter mig ud i haven.. Han havde tømmermænd, men det havde jeg skam også.. Derfor var det stadig utrolig sjovt at vække ham..

Jeg stoppede ude i haven, og holdte mit kamera stramt ind til mig.

”Du tager det ikke!”

Vrissede jeg, da han meget dramatisk langsomt gik imod mig, med åbne arme.

”På en betingelse..”

Mumlede han, imens han stoppede op, og sendte mig et drilsk blik.

Jeg kiggede afventende på ham, og han smilede stort.

”Kom her.”

Mumlede han, og jeg kiggede en smule septisk på ham, men trådte dog alligevel ind i hans åbne arme.

Han tog mit kamera, og satte det op foran os.

”Se latterlig ud.”

Mumlede han, inden han kyssede min kind, og jeg lavede et eller andet mærkeligt med tungen.

Han tog det, og kort efter kiggede vi begge dømmende på billedet. Justin undslap et lille grin, imens jeg rystede på hovedet. Jeg så utrolig dumt ud!

”Nej Justin..”

Mumlede jeg irriteret, og kiggede bedende på ham.

”Glem det, jeg beholder det..”

Jeg sendte ham straks mit bedste dræberblik, inden jeg rakte ud efter mit kamera, og løb forbi Justin. Det billede skulle bare slettes!

Jeg stoppede lidt op, hvilke nok var det dummeste, for lige pludselig lå jeg på græsplænen, med Justin oven på mig.

”Justin!”

Skreg jeg, da han begyndte at kilde mig i siderne. Han tog mit kamera, og rakte tunge til mig.

”Jeg beholder det. Det er et godt minde, du ser ikke dum ud.”

Jeg stak underlæben ud.

”Lads os tage det om.”

Sagde jeg bedende, men han rystede på hovedet.

”Du er dig selv hér, det er det, som jeg elsker.”

Han smilede kærligt, og jeg gengældte det.

”Du ved, selvom vi er ude i alt det her lort, ikke?”

Jeg nikkede, eftersom han bare kiggede afventende på mig.

”Så betyder du stadig alverden for mig.”

Jeg fik hel skyldfølelse, jeg havde ikke fortalt ham, at jeg flyttede om 2 måneder. Væk fra London, væk fra stoffer, fester, og alkohol..

+ alt det andet lort..

Og væk fra Justin..

Jeg lagde mine arme om hans hals, imens jeg hviskede ham i øret:

”Du er verdens bedste bedsteven, Justin.”

 

Justin.. Justin Bieber..

Oh my fucking god.

Undskyld jeg bander..

Hvorfor fanden kan jeg huske det her pis?! Skulle jeg ikke glemme det? Var hele dette års træning ikke for at glemme alt fra min fremtid?
Også kommer Justin, Justin Bieber, her og blander sig ind i det hele.

Det er ikke ham, det kan umuligt være Justin.

Det kan ikke være ham.

Nej, det er helt klart en anden.. Hvad snakker jeg om? Selvfølgelig er det, nej det er ej! Det er ikke den samme Justin.. Selvom alt tyder på d…

Dørklokken nedenunder fik mig til at springe en halv meter op i min seng, og miste alle billederne igen. Det var så fucking typisk det her! Org!

Jeg hurtige bevægelser, fik jeg dem samlet sammen, inden jeg nærmest løb ned af den lange trappe.

Det kunne virkelig ikke være Justin. Justin Bieber, min gamle bedsteven, som jeg lige havde glemt alt om. Glemt vores venskab, alt det lort, som vi nu engang havde været ude i. Glemt alt vi havde sammen. Det kunne ikke være ham, det kunne ikke være denne Justin som et år efter jeg var flyttet fra ham – uden at sige noget -. Det kunne ikke være ham, som så kom ind på den hel samme High School som mig. Her. I U.S.A.

I U.S.A, hvor min familie og jeg endelig er en rigtig familie, fordi jeg har lagt London tiden bag mig.

I U.S.A, hvor jeg har ændret mig fuldstændig. Mit hår fra lyst til brunt. Mine øjne fra blå til brune. Min personlighed fra kold, ulykkelig og lukket, til åben og lykkelig..

I U.S.A, hvor ingen nogensinde skulle finde ud af noget, som helst med min fortid. Min fortid, hvor Justin og jeg godt nok var bedstevenner, som tog stoffer. Men vi lavede også meget mere, som jeg ikke ligefrem har lyst til at U.S.A, skal vide noget om..

Alle mine venner her i U.S.A..

Justin kan da ikke bare komme her, og ødelægge det hele? Ved han at jeg er Izabell? Eller tror han bare, at jeg er Scarlett, ligesom alle andre her i U.S.A?

En ting var sikkert.

Jeg skulle holde afstand fra Justin.

Da jeg endelig nåede døren flåede jeg den næsten op, og var ærligtalt lige ved at smække den i igen.

Og det gjorde jeg så.

Et højt skrig forlod mine læber, imens jeg bare smækkede døren i igen.

Det var Justin! Havde han nu opdaget mig? Hvis – så tilgiver han mig aldrig, og han vil sikkert fortælle hele skolen om, at hende den populære pige, har levet på en løgn..

Hvorfor tænker jeg overhovedet sådan her? Hvad er chancen for, at han egentlig ved noget, om at jeg er mig?
Det var forvirrende.

Han kan da ikke vide, at Scarlett Izabell Miller i virkeligheden er den britiske Izabell Miller?

Han kan ikke vide det? Hvordan skulle han kunne vide det? Hvor dumt, var det lige at smække døren i hovedet på ham?

Langsomt åbnede jeg døren igen, og kiggede undskyldende på Justin. Han løftede det ene øjenbryn, og gav mig elevator blikket. Helt ærlig? Jeg var syg, skulle han så lige tjekke mig ud? Åbenbart..

”Hvad gik det dér lige ud på?”

Spurgte han, imens stirrede en smule irriteret på mig.. Jeg ville måske også blive en smule irriteret, hvis han havde smækket med døren lige i mit fjæs.

”Ehm.. Jo, ser du.. Øhm. Jo det sjove er, at…… Flyvende køer! Jeg var helt sikker på, at jeg så flyvende køer! Det sker rigtig tit for mig, når jeg er syg.. Jeg har det med at se flyvende køer. Jep.. Jaa..”

Flot, lads os gi’ hende en stor hånd.

”Scarlett for satan da.”

Lige mine ord. Jeg ved det, det var den dummeste, mest latterlige undskyldning du/jeg nogensinde har hørt.

Hey måske kan jeg komme med i den dér rekord bog? Jeg kan ikke rigtig huske, hvad den nu hedder.

”Hvor ved du fra, at jeg bor her? Og at jeg er syg?”

Jeg stirrede en smule irriteret på ham. Jeg havde lige aftalt med mig selv, at jeg ikke skulle ses så meget mere med ham, da han bare kunne måske komme til at genkende mig. Også møder han bare frem her.

”Skolens hjemmeside, og jeg så dig gå hjem..”

Fedt liv. Not.

”Og hvad vil du så?”

Jeg skulle ikke tilbringe tid sammen med ham mere, måske kunne jeg bare lave opgaven selv, også bare skrive hans navn på?

”Selvom du er syg, kan vi så ikke prøve at forsætte med opgaven? Du ved, vi nåede ikke så meget i går-”

”Hvems skyld var det?”¨

Afbrød jeg ham, og han smilede skævt.

”Min undskyld.. Men kan vi ikke bare lave den, i stedet for at vente til i morgen også.. Du kan jo alligevel ikke tage nogen steder hen, når du er syg?”

Nej, nej, nej, nej, nej, nej.

”Fint.”

Lydt da endelig til dig selv.

Sagde du ikke lige til dig selv, at du skulle holde dig væk fra Justin? Åbenbart ikke!

”Så kom ind.”

__________

 

Er ikke selv tilfreds med dette kapitel, så det må i meget undskylde. Jeg er træt efter en stressende uge, samt ikke rigtig meget søvn.

Undskyld.

Men tak fordi I læser.

Husk at like, og tjekke mine Imagines med One Direction ud<3<3.

FISK!
PESCADO!

Forguder det ord.

Forsat god weekend!

Hvis man overhovedet kan sige det..

Jeg er ikke god til at være venlig!

MYSSAR

Xxx’

Vandgeeeed. :-*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...