You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
251Kommentarer
24617Visninger
AA

7. Confused.

 

Jeg var forvirret – endda så meget, at jeg tror jeg stirrede efter ham i 10 minutter, selvom folk blev ved med at gå ind foran mig. Hvorfor var han gået? Betyder jeg ingen ting for ham, eller løg han, for at beskytte sig selv mod Alfredo? Jeg var forvirret, og mest af alt – Såret..

”Det er derfor, at du ikke skal ses med ham,” vrissede Alfredo vredt. Glemte jeg at fortælle dig, at da jeg var ankommet havde Alfredo trækket mig til siden og forklaret, at han havde fortalt de andre, at jeg var blevet dårlig – og taget hjem? – Ups..

”Hvad mener du? Har de ikke kun været sammen to gange med det dér spansk?” Spurgte Roméo forvirret, og jeg sendte straks et dræberblik i Alfredo’s retning. Han ignorerede det dog bare, og kiggede straks mod bordet, hvor de andre seks straks satte sig ned ved. Jeg blev stående og stirrede vredt på Alfredo.

Han tog dog fat i min arm efter få minutter, og trak mig hen foran bordet. Han stillede sig ved siden af mig, og kiggede vredt ud på vores lille ’venner-gruppe-folk-ting’. Jeg stirrede irriteret på ham, da jeg ikke anede, hvad hans næste træk var.

”Kan I huske alle de gange, hvor Scarlett ikke har været sammen med os?” De nikkede, og jeg begyndte langsomt at forstå, hvor han ville hen med dette, og det var som om, at alt alkoholen i mit blod var forsvundet.. ”Alfredo..” Vrissede jeg hviskende, men han stoppede mig med en håndbevægelse, så jeg helt ærlig havde lyst til at slå ham ned. Gerne med en ged. – Men vi skal lige huske!

- I 2006 kunne man give geder til de dér lande, som var fattige. Og nu ikke grine, for de kunne faktisk godt bruge dem! –

Okay glem det jeg sagde før. Der er stadig alkohol i mit blod, – måske er jeg ikke fuld, bare beruset..

”Jeg sagde, at hun havde travlt med enten familien, dans eller arbejde. – Hendes butik er ikke åbnet endnu, hun har overhovedet ikke været sammen med sin familie i denne uge, hun har danset en gang i denne uge.” De kiggede alle sammen straks over på mig, og jeg mærkede Amy’s blik allermest.. Hun var forhelvede min bedsteveninde, selvfølgelig var hun tosset på mig – nu..

”Hun har været sammen med Justin,” fortalte han videre, og der forsvandt deres alvorlige blikke. Pigernes var skuffet, og drengens var hårde. Great!

For jeg vidste det af, havde jeg skubbet hårdt til Alfredo, som hurtigt vaklede et par skridt tilbage. Jeg stillede mig helt tæt på ham, og satte min pegefinger helt op i hans lille grimme fjæs. (Okay løgn, drengen er lækker, men helt ærlig – han skal dø lige nu.)

”Hvorfor? Hvad fanden har du imod, at jeg er sammen med Justin?! Er det fordi, at du har ondt i røven over, at jeg ikke tilbringer tid med min fucking bedsteven. Det var i hvert fald, hvad jeg plejede at kalde ham. Eller det måske fordi, at Justin ikke er medlem af denne lille populærere bande? – Oh nej nu ved jeg det, det er fucking fordi han er ny, ikke populær og så meget mere mand, end du nogensinde kan blive!”

Jeg råbte højt, hvilke havde fået flere af skolens elever til at følge med i dette lille skænderi. Hurtigt tog de andre fat i os, og placerede os ude i baggården, og bad mig om at stoppe. – Men nej – jeg var langt fra færdig.

”Jeg er mere mand end ham, og han fortjener overhovedet ikke din opmærksomhed! Og nej han er ikke populær, men jeg er ligeglad, hvad fanden du synes om ham!”

Jeg kiggede forvirret på ham, da jeg ikke rigtig forstod hans forklaring.

”Scarlett, du har kendt fyren i en uge, du ved sq ikke, om han er mere mand end mig. Plus efter en uge står I og æder hinanden! Jeg kender dig, jeg ved, at du ikke bare kysser, hvem som helst! Måske efter to måneders venskab, men efter en uge!... Din, din..”

”Du skulle bare vide,” mumlede jeg, hvilke fik ham til at stoppe sin sætning. ”Jeg kender ham bedre, end nogen anden, men det fatter du tydeligvis ikke, fordi du ikke aner en skid om mig Alfredo! Det gør ingen af jer!”, jeg pegede rundt på dem alle sammen, men forsatte så.

”Hvordan ville du afslutte din sætning var?” Han sagde ikke noget, men stirrede bare ondt på mig. ”Du kender ham ikke, i kender ham ikke, jeg..” – ”Kender ham heller ikke,” afbrød Alfredo mig, så jeg slå ham hårdt på brystkassen. ”Jeg KENDER ham,” råbte jeg, hvilke fik Nick til at lægge sine hænder på mine arme.

”Du kender ham ikke, og hvis du ville vide det Scarlett.” Han kiggede på mig, imens han langsomt gjorde tegn til, at de andre skulle gå om bag ham. Og det der overraskede mig mest var, at de alle sammen gik der over. Selv Amy.

”Amy,” mumlede jeg, men hun rystede på hovedet. ”Du løg for mig, Scarlett..” Hun kiggede såret ned, og jeg fik allermest lyst til at spole tiden helt tilbage.. Helt helt helt tilbage..

”Så ville jeg havde kaldt dig en luder, Scarlett.” Hans ord ramte mig hårdt, og hans kolde stemme, gjorde det umuligt for mig. Jeg kunne ikke svare igen. Al min selvtillid røg til bunden, og jeg stirrede efter dem. De gik, de forlod mig..

Helt ligesom Justin..

Hvad havde jeg dog gjort?

***

Jeg smækkede døren til taxaen i, imens jeg satte i løb op af indkørselen. Jeg var ligeglad med, at det regnede, og helt ligeglad med min kjole og stiletter. Jeg låste hurtigt hoveddøren op, og stirrede irriteret på det lys, som tændte fordi det kunne ’se’ mig. Tårerne løb om kamp ned af mine kinder, og jeg tog hurtigt stiletterne af, og stillede dem i entréen, hvorefter jeg musestille løb direkte op af trapperne og ind på mit værelse.

Jeg lukkede forsigtigt døren, imens jeg lod et hulk undslippe, og gled ned af døren. Jeg var en idiot, hvorfor skulle Justin dukke op, hvorfor skulle jeg arbejde sammen med ham, hvorfor skulle jeg blive venner med ham? Nej – helt fra begyndelsen, hvorfor havde jeg ikke bare et almindelig liv i England – med Justin som bedsteven. Uden alt det pis, og vores navne som sikkert stadig lød på natklubberne. Hvem ville lige glemme os? Badtvillingerne? – Godt nok var vi ikke tvillinger, men det kaldte folk os, fordi vi altid var så enige, når ’sådanne’ beslutninger skulle tages.

Et hulk mere undslap mig, imens jeg rejste mig på rystende ben. Jeg var ulækker, jeg frøs, og havde brug for et bad. – Lige nu.

Derfor forsatte jeg også hurtigt ud på mit badeværelse, hvor jeg trak kjolen over hovedet, tændte for vandet, og smed mit undertøj. Mit blik gled hen i spejlet, og først studerede jeg mit hår. Min slangekrøller var en smule ødelagte på grund af regnen, min makeup sad ned af kinderne på mig, mit blik var ulykkeligt og blankt.

 Mit blik gled længere ned til omkring mine hofter, og jeg afskyede allerede det hele. De store lange ar, som heldigvis var vokset sammen, men stadig kunne ses, fyldte begge mine hofter. Der var ikke et sted til spilde. Jeg lod en finger glide over dem, og huskede stadig, hvor meget det havde gjort ondt at lave dem, få dem, og ikke mindst røre ved dem. Jeg var ikke skyld i dem alle sammen selv, men de fleste var jeg..

Jeg rystede hurtigt på hovedet, og lod igen et hulk undslippe. Det var 3. gang nu, og jeg havde lyst til at slå noget, jeg kunne ikke hulke, tænk hvis nogen hørte det..

Jeg trådte hurtigt ind under bruseren, men satte mig i stedet på gulvet derinde, imens alt vandet bare skyllede min krop ren. Jeg kunne ikke lade være med, at lade mine fingre rører mine læber. Hans læber havde været så perfekte ved mine, hvordan kunne han sige, at det ingenting havde betydet. Det kunne ikke passe, og nu snakkede mine bedste venner og veninder overhovedet ikke til mig.

Denne weekend ville blive ensom, forfærdelig...

***

En velkendt stemme lød langt væk, nok fordi jeg sov. Eller nu var jeg selvfølgelig halv vågen, og kunne langsomt mærke hovedpinen, derfor vendte jeg mig om på den anden side, sådan jeg lå med ryggen til min dør. Jeg trak dynen over hovedet, og udstødte en utilfreds lyd. Jeg kunne høre døren lukke sig. Lidt efter kunne jeg mærke, at en kravlede op i sengen, og et forsigtigt prik på skulderen, fik mig til at vende mig om mod personen. Den lille lyshårede pige sad med en lille lyserød trøje på, hvor der selvfølgelig var et billede af Hello Kitty, og hendes blå bukser kravlede en smule op, fordi hun sad som hun sad. Hendes smil var forsigtigt, og tilbageholdende.

”Hej prinsesse,” mumlede jeg, inden jeg trak ud i dynen, og lod hende kravle ind til mig. Jeg lagde armen om hende, og hun lod sine små fingere lege med noget af mit hår. ”Har du det dårligt?” Spurgte Leah, hvilke fik mig til at smile. ”En smule, hvorfor?” Svarede jeg, og hun smilede skævt til mig. ”Er du syg?” Spurgte hun så, og snoede en tot af mit hår om hendes finger, ”nej, jeg har bare drukket lidt i går, og det er sådan noget, som gør at man bliver en smule dårlig næste dag.” Forklarer jeg, og sender hende et sødt smil. ”Men hvorfor drikker du det så?” Spørger hun, og jeg griner lavt af hende. ”Fordi det er sjovt, når det er i dit blod.” Hun rystede underligt på hovedet, inden hun trak sig en smule væk.

”Mor har lavet morgenmad,” smiler hun, hvilke får mig til at grine. ”Skal vi så gå ned og få noget?” Hun nikker hurtigt, og jeg sætter mig op, imens mit blik lander på min IPhone. Jeg trykker home-knappen ind, og mit baggrunds billede lyser op. Leah & Crystal. Jeg elsker mine søstre, uanset hvor irriterende de kan være. Det er måske ikke normalt for dig, hvis du har søskende at have dem, som baggrund på din telefon, men det har jeg altså. Simpel grund; Jeg har aldrig rigtig været dér for dem, kun det sidste år.

Klokken er omkring halv et, og jeg kigger underligt over på Leah, ”mener du ikke frokost?” Spørger jeg hende, og hun rødmer en smule, imens hun siger; ”Nårh jo,” jeg ler lidt af hende, inden jeg rejser mig og træder hen til mit skab. Min kjole ligger stadig på badeværelset, og det kan jeg se, eftersom døren til mit badeværelse står åben.

Jeg trækker et par everlast busker ud i en mørk grå farve, og trækker dem hurtigt på, så leder jeg lidt i mine almindelige trøjer, og trækker bare en sort langærmede over min overkrop. Hurtigt tager jeg et par sorte hyggesokker på, inden jeg kort reder mit hår, og kan ikke lade være med at le en smule af Leah, eftersom hun er så nysgerrig, og følger hver af mine bevægelser. Jeg tager hendes hånd, og vi begynder at gå ned af mod køkkenet.

Jeg dumper ned på en stol, og kigger spørgende på min mor, da hun smiler afventende.”Der er toast til dig, skat,” mumler hun, og jeg nikker, imens jeg rejser mig og går over for at smøre mig et stykke toast.

”Var det en god fest i går?” Spørger min far mig, og jeg nikkede hurtigt, hvorefter jeg igen sætter mig ned, nu bare med toasten. ”Far, vil du ikke lige række mig pillerne?” Spørger jeg, og kigger bag ham, hvor der står en masse pilleglas. ”Har du hovedpine?” Spørger Crystal, og jeg nikker en smule langsomt.

Hold kæft jeg var færdig, og fuldstændig såret..

***

Kender I de der dage, hvor man virkelig bare er umattet, og næsten ikke kan bevæge sig, fordi? – Det orker man ikke. Jo ser du sådan en dag havde jeg i dag.
Derfor var det mærkeligt, at jeg lige nu stod under bruseren, okay hvis jeg nu siger, at jeg stod og halvsov op af muren, så giver det mere mening ikke?

Sagen var den, at jeg virkelig havde brug for et bad, så jeg måske kunne blive lidt friskere. Selvom jeg havde været i bad, da jeg kom hjem i nat.. Lad os bare sige, at min plan, ikke rigtig virker. Jeg er stadig skide træt.

Derfor besluttede jeg mig også bare for at tørre mit hår hurtigt, hoppe i det samme tøj, som jeg havde på under morgenmad, og sidst ligge mig under min dejlige tykke vinterdyne. Også lå jeg bare her, total venneløs, og total lost.

Altså lige indtil at min IPhone sagde en velkendt lyd, og jeg irriteret rakte ud efter den, eftersom den lå på mit natbord. Det var let at se på skærmen, hvem det var fra, og jeg sukkede allerede, da jeg så de første fire ord..

Jeg er blevet syg, kan du ikke tage træne det hold klokken otte? – De andre kan træner, kan ikke..

Det var min danselærer, som jeg efterhånden havde lært alt af. Klokken otte holdet var ballet fra fjorten til seksten årige. Det kunne jeg vel sagtens, hvis de andre træner ikke kunne. Plus de få gange, hvor jeg faktisk kunne bruge, fik jeg penge for? Derfor svarede jeg også hurtigt Summer, - som hun hedder – tilbage.

Klart, den klarer jeg.

Normalt havde jeg altid noget at lave lørdag aften, men nu hvor jeg var total venneløs kunne jeg så tage på arbejde. En lørdag..

***

Jeg tror aldrig, at jeg har kedet mig så meget, at jeg faktisk gik ind på biblioteket, og fandt en gammel bog, som hed: Venskab, vores evige gnist.

Den var overraskende god, og jeg tror sjovt nok, at det var klokken tre, at jeg startede med at læse den. Og nu var klokken altså halv seks, så det var lige de 200 sider..

Kan du høre det? Jeg har intet liv, total lonely. – Det var bare slet ikke mig sådan noget, derfor lagde jeg også bogen fra mig, da jeg endelig var blevet færdig med den.

En banken lød på min dør, og jeg mumlede et højt kom ind, og derefter stak min ti årige lillesøster hovedet ind.

”Vi skal spise,” sagde hun, og jeg svarede med et nik samt et falsk smil. Derefter rejste jeg mig, og gik næsten lige bag ved Crystal hele vejen nedenunder, som en hundehvalp.

Jeg satte mig langsomt ned på stolen, og min mor sendte mig et underligt blik. ”Er du hjemme?” Hun grinede sjovt af din egen joke, men da jeg bare sendte hende et irriteret blik stoppede hun. ”Hvorfor er du ikke sammen med nogle, Scarlett?” Reddede min far, men dog med et vis klang i stemmen. – Det lød altid som om, at far væmmes ved mit navn, men det var jo klart, det var ikke mit rigtige navn.

”Jeg er træt,” mumlede jeg bare ligegyldigt, og de lagde heldigvis ikke mere i det. – De var overhovedet ikke vant til, at jeg var hjemme på en lørdag aften.. Og det var jeg desværre heller ikke..

***

Kulden ramte mig ligeså snart jeg gik ud af hoveddøren, og satte tempoet ned mod bilen. Hurtigt låste jeg den op, og tændte motoren inden jeg tog selen på, så den kunne varme hurtigere op. Jeg bakkede forsigtigt ud, og tog et kort blik på klokken som viste, at den var lidt over halv otte, hvilke betød jeg havde en smule travlt. Så imens Chris Brown’s sang Wake Me Up kørte på fuld skrue, kørte jeg igennem gaderne..

Da jeg endelig ankom, var klokken ti minutter i otte, og jeg kunne lige præcis nå at klæde om til klokken blev otte.

Der var ikke mange på dette hold, så derfor var det let og overskue, og der gik ikke længe før jeg igen fandt ballettens bevægelser, og en indre ro lagde sig over mig..

***

”Forsæt god lørdag,” siger jeg med et smil på læberne, og de begynder alle sammen at gå ud og klæde om. Jeg starter med at rydde en smule op, og slukker lyset i selve hallen. Så forsætter jeg ud i omklædningsrummet, hvor alle sammen er blevet færdige. Jeg trækker hurtigt mit sæt tøj på, som tidligere inden jeg bevæger mig udenfor.

Jeg var så forvirret, havde de mig virkelig alle sammen? Hvorfor ødelægger Justin egentlig alting? – Justin er fortid, han burde ikke blandes ind i fremtiden, hvor bliver han blandet ind i fremtiden? – Fordi jeg ikke kan holde mig fra ham, men det bliver jeg nød til. Jeg laver spansk selv, også kan jeg bare skrive hans navn på, jeg kan ikke leve i fremtiden med fortiden ved siden af mig hele tiden…

”Scarlett,” et skrig forlader min mund, da stemmen er så genkendelig, at jeg næsten falder om af stræk. Okay løgn jeg blev bare forskrækket. ”Justin?” Spørger jeg en anelse nervøs, selvom vi faktisk er uvenner, kan jeg ikke lade være med at holde af ham, han er trods alt ham.  ”Hør Scarlett,” jeg kigger opmærksomt på Justin, som ligner en der ikke ved, hvor han faktisk skal starte.

”Kan vi ikke tage hjem til dig og snakke?” Spørger han mig nervøs. Vil han snakke hjemme hos mig? Jeg skal sq ikke nye nogen glæde af, at han bare skrider igen. ”Hvis du ikke skrider ligesom sidste gang,” vrisser jeg en smule, hvilke får ham til at sukke. ”Lad mig nu bare,” siger han en smule panikken, hvilket får mig til at sukke, lave en underlig håndbevægelse, og gå over mod min bil.

Da Justin har lukket døren til bilen, låser jeg den, og begynder i et hurtigt tempo at gå op mod hoveddøren. Justin følger efter mig, som en lille hundehvalp.

Jeg låser døren op, og lader Justin komme med ind. Lyset tænder som altid automatisk som altid, hvilke får mig til at sukke, imens jeg smider mit overtøj. Justin gør det samme, og uden et ord til hinanden forsætter vi op på mit værelse.

Jeg smider min taske foran skabet, og følger Justin bevægelser, da han lukker døren. Så går han en smule tættere på mig, og kigger en smule koldt på mig..

”Justin, hvad vil du egentl-” – ”Undskyld,” afbryder han mig, hvilke får mig til at rynke brynene. Det hjælper også rigtig meget at sige undskyld. ”Og jeg ved godt, at det ikke hjælper..” Jeg kigger endnu mere forvirret på ham. Jeg håber godt nok ikke få ham, at han er blevet tankelæser, for hvis han er, tror jeg da nok, at jeg har et problem. Prøv lige at forstil dig, hvis Justin kunne tankelæse mit tidligere liv i England. – Okay det ville gøre det hele meget lettere.

”En ven lærte mig det engang, men jeg ved godt nok ikke, hvad jeg ellers skal sige..” Mumlede han, hvilke fik mig til at sukke. – Han var ikke tankelæser, og jeg havde altid fortalt ham, at det aldrig hjalp bare at sige undskyld.. Suk, han kunne ellers blive kendt for det..

Har I set The amazing spider-man? – Holdt kæft han er lækker, man. Okay sidespring, men altså.. Lilla fisk, er vel også et sidespring? – Og hvorfor fanden tænker jeg på the amazing spider-man og lilla fisk? Altså lige nu.

”Du kunne starte med at forklare mig, hvorfor?” Svarede jeg ham en anelse koldt, hvilke bare fik ham til at sukke. Eftersom han var et halv hoved højre end mig, kiggede han kort op i loftet, men derefter ned på mig igen.

Han skulle lige til at åbne munden, men jeg afbrød ham: ”Og fortæl sandheden, tak.” Hans brune øjne blev nervøse, og han lukkede med det samme hans mund. Han ville have løjet, hvordan vidste jeg bare det? ”Scarlett, det var en fejl at kysse dig, men-” – ”Tak for lort, jeg fattede det godt første gang..”

Han stirrede en smule irriteret på mig, ”men det betyder ikke, at jeg ikke kunne lide det.” Hvad? Mit blik blev straks forvirret, ”og jeg ved det lyder dumt, men jeg er sq ikke helt så sikker blandt ham dér Alfredo.” Et fnis undslap mine læber. Justin gamle badboy, som havde fået folk til at ende på sygehuset, var bange for Alfredo. ”Det er ikke sjovt,” mumlede Justin, hvilke bare fik mig til at smile. ”Undskyld,” mumlede jeg, hvilke bare fik ham til at ryste smilende på hovedet.

Hvad havde jeg gang i? Var det ikke min mening, at han skulle blive i fortiden, og ikke komme nu, og ødelægge det hele. Hvorfor kan jeg ikke bare give slip på ham?

”Scarlett,” han sendte mig et nervøst blik, ”kan vi ikke bare forsætte med at være venner?” Spurgte han, hvilke fik et smil frem på mine læber, selvom min fornuft indeni bande langt over mig.

Det var jo hans skyld, at jeg havde mistet mine venner. Hvis han ikke bare var kommet til U.S.A. havde jeg måske siddet i Alfredo’s skød lige nu, selvfølgelig uden, at han havde kaldt mig en luder.. Men på den anden side, var det måske meningen, at Justin skulle komme til U.S.A.? Fordi jeg måske var en badgirl, selvom jeg ikke selv ønskede det. Måske kunne jeg aldrig løbe fra min fortid, selvom det var det, som jeg havde kæmpet med det sidste halvanden år.

”Jo,” nej? – Hvad fanden har jeg gang i, det er da så dejligt, at jeg lytter til mig selv. Kan du mærke ironien?  Justin smilede stort til mig, hvilke fik mig til at ryste på hovedet.

”Men jeg er altså skide træt, så enten smutter du eller bliver.” Mumlede jeg, imens jeg forsatte ud på badeværelset, hvor jeg tog min tandbørste frem. Imens jeg børstede mine tænder, stod Justin i døråbningen, og smilede en smule underligt til mig. Jeg lod mit blik gilde over mig selv. Mit hår skulle farves, da man var begyndt at kunne se noget af mit lyse hår. Jeg tog hænderne op i hovedbunden, og kiggede ekstra godt efter, for ligesom at bekræfte, at jeg skulle have farvet mit hår.

”Er du lyshåret?” Jeg nikkede en smule ligegyldigt, da jeg håbede på, at han ikke lade mærke til det. ”Bliver du?” Spurgte jeg ham i stedet, og smilede en smule til ham. Han nikkede, og mumlede noget med, at han ikke havde lyst til at tage hjem. Jeg kastede en tandbørste over til ham, som han greb og gik i gang med at børste tænder. Mit blik gled hen på mit skab ved siden af spejlet, og jeg åbnede det, for at fjerne min makeup. Bag ved den lå den der holder ting til mine kontaktlinser, og et suk undslap mine læber. Justin havde ligesom lige fundet ud af, at jeg rigtig var lyshåret, og hvis han så, at jeg også havde blå øjne?

Da Justin var færdig, og jeg forsvandt ud af badeværelset med de der kontaktlinse-holder i hånden, fulgte han efter mig. Jeg lagde mig i venstre side, og lod ham ligge sig i højre. Jeg trak dynen godt op over mig, og lod Justin ligge sig under den også.

Jeg satte mig langsomt op, og tog kontaktlinserne ud af øjnene, og lagde dem i holderen. Uden at kigge på Justin skyndte jeg mig at slukke lyset, for han kunne da ikke se det i mørke.. ”Hvilke øjenfarve har du så rigtig?” Spurgte Justin mig, da jeg havde lagt mig med front mod ham. ”Øh..?” Spurgte jeg forvirret, og håbede allermest på, at han hoppede på den. ”Scarlett jeg er ikke dum, jeg ved godt, at din lillesøster i bruger farvede kontaktlinser.”

Lort. Lort. Lort. Lort. Hvordan skulle jeg lige bort forklare det her? – Måske var det alligevel en meget god idé at fortælle ham sandheden?

”Blå,” ja det godt afslør da bare dig selv. ”Spændende,” grinede Justin, hvilke fik mig til at slå ham en smule hårdt i maven. ”Okay, så du er altså ikke glad for dit naturlige dig, eller hvad?” Åh jo du skulle bare vide. ”Nej, og godnat Justin.”

”Godnat Scarlett, sov godt.” Et smil fyldte langsomt mine læber. Der var ingen tvivl, Justin var anderledes, men stadig den Justin jeg kendte.

Forvirret over natten, og dagen smilede jeg alligevel, da jeg langsomt faldt hen i drømmeland.. 

______________

Jeg underskylder det meget dårlige kapitel. Jeg er slet ikke tilfreds med det, men lad os nu håbe, at det går bedre næste gang.

Undskyld hvis der er fejl, for jeg har bare rettet det hurtigt igennem.

Og jeg magter ikke rette det igennem igen, for jeg har lige været ude i sneen med min hund, og mine "forældre." Og jeg ville faktisk gerne med, jeg elsker min vovo.

Selvom jeg så skulle se en film sammen med dem før, som ud-lukkede handlede om sex. Og hvor akavet er det ikke lige, når du faktisk ser ALLE detaljer.. 

What ever jeg så ikke halvdelen af den. Jeg lod, som om jeg så den, men shh! 
Derfor magter jeg ikke rette det igennem. 

Men tak for de mange favorit! Kan I allesammen også like?! :D<3

xxx' Vandged.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...