You're my secret - Justin Bieber (13+)

Har du mødt Scarlett Izabell Miller? Nej. Det klart for Scarlett er bare en hel almindelig pige på 17 år. Eller er hun? Scarlett går på High School i USA og er skolens populæreste pige. Men hun har ikke verdens bedste fortid. Hun var været på skolen i et år, uden at fortælle nogen om hendes fortid. Scarlett lever i nutiden, men hvad sker der, når hendes tidligere bad boy ven, Justin, lige pludselig dukker op på skolen? Scarlett har virkelig prøvet at gemme og glemme alt for hendes fortid. Hendes hår er farvet, hendes øjenfarve er gemt bag farvet kontaktlinser, og hendes personlighed er helt anderledes. Justin finder dog alligevel hende interessant. Hvad gør Scarlett? Falder hun for den samme Justin? Falder Justin for hende? Finder Justin ud af, at Scarlett i virkeligheden er Izabell fra England? Finder resten af skolen ud af den populære Scarlett's hemmelighed? (Stødende scener og sprog kan forkomme, derfor aldersgrænse.Læsning på eget ansvar.) (JUSTIN ER IKKE KENDT.)

133Likes
250Kommentarer
25266Visninger
AA

5. All I want is you.

 

 

Justin kiggede sig omkring i vores forholdsvis store entré.. Jeg smilede skævt til ham, inden han begyndte at tage sit overtøj af. Han kiggede bagefter på mig, og jeg vendte mig hurtigt om, imens jeg begyndte at gå op af trappen.

Jeg lukkede døren efter Justin, og han kiggede sig nysgerrig rundt i mit værelse. Den store dobbeltseng stod i midten af mit værelse, mit skab stod i et af hjørnerne, mit spejl hang langs væggen ved siden af. På den anden side, var mit vindue, hvor jeg tit bare sad i min vindueskarmen og stirrede ud i vores have.. Ved siden af vinduet var døren til mit badeværelse.

”Når du nu er så rig.. Hvorfor ejer du så ikke et skrivebord?” Spurgte Justin, og kiggede underligt på mig, men dog med et lille smil. Jeg lukkede kort øjnene i, inden jeg smilede til ham..

Jeg havde det altså ikke så godt.

”Fordi vi ejer et bibliotek.” Han kiggede en smule septisk på mig, men jeg gik bare mod min vindueskarm og smed tæppet som lå oven på den pude væk, og samlede min macbook op i armene. Så sendte jeg Justin et smil, inden jeg gik imod vores bibliotek.

Jeg satte mig ned ved et af de store borde ved vinduet, og kiggede rundt på de mange bogreoler. Justin satte sig overfor mig, og begyndte at pakke hans noter frem, hvilke jeg også gjorde.

”Så hvor nåede vi til?”

***

Eftersom klokken var omkring to, da Justin var kommet, var den nu lidt over fem. Igen, vi havde haft det rigtigt hyggeligt, men en smule kedeligt, fordi du ved? Vi lavede spansk.

Eftersom her var rimelig stille, opdagede vi begge at hoveddøren blev åbnet, og to stemmer fyldte hele huset.

Leah’s grin var let og høre, og Crystal som vrissede af hende, var heller ikke svært at høre. Jeg smilede skævt til Justin, fordi han så forvirret på mig.

”Mine søstre.” Sagde jeg kort, og kunne hører Leah løbe op af trappen. Hun løb hen af gangen, og jeg kunne se hende løbe forbi døren til biblioteket, derfor skyndte jeg mig og råbe efter hende.

”Leaah, biblioteket.”

Man kunne høre hende dreje om på hælen, inden hun kort løb ind af døren til biblioteket, og løb hen i mine nu åbne arme. Jeg løftede hende op i mit skød med front mod mig, og kyssede hende på næsen.

”Hej prinsesse, har du haft en god dag?”

Hun nikkede, og kiggede genert over på Justin.

”Det er Justin, vi arbejder sammen i en aflevering til skolen.”

Hun kiggede over på Justin, og han sendte hende et sødt smil.

”Hej Justin!”

Sagde hun, og vinkede til ham, selvom han bare sad ovre på den anden side af bordet. Han smilede stort til hende.

”Hej Leah.”

Hun fniste, inden hun vendte opmærksomheden hen mod døren til biblioteket, hvor Crystal stod og stirrede en smule på Justin.

”Hej Crystal, haft en god dag?”

Spurgte jeg, hvorefter Justin straks kiggede på hende, så hun kiggede på mig. Crystal nikkede, og sendte mig et skævt smil.

”Er du ikke syg?”

Spurgte hun mig så, og jeg trak lidt på skulderne.

”Jeg har det bare en smule dårligt,” mumlede jeg, og hun nikkede heldigvis bare.

Leah hoppede ned af mit skød, inden hun løb over mod hendes værelse vil jeg gætte. Crystal gik også, og jeg lagde træt mit hovedet på bordet. Justin grinte lavt, og spurgte mig, om vi ikke bare skulle holde en pause. Jeg nikkede, inden jeg begyndte at pakke mine ting sammen, og mumlede noget med, at vi holdte for i dag.

Justin og jeg forsvandt ind på mit værelse, hvor jeg træt lagde mig i min seng. Justin grinede lavt af mig, og jeg stirrede en smule underligt på ham.

”Hvem er det nu, der er doven?”

Spurgte han, inden han lagde sig ved siden af mig. Jeg drejede mit hoved, og kiggede ind i hans brune øjne. De havde forandret sig meget, eftersom jeg pludselig kunne huske, hvordan de før havde set ud. De så ikke længere ulykkelige ud, men jeg var sikker på, at han bare havde bygget en facade over, så hans blik nu bare var neutralt. Justin smilede skævt til mig, og jeg gengældte det..

Jeg lagde mig på ryggen og stirrede op i loftet, og det samme gjorde Justin.. Jeg ville spørge ham, om en masse ting, men på en måde turde jeg ikke.

”Var gamle er dine søskende?”

Justin kom mig i forkøbet, og jeg kiggede hurtigt på ham, men eftersom han bare stirrede på loftet, vendte jeg også hurtigt min opmærksomhed tilbage til det.

”Leah er fem, og Crystal er vist ti.”

Han nikkede, og smilede kort, kunne jeg se ud af øjenkrogen.

”Hvor gamle er dine?”

Han tøvede lidt, inden han åbnede munden.

”Alma er vist tre, og Alberte må være blevet seks..”

Jeg nikkede forstående, og vidste straks, at det ikke var den samme plejefamilie Justin boede hos. Imens vi var bedstevenner boede han ved fire forskellige plejefamilier, så det skulle ikke undre mig.

”Du kommer fra England ikke?”

Spurgte jeg, og han udtrykte et lavt fnis.

”Er det så tydeligt?”

Spurgte han, og denne gang var det min tur til at udkomme med et fnis. Nej, men jeg vidste det.

”Du har en meget britisk accent,”

Besluttede jeg mig for at sige, og han rynkede brynene en smule. Han vendte hovedet mod mig, og jeg gjorde det samme mod ham.

”Du har altså også en smule britisk accent, indover den amerikanske. ”

Mit smil forsvandt, og jeg kiggede op i loftet igen. Hvordan skulle jeg lige bortforklare den her? Jeg havde ikke boet i London? Men det blev jeg vil nød til at fortælle ham, for Leah, Crystal eller mine forældre kunne måske finde på at sige det på et tidspunkt, hvis han mødte dem igen..

”Jeg har også boet i London, så det nok derfor..”

Mumlede jeg, og han kiggede smilende på mig.

”Har jeg også.”

Mumlede han, og jeg nikkede, som om jeg ikke vidste det. Men jeg vidste det jo. Selvfølgelig vidste jeg det, og det gjorde mig ærligtalt sur på mig selv.

”Hvorfor flyttede du?”

Spurgte han, og jeg trak på skulderne.

”Min far fik arbejde.”

Det var en halv sandhed, min far havde fået arbejde herovre, men det var kun fordi han søgte det her ovre. Det gjorde han, fordi alle i familien drømte om, at deres ældste datter/søster skulle blive en ”del” af familien.

”Hvad med dig?”

Spurgte jeg efter, han havde nikket.. Han tøvede, sikkert fordi han lige om snart ville stikke mig en løgn.

”Vi flyttede bare..”

Mumlede han, så jeg næsten ikke kunne høre det. Han telefon gav en lyd fra sig, og det mindede mig om, at jeg sikkert havde fået sms’er..

”Jeg bliver nød til at smutte nu, men vi kan da arbejde videre i morgen ikke?”

Han satte sig op i sengen, og kiggede på mig. Han fangede mine øjne, og jeg nikkede.

”Jeg skriver til dig, hvis jeg ikke kommer i skole, ellers kan vi bare mødes på hjørnet efter skole?”

Han nikkede, og sendte mig et smil, inden han rejste sig fra min seng. Jeg rejste mig også, og sammen begyndte vi at gå ned mod hoveddøren. Han tog sit overtøj på, og smilede bagefter til mig. Jeg smilede igen, og åbnede døren for ham.

”Vi ses vel i morgen, så.”

Mumlede jeg, og han nikkede, inden han vendte sig om, gik ned af de to stentrappetrin, og forsatte ned langs vores indkørsel. Jeg lukkede døren, da han var ude af mit synspunkt. Jeg lukkede døren, inden jeg begyndte at gå ovenpå igen. Jeg lukkede også døren til mit værelse, inden jeg igen lagde mig i min seng, og ledte efter min mobil. Jeg fandt den mellem puderne, og låste skærmen op.

5 tekstbeskeder.

Amy:

Går det bedre, skat?<3<3.

Jeg svarede hurtigt igen, at det gik ok, og jeg måske kom i morgen.

Alfredo:

Hey smukke, god bedring her fra os.<3 xxx’

Jeg svarede tilbage med et tak, og vidste udmærket godt, at ”os” var dem alle sammen. Alle syv. Altså Alfredo, Amy, Alenya, Kathryn, Roméo, Nick og Jannick.

Mor:

Crystal henter Leah, vi kommer hjem omkring seks tiden.

Den valgte jeg ikke at svare på, og åbnede igen den næste, som bare var fra min far..

Din bil var været til syn, ingenting dér.

Min far havde ikke kun skrevet en, men to.

Jeg er på vej hjem, er hjemme omkring halv seks.

Jeg magtede ikke at svare, eftersom klokken var halv seks nu..

Og der gik da heller ikke to minutter, før jeg kunne hoveddøren gå op, og min fars stemme råbe, at han var hjemme. Derefter kunne man let hører Leah løbe nedenunder.. Jeg magtede ikke rejse mig, og var egentlig også ret træt, så jeg lagde mig bare under dynen, og lukkede mine øjne i.

Justin var virkelig Justin

***

Da jeg vågnede igen, var klokken halv syv hvilket betød, at jeg havde sovet lige godt en time. Derfor var jeg dog også utrolig træt, da jeg langsomt svang benene ud over sengekanten. En hovedpine sagde hurtigt hej, og jeg tog mig til hovedet. Jeg rejste mig forsigtigt, men alligevel kunne jeg ikke se noget de første 2 sekunder, så jeg blev nød til at støtte mig op af min sengs kant. Træt og langsomt bevægede jeg mig ud på gangen, ned af trappen, hvor jeg til sidst ente i stuen.

Min mor og far sad og så nyheder, og kiggede kun kort på mig, inden de kiggede på fjernsynet igen.. Jeg regnede med, at det var en smule: Shh, altså I ved der, når man kommer ind i stuen, og skal til at spørge om noget, men dine forældre bare tysser af dig? Det kender du godt ikke? Det håber jeg, for ellers er jeg unormal..

Det var dog også bare derfor, at jeg bevægede mig ud i køkkenet, og hurtigt kiggede i køleskabet. En tallerken med noget lasagne og gulerodssalt stod der, og jeg tog hurtigt tallerkenen ud, og puttede lasagne over på en anden tallerken, hvorefter jeg satte den i mikroovnen.

Da den var færdig, puttede jeg igen lasagnen på den første tallerken, hvorefter jeg selvfølgelig satte mig ned og spiste. Jeg regnede med skole i morgen, eftersom det lige nu kun var hovedpinen, der talte til mig. Plus Justin og jeg burde få lavet vores projekt færdigt, selvom det først var til fredag i næste uge.

 I morgen var det torsdag, så jeg havde tidligt fri. Normalt arbejdede jeg om torsdagen, men igen, fordi den butik jeg arbejde i, var blevet flyttet et andet sted hen. – På Oxford Street. Dejligt ikke? Nej, men så skulle jeg selvfølgelig ikke arbejde. Og jeg dansede ikke om torsdagen, kun hvis jeg lige fik ekstra tid..  

Så kunne jeg jo bare tilbringe hele dagen – næsten – i morgen med Justin… Jubiii, eller noget..

***

Hurtigt trykkede jeg speederen i bund, da jeg skulle møde om ti minutter. Jeg var kommet til at sove 15 minutter over mig, og jeg skulle også i bad i dag, så jeg havde stresset hele morgen. Det værste var, at jeg ikke engang kunne vælge mit tøj, men kom dog alligevel frem til noget, til sidst..

Mine nylonstrømper havde jeg lynhurtigt fået på, hvor jeg derefter trak en løs nederdel i en let laksefarve over, som gik til knæene. Min sorte T-shirt røg ned i nederdelen, og en lederjakke var, hvad jeg fik over, dog havde jeg taget min dejlige vinterjakke over, plus mit sorte halstørklæde, så jeg kunne holde varmen. (Link i kommentar.)

Jeg fandt hurtigt en boks at holde i – du ved inden for de hvide streger –, inden jeg skyndte mig ud af bilen på kilehæl med min skoletaske halvt over skulderen. Med hurtige skridt kom jeg ned til mit skab, ligesom klokken ringede ind til første time. Jeg smed skoletasken der ind, og kiggede på mit skema. Geografi – torsdag morgen. Jeg elsker mit liv, især når jeg skal ha’ geografi! – Kan du mærke ironien? – Godt!

Jeg løb mod klasseværelset, og da jeg kom ind af døren, var Mr. Bacon heldigvis ikke kommet endnu. Jeg ved det, Mr. Bacon. Jeg magter ham ikke. Jeg kiggede rundt, og mødte hurtigt Nicks blik, som smilede til mig. Han klappede på bordet ved siden af ham, og jeg satte mig ned.

”Hej, er du rask?”

Spurgte han, da jeg havde sat mig. Alfredo sad bag ved mig, og bag ved Nick sad Kathryn. Foran Nick sad Jannick, foran mig sad Alenya. Foran Jannick sad Amy, og foran Alenya sad Roméo. Jeg håber du forstod det, eller skal jeg gøre det lettere for dig?

Taget nedefra og op.

 Kathryn. Alfredo.

Nick. MIG!

Jannick. Alenya.

Amy. Roméo.

 

MR. Klammo Bacon!

”Ja.”
Svarede jeg Nick – nok mest dem alle sammen – og de nikkede hurtigt, og sendte mig et stort smil, som jeg bare svarede på.  Jeg håber for resten, at du fattede det nu.

Mr. Bacon kom ind i klassen, og kiggede straks ned på alle os. Han hadede at have os samlet i en klasse, det var blandt andet hans skyld, at jeg ikke havde fag med dem alle sammen hver fag..

Så fuck Mr. Bacon op i røven.. - Jeg henter Mrs. Anderson..

***

Jeg bumpede ned i stolen til frokost, og folk kiggede kort på mig, inden de forsatte deres snak. Jannick smilede underligt til mig, og jeg rynkede brynene.

”Du træt.” Hans stemme trængte ind i mit hoved, imens jeg lukkede de andres samtaler ude..

”No shit sherlock,” mumlede jeg irriteret tilbage til Jannick, men han rystede dog bare på hovedet af mig.

Jeg kiggede kort rundt i den store kantine, og mit blik slog sig fast, da de mødte et par mørke brune øjne. Justin sad ved et bord, måske 10 meter fra mig, og I ved ligesom i Twilight, hvor Bella og Edward har den der… Langsom-stirren-ting? Lad os kalde det dét! –Men altså det var lige, hvad Justin og jeg havde lige nu. Og det var faktisk rimelig ubehagelig, for på et sekund føltes det som om, at jeg kendte de dér øjne for godt.. Jeg kunne ikke møde hans øjne, jeg var så frygtelig bange for, at han vil kunne læse mig, som en åben bog. Det var også derfor, at da jeg endelig kom til mig selv, fjernede jeg mit blik fra hans. Jeg kiggede nervøst ned i bordet, jeg hadede det her.

Klokken ringede ind, og straks lød stolene mod gulvet, som sikkert skadede mine trommehinder, alt imens folk råbte i munden på hinanden. Med et suk rejste jeg mig, og fulgte efter de andre, som gik og snakkede om et eller andet Roméo havde lavet i går..

Imens vi gik igennem gangene – med million af mennesker – overdrivelse fanger forståelse. – Oww! Den havde du ikke lige regnet med at skulle komme fra min tankegang nå? Jeg er også ret stolt, bare klap af mig.

Men altså, imens vi gik der på gangen, sænkede Amy en smule tilbage, og vi begyndte straks at snakke, om alt muligt selvfølgelig.. Det gør bedsteveninder.? Om det så er vigtigt, eller ej..

***

Jeg stod op af muren, imens sneen dalede ned over mig, og mine ben rystede under mig. Nu måtte Justin godt snart til at komme, jeg havde stået her i ti minutter, og jeg fryser altså helt sindssygt.. Måske var det alligevel ikke så klogt med nylonstrømper..

Og når man taler om solen, kommer han gående, og ligner en som bare overhovedet ikke fryser. Og det mine damer og herre, det er forbudt, når jeg fryser som jeg gør..

”Hej Scarlett.” Han smilede varmt til mig, imens jeg indeni bandede over, hvor stort hans smil var, og hvor lidt han så ud til at fryse! ”Hej.” Svarede jeg enkel igen, inden jeg kiggede spørgende på ham.

”Så hvor skal vi arbejde henne?” Spurgte jeg ham, og han trak på skulderne. ”Lidt ligeglad,” svarede han ligegyldigt, og jeg havde lyst til at slå ham ned – med en pescado – og nu burde du altså have lært, hvad en pescado er! Ellers må du google oversætte det!

”Så tager vi bare hjem til mig,” sagde jeg en smule frisk, og han smilede bare til mig. ”Men vi tager min bil,” tilføjede jeg hurtigt, og han grinede bare svagt.

”Iorden, har heller ikke min i dag.” Jeg smilede kort til ham, inden jeg med hurtige skridt gik over mod min bil, heldigvis med Justin bag mig. Jeg låste min elskede skat op, og satte mig ind på førersædet, hvor jeg straks tændte for den, så jeg dermed også tændte for varmen. Justin satte sig godt tilrette, og lukkede så døren, inden jeg startede motoren helt.

”Scarlett?” Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Justin kiggede på mig. Jeg nikkede, uden at tage øjnene for vejen. ”Er du bange for at kigge på mig eller noget?” Nej smarte, jeg kører jo nok bil ikke. ”Ja, Justin, det er jeg.” Jeg rystede på hovedet, med øjnene på vejen. ”Justin forhelvede, jeg kører bil, så kigger jeg nok ikke på dig.” Grinede jeg, og spørg mig ikke, hvorfor jeg faktisk grinede.

Justin grinede også, men rystede så på hovedet. ”Det var heller ikke nu, spasser.” Nå, er vi så gode venner nu, at vi kan kalde hinanden sådan noget? Den burde jeg ikke være med på.. ”Hvornår så fede?” Han kiggede overrasket på mig, men lod så et grin forlade hans læber. Ja, det godt Scarlett, lydt endelig til dig selv. Selvfølgelig skal du bare gøre det.

”I kantinen.” Han stirrede på mig, og jeg fandt det ene smule ubehagelig. Jeg sukkede, og rystede så på hovedet. ”Jeg er ikke bange, for at kigge på dig.” Sagde jeg en anelse bestemt, og han nikkede bare. Måske lidt akavet, at han faktisk skulle spørge om det.

***

Klokken var omkring halv fem, igen, det er sjovt nok altid der, hvor vi bare ikke magter mere. Justin er i hvert fald total ukoncerteret. Han roder mine ting igennem, og helt ærlig er jeg ikke den gladeste ved det, men ja.. Fuck ham, hvis han finder noget, som han ikke skal finde.

”Hvad er det her?” Jeg kigger hen på ham, og ser han sidder ved siden af en papkasse, som jeg havde gemt inde under sengen. Jeg rejser mig, og skynder mig at skubbe den ind under sengen igen, inden et suk undslipper mine læber. ”Noget jeg ikke må se, formoder jeg.” Sagde han med en smule drilsk stemme, men jeg lod det lægge.

”Nope.” Svarede jeg ham bare, og han rejste sig, og skubbede mig bagud ned på sengen. Så satte han sig – igen – med hvert sit ben på min hofte, og begyndte at kilde mig, så jeg – igen – grinede højt.

”Hvad er det, som jeg ikke må se?” Spurgte han bare, imens jeg vred mig under ham, og sparkede ham en smule hårdt i ryggen. ”Ba…bare no..get!” Gik jeg ud igennem mine grin. Justin fjernede sig, og sukkede af mig.

Han lagde sig i min seng på samme måde, som i går og kiggede op i loftet – igen. Jeg gjorde det samme, og slappede en smule af. Jeg var utrolig træt, og havde allermest bare lyst til at sove – men Justin var her.. Måske lidt akavet, hvis jeg faldt i søvn – ikke?

”Ved du hvad?” Spurgte Justin lige pludselig ud i den blå luft, jeg åbnede mine øjne. Jeg satte mig op – støttende på mine albuer, og kiggede ned på ham.

”Nej hvad?” Spurgte jeg, og han rystede smilende på hovedet. ”Din personlighed – den minder mig så meget om, en som jeg engang kendte. Hun var sød, en smule bad, og utrolig underlig. Men alligevel minder du ikke om hende. Det er så underligt, på nogle punkter er I næsten ens, men på andre ikke.”

Han smilede igennem hele hans sætning, og jeg kunne hurtigt mærke, hvordan hele min facade, var ved at falde sammen. Han kunne huske mig, kunne huske mig. Det kunne han..

”Du er sød – hun var sød. Du er ikke bad, du er bare populær – du ryger jo ikke eller drikker, hver dag i hvert fald. Og jeg håber heller ikke, at du er ude i stoffer.” Han kiggede på mig, og jeg sendte ham hurtigt et berolige smil, som viste, at jeg ikke tog stoffer, og at han bare kunne forsætte.

”Hun var underlig – det er du også.” Han grinede svagt, og jeg rystede grinede på hovedet – selvom jeg allermest havde lyst til at begrave mig ned i et hul.

”Men hun var lyshåret, utrolig smuk – altså du er selvfølgelig også smuk…” – ”Jeg forstår – tak.” Afbrød jeg smilende. ”Også havde hun de blå øjne.” Han smilede drømmende ud i luften.

”Er du lidt forelsket?” Drillede jeg, og han kiggede sørgeligt på mig.. Jeg blev jo nød til at spille uvidende! ”Jeg var.” Smilede han, og kiggede igen drømmende ud i ingenting. ”Var?” Spurgte jeg forvirret, selvom alting indeni mig, var ved at dø. Altså.. jeg var ved at dø. Justin – min bedsteven – havde været forelsket i mig. Og jeg som troede, at jeg ikke betød helt så meget for ham.. Hvorfor fortalte jeg ham det ikke bare dengang? At jeg skulle flytte, det ville gøre alting så meget lettere..

”Lige pludselig en dag.. var hun bare væk..” Mumlede han, og jeg var sikker på, at han huskede dagen, hvor jeg forlod ham..

Det regnede, og Justin og jeg sad inde på hans værelse, imens vi bare hyggede os. Vi havde tømmermænd, men vi kunne ingen stoffer skaffe, og jeg magtede ikke ud i noget af det, som Justin og jeg var kendt for den dag..

Den sidste film var lige sluttet, og jeg havde rejst mig, imens jeg gik hen mod døren til hans værelse.

”Hey, ses vi?”

Spurgte han, imens han rejste sig, og trak mig ind i et kram. Jeg var lige ved at græde, men så tænkte jeg på, hvor lidt jeg faktisk betød for ham. Vi var jo bare bad sammen, og ikke andet.. Godt nok var jeg hans bedste veninde, men jeg.. jaa.

”Hejhej..”

Mumlede jeg bare, inden jeg trådte ud af hans greb, hvorefter jeg hurtigt løb ud i regnen, imens tårerne havde kapløb ned af mine kinder…

Jeg havde lige forladt Justin, og jeg skulle aldrig se ham igen.

Et suk forlod mine læber, og rev Justin ud af hans trance. Han tænkte sikkert det helt samme, som jeg. Hvordan kunne jeg gøre det? Han tænker nok bare hun, men det er ikke det.. Du ved..

Justin rejste sig, og rystede på hovedet af sig selv. ”Undskyld. Jeg ved det godt, du er populær.. Jeg ka.. jeg kan ikke.. Jeg går bare..” Mumlede han tøvende, imens han åbnende døren, og få sekunder efter kunne jeg hører hoveddøren smække.

Det jeg allermest havde lyst til lige nu, var at løbe efter ham. Starte med at give ham et kram, fortælle ham, at det ville være ligegyldigt, at jeg er populær. At det kan være lige meget alting. Fortælle ham, at jeg virkelig er Izabell Miller – og ikke Scarlett Izabell Miller. Nej.   

Tårerne løb nu om kap ned af mine kinder – mine Scarlett – ikke Izabell.. For jeg er ikke Izabell. Jeg er bare Scarlett…

Alt hvad jeg ønsker lige nu er min bedsteven tilbage.

Alt hvad jeg ønsker nu er Justin…

________________________

Nå, hvad så?

Bliver der snart lagt sandheder på bordet, eller kan Scarlett ikke få sig selv til det?

Xxx’

Vandged. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...