Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504418Visninger
AA

11. 9

 

”Need to see your face,

I need to look in your eyes.”

Be Alright ~ Justin Bieber

 

Harrys synsvinkel

 

Jeg tøffede lidt rundt i min lejlighed uden et bestemt formål, og begyndte efterhånden at kede mig lidt. Klokken var snart halv syv om aftenen, og jeg overvejede lidt at tage ud et eller andet sted hen, men samtidig var jeg egentlig ikke sikker på om jeg orkede det. Jeg vidste allerede at jeg skulle en hel masse med drengene i morgen, og det inkluderede også et par interviews, så hvis jeg tog ud for at drikke ville jeg helt sikkert ligne lort i morgen. Men på den anden side kunne makeupartisterne jo nemt trylle en gris om til en supermodel, så i virkeligheden havde jeg intet at bekymre mig om.

Min fascinerende tankegang blev afbrudt af min dørklokke, der for længst burde være blevet skiftet, for den ringende lyd irriterede mig på det groveste. Med dovne skridt gik jeg ud i entréen og løftede dørtelefonens rør, så jeg kunne høre, hvem det var.

”Hallo?” mumlede jeg, og rømmede mig kort da min stemme lød som om jeg havde gurglet hals med søm. ”Harry, luk mig ind, jeg skal snakke med dig,” lød Andys alvorlige stemme så højt, at telefonen kom med en protesterende, skrattende lyd, der straks fik mig til at holde tæret væk i god afstand til mit øre.

”Hvorfor skulle jeg?” spurgte jeg og hævede konkurrerende det ene øjenbryn, selvom han ikke kunne se det. ”Seriøst Harry, lad nu være. Bare luk mig ind,” brummede han mindre befalende end før, så jeg, med en smule nysgerrighed, trykkede knappen ind, for at lukke ham ind. Jeg hørte en summende lyd, og fortrin der fjernede sig fra telefonen, så jeg smed røret på og åbnede døren på klem.

Mens jeg ventede på at han fik røven op ad trapperne, gik jeg ud i mit køkken og satte en kande vand over til te. Af en eller anden grund var jeg helt vild med te.

Lyden af døren der smækkede fik mig til at se hen mod døren, og som forventet dukkede Andy op i dørkarmen lidt efter. Hans ansigt var ulæseligt, men hans kropssprog viste helt klart at han var enten vred eller irriteret - eller måske begge dele. ”Så..” begyndte jeg, ”hvad vil du sige?”

Han kiggede på mig som om jeg var dum, og himlede så provokerende med øjnene. ”Hvad fanden tror du jeg vil sige?” spurgte han ironisk, og fik endnu en gang mig til at lyde som den dumme. Så for at få vendt situationen om til det modsatte, trak jeg let på skuldrene og fortsatte med at lave te, ”det var dig, der ville snakke med mig, så du må jo vide, hvad du vil sige.”

Han sukkede lavt, og placerede sig på en af de hvide polstrede stole, der stod op ad væggen i køkkenet. Da han ikke sagde noget, fandt jeg i stedet en kop, og hældte teen ned i, hvorefter jeg satte mig på den anden stol, der var magen til den Andy sad på. Efter at have rørt lidt fraværende rundt i teen, tog jeg en tår.

”Mellow,” mumlede Andy pludselig, og stirrede frem for sig med et tomt blik. Jeg gloede uforstående på ham, ”hvad?”

”Jeg vil snakke med dig om Mellow,” forklarede han lidt mere fast, og jeg kunne se vreden samle sig i hans blik igen.

”Aha. Og hvad er der så med Mellow?” spurgte jeg, og bekæmpede trangen til enten at smile eller grine. Jeg elskede virkelig at presse tingene ud af folk.

”Harry for helvede, styr dig nu med det lort der, du ved udmærket godt hvad jeg mener!” halvråbte han, og rejste sig op med et sæt, men jeg ignorerede det og blev bare siddende, mens jeg nippede lidt til min te. ”Nej, jeg ved ikke hvad du mener. Du bliver nødt til at forklare mig det,” forlangte jeg, så han knyttede næverne, og lukkede øjnene på en meget anstrengt måde.

”Bare.. hold dig fucking væk fra hende,” hvæsede han gennem sammenbidte tænder, ”hvis du så meget som tænker på at gøre hende fortræd, så skal jeg personligt sørge for at gøre dit liv til et helvede.”

Hvis det ikke lige havde været Andy der havde sagt det, ville jeg nok have følt mig lidt mere truet af den hævede finger og det dræbende blik jeg modtog, men det var Andy. Og Andy kunne aldrig finde på at gøre en flue fortræd. Derfor følte jeg mig ikke den mindste smule truet af ham.

”Og hvad betyder.. at gøre hende fortræd helt præcis? Mener du fortræd som i at øve vold mod hende, eller fortræd som i at være lidt for vild i sengen?” spurgte jeg, mens et drillende smil spillede om mine læber, da jeg godt vidste at han ville flippe totalt ud over det. Og det gjorde han sådan set også, dog bare ikke på den måde jeg ønskede.

Da jeg mærkede noget varmt og vådt brede sig i mit skød, og hørte en høj, klirrende lyd, gik det op for mig hvad han havde gjort. Han havde skubbet teen ud af hånden på mig, så jeg tabte koppen, og indholdet væltede ned i mit skød, hvorimod koppen ramte gulvet med så høj fart, at den gik i tusindvis af stykker.

”Hvad fanden har du gang i?” råbte jeg, og rejste mig op med en hurtig bevægelse, for at få et overblik over skaderne. Mine hvide bukser var blevet farvede af den sorte te, og de var desuden helt gennemblødte. Jeg kiggede op på Andy igen, og kunne mærke den ulmende vrede, der bare ventede på at blive lukket ud.

”Hvad fanden skulle det til for?” spurgte jeg med en overraskende rolig stemme, i forhold til hvor pissed jeg følte mig lige nu. ”Du skal fucking ikke sige sådan noget pis, jeg gider ikke høre på det!” råbte han, og tog sig til hovedet.

”Du skal sgu da ikke hælde te ud over mig!” råbte jeg tilbage, og ignorerede det han havde sagt, ”du har fandeme ødelagt mine bukser!”

”Det var du sgu da selv ude om, du kunne bare lade være med at være sådan en idiot, og så for en gangs skyld høre på mig! Lad. Mellow. Være!”

”Det må jeg sgu da helt selv vælge! Hvis hun ikke har noget imod at være sammen med mig, så er jeg fucking sammen med hende, okay?” vrissede jeg, og forsøgte at fjerne noget af teen med et viskestykke, men stoffet havde allerede suget væsken til sig, så det hjalp ikke en skid. Typisk!

”Fatter du det ikke? Hun har ikke lyst til at være sammen med dig, hun gør det af tvang! Alle folk bliver tvunget til at være sammen med dig! Hvem fanden ville frivilligt vælge at være sammen med dig? Ingen! Du er bare så fucking selvcentreret og egoistisk at du ikke kan se det,” hvislede Andy, og kneb øjnene sammen. Et øjeblik stirrede jeg bare på ham med åben mund. Måske var jeg hård, måske havde jeg hørt en hel masse, og havde fået en masse hate, men alligevel ramte hans ord mig hårdt. Og hvem fanden havde lyst til at høre nogen sige sådan om en?

”Skrid! Fuck af! UD!” råbte jeg skingert, og pegede mod døren. Han himlede med øjnene, lavede en affærdigende bevægelse med hånden, og forsvandt fra min synsvinkel. Kort efter hørte jeg døren smække.

En ubehagelig, ukendt følelse landede i min mave, og blandede sig med vreden og irritationen. Min mave føltes tom og hul, min hals brændte, mine hænder var svedige, men føltes samtidig iskolde. Og det var bare en lille del af alle de ubehagelige ting, som den ukendte følelse bragte med sig.

Med et voldsomt ryst på hovedet af mig selv, gik jeg ind på mit soveværelse i stedet, hvor jeg i skabet fandt et nyt par bukser, som jeg hurtigt skiftede til. Uden egentlig at have et formål, gik jeg ud i gangen, greb min jakke, mine sko, mine nøgler om min mobil, og gik ud af døren. Jeg vidste ikke hvor jeg ville tage hen, og jeg vidste ikke hvor længe, men jeg vidste bare at jeg havde brug for en lille pause væk fra det her.

En idé poppede op i mit hoved.

 

Mellows synsvinkel

Jeg kunne lige nu ikke glæde mig mere over, at det var fredag. Der var ingen aftaler i weekenden, udover min far havde et forretningsmøde herhjemme, men det var jeg jo ikke en del af, så jeg kunne stadigvæk sove længe og hygge mig.

Men hvis jeg kendte min far ret, ville han begynde at sige, at jeg skulle gå ud. Han mente, at jeg var ensom, selvom jeg op til flere gange rettede ham. Der var forskel på at være ensom og alene. Og jeg nød at være alene, så hvorfor bekymrede han sig så meget om det?

Jeg havde hadet, at han spurgte ind til Harry ved aftensmaden i dag. Han havde åbenbart set os i et blad, hvilket egentlig ikke undrede mig. Det gik mig ikke på som sådan. Jeg ignorerede det bare.

Til gengæld kunne jeg ikke ignorere min far, der blev ved med at spørge om, hvordan det gik med ham. Hver gang jeg fastslog, at vi bare var venner – selvom jeg egentlig ikke rigtig vidste, hvad vi egentlig var – smilede han bare lumsk og nikkede, som om jeg løj.

Det gjorde jeg jo ikke.

Harry og jeg havde et specielt forhold. Han flirtede med mig, men ikke så meget mere. Jeg derimod var bare mig selv. Til gengæld var jeg meget tilbageholden, fordi jeg slet ikke stolede på ham. Det underlige var, at han gjorde mig tryg. Når jeg var sammen med ham, følte jeg, at der ikke kunne ske mig noget, og jeg vidste ikke hvorfor. Han gjorde mig bare tryg, og den kunne jeg godt lide.

Udover det fik han mig også til at føle, som ingen andre havde gjort. Som for eksempel da vi var sammen forleden. Hans ånde mod min havde været nok til at få mit hjerte til at stoppe med at slå, selvom jeg vidste, at det galopperede af sted. Jeg havde virkelig taget mig sammen for ikke at besvime.

Noget sagde mig, at det var dumt, at jeg følte sådan, men jeg kunne lide det. Førhen havde jeg været nervøs over det, men ikke mere. Når jeg var nervøs over noget, var det fordi han gjorde et eller andet, der gjorde mig usikker. Men jeg følte efterhånden også lidt, at jeg begyndt at få lidt af kontrollen. Han havde efterhånden i hvert fald fattet, at jeg ikke gad have, at han hele tiden kommanderede rundt med mig, og det var rart. Meget rart.

Vi havde i hvert fald præsteret at hygge os en smule forleden dag. Stemningen havde været trykket først. Jeg havde igen følt, at Harry havde bestemt, at han skulle over til mig. Det havde han sådan set også. Sms'en han havde sendt var i hvert fald ikke en spørgsmål, om vi skulle lave noget sammen.

Da han så havde bedt mig om at vise ham rundt, var jeg ikke specielt glad. Især ikke da han havde set på trappen, der førte ovenpå. Det var ikke fordi jeg ikke ville vise ham mit værelse. Mere fordi, at på gangen hang der en lang række billeder af min søster og mor, og dem skulle han ikke se. Til gengæld forstod han, at vi ikke skulle derop og gik derfor med mig ind i stuen, hvor vi så film.

Derefter havde vi spillet et par spil, og jeg sendte ham først hjem, da jeg vidste, min far snart ville komme. Hvilket ville sige klokken halv otte. Harry havde været der i flere timer, og vi havde haft det nogenlunde sjovt. Jeg var overrasket, men lettet.

Meget lettet.

”Godnat, far,” råbte jeg og kiggede ned i stuen på ham fra gangen ovenpå. Han så op på mig fra sofaen af og smilede svagt. ”Godnat, skat. Sov godt.” Jeg svarede ikke, men gik bare ind på mit værelse. Klokken var mange, og jeg havde været tidligt oppe, så en god nattesøvn var lige det, jeg havde brug for.

Jeg lagde mig i min seng og trak dynen over mig. Lysten til at læse lidt var der, men jeg ignorerede den og slukkede i stedet for lampen på sengebordet. Derefter gik der ikke lang tid, før jeg sov.

 


Jeg var ikke sikker på, om det jeg hørte foregik i en drøm eller om det var rigtigt. I hvert fald slog jeg træt øjnene op og så rundt på det mørke værelse. Jeg kneb øjnene lidt sammen, før jeg åbnede dem helt og langsomt satte mig op. Mit blik røg automatisk hen mod vinduet

Der var intet.

Jeg sukkede og lagde mig langsomt ned, da jeg pludselig hørte et bank på mit vindue. Forskrækket så jeg derhen. Jeg bed mig nervøst i læben, da der endnu en gang fløj en sten op på ruden, så et gisp forlod mine læber.

Hvad foregik der?

Der gik ikke lang tid, før den næste sten fik turen. Jeg kunne mærke panikken i mig stige. Der måtte være en, der stod og kastede sten på ruden, og det skræmte mig ærlig talt. Jeg kiggede hen på klokken, der slog halv tre om natten. Hvad var det dog for et tidspunkt at komme på?

Jeg rejste mig forsigtigt og listede nærmest hen til vinduet. Faktisk holdte jeg mig helt ude i siden, da jeg var lidt bange for, hvem der stod dernede. Men da jeg så det velkendte ansigt, kunne jeg i stedet for mærke irritationen stige.

Harry.

Jeg trådte frem mod vinduet, så han fik øje på mig og slap en håndfuld sten, han havde samlet. Imens åbnede jeg langsomt og stille vinduet, så min far ikke ville høre det. Ikke fordi vi havde værelser tæt på hinanden, men jeg var nødt til at være sikker.

”Mellowww,” sang han, da jeg stak hovedet ud og lod kulden trække al varmen fra mig. ”Hvad laver du her?” spurgte jeg en smule surt om og så alvorligt på ham. Han smilede lidt til mig og gik tættere på huset, som om han håbede på, at han kunne klatre op af muren på anden sal, hvor jeg befandt mig.

”Harry?” sagde jeg en smule højt, da han trådte frem mod blomsterbedet for at komme frem til muren. Han ignorerede mig. ”Harry!” hvislede jeg og nåede at stoppe ham. Han så op på mig med et lille smil. ”Ja, Angel Cheeks?” spurgte han med et lille, uskyldigt smil.

Jeg ignorerede navnet, han var kommet med og så bare på ham, indtil det slog mig. Hans bevægelser og tale gjorde det klart, at han enten var fuld eller havde taget noget. Allerede nu håbede jeg på det første, selvom jeg ikke var så vild med at vide, at han faktisk var påvirket af noget. Det havde skræmt mig, at han var fuld, første gang vi mødtes, fordi han nærmest angreb mig. Åh gud.

”Hvordan er du kommet herhen?” sagde jeg og bed mig i læben, da jeg kiggede ned på ham. ”Jeg gik,” fortalte han og smilede skævt. Han trådte lidt tilbage og var hermed ved at falde, fordi han snublede over et eller andet. Jeg rystede på hovedet og bed tænderne en smule sammen.

”Harry, tag hjem,” insisterede jeg hårdt. Han så en smule trist på mig. ”Hvorfor?” spurgte han nedtrykt. Jeg løftede øjenbrynene, men lod dem falde på plads igen, da hans grønne, smukke øjne borede sig ind i mine.

Der var noget anderledes ved hans øjne denne gang. Da vi mødtes første gang, da han var fuld, havde han set forførende på mig, så jeg havde fået kvalme. Denne gang så han blid ud. Også bedende, hvilket undrede mig.

Hvad, der allermest undrede mig var, at jeg fik skyldfølelse over at have talt sådan til ham før. Selvom jeg egentlig ikke burde få det. Han dukkede op hos mig langt ud på natten i påvirket tilstand.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da han sagde et eller andet til mig og vendte sig om. ”Hvad skal du?” var jeg nødt til at halvråbe, for at han kunne høre mig. Jeg håbede virkelig ikke, at min far hørte det her.

Han sagde noget med hjem og begyndte så at gå. Bare af at kigge på hans gang fik jeg det forfærdeligt. Han kunne ikke gå hjem sådan. Han kunne komme til skade, og det ville jeg ikke være skyld i.

”Harry, vent,” bad jeg. Han stoppede op og vendte sig om mod mig. ”Vent der,” kommanderede jeg og hævede min finger for at vise ham, at jeg bestemte. Overraskende nok lyttede han og blev stående.

Og så fik jeg travlt med at liste mig ud på gangen og nedenunder for at gå hen til døren. Med et håb om, at min far ikke kunne høre mig, åbnede jeg døren og fik et chok, da Harry stod lige foran mig, som han havde vist, at jeg ville komme ned til ham.

”Vær stille,” hviskede jeg og hjalp ham indenfor, hvorefter jeg lukkede døren. Han smågrinede lidt, hvilket fik mig til at se bedende, men alvorligt på ham. Han rystede bare på hovedet af mig med et smil og lænede sig frem mod mig. Jeg stivnede ved minderne fra festen, og kunne mærke nervøsiteten i min krop forværre sig.

Hans læber ramte blidt min kind, og jeg følte panikken komme frem til overfladen, indtil han lænede sig tilbage og sendte mig et smil. ”Jeg har savnet dig,” mumlede han og lod sit blik glide hen over mit ansigt.

Jeg var overrasket over hans rolige handling. Det var var slet ikke det, jeg havde regnet med, at han ville gøre. Men det gjorde mig mere tilpas.

”Vær stille,” hviskede jeg og hjalp ham af med skoene. Han adlød mig, og jeg tog hans sko i hånden. Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg havde gang i, men valgte at føre ham hen mod trappen op til anden sal. Det var dumt, det var jeg klar over. Men jeg ville ikke sende ham hjem i denne tilstand i frygt for, at der ville ske ham noget.

Trappen knirkede under vores fødder, hvilket gav mig nøjeren på. Jeg bed tænderne sammen og gik videre med min hånd på Harrys ryg. Vi nåede sikkert op for enden, og jeg gik langsomt i stå, da jeg ikke havde tænkt over, at væggen stadigvæk var fyldt med billeder.

Idet mindste var Harry så påvirket, at han slet ikke kiggede på andet end mig, og derfor følte jeg, at det var sikkert at gå forbi det hele, indtil vi endte inde på mit værelse. Han kiggede forundret rundt, imens jeg lukkede døren. Jeg skyndte mig herefter hen og lukkede vinduet.

”Så det er her, du bor,” sagde Harry og studerede mit værelse lidt, selvom han garanteret havde glemt det hele, når han vågnede.

Min puls steg. Jeg vidste slet ikke, hvad fanden jeg havde rodet mig ud i. Hvorfor havde jeg ikke bare sendt ham hjem med en taxa eller sådan noget?

En lille del af mig ville måske gerne have, at han var her, men ikke på denne tid i denne tilstand. Det var virkelig dumt, det jeg havde gang i.

”Vil du ikke sætte dig ned?” spurgte jeg, og uden svar tog jeg fat i hans skulder og skubbede ham tilbage, så han endte med at sidde i min seng. Han så lidt på mig, og da jeg prøvede at fjerne mig fra ham, tog han fat om mine håndled med et jerngreb og placerede mig ovenpå ham.

”Du lyder nervøs,” konstaterede han og lod sine øjne fange mine, selvom hans så virkelig sløret ud, når han kiggede rundt. Jeg bed mig i tungen og ignorerede usikkerheden og hans ord.

”Harry, har du drukket?” sagde jeg stille. Han nikkede uden tøven. Jeg lænede hovedet lidt på skrå, og selvom det ikke helt var min mening, så jeg bedrøvet på ham. ”Hvorfor?” Han rystede på hovedet. ”Jeg havde et skænderi med.. en,” mumlede han afvisende og gjorde grebet om mine håndled en smule slappere. Jeg spurgte ikke mere ind til det. I stedet for gravede jeg dybere, ”men hvorfor er du her, Harry?”

Han så på mig med et ærligt blik, imens der gled et lille smil over hans ansigt. ”Jeg ville gerne se dit ansigt,” fortalte han roligt. Jeg hævede et øjenbryn undrende. ”Mit ansigt?” gentog jeg mistroisk. Han nikkede en enkelt gang og sukkede ved min reaktion.

”Mellow,” begyndte han og kørte en tot hår om bag mit øre. Hans berøring gav mig kuldegysninger, men jeg nød den. Mærkeligt nok.
”Jeg er ikke en idiot, som alle tror, jeg er,” forklarede han og så alvorligt på mig. Jeg kiggede væk fra hans øjne og pressede læberne sammen til en smal streg.

En pludselig lyd ude fra gangen fik mig til at se med et vildt udtryk hen på Harry, der ikke så ud til at have bemærket noget. ”Læg dig ned!” kommanderede jeg hviskende og hjalp ham ned under dynen. Han gjorde heldigvis, som jeg sagde, som om han slet ikke var påvirket af noget, og vidste hvilke problemer kunne forårsage fra min far. Derfor var jeg også virkelig lettet.

Jeg lagde mig hurtigt ned ved siden af Harry i sengen og trak dynen op over mig. Det var lige præcis i tide nok, før døren gik op. Harry havde gemt sig helt under dynen, og i mørket var han umulig at få øje på. Jeg derimod trak vejret overdrevet og tungt, men min far købte den og forlod til sidst værelset.

Jeg kunne høre Harry smågrine under dynen, og det fik mig til at løfte den og se på ham. ”Du er virkelig dårlig til at lade som om du sover,” konstaterede han med et drillende smil. Jeg himlede med øjnene og lagde mig ned uden at tænke over, hvor tæt på hinanden vi egentlig lå. Det virkede bare ikke så vigtigt lige nu.

Da jeg ikke svarede ham, lagde han sig helt op til mig og kiggede på mig, imens jeg bare fastholdt mit blik oppe i loftet.

”Jeg hader virkelig, når du gør det der,” indrømmede han frustreret. Jeg så forvirret på ham, hvilket fik ham til at sukke. ”Du lukker mig ude.” En del af mig havde lyst til at komme med en flabet kommentar, men så alligevel ikke. Han sagde, at det frustrerede ham. Det måtte da betyde noget.. godt på en eller anden måde.

”Dine humørsvingninger er heller ikke noget at råbe hurra for,” mumlede jeg kort. Jeg vidste, at jeg havde sagt det højt nok til, at han hørte mig, men han ignorerede mig. Han ville ikke snakke om det, ligesom jeg ikke ville. Derfor skulle han heller ikke bringe det op på banen mere. Det håbede jeg da, at han forstod.

Jeg endte med at sætte mig op med et suk og se på Harry, der havde fulgt mig med blikket. ”Bliv herinde, jeg skal lige ud og have noget vand,” mumlede jeg, inden jeg rejste mig op og fandt min vej i mørket hen til døren.

Jeg listede ud på gangen og hen til badeværelset, hvor jeg så mig selv i spejlet og tog en dyb indånding. Efter at have taget en tår vand, listede jeg tilbage på værelset. Jeg lukkede døren musestille og låste den, for at være sikker på min far ikke ville komme ind mere. Derefter gik jeg hen til min seng, hvor Harry stadigvæk lå. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre nu. Om han skulle sove her eller ville gå igen. Han virkede jo ikke så fuld, så måske kunne han godt liste af sted igen.

”Harry?” hviskede jeg. Han svarede ikke, og derfor gik jeg hen til ham og bøjede mig hen over ham. ”Harry?” Intet svar. Det tog mig så heller ikke lang tid at regne ud, at han sov, da han trak vejret højre end normalt og havde lukket øjne.

Jeg trådte væk fra ham med et suk. Lysten til at sove ved siden af ham var der ikke. Lysten til at have ham sovende i min seng var der slet ikke. Men jeg ville ikke være ond og vække ham, selvom han havde vækket mig. Alligevel havde han jo gjort det af en grund, der måske havde gjort mig lidt glad.

Han ville se mit ansigt.

Det lød måske dumt, faktisk var det rimelig dumt, men det var da også lidt.. sødt. Jeg rystede på hovedet og skubbede tanken væk.

Jeg sukkede og lagde mig ned i min seng så langt væk fra Harry som muligt. Det vil sige, at jeg var ved at falde ud over kanten, men det ignorerede jeg lidt. Harry havde lagt sig godt til rette næsten inde på midten af sengen, og da jeg prøvede at rykke til ham, slog han nærmest ud efter mig. Så det droppede jeg hurtigt. Endnu et suk forlod mine læber, da jeg trak dynen over mig. Duften af ham havde allerede sat sig i dynen, men jeg kunne godt lide den. Den gjorde mig rolig, og jeg vidste ikke hvorfor, men det gik mig ikke på.

Mine øjne gled let i, selvom jeg følte mig lysvågen. Harrys nærvær gjorde et eller andet ved mig. Han gjorde et eller andet ved mig. Jeg hadede det, men elskede det på samme tid. Det fik mig til at føle mig speciel. Der var i hvert fald ingen dreng, der havde fået mig til at føle sådan før.

Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg lå og tænkte på Harrys og mit forhold, men der gik i hvert fald noget tid. Det nåede at blive lyst udenfor. Jeg kunne bare ikke få ham ud af mine tanker. Tanken om, at han lå bagved mig, gjorde mig sindssyg men rolig. Jeg havde flere gange overvejet at lægge mig ned på gulvet, men lod være da jeg vidste, at jeg ville få ondt i ryggen i morgen, og Harry ville nok også bare tro, at jeg var mærkelig. Heldigvis kunne jeg til sidst mærke trætheden overtage min bevidsthed, og det var det sidste jeg huskede, før jeg faldt i en dyb, drømmeløs søvn.

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Beklager kapitlet først kom nu, men jeg (Izabell) er syg, så overskuddet til at skrive har ikke været der så meget. Men nu har I fået et kapitel, og jeg håber I har nydt det xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...