Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1780Likes
2485Kommentarer
521877Visninger
AA

10. 8

"Can you whisper, as it crumbles and break.

As you shiver, count up all your mistakes."

Young Blood ~ The Naked And Famous

 

 

Harrys synsvinkel

 

Mine tanker kørte rundt i mit hoved ved så høj hastighed, at jeg knap nok kunne følge med. Dagen i dag havde overhovedet ikke forløbet som jeg havde håbet på, for Mellow var langt fra samarbejdsvillig. Stort set hele dagen havde hun bare været afvisende og kold overfor mig, og da jeg troede at hun endelig var ved at bløde lidt mere op, blev hun pludselig kold igen.

Hun satte en slags ligegyldig facade op når jeg forsøgte at have en samtale med hende, jeg var ikke engang sikker på om hun selv vidste det, men den eneste følelse der kunne trænge igennem hendes facade, var nervøsiteten. Jeg kunne nemt se at hun var en smule nervøs i mit nærvær, og det gjorde det bare endnu sværere for mig, at trænge igennem til hende.

Udover Mellows manglende samarbejdsvilje, var der jo også episoden med journalisterne. Jeg var efterhånden vant til at de altid vidste hvor jeg var, og på hvilke tidspunkter, men i dag havde jeg ikke lige taget højde for det, så det kom ret meget bag på mig da de dukkede op. Fotograferne gjorde mig ret hidsig, fordi de ikke kunne respektere mit privatliv, så jeg endte med at blive temmelig vred, og på den måde dummede jeg mig foran Mellow, hvilket heller ikke var en del af planen.

Men det der undrede mig aller mest ved den episode, var nok, at jeg faktisk var lige ved at gå amok på journalisterne, da Mellow fik stoppet mig. Jeg var ikke helt sikker på hvordan eller hvorfor, men det gjorde hun. Så på en måde havde hun faktisk reddet mig fra at dumme mig endnu mere foran hende.

Med et suk lod jeg mig dumpe ned på min behagelige seng, og fik straks fat på min mobil, der lå dybt begravet i min lomme. En indre lyst til at skrive til Mellow, for at finde ud af hvordan hun havde det med alt det der var sket i dag, satte sig straks i mig, men jeg tøvede lidt. Som jeg havde fortalt mange gange før, var den vigtigste regel i dette spil, at gå langsomt frem, og måske var hendes Harry-barometer for i dag allerede fyldt helt op til kanten.

Alligevel lod jeg mine fingre taste på det lille tastatur, så der kom en helt almindelig, uskyldig tekst op.

From: Me

Mellow?

Mens jeg ventede på svaret, lå jeg og stirrede på den lille taleboble, og lyttede til mit urs svage tikken. Sekunder gik, og jeg overvejede om hun bare havde ignoreret min besked, og ikke gad at svare, da min mobil vibrerede igen.

From: Mellow

Harry?

Et smil gled over mit ansigt, da jeg nemt kunne forestille mig hvordan hun ville efterligne mit tonefald, hvis vi sad overfor hinanden lige nu. Endnu en gang trykkede jeg lidt på tasterne, og fik frembragt et kort spørgsmål.

From: Me

How are you?

From: Mellow

Fine.. Why?

Jeg bed mig lidt i kinden, mens jeg forsøgte at finde på en måde at få det svar ud af hende, som jeg fiskede efter, uden at afsløre hvorfor jeg egentlig ville vide det. Jeg kunne næsten forestille mig en lille pære tændes over mit hoved, da jeg fik en idé.

From: Me

You seemed pretty upset earlier

From: Mellow

I was.

Jeg åndede tungt ud da jeg fik hendes svar. Selvfølgelig var hun ikke okay med det, og det var helt klart en ulempe for mig, og trak derpå ned i mine point. Og at hun samtidig var så kold gjorde det bare endnu værre, for Mellow var normalt ret høflig.

From: Me

It’s my fault, right?

From: Mellow

No

Undrende hævede jeg mine øjenbryn, og lod mit blik læse det ene ord igen og igen. Jeg havde regnet med at hun ville give mig skylden for det hele, for det virkede som om at hun ville bruge en hvilken som helst undskyldning for at hade mig.

Straks slog en tanke ned i mig. Måske løj hun?

From: Me

Mellow, I’m not stupid. You have your rights to be mad at me, I understand it.

From: Mellow

Harry, it’s not your fault, okay? Leave it alone.

Jeg fnøs frustreret over hendes besked, og kunne nemt regne ud at hun var irriteret. Ligeså var jeg. Irriteret over at hun ikke bare kunne fortælle sandheden, frustreret over at hun var så svær at knække.

From: Me

Sorry for trying to be nice.

I det sekund jeg trykkede på send-knappen, fortrød jeg min besked. For det første fordi det ikke var så smart at være uvenner med hende, for det gjorde ligesom bare det hele meget sværere for mig, og for det andet fordi det jo egentlig havde været mig selv der irriterede hende, og derfor havde hun jo ret til at være sur.

Da jeg ikke fik et svar tilbage, var jeg sikker på at jeg havde pisset hende af, eller i hvert fald gjort hende vred. Ellers ville hun jo ikke ignorere min besked. Med et dybt suk lagde jeg mig ned i sengen, og rakte ud efter lampen for at slukke den. Da mørket nærmest opslugte rummet, valgte jeg at tage mit tøj af, og lægge mig under dynen. Der lå jeg i lidt tid og stirrede op i loftet, mens jeg igen lyttede til den tikkende lyd fra uret.

Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg stønnede opgivende og fandt igen min mobil, som jeg låste op. Selvom lyset skar mig i øjnene, efter at jeg havde vænnet mig til mørket, fortsatte jeg bare med at skrive.

From: Me

I’m sorry.

Jeg lagde igen min mobil fra mig på mit natbord, og forsøgte endnu en gang at lukke øjnene, og tømte hele mit hoved for tanker, og det lod til at virke, for til sidst faldt jeg i søvn.

 

 

Den følgende dag blev jeg nødt til at stå tidligt op, for drengene og jeg skulle til rehearsal før vores tour, og det resulterede altså i at jeg – fordi jeg først skulle nå i bad, og derefter have noget morgenmad – var sent på den. Ikke at det generede mig specielt meget, for de kunne jo ikke rigtig gå i gang uden mig, og derfor ville jeg ikke gå glip af noget.

Med et suk parkerede jeg bilen på den store parkeringsplads, og overvejede at blive siddende der i et par minutter endnu, bare for at drille de andre, men valgte så at lade være. Jeg ville bare ende med at kede mig halvt ihjel. I stedet steg jeg ud af bilen, som jeg ved et klik på fjernbetjeningen fik låst, og så satte jeg ellers kursen mod den store hal, vi så ofte havde øvet til koncerter i.

Jeg nåede hurtigt døren med mine lange skridt, og fortsatte så til højre, og ned ad en lang gang, hvor jeg for enden drejede til venstre, så jeg endte foran en dør, som jeg lukkede op. Jeg trådte ind i det store rum, der mest af alt mindede om en gymnastiksal med en scene, så jeg automatisk kom til at tænke på skolebal.

På kanten af den store scene sad nogle personer, jeg let genkendte som drengene, og med lidt kortere skridt end før, fortsatte jeg hen mod dem. Da mine sko ramte gulvet kunne man let høre det, fordi der var så stille, og derfor opdagede de mig også hurtigt. Deres blikke fulgte mig hele vejen hen til scenen, og de kiggede ikke væk, da jeg stoppede op lige foran dem.

”Hvad er så din undskyldning i dag, for at komme næsten tre kvarter for sent?” spurgte Zayn, og hvis jeg ikke havde kendt ham så godt, ville jeg aldrig have lagt mærke til den irriterede klang i hans stemme. Jeg trak blot på skuldrene, og valgte at lade være med at svare. Hvorfor undskylde for noget, man ikke følte sig skyldig i?

Der kom nogle lydfolk hen til os, og rakte os vores mikrofoner, og de sendte mig alle sammen nogle irriterede blikke, som jeg bare fejede væk med en håndbevægelse. Vi fik besked på at stille os op på scenen, mens de ordnede de sidste ting, inden vi kunne gå i gang. Jeg hoppede med lethed op på scenen, og stillede mig på min sædvanlige plads.

”Harry? Vi skal lige tale med dig,” lød Louis’ velkendte stemme, og jeg opdagede at han, i stedet for at stå på sin sædvanlige plads, stod henne ved mig sammen med Zayn. ”Om hvad?” spurgte jeg, og hævede misbilligende det ene øjenbryn. Jeg brød mig ikke om den befalende klang i hans stemme. Han rømmede sig hurtigt.

”Om dig og Mellow.”

”Ja, hvad med os?” spurgte jeg, og kunne ikke lade være med at smile over at bruge ordet ’os’, for jeg vidste at ingen af drengene brød sig om at jeg hang ud med hende. Men Louis så bare på mig med sit alvorlige blik, og lod sig ikke mærke af mit ordvalg. Han rakte hånden hen mod Zayn, der rakte ham et blad, som han havde haft under armen. Louis rakte det videre hen mod mig, og jeg lod nysgerrigt mit blik beskue den glittede forside. Der var et billede af Mellow og jeg, ude foran Starbucks, og der var en ring rundt om hendes hånd der lå i min, så man ikke kunne undgå at lægge mærke til det.

Du skal lade hende være. Det er ikke fair over for hende, at du leger med hende på den måde, for til sidst bare at dumpe hende, og knuse hendes hjerte. Og du skal ikke sige mig imod, for vi ved alle sammen godt at det er det du har tænkt dig.”

Han kiggede hen på Zayn, der gjorde sig enig ved at nikke ivrigt, og kiggede derefter tilbage på mig med et sigende blik. Jeg rullede med øjnene af dem, ”hvorfor blander I jer i hvad jeg laver?”

”Fordi, Harry, både du og Mellow er vores venner, og vi forsøger bare at redde Mellow fra dig. Og dig fra dig, selvfølgelig,” tilføjede han. Jeg rullede med øjnene.

”Ikke den igen. I bliver ved med at sige, at I er mine venner, men jeg ved udmærket godt at det bare er noget I siger, fordi Modest! har bedt jer om det, så I kan holde styr på mig. Men I kan ligeså godt droppe det, det hjælper alligevel ikke,” svarede jeg igen, og forholdt min stemme rolig, hvilket overraskede mig lidt, da jeg kunne mærke irritationen og vreden pumpe rundt inden i mig.

”Det der er jo ikke ri-”

”Drop det nu bare, for helvede, I er så fucking falske,” snerrede jeg, og gik væk fra dem. Hvis jeg skulle høre mere på deres vi-er-dine-venner-og-du-skal-ændre-dig-snak ville jeg ende med at kaste op.

 

 

Efter alt for mange uudholdelige timer, var jeg nu endelig på vej væk. Jeg var virkelig pissed over Louis og Zayn, for de skulle virkelig bare holde sig ude af mit liv. De havde ingen ret til at kontrollere mit liv. De mindede mig efterhånden så meget om managementet at jeg virkelig ikke kunne holde ud at tale med dem. Præcis ligesom Modest! ville de ændre på mig, de ville styre hele mit liv, tage alle beslutninger for mig, og det irriterede mig grænseløst. Deres trang til at bestemme over mig, at kontrollere hele mit liv, det var bare for meget.

Trangen til at blive enten høj eller stiv trængte sig på, og overskyggede fuldstændig alle andre behov. I dag havde været en lortedag, og den bedste og nemmeste måde at ændre en lortedag til en god dag, var ved at være påvirket af et eller andet. Netop dette var også grunden til at jeg – i stedet for at køre direkte hjem – parkerede foran Brandons hus. Udover at være ekstremt god til at opsøge folk, drev han også sin egen lille butik hvor han solgte diverse stoffer og alkohol, der normalt ikke var tilladte at købe, og bestemt heller ikke billige.

Jeg bankede let på hans dør, og kiggede til begge sider. Der var helt øde på den korte vej, og det var meget almindeligt. Der var stort set aldrig nogen ude på dette tidspunkt, i hvert fald ikke her. Døren blev åbnet på klem, og jeg kunne lige akkurat ane Brandons ansigt i den mørke entré. Da han fik øje på mig, smilede han og åbnede døren så jeg kunne komme ind.

”Hej Harry,” hilste han, og lukkede døren efter mig. Jeg hilste kort tilbage, og kiggede en enkelt gang rundt. Det lignede sig selv, men det var jo klart nok, når det var så kort tid siden jeg sidst havde været her. Stadig den samme gamle kommode i lysebrunt træ, det firkantede spejl, der havde en revne hele vejen igennem, og den lille taburat, der så ud som om den ville falde sammen, hvis nogen satte sig på den.

”Hva’ så? Vil du have det sædvanlige, eller er du her af en helt anden grund?” spurgte Brandon med sin dybe stemme. Jeg rystede på hovedet, så jeg kunne mærke mine krøller mod min kind. ”Jeg skal bare have det sædvanlige,” fastslog jeg, og stak begge mine hænder i lommerne. Han nikkede og forsvandt. Lidt efter dukkede han op igen med en lille pose med hvidt pulver i.

”Værsgo, lidt coke til kunden,” lo han, og jeg undertrykte trangen til at rulle med øjnene af hans lamme humor. Der var intet sjovt i den sætning, ergo burde han ikke grine. Alligevel tog jeg imod den, og rakte ham pengene, hvorefter jeg proppede posen ned i min lomme. Efter at have sagt farvel til Brandon, gik jeg ud af døren, og satte mig ind i min bil, som jeg startede op, og kørte af sted mod den nærmeste natklub.

Da jeg parkerede min bil på en lille parkeringsplads ikke så langt væk fra natklubben, fandt jeg posen fra Brandon frem igen. I handskerummet fik jeg fat på en hård bog, som jeg kunne bruge som underlag, og et kreditkort. Ved hjælp af kortet fik jeg lavet en bane kokain på bogen, og jeg trak et par pengesedler op af min pung, som jeg foldede sammen til et rør. Jeg tog røret op til mit ene næsebor, og snuste ind, så al pulveret blev sniffet.

Min krop blev varm, mit hjerte slog hurtigere, og fordelte stoffet i hele min krop, mit åndedræt steg kraftigt, men det bedste af det hele, var helt klart energien, der pludselig ophobede sig i min krop, og det store smil, der blev plantet på mine læber. Jeg sprang nærmest ud af bilen, for jeg vidste at det bare gjaldt om at nyde tiden, hvor kokainen virkede, og hvis jeg fik noget alkohol i mig, kunne jeg måske også forlænge den dejlige følelse.

 

 

Det første jeg havde gjort da jeg vågnede, var at tage en lille håndfuld panodiler for at dæmpe den forfærdelige hovedpine, der havde sat sig fast efter den forrige aften.

Jeg havde overvejet at skrive til Mellow hele morgenen, men havde så besluttet mig for at vente til senere. Nu var klokken snart halv to om eftermiddagen, så jeg tænkte at det efterhånden var ved at være tid til det. Derfor trak jeg min mobil op ad min lomme, og fik navigeret mig ind i mine beskeder, hvor min samtale med Mellow var nummer to. Jeg gik hurtigt derind, og skrev en kort besked.

From: Me

Text me when you’re home, I’m coming over

Jeg regnede ikke med at få svar lige med det samme, så jeg lagde min mobil på bordet, og trykkede på startknappen på min PlayStationcontroller, så jeg kunne fortsætte mit spil. Efter at have spillet i et par minutter, vibrerede telefonen, så man kunne mærke det i hele bordet. Jeg smed min controller fra mig, og greb endnu en gang ud efter min telefon, og låste den op. Det var, som jeg havde håbet på, Mellow der havde skrevet.

From: Mellow

I’m home

Et lille smil spillede om mine læber, da jeg slukkede min PlayStation og mit tv, og gik ud mod gangen, hvor jeg greb mine nøgler, tog et par sko på, og smuttede ud af døren. Ved hjælp af den lille, sølvfarvede nøgle, der var æggeformet (lol) låste jeg min bil op, og satte mig i det behagelige lædersæde. Jeg bakkede ud af indkørslen, og satte kurs mod Mellows hus, der heldigvis ikke var så langt væk. Og jeg havde endelig lært hvilken ende jeg skulle køre ad.

Et par minutter senere stoppede jeg op foran det hvide hus – altså Mellows. Med fjedrende skridt gik jeg op til hoveddøren, og ringede på. Der gik ikke ret lang tid, før døren blev åbnet, og Mellow stod foran mig med et ulæseligt ansigtsudtryk. Med en håndbevægelse inviterede hun mig indenfor, og selvfølgelig tog jeg imod den, for det ville jo dumt at gøre andet, når jeg selv havde sagt jeg ville komme herhen.

”Hejsa,” hilste hun, og lavede et akavet vink med hånden, før hun lukkede døren. Jeg svarede med et nik, og tog mine sko af, og satte dem på en lille skohylde, før jeg kiggede rundt. Der var meget oplyst, og de fleste af møblerne var holdt i hvide eller lyse farver.

Mellow gik forbi mig, og ind ad en dør, jeg gættede på førte ind i stuen, så jeg fulgte hurtigt efter hende. ”Hva’ så, vil du ikke vise mig rundt?” spurgte jeg, og sendte hende et skævt smil, da hun vendte sig om mod mig. Lidt overrasket hævede hun det ene øjenbryn, men nikkede så, og bad mig om at følge med. Hun førte mig gennem stuen, der var holdt i sorte og hvide farver, og så ret stilfuldt ud, men med små nipsting, så det var lidt mere hjemligt. Stuen og køkkenet var åbenbart forbundet til hinanden, så sofaerne blev til et køleskab, en ovn, og alle de sædvanlige køkkenting. Uden et ord førte hun mig ud af køkkenet, og gennem en dør, så vi endte ude i gangen igen. Nede af gangen var et par døre, og da hun åbnede den første, kom et lidt rodet kontor til syne.

”Det er min fars kontor. Når han arbejder hjemme sidder han herinde,” fortalte hun kort, med en underlig klang i stemmen. Jeg nikkede anerkendende, da hun lukkede døren og førte mig hen til den næste, ”badeværelse,” mumlede hun ligegyldigt da hun åbnede den op, men inden jeg overhovedet nåede at få set mig om, havde hun lukket den igen.

”Det sidste er bare bryggerset. Det er ikke så spændende. Og så er rundturen slut,” meddelte hun, og sendte lange blikke mod stuedøren. Jeg rystede smågrinende på hovedet. ”Du skal i hvert fald ikke være guide,” sagde jeg drillende, ”og hvad med ovenpå?”

”Det er bare soveværelser. Ikke spændende,” svarede hun hurtigt, og trak overdrevent på skuldrene, så jeg nemt kunne se, at der var noget hun ikke ville lade mig se, hvilket undrede mig temmelig meget. Det kunne selvfølgelig være at der var rodet. Det er jo typisk teenagere, både piger og drenge, at være pinligt berørte over deres rodede værelser.

”Nå, jeg går ind i stuen, du kan gå med, eller blive stående der hele dagen,” fastslog hun, og gik med hurtigere skridt væk, så hun efterlod mig alene. Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt over hendes hastværk. Det virkede næsten som om hun ville væk fra mig. Med lange skridt fulgte jeg efter hende, og indhentede hende i døren til stuen. Hun holdt god afstand til mig, selvom vi gik side om side hen til sofaerne, og da jeg havde smidt mig i den ene, satte hun sig forsigtigt ovre i den anden. Jeg sukkede indvendigt af hende, før jeg rejste mig op og satte mig hen i hendes sofa i stedet.

Hendes blik lå på fjernsynet, der var slukket. ”Hvad er din yndlingsfilm?” spurgte jeg for at få hende opmærksomhed, og lidt modvilligt kiggede hun tænkende hen på mig. ”Bad Boys,” fortalte hun stille, og nikkede lidt for at bekræfte det. ”Den er også god. Will Smith er en ret god skuespiller.”

”Den bedste,” rettede hun mig, og et lille smil blev placeret på hendes læber – det var tredje gang jeg havde fået hende til at smile. Jeg gjorde mig enig ved at nikke. ”Wusaaah,” mumlede jeg for mig selv, så en underlig, fnyseagtig lyd kom ud af hende. Det var vist det tætteste jeg nogensinde var kommet på at få hende til at grine.

”Var det der.. et fnis?” spurgte jeg, mens et lidt triumferende smil spillede om mine læber. Hun bed sig blidt i læben, og kiggede den anden vej, mens hun rystede lidt på hovedet. ”Årh, hold op Mellow. Jeg kan genkende et grin når jeg hører det,” smilte jeg, og bonkede let min albue mod hende.

”Det var ikke et fnis,” mumlede hun afvisende. Jeg lagde let hovedet på skrå, og kneb mine øjne en smule sammen. En tanke passerede mit hoved, og jeg lagde min hånd på hendes lår. Det virkede stort set på alle piger, og man kunne jo ligeså godt forsøge. Hendes blik flakkede panisk ned mod den, da jeg lod den køre op ad hendes ben, så jeg kunne mærke de små fibre i cowboystoffet. ”Stop det,” mumlede hun, men jeg fortsatte. Dog blev min hånd skubbet væk, så mit triumferende smil forsvandt, og blev afløst af et lidt irriteret et.

”Hold nu op. Du kan lide det,” sagde jeg lavt, og lænede mig hen mod hende. Da jeg var så tæt på, at hun helt sikkert kunne mærke min ånde mod sin hals, stoppede jeg, og holdt mit hoved der, ”jeg ved hvordan jeg får dig til at føle,” mumlede jeg, og åndede nærmest ordene ud. Da hun hverken sagde noget, eller lænede sig væk, opdagede jeg at de små hår i hendes nakke og på hendes arme havde løftet sig, og hun skælvede svagt, før hun med et pludseligt hop rejste sig fra sofaen. ”Stop så!” halvråbte hun, men hendes stemme knækkede over, så det overhovedet ikke lød ligeså alvorligt som det skulle.

”Undskyld,” mumlede jeg, og forsøgte virkelig at virke ked af det, og skjule mit smil. Jeg havde givet hende kuldegysninger. Det var helt klart en god ting. Men jeg skulle nok ikke gøre det igen, for hendes bebrejdende og irriterede ansigt viste at hun helt klart ikke var okay med det.

Hun kneb øjnene en anelse sammen, og kiggede stadig på mig med det bebrejdende blik. ”Seriøst, Mellow, det må du undskylde, det var ikke min mening,” fastslog jeg, næsten bedende. Hvis hun først blev sur på mig nu, ville vi jo bare ende hvor vi var før; med en kold Mellow, der ikke fik kuldegysninger af at have mig tæt på. ”Har du ikke lyst til at se Bad Boys?” foreslog jeg for at skifte emne, og det lod til at aflede hendes opmærksomhed et øjeblik, så jeg greb straks chancen og rejste mig, for at finde den på deres filmhylde, der var meget strategisk placeret ved siden af fjernsynet.

”Fint,” overgav hun sig, og lod sig sukkende dumpe ned i sofaen. Jeg fik hurtigt øje på filmen, for den var sat lige i øjenhøjde, så jeg tog den ud og satte den i dvd-afspilleren, for derefter at følge Mellows eksempel, og sætte mig i sofaen. Hun kiggede misbilligende på mig, og satte sig lidt længere væk fra mig, så jeg sukkede indvendigt.

Da filmen startede lod jeg som om jeg fulgte med, men i virkeligheden sad jeg og betragtede Mellow helt diskret. Hun sad bare og kiggede ligegyldigt på skærmen, og jeg kunne nemt se at hun fulgte med. Jeg lod ligeså mit blik finde fjernsynet, hvor Will Smith rendte rundt og spillede tough cop sammen med Martin Lawrence. Endnu en gang søgte mit blik hen mod Mellow, men denne gang var noget anderledes.

Hun kiggede på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...