Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
509418Visninger
AA

9. 7

 

”Relax don't do it. When you want to go to it.”

Relax ~ Frankie Goes to Hollywood

 

Mellows synsvinkel

 

Jeg sukkede tilfredst, da jeg endelig havde fået mine stiletter af. Med et enkelt blik på min højre fod, var jeg sikker på, at der ville befinde sig en vabel på min lilletå i morgen. Jeg ignorerede den og fandt min vej ud på mit badeværelse, imens jeg lynede min kjole op bagi.

Jeg smed min kjole i vasketøjskurven og gjorde mig sengeklar. Derefter gik jeg ind på værelset igen og lagde mig i min seng – en af de få ting, som jeg havde fået med fra Vancouver. Jeg slukkede lyset og stirrede op i loftet med et suk. Jeg havde det mærkeligt. Jeg kunne ikke finde ud af mig selv lige nu. Og værre, jeg kunne ikke stoppe med at tænke på Harry.

Selvom min plan var at fortælle ham, at jeg ville have, han skulle lade mig være, blev jeg siddende på restauranten med ham. Jeg snakkede med ham. Jeg lod ham komme tæt på mig.

Det besynderlige var, at han slet ikke opførte sig som en idiot, som jeg egentlig havde troet han var. Ikke, at han ikke var en idiot, for der var bare et eller andet over ham, der gjorde mig irriteret, og jeg var sikker på, at man enten skulle være virkelig dum eller desperat for at falde for det. Men ikke mig. Jeg forstod stadigvæk ikke, hvorfor han havde inviteret mig ud. Det kunne godt være, at han bad om min tilgivelse, men så inviterer man ikke en på date. Det mente jeg i hvert fald ikke.

Alligevel var der også bare noget andet over ham. Noget ukendt. Noget, som jeg ikke havde set hos drenge, jeg kendte, før. Han virkede anderledes på en mystisk måde, og jeg kunne ikke finde ud af, om det var godt eller ej.

Jeg lagde en hånd på min pande og åndede tungt ud. Hvad jeg havde gang i, anede jeg ærlig talt ikke. Jeg ville ikke føle mig bundet af Harry nu, for var der en ting jeg hadede, når drengene gjorde, var det at gå for hurtigt frem. Det var sådan set også derfor, at jeg skyndte mig at gå, før han nåede at stige ud af bilen, da han havde kørt mig hjem. Jeg vidste bare eller ikke, hvad jeg skulle gøre. Det kunne godt være, at jeg virkede usikker, men sådan var jeg bare.

Jeg var ikke meget for at indrømme det, men alt i alt var det egentlig bare Harry, der fik den side frem i mig.

 


Næste morgen dukkede jeg for sent op til time, hvilket ikke var meningen. Til mit uheld havde jeg sovet over mig, fordi jeg havde ligget og drømt endeløse drømme i nat. Drømme, jeg ikke kunne huske, men gik mig på. Mit humør var derfor ikke så langt oppe, som det plejede, men jeg prøvede da at få det bedste ud af dagen.

Læren var heldigvis først dukket op i klasselokalet, da jeg dumpede ind ad døren. Jeg åndede lettet op og satte kursen over mod Lena, som Andy havde præsenteret mig for. Som sagt var jeg kommet rimelig godt ind på skolen, og derfor kendte jeg en rimelig god mængde folk nu. Jeg kunne ikke være andet end taknemlig.

Undervejs i historietimen, faldt jeg af. Jeg sad og bevægede mig ukoncentreret frem og tilbage, velvidne om det var fordi, jeg ikke havde spist noget morgenmad, og at mit blodsukker derfor nok var ved at falde. Dermed forsvandt koncentrationsevnen også.

Jeg så hen på Lena med et mat blik, hvilket fik hende til at se en smule bekymret på mig. ”Er du okay?” hviskede hun. Jeg nikkede uden tøven. Hun behøvede ikke at vide, at jeg havde sukkersyge. Det var nok, at Andy vidste det.

Det var ikke fordi, jeg var flov over det. Jeg hadede bare at belejre folk om mine ting, især når det kom til sådan en ligegyldig ting. I sidste ende var den måske ikke så ligegyldig alligevel. Hvis jeg besvimede, var der ingen der vidste hvorfor, og det kunne jeg så give mig selv skylden for.

Det lykkedes mig at koncentrere mig om at tegne mønstre i mit kladdehæfte, og lade som om jeg tog notater, selvom jeg ikke hørte efter læren overhovedet. Dog afledte en vibration i min lomme mig.

Langsomt trak jeg min telefon op ad lommen og lagde den foran mit penalhus, så læren ikke kunne se det. Han kiggede heller ikke ligefrem med, da han var ret optaget af at stå og rode med SmartBoard'et, som de sædvanlige lærer stadigvæk ikke kunne finde ud af at bruge. Men det gav mig chancen for at se ned på skærmen.

From: Unknown

I'll pick you up today at 3pm

Jeg rynkede undrende panden og bed mig nervøst i læben. Nummeret kendte jeg ikke, men jeg havde allerede på fornemmelsen, hvem det var, der havde skrevet beskeden. Alligevel måtte jeg være sikker.

From: Me

Who's this?

From: Unknown

Who do you think? ;)

Jeg gøs ved smiley'en. Harry. Han nød at drille mig sådan her. Han måtte virkelig tro, at han havde mig i sin hule hånd, og at han havde kontrollen. Men jeg bebrejdede ham ikke. Jeg var svag, men i hans selskab var jeg bare den lille hundehvalp med logrende hale. Jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Mit blik faldt hen over den første sms igen. Jeg var ikke vild med, at han satte planer på den måde, især ikke når det lød sådan. De fleste ville nok have spurgt, om man skulle lave noget sammen, men Harry skrev det så... kommanderende. Som om han forventede, at jeg ikke havde andet at lave. Egentlig havde jeg ikke lyst. Desuden havde jeg en matematikrapport for.

From: Me

Sorry, but I have to do homework

Jeg bed mig blidt i læben ved tanken om hans svar. Mon han ville tage det godt? Eller dårligt? Jeg vidste det ærlig talt ikke.

Jeg nåede knap nok at kigge op på tavlen igen, da min telefon brummede i min hånd.

From: Unknown

That can wait. I pick you up at 3pm. Be ready.

Hans kolde ord fik hårene omme i nakken til at rejse sig. Jeg kiggede på sms'en, indtil jeg besluttede mig for at lade være med at svare. I stedet for gemte jeg i stedet for hans nummer, lagde min telefon tilbage i min lomme og fulgte ukoncentreret med i undervisningen igen.



Hvis det ikke var fordi, jeg ikke vidste, hvad Harry kunne finde på, hvis han fandt ud af, at jeg ikke var hjemme, havde jeg ladet som om, jeg ikke var hjemme, da det ringede på. Jeg klemte øjnene lidt sammen og tog en dyb indånding, før jeg trådte hen til døren.

Min hånd rørte blidt metalhåndtaget, imens mine tanker kørte rundt i hovedet på mig. Jeg tøvede, men tog mig til sidst sammen til at trække ned i det og åbne døren. En velkendt skikkelse stod foran mig med et smil på læberne, hvilket fik min mave til at vende sig.

”Jeg var lige ved at tro, at du ikke var hjemme,” sagde han kort. Jeg svarede ikke, men ønskede allerede inderligt, at jeg havde ladet være med at lukke op. Jeg følte det var tvang, det her. Gad vide om Harry også så sådan på det?

”Hvad skal vi?” spurgte jeg, da jeg trådte i mine slidte Converse. Harry valgte at trække lidt på skuldrende. ”Intet specielt..” Han ord gjorde mig irriteret. Hvis vi ikke skulle noget specielt, hvad var meningen så med at slæbe mig efter ham, når jeg kunne få lavet noget, der var væsentligt vigtigere?

Harry trådte ned mod trappen, da jeg kom udenfor og lukkede og låste døren. Jeg fulgte trop efter ham, overvejede et kort øjeblik at løbe min vej væk fra ham, men da jeg ikke ville få noget ud af det, droppede jeg det hurtigt.

I stedet for gik jeg efter ham hen til den velkendte Audi R8. For første gang viste han sin høflighed overfor mig, ved at gå hen og åbne døren for mig. Jeg rynkede en panden en smule undrende, hvilket han ikke lod til at tage notits af, imens jeg satte mig ind. Et lille, mumlende 'tak' forlod herefter mine læber, inden han lukkede døren efter mig og gik over til førersædet.

”Noget du har lyst til?” spurgte han, da bilen var sat i gang, og vi var kørt af sted mod byen. Jeg rystede stramt på hovedet og fastholdte mit blik, der lå på vejen. ”Biografen? En café? Se på butikker?” sagde han lidt mere indtrængende end før. Jeg valgte at ignorere ham lidt og trak derfor bare på skuldrende. ”Det er op til dig,” fortalte jeg kort.

Han sagde intet. En del af mig sagde, at jeg havde presset på de forkerte knapper, men jeg var ærlig talt lidt lige glad. Han gjorde mig irriteret ved bare ved at komme så bestemt. Som om han havde overtaget mit liv – men han kunne godt tro nej. Så let et bytte var jeg ikke.




Vi kom efter en uendelig lang stilhed til Oxford Street. Harry virkede ganske vist en smule muggen over, at jeg afviste ham så meget. Hver gang han havde spurgt mig om noget, havde jeg enten nikket, rystet på hovedet eller besvaret ham meget kort og afvisende. Men hvad havde han ærlig talt forventet?

Videre i stilheden og den kølige luft, slentrede vi roligt af sted mod.. jeg vidste det faktisk ikke. Ned ad gaden. Harry havde ikke fortalt, hvor vi skulle hen, så jeg fulgte egentlig bare med ham.

Til min lettelse var der ikke rigtig nogen, der opdagede ham. Han var nu også gemt i en stor hoodie, og havde taget hue på, og selvom jeg ikke var meget for tanken, syntes jeg han så virkelig godt ud. Hans personlighed lå bare et helt andet sted.

Jeg kiggede rundt og prøvede at koncentrere mig om ting i butiksvinduerne, men hver gang jeg så ind dem, spejlede Harrys skygge sig i ruderne. Et par af gangene opdagede jeg, at han også kiggede på mig, og det fik mig til at se hurtigt væk igen.

”Kan du lide kaffe?” lød det første spørgsmål langt om længe. ”Jeg foretrækker te,” fortalte jeg kort uden at skænke ham et blik. ”Hvad siger du så til kakao?” fortsatte han og så interesseret på mig. Jeg kiggede hen på ham og trak på skuldrende. ”Enten iskold eller brandvarm.” Han så betaget ud, da jeg fortalte ham om mine små finurligheder. Ellers sagde han ikke noget.

Det var først, da vi nåede til en Starbucks, Harry stoppede op. Da jeg fulgte ham, gjorde jeg hurtigt det samme og kiggede lidt på ham. Han skænkede mig ikke et blik, men gik i stedet for ind på caféen og holdt døren for mig, så jeg kunne smutte med ham. Det var ikke så slemt at tage på Starbucks. De havde nogle gode drikke, og det muntrede mig en smule op. Det undrede mig, at Harry ikke begyndte at remse op med, hvad jeg kunne få. I går havde han virket meget opsat på, at jeg skulle have det, han valgte. Men i dag var der intet. Han så bare op på menukortet og endte til sidst med at se på mig.

”Hvad har du lyst til?” spurgte han roligt. Jeg trak lidt på skuldrende, ”hvad skal du have?” Han så kort op på menukortet igen, og derefter på mig igen. ”En Frappuccino,” fortalte han så. Hans øjne mødte mine, og inden jeg overhovedet nåede at opfatte hans blik, så han væk fra mig igen. Jeg spekulerede lidt på, hvad der var galt men spurgte ikke. Egentlig kunne jeg også være lige glad.

”Så tager jeg det samme,” besluttede jeg mig og kørte en hånd igennem mit hår. Han rynkede panden en smule overrasket, og langsomt gled der et lille, kækt smil hen over hans læber. ”Sæt dig dernede, så bestiller jeg.” Han gjorde et nik mod en bord, der stod helt nede, bagerst i hjørnet, inden han gik hen til køen. Jeg gjorde, som han havde sagt og fandt min vej ned til bordet.

Jeg satte mig op ad væggen på sofaen, der placeret langs væggen i stedet for stole. Jeg havde lyst til at observere Harry, men da jeg ikke ville sidde og glo direkte på ham, gjorde jeg det diskret, imens jeg tog min jakke af. Han kiggede ikke ned mod mig, selvom han stod med næsen i retning mod mig. Som om han ikke havde lyst at se på mig. Måske var han stadigvæk lidt sur over tidligere og skulle bare bruge et par minutter til at samle sig selv. Jeg kendte selv til det.

Køen rykkede sig hurtigt, og det blev hans tur. Jeg betragtede ham bestille vores endelige valg af forfriskninger. En irriterende følelse skyllede hen over mig, da pigen bag kassen, sendte ham flirtende smil og blikke, samt fik hans autograf på en serviet. Men til min overraskelse gjorde han intet. Han smilede venligt, men der var intet flirtende over det, som der plejede. Mere venligt, men køligt.

Han satte endelig kursen ned mod mig med vores bestillinger, og det var først, da han havde sat sig ned over for mig, han kiggede på mig under sine lange øjenvipper. ”Som du ønskede,” mumlede han for sig selv og satte Frappuccinoen foran mig. Jeg mumlede et tak, og han nikkede.

I stilhed sad vi for os selv. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Harry sad bare og stirrede ned i sin Frappuccino, kiggede en enkelt på mig, men ikke noget særligt.

Pludselig lød der dog et suk fra ham, hvilket fik mig til at se undrende på ham. Til min overraskelse så han allerede på mig, og endelig fjernede han ikke blikket.

”Snak med mig,” kommanderede han bestemt. Jeg så lidt på ham og trak på skuldrende, imens jeg prøvede at finde på et emne. ”Hvad syntes du om vejret?” spurgte jeg dumt. Han brasede svagt ud i grin og kiggede ud ad vinduet, der hang bag os. ”Kedeligt og gråt,” indrømmede han roligt, da han så tilbage på mig. Jeg nikkede uinteresseret og tog en tår af min Frappuccino.

”Hvad syntes du om vejret?” spurgte han pludselig mig om med en lav stemme, der sendte kolde fornemmelser igennem min krop. Vores øjne mødtes, og blikket i hans øjne var endelig blide. Han så faktisk interesseret ud, hvilket overraskede mig en smule. Hans humørsvingninger drev mig snart til vanvid.

Jeg så ud ad vinduet, som han også havde gjort før, for herefter at se tilbage på ham. ”Jeg kan godt lide det,” fortalte jeg roligt, hvilket fik Harry til at skyde et øjenbryn i vejret. Han ville have mig til at uddybe det.

”Mange syntes, at grå er en kedelig farve, især når den er på himlen - jeg syntes, at den er fascinerende. Den gemmer på så mange uventede ting; måske lægger den op til regn. Måske bliver det tordenvejr. Er der nogen intension med det?” Mit svar så ud til at gøre ham lidt overrasket, men mærkeligt nok så han ud til at lytte lydigt med, som om det faktisk interesserede ham.

”Syntes du så, at sommervejr er kedeligt?” sagde han langsomt. Der gled et lille smil hen over mine læber, imens jeg rystede på hovedet. ”Men jeg foretrækker det 'kedelige' vejr,” tilføjede jeg stille, hvilket mest var for mig selv.

Harry så spørgende på mig, men jeg sagde intet. Jeg kiggede blot væk fra ham og ned i min Frappuccino med tanker, der pludselig svævede rundt omkring min mor og min lillesøster. Det var ikke særlig ofte, at jeg fik de tanker mere, men når jeg så gjorde, havde jeg det med at reagere forkert. Dog tog jeg mig sammen. Harry måtte ikke tro, at der var noget galt.

Jeg så langsomt op på ham igen og sendte ham et smil. Han havde stadigvæk det spørgende blik i ansigtet, men smilede også lidt til mig. ”Fortæl om dig selv,” forlangte han og lænede sig længere frem imod mig, så det kun var mig, der kunne høre ham snakke.

Jeg trak lidt på skuldrende. ”Hvad vil du vide?” samtykkede jeg. Hans smil blev lidt større. ”Alt.” Jeg så lidt på ham og nikkede så – ikke, at jeg ville fortælle ham alt, men det han burde vide. Det vigtigste.

”Jeg hedder Mellow og kommer fra Vancou-” ”Mellow, det fortalte du mig i går,” afbrød han hurtigt. Jeg stoppede min snak og bed mig i læben med blikket vendt ned mod bordet igen. ”Kom med noget specifikt,” mumlede jeg kort og så på ham. Han nikkede og så ud til at tænke en smule, før han smilede.

”Hvordan har dit liv været, når det kommer til drenge?” Lige et spørgsmål, som jeg godt kunne have undgået. Og hvorfor, fordi der ikke havde været noget liv med drenge på dén måde. Jeg kunne mærke mine kinder blusse lidt op, da han så spændt på mig. Der røg intet ud af mine læber, hvilket fik Harry til at se afventende på mig. ”Det er ikke interessant,” hørte jeg mig selv fortælle. Han rystede straks på hovedet. ”Det tror jeg ikke på,” konstaterede han bestemt. ”Og hvad får dig til at tro det?” spurgte jeg en smule irriteret.

Han lod sig ikke lægge mærke i mit bidende tonefald, hvilket jeg var lidt taknemlig over. Det var ikke fordi jeg var irriteret på ham. Mere på mig selv. Jeg var så kedelig, når det kom til stykket. Jeg havde intet interessant at fortælle om mig selv. Jeg havde haft massere af chancer for at gå ud med fyre i Vancouver, men jeg havde altid sagt nej af en eller anden grund. Ja, jeg havde kysset, ja, jeg havde haft sex, men jeg havde aldrig oplevet kærlighed. Jeg havde aldrig haft en kæreste. Og lige nu følte jeg mig flov over det, hvilket gjorde mig irriteret.

Det værste var egentlig, at jeg ikke havde noget andet, jeg kunne komme med. Jeg var ikke spændende. Mit liv havde været spændende. Men ulykken havde ændret mit liv. Den havde ændret mig. Jeg var ikke den samme pige, der elskede at være social og gå til fester. Jeg havde det bedst med at blive hjemme og læser bøger, se fjernsyn eller hvad jeg nu kunne finde på. Jeg foretrak, når det regnede, imens mange flere foretrak solskinnet. Jeg havde sukkersyge. Dermed, jeg var ingen spændende person.

Det jeg kunne muntre mig selv op med, var, at jeg var mig selv 100%. Indeni havde jeg altid været den samme, og det ville jeg altid være.

Harry så ud til at tænke over det spørgsmål, jeg havde stillet ham før, og da han endelig var ved at svare, fangede han mine øjne. Han så ærlig ud, men det flirtende blik var også inde over det. Jeg ignorerede det.

”Vil du have mig til at svare på det?” spurgte han og lod sit blik glide ned over mit ansigt og ned til min overkrop. Jeg rynkede panden en smule fornærmet ved hans hentydning, selvom jeg nok burde være smigret. Han havde kaldt mig køn, og alligevel havde jeg noget imod det. Måske var det fordi, at det kom fra hans mund. Hans handlinger lå trods alt stadigvæk gemt i mit hoved.

”Kom nu. Hvor mange kærester?” pressede han og sendte mig et drillende smil. Jeg bed tænderne sammen og stirrede lige frem. ”Nul.” Han løftede øjenbrynene væsentligt meget og så på mig, som om jeg jokede.

”Nyt emne,” mumlede jeg kort. Han forblev stille og så på mig, som om han ville spørge mere ind til det, men lod heldigvis være. Forstod endelig en hentydning.

”Hvad med din familie?” spurgte han så. Jeg stivnede ved ordene, og kunne mærke mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til ham. Jeg ville ikke fortælle ham om min mor og lillesøster. Det var udelukket. Så jeg måtte komme med den samme forklaring, som jeg gav Andy, ”jeg bor her i London med min far,” sagde jeg afvisende. Han nikkede og gjorde tegn til, at jeg skulle fortsætte. ”Han er en travl mand. Jeg ser ham ikke så meget,” fortsatte jeg og så ned i bordet. ”Vi har ikke det bedste forhold, men jeg elsker ham,” afsluttede jeg, imens jeg bed mig i læben. Hvorfor det kom med, vidste jeg ikke. Nu håbede jeg bare, at Harry ikke ville spørge ind til andet.

”Og din mor?”

Jeg bed mig hårdt i læben ved spørgsmålet. Jeg havde ikke lyst til at lyve. Men at fortælle ham om alting, grunden til, at jeg faktisk kom til London, havde jeg ikke lyst til. Det var jeg slet ikke klar til. Det ville også ende med tårer og gråd, og det var ikke, hvad jeg havde brug for.

”Undskyld?” lød det pludselig fra vores side af. Vi så begge derhen på en pige, der var lidt yngre end os og så nervøst på Harry. ”Ja?” sagde han spørgende og sendte hende et hjerteknusende smil. ”Du er Harry Styles, ikke?” spurgte hun usikkert. Jeg så på Harry for at se han reaktion, da hun spurgte. ”Det er jeg nemlig,” konstaterede han en smule stolt, hvilket fik mig til at rynke panden lidt. Han lød ikke bare stolt – mere meget stolt.

”Må jeg ikke få din autograf?” forsatte pigen, der pludselig havde travlt med ikke at hvine højt og lykkeligt. ”Vil du ikke hellere have et billede?” foreslog han med et skævt smil, som gav mig kvalme. Pigen nikkede til gengæld bare ivrigt og hev sin mobil op ad lommen. Harry så på mig og sendte mig et smil.

”Bare ræk den til Mellow, så tager hun det,”fortalte han, og hurtigt som vinden fik jeg stukket en mobil op i hovedet. Jeg tog den modvilligt og sendte pigen et svagt smil, selvom jeg kunne mærke irritationen i mig var begyndt at koge. Hun stillede sig hen ved siden af ham, og jeg fotograferede, imens mit smil langsomt falmede, da han smilede til kameraet.

Han så så anderledes ud. Alt for.. højrøvet og stolt. Ikke som når vi nogle gange snakkede, hvor han virkede mere nede på jorden. Lige nu var det helt anderledes, og jeg kunne ikke lide det.

”Tusind tak!” sagde pigen højt, da jeg havde taget billedet og rakt hende telefonen. ”Selvfølgelig,” svarede Harry med et smil og nikkede. ”Og tak, Mellow,” tilføjede pigen og smilede skævt til mig. Jeg så hurtigt hen på hende og lod mærke til, at hendes blik havde låst sig fast på mig. Jeg smilede langsomt. ”Velbekomme,” mumlede jeg en smule forbløffet. Hun vinkede modvilligt, og Harry sagde noget, der mindede mig om et 'farvel', hvor hun herefter fandt vejen hen til udgangen igen.

Harry så hen på mig med et mindre smil. ”Hvor kom vi fra?” spurgte han roligt. Jeg trak hurtigt på skuldrende i håb om, at vi ikke ville komme hen til samme emne, hvor vi stoppede. Han svarede ikke, men kørte i stedet for en hånd i gennem sit hår og rystede lidt til det undervejs.

Jeg så nysgerrigt på ham og lagde mit hoved lidt på skrå, ”hvordan er det at være kendt?” sagde jeg dernæst. Hans smil falmede helt, og han så en smule fjernt på mig, hvilket overraskede mig en smule.

”Det er fint,” lagde han kort ud. Jeg svarede ikke, ventede på, at han ville fortsætte. Men han sagde ikke mere, og jeg fik derfor lidt en fornemmelse af, at han ikke ville indvige mig i sit liv, hvilket undrede mig meget. Han ville vide så meget om mig, men jeg måtte åbenbart ikke vide noget om ham. Det var da underligt.

Men jeg spurgte ikke ind til mere. Han brændte tydeligvis ikke for at snakke om det, og jeg var ikke personen, der kørte videre i det.

Harry sagde ikke mere, og han virkede ærlig talt irriteret. Jeg sad bare og drak det sidste af min Frappuccino i ro og mag, og til sidst var der ikke mere tilbage. Han lagde hurtigt mærke til det, og da han havde kastet et enkelt blik på mig, rejste han sig op.

”Kom,” sagde han bestemt og tog sin jakke på. Jeg rejste mig roligt op og gjorde det samme. Stemningen var trykket. Ingen af os snakkede, vi kiggede ikke engang på hinanden. Jeg havde i virkeligheden lyst til at ryste på hovedet af mig selv. Det her var en fejl. Jeg skulle aldrig have gået ud med ham. Det kunne godt være, at han et par gange virkede interesseret i mig og sådan, men han var også bare så fjern og kølig. Hans humør drev mig til vanvid. Han var ikke til at blive klog på.

Men han havde mig under sin magt lige nu, og derfor blev jeg ved ham. Derfor.

Vi gik hen til døren igen, men Harry stoppede hurtigt op, så jeg var ved at bumpe ind i ham. ”Pis,” mumlede han surt. Jeg kiggede ud af et af de store vinduer og bed mig nervøst i læben. Ude foran Starbucks på fortorvet stod en masse journalister med kameraer og ventede spændt på, at Harry kom ud.

Han sukkede højlydt, hvilket fik nogle til at kigge på os, men han var lige glad og vendte sig om mod mig med et hårdt blik. ”Hold dig tæt til mig, okay?” sagde han vredt og kommanderende. Jeg nikkede hurtigt og lydigt, imens jeg kunne mærke panikken indeni mig stige.

Han gik hen mod døren og rev den nærmest op. Jeg fulgte hurtigt efter, men stoppede lidt op, da folk begyndte at råbe og tage billeder. Harry ignorerede dem og gik bare langs fortorvet, den vej vi var kommet fra. Som en lydig hund gik jeg lydløst med, selvom jeg blev puffet og skubbet til. Stemmer råbte mig lige ind i hovedet, hvilket gjorde mig rimelig bange.

”Harry, er det din nye kæreste?!”

”Harry, hvem er pigen?”

Og sådan fortsatte det. Spørgsmålene hobede sig op, blev skreget ind i mit hoved, og gjorde mig virkelig forskrækket. Aldrig i mit havde jeg troet, at jeg skulle være ude for noget lignende.

Jeg så nervøst rundt på de ivrige mennesker, der prøvede at få et glimt af Harry, og fordi de ikke kunne komme til ham, væltede de nærmest ind i mig. Det gjorde det heller ikke bedre, at der stod skrigende fans bagved dem.

Pludselig blev jeg skubbet hårdt fremad, så jeg røg ind i Harry med et gisp. Han så hurtigt tilbage på mig med et vredt blik, og et kort øjeblik var jeg bange for, at det var mig, han var sur på, men da han tog hårdt fat i min hånd og trak mig efter ham, kunne jeg fornemme, at det var journalisterne han var vred på, og ikke mig.

Selvom jeg førhen ikke ville have følt mig tilpas ved at gå helt op ad Harry, med hans hånd i min, gjorde jeg det nu. Jeg følte mig i sikkerhed, og på en måde kunne jeg godt lide det. Jeg var virkelig glad for, at han ikke bare var gået, men havde trukket mig med efter sig i stedet for. Det viste sig da, at han... bekymrede sig en lille smule.

Vi nærmede os bilen, hvilket jeg snart var taknemlig for. Hvad jeg ikke var særlig taknemlig for var, at Harry virkede enormt vred. Hans hånd klemte min virkelig hårdt, som om han prøvede at overføre den til mig. Det gjorde mig ikke skræmt, at han var sådan, og jeg vidste ærlig talt ikke hvorfor. Det virkede bare ikke som om, at han prøvede på at lade det gå ud over mig, men alligevel lod det gøre det. Måske gjorde han det fordi, han ikke kunne styre sin vrede. Fordi han ikke ville vende sig om og råbe af de folk, der havde gjort ham så vred. En distraktion.

Jeg havde håbet, at det ville holde sådan, men da vi kom hen til bilen, og han havde ført mig hen til passagersædet, vendte han sig hårdt om. Hans blik lå ikke på mig, men ud på folk. ”Gider I godt at skride?!” spurgte han vredt om. Han beherskede sig virkelig, det var nemt at se.

Da ingen folk lyttede, så han ud til at blive endnu mere vred, og det fik mig til at ryste på hovedet. ”Harry, stop. De lytter ikke,” brød jeg ind. Han ignorerede mig i første omgang og slap min hånd.

”Harry, hvem er din nye pige?” råbte en pludselig bag os, hvilket fik ham til at knibe øjnene hårdt sammen med et truende blik. Han så virkelig anspændt ud, og jeg blev pludselig i tvivl, om han ville gøre noget dumt. Det kunne jeg ikke tillade ham. Han var kendt, og det kunne gå ud over drengene. De var søde, de fortjente det ikke. Ikke engang Harry fortjente det.

”Harry, lad være med at lytte til dem,” bad jeg bedende, men han ignorerede mig stadigvæk. Jeg havde lyst til at nive ham for at få ham til at se på mig, men stoppede mig selv. Det ville nok ikke være særlig smart.

En anden person fyrede endnu et lortespørgsmål af, der fik ham til at åbne munden, men inden han nåede at sige noget, skubbede en eller anden mig i ryggen, så jeg endnu en gang faldt ind i ham. Han tog imod mig med forberedte arme, og endelig så han ned på mig. Nu så han virkelig rasende ud, og det gjorde mig en smule skræmt. Alligevel rystede jeg stædigt på hovedet.

”Lad være,” bad jeg alvorligt, da vores øjne mødtes. Hans vrede blik var der stadigvæk, men dybt ind i hans øjne, kunne jeg se det blide vende tilbage. Jeg så stadigvæk bedende på ham, indtil han sukkede højlydt.

”Sæt dig ind,” mumlede han og hjalp mig ind i bilen. Da han havde lukket døren, gik der ikke mere end et par sekunder, før han endte henne ved siden af mig og startede bilen hurtigere end nogen sinde. Uden at tage selen på, trykkede han på speederen, og med hvinende hjul kørte vi ud på vejen, væk fra kameraerne og de uendelige spørgsmål.

Jeg trak vejret dybt og slappede lidt af i min krop. Harry sad derimod ligeså stiv og vred som før. Jeg syntes virkelig, at det var mærkeligt, at han reagerede sådan. Han var jo kendt, og det var en af de mindre goder ved at være det, men han burde jo være vant til det. Selvfølelig var han nok træt af det, men stadigvæk.

Det havde jo nok også noget at gøre med hans pludselige humørsvingninger. Han opførte sig underligt, når det kom til stykket, men når han så var oprigtig, var han.. okay. Jeg kendte ham stadigvæk ikke, men en lille følelse i min krop prikkede til mig og fortalte, at jeg burde lære ham at kende. Især efter i dag. Jeg var overrasket over, at han havde lyttet til mig, da jeg prøvede at få ham til at falde ned. Selvfølelig var jeg ikke meget for at være sammen med ham, men jeg var nysgerrig og havde brug for svar på, hvorfor han egentlig opførte sig, som han gjorde.



Vi kørte i stilhed, og før jeg vidste af det, var vi endt hjemme hos mig igen. Denne her gang var jeg mere langsom end før. Jeg klikkede min sele langsomt af og vendte mig om mod Harry, der stadigvæk havde sit blik på forruden, som om han ikke ville se på mig.

Jeg bed mig lidt i inderlæben og åbnede døren. ”Vi.. ses,” sagde jeg stille. Han nikkede, stadigvæk uden at kigge på mig. Jeg kiggede lidt mere indtrængende på ham i håb om, at han ville kigge på mig, men efter et par sekunder opgav jeg. Med et lydløst suk steg jeg ud af bilen og lukkede døren efter mig.

Jeg gik i et langsomt tempo op til døren, for at se efter ham, når han kørte. Men han kørte ikke. Det var først, da jeg var kommet indenfor og havde låst døren, at jeg hørte nogle bilhjul hvine, velvidne om at det var ham, der var kørt.

 


Jeg gik tidligt i seng den aften. Min far havde virket bekymret, men jeg havde fastslået, at der ikke var noget galt, og som altid hoppede han på den. Men jeg havde alligevel ikke i sinde at fortælle ham, hvad der var galt, så jeg kunne vel kun være glad for det.

Jeg lå og stirrede op i det mørke loft, der kunne betegnes som ingenting. Klokken var kun 21, men jeg havde ikke rigtig lyst til noget. Det ene var, at jeg stadigvæk følte mig overrumplet af det, der skete tidligere i dag. Det andet var, at på en måde generede det mig, at Harry ikke havde sagt farvel til mig. Han havde virkelig så sur. Det var nok ikke på mig, men det generede mig stadigvæk. Især fordi jeg følte, at jeg burde have sagt tak til ham for at få mig bragt sikkert over til hans bil, og for at lade være med at skabe mere postyr imellem alle journalisterne og fans'ne ved ikke at råbe, at de skulle skride.

Jeg sukkede for mig selv. Jeg havde altid haft et problem med at tage tingene på en måde, så jeg fik skyldfølelse, og jeg hadede det. Lige nu var der vel bare intet jeg kunne gøre.

Jeg vendte mig om på siden, så jeg kunne kigge på mit sengebord. Automatisk røg mit blik hen på min telefon, vis skærm lyste op. Lidt blændet over lysstyrken, tog jeg den langsomt og stirrede et par sekunder på skærmen, før jeg lod ordet trænge ind i mit hoved.

From: Harry

Mellow?

Jeg rynkede panden lidt undrende. Hvorfor skrev han til mig nu? Jeg overvejede at lade være med at svare. Jeg orkede lige nu ikke flere aftaler, slet ikke i morgen. I morgen ville jeg bruge en dag for mig selv på at tænke lidt. Jeg havde også nogle lektier for. Alligevel ignorerede jeg mig selv og svarede ham uden tøven.

From: Me

Harry?

From: Harry

How are you?

Hans ord forvirrede mig. Han virkede for blid, i forhold til måden han var. Ellers var jeg bare naiv. Jeg kunne ærlig talt ikke finde ud af mig selv lige nu.

From: Me

Fine.. Why?

From: Harry

You seemed pretty upset earlier

Jeg bed mig i læben og skar tænder. Han havde gennemskuet mig, hvilket han efterhånden var ret god til.

From: Me

I was.

Jeg svarede ham kort og koldt, så han måske gad at forstå, det ikke var noget jeg gad at tale om. Bare lade emnet ligge. Men så heldig var man vel ikke.

From: Harry

It's my fault, right?

From: Me

No

Det var ikke hans skyld. Selvom jeg stadigvæk kunne lide ham særlig meget, ville jeg ikke engang more mig over at fortælle, at det var hans skyld. Sådan var jeg bare ikke.

From: Harry

Mellow, I'm not stupid. You have your rights to be mad at me, I understand it.

Jeg hævede øjenbrynene og kiggede irriteret på hans sms.

From: Me

Harry, it's not you fault, okay? Leave it alone.

Jeg bed tænderne nervøst sammen, imens irritationen bredte sig rundt i min krop. Både fordi jeg ikke ville have ham til at føle sig skyldig, men også fordi han ikke bare så bort fra det. Det kunne ske. Han var kendt for guds skyld.

From: Harry

Sorry for trying to be nice.

Jeg stirrede tomt på hans besked, og kunne mærke mit humør falde lidt, imens irritationen på mystik vis fes ud af min krop. Det føltes nærmest som at få et slap i ansigtet. Han havde jo ikke gjort noget. Han var.. bekymret. Men han lod stadigvæk sin vrede gå ud over mig på en eller anden måde. Han sagde ikke engang farvel til mig i bilen – hvilket jeg egentlig burde bebrejde ham for, da jeg også bare skred i går. Jeg sukkede af mig selv.

Jeg svarede ham ikke, men lagde derimod min telefon tilbage på sengebordet og lagde mig til rette for herefter at lukke øjnene. Jeg gad ham ikke lige nu. Hvis han blev ved med at køre i det, ville jeg bare fortryde min beslutning om at give ham en chance.

Hvis det ikke var fordi der var noget specielt over ham, dybt indenunder den hårde, kolde facade, ville jeg aldrig have givet han den alligevel. Jeg ville bare gerne finde ud af, hvorfor han var som han var. Jeg troede simpelthen ikke på, at han havde været sådan der altid. Det gjorde jeg virkelig ikke.

Min telefon vibrerede, da jeg var på nippet til at falde i søvn, hvilket irriterede mig. Jeg overvejede at ignorere den, men åbnede til sidst øjnene og lod dem glide træt hen over skærmen.

From: Harry

I'm sorry.

  _______________________________________________________________________________

A/N:

Blev faktisk trist af at skrive dette her kapitel /-: Det var synd for Hallow, at det skulle gå sådan, men det kan jo ske. Hvad siger I til, at Mellow fik stoppet Harry, inden han gjorde noget dumt? Tror I der er noget specielt over hende?

-Jeg har med vilje lavet sms'erne engelske, fordi jeg personligt syntes, at det lyder langt bedre på engelsk end dansk. Så hvis I ikke forstår engelsk, må I få oversat det :-)

Sorry for den totalt (u) kreative sang vi har valgt til dette her kapitel, men vi ledte i 1000 år efter en passende sang, og endte op med ingen anden sang end denne her fantastiske (not) sang! Well, fuck det.

I må meget gerne like, hvis I har lyst xx

Love ya

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...