Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1779Likes
2485Kommentarer
513311Visninger
AA

7. 5

 

”Hey, slow it down.

Whataya want from me?”

Whataya Want From Me ~ Adam Lambert

 

Mellows synsvinkel

 

Emerald grønne øjne. Krøllet, brunt hår. Skævt, charmerende smil og ikke mindste de søde smilehuller.

Det var løgn.

Harry Styles.

Navnet rungede i mit hoved, og jeg kunne mærke min krop stivne. Hvad lavede han her?! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre lige nu. Hans blik på mit fik min krop til at gyse, og gjorde mine øjne hårde. Han havde intet at gøre her. Intet.

Derfor blev tanker til virkelighed - hvilket tilfældigvis betød, at jeg hurtigt fik tralvt med at smække døren i. Dog satte en fod sig hurtigt i klemme, og jeg vidste på forhånd, at jeg havde tabt. Selvfølgelig var Harry stærkere end mig.

”Ikke så hurtigt,” lo han dæmpet, så hans stemme gav genlyd i mit øre. Uden at tænke nærmere, blev mit skub mod døren svagere, og det gjorde det hermed nemmere for Harry at lukke den op. Jeg kunne mærke, at vreden steg, og genfandt hurtigt min styrke frem igen.”Fik du ikke nok i går?” vrængede jeg nærmest ud af min mund, hvilket overraskede mig en smule, men jeg fortrød ikke engang. Jeg var ikke i særlig godt humør, hvilket udover alkohollen var hans skyld, og at han så en lørdag morgen kom og vækkede mig fra en god søvn, gjorde det ikke ligefrem bedre.

Hans smil falmede en smule, og han så lidt chokeret ud. Det løftede mit humør lidt i starten, indtil hans smil blev placeret på hans læber igen, større end før. ”Easy tiger,” sagde han og lo lavt, hvilket fik mig til at bide tænderne blidt sammen, imens jeg så koldt på ham.

”Jeg kom for at sige undskyld,” fortalte han så og lænede sig roligt op ad dørkammen, som om han ejede huset her. Jeg løftede mine øjenbryn misbilligende. Undskylde? Ja, som om.

”På dine venners ordrer eller hvad?” spurgte jeg en smule hårdt. Hans smil forsvandt lidt, og jeg kunne tydeligt se, at mit svar irriterede ham lidt. Langsomt rettede han sig op og lagde armene over kors, imens han sendte mig lidt af et falsk smil. Han prøvede at fange mine øjne, og til sidst lykkedes det ham, selvom jeg ikke havde den største lyst til at se ind i de øjne, som jeg havde set ind i i går. De havde været forfærdelige. Skræmmende. Ikke fordi de havde ændret sig helt så meget nu.

På grund af lyset fra himlen, kunne jeg nemt se dem nu i forhold til i går. Farven var meget klarere, og blikket ligeså. Man kunne se, at han ikke var påvirket af noget, men at han stadigvæk havde noget, han gemte på.

For ikke at tale om det flirtende blik, han sendte mig.

”Hør Mellow, vi kom skævt ind på hinanden i går,” begyndte han selvsikkert og smilede svagt til mig. ”Lad mig gøre det godt igen.” Han så beslutsomt på mig, og jeg fik en urolig følelse i kroppen, imens en kold fornemmelse banede sig vej ned ad min ryg. Måden jeg reagerede på, var mærkelig og ny. Men det skyldtes nok personen, som jeg stod overfor, nærmest havde været ved at voldtage mig i går.

”Du kan gøre det godt igen ved at gå,” fastslog jeg og fjernede mit blik fra hans.

”Vent lige,” sagde han en smule bedende, hvilket fik mig til at se afventende på ham. ”Jeg venter med tålmodighed,” svarede jeg ironisk, og han begyndte at smile lidt større, så hans smilehuller kom frem. Hans øjne borede sig pludselig mine, og jeg begyndte ærlig talt at føle mig lidt utilpas i det.

”Mød mig på Bulgari Hotels and Residences på mandag kl. 19,” insisterede han og bakkede et skridt tilbage. ”Hvad?!” spurgte jeg i et desperat tonefald, men han ignorerede mig bare og smilede charmerende. ”Kl. 19,” gentog han, før han vendte sig om og gik sin vej.

Jeg blev stående i døren og så halvmåbende efter ham, imens jeg fulgte ham med blikket til han var ude af syne. Alligevel tog jeg intet initiativ til at lukke døren og gå i min seng igen, jeg blev derimod bare stående og lod den kolde luft trænge ind igennem min pyjamas, som jeg først nu ærgrede mig over, at jeg havde på.

Mine tanker røg lige lut over på Harry igen, der praktisk talt havde inviteret mig ud. Jeg var ærlig talt rimelig chokeret over, at han bare havde sagt det så ligeud, og især fordi jeg lige havde bedt ham om at gå. Jeg mener, hvad var der galt oveni hans hoved? Forstod han ikke et nej eller hvad?

Åbenbart ikke.

Selvfølelig ville jeg ikke gå ud med ham. Allerede nu var han for meget for mig, så en middag med ham ville ikke gå. Han skulle desuden bare holde sig væk fra mig. Jeg troede, at jeg havde gjort det klart for ham i går, men igen, åbenbart ikke.

Det var først, da jeg kunne mærke kulden om mine tæer, jeg valgte at lukke og låsen døren. I et sløvt tempo fik jeg banet mig vej op på mit værelse og gabte blidt, før jeg lagde mig roligt i min seng. Duften af nyvasket sengetøj, borede sig ind i mine næsebor, da jeg havde lagt dynen hen over mig igen. Med et tilfredst suk, lukkede jeg mine øjne og lod tillod mig selv at sove, imens en ukendt følelse var placeret i min mave, og et navn blev ved med køre rundt inde i mit hoved.

Harry.

 


Søndag eftermiddag fik jeg besøg af Andy, der ihærdigt begyndte at spørge mig, om hvordan jeg havde det og selvfølelig sad og begyndte at undskylde på Harrys vegne, indtil jeg stoppede ham for at sige, at jeg havde det fint, og at der ikke skete noget værre end et par grådige kys.

Jeg kunne nemt se på ham, at det irriterede ham, når jeg på en måde forsvarede Harry lidt, og hvorfor jeg gjorde det, vidste jeg egentlig ikke. Ikke fordi jeg kunne lide Harry, – overhovedet ikke – jeg så bare ingen grund til at gøre Andy mere sur og valgte derfor at spille lidt ligeglad.

Præcis det samme som jeg gjorde overfor min far, når det gjaldt min mor og lillesøster.

Lige siden ulykken havde jeg bare haft svært ved at lukke folk ind i frygt for, at de skulle bekymre sig for meget om mig. Derfor endte jeg for det meste bare op med at sidde alene hjemme foran computeren eller med en bog og bruge timer på at beskæftige mig med. Asocial, måske.

Til gengæld følte jeg, at jeg var kommet rimelig godt ind på Andy, men jeg var stadigvæk ikke helt klar, til at fortælle ham om alle de ting, der var sket de seneste uger, før jeg flyttede til London, og jeg vidste, at der stadigvæk ville gå lang tid, før det skete.

Vi sad lige nu og så noget fjernsyn, da det ringede på døren. ”Jeg åbner!” råbte min far igennem stuen, og et kort øjeblik efter hørte jeg hoveddøren blive åbnet. Mindet fra i går, da Harry var her, skyllede igennem mine tanker, men jeg skubbede dem hurtigt væk og hørte efter, da mit navn blev nævnt ude i gangen.

”Du har vist fået en pakke,” fortalte Andy, hvilket fik mig til at rynke panden. Jeg rejste mig op, lige idet min far kom gående ind i stuen med en stor buket blomster i mange forskellige farver. Jeg måbede ved synet og kiggede forvirret på min far, der så mindst ligeså forvirret på mig. ”Du har fået blomster og chokolade,” sagde han undrende og rakte mig buketten.

”Øh?” mumlede jeg dumt og tog imod den. Jeg indåndede blomsternes stærke aroma, og kunne mærke en berusende følelse sætte sig i mig. De var virkelig gode, og uden tvivl virkelig smukke ”Hvem er de fra?” spurgte Andy og var hurtigt henne ved min far og jeg. Jeg trak på skuldrende, selvom jeg et eller andet sted havde en fornemmelse af, hvem de faktisk var fra. Men som om han nogen sinde ville sende mig blomster. Hvorfor skulle han overhovedet gøre det?

”Belgisk chokolade,” mumlede min far forundret for sig selv og studerede den fine æske i guld. Jeg skævede lidt til begge tingene med en rynket panden. ”Du har vist en hemmelig beundrer,” drillede han og smilede. Jeg gengældte svagt smilet og så på Andy, der bed sig lidt i læben på en mærkelig, utilfreds måde, indtil han opdagede, at mit blik hvilede på ham. Der smilede han til gengæld svagt og så af ren refleks herefter hen på uret, der hang over pejsen. ”Jeg må nok hellere se at komme hjemad,” fortalte han kort.

”Nu?” spurgte jeg og gik hen for at ligge buketten med blomster på bordet. Jeg så Andy nikke og sendte ham selv et lille nik samt et smil. ”Jeg mangler stadigvæk vores engelsk rapport,” sukkede han. Jeg fnes en smule og fulgte ham ud til gangen, hvor han tog sine sko på. ”Så ses vi i morgen,” fastslog han og vendte sig rundt. ”Ja,” mumlede jeg, før han trak mig ind til et kram, som jeg hurtigt gengældte.

”Hejhej, Robert!” råbte Andy, da jeg åbnede hoveddøren. ”Hej, Andy,” svarede min far højt. Andy vendte sig om mod mig igen og smilede svagt. ”Ses,” sagde han og forsvandt derefter ned ad trapperne ned til fliserne og gik ad stien ud til vejen igen.

Jeg lukkede døren og fortsatte ind i stuen. Min far stod og talte i telefon nu, derfor så jeg en mulighed og tog dernæst fat i mine blomster og æsken med chokolade, hvorefter jeg fandt min vej op på mit værelse.

Jeg var forvirret og undrende på samme tid. Hvem, der havde sendt mig blomster, var virkelig et stort spørgsmål. Jeg kendte ikke specielt mange her i London, især ikke nogen så tæt, som ville sende mig blomster. En dårlig fornemmelse skyllede hen over mig, da jeg kom i tanke om en vis person igen.

Jeg lagde chokoladen på mit skrivebord og satte mig tvivlsomt imens jeg studerede buketten med blomster lidt mere nøje end før. De var uden tvivl virkelig smukke. Da jeg slet ikke havde forstand på blomster, kunne jeg ikke fortælle, hvilken slags de var, men de var i hvert fald lige i min smag. Duften var også uimodståelig. Mindede mig om en smuk sommerdag.

Jeg fik pludselig øje på en lille spids, som jeg ikke havde fået øje på førhen. Jeg kneb øjnene undrende sammen og spidsede læberne, før jeg trak i det, så et lille kort blev trukket med op. En rynke i min pande blev placeret, og jeg lagde forsigtigt buketten fra mig. Langsomt åbnede jeg det lille kort og lod mine øjne glide hen over teksten;

'Tomorrow, Bulgari Hotels and Residences, 7pm.

Can't wait to see you.'

Selvom der ikke stod nogen afsender, vidste jeg allerede, hvem det var fra. Harry. Ham, som jeg havde regnet med på en måde. Jeg var så forvirret, at det nærmest gjorde mig irriteret. Hvorfor skulle han overhovedet invitere mig på date? Jeg havde afvist ham, gjort ham ekstremt sur. Sågar var det min skyld, at drengene havde sendt ham hjem fra festen. Han måtte nærmest hade mig.

Men nej, han havde inviteret mig ud, og jeg havde ingen anelse om, hvorfor.

 


 

Da min far kaldte ned til aftensmad, gik jeg sløvt ned i køkkenet med min buket i hænderne. Jeg havde egentlig bare lyst til at smide den ud på grund af Harry, men alligevel følte jeg, at det ville være lidt spild.

Jeg satte den i en vase og fjernede plastikket fra den, så de stod flot i den store glasvase. Med et tilfredst nik placerede jeg den på spisebordet. Min far fulgte mig med blikket, imens han sad og skar en pizza ud. Ret sædvanligt. Han var ikke den bedste i køkkenet og bestilte for det meste bare junkfood eller købte noget let mad med hjem fra arbejdet. Et par gange trådte jeg ellers til og fik præsteret at lave noget ordentligt mad, da man godt kunne blive lidt træt af det.

Det var altid min mor, der havde haft den huslige rolle. Hun havde altid sørget for indkøb, oprydning og de praktiske sager, imens min far tjente de fleste penge. Men vi var lykkelig. Lige indtil det skete.

”Har du fundet ud af, hvem det er fra?” spurgte han nysgerrigt, efter jeg havde sat mig ned. Jeg overvejede at svare nej, men nikkede til sidst. Han løftede øjenbrynene og ventede tydeligvis et svar. ”En, der hedder Harry,” fortalte jeg og tog et stykke pizza hen på min tallerken. ”Harry?” gentog han undrende, og jeg nikkede lidt afvisende. Som sagt havde jeg ikke det bedste forhold med min far, og at snakke om drenge med ham var ikke den ting, jeg var mest vild med. Det var bare forkert.

Hans blik fortalte, at han gerne ville vide mere, så inden jeg tog en bid af min pizza, fortalte jeg ham det, ”han har inviteret mig ud i morgen.” Et lille smil gled hen over hans læber. ”Hvorhen?” spurgte han interesseret, og jeg kunne sagtens fornemme, at han syntes det lød spændende. ”Det kan være lige meget, for jeg tager ikke af sted,” svarede jeg kort. ”Ej, Mellow,” brokkede han sig, og jeg rystede stædigt på hovedet. ”Far, han er irriterende,” fastslog jeg en smule bestemt.

Jeg ville for alt i verden ikke fortælle ham, hvordan Harry egentlig var. Han skulle ikke vide, hvordan Harry nærmest havde overfaldt mig. Ikke fordi han ville gøre så meget ved det, men så meget ville jeg ikke indvige min far i mit liv. Det var udelukket.

”Giv ham dog en chance,” brød min far ind med et seriøst blik. Jeg kneb øjnene lidt sammen og tog en bid af min pizza igen. ”Mels,” bad han. Jeg ignorerede ham og tog endnu en bid. ”Mellow, jeg mener det,” sagde han, hvilket fik mig til at se på ham igen. ”Hvorfor? Kan du ikke være lige glad?” svarede jeg mindre irriteret. Han lagde hovedet på skrå og sendte mig et blik, som om det var indlysende. ”Mellow, du trænger til at komme lidt ud,” sukkede han. Jeg løftede øjenbrynene lidt, imens jeg rystede en enkelt gang på hovedet.

”Jo. Du bør være sammen med andre end Andy. Jeg ved godt, at vi først lige er flyttet hertil, og det måske er svært at komme ind i det hele, men måske er Harry en billet til en masse nye bekendtskaber,” fortsatte han muntert. Jeg stirrede bare på ham. Jeg vidste ikke lige, om han havde ret i det. Harry kendte jo garanteret virkelig, virkelig mange mennesker, fordi han var verdenskendt, hvilket jeg endnu ikke rigtig lige havde tænkt så meget over. Han var verdenskendt, og det betød konsekvenser.

Endnu en grund til at skrotte ham i morgen. ”Kom nu, Mels,” sagde han bedende og sendte mig et kærligt blik. Jeg kiggede lidt ned i bordet. For ham. For min egen skyld måske. Jeg kunne fortælle Harry, at han bare skulle lade mig være, droppe blomsterne og chokoladen og finde en anden pige. Det måtte da være et forsøg på at få ham til at lade mig være.

”Fint.”

 

 

Lige nu var det kun på grund af min far, at jeg stod her, foran Bulgari Hotels and Residences. Jeg fortrød allerede, da jeg havde stået derhjemme foran mit spejl og set mit eget resultat til aftens hændelse. Da min far havde fortalt, at det var et rimelig dyrt sted, Harry havde inviteret mig hen, havde jeg gået med til at tage noget lidt pænt tøj på (link i kommentar). Ikke fordi at jeg skulle bekymre mig om det, for egentlig kom jeg bare for at sige, at han skulle lade mig være. Så måtte jeg finde på undskyldning over for min far senere.

Jeg tog en dyb indånding, før jeg gik op til indgangen, hvor en uniformiført mand åbnede døren for mig med et venligt smil. Jeg forsatte videre ind til den store, smukke reception. Pludselig blev jeg glad for, at jeg havde taget en pæn kjole på og sat mit hår op.

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre nu. Harry havde ikke givet mig yderligere indformationer, og jeg havde ærlig talt troet, at han ville have mødt mig ude foran hotellet eller idet mindste her i receptionen. Men nej, det gjorde han ikke. Så jeg fortsatte hen til til en anden indgang, hvor et skilt ovenfor døren markerede ordet 'Restaurant'. Måske var han derinde.

Jeg gik derhen, og døren åbnede af sig selv. Der duftede virkelig godt derinde, og der var virkelig flot og rigtig hyggeligt. Et lille vandfald nede i enden pyntede flot, og et kort øjeblik troede jeg lige, at det her var lidt en joke.

En kvindelig tjener dukkede op foran mig, og jeg skubbede tankerne lidt væk og sendte hende et smil, da hun også sendte mig et. ”Ehm, jeg har en aftale med en,” fortalte jeg langsomt. Hun nikkede og fandt en bog frem. ”Navn?” spurgte hun venligt. ”Harry.. Styles,” svarede jeg usikkert og kløede mig lidt i håret. En underlig fornemmelse af, at han var her og sad og overvågede mig lidt nu, gjorde mig utilpas.

Hun så lidt på mig og så ærgret på mig. ”Jeg beklager meget, men jeg kan ikke sende dig hen til bordet. Han skal være med,” forklarede hun roligt. ”Så han er her ikke?” sagde jeg og bed mig i læben. Hun rystede på hovedet og så igen i bogen. ”Jeg kan se, at han har bestilt bord kl. 19, men jeg kan desværre ikke gøre noget, så jeg må bede dig om at vente ude i receptionen på ham.”

Jeg havde lyst til at sukke og gå min vej. Hvad havde jeg egentlig ellers forventet af Harry? Han brændte mig garanteret af for bagefter at sidde og nyde tanken om, at jeg var dukket op for ingenting. Virkelig fedt.

Jeg nikkede til tjeneren, hvorefter jeg vendte mig om og gik ud i receptionen igen og stillede mig utilfredst ude i siden ved væggen. Det var virkelig ydmygende at skulle vente sådan på en, der havde inviteret mig ud. Især når det var et kvarter siden, at vi skulle have mødtes. Alligevel forstod jeg så ikke, hvorfor han havde bestilt bord. Man bestilte da ikke bord på en enormt fin restaurant for at brænde en af. Det var virkelig respektløst og ledt.

Det var nok også derfor, at jeg blev ved med at vente. I den sidste ende betalte det sig åbenbart, for efter en ukendt tid, genkendte jeg den velkendte skikkelse, der kom gående ind ad døren.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...