Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504293Visninger
AA

6. 4

 

”Never gonna give in, never gonna give it up.
You can't take me.
I'm free.”

You Can't Take Me ~ Bryan Adams

 

Harrys synsvinkel

 

Jeg vågnede med en hovedpine, der føltes ligesom titusindvis af knive, der blev stukket ind i min hjerne og drejet om. Grundet smerten, var det umuligt for mig at tænke, så jeg opgav hurtigt mit forsøg på at finde ud af, hvad der var sket.

Straks fløj min hånd op til mit øre, da jeg hørte råbende stemmer, og jeg slog forskrækket øjnene op.  Værelset var let genkendeligt, og tilhørte Liam.

”Det er sgu da ikke i orden! Han skal bare holde sig væk fra hende!” råbte en vred og irriteret stemme, der kun kunne tilhøre Andy.

”Det ved jeg godt! Du behøver ikke at råbe af mig! Jeg siger bare, at det ikke hjælper noget at fortælle ham det,” svarede Liam i et lidt roligere tonefald. ”Og hvad skal det så betyde?”

Jeg rejste mig irriteret op, og greb hurtigt ud efter sengen, da mit hoved begyndte at snurre rundt. Da jeg følte at jeg havde fået balancen igen, rev jeg døren op, og farede gennem stuen. Stemmerne fortsatte, og jeg fulgte dem, for til sidst at ende i køkkenet.

”Jeg tror godt du ved hvad jeg mener, Andy. Han tag-”

”Gider I ikke lige at holde kæft?” afbrød jeg irriteret. De kiggede begge forskrækkede hen mod mig, og havde nok ikke lagt mærke til at jeg var kommet herud. Da de fik øje på mig, sukkede Liam lavt, og åbnede køleskabet, hvorimod Andy gloede irriteret på mig. Jeg løftede dovent det ene øjenbryn, og vendte mig så for at gå ud igen, tilfreds med at have lukket kæften på dem, men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå.

Jeg blev stoppet af et stramt greb om min albue, og jeg vendte mig irriteret om for at se hvem det var. Og det var ingen andre end selveste Andy. Jeg rev min arm til mig, og vendte mig så om mod mig.

”Hvad vil du?” hvæsede jeg. Han lod ikke til at tage notits af mit dårlige humør, for han fortsatte stadig med at kigge ondt på mig.

”Du skal bare holde dig væk fra Mellow, okay?” råbte han ind i hovedet på mig. Jeg rykkede hurtigt mit hoved lidt væk, men det føltes alligevel som om mine trommehinder eksploderede. Desuden gav hans ord ikke rigtig mening for mig. Hvad var ’mellow’ og hvorfor skulle jeg holde mig væk fra det?

”Mellow?” spurgte jeg, og kiggede uforstående på ham. Snakkede han om skumfiduser eller sådan noget?! Han sukkede frustreret, og rystede irriteret på hovedet.

”Hende pigen du valgte at overfalde i går! Eller har du fuldstændig glemt det? Var du så pissefuld, at du ikke engang kan huske hvad du lavede? Kan du ikke huske at Liam og Louis blev nødt til at rive dig væk fra hende?” spurgte han i et nedladende tonefald, der provokerede mig så groft, at jeg måtte knytte mine hænder for ikke at slå på et eller andet. Trangen var der virkelig.

”Selvfølgelig kan jeg da huske hvad jeg lavede,” svarede jeg bare, og rullede med øjnene af ham.

Sandheden var, at jeg havde forsøgt at fortrænge det. Da Andy sagde det, dukkede det straks op i mit hoved igen, men jeg havde forsøgt at glemme det. Det gjorde mig bare så.. vred. Hun havde fucking afvist mig! Hvordan fanden kunne hun afvise mig? Det var bare ikke noget man gjorde. Alle piger ville have mig. De ville gøre alt for at få en nat alene med mig. Det var mig der afviste folk. Det var dem der skulle kæmpe for mig. Og en enkelt pige skulle ikke ødelægge det. Det var også netop derfor, at det irriterede mig så meget. Hvis jeg dog bare kunne gøre noget ved det.. hvis jeg kunne gøre noget for at ændre på det..

Han sukkede opgivende, og slog irriteret ud med armene.

”Du er da bare for meget. Man kan ikke engang tage en sød pige med til en fest uden du kommer rendende og lægger an på hende. Det er afskyeligt,” vrængede han. Det var næsten som om han bad om en knytnæve lige i fjæset. Dog havde jeg viljestyrke nok til at beherske mig. En slåskamp var måske ikke lige det jeg havde brug for, når jeg havde sådan en forfærdelig hovedpine.

”Slap af, Andy, hun er da for helvede bare en pige,” svarede jeg så roligt jeg kunne, og trak ligegyldigt på skuldrene.

”Harry, luk nu bare røven! Det er fandeme sidste gang jeg tager Mel med nogle steder, hvor du er i nærheden!”

Jeg hævede tænksomt øjenbrynene. Mel.. Mellow. Hendes lange, krøllede hår, det kønne ansigt, og den virkelig lækre og flot formede krop blev mere tydligt i mit hoved, og jeg kunne ikke lade være med at forestille mig hvad der mon gemte sig under det sexede tøj. Et drillende smil spillede om mine læber.

”Mellow? Hun så da rimelig godt ud..”

Han sendte mig et vredt blik, og pegede truende på mig med sin finger.

”Harry, du dropper bare det der lige nu! Bare.. hold dig væk fra hende,” vrissede han, og prikkede mig tøset på brystet med sin stadig hævede finger.

Mit smil blev endnu større, da det langsomt gik op for mig hvad der skete. Jeg lavede for sjov et overrasket ansigt, men kunne ikke stoppe mine mundvige i at vende lidt opad.

”Har du et crush? På Mellow? Er Andy forelsket i Mellow?” spurgte jeg i et lyst toneleje, og formåede at holde masken rimelig godt, men det lod ikke til at Andy fandt det sjovt. Faktisk gloede han bare rasende på mig, og jeg skulle virkelig beherske mig selv for ikke at grine.

”Hold din kæft og bland dig uden om,” hvæsede han gennem sammenbidte tænder.

”Hvorfor skulle jeg?” spurgte jeg med et provokerende smil.

”Bare hold dig væk.”

Han lod virkelig til at være ved at springe i luften af vrede, og jeg nød at se ham sådan. At vide at jeg kunne påvirke folk på den måde, gav mig styrke. Jeg følte mig stærk og uovervindelig.

”Andy, jeg kan godt bestemme over mig selv. Jeg er ikke et barn.”

”Du opfører dig el-”

”Desuden så Mellow rimelig spændende ud,” afbrød jeg ham med en tænksom mine, og løftede svagt mine øjebryn.

”Det gør du ikke,” hvislede han alvorligt. Jeg smilede skævt og nikkede.

”Hun afviste dig i går, Harry. Kan du ikke bare lade hende være, for God sa-”

Jeg sendte Liam - der først nu havde valgt at blande sig – et vredt blik, hvilket med det samme fik ham til at holde kæft.

”Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen; bland jer fucking uden om mit liv. Hvis jeg vil kneppe den pige synder og sammen, er det det jeg gør,” konstaterede jeg, og sendte Andy et ledt blik, det blot fik ham til at knibe øjnene sammen.

”Hvis du gør det-”

”Så hvad, Andy? Hvad vil du stille op? Der er intet du kan gøre. Jeg skrider,” mumlede jeg, og vendte om. Da jeg var halvvejs hende ved døren, lød et suk ude fra køkkenet af, og det kunne kun tilhøre Liam.

”Tag i det mindste noget tøj på først,” råbte han opgivende. Jeg kiggede kort ned ad mig selv, og lagde først der mærke til, at jeg kun var iført et par boxershorts.

”Jeg skrider efter jeg har fået noget tøj på,” sukkede jeg irriteret, og satte kursen mod Liams værelse. Jeg havde noget jeg skulle nå. Og jeg kunne ikke vente.

 

 

Jeg tog det lidt som en slags udfordring. At få Mellow. Den eneste pige, der nogensinde havde afvist mig, skulle bukke under, og give sig. Jeg gav ikke op før hun havde overgivet sig. Sådan en lille ting kunne gøre min hverdag lidt mere spændene. At bryde min sædvanlige cirkel, og finde noget andet at lave. Og når Andy samtidig gerne ville have hende, så gjorde det kun det hele lidt mere spændende. At vinde over Andy ville være virkelig fedt. For han havde virkelig været vred da jeg forlod ham. At kunne bringe hans pis i kog på den måde, var bare en af de ting jeg værdsatte allermest. Jeg elskede at gøre folk frustrerede, vrede, provokerede. Det var fedt.

Men det aller fedeste var nok at provokere Modest!, vores management. Jeg elskede at kunne lave avisforsider, elskede at have kontrol over mit liv, selvom det var det de kæmpede så ihærdigt for at få. Men jeg ville ikke give dem mit liv. Det havde allerede taget alt for meget fra mig. Det var også en af grundene til at jeg nu sad hjemme i min sofa med min mobil i hånden. Jeg skulle finde Mellow.

Først og fremmest måtte jeg finde ud af hvad hun hed til efternavn. Det kunne ikke være så svært, der var trods alt ikke ret mange der hed Mellow, så vidt jeg vidste i hvert fald. Så jeg besluttede mig for at søge på Mellow inde på Facebook. Der kom ikke ret mange frem, og ved at kigge på profilbillederne, fandt jeg hurtigt ud af at hendes fulde navn var Mellow Madelin Reid.

Hurtigt fik jeg ringet min ven, Brandon, op.

”Hallo?” lød det i røret. Der kom en underlig, kradsende lyd.

”Hej Brandon. Det er Harry,” hilste jeg venskabeligt.

”Haaaz! Hva’ så? Længe siden!” udbrød han begejstret, og et skævt smil gled over mine læber.

”Alt for længe! Men Brandon, jeg har brug for din hjælp. Du skal finde ud af hvor Mellow Madelin Reid bor,” forklarede jeg hurtigt, og ventede så spændt på hans svar. Der lød en svag klikke-lyd, der kun kunne tilhøre hans mus, hvilket så indikerede, at han var i gang med at finde et svar til mig.

”Jep, her er hun. Mellow Reid, nummer 55i Belgravia her i London,” udbrød han triumferende. Et stort smil spillede straks om mine læber. Jeg havde en god fornemmelse af det her.

”Tak, Brandon, vi ses,” mumlede jeg fraværende, og kiggede ned på mit ur. Den var fire om eftermiddagen, så jeg burde godt kunne nå det.

”Ja, hej hej!”

Da den irriterende bib-tone lød, tog jeg straks min mobil væk fra øret, og lagde den i stedet ned i min lomme. Jeg måtte hellere komme af sted.

 

 

Jeg passerede hus efter hus, i min lidt for længe varende søgen efter nummer 55. Selvfølgelig var jeg endt i den helt forkerte ende af gaden, så jeg blev nødt til at køre ned i den anden ende.

Da jeg endelig fik øje på det store hus med nummeret ’55’ hængende over døren, var der selvfølgelig ingen ledige parkeringspladser i miles omkreds, så jeg måtte parkere fem huse væk.

Irriteret slog jeg hånden ned i rattet, hvilket resulterede i et kort dyt og en del underlige blikke fra de forbipasserende. Fuldstændig ligeglad med deres meninger, trak jeg nøglen ud af tændingen, og steg ud af bilen. For ikke at blive genkendt, for det magtede jeg virkelig ikke lige nu, skubbede jeg et par solbriller på plads på min næse.

Endnu engang passerede jeg alle husene, for til sidst at ende foran nummer 55 med en lettet følelse i maven. Det her kunne kun blive sjovt.

Jeg tog de få skridt fra vejen hen til hoveddøren, og stoppede så smilende op på dørmåtten. Langsomt hævede jeg hånden, og trykkede den lille ringeklokkes knap ind, så der lød et fint lille klokkespil.

Jeg ventede i noget der føltes som timer, men garanteret kun havde været sekunder, før jeg hørte trin, og døren pludselig blev lukket op med en svag knirken. Og der stod hun. Og hun så ikke særlig begejstret ud. Nok nærmere det stik modsatte. Det gik langsomt op for mig hvor svær denne udfordring kunne ende med at blive. Men jeg gav ikke op. Jeg gav aldrig op. Jeg var jo trods alt ikke Harry Styles for ingenting.

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Nå, hvad tror I der kommer til at ske nu? Vil Mellow snakke med Harry eller måske smække døren i hovedet på ham? Let us know what you think! :-)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...