Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1780Likes
2485Kommentarer
518918Visninger
AA

34. 32

 

"They don't know what we do best,
that's between me and you,

our little secret.

But I wanna tell them,
I wanna tell the world that you're mine, girl."

They don't know about us ~ One Direction

 

Mellows synsvinkel

 

Han pressede mig forsigtigt op ad væggen, imens han fumlede med nøglerne til døren. Det føltes som om, at det tog en evighed, fordi jeg var så utålmodig. Hele min hud rystede, på grund af trangen til at røre ham. Trangen til at føle ham. Trangen til at mærke ham. 
Jeg kunne slet ikke beskrive følelsen, der fossede rundt i mit blod indeni min krop. Det var helt nyt for mig det her, men jeg elskede det, og derfor kunne jeg ikke lade være med at føle mig en mindste smule lykkelig.
I forgårs havde jeg ærlig talt ikke regnet med, at alt dette her ville ske. Det hele var gået så hurtigt. Harry hentede mig. Vi kørte og kørte. Han forklarede mig alting. Og nu var vi såmænd endt i hans lejlighed, hvor jeg bad til, at snart ville lade mig holde ham så tæt på mig, som jeg overhovedet kunne. 
På trods af, at jeg gerne ville starte langsomt ud igen, kunne jeg ikke holde mig for mig selv. Jeg havde savnet ham for meget. Hans berøringer. Hans kys. Hans stemme. Hans blik. Hans alting. Det gjorde mig helt svimmel at tænke på, hvor meget jeg egentlig havde savnet ham, men at vide, at han endelig stod foran mig med sine læber presset mod mine, fik en glad fornemmelse til at placere sig i min mave.
Harry fik endelig præsteret at åbne døren, og langsomt skubbede han mig ind i stuen, som om han havde gjort det hundrede gange før. Tanken gav mig lidt kvalme, men jeg vidste, at det ikke var noget, jeg skulle tage mig af. Han havde klart sagt, at de piger, han havde været sammen med ikke betød noget, og jeg vidste, at jeg burde stole på ham. Ikke af tvang, men noget sagde mig bare, at jeg skulle stole på ham. Måske på grund af hans ordvalg i nat. Han sagde, at han elskede mig, og noget sagde mig at det ikke var ofte, at han lod de ord forlade hans mund.
Friheden lod sig strømme til min krop, da jeg havde fået min jakke og mine sko af, og allerede nu var Harry ved at knappe min cardigan op, som om han ikke kunne vente mere. Jeg lod mine hænder køre op ad hans jakke og fik med besvær fat i lynlåsen. Kort tid efter lå hans jakke på gulvet, og på grund af hans pludselige balancebesvær, vidste jeg, at han var i gang med at tage sine Converse af. Modvilligt placerede et smil sig på mine læber, fordi han for første gang virkede lidt kejtet, men det var nu sødt. Lidt meget sødt endda.
”Fjern det der smil,” kritiserede han, og jeg kunne ikke holde et lille grin inde, der dog blev erstattet af et hvin, da han fik løftet mig op, så jeg havde benene omkring hans hofter. Han kørte en hånd ned ad min bare ryg og sendte en række kuldegysninger efter sig. Jeg kunne mærke hårene på mine arme rejse sig, især da jeg kunne mærke hans kolde hånd bevæge sig ned til mine lår, så han kunne få ordentlig fat på mig, da han gik ind på hans soveværelse.
Jeg fik kastet et enkelt blik rundt, da han lagde mig i sengen. Her lignede sig selv. Dog måtte jeg indrømme, at der var rodet, men det gjorde nu ikke så meget. I hvert fald koncentrerede jeg mig ikke om det, eftersom jeg kunne mærke Harry skænke sig ned ovenpå mig, og tog det sidste skridt ved at presse sine læber mod mine.
Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg kunne mærke hvor ivrig, jeg blev. Jeg blev overrasket over, hvor stramt jeg holdt om Harrys overarme, men det gjorde mig rolig, fordi jeg vidste, at jeg havde ham, hvor jeg ville have ham. Jeg kunne ikke lade ham gå lige nu, heller ikke på trods af, hvad han egentlig havde gjort imod mig. Men jeg kunne ikke bare lade ham forsvinde ud af mit liv, som om han ikke havde eksisteret. Det var han for værdifuld til. Desuden havde jeg også fået bevist, at jeg faktisk havde brug for ham. Han havde fået mig til at se anderledes på mit liv efter min mor og lillesøsters død. Jeg havde gået fra at være trist til at være glad, og det betød alverden for mig. Da jeg stod i Vancouver til begravelsen havde jeg i hvert fald ikke regnet med, at jeg ville blive glad nogen sinde igen, men det var lykkedes, og jeg var opsat på, at det skulle fortsætte sådan. Helt sikker.

 

 

Jeg havde måske været lidt nervøs for, at tingene ville blive anderledes, da jeg veg tilbage til Harry. Dog fik han hurtigt bevist det modsatte.
Det var som om, at alt det dårlige var blevet lagt væk. Han behandlede mig i hvert fald som han plejede, hvilket jeg var taknemlig for. Jeg ville ikke vide, hvad vi skulle gøre, hvis tingene pludselig blev akavet eller helt forkerte. Men hvad havde jeg egentlig regnet med? Vi kendte hinanden alt for godt til, at alting pludselig skulle vende og gå ned ad bakke igen. 
Det var blevet aften, og eftersom trætheden var klar ovenpå de to lange dage, bestilte Harry pizza og satte en film på. Jeg nød at ligge i hans arme igen med mit hoved på hans brystkasse, som jeg kunne mærke hæve og sænke sig for hvert slag hans hjerte slog. Fornemmelsen gjorde mig rolig, fordi jeg blev opmærksom på, at det rent faktisk var virkeligt dette her og ikke bare nogen drøm. Tanken om at vågne op på mit værelse, kold og alene, i morgen gjorde mig lidt usikker. Men jeg vidste, at det ikke ville ske. Så skulle der først gå et eller andet helt galt.
Imens filmen – Ghost – kørte i fjernsynet, og Harry og jeg sad og spiste i stilhed, vandrede mine tanker tilbage til i går aftes. Harrys ord havde kørt på repeat et par gange i dag, og jeg tyggede stadigvæk på nogle af de ting, som han havde sagt. Det var også grunden til spørgsmålet, der langsomt forlod min mund.
”Harry, hvad gør du med managementet?” Det var måske lidt direkte og nok ikke det smarteste at bringe på banen lige nu, men hvornår så? Jeg ville gerne have nogle ting som dem at vide, for det ville gøre mig mere rolig. Især efter alt, hvad jeg vidste om Modest! nu. Jeg fik kvalme, når jeg tænkte på dem. Det eneste, de tænkte på var penge. Om drengene var lykkelige var vel ligegyldigt.
Harrys blik faldt overrasket på mig, imens han tyggede af munden. ”Hvad mener du?” spurgte han og rykkede lidt på sig. Noget sagde mig, at han var ukomfortabel ved emnet. 
Jeg bed mig lidt i inderlæben og trak på skuldrene  hvorefter jeg så lidt væk fra ham. ”Når de siger, at du ikke må have en kæreste, betyder det så, at vi skal holde det her 100% inde døre og aldrig gå udenfor eller noget samm-” ”Mellow, tag dig ikke af Modest!. Hvis jeg vil gå ud med dig, gør jeg det. Hvis jeg vil kysse dig foran alle, gør jeg det. Jeg skider ærlig talt på dem.” Han mumlede det sidste i et mindre irriteret tonefald. 
Jeg tog roligt fat i hans hånd og flettede vores fingre sammen, så en varm følelse bredte sig rundt i min krop. ”De burde virkelig have det dårligt med sig selv,” halvmumlede jeg for mig selv. Harry grinede sarkastisk og rystede på hovedet. ”Penge, penge og atter penge,” sagde han kort og følelsesløst. Han havde virkelig det management. 
”I burde gå på kompromis. Det ville gavne alle,” samtykkede jeg, og han så på mig, indtil et suk forlod hans læber. ”Jeg vil ikke love dig noget, men jeg skal nok snakke med dem,” forsikrede han mig om og så mig ærligt i øjnene. Jeg kiggede lidt på ham, glad for hans ord. Og derfor kunne jeg ikke gøre andet end at læne mig frem og placerede et kys på hans læber.

 

 

Harrys synsvinkel

 

At få overtalt managementet til at lade mig være sammen med Mellow, skulle vise sig ikke at være så let, som jeg havde håbet på. Da jeg havde ringet til Will for at aftale et møde med dem, havde han bare sukket tungt og sagt, at de ikke havde tid i denne måned. Det havde været ret tydeligt at spotte løgnen i hans ord, og det fik mig bare overbevist i min teori om, at både han og Harry, og garanteret også alle de andre, der arbejdede for managementet, virkelig hadede mig. Men det skulle i hvert fald ikke få mig til at opgive.

Det var ligeså stille gået op for mig, at jeg aldrig ville komme nogen vegne uden de andre drenge fra bandet. Problemet lå bare i, at vi ikke ligefrem var på talefod med hinanden. Jeg havde ikke snakket med nogen af dem siden en gang før jul, og jeg anede faktisk ikke, om de overhovedet vidste noget om hvad der var sket mellem Mellow og jeg. Selvfølgelig vidste Louis og Niall det, men jeg var faktisk i tvivl om, om de havde sagt det videre.

Udover det, så vidste jeg heller ikke, om de stadig var sure over mit slagsmål med Andy. Jeg vidste kun, at jeg stadig følte en vrede rettet mod Louis, men den vrede blev bekæmpet af min kærlighed til Mellow. For i virkeligheden havde Louis kun sagt alt det, for at beskytte Mellow mod mig, og jeg vidste at han havde gjort det i den gode sags tjeneste. Og efter alt det lort jeg havde udsat både ham og de andre drenge for, så burde jeg på ingen måde bære nag mod ham.

Stadig med den tanke i hovedet, parkerede jeg min bil på parkeringspladsen foran det lejlighedskompleks, hvor Louis’ lejlighed befandt sig. Jeg var næsten hundrede procent sikker på at de alle var deroppe, for vi havde haft fri i en del dage nu, hvilket betød at de alle kedede sig røven ud af bukserne, og så endte de altid med at dukke op hos Louis, fordi hans lejlighed lå midt imellem alle de andres.

Lidt tøvende slukkede jeg motoren, og sad lidt i den stille bil. Efter at have samlet så meget mod, som det nu engang var mig muligt at samle, før jeg steg ud af bilen og smækkede døren efter mig. De få skridt der var hen til opgangen var hurtigt lagt bag mig, og jeg tog trappen i tre trin af gangen. Jo hurtigere jeg fik snakket med drengene, des hurtigere kunne jeg fortælle verdenen om Mellow og jeg.

Dog kunne jeg alligevel mærke en del af modet forsvinde fra min krop, da jeg stod foran Louis’ dør. Det var ikke til at vide hvordan drengene ville reagere, når jeg helt frivilligt opsøgte dem, for det var ikke noget jeg havde gjort tit her på det seneste. Men jeg kunne vel bare håbe, at overraskelsen ville komme mig til gode, og jeg så kunne nå at få dem med på min idé, inden de fandt hverken vrede eller skuffelse frem, og vendte det mod mig.

Før jeg nåede at ombestemme mig, trykkede jeg ringeklokken ind, så den skingre lyd kunne høres svagt gennem dørens mørke træ. Jeg trippede en smule, mens skridt pludselig nærmede sig på den anden side af døren. Jeg nåede kun lige at stikke hænderne i lommerne inden døren gik op, og et alt for velkendt ansigt mødte mig. Hans ansigt ændrede sig på under et sekund da han fik øje på mig, og gik fra muntert til overrasket.

”Harry? Hvad laver du her?”

”Hej, Zayn,” mumlede jeg en smule usikkert, og så ham over skulderen, hvor jeg fik øje på Liam og Niall, der så ud som om de havde haft gang i en samtale, men nu meget nøje fulgte alle mine bevægelser. ”Kan jeg komme ind?” spurgte jeg, og rynkede panden let. Han nikkede tøvende og rykkede sig, så jeg fik plads til at komme ind gennem døren.

”Hva’ så? Hvordan har du det?” spurgte Niall, da jeg fik min jakke af, og hængte den op på en af knagerne. Ud af øjenkrogen så jeg både Liam og Zayn kigge meget opmærksomt på mig, og jeg regnede nemt ud, at enten Louis eller Niall havde fortalt om det med Mellow.

Tanken om Mellow, og at jeg gjorde det her for hende, fik en ny bølge af styrke til at skylle ind over mig, og jeg kunne mærke modet komme tilbage til mig. Derfor fik jeg også sat et lille smil på mine læber, og kunne med en helt og aldeles ægte stolthed i stemmen sige; ”jeg har det rigtig godt.”

”Og.. hvad med Mellow? Hvordan går det med hende?” fiskede Zayn, og så indtrængende på mig. Jeg kunne mærke hvordan hans blik granskede mig efter tegn på, at jeg ikke havde det godt, men det var praktisk talt umuligt, for jeg havde det kort sagt fantastisk.

”Det går også rigtig godt. Vi havde nogle problemer, men vi er tilbage på banen igen,” fortalte jeg kortfattet, igen efterfulgt af et oprigtigt smil. Han nikkede tøvende som om han ikke helt forstod hvad jeg havde fortalt, og det kunne jeg heller ikke bebrejde ham. Jeg havde i virkeligheden heller ikke regnet med, at Mellow ville tilgive mig. Men jeg havde håbet, og jeg havde kæmpet for hendes tilgivelse, så jeg kunne kun være tilfreds.

”Så hun tilgav dig rent faktisk?”

Stemmen gav et sæt i mig, og jeg vendte mig forskrækket om. Som forventet mødte mit blik Louis’, der matchede hans stemme. Helt og aldeles følelsesløst og ulæseligt.

”Ja, det gjorde hun,” svarede jeg tilbage i samme toneleje, hvilket fik ham til at presse læberne sammen til en tynd streg. Jeg sukkede lavt over hans mistroiskhed.

”Vores forhold er alvorligt. Jeg ved godt du tror, at jeg kun er sammen med Mellow på grund af det med Andy, men du tager fejl. Jeg er sammen med hende fordi jeg har lyst, og fordi jeg elsker hende. Jeg lyver ikke for hende. Hun ved alt nu,” fastslog jeg alvorligt, mens mit blik ikke veg fra hans på et eneste tidspunkt.

Stilheden tog hurtigt over efter mine ord, og jeg vidste at de alle lod det synke ind. I mellemtiden ville jeg benytte mig af deres stilhed til at få deres hjælp.

”Jeg ved at managementet ikke vil lade mig være sammen med hende ret meget længere. Folk sætter spørgsmålstegn ved, at jeg så tit er sammen med hende, og de vil ikke risikere at jeg fortæller, hvad der virkelig sker mellem os. På et eller andet tidspunkt vil de sige stop,” fortalte jeg dem, og så ned på mine fødder, der begge stod solidt plantet på det lyse trægulv. Der var som forventet ingen der svarede, og derfor fortsatte jeg ufortrødent.

”I siger alle sammen at I er kede af, at jeg ikke må have en kæreste. I siger at I er mine venner. Men I har aldrig bevist det.” Jeg hævede mit blik lige i tide til at se Zayn åbne munden med et frustreret udtryk limet på sit ansigt.

”Men hvordan vil du have os til at bevise det? Vi har gjort alt for at støtte dig!” udbrød han, og slog ud med armene. Jeg hævede misbilligende et øjenbryn, men valgte at lade være med at kommentere på hans sidste ord, for det ville jeg på ingen måde få noget godt ud af.

”I må hjælpe mig med at få overbevist Will og Harry om, at det ikke vil være negativt for bandet, hvis jeg har en kæreste. Måske endda vende det til noget positivt, noget der gavner bandet!” prustede jeg. Mit blik vandrede fra Niall og Liam og videre til Zayn, for til sidst at lande på Louis. De havde alle tvivl og forvirring gemt i deres øjne, men jeg vidste at jeg allerede var et skridt tættere på.

”I må da kunne forstå hvor frustrerende det er for mig!” brummede jeg højlydt, ”hver dag må jeg gemme Mellow væk fra verden. Jeg har behov for at kunne være sammen med hende som jeg vil, men det vil managementet ikke lade mig gøre. Og jeg ved ikke engang hvor lang tid jeg har tilbage med hende! De kan forbyde mig at ses med hende hvornår det skal være, og det eneste jeg kan gøre er at stå og se på!”

Jeg trak vejret højlydt for at samle sammen på mig selv. Frustrationen blandede sig med savn, og tanken om igen at skulle undvære Mellow gjorde mit hoved tåget, samtidig med min mave knugede sig sammen. Efter at have tygget på min læbe i et par sekunder, tog jeg mig endelig sammen til at få de sidste ord ud over mine læber.

”Jeg kan ikke klare det her alene. Der er ikke nogen der lytter til mig længere. Jeg har brug for jeres hjælp.”

 

 

”Okay, du bliver nødt til at vente herude. Vi snakker med dem først, og hvis alt går som det skal, så kan du snakke med dem bagefter. Forstået?” Louis’ stemme var kommanderende, og jeg adlød med glæde alle de ordrer han gav mig.

”Forstået,” gentog jeg bekræftende, og modtog et kort nik fra ham, før han vendte om på hælen og forsvandt ind ad en dør sammen med de tre andre drenge. Jeg vidste at Will og Harry fra managementet befandt sig på den anden side af den dør, for de andre havde ringet og aftalt at mødes med dem. De ville forsøge at overtale dem til, at lade Mellow og jeg være sammen, og jeg håbede virkelig at det ville lykkes.

Min opgave var simpel. Jeg skulle holde mig ude af det hele, for min tilstedeværelse ville ikke hjælpe på nogen måde. Så derfor måtte jeg stå og se på fra sidelinjen, mens det eneste jeg kunne gøre var, at krydse mine fingre, og håbe på at alt gik efter planen.

Da jeg hørte stemmer på den anden side af døren tog jeg et par skridt hen imod den. Det var svært for mig at skelne ord og sætninger fra hinanden, for deres stemmer blev dæmpet af døren, så det mest af alt lød som om de alle mumlede for sig selv. Prøvende lagde jeg øret mod døren i håb om at kunne høre dem bedre, men lige lidt hjalp det. Jeg kneb øjnene svagt sammen, mens mit blik tøvende vandrede frem og tilbage over døren, mens jeg overvejede, om det ville være sikkert, at åbne døren på klem. Dog nåede jeg ikke så langt, før jeg fik øje på nøglehullet under døren.

”Nå, hvad var det så I ville snakke med os om?” Wills stemme kunne klart og tydeligt høres, da jeg først havde fået sat mig på knæ med hovedet mod det lille nøglehul. Jeg forsøgte at trække vejret så lydløst som muligt, så jeg ikke missede et eneste ord.

Liam var hurtig til at tage ordet. ”Vi vil gerne snakke om Harry. Rettere sagt, så har vi et forslag, der kan hjælpe ham til at.. opføre sig bedre,” fortalte han, og formåede at få det til at lyde som om, det var det bedste forslag i dette århundrede.

”Aha.. Fortsæt,” opfordrede Harry ham til, og lød interesseret. Et svagt smil kom frem på mine læber, for det startede godt ud. Spørgsmålet var bare, om det ville blive ved med at gå så godt, eller om de ville bakke ud, så snart Mellow blev nævnt.

”Som I selv har nævnt en del gange, så har der været nogle problemer med Harry, og I har haft svært ved at kontrollere ham. Men her på det seneste har han – som I måske også har bemærket – opført sig langt bedre end han plejer, og det er der også en grund til,” sagde Niall, hvorefter en kort stilhed indfandt sig.

Stilheden varede ikke længe, og jeg regnede hurtigt ud, at drengene nok var blevet opfordret til at fortsætte.

”Vi har faktisk snakket om det før. Om hende,” indrømmede Liam, hvilket frembragte endnu en stilhed. Denne gang havde jeg dog på fornemmelsen, at det ikke var en god stilhed.

”Hende?” Will lød forvirret, og fik udformet det som et spørgsmål.

”Mellow,” svarede Zayn kortfattet. I det øjeblik ville jeg ønske, at jeg kunne se deres ansigter, for at se hvordan de reagerede på navnet.

”Hør, vi ved godt, at I før har sagt, at Harry ikke kan have en kæreste, fordi bandets popularitet vil falde. Men tænk lige over det; lige siden han mødte Mellow har han opført sig langt bedre. Han tager ikke i byen og laver alt muligt lort, der er ikke otte nye forsider hver dag, der alle omhandler Harry Styles vilde aften, og han dukker op til tiden til alting. Hans temperament er endda blevet lettere at styre!” fik Louis hurtigt fortalt, hvilket lidt gav mig en idé om, hvordan Will og Harry havde reageret på Mellows navn.

”Men som du selv lige har sagt, vil bandets popularitet falde,” pointerede Harry tøvende. Han virkede ikke så sikker i sin sag, som han normalt gjorde, og det tænde en gnist af håb i mig.

”Faktisk ikke. Det vil nok nærmere gavne bandet. Ikke det, at han har en kæreste, men mere at hans opførsel vil forbedres. Det giver jo ikke ligefrem god reklame, når han kommer i bladende med stoffer i hænderne, det ved I ligeså godt som jeg. Og hvis I lader ham være sammen med Mellow, så kan I undgå det,” garanterede Louis dem om, og lød ligesom en professionel sælger, der forsøgte at sælge en vare til en eventuel kunde.

”Kan vi.. få et par minutter til at drøfte sagen alene?” spurgte Will med en underlig tone i stemmen, der var umulig for mig at læse. Jeg håbede bare, at det var noget godt han havde i tankerne, og at deres forvirring ville komme mig til gode.

”Selvfølgelig! Harry er udenfor, I kan bare hente ham, når I har snakket færdig. Jeg er sikker på at han vil sætte pris på at få svaret direkte, i stedet for at få det gennem os,” mumlede Liam for sig selv, mens der lød en del tumult, der tydede på, at de alle var på vej ud.

Det gik op for mig, at ligeså snart de åbnede døren, ville de få øje på mig, der sad på knæ foran døren, og det ville måske være lidt underligt, så jeg fik hurtigt rejst mig op, og tog et par skridt væk fra døren, så det ikke så ud som om jeg havde lyttet.

I det sekund jeg lænede mig op af væggen, gik døren op, og fire femtedele af One Direction kom ud fra det lille mødelokale. De så alle en smule nervøse ud, og først da gik det op for mig, at mine hænder rystede, og mit hjerte bankede hårdt mod min brystkasse. Samtidig var min mund helt tør, som om jeg lige havde stoppet en håndfuld sand derind.

”Okay, vi fik sagt alt hvad vi skulle, og de så ud til rent faktisk at overveje det. De kalder dig ind når de har snakket,” fortalte Zayn, til hvilket jeg bare nikkede. Det vidste jeg jo allerede.

”Hey, slap af. Det skal nok gå. Hvis de siger nej, så lover vi at støtte dig. I værste fald må I to bare ses i al hemmelighed,” fastslog han, idet han lagde en betryggende hånd på min skulder. Jeg fremtvang et så ægte smil som muligt for at takke ham, og så derefter ned i gulvet.

De andre drenge startede lavmælt en samtale, og jeg gad ikke engang bruge energi på, at finde ud af, hvad den handlede om. Lige nu kunne jeg kun fokusere på min urolige mave, og mine ben, der truede med at give efter under mig. Jeg lukkede mine øjne i, og nød det afslappende mørke i et par sekunder, før jeg åbnede dem igen, og så op. I selv samme sekund gik døren op, og Will stak sit hoved ud. Straks landede hans ulæselige blik på mig, og han kaldte mig ind med en håndbevægelse.

”Så.. Harry,” begyndte han, idet han lukkede døren efter mig. Nervøst satte jeg mig på en de ledige stole. Will kom hen og satte sig over for mig, ved siden af Harry. De så begge på hinanden, og så næsten ud til at have en telepatisk samtale af en art. Jeg pillede lidt ved lynlåsen på min jakke, og ventede på, at nogen ville sige noget.

”Vi har talt lidt om det forslag drengene kom med, og vi har taget en beslutning,” startede Harry, og vendte sit alvorlige blik mod mig. Jeg nikkede stift, og ventede på at de fortsatte, mens mit hjerte stadig bankede vildt og hurtigt, og mine håndflader blev svedige, og begyndte at klø.

”Og.. hvad har I så besluttet?” spurgte jeg lavt. Mere kunne jeg ikke præstere, for min hals var tør, og min stemme skrattede. Will rømmede sig, og foldede sine hænder foran sig på bordet.

”Vi har besluttet, at du nu har tilladelse til at have en kæreste, hvis det så betyder, at din opførsel vil blive forbedret. Det er det eneste krav. Og det regner vi også med at du overholder.”

 

The end

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...