Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504834Visninger
AA

33. 31

 

"She's so out of reach, and I'm finding it hard,

cause she makes me feel, makes me feel,

like I try, like I try, like I'm trying too hard."

Try hard ~ 5 Seconds Of Summer

 

Harrys synsvinkel

 

Hvor vi var på vej hen vidste jeg ikke. Der var ikke nogen speciel retning vi kørte i, og intet bestemmelsessted. Blot fremad, ligeud, hen ad motorvejen.

Mellow havde ikke ligefrem været samarbejdsvillig. Det var umuligt for mig at starte en samtale, og endnu mere umuligt at forklare hende, hvor meget jeg havde ændret mig. Der var så mange ting jeg ville sige, men det var som om alle tingene ville ud på samme tid, og på den måde blokerede min hals.

Jeg vidste ikke hvor mange timer vi havde siddet i den bil, før hun var faldet i søvn. Det havde i hvert fald været sent om aftenen, og det var bælgravende mørkt udenfor. Jeg havde været meget i tvivl om hvad jeg skulle gøre derefter, for når hun sov, havde jeg ikke mulighed for at snakke med hende. Desuden kunne jeg også selv mærke trætheden trænge sig på, men vi var langt væk fra alting, så jeg havde ikke mulighed for at finde et hotel. Og på det tidspunkt havde jeg så endelig besluttet mig for at holde ind på en rasteplads, og slukke motoren. Da jeg først havde lagt min jakke over Mellow som en dyne, havde det ikke taget mig ret lang tid at falde i søvn. Det var dog ikke ret mange timers søvn jeg fik, for det var hverken behageligt eller nemt at sove i en bil.

Klokken havde nok været lidt over syv om morgenen, da jeg igen drejede nøglen om i tændingen, og drejede ud på motorvejen igen. Mellows vejrtrækning havde været dyb og regelmæssig helt til klokken ni, hvor hun vågnede. Allerede på det tidspunkt kunne jeg mærke min mave brokke sig, og sige mærkelige lyde, og det fik mig bare til at overveje, hvor sulten Mellow så ikke måtte være.

Efter flere timers kørsel i en anstrengende stilhed, der havde gjort mig utilpas til det yderste, havde vi endelig nærmet os noget nogenlunde civiliseret. I stedet for øde markområder og lignende, lå der diverse huse og butikker omkring motorvejen. Jeg havde ikke den fjerneste idé om hvor vi var, for jeg forsøgte så vidt muligt at holde øjnene væk fra skiltene ved vejen.

Allerede få minutter efter at være kommet ind i det befolkede område, fik jeg øje på et sted, der solgte mad to go. Og jeg havde vist lært af mine tidligere fejl. I stedet for at spørge Mellow om hun ville have noget, bestilte jeg bare til os begge to, og placerede derefter halvdelen af tingene foran Mellow. Det tog en halv time, hvor hun bare stirrede ondt på det, før hun til sidst gav op, og spiste det hele. Og så kunne jeg vel ikke være andet end tilfreds.

Endnu et par timer passerede, og solen fik bevæget sig hen på den modsatte side af himlen. Min opmærksomhed lå ikke på trafikken, hvilket den nok burde, men i stedet på at spekulere over, hvordan jeg skulle få en samtale i gang med Mellow, så jeg kunne forklare tingene for hende. Jeg havde prøvet på flere forskellige måder, men hver gang havde hun bare viftet mig af, eller i værste fald ignoreret mig totalt, hvilket selvfølgelig gjorde mig irriteret. Så jeg havde hurtigt opgivet, for bilen her var slet ikke stor nok til mit temperament.

Da vi kørte igennem en by af nogenlunde størrelse, bemærkede jeg at Mellow sad og trippede på en underlig måde. Til at starte med havde det irriteret mig, da jeg konstant fangede den lille bevægelse ud af øjenkrogen, men så gik det langsomt op for mig hvad problemet var. Der er trods alt nogle basale ting, som et menneske har brug for; luft, vand, føde, søvn.. og regelmæssige toiletbesøg. Og hun havde ikke forladt bilen i over 24 timer, hvilket altså ville sige, at hun ikke havde været på toilettet i over en dag.

Mit blik skimtede hen ad motorvejens sider, og kort tid efter fik jeg øje på en frakørsel. Jeg drejede hurtigt dernedad, og fulgte så vejen, for til sidst at holde ind ved en Burger King. Vi kunne vel ligeså godt slå to fluer med et smæk, og jeg var temmelig sikker på at Mellow ikke ville stikke af, når vi var i en fremmed by, mange kilometer væk hjemmefra. Hun ville i hvert fald få mange problemer med at komme hjem.

”Kommer du med?” spurgte jeg med et hævet øjenbryn, da bilen holdt stille på den halvtomme parkeringsplads. Jeg spændte min sele op, og ventede egentlig ikke på et svar, før jeg hoppede ud af bilen, og smækkede døren efter mig. Da jeg hørte den anden dør smække, kunne jeg uden at kigge bagud, regne ud at hun også fulgte med, selvom det nok ikke ligefrem var frivilligt. Men engang i mellem måtte man gøre det, der var bedst for en selv.

Jeg holdt restaurantens dør åben for hende, og lod hende træde ind i det varme rum, hurtigt efterfulgt af mig selv. Mens jeg gik op til kassen for at bestille, forsvandt hun uden et ord hen mod toiletterne, og jeg bebrejdede hende ikke for hendes utålmodighed.

I mellemtiden fik jeg bestilt to store menuer, og stillede mig så lidt til siden, mens jeg ventede på at vores bestilling blev færdig. Der var ikke supermange mennesker, men jeg kunne godt fornemme et par stirrende blikke der lå på mig. Dog lod det ikke til at de var fans, ellers var de bare for generte til at komme hen til mig. I hvert fald blev jeg ladt i fred, og kunne uden yderlige problemer tage imod den bakke jeg fik udleveret. I selvsamme sekund kom Mellow ud fra toilettet, og fulgte uden et ord efter mig hen til et bord, hvor vi begge satte os ned.

En ubehagelig stilhed lå over os. Mellow sad overfor mig, men hendes blik var rettet mod den mad, der stod foran hende, og hun lod som om jeg ikke var til stede, hvilket gjorde mig frustreret. Det var så uvant for mig, og på en eller anden måde gjorde det mig utryg. Jeg var så vant til altid at kunne snakke med Mellow, og akavede stilheder plejede heller ikke at være et problem for os. Og nu stod problemet foran mig i levende live, kød og blod. Som en mur, der adskilte os fra hinanden, forhindrede os i at tage kontakt til hinanden. Og det var min egen skyld. Jeg havde virkelig dummet mig.

På trods af mit blik, der konstant lå på hende, spiste hun blot videre, fuldstændig optaget af sin mad. Og fordi jeg vidste, at vi alligevel ikke ville få gang i nogen samtale, så jeg ikke noget problem i lige at smutte på toilettet. Efter at have fortalt hende hvad jeg skulle, uden at have fået et svar, smuttede jeg.

Hurtigt fik jeg gjort hvad jeg skulle, så jeg med en tilfreds følelse i kroppen kunne vende tilbage til vores bord. Efter at have fundet bordet med blikket, og fået øje på Mellow, satte jeg kurs mod hende, men da jeg var onkring halvvejs henne ved hende, gik det op for mig, at der stod en fyr lænet op af bordet. Han fortalte et eller andet til Mellow, men det var ikke det, der var problemet. Problemet lå nemlig i, at det ikke bare var en fremmed fyr.

Det var selveste Marcus Dylan, en gammel bekendt. Jeg havde plejet at købe stoffer af ham, da han boede i London, men efter en større uoverensstemmelse, hvor en drastisk prisstigning havde været indblandet, var vi blevet uvenner. Dårlige minder om både slåskampe og lignende ting dukkede op i mit hoved ved tanken. Efter at have løbet ind i hinanden lidt for mange gange, havde han besluttet sig for at flytte til Edinburgh. London havde ikke været stor nok til os begge, og eftersom jeg var den stærkeste af os to, måtte han være den der smuttede.

I et kort øjeblik blev jeg overrasket over, at vi rent faktisk var nået helt til Edinburgh, men da hans stemmes lydstyrke steg en smule, opfangede jeg en sætning, der fik mig på helt andre tanker.

”Harry bruger ikke sine penge på andet end narko.”

Vreden blussede straks op i mig, og jeg satte farten op. Mellows syn på mig var i forvejen ikke ret godt, og når den nar så stod og fortalte om de stoffer jeg tog, så kunne det da umuligt blive bedre. Derfor var det kun rimeligt at mine hænder begyndte at klø efter at give ham et par knytnæver i både maven og ansigtet.

Jeg kunne se hvordan Mellow åbnede munden for at sige et eller andet, men hun blev afbrudt da jeg greb fat i Marcus’ krave, og vendte ham om. Idet han fik øje på mig, bredte et kæmpe smil sig på hans læber, men det var et smil fyldt med ondskab.

Stadig med et godt tag i hans krave, hankede jeg lidt op i ham, og brugte musklerne i min overarm til at holde ham få centimeter over jorden. Jeg havde efterhånden lært, at det var en af de letteste måder at få kontrollen over et offer.

”Du skal bare holde dig fucking væk fra os. Er det forstået?!” snerrede jeg gennem sammenbidte tænder. Min stemme var lav, og jeg håbede på at kunne udnytte det faktum, at vores bord stod en smule afsides, til ikke at blive lagt mærke til.

”Du er på mit område nu, Styles. Jeg kan gøre hvad jeg vil,” svarede han kækt igen, og lod sig ikke skræmme af min trussel. Netop som jeg skulle til at svare ham igen ved at tyre min hånd ind i maven på ham, fangede mit blik Mellow. Hendes øjne udviste frygt, og hele hendes kropsholdning viste hvor skræmt hun var. Bare synet af hende fik mig til at gå helt kold.

Jeg vidste hvor utryg hun følte sig, hver gang den gamle Harry kom frem. Når jeg var blevet sur eller irriteret over noget hun gjorde, blev hun altid stille, af frygt for at gøre mere galt. Hun var bange for at mit gamle jeg ville bryde frem. Det var sket før, for eksempel dengang vi tog i byen, og der kom en klam fyr og lagde an på Mellow. Der havde mit temperament taget over, og jeg vidste hun var blevet skræmt.

Men hvis jeg gerne ville vise hende, hvor meget jeg havde ændret mig, og at jeg ikke længere var som før, så måtte jeg lære at køle ned, og ikke lade alting gå mig sådan på. Noget som Mellow automatisk hjalp mig til.

”Det har du ret i, Dylan. Sorry. Vi smutter nu,” var derfor de ord, der kom ud af min mund. Jeg gav slip på ham, så hans fødder ramte jorden igen med et lille bump. Jeg udnyttede de par sekunder det tog ham at fatte hvad jeg havde sagt, til at hive Mellow op på benene og samle resten af vores mad i min favn. Mellows blik var rent ud sagt forvirret, og hun lod heller ikke til at forstå hvorfor jeg havde handlet som jeg gjorde.

I et nogenlunde hurtigt tempo fik jeg hende med ud fra den varme, oplyste burgerbiks, og ud på den kolde, mørke gade, mens Marcus’ sidste ord stadig hang i luften; ”jeg ved ikke hvad du er ude på, Styles, men bare hold dig væk herfra.”

Det ville nok ikke blive et problem for mig at overholde det, for det var ikke ret tit jeg var i Edinburgh. Jeg kunne bare være taknemmelig over at være sluppet så nemt uden om problemer, for det kunne nemt være endt ud i en noget mere fucket situation.

Med en mundlam Mellow ved min side, fumlede jeg mig tværs hen over den mørke parkeringsplads, hvor jeg heldigvis hurtigt fandt min bil. I en vant bevægelse fik jeg sat mig ind i døren, og placerede maden fra min favn imellem de to forsæder, hvor gearstangen ville have været, hvis ikke bilen havde automatgear. Mellow var ikke langsom til at sætte sig ved siden af mig, og uden et ord gribe ud efter sin sodavand.

Min krop skælvede let af kulde, mens jeg ventede på at bilen varmede op. I mellemtiden kørte jeg ud fra parkeringspladsen, og ud på vejen, der stort set ingen trafik havde.

Den krattende lyd af papir, der blev krøllet ramte min øregang, og jeg sendte et kort blik over mod Mellow, der havde pakket sin burger ud, og derefter formet en kugle ud af papiret derfra. Jeg tog rent faktisk mig selv i at smile over det faktum, at hun nu spiste uden at protestere. Det var nok bare endelig gået op for hende, at uanset hvor modvillig hun var, så ville jeg ikke køre hende hjem. Og måske havde sulten også taget lidt overhånd.

Skiftevis flakkede mit blik fra vejen og hen på Mellow, der overhovedet ikke lagde mærke til mig blik, men derimod var optaget af vejen der passerede forbi, og sin mad. Hun blinkede lidt ekstra med øjnene, da et gab pludselig undslap hende, og igen fik tanken om søvn til at passere mig. Jeg selv følte mig meget udmattet, efter at have sovet så dårligt i bilen, og desuden at have kørt i så mange timer, så en ordentlig nats søvn i en blød seng virkede yderst indbydende.

I håb om at kunne finde et hotel eller lignende, kørte jeg ned af en temmelig stor vej, der virkede yderst lovende. Og for en gangs skyld var heldet med mig; blot få meter længere fremme fik jeg øje på et skilt der indikerede, at et firstjernet hotel holdt til der. Uden problemer fik jeg parkeret min bil ude foran, og slukkede så motoren. Det var nemt at fornemme Mellows forvirring, da hun med et undrende blik så hen på mig. Hun drak den sidste slurk af sin sodavand, idet jeg åbnede bildøren og trådte ud.

Kulden ramte mig med det samme, og fik mig til at stikke hænderne i lommerne. I et hastigt tempo gik jeg om på den anden side af bilen, og åbnede roligt Mellows dør. En smule forvirret steg hun ud af bilen, og så til mens jeg rakte ind, og greb affaldet fra vores mad.

Da jeg først havde proppet det i en skraldespand, fik jeg slæbt den efterhånden lidt mindre forvirrede pige med mig ind på hotellet. Da hun først havde opdaget hvad det var for et sted, forstod hun vist også hvad vi skulle her.

Vi gik hen til en skranke, der tydeligvis var receptionen. En mand med kort, sort hår og briller sad bag en computerskærm, og da han fik øje på os, gav han os dovent sin opmærksomhed.

”Kan jeg leje et værelse til to for en nat?” spurgte jeg, og ignorerede de blikke han skiftevis sendte os begge. Om han fik forkerte tanker om, hvordan vi ville tilbringe natten, vidste jeg ikke, og det ragede mig også en høstblomst.

”Selvfølgelig. Vil I have morgenmadsbuffet med? Det koster kun 10 pund pr. person oveni prisen,” foreslog han rutineret. Jeg takkede blot ja, og fik ordnet alt det betalingshalløj, der altid skulle til, før man rent faktisk kunne tjekke ind på sit værelse. Efter omkring fem minutter fik jeg endelig stukket nøglen i hånden, og kunne tilfredst tage Mellow med op på tredje etage, hvor værelse 64 skulle befinde sig.

Mens vi gik ned ad en smal gang med døre til begge sider, trak jeg hurtigt min mobil op ad lommen, og tjekkede klokken. 20:54. Det var klart nok at jeg var udmattet, når jeg havde fået så lidt søvn den forrige nat.

Døren der var mærket med nummeret 64 viste sig endelig for os, og jeg låste den veltilfredst op med den halvrustne nøgle, der efter min mening ikke hørte til på et firstjernet hotel. Døren knirkede let da jeg åbnede den, men alene den varme atmosfære, der øjeblikkeligt lagde sig om os da vi gik ind, gjorde den dårlige kvalitet af døren fuldkommen ligegyldig.

Det første jeg gjorde da jeg kom ind var, at smide mig på den fjedrende dobbeltseng. Jeg begravede mit ansigt i en pude, og kunne egentlig være faldet i søvn på stedet, hvis ikke det havde været for Mellow, der akavet stod midt i rummet. Jeg kunne mærke hvordan hendes blik borede sig ind i min ryg, og vendte mig hurtigt om mod hende.

Lampen i loftet var ikke særlig kraftig, og gav Mellows ansigt et lidt mørkt og dunkelt udtryk. For første gang i hvad der føltes som en evighed, havde vi ordentlig øjenkontakt. Hun kiggede ikke væk som hun plejede at gøre, hun fastholdt mit blik i så lang tid, at jeg selv endte med at være den der brød den, fordi den dårlige samvittighed trængte sig på. For det gik op for mig, at det tomme, ligegyldige blik, hun konstant bar på sig, i virkeligheden var en forklædning. Indenunder lå smerten, den smerte der igen var blevet frembragt. Efter hendes mors og lillesøsters død havde hun fået psykiske sår, der efterhånden var helet. Men jeg havde revet sårene op.

”Kom,” mumlede jeg, og klappede på madrassen ved siden af mig. Hun kneb øjnene sammen og tøvede en smule, men valgte til sidst at give op, og satte sig derfor ved siden af mig. Prøvende sendte jeg hende et smil, men som forventet gengældte hun det ikke. Faktisk fik det hende bare til at kigge væk fra mig i stedet. Jeg sukkede inderligt, og lagde mig lidt bedre til rette.

Efter et par minutters stilhed lagde Mellow sig endelig ned ved siden af mig. Med ryggen til mig hev hun dynen op over sin krop, uden at fjerne noget tøj. Dog forstod jeg udmærket hendes valg, for på trods af radiatoren der kørte på fuldt drøn, så var det alligevel lidt køligt, da det trækkede lidt gennem vinduet i væggen, der befandt sig ved siden af sengen. Januarluften var nu engang bare isnende kold.

Der gik et lille stykke tid, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt Mellow var vågen eller ej. Dog blev jeg enig med mig selv om, at det ikke ville skade at slukke lyset, så jeg rakte hen mod den lille stikkontakt på væggen over mit natbord, og trykkede på knappen. Som jeg havde forventet hørte den til loftslampen, og lyset gik ud.

Som jeg lå der og stirrede ud i mørket, mens byens lyde og vores åndedræt var det eneste man kunne høre, gik tingene ligesom bare op for mig. Hvis jeg fortsatte på denne måde, ville Mellow bare hade mig endnu mere, og jeg ville aldrig få forklaret tingene for hende. Aldrig få hende til at forstå.

Jeg havde bare ikke modet til at fortælle hende det, for min fortid var ikke noget jeg var stolt af. Det var rimelig tydeligt for mig, at jeg ikke ligefrem havde opført mig specielt godt, og at jeg gjorde det som en slags hævn for, at managementet havde taget mit liv fra mig, det var simpelthen for barnligt.

Hvilket man vist også godt kunne sige om det faktum, at jeg ikke turde fortælle det til Mellow.

Måske var det den ene tanke, eller også var det noget helt andet, men noget fik mig til at vende mig om i sengen, så jeg lå med front mod Mellows ryg. Efter at have lyttet til hendes vejrtrækning i lidt tid, kunne jeg konstatere at hun umuligt kunne sove, for hun trak vejret uregelmæssigt og hurtigt.

”Mellow?” sagde jeg alligevel, bare for at være på den sikre side. Hun svarede ikke, men rørte blot lidt på sig, som tegn på at hun var vågen. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige op i mig, men fik hurtigt lagt låg på den, for at den ikke skulle påvirke mig.

Stilheden tog igen over, og jeg vidste at Mellow lyttede til mig. Det tog mig lidt tids overvejelse, at finde frem til et sted at starte. Men til sidst blev jeg enig med mig selv om, at det var lettest at starte med begyndelsen.

”Jeg har ikke altid været sådan en idiot,” fastslog jeg, og vakte forhåbentligvis hendes opmærksomhed. Hendes åndedræt blev dæmpet en smule, og på trods af at hun nok ikke ville lytte til mig, så vidste jeg at hun ikke kunne lade være. Hun var nok temmelig nysgerrig efter at høre det, og det gav god mening, for jeg havde sådan set ikke åbnet mig specielt meget op for hende på det punkt.

”Det startede dengang Modest! blev vores management. De lavede nogle regler for at beskytte os, og de var fair og lette at overholde. Men med tiden blev flere og flere regler til, og de begyndte at stille krav til os. Især mig af en eller anden grund,” fortalte jeg videre. Vinden hylede udenfor, og gjorde stemningen på værelset både dyster og hyggelig på samme tid.

”De overtog mit liv. Jeg måtte pludselig ikke have en kæreste. De gav mig faste tidspunkter, hvor jeg skulle være hjemme. Alt hvad jeg sagde til interviews eller skrev på Twitter var blevet aftalt på forhånd. Selv mine venner var falske, og valgt med omhu. Jeg fik ikke lov til at styre noget som helst.”

Som minderne begyndte at blive klarere i mit hoved, hengav jeg mig til tankerne, og lod mine læber slippe ordene ud af sig selv.

”Det tog mig ikke mange måneder at blive fuldstændig sindssyg over det. Så jeg begyndte at bryde reglerne, jeg opførte mig som jeg ville. Det skaffede mig selvfølgelig problemer på halsen, og de truede med at smide mig ud af bandet. Der gik de andre drenge så ind og forsvarede mig. På den måde slap jeg af med de faste tidspunkter, og reglerne omkring mine venner var knap så strenge. Men i stedet strammede Modest reglerne på nogle andre punkter, og til sidst fik jeg nok. Jeg strakte reglerne til det yderste, og udnyttede de huller der var i reglementet,” forklarede jeg.

”Når jeg ikke kunne have en fast kæreste, så gik jeg i stedet ud med en masse forskellige piger. Jeg tog i byen stort set hver aften, drak, røg, tog stoffer, og lavede generelt en masse idiotiske ting. Det var lidt som om, at for hver eneste bane kokain mistede jeg mig selv en smule. Og på det tidspunkt havde drengene selvfølgelig givet helt op på mig.”

Mellow rykkede lidt på sig ved min side, men forholdt sig stadig tavs. Jeg forventede heller ikke andet fra hende, for det var trods alt lidt af en mundfuld at få på en gang.

”Det var den tilstand jeg var i, da jeg mødte dig første gang. Jeg fik øje på dig; en smuk pige, der ligesom jeg var til fest. Så selvfølgelig lagde jeg an på dig, præcis som jeg gjorde med enhver anden pige, der bare nogenlunde havde udseendet med sig,” sukkede jeg, pinligt berørt over mit tidligere jeg. Det var nemt at mærke, hvordan Mellow spændte i kroppen, da jeg først nævnte hende.

”Men så var det ligesom, at du skilte dig ud fra de andre piger. Du afviste mig, og viste ingen tegn på interesse. På det tidspunkt var berømmelsen jo steget mig helt til hovedet, og jeg havde været overbevist om, at ingen piger nogensinde ville kunne modstå mig. Så ja, jeg så det som en udfordring at få dig til at kunne lide mig. Og jeg inviterede dig ud flere gange, hvor du virkede helt indelukket og afvisende.”

Nu dukkede et billede op i mit hoved fra den første rigtige date vi var på. Den lyserøde kjole hun havde haft på stod stadig tydeligt i min erindring, hvilket på ingen måde kom bag på mig. Hun havde mindet mig så meget om en smuk, lyserød blomst.

”På et eller andet tidspunkt gik det vel op for mig, at jeg aldrig nogensinde kunne vinde din fulde tillid, hvis jeg fortsatte med at opføre mig som en narrøv. Og for hver time jeg tilbragte med dig, blev jeg mere og mere mig selv. Du fandt de goder sider frem i mig igen.”

Et meget svagt smil befandt sig pludselig på mine læber, mens jeg mindedes alle vores gode stunder. Det havde været rart blot at kunne være sig selv, uden at skulle tænke på noget andet, og det var præcis sådan jeg havde det med Mellow.

”Jeg blev mig selv af at være sammen med dig. Og i stedet for at vinde dit hjerte,” vrængede jeg, mens jeg lavede citationstegn, ”så lærte jeg dig at kende. Og jeg forelskede mig i den pige, du viste dig at være. Den fantastiske, kloge, sjove, drillende, charmerende, og samtidig så ødelagte pige.”

Igen spændte hun i kroppen, men jeg vidste at det var nødvendigt at sige. Jeg måtte få hende til at forstå alt, og hun skulle vide præcis hvad jeg tænkte.

”Du havde brug for hjælp efter at have mistet din mor og lillesøster. Jeg havde brug for hjælp til at finde mig selv. Og vi hjalp hinanden videre,” konstaterede jeg. En blanding af sne og regn var begyndt at falde udenfor, så vinduets glas var blevet helt sløret og utydeligt.

”Så jeg håber du forstår, at selvom Louis talte sandt, da han sagde, at jeg bare havde set dig som en udfordring, så er det slet ikke sådan det er længere. Jeg ser dig ikke som et objekt, eller noget der kan vindes. Jeg ser dig som et menneske, der er mig meget nært,” sagde jeg, ”et menneske jeg elsker.”

Det føltes rart endelig at komme af med det. Som om en tung kuffert havde hvilet på mine skuldre, og nu endelig var blevet sat på jorden. Jeg havde længtes efter at fortælle hende det i hvad der føltes som en evighed, og nu var det endelig ude. Det var ikke længere tomme, usagte ord, men i stedet ord, der var ægte, og som stadig hang i luften, og garanteret ville gøre det i år endnu.

For ja, jeg elskede Mellow. Det var sandheden, og den skulle hun kende til. Det fortjente hun efter alt det jeg havde sendt hende igennem.

”Mellow? Er du vågen?” spurgte jeg blidt, da der ikke var kommet den mindste reaktion fra hende. Efter et par sekunder, nikkede hun svagt med hovedet, tøvende. Som om hun ikke var sikker på, om hun skulle lyve eller fortælle sandheden.

Langsomt vendte hun sig om, så jeg endelig kunne se hendes ansigt. Efter at have ligget i mørket så længe, havde mine øjne endelig vendt sig til det, og derfor var det muligt for mig at se, hvordan hendes øjne var tårevædede, samtidig med at et lille smil spillede om hendes læber. Hun hvilede sit hoved på sin hånd, og så mig i øjnene med de blanke, blå krystaller.

”Du må ikke græde,” mumlede jeg, og tørrede en tåre væk med min tommelfinger. Jeg blev forundret over at hun ikke trak sig væk fra min berøring, men så gik det ligesom op for mig, at tårerne var glædestårer. Hun var glad, fordi jeg endelig havde givet hende en forklaring, og fordi jeg havde bevist, at jeg ikke længere var en idiot.

Jeg rakte prøvende ud mod hende, og fik fat omkring hendes liv. Da hun igen ikke gjorde modstand, trak jeg hende ind til mig, og var tilfreds med endelig at mærke hendes krop mod min igen. Vores kropsvarmer samlede sig i en, og gav mig en rolig følelse i hele kroppen. Langsomt placerede jeg et kys på hendes pande, mens en enkelt tåre af glæde også samlede sig i min øjenkrog.

”Sov nu, Angel Cheeks,” befalede jeg blidt, idet jeg lukkede mine øjne, og flettede mine fingre ind i hendes med min frie hånd.

Endelig havde jeg fået hende tilbage.

 

_____________________________________________________

 

A/N: 

Awwwww, hvor sødt, hva?

Håber I kan lide kapitlet, og at I ikke synes ventetiden var aaaalt for lang.. For det er ikke altid lige nemt at finde tid til at skrive, desværre :(

I er selvfølgelig velkomne til at give historien et like! Og hey, vi er over 900 likes! Det er jo sindssygt! Tusind tak til jer alle sammen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...