Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504510Visninger
AA

32. 30

 

”Can we take the same road two days in the same clothes?
And I know just what she’ll say if I can make all this pain go
Can we stop this for a minute?
You know, I can tell that your heart isn’t in it or with it.”

Over Again ~ One Direction

 

Mellows synsvinkel

 

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere, da jeg så den velkendte skikkelse fremme for mig. I starten havde jeg været usikker på, om det var ham. Men jo tættere på, jeg kom, jo sikrere blev jeg. Det krøllede, brune hår talte for sig selv, og hans tøjvalg var som det sædvanlige. Selvom han havde et par solbriller på, kunne jeg kende ham. Det var ham. Det var Harry.

Jeg vidste, at han havde fået øje på mig, for han begyndte at tage et skridt frem, og det fik mit hjerte til at banke hårdere. Jeg var slet ikke forberedt på at se ham her på min skole, om om jeg kunne det, vidste jeg ikke. Jeg var stadigvæk sårbar og sur på ham. Og jeg havde stadigvæk ikke lyst til at snakke med ham.

Det var sådan set også grunden til, at jeg valgte at sætte kursen den anden vej for at undgå ham. Jeg havde slet ikke overskuddet til at tale med ham. Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne forholde mig selv i ro og bare tage det cool, eller om jeg ville bryde sammen, som jeg havde gjort før. Jeg havde fået lidt styr på mig selv de sidste par dage, og jeg ville ikke have, at det skulle ødelægges, fordi han kom forbi for at give mig endnu flere grunde til at hulke over ham.

”Mellow!” hørte jeg den velkendte stemme halvråbe, og det fik mig til at spænde i hele kroppen. Jeg sank en klump og overvejede lidt at løbe min vej, hvis ikke det var på grund af en hånd, der pludselig greb fat i min arm.

Jeg vendte mig chokeret om og så vredt på Harry, der kiggede på mig med et blik, som om han ikke kunne fatte, at det var mig. Idiot.

”Slip mig!” vrissede jeg og slog hans hånd væk, hvilket vist gjorde ham lidt overrasket, men jeg var lige glad. ”Mellow, vent,” bad han og så bedende på mig. Jeg svarede ikke, men vendte mig bare om og gik videre igen, håbede på han fattede budskabet. Men det var Harry vi havde med at gøre, så selvfølgelig gjorde han ikke det.

Igen tog han fat i mig. Denne gang var det bare ikke i min arm. Det var i min hånd. Og det bragte den velkendte varme frem igen, der gravede alle de følelser frem, som jeg ville ønske ikke eksisterede mere.

”Stop,” sagde Harry med en lidt bestemt stemme, der endelig fik mig til at stoppe. Dog for at vende mig om og se på ham. Han havde trukket sine solbriller op, så de sad på på hans hoved i stedet for. Hans grønne øjne borede sig ind i mine, og jeg havde et kort øjeblik glemt hvor flotte de var. Og jeg havde ikke regnet med, at det ville påføre mig så meget smerte at se ind i dem. At se på ham.

”Gå, Harry,” snerrede jeg, og kunne mærke min hånd rystede, fordi jeg ikke kunne lide, at han holdte min hånd. Jeg kunne ikke lide, at han var så tæt på. Det var som om, at vi stod i en lille boble, hvor ingen kunne se ind. Hvor det kun var os. Og det gjorde mig utroligt utryg, selvom jeg plejede at være tryg med Harry. Men lige nu kunne jeg ikke andet end at føle mig usikker. Jeg havde mistet alt for ham – på nær mine pokkers følelser.

”Nej,” blev han stædigt ved, og jeg bed mig i læben, der han tog et skridt tættere på mig. Mit hjerte bankede stadigvæk hårdt i mit bryst, og hvis jeg ikke tog fejl, kunne Harry høre og mærke det på mig. I hvert fald blev han øjne og hans greb om min hånd blidere end før.

”Sæt dig ind i bilen,” befalede han og gjorde et nik mod Audien, som nok var det dummeste at komme i. En flok fyre stod i hvert fald og tjekkede den ud. Jeg så vantro på Harry og havde lyst til at råbe, hvad han regnede mig for. Jeg var ikke en dukke. Og hvis jeg var, så var jeg i hvert fald ikke hans dukke!

”Ja, sæt dig ind i bilen og kør,” sagde jeg surt, hvilket så ud til at gøre ham irriteret. ”Sæt dig ind i bilen, Mellow,” fortsatte han bestemt og kiggede mig ind i øjnene, så en klump i min hals samlede sig.

Jeg kiggede kort rundt i skolegården og lagde mærke til, at folk var begyndt at kigge. Måske kunne de efterhånden kende Harry, hvilket egentlig ikke undrede mig.

Et suk forlod mine læber, hvorefter jeg nikkede kort til Harry. Jeg ville ikke have så meget opmærksomhed fra andre i morgen, så derfor var det måske bare bedst at overgive sig, selvom jeg bestemt ikke havde lyst til at snakke med Harry. Bare tanken om, at han stod lige foran mig, gjorde mig sindssyg. Knuden i min mave var stor, men jeg kunne ikke gøre noget ved det.

Jeg overvejede at løbe, da vi gik over mod bilen. Harrys hånd havde sluppet min, og en del af mig havde lyst til at tage fat i den igen, selvom jeg ikke burde gøre det. Jeg savnede bare den velkendte hud mod min. Den velkendte varme. Den velkendte gnist.

Jeg kunne mærke hans blik på mig, da vi satte os ind i hans bil. Det var som om, han betragtede hver eneste ting, jeg foretog mig, hvilket ærlig talt gik mig på. Jeg smækkede døren lidt for hårdt og tog min sele på med stive fingre. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være her. Alt var velkendt og påførte mere smerte, end det burde. Jeg hadede det.

I stilhed fik Harry startet bilen og kørt ud fra skolens grund, og for at det ikke skulle være helt løgn, opdagede jeg op til flere elever stå og tage billeder. Han ignorerede det dog bare, måske fordi han var vant til det, men det gik mig på, fordi jeg vidste, at der ville komme rygter. Rygter om, at Harry og jeg var sammen, og det var vi ikke.

Hvorfor han overhovedet var her, anede jeg ikke. Han havde leget med mig, udnyttet mig, og han burde vel bare være et eller andet andet sted med en ny pige og more sig over, at han nu også havde hende efter sig. Men nej, han var her. Han var efter mig. Hvorfor?

Ingen af os sagde rigtig noget. Jeg nægtede at kigge på Harry, og sad derfor bare og stirrede ud af vinduet. Det regnede en smule, og himlen var grå og pæn. Langsomt kom jeg til at tænke på min og Harrys date på Starbucks, hvor vi sad og snakkede om himlen, og det fik mig til at knytte næverne.

Det havde virkelig lykkedes mig at lægge de her tanker på hylden, men nu kom han rendende og fik dem frem igen. Det var så typisk.

”Mellow,” begyndte han, da vi holdt for rødt. Stilheden var træng, især fordi jeg ikke sagde noget. Jeg gad hverken at se på ham eller snakke med ham. ”Kig på mig,” bad han, men fik intet ud af det. Mit blik var limet til ruden, og der ville det helt klart forblive.

Harry sukkede, og inden han nåede at sige mere blev det grønt, og han kørte igen. Jeg genkendte området vi var begyndt at komme ind i. Vi var tæt på mit hus, og det var jeg glad for. Han skulle bare sætte mig af, og så ville jeg gå ind i huset og lukke døren lige foran ham.

Jeg sad utålmodigt og ventede på, at vi nåede mit hus, og blev endnu mere lettet da jeg kunne se den velkendte vej. Men lige som jeg troede, at Harry ville dreje den vej, satte han kursen mod en anden vej, og det fik mig til at se på ham.

”Hvor kører du hen?” spurgte jeg en smule oprevet. Han skævede til mig, ”nå, nu vil du gerne snakke,” mumlede han kort. Jeg så irriteret på ham og bed tænderne sammen. Hans blik lå udelukkende på forruden, så han kunne koncentrere sig om vejen, men en gang imellem kiggede han også på mig.

”Harry, hvor kører du hen?” spurgte jeg igen og så hårdt på ham. Han svarede ikke, men satte farten op. Jeg kiggede rundt på vejen og opdagede, at han pludselig havde sat kurs mod en motorvej. ”Harry, hv-” ”Mellow, stop!” afbrød han og kiggede hen på mig med et bestemt blik. Jeg bed tænderne hårdt sammen og rystede på hovedet. ”Sæt mig af,” vrissede jeg og tog fat i dørhåndtaget, ventede på han ville holde ind til siden. Det skete nu bare ikke.

”Harry, sæt mig af,” bad jeg og overraskede mig selv ved at hive i dørhåndtaget, så døren åbnede lidt, og den kolde vind susede ind i bilen. ”Mellow, luk døren!” sagde Harry arrigt, og fordi jeg blev forskrækket, gjorde jeg det rimelig hurtigt. ”For fanden,” mumlede han surt og kort efter lød en lyd, der gjorde mig sikker på, at han havde låst dørene.

Jeg slap dørhåndtaget og lod min hånd glide slapt ned på mit lår. Jeg sank en klump og blev ved med at kigge ud af forruden. Hvor vi var på vej hen, havde jeg ærlig talt ingen anelse om, og det gjorde mig irriteret og sur, at jeg ikke vidste det. Eller, det var nok ikke det, der gjorde mig sur. Det var nok mere facten af, at Harry havde fanget mig i hans bil, og at vi var på vej et eller andet sted hen, hvor han højest sandsynlig ville mig noget mere, selvom jeg lige nu bare bad til, at han ville sætte mig af og køre sin vej igen. Om jeg så skulle finde hjem af mig selv.

”Hvor er vi på vej hen?” spurgte jeg igen. Denne gang lød jeg ikke oprevet, men bare kold. Jeg så kort hen på Harry, der bare havde blikket på vejen. ”Jeg ved det ikke,” svarede han roligt, og det fik mig til at hæve et øjenbryn. ”Du ved det ikke?” gentog jeg skeptisk og så misbilligende på ham. Han rystede en enkelt gang på hovedet, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Hvad havde han ærlig talt tænkt sig?

”Så du havde bare tænkt dig at komme til min skole og krænke mit socialliv, tvinge mig ind i din dyre bil og køre hen til et sted, som du ikke engang har planlagt?” sagde jeg en smule højt og tog en dyb indånding for ikke at flippe ud.
”Ja.”

Hans svar fik mig til at knytte næverne igen, og jeg bed mig hårdt i læben for ikke at sige noget igen.

Selvom jeg havde lyst til at råbe og skrige, at han skulle sætte mig af, gjorde jeg det ikke. Jeg vidste, at der ikke var nogen grund til det, for jeg ville i sidste ende ikke få min vilje, uanset hvor stædig jeg var. Harry ville i hvert fald ikke lade mig gå frivilligt, så medmindre jeg gjorde noget rigtig, rigtig slemt, ville jeg nok forblive i denne her bil det næste stykke tid.

 


Vi var kørt nordpå. Vi havde snart siddet i bilen i to timer. Vi kørte og kørte bare, og jeg anede ærlig talt ikke om Harry havde et mål, eller om han bare fortsatte med at trykke på speederen og følge vejene for at komme længere væk fra London.

Jeg ville bare gerne hjem. Min telefon var død for strøm, så jeg kunne ikke engang ringe efter nogen. Og hvad ville de dog også gøre? Jeg var fortabt sammen med ham, jeg elskede og hadede på samme tid.

Det var ved at være rimelig mørkt, og jeg sad som sædvanlig og spekulerede på, om vi skulle køre hele natten eller holde ind et eller andet ukendt sted. Jeg havde som sagt ingen anelse.

Vi var stadigvæk på motorvejen, og vejene lignede efterhånden bare de samme, og derfor overvejede jeg bare at falde i søvn. Ingen havde sagt et ord i løbet af de to timer. Det gjorde mig nu lidt lettet, men jeg ville alligevel gerne have at vide, hvor fanden vi skulle hen. Det gjorde mig frustreret, at jeg ingenting vidste og bare måtte sidde som tilskuer.

Jeg lænede fortabt mit hoved op ad det kolde vindue, så en en kold fornemmelse krøb ned ad min ryg. Jeg gøs og bed mig i læben. Mine øjne lå på ruden. Der var ikke så meget at se; det var mørkt udenfor, og derfor kunne man knap nok se andet end lysene på de med- og modkørende biler. Månen stod højt på himlen, som var stjerneklar. Det ville blive koldt i nat.

”Er du sulten?” Harrys stemme rev mig ud af mine tanker, og modvilligt skævede jeg til ham. Men jeg svarede ikke. Jeg var sulten, men jeg havde ikke lyst til at sige det til Harry. Det ville bare føre til, at vi skulle et eller andet, og det gad jeg ikke. Medmindre jeg kunne stikke af og komme væk fra ham...

”Mellow?” spurgte han, men jeg svarede stadigvæk ikke. Jeg kunne føle hans blik hvile på mig. ”Du sover ikke,” mumlede han kort og sukkede lidt efter, fordi han havde fattet, at jeg ikke gad at snakke til ham.

Vi kørte videre i stilhed, og jeg kiggede bare ud af vinduet, hvor jeg pludselig kunne se en masse lys, inklusiv et par skilte. Harry var kørt ind ad en afkørsel og videre ind mod en McDonald's, hvor han fortsatte hen mod Drive In'en. Fritureduften borede sig ind i mine næsebor, og fik næsten min mave til at rumle. Jeg var virkelig sulten, men jeg havde ikke lyst til at bede om mad. Jeg måtte bare bide trangen til at spise i mig.

Harry fik bestilt to hamburgere, en BigMac og en chokolademilkshake, imens jeg sad og stirrede ud i luften. Ekspedienten fik hvinet lidt, da hun opdagede, hvem der stad bag rettet, og normalt ville det få mig til at smile, men i dag ville mine læber ikke bevæge sig opad. Jeg havde slet ikke humøret til det.

Efter noget, der føltes som en evighed fik vi udleveret maden, og inden Harry satte bilen i gear og trådte på speederen, pakkede han en af sine burger op. Jeg betragtede ham ud af øjenkrogen og ignorerede den sultne fornemmelse i min mave. Dog endte jeg med at læne mit hoved op ad vinduet igen, fordi jeg bare ville sove. Væk fra alt det her. Og så håbede jeg på, at jeg lå hjemme i min seng, når jeg vågnede.

”Har du skrevet til din far?” lød det pludselig fra Harry. Jeg skævede modvilligt til ham og bed mig i inderlæben. ”Hvad skulle jeg skrive til ham?” spurgte jeg koldt. ”At du ikke kommer hjem før i overmorgen.”

Jeg spærrede øjnene op og rettede mig op i sædet. ”I overmorgen?! Jeg har skole i morgen og i overmorgen, Harry!” udbrød jeg højt, men han bed ikke rigtig mærke i det. Han virkede lige glad.

”Harry, stop,” bad jeg og hentydede til kørslen. Jeg ville bare hjem. Helt hjem. Hjem til London. Jeg ville se det velkendte hus foran mig, og ikke et par små butikker og en afkørsel til en motorvej, som jeg ikke engang vidste, hvor førte hen.

Dog blev jeg bare ignoreret, og Harry satte uden tvivl farten op for at komme ud på motorvejen. ”Harry,” sagde jeg igen og så alvorligt på ham. Stadigvæk intet..

”Harry!” råbte jeg og kunne ikke dy mig. Derfor slog jeg ham på skulderen, og det var ikke bare et lille slag. Det virkede som om, at hele min vrede og skuffelse tog til min hånd, som jeg fyrede ind i ham. Det føltes rart at komme ud med det hele, men på samme tid kunne jeg ikke tro, at jeg lige havde slået ham. Jeg plejede ikke at slå mennesker.

”Mellow, drop det,” mumlede Harry og satte igen farten op, fordi vi var helt ude på motorvejen. Jeg havde lyst til at svare ham igen, men fordi jeg vidste, at det ikke nyttede, lod jeg være. Jeg havde intet at sige. Jeg var fanget i hans bil, og efter sigende ville jeg først have min frihed i overmorgen.

Som sædvanlig kørte vi i stilhed. Jeg prøvede uden held at falde i søvn. Det eneste, der afholde mig fra at kunne falde hen, var tanken om, at Harry sad lige ved siden af mig. En knugende fornemmelse sad fast i min krop, og fremkaldte en knude i mit bryst.

Udover det frøs jeg. Og jeg var sulten. Og jeg var bekymret på min fars vegne – han vidste ikke, hvor jeg var, og klokken var ved at være mange. Jeg plejede altid at skrive til ham, hvis jeg tog nogle steder hen, men jeg havde ingen chance lige nu.

Jeg opdagede, at Harry kørte ud ad en afkørsel til en tank. ”Vi skal lige have benzin på,” forklarede han mumlende og fandt en plads. Jeg svarede ikke, men bed mig bare i læben, imens jeg betragtede ham stige ud af bilen. Han fyldte benzin på, og selvom jeg ikke kiggede på ham, kunne jeg føle hans blik hvile på mig igennem vinduet.

Langsomt bevægede jeg min hånd op til bilens display og fik skruet op for varmen, så jeg ikke behøvede at sidde og knuge mine arme ind til mig mere. Udover det tog jeg et kig på klokken. Halv ni.

Harry var netop lige gået ind på tanken for at betale for benzinen. Jeg kiggede desperat rundt i bilen og fik øje på hans telefon, som jeg netop havde søgt efter. Jeg skyndte mig at tage den op til mig og håbede inderligt, at hans kode var den sædvanlige. Mit humør blev lidt lettere, da jeg fandt ud af, at det var den samme som sidst.

Jeg overvejede, om jeg skulle ringe eller sende en sms til min far. Først gik jeg ind under opkald, derefter sms'er, men da mit blik fangede noget under opkald, gik jeg tilbage.

Mit navn stod øverst.

Efterfulgt af tallet128 i en parentesboks.

Jeg kunne mærke en dårlig fornemmelse i min krop. En virkelig dårlig fornemmelse. Harry havde ringet til mig 128 gange. Og jeg havde aldrig svaret ham. Selvom jeg ikke burde føle mig led, kunne jeg ikke lade være. 128 gange.

En klokke slog i mit hoved, og jeg huskede hurtigt, hvad jeg egentlig skulle. Jeg gik ind under sms'er og skrev til min far, at jeg var hjemme hos Andy og blev sovende der, og at min telefon var gået død for strøm. Så måtte jeg ringe til ham i morgen via en telefonboks og finde på en anden undskyldning.

Til mit held svarede han kort efter, og jeg kunne slette samtalen, så Harry ikke ville finde ud af noget. Jeg lagde hans telefon tilbage på hans sæde og lænede mig tilbage, som om intet var hændt. Mit blik var limet fast til shoppen, hvor jeg kunne se Harry stå i kø. Mit mave rumlede højlydt, da jeg så et skilt med noget mad. Jeg sukkede og kiggede væk.

Mit blik røg langsomt ned på Harrys halvspiste burger og milkshake. Jeg bed mig lidt i læben og sukkede igen, inden jeg tog mig sammen til at tage en bid og en slurk. Det var ikke meget, men det var nok til at overleve et par timer, inden jeg selv kunne komme ud og købe noget mad.

Jeg skævede kort til shoppen igen, og opdagede den velkendte krølhåret fyr komme ud. En opgivende følelse gled igennem min krop og fik mig til at læne mig tilbage med lukket øjne. Jeg lagde mit hoved op ad den iskolde rude, og kort efter kunne jeg høre en bildør gå op, velvidne om at Harry var tilbage.

Han sagde ikke noget til mig, men satte sig bare ind i bilen og fik den startet. Jeg åbnede mine øjne en smule og betragtede den mørke vej, der førte ud til motorvejen, hvor kun de skarpe lys kunne ses. Et gab forlod modvilligt mine læber, og det fik et par øjne til at hvile på mig.

”Er du træt?” spurgte Harry langsomt. Jeg skævede til ham. ”Mm,” sagde jeg afvisende og kiggede væk fra ham igen. ”Skal vi tage på hotel?” fortsatte han roligt.

Jeg kunne ikke undgå at se irriteret på ham. ”Hvad har du ærlig talt regnet med? Kører du bare, eller har du overhovedet en destination?” udbrød jeg. Mest af alt fordi jeg var så træt og frustreret. Mine blandede følelser kørte på højtryk, og det var som om jeg ikke kunne finde ud af noget som helst lige nu.

Inden jeg nåede at se nogen form for udtryk i Harrys ansigt, så han væk fra mig. Han svarede ikke på mit spørgsmål, og det fik mig til at sukke opgivende og træt. Klokken var ikke særlig mange, men jeg var udmattet. Og det hjalp ikke ligefrem, at det var bælgragende mørkt udenfor.

Jeg lænede for tusinde gang mit hoved op ad vinduet og lod mine øjne glide hen over den mørke baggrund, som vi susede forbi. Dog formåede mine øjenlåg at glide i for hvert minut, der gik. Min krop gik endelig til ro, og alle bekymringerne forsvandt langsomt, fordi jeg tvang dem ud af min krop for en kort stund. Det var alt, jeg bad om lige nu. Jeg ville bare sove, og så måtte jeg vågne op senere og finde ud af, hvad der ventede mig til den tid.

 

_______________________________________________

A/N:

Undskyld, at der er gået så lang tid siden sidste kapitel. Jeg har bare haft utrolig meget at tænke på her for tiden, og jeg har været enormt træt. Heldigvis har jeg (forhåbentlig) meget tid til at skrive i weekenden, for vi skal til stævne og sove. Og guess hvor det er? MULLINGAR!

AHhahah, jeg skal se Niallers hus i aften, HIHIHIHIHIHI

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...