Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504926Visninger
AA

31. 29

 

 

"One way or another I'm gonna find ya,

I'm gonna getcha, getcha, getcha, getcha."

One Way Or Another (Teenage Kicks) ~ One Direction

 

Harrys synsvinkel

 

"Harry, kan du ikke lige hjælpe med at tage af bordet?" spurgte min mor, og forsøgte endnu en gang at trænge gennem min mur af følelsesløshed, der havde været omkring mig hvert sekund, lige fra det tidspunkt jeg ankom her til huset i Holmes Chapel. Mit blik veg ikke et sekund fra vinduet, hvor jeg stod og stirrede ud i det bragende mørke. Det eneste lys derude stammede fra den store måne, der hang tungt over træernes toppe.

Og selvfølgelig var det eneste, der huserede mine tanker, Mellow. Hendes ansigt, hendes stemme, hendes grin. Alt det, vi havde oplevet sammen. Den måde hendes fingre altid flettede sig ind i mine, hvis hun havde brug for at føle en smule tryghed. Og ikke mindst hendes øjne, der var så fantastisk smukke. Når jeg stirrede ind i dem, og det pludselig gik op for mig, at de ikke bare var blå, men at de var blå.

Selvfølgelig var de ting rendt igennem mit hoved en del gange i løbet af juleferien. Netop fordi jeg havde holdt mig uden for alle samtaler, havde jeg bare siddet med mine tanker. Og det var klart nok, at de så var røget hen til Mellow, hvilket på ingen måde havde hjulpet mig til at hele igen. Det var nok nærmere som at rive sårene op, hver gang de bare nærmede sig at hele.

”Kom nu, skat. Hjælp lige lidt til,” insisterede min mor, idet hun stillede sig ved siden af mig ved vinduet. Hendes stemme var omsorgsfuld og forstående, og det gav et lille stik i hjertet på mig. Jeg havde måske ikke været helt fair, hverken over for min mor eller resten af min familie. Dagen i går – nytårsaften – havde jeg stort set bare tilbragt i sofaen, og ikke et eneste ord havde forladt min mund. Jeg var ikke engang med til at hoppe ind i det nye år som jeg plejede.

En arm blev lagt om mine skuldre, og min mor lænede sig lidt op ad mig, mens hun så op på månen. Min opmærksomhed blev for en gangs skyld ledt hen på hende, og jeg kunne se hvordan et smil samlede sig på hendes læber.

”Månen er meget smuk,” sukkede hun drømmende. Jeg nikkede hurtigt, uden egentlig at vide hvor hun ville hen med det. Dog sagde jeg ingenting, og lod hende blot kigge ud af vinduet med mig. Det føltes overraskende rart. Jeg var ikke sikker på, hvornår jeg sidst havde tilbragt tid med min mor på den måde.

”Du har virket så fraværende i hele ferien,” konstaterede min mor, og gjorde brug af den klogskab, enhver mor altid havde i sig. ”Er der noget galt?”

Hvis det før havde stikket i stikket i hjertet på mig, var det ingenting sammenlignet med hvordan det føltes nu. Smerten mindede mest af alt om at få jaget en kniv direkte igennem brystet, så blodet fossede ud, og efterlod en stor, rød plet på min hvide skjorte.

”Er det Mellow?” forsøgte hun igen. Jeg bed mig blidt i læben, og forsøgte ikke at lade navnet påvirke mig, men jeg vidste allerede, at den kamp var tabt, og det var fuldstændig nytteløst at kæmpe imod. Ved lyden af hendes navn, krummede min mave sig straks sammen, og jeg kunne føle, hvordan den prøvede at suge resten af min krop ind i det sorte hul, der blev dannet.

”Nej, alt er fint,” fik jeg endelig svaret hende, med en stemme der var hæs og ru, og mindede om lyden af sandpapir mod træ. Det gik op for mig, at det var første gang jeg havde sagt noget i flere dage, og det gjorde det også svært for mig at snakke i det rigtige toneleje, så det resulterede i, at den sætning lød som den største løgn nogensinde – hvilket den også var.

Sandheden var, at alt inden i mig var forvirret. Hver celle i min krop havde sin egen mening, og trak i hver deres retning. Størstedelen af mine celler var dog enige om, at jeg var enten trist, ensom eller sønderknust. Hver gang jeg tænkte på Mellow blev de følelsers kraft forstærket og gav mig kvalme, samtidig med at mit hoved begyndte at snurre rundt, og gøre mig svimmel.

”Du må sige til, hvis du har lyst til at snakke om det, Harry. Både Gemma og jeg er her for dig,” forsikrede hun mig om, og gjorde mig diskret opmærksom på, at hun nemt havde opfanget løgnen i mine ord. Efter at have givet min skulder et kort klem, samt et alvorligt men medfølende blik, forlod hun mig alene ved vinduet. Jeg lod tænksomt mit blik søge op mod himlen igen, hvor jeg søgte efter månen i lidt tid. Først efter at have gennemsøgt det mørke billede over huset tre gange, gik det op for mig, at en sky langsomt havde sneget sig ind foran den.

Da himlen ikke længere fangede min opmærksomhed, vendte jeg mig om mod stuen, hvor jeg fik øje på spisebordet, der efterhånden var blevet tømt, formentlig at Gemma, mens min mor og jeg snakkede. Gemma havde – ligesom jeg – tilbragt hele juleferien her hos min mor, men jeg havde bogstaveligt talt ikke vekslet et ord med hende. Efter at have tænkt så meget over hvor godt hun ville klinge sammen med Mellow, så gjorde det ondt når jeg bare så på min storesøster, og selvom det ikke var hendes skyld, så forsøgte jeg alligevel at undgå hende. Og taget i betragtning af, at ferien var så godt som slut, så havde jeg klaret det meget godt.

Idet Gemma kom gående ind ad døren, og automatisk fik mig til at se væk, ringede min mobil fra min lomme. Hurtigt havde jeg rakt derned, og på trods af at min stemme var forfærdelig hæs, så jeg nysgerrigt på skærmen. Der var en del der havde ringet til mig, og forsøgt at komme i kontakt med mig i løbet af ferien, men jeg havde ikke svaret nogen af dem. Ikke engang drengene. Men det navn der lyste op på skærmen nu, gjorde mig ærligt talt en smule forvirret, da han ikke tidligere havde forsøgt at få fat på mig. Desuden var jeg også rimelig sikker på, at han hadede mig.

Andy.

Min første forklaring lød på, at han simpelthen havde trykket forkert, og egentlig skulle have ringet op til en anden, så der var ingen grund til at tage den. Men for hver gang den ringede, voksede min nysgerrighed. Det kunne jo rent faktisk godt være, at han ville snakke med mig. Og hvis det var tilfældet, så måtte det være noget vigtigt, for han ville helt sikkert ikke ringe til mig hundrede procent frivilligt.

Nysgerrigheden tog over, og fik mig til at acceptere opkaldet med let rystende hænder. Tøvende satte jeg mobilen mod mit øre, og ventede på en reaktion fra ham. Der gik et par sekunder, før han opdagede at den ikke ringede længere, men at han faktisk snakkede med mig.

”Hallo? Harry?” lød hans dybe stemme i røret. Så var det altså mig han ville snakke med. Jeg rømmede mig lydløst, inden jeg svarede ham med en stemme, der forhåbentligvis viste, at jeg på ingen måde var hans ven, og aldrig nogensinde ville blive det.

”Ja?”

Han lød helt lettet da han svarede, og det gjorde mig opmærksom på, at der helt sikkert måtte være et eller andet i vejen. ”Godt. Jeg bliver nødt til at snakke med dig, og jeg ved godt, at du hader mig, det forstår jeg godt. Jeg bryder mig på ingen måde om dig, og jeg gør kun det her for Mellows skyld. Fordi hun er min bedste veninde,” fastslog han, og fik på den måde blodet i mine årer til at fryse. Det her var helt sikkert noget vigtigt, for det omhandlede Mellow.

”Så.. snak,” forlangte jeg, denne gang uden at ændre min stemme. Lige nu var det ligegyldigt for mig, om han hørte nervøsiteten, savnet og smerten i min stemme. Jeg ville bare høre hvad han havde at sige.

”Nej, ikke over telefonen. Du er hjemme hos din mor lige nu, ikke? Hvornår kommer du tilbage igen?” Han lød nærmest stresset, som om han bare ville have, at jeg kom tilbage lige nu. Og på det tidspunkt ønskede jeg faktisk også, at jeg bare kunne snakke med ham om det nu, for jeg blev bare mere og mere nysgerrig efter at vide, hvad han ville sige.

”Jo, jeg tager hjem i morgen,” fortalte jeg med en tydelig forvirret klang i min stemme. ”Godt så. I overmorgen, kom hen til den café der ligger lige over for Liams lejlighed. Klokken to,” forlangte han, og det lød nærmest som en befaling fra verdens herre. Jeg kunne ikke gøre andet end at sige ja, og inden jeg overhovedet kunne nå at se mig om, havde han lagt på, og efterladt mig med telefonen ved øret, ude af stand til at fjerne den.

Det måtte virkelig være noget vigtigt.

 

 

Og her stod jeg så, på den samme vej, som jeg tusindvis af gange havde stået på, på en fredag eftermiddag. Dog havde det altid været for at besøge Liam, og jeg havde stort set altid været sammen med nogen af de andre drenge. Men denne gang var det anderledes. Denne gang skulle jeg ikke op i Liams lejlighed, og jeg var ikke sammen med nogen af drengene.

Med små, korte skridt nærmede jeg mig den lille café, og trådte på den måde længere og længere væk fra det sikre område inde i min varme bil. Caféen udefra bestod af en stor rude, der afslørede de små runde borde, samt nogle siddepladser udenfor og et lille skilt med en reklame for dagens specialitet. Jeg kunne ikke få øje på Andy nogen steder, og derfor valgte jeg bare at gå ind. Der var stort set ingen mennesker derinde, hvilket helt klart var en fordel, for så var risikoen for at blive opdaget minimal.

Efter at have købt en kaffe oppe ved kassen, satte jeg mig ved et lille bord bagerst i lokalet. Jeg havde stort set ikke drukket andet end kaffe her på det seneste, og man kunne nok godt kalde mig afhængig, hvilket var ret underligt. Normalt brød jeg mig ikke engang om kaffe, og nu drak jeg det hele tiden. Måske havde det noget med min manglende søvn at gøre, eller måske var det bare fordi, jeg ikke kunne drikke te, uden at tænke på Mellow.

Efter at have siddet i et par minutter, og ikke lavet andet end at stirre ned i den dampende varme kaffe, ringede klokken over døren. Straks fløj mit blik derop, hvor jeg fik øje på en fyr med hår som en løve, som jeg hurtigt genkendte. Det var ingen mindre end selveste Andy Samuels, bedre kendt som en af Liams bedste venner, samt danser. Og så var han selvfølgelig også bedste venner med Mellow, og nok en af de personer her på jorden, jeg brød mig allermindst om. Og hvis jeg var helt ærlig over for mig selv, så var jeg nok også en smule jaloux på ham.

Det tog ham ikke mere end et par sekunder at få øje på mig, og uden at bestille noget som helst, vandrede han bare hen til mig, og satte sig på stolen over for. Hans blik var koldt og fjernt, og jeg kunne godt fornemme, at han ikke gjorde det her for at blive venner med mig, eller for at sige undskyld.

”Okay, lad os lige lægge vores had til hinanden til siden, og i stedet fokusere på Mellow,” startede han alvorligt ud, og formåede virkelig at vække min opmærksomhed. Men på den anden side – vakte alt, der havde med Mellow at gøre, ikke min opmærksomhed?

”Okay,” samtykkede jeg, og så afventende på ham. Han så lettere nervøs ud, men tog en dyb indånding for at få styr på sig selv. ”Godt. Du ved jo selvfølgelig godt hvad der er sket imellem jer,” begyndte han, og så væk fra mit blik. Jeg undertrykte trangen til at reagere på hans ord, og fortsatte i stedet bare med at lytte opmærksomt til hans ord, for det var tydeligt, at han havde mere at sige.

”Og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan du har det med det. Efter hvad drengene har sagt, så har du det ikke særlig godt, men det er slet ikke det jeg vil tale om,” mumlede han, og rystede på hovedet af sig selv. Det kom på ingen måde bag på mig, at drengene havde fortalt om hvordan jeg havde det, så jeg nikkede bare opmuntrende til ham, i håb om at få ham til at fortsætte.

”Jeg er her faktisk for at tale om Mellow,” forklarede han, og lød som om han fortalte en hemmelighed, der egentlig ikke burde deles med nogen. ”Du har nok ikke snakket med hende, hvilket jo er klart nok,” mumlede han videre, og gjorde mig mere og mere utålmodig for hvert ord.

”Men hun har det i hvert fald ikke særlig godt,” kom han endelig frem til, og bragte den dårlige samvittighed frem igen. Jeg vidste jo godt at det var min skyld, fordi jeg ikke havde fortalt hende hele sandheden, og det åd mig praktisk talt op indefra.

”Du har virkelig såret hende, Harry, og det er virkelig forfærdeligt for mig at se på.” Han lød fuldstændig frustreret, og jeg forstod udmærket godt hvorfor. Han var forelsket i Mellow, og nu var hun ked af det på grund af noget jeg havde gjort. Han ville slet ikke have en chance hos hende, og han vidste det godt.

”Jeg hader at skulle sige det her, men jeg ville virkelig ønske jeg var dig. Hun har for helvede følelser for dig!” udbrød han, og slog irriteret ud med armene. Jeg kunne nemt se hvor oprevet han var, men han forsøgte at holde følelserne nede. Et suk undslap mine læber, og mit blik søgte ned mod min kaffe, der ikke længere havde damp stående op af sig.

”Jeg ved det godt, men hvad fanden skal jeg gøre? Hun vil ikke se mig,” mumlede jeg. Min hånd fandt hurtigt op i mit hår, hvor den havde ligget mange gange her på det sidste. Hver gang mine tanker gik for vidt, gik jeg igen i gang med at hive i de krøllede totter for at holde op med at tænke på hende. Det havde vist sig at være noget af det eneste, der hjalp.

”Jeg ved det ikke, men du bliver virkelig nødt til at rette op på det,” sukkede han lidt mere afslappet end før. Jeg kunne dog godt se på ham, at samtalen havde tæret hårdt på ham, og at han helst ville have undgået at skulle snakke med mig. Netop derfor rejste han sig fra den lille caféstol, og efter at have givet mig et lille nik med hovedet, forlod han stedet uden et ord.

Hans ord sad fast i mit hoved og kørte på repeat. Han havde virkelig ret. Jeg var nødt til at rette op på det, for det kunne ikke fortsætte på denne måde. Jeg fik ikke noget ud af at lade Mellow rende rundt og tro noget om mig, der ikke længere var sandt. Og hvis det så samtidig gjorde hende ked af det, blev jeg nødt til at overbevise hende om, at jeg ikke længere var sådan. Om hun så ville tilgive mig, eller nogensinde ville have noget med mig at gøre igen, det vidste jeg ikke, men det ville lette på samvittigheden at vide, at hun ikke længere var ked af det.

Som om zombie i trance rejste jeg mig op fra stolen, og uden at skænke min kolde kaffe en tanke, forlod jeg den tomme café. Det eneste der var i mit hoved, var Andys sidste sætning. Du bliver virkelig nødt til at rette op på det. Han havde fuldstændig ret, og det var det eneste jeg kunne fokusere på.

Med hovedet fyldt til randen af tanker satte jeg mig ind i min bil, og startede motoren. Jeg lagde knap nok mærke til vejen eller bilerne omkring mig, jeg kørte bare fremad. Det var et rent held, at jeg ikke stødte sammen med en modkørende billist, eller nogen af bilerne foran mig for den sags skyld.

Hvis ikke Mellow ville se mig, så blev jeg nødt til at finde hende. Jeg måtte finde en måde at komme i kontakt til hende på, der ville overraske hende så meget, at hun ikke engang ville kunne nå at afvise mig, før jeg havde forklaret. Hvis jeg dukkede op foran hendes dør ville hun bare kunne smække døren i, og hun ville garanteret også synes, at det var en smule krænkende, sådan at dukkede op i hendes hjem. Hvis jeg ringede til hende, ville hun bare ignorere telefonen, eller måske endda slukke sin mobil. Så jeg måtte finde en anden plan.

Mens jeg funderede over en måde at komme i kontakt med Mellow på, lod det til at min krop vidste præcis hvor jeg skulle hen. Det gik ikke engang op for mig hvor jeg var på vej hen, før jeg trådte på bremsen, og holdt parkeret på en temmelig fyldt parkeringsplads, der var temmelig velkendt for mig. Forvirret så jeg rundt, og undrede mig i et øjeblik over, hvad jeg dog lavede her. Et meget kort øjeblik. Længere tog det ikke for mig, før jeg indså, at det her netop var min chance.

Efter at have kastet et blik på min iPhones skærm, og være kommet frem til, at jeg var kommet på det helt rigtige tidspunkt, hoppede jeg ud af min bil. I selv samme øjeblik lød den skingre lyd af en skoleklokke over hele parkeringspladsen, og bekræftede blot, at jeg var på det helt rigtige sted, på det helt rigtige tidspunkt.

Nemlig på Mellows skole, præcis på det tidspunkt, hvor hun fik fri. Det var trods alt ikke første gang, jeg ventede på hende efter skole, så jeg havde efterhånden lært hendes skoletider at kende.

Tanken om, at Mellow kunne komme gående ud fra den store dobbeltdør hvornår det skulle være, fik af en eller anden grund adrenalinen til at pumpe gennem mit blod, og gøre min krop helt anspændt. Samtidig kunne jeg ikke lade være med at frygte, at noget ville gå galt, og at jeg ikke ville få mulighed for at snakke med hende eller noget som helst.

Og nu når jeg tænkte over det, så kunne det jo sagtens være, at hun alligevel ikke ville snakke med mig. Hun kunne jo nemt bare ignorere mig, og fortsætte videre som om intet var sket. Og det betød altså, at jeg blev nødt til at få hende med mig. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle have hende hen, men jeg måtte få hende ind i bilen, og så køre et sted hen, hvor hun ikke kunne smutte inden jeg fik forklaret.

Nogenlunde tilfreds med min plan, lænede jeg mig tilbage mod min bil, i håb om at kunne slappe en lille smule mere af i musklerne. Mit blik vandrede igen op mod det sted, for en lav trappe førte op til de to døre med et gammelt udseende, hvor folk pludselig begyndte at strømme ud. Jeg havde selvfølgelig valgt at parkere ret tæt på døren, for at være sikker på at Mellow ville passere mig, på sin spadseretur tilbage mod sit hus.

Flere og flere af eleverne passerede mig, uden at skænke mig et blik, hvilket kun var en fordel, for på trods af mine solbriller, kunne jeg stadig godt genkendes, og det ville måske ikke lige være tidspunktet til at skrive autografer og tage billeder.

Jeg spottede op til flere piger med lange, mørkebrune krøller, men efter flere minutter havde jeg stadig ikke fået øje på den rigtige Mellow, og jeg begyndte at blive en smule urolig, ved tanken om at hun måske ikke var i skole i dag, eller at hun allerede havde sneget sig forbi mig, uden jeg havde opdaget hende. Langsomt tog panikken overhånd, og fik igen mine muskler til at spændes. I et øjeblik fik jeg bare lyst til at løbe skrigende væk, fordi jeg ikke engang anede, hvad jeg havde gang i, men da så jeg hende.

Mellow. Og hun var på vej herhen.

 

__________________________________________________

 

A/N:

Omgogomgogmgomgogm, Hazza dukker op på Mellows skole, argh! Hvordan tror I Mellow reagerer?

Jeg kan ikke engang huske hvornår sidste kapitel kom, men jeg begyndt vist på det her i går, så på trods af, at jeg er blevet mega afhængig af Twitter (@Caroline_Schack), så kom det da ud ok hurtigt, ikke?

Undskyld for at reklamere for mig selv, haha, jeg føler mig bare lidt alene derinde :(

Håber I kan lide kapitlet! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...