Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
508923Visninger
AA

30. 28

 

 

”You're everything I thought you never were
And nothing like I thought you could have been
But still, you live inside of me, so tell me how is that?
You're the only one I wish I could forget
The only one I love to not forgive.”

Broken-Hearted Girl ~ Beyoncé

 

Mellows synsvinkel

 

Jeg kunne ikke beskrive den lettede følelse, da jeg så den ukendte bil holde nede foran stien til huset fra køkkenvinduet. Jeg vidste allerede, hvem det var og gik derfor også hurtigt ud i gangen, hvor jeg trådte i et par ballerinaer. Derefter åbnede jeg døren og så ud, og ikke længe efter gled et smil hen over mine læber, da jeg så Niall komme gående med den hvide hund, som jeg havde savnet så forfærdeligt meget.

De fik begge hurtigt øje på mig. Malou gøede, og Niall tyssede bare på hende, hvilket fik mig til at grine kort. ”Jeg opgiver,” hørte jeg Niall mumle, eftersom Malou ikke lyttede til hende. I stedet for bukkede han sig ned og tog selen af, så hun var fri til at løbe op til mig.

Jeg satte mig på hug og lod hende løbe mine arme i møde for at trække hende ind til et knus, imens jeg kunne mærke hendes fugtige snude mod min kind. ”Så er du hjemme,” sagde jeg med en lav stemme, imens jeg nussede toppen af hendes hoved.

Jeg huskede hurtigt mig selv på, at Niall stadigvæk var her og så derfor op, men af en eller anden grund stod han ikke der, hvor jeg havde set ham førhen. Jeg rynkede panden og så rundt, indtil jeg opdagede, at han pludselig kom gående. Og til min store overraskelse havde han favnen fyldt med ting. Ting til Malou. 

”Harry bad mig om at give dig det her,” forklarede han, nok fordi jeg kiggede vantro på tingene. Et stik af sorg bredte sig i min krop, og jeg bed mig derfor i læben. ”Tak,” mumlede jeg til Niall, der stod og smilede opmuntrende til mig.

”Vil du med ind og have en kop te?” spurgte jeg langsomt, efter jeg havde taget pænt imod tingene. ”Ja, tak. Men jeg henter lige hundemaden engang,” svarede han og vendte sig om, imens jeg fandt vejen ind til huset, som Malou allerede var løbet ind i.

Selvom jeg prøvede at undgå det, kunne jeg ikke lade være med at studere tingene, som Harry havde købt lidt for grundigt. Det undrede mig gevaldigt meget, at han havde købt det. Han havde haft Malou i et par dage og havde købt flere ting til hende, end jeg nogen sinde havde, siden jeg fik hende...

Han havde vel nok ikke haft så travlt, og hvis Malou havde generet ham med sine pive- og gølyde, måtte han vel nok bare forkæle hende, så hun holdt kæft.

Et suk forlod mine læber, da jeg stod og tog mig selv i at stirre på alle tingene, der kun fik mig til at tænke på én ting; Harry.

Det havde næsten gået de sidste par dage uden at tænke på ham. De første to dage var de værste, den tredje var slem, men fin, og fordi jeg fik juleferie i går, og at en af drengene fra fysik holdt en fest, fandt jeg mig selv hos ham, og kunne derfor skubbe alle tankerne og følelserne væk med alkohol.

Det havde i den grad hjulpet.

I hvert fald lige indtil nogen valgte at spille et af One Directions hits, for der valgte jeg at bryde sammen i Lenas arme. Hun havde ikke rigtig forstået hvorfor, men trøstede mig bare uden at spørge ind til, hvad jeg græd over.

Så alt i alt gik det... som det hele tiden havde gjort. Intet bedre, intet værre. Jeg var ligeså sur og ked af det, som jeg var, da jeg gik fra Harry den morgen. De samme følelser bevægede sig rundt indeni mig, imens det samme humør spillede igen og igen. Det var som en uendelig lang dag, der aldrig gik videre.

”Hvor kan jeg stille den her?” hørte jeg Niall spørge om, hvilket automatisk rev mig ud af mine tanker. Jeg så hen på ham og opdagede, at han stod med en pose hundemad. Den samme slags, som jeg selv gav Malou. Jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben, fordi mine tanker blev ledt over på Harry igen. Alt det han havde købt til Malou på de få dage, han havde haft hende. Han havde virkelig taget sig godt af hende, selvom jeg havde haft svært ved at tro på det. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at han i stedet for havde brugt sine dage på at snakke med sine venner. Fortælle dem om, hvor dum jeg var. Hvilken idiot han havde fået mig til at ligne foran dem.

”Mellow?”

Men sådan var det vel bare. Han brugte piger. Jeg var bare endnu en, som han med glæde skulle ydmyge foran andre.

”Hallo?”

Jeg vågnede op fra mine tanker og så på Niall igen, der stod med løftet øjenbryn og et forvirret ansigtsudryk. ”Undskyld,” mumlede jeg og kørte en hånd igennem mit hår, imens jeg tog en dyb indånding. ”Men bare ude i køkkenet, tak,” fortsatte jeg, og efter jeg havde modtaget et nik, løftede Niall posen med hundemad ud i køkkenet.

Jeg vendte mig om og betragtede ham stille hundemaden omhyggeligt på gulvet, hvorefter han vendte sig om mod mig igen, imens et lille, svagt smil var placeret på hans læber. Han virkede usikker på situationen, og det fik mig til at smile falskt, bare for at vise ham, at det var okay, og at jeg var taknemlig for hans arbejde.

”Tusind tak for hjælpen,” sagde jeg roligt og skævede kort til Malou, der stod og snusede til hundemaden. ”Selvfølgelig!” udbrød Niall nærmest, imens hans smil blev større. ”Det var det mindste jeg kunne gøre,” fortsatte han venligt.

Jeg svarede ikke, men blev bare ved med at kigge på Malou. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg var ikke helt så tryg ved Niall, som jeg havde håbet, at jeg ville være. Det havde været lettere at være sammen med ham hjemme hos Niall, men nu gik det langsomt op for mig, at jeg havde følt mig langt mere sikker der udelukkende på grund af en person, som han også fik mig til at tænke på uafbrudt. Harry.

Jeg følte mig ond, da jeg allerhelst håbede på, at Niall bare sagde farvel og gik igen. Men nu havde jeg ligesom spurgt, om han ville have en kop te, så det ville han såmænd nok ikke gøre.

Eftersom jeg næsten lige havde drukket en kop te, var vandet i kedlen varmt, så jeg kunne bare lave to kopper med det samme. Niall fik selv æren af at hælde sukker og mælk i, imens jeg prøvede at lave min. Sagen var, at jeg de seneste par dage havde prøvet at fremstille den pokkers kanelte, som Harry plejede lavet. Men hver gang blev den enten for bitter, sur eller vammel, og i sidste ende måtte jeg give op.

Endnu en gang havde jeg lyst til at sukke højlydt over mig selv. Hvordan kunne det lykkes mig at tænke på ham, når jeg stod og lavede min te? Hvordan? Hvad gjorde han ved mig?

Jeg lagde mærke til, at jeg havde strammet grebet om min teske og smed den derfor hurtigt i vasken. Nu når Niall var her, havde jeg virkelig ikke lyst til at flippe ud på mig selv, for jeg havde virkelig ikke lyst til at vise ham, hvordan jeg havde det. Han havde mulighed for at sige det videre til Harry, der så kunne more sig over tanken om, at jeg var faldet så hårdt for ham, at jeg nogle gange lå og græd mig selv i søvn, fordi jeg savnede ham.

Jeg savnede ham, selvom han havde været en idiot. Jeg savnede ham, selvom han havde præsteret at gøre mig fuldstændig til grin for andre. Jeg savnede ham, selvom han formåede at vende op på mit liv udelukkende for at vende det ned igen.

En tanke havde flere gange passeret mit hoved. Den havde virket oprigtig, men stadigvæk ikke hundrede procent. Jeg var ikke personen, der gik med så store ord, men for første gang i mit liv havde de virket så ægte, og jeg følte derfor, at der ikke var særlig meget at tvivle på.

Alligevel var jeg ikke sikker. Jeg vidste ikke, om jeg virkelig savnede Harry så meget, fordi jeg elskede ham. Fordi han var den omsorgsfulde person, der tog sig af mig så godt han kunne. Fordi jeg elskede tanken om, at det var ham og mig, der havde mindst et par år sammen.

Fordi han var som han var.

Selvfølgelig var jeg forelsket, det kunne enhver høre. Men jeg følte personligt, at jeg var mere end forelsket. Jeg havde aldrig følt sådan her for andre. Det var en helt unik følelse, som i hvert fald ikke kunne erstattes af nogen anden person. Jeg kunne godt lide følelsen. Den skræmte mig ikke eller noget. Men lige nu ville jeg ærlig talt ønske, at den ville forsvinde. At den aldrig havde eksisteret.

At Harry aldrig havde eksisteret i mit liv.

Jeg havde ofte ligget i min seng og haft ønsker om, at Andy aldrig inviterede mig med til den pokkers fest. Tanken om, at jeg kunne undgå alle disse her splittede følelser og mit dårlige humør var virkelig fristende.

Sådan var det uheldigvis bare ikke.

Niall så rimelig ukomfortabel ud, da han stillede sig op ad køkkenbordet og sippede lidt til sin te. Jeg sendte ham et svagt smil, som han straks gengældte, da vores øjne mødtes.

”Så.. hvordan går det?” spurgte han, tydeligvis for at få en samtale i gang. ”Fint,” løj jeg, og han nikkede, og jeg vidste, at han havde busted mig. Han kendte bare hverken til mig eller mine grænser og sagde det derfor ikke.

”Og dig?” sagde jeg nysgerrigt og strammede grebet lidt om min kop for at forholde mig under ro. ”Samme,” fortalte han med et nik. ”Dejligt,” mumlede jeg og kløede mig lidt i håret.

Ingen sagde rigtig noget ellers. Hvis Niall prøvede at få gang i en samtale, var jeg dum nok til at lyde afvisende, så han opgav. Som sædvanlig.

Den gamle vane med at lukke af overfor folk begyndte at komme frem, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Uanset om jeg prøvede at fjerne den, kom den frem. Det havde førhen været et stort problem i mit liv, og noget sagde mig at det ville blive det igen.

”Tak for te,” mumlede Niall, da han var færdig med at drikke den varme væske. Jeg nikkede et par gange. ”Så lidt,” svarede jeg med et svagt smil, som han kort gengældte, inden han rettede sig op. ”Jeg må nok se at komme tilbage,” konstaterede han og lavede en trist mine, selvom der ikke var noget at være trist over. Hvis jeg var ham, ville jeg være lykkelig, hvis jeg kunne stikke af fra mig. Han glædede sig såmænd nok bare til at sidde i sin bil og køre væk herfra.

Jeg fulgte med ham ud i gangen, hvor han tog sine sko og sin jakke på. Blidt stod jeg og bed mig i læben og prøvede at lade være med at stirre for meget på ham. Det hjalp lige indtil han valgte at se op på mig med et bekymret blik. Lidt for bekymret.

”Helt ærligt, Mellow, hvordan går det?” spurgte han forsigtigt, og jeg behøvede ikke mange sekunder, før jeg vidste, hvad han mente. Hvem han hentydede til.

Jeg bed tænderne en smule sammen og følte mig virkelig ukomfortabel. Hvad jeg skulle svare, vidste jeg ikke. Ville det virke forkert at fortælle ham, hvordan det gik? Noget sagde mig, at det kunne hjælpe at få det ud, men jeg havde ikke lyst til at fortælle Niall om det. Han havde adgang til Harry, som kunne få det direkte at vide, og det var noget jeg ville undgå.

”Det går fint, virkelig,” løj jeg og sendte Niall et overbevisende blik, som jeg allerede på forhånd vidste, at han ikke købte. Han så på mig med hævet øjenbryn, imens hans øjne borede sig langt ind i mine for at se, om han kunne afsløre noget.

Jeg sukkede, fordi han ikke opgav. Mit blik fandt gulvet, og jeg trak lidt på skuldrende. ”Det kunne gå bedre. Men det går fint,” konstaterede jeg kort, og inden jeg overhovedet fik et svar, så jeg op med et bedrøvet blik.

”Hvordan har han det?” spurgte jeg langsomt og bed mig i inderlæben. Hans bekymrede blik kom til overfladen igen, hvorefter han trak på skuldrende. ”Han taler ikke så meget med os andre,” konstaterede Niall, der nu også lød bedrøvet.

Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvad han mente, men nikkede bare alligevel. Jeg havde ikke lyst til at fortsætte samtalen, da det var virkelig svært for mig at stå og tale om Harry. På en måde følte jeg for at græde, og på en måde havde jeg også bare lyst til at sige fuck ham og glemme det hele. Problemet var, at mine følelser var for store til, at jeg bare kunne glemme ham. Uanset hvad ville det bare være umuligt. Han var for stor en del af mit liv til at smide i skraldespanden.

”Nå,” samtykkede Niall og smilede svagt, ”jeg må se at komme af sted igen..” Jeg nikkede og sendte ham et lille smil. ”Tusind tak. Igen.” Han grinede kort og trådte et skridt frem for at lægge sine arme om mig. Jeg tøvede lidt, men gengældte til sidst krammet, som ikke varede længe.

”Ses, Marsh-Mellow,” smilede Niall, før han vendte sig om. Jeg smilede for mig selv, indtil minderne i mit hoved kom frem. Minderne om, da Harry og jeg havde været til julefrokost hos Liam. Hvor sjovt vi havde haft det. Hvor rart vi havde haft det. Hvor forelsket jeg følte mig.

Jeg sukkede for mig selv og låste hoveddøren, som Niall var forsvundet ud ad. Derefter vendte jeg mig om igen og fandt min vej ind i stuen til Malou, som straks var henne ved mig. Jeg lokkede hende med op i sofaen og satte mig til at nusse hende, imens hendes mørke øjne borede sig ind i mine.

”Min dejlige hund, jeg har savnet dig,” mumlede jeg og lænede mig frem mod hende for at placere et kys på hendes pande. Hun logrede ihærdigt med halen, og ikke lang tid efter kunne jeg mærke hendes våde tunge mod min kind. Jeg grinede kort og trak mig hurtigt væk. Med bagsiden af min hånd fik jeg tørret min kind, imens mit blik udelukkende hvilede på Malou. At have hendes her hos mig, gav mig en bedre mavefornemmelse. Jeg følte mig ikke helt så alene. Og jeg havde ingen grund til at gå og bekymre mig om, at jeg skulle hjem til Harry mere og hente hende. Faktisk, så havde jeg slet ikke nogen grund til at tage derhen til ham mere. Medmindre jeg ikke havde nogen værdighed og ville kom flyvende tilbage.

Selvfølgelig ville jeg ikke det. Det hele var forbi.

 

 

Jeg havde aldrig haft så nedtrykkende en juleferie før. Jeg havde aldrig følt mig så ensom før. Jeg havde aldrig ønsket mig, at tiden ville gå hurtigere så meget som nu.

Det var blevet den 27 december, og jeg lå som sædvanlig bare og så fjernsyn, hvilket jeg havde gjort de sidste par dage. Inklusiv juleaften.

Jeg havde ingen at fejre aftenen med og var derfor bare blevet hjemme for at se fjernsyn og spise mig mæt i kage, is, slik, alt sødt jeg kunne finde i huset. Min far havde ringet op til flere gange, men jeg havde lagt på. Jeg ville ikke snakke med ham. Han var en af grundene til, at jeg havde været alene. Han burde have været der. Det var vores første jul sammen i England, og han valgte at tage sit arbejde i højre betragtning end mig.

Ikke noget nyt.

Jeg havde set så meget frem til at komme hjem til Harry og møde hans familie, men det blev der heller intet af. I stedet for måtte han tage af sted alene, men han havde det nok vældig sjovt sammen med sine kære, som holdte af ham, ville gøre alt for ham. Det skulle ikke undre mig i hvert fald.

Jeg følte, at jeg var gået i vinterhi.

Der var ingen, jeg kunne snakke eller skrive med, det eneste jeg lavede var at spise og se fjernsyn. Jeg skiftede dårligt nok tøj, måske fordi jeg blev liggende i min seng hele dagen og derfor ikke havde brug for det.

Jeg var lukket ude fra den sociale verden og gemte mig i stedet for inde bag døre og gardiner. Den eneste gang jeg havde været ude, var i går, da jeg skulle ud på en lille tur med Malou og ned i kiosken for at købe lidt mælk og toast. Det var til gengæld også det.

Ja, jeg var gået i vinterhi.

Det eneste, der afholde mig at falde i søvn og først vække op om 100 år, var Malou. Når hun skulle tisse, have mad eller bare var legesyg, så kunne jeg ikke sove. Men det var fint nok. Hun havde trods alt behov for opmærksomhed, og det skulle jeg da nok give hende massere af.

Det var også grunden til, at jeg havde valgt at give hende et bad. Efter hun kom ind fra haven, var hun smurt ind i noget, der mindede om mudder og sand, og sådan kunne jeg ikke lade hende se ud. Det havde regnet rigtig meget de seneste dage her, så hendes pels var også mærkelig og filtret. Derfor havde jeg fundet hundeshampooen frem og morede mig et kort øjeblik med at lege 'Mellow's Grooming Saloon For Dogs'.

Og det var lige som jeg havde fået hende ud af brusekabinen, at jeg hørte, at det ringede på hoveddøren nedenunder. Jeg gik langsomt i stå, imens mit blik fandt vejen hen mod badeværelsesdøren.

Jeg havde ingen anelse om, hvem det kunne være, og tanken gjorde mig lidt urolig. Lige nu gættede jeg kun på, at det var en bestemt person, men så alligevel ikke. Han måtte efterhånden have forstået, at jeg ikke ville glo på ham.

Og det havde jeg ret i, for det var ikke ham.

Da jeg havde fået mig taget sammen til at lade Malou vente på badeværelset, imens jeg gik ud for at åbne hoveddøren, så jeg til min overraskelse, hvem det var. Ikke ham, som jeg havde forventet allermest..

”Andy?” spurgte jeg langsomt, og kunne roligt mærke mine hænder blive lidt svedige. Vi havde ikke snakket sammen i noget, der føltes som en evighed, og jeg havde det egentlig bedst sådan. Jeg var stadigvæk sur på ham, hvilket der sådan set var en rimelig god grund til.

”Hej, Mellow,” hilste han med en forsigtig, lille stemme, som om han var en smule nervøs. Jeg stirrede lidt på ham, mens mine tanker løb løbsk rundt. Hvad i alverden lavede han her?

Jeg blev ved med at stirre på ham, og jeg tror, at han fandt det ganske ubehageligt, eftersom han stod og rømmede sig lidt.

”Må jeg godt komme ind et minut? Jeg vil gerne snakke med dig..” sagde han tøvende. Jeg bed tænderne lidt sammen og hævede øjenbrynene en smule. ”Om hvad?” spurgte jeg kort og en del afvisende. Han sukkede og kiggede ned i jorden. ”Det ved du godt.”

Jeg havde lyst til at sige nej, men at smække døren i hovedet på ham kunne jeg ikke. Så jeg endte med at træde til siden og lod ham komme indenfor. Han gjorde ikke andet end at bevæge sig indenfor og stille sig et lille stykke væk fra døren med hænderne i lommen. Det var tydeligt, at han ikke havde lyst til det her, men blev nødt til det.

Jeg lukkede døren og vendte mig om, så vi stod ansigt til ansigt. Jeg prøvede at se lidt hård ud for at vise, at jeg ikke gad det her, men jeg følte, at min ansigt var så udtryksløst, som det kunne være. I stedet for lagde jeg armene over kors og kiggede afventende på ham.

”Hvordan går det?” spurgte Andy og drejede fuldkommen væk fra emnet, hvilket fik mig til at himle med øjnene. ”Hvis du er kommet for at få en søndagssnak til te og kage, så kan du ligeså godt gå igen,” sagde jeg bestemt, hvilket så ud til at overraske ham. Nu havde han heller ikke oplevet mig vred, så det var nok derfor.

Han så lidt på mig, indtil han sukkede for sig selv. ”Sorry,” mumlede han roligt. Han kiggede på mig i et par sekunder, før han endelig tog sig sammen til at snakke.

”Mellow, jeg har haft det virkelig dårligt de sidste par dage her,” startede han og rykkede uroligt på sig. ”Jeg har tænkt alle tingene igen, og jeg er virkelig ked af, at jeg har været så dum. Jeg burde have fortalt dig, hvad jeg følte for dig i stedet for, at du skulle få det at vide igennem andre.”

Klare billeder af Harry og Louis, der stod og diskuterede, imens alle hemmelighederne forlod Louis' mund steg op i mit hoved, og fik mig til at se ned i gulvet, imens en ubehagelig fornemmelse indtog min krop. Jeg prøvede virkelig at fortrænge alle de minder, men nu bragte Andy dem på banen.

Han blev ved med at undskylde, men jeg hørte ingenting. Alt jeg kunne stå og tænke på var det øjeblik. Et øjeblik, der havde været skyld i alt dette her rod.

Jeg havde ofte gået og tænkt på, hvad der kunne have sket, hvis jeg ikke havde hørt Louis' og Harrys snak. Om tingene ville være det sædvanlige, eller om jeg ville have fundet ud af det på en anden måde. Jeg vidste det ikke. På en måde ville jeg ønske, at jeg aldrig havde fundet ud af, at Harry brugte mig. Følelsen af at føle sig elsket og værdsat var virkelig vidunderlig. Jeg havde endelig kunne kaldt mig selv lykkelig igen.

Men alle de følelser var væk. Jeg var trist og sur, mindede mere om en gammel enke end en pige, der skulle nyde livet i fulde drag.

Jeg gjorde den store fejl af at begynde at tænke på Harry. Hans smil. Hans øjne. Hans krøller. Hans alt. De velkendte følelser kom frem, hvilket fik min mave til at beklage sig. Jeg bed mig hårdt i læben og prøvede at se bort fra det hele, men det blev uden tvivl værre ved det.

Jeg sank en klump, der havde sat sig i min tørre hals, hvorefter jeg prøvede at koncentrere mig en smule om Andy, der så ud til, at han var blevet færdig med at forklare. På en måde havde jeg lyst til at tilgive ham, fordi han var min ven, og jeg savnede ham. Jeg savnede at bruge min tid med ham. Få dagene til at gå hurtigere. Især fordi jeg havde brug for ham lige nu. Men på den anden sidse kunne jeg heller ikke se bort fra det, han havde gjort.

”Du fortalte mig det ikke,” mumlede jeg og blev overrasket over, hvor svag min stemme var. Han så usikkert på mig og kørte forsigtigt sin hånd igennem sit hår. ”Du fortalte mig ikke, hvad Harry havde gang i. Du vidste, at han brugte mig, og du sagde intet.”

Jeg ignorerede den prikkende fornemmelse, der var kommet frem i mine øjne. Det var ikke fordi, jeg havde lyst til at græde foran Andy, men jeg vidste, at jeg ikke behøvede at bruge energi på at lade være, for det ville alligevel ikke lykkes.

Derfor gav jeg slip.

Tårerne trillede allerede ned ad kinderne på mig, og jeg vidste, at Andy havde lagt mærke til det, for han så på mig, som om det var virkelig forfærdeligt. Som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre.

”Mellow, jeg kunne ikke,” mumlede han, hvilket fik mig til at grine kort og ironisk, selvom det mere lød som snøft. ”Og hvorfor ikke? Var det bedre den anden vej?” sagde jeg en smule hårdt. ”Fordi du var forelsket,” svarede han opgivende. ”Harry dit, Harry dat. Tror du selv, at jeg ville være skyld i at ødelægge det hele for dig? Jeg ved godt, at jeg burde have fortalt dig det, men jeg kunne ikke, og jeg er virkelig ked af det. Men se det fra min synsvinkel; hvis jeg havde fortalt dig det, havde du så overhovedet troet på mig?” Hans blide øjne borede sig ind i mine, og jeg bed mig i læben.

Jeg overvejede nøje hans spørgsmål, og langsomt kunne jeg godt se, hvad han mente. Men alligevel burde han have gjort noget.

Jeg så væk fra Andy og snøftede kort. ”Undskyld, Mellow,” hørte jeg ham mumle, og det fik mig uden tvivl bare til at hulke endnu mere.

Kort efter kunne jeg mærke et par arme omkring mig, velvidne om, at det var Andys. Han trak mig ind til et knus. Et betryggende, varmt knus, der gav mig følelsen af noget velkendt, hjemmeligt. Noget, jeg havde savnet.

Jeg valgte at besvare knuset, så Andy ikke følte, at jeg ikke ville have, at han rørte mig. Han åndede også lettet op, og det fik mig til at grine kort, imens jeg trak mig lidt tilbage. ”Du er min bedsteven, og jeg har brug for dig lige nu,” snøftede jeg, og han smilede svagt, hvorefter han tørrede mine kinder med hans tommelfingre. ”Og jeg er her for dig. Tvivl ikke på det.”

Jeg nikkede og snøftede en enkelt gang. Sådan stod vi i lidt tid. Det var ikke ubehageligt eller noget, faktisk bare rart. Jeg havde savnet Andy. Og som jeg sagde før, jeg havde brug for ham lige nu. Jeg havde hverken Harry eller min far på min side nu, og Andy var den eneste, som jeg havde lyst til at belejre mine problemer med.

”Du savner ham virkelig, hva'?” mumlede Andy pludselig. Jeg så på ham og forstod hurtigt, at han hentydede til Harry. Jeg nikkede en enkelt gang. ”Alt for meget,” hviskede jeg og så væk fra ham. Jeg følte mig måske ikke helt så tryg ved emnet, eftersom jeg vidste, at Andy havde mere end venskabelige følelser for mig. Så måtte det jo heller ikke være særlig sjovt for ham.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget, men jeg er ikke Harry, så jeg kan ikke rette op på hans fejl på hans vegne,” konstaterede Andy med en lille stemme. Jeg smilede kort af hans forsøg og så på ham. ”Bare du er dig, så er det helt fint,” svarede jeg opmuntrende, hvilket fik ham til at smile.

”Godt så,” samtykkede han og kørte en hånd igennem sit hår. Jeg tog en dyb indånding og tørrede mine øjne og kinder fuldstændig.

”Jeg må faktisk se at komme af sted igen,” fortalte Andy langsomt og skævede til døren. ”Hvad skal du?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Til julefrokost.” Jeg nikkede roligt og smilede svagt. ”Okay. Så ses vi?” ”Helt klart,” nikkede han og smilede stort, før han trak mig ind til endnu et kram. ”Skriv. Skriv så meget du vil,” fastslog han, og jeg grinede. ”Det skal jeg nok,” lovede jeg, hvorefter han trak sig tilbage.

Han smilede stadigvæk, inden han fandt sin vej ud af døren, som han roligt lukkede efter sig. Jeg blev stående i nogle minutter og stirrede på det blanke, hvide træ, før jeg endelig tog mig samme til at finde min vej ud på badeværelset, hvor jeg pudsede min næse og tørrede mine kinder ordentligt.

Det var rart at have Andy tilbage, selvom jeg følte, at jeg havde fået tilgivet ham lidt for nemt. Han havde trods alt gået inde med en hemmelighed, som egentlig kunne have sparet mig for så meget sorg, som jeg rendte rundt med nu. Hvis han havde fortalt mig om Harrys plan i starten, kunne alt have set anderledes ud. Og på den ene side ville jeg ønske, at han havde gjort det. Men på den anden side havde jeg også haft en fantastisk tid sammen med Harry, som jeg ikke havde haft lyst til at bytte ud med noget andet.

Men lige nu var jeg ærlig talt bare glad for, at jeg havde Andy ved min side igen. Hvis jeg skulle formå at glemme en smule om Harry, havde jeg i hvert fald brug for ham.

 

___________________________________________

A/N:

UNDSKYLD! Jeg undskylder virkelig meget, at der er gået så lang tid siden sidste kapitel, men jeg har bare haft en massive skriveblokade til denne her movella, hvilket er totalt trist, argh ):

Jeg håber alligevel, at I tilgiver mig, og kan lide kapitlet :))

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...