Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1780Likes
2485Kommentarer
518783Visninger
AA

29. 27

 

 

"As the seasons change, remember how I used to be.

Now I can't go on, I can't even start.

I've got nothing left, just an empty heart."

Sound The Bugle ~ Bryan Adams

 

Harrys synsvinkel

 

Uden at tælle, vidste jeg, at jeg havde ringet til Mellow over halvtreds gange i løbet af de sidste par dage, og jeg havde garanteret sendt dobbelt så mange beskeder. Flere gange havde jeg endda overvejet at køre hjem til hende, og ringe på hendes dør, men jeg vidste, at hun blot ville ignorere mig, og at det nok heller ikke ville hjælpe på sagen.

Den knugende og tomme fornemmelse i min mave, der havde formet sig, i det sekund Mellow var forsvundet ned af trapperne, var stadig ikke gået væk, men blot forværret for hvert sekund der gik. Og det var lidt som om, at sekunderne blot gik endnu langsommere, bare for at pine mig lidt mere.

Jeg havde endnu ikke snakket med nogen, og havde rent faktisk kun været uden for en dør for at lufte Malou, og så en enkelt gang, da jeg skulle ned i dyrehandlen. Hver gang sørgede jeg for, at jeg havde både hættetrøje og solbriller på. Jeg var bange for, at skulle støde ind i nogen jeg kendte. Hvis jeg først skulle forklare hvad der var sket, ville det betyde, at jeg skulle sige det højt. Jeg havde efterhånden vænnet mig til, at tænke det. At Mellow havde forladt mig. Det gjorde ikke ligeså ondt længere. Kun en skarp følelse i mit hjerte kunne mærkes. Men hvis jeg først skulle sige det højt, ville det bare bekræfte det, jeg allerede vidste; at hun var væk. Og det kunne jeg ikke holde til.

Jeg vidste ikke hvor mange gange, det bare havde ramt mig som en bombe. Hver gang det skete, måtte jeg lægge mig ned på stedet, krølle mig sammen til en kugle, og så trillede tårerne ligeså stille ned ad mit ansigt, og landede i mit hår. Det skete et par gange om dagen, og mindede mest af alt om et anfald af en art. Måske var jeg syg. Syg efter Mellow.

Den eneste ting jeg efterhånden var sikker på var, at jeg følte mig helt fortabt. Mit hjerte var tungt og tomt, og mindede mig ved hvert slag om, hvad jeg plejede at have. Hvordan jeg plejede at være, da jeg havde Mellow. Når jeg så tilbage på det nu, kunne jeg nemt se, hvor glad jeg havde været, og hvor meget jeg havde forandret mig.

Forsigtigt lod jeg mine fingre møde mine læber, der efterhånden var blevet rimelig tørre. Jeg forsøgte at genskabe følelsen af Mellows læber mod mine, på trods af den smerte, jeg vidste, ville ramme mig ved mindet. Men savnet var for stort til, at jeg kunne tage mig af smerten.

Mine øjne lukkede sig i, og jeg så Mellows mørkebrune krøller, de dybblå øjne og de indbydende læber foran mig. De blev lidt efter lidt til en hel person, og jeg forsøgte at ignorere min mave, der knugede sig sammen. Desperat rakte jeg ud mod hende, men fik ikke fat i andet end luft, og det var også derfor, jeg hurtigt opgav det, og åbnede øjnene igen. Mit tomme værelse viste sig for mig, og grinede nærmest hånligt af mig.

Med et dybt suk rejste jeg mig fra den uredte sengekant, og forlod værelset. Jeg blev straks forfulgt af den hvide hund, hvis tilstedeværelse jeg efterhånden havde vænnet mig til. I et godt stykke tid havde jeg undret mig over, om Mellow mon kunne have glemt alt om hende, men så gik det ligeså stille op for mig, at hun blot ikke havde lyst til, at hente hende, fordi det så betød, at hun også ville blive nødt til, at snakke med mig.

Det mindste jeg så kunne gøre, når nu jeg havde Malou på besøg, var at skaffe noget ordentlig mad til hende, og det var også derfor jeg havde været i dyrehandlen. Jeg kunne nemt huske hvilken slags hundemad hun normalt spiste, og så havde jeg også skaffet en hundekurv til hende, på trods af, at hun foretrak min seng eller sofaen.

Jeg fik langsomt bevæget mig ud i entréen, hvor jeg fik mine sko og jakke på. Efter et blik på klokken, hvor jeg så kunne konstatere, at jeg var sent på den, greb jeg hurtigt et halstørklæde og en hue, som jeg fik presset ned over mine krøller. Jeg turde ikke se mig selv i spejlet, for at se om den sad fint, af frygt for at se, hvor forfærdelig jeg måtte se ud. Jeg mærkede på mine lommer, om jeg havde min mobil og mine nøgler, og da jeg kunne konstatere, at det havde jeg, vendte jeg mig om, for at åbne døren. For ikke at få en hund med ud af døren, fik jeg med en tør og hæs stemme beordret hende til at blive her. Heldigvis lystrede hun, og jeg kunne hurtigt smutte ud af døren.

Det var blevet torsdag, og vi var pludselig blevet indkaldt til et uventet møde i studiet, hvilket vist også irriterede de andre drenge. Jeg var i hvert fald rimelig sikker på, at Niall for eksempel gerne ville blive i Irland, uden at skulle til et åndssvagt møde. Men sådan var det en gang i mellem, så fandt de pludselig et eller andet, de ville snakke med os om. Jeg ville nok også hellere bare være hjemme, og have ondt af mig selv, end at skulle høre på drengene, der straks ville spørge om, hvad der var galt, for det var vist rimelig tydeligt at der var noget. Hvis ikke Louis allerede havde fortalt dem det, hvilket han sikkert havde.

I halv gågang, halvt løb, hastede jeg hen til min bil, som jeg fik kastet mig ind i. Det tog knap tre minutter i bil, og jeg var allerede for sent på den, og jeg orkede virkelig ikke, at skulle komme med en eller anden dårlig undskyldning, så jo mindre sent jeg kom, jo bedre. Derfor valgte jeg altså bilen, frem for, at gå.

Som forventet gik der ikke ret mange minutter, før jeg kørte ind på den velkendte parkeringsplads, og kunne springe ud af bilen og ind i den kedelige bygning. Uden problemer fandt jeg det lokale, vi var blevet bedt om, at møde op i, og listede stille ind af døren. Til mit store held – eller uheld – var det kun drengene der sad derinde, og de vendte hurtigt hovederne mod døren, da de hørte den gå op. Liam og Zayn sendte mig nogle lidt skuffede blikke, dog med et lille smil hver, men jeg følte mig så energiforladt, at jeg ikke engang gengældte dem. I stedet satte jeg mig bare i en ledig stol omkring det lyse træbord. Louis sendte mig et ulæseligt blik, og jeg gad ikke engang forsøge, at læse det.

”Hvad så?” spurgte Liam, og jeg kunne nemt se, at han anstrengte sig for, at snakke til mig. Han havde nok ikke glemt episoden med Andy, og var garanteret stadig ret pissed over det. Jeg valgte bare, at trække ligegyldigt på skuldrene, og håbe på, at han ville lade det ligge, men så heldig var jeg selvfølgelig ikke.

”Du ser godt nok smadret ud,” informerede han mig om, og betragtede mig undrende. I et øjeblik kom det bag på mig, at han virkede så forvirret over det, men så gik det op for mig, at Louis måske alligevel ikke havde fortalt om Mellow og jeg. Et lydløst suk undslap mine læber, og jeg kiggede væk fra ham, for at lade mit blik lande på væggen. Jeg havde virkelig ikke lyst til, at tale om det.

”Er der noget i vejen?” brød Zayn ind, og forsøgte at fange min opmærksomhed ved, at lyde bekymret, men ud af øjenkrogen kunne jeg se hans øjne, der lyste af mistro. Spørgsmålet bekræftede min teori om, at Louis ikke havde fortalt noget, men jeg var ikke sikker på, om jeg skulle være glad for det eller ej. Måske forventede han, at jeg selv ville fortælle det, men det skulle han i hvert fald ikke regne med. Jeg skulle ikke nyde noget af, at høre på deres vi sagde det jo og de dømmende blikke. Jeg var vist skuffet nok over mig selv, og havde ikke brug for flere personer til, at dømme mig.

”Næh,” svarede jeg koldt, og rettede straks blikket mod døren, da den gik op. Der kom to mænd og en dame ind, og på trods af, at vi havde snakket med dem en del gange, kunne jeg stadig ikke huske deres navne. De smilede venligt til os alle fem, og jeg gav dem al min opmærksomhed, bare for, at vise, hvor lidt jeg gad snakke med de andre.

Kvinden gik straks i gang med, at fortælle om en sang, vi skulle lave et cover af, og så skulle pengene gå til velgørenhed. Jeg hørte ikke rigtig efter, for min koncentration var alle andre steder. I stedet begyndte mit blik at vandre rundt omkring, men da det landede på Niall, gik det op for mig, at han allerede sad og stirrede på mig. Jeg havde egentlig forventet, at han ville se væk, da jeg tog ham i det, men han fortsatte bare med, at sidde og betragte mig, hvilket gjorde mig en smule forvirret. Hans blik var ligeså ulæseligt som Louis’, og det var nærmest som om, han vidste noget, jeg ikke selv vidste.

Mine øjenbryn trak sig sammen i en spørgende grimasse, men det fik ham bare til, at trække på skuldrene, og se væk. Forvirret sad jeg tilbage, og så på ham, mens han interesseret fulgte med i det, damen fortalte.

Svagt rystede jeg på hovedet af mig selv, og så ned i bordet. Jeg havde nok bare bildt mig selv ind, at der var noget dybere i hans blik. Hvad skulle han vide, som jeg ikke vidste? Så vidt jeg vidste, så anede han ikke engang noget om Mellow og jeg, og det måtte jo betyde, at han vidste mindre end jeg selv.

Jeg klemte blidt øjnene sammen, da hendes navn rungede i mit hoved. Mellow. Hvis jeg dog bare kunne kontrollere mine tanker, så ville jeg ikke ende med, at sidde og tænke på hende, lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg ikke skulle. Mindet om vores første date, hvor hun rimelig modvilligt var mødet op, og havde ventet på mig, fordi jeg kom for sent, blev igen spillet for mine lukkede øjne, som en film der kørte på mine øjenlåg. Forgæves forsøgte jeg, at stoppe det, at gemme de tanker væk, i det mindste bare, til jeg var kommet ud i min bil, men det lykkedes mig ikke. Flere og flere af vores minder dukkede op, og gjorde mig helt omtåget i hovedet. Mine hænder røg op i mine krøller, som jeg knugede hårdt fat om, bare for at få mine tanker hen på noget andet. Smerten tog til, jo hårdere jeg hev, og jo mere smerte jeg følte, des mindre tænkte jeg på Mellow.

”Harry, for helvede!” udbrød en stemme, jeg ikke var sen til at genkende som Louis’. Jeg nåede ikke engang at reagere, før et par arme havde fået løsnet mit greb om mit hår, og holdt mig i et fast greb. Mine øjne turde jeg ikke åbne, i frygt for, at de ville flyde over, men ved hjælp af min hørelse, kunne jeg regne ud, at damen fuldstændig var holdt op med at tale, og opmærksomheden var nok røget hen på mig.

”Hvad har du gang i?!” lød Louis’ stemme igen, med et strejf af panik i sig. Jeg kæmpede imod grebet, kæmpede for, at mærke smerten igen, men mine kræfter var pludselig forsvundet, og jeg havde ingen chance mod grebet. ”Hvad er det han laver?” Liams stemme lød et sted længere væk, og han lød bekymret. Min kamp mod grebet om mine arme blev efterhånden opgivet, og i stedet borede jeg bare mine tænder ned i min underlæbe, der føltes fuldstændig følelsesløs.

”Måske har han bare brug for, at komme lidt hjem,” foreslog damen fra før, og lød helt forvirret. Ikke, at jeg bebrejdede hende det, for det var nok ikke ret tit, at hun oplevede sådan noget. ”Harry, du må gerne tage hjem, hvis du har lyst,” fastslog hun, denne gang lidt tættere på mig.

”Kom, Harry,” lød det fra den anden side af mig, fra en, der kun kunne være Zayn. En hånd blev lagt på min ryg, samtidig med, at grebet om mine arme blev løsnet, for til sidst helt, at forsvinde. Jeg blev hjulpet op at stå mod min vilje, og med små skridt gik jeg fremad med en arm om mine skuldrer. Endelig fik jeg taget mig sammen til, at åbne øjnene, og fik øje på Zayn ved siden af mig.

”Er du okay, mate?” spurgte han, og lød overordentligt bekymret. Jeg svarede ikke, men så bare væk. Hvis jeg så meget som sagde et ord, bare forsøgte at lyve, ville min stemme knække over, og afsløre mig. Heldigvis gravede han ikke mere i det, men førte mig bare ud til mig bil. For hvert skridt vi tog, og hvert sekund der gik, længtes jeg mere og mere efter, at være hjemme. Den iver efter at komme hjem, blev forvandlet til kræfter, og der gik ikke lang tid, før jeg selv gik, uden nogen som helst støtte fra Zayn. Det bemærkede han vist, og jeg ville gætte på, at han tog det som en god ting, for idet jeg satte mig ind i min bil, smilede han opmuntrende til mig, for at vende om med et lille vink.

Ikke, at jeg bekymrede mig om det. Lige nu skulle jeg bare hjem.

 

 

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg havde ligget på sofaen, og ikke lavet andet, end at knuge en pude ind til mig, men det var længe nok til, at det efterhånden var blevet mørkt. Godt nok var det vinter, og mørket kom tidligere, men taget i betragtning af, at jeg havde lagt mig der, ligeså snart jeg var kommet hjem, og at det havde været formiddagstid der, så havde jeg nok ligget der i et par timer.

Mine knoer var helt hvide, fordi jeg holdt så stramt om puden. Da trangen til, at gribe fat i mit hår, igen havde ramt mig, var mit første træk, at gribe ud efter det nærmeste ikke-levende objekt. Ligefrem, at ønske smerte, det var ikke en god ting. Det vidste jeg udmærket godt. Det var nok nærmere selvskade, og det havde jeg ikke lyst til, at ende ud i.

En svag banken på døren, fik mig til at løfte mit hoved, der føltes tungt. Forvirret og omtåget så jeg rundt i den mørke stue, og i et øjeblik troede jeg, at det bare var noget, jeg havde bildt mig selv ind, men da bankene lød igen – lidt højere – fik jeg rejst mig, og gik ud mod døren. Jeg undertrykte håbet om, at se Mellow på den anden side af døren, for jeg vidste, at jeg i den sidste ende ville blive skuffet.

Endnu flere utålmodige bank lød på døren, og fik mig til, at sætte farten op. Personen måtte virkelig have en vigtig grund til, at være her.

Uden at skænke mit – garanteret uglede – udseende en tanke, åbnede jeg døren, og fik øje på en person, som nok var den sidste, jeg havde regnet med at se her. Eller i hvert fald én af de sidste.

”Niall?” Overraskelsen var nem at spore i min stemme, der hakkede og var hæs, efter så mange timers hulken. Hans blik var ligeså ulæseligt som tidligere på dagen, og det irriterede mig gevaldigt, at jeg ikke kunne finde ud af, hvad han tænkte på.

”Hey,” svarede han tonløst, og stirrede lidt på mig. Først dér gik det op for mig, at jeg nok lignede en, der havde været død i 48 dage. Eller bare en, der havde grædt i flere timer.

”Kan du ikke bare komme til sagen?” sukkede jeg, og lænede mig udmattet op ad dørkammen. Han nikkede hurtigt, nok mere for, at samle sammen på sig selv, end som et svar på mit spørgsmål. ”Jeg, øh.. Jeg kommer for, at hente Malou,” mumlede han, og lød en smule skyldbevidst. Det gik op for mig, at Niall så måtte have fået det at vide, og ikke fra hvem som helst, nej, fra Mellow selv.

En smertefuld følelse skyllede ind over mig, og fik mig endnu en gang til, at få lyst til, at rive mig i håret, eller lade noget skarpt ramme min hud.

Der kom det, der for alvor bekræftede, at Mellow ikke ville se mig igen. Hun sendte en anden for, at hente sin hund, fordi hun ikke havde lyst til, at skulle snakke med mig. Hun hadede mig garanteret som pesten, og det værste var, at jeg ikke engang kunne bebrejde hende det. Jeg havde været en nar, og ikke tænkt på, hvilke konsekvenser mine handlinger kunne føre med sig. Jeg burde have fortalt Mellow, hvordan jeg havde det med hende i starten. Det ville i det mindste have været bedre, end at hun fandt ud af det, gennem en anden. Hvis jeg selv havde forklaret det, ville jeg også kunne fortælle, hvordan jeg havde det med hende nu. Hvad jeg havde ændret mig til.

Det var som om, den fantastiske følelse af, at være forelsket, havde forvandlet sig til et dybt, sort hul, der trak alt ned i sig. Det var en smertefuld proces, at få revet sit indre ud på den måde, men alligevel følte jeg, at jeg fortjente det. Det havde nok været noget af et slag i ansigtet, da Mellow fandt ud af, hvordan jeg egentlig bare havde brugt hende, og set hende som en udfordring, da jeg først mødte hende. Så det var kun fair, at jeg fik en straf, der var langt værre end det.

”Har.. har du snakket med hende?” spurgte jeg åndeløst, og jeg kunne ikke benægte, hvor meget det nagede mig, at hun gerne ville snakke med Niall, men ikke med mig. Det fik mig til at føle, ligesom jeg følte inden jeg mødte Mellow. Som om ingen brød sig om mig, og egentlig kun omgik mig af tvang.

”Ja.. Eller, jeg skrev med hende over Facebook, og så har jeg snakket i telefon med hende,” forklare han, og kløede sig lidt på armen. Jeg lod min tunge fugte mine tørre læber, inden jeg lod det næste spørgsmål slippe ud. ”Hvordan har hun det?”

”Det ved jeg ikke rigtig. Okay, tror jeg,” mumlede han, men jeg kunne se på hans øjne, at det var én stor løgn. Hun havde det af helvedes til, og han ville bare ikke give mig for dårlig samvittighed. Men dét, at han blev nødt til, at lyve om det, beviste bare, hvor dårligt hun måtte have det, og jeg fik virkelig lyst til, at slå mig selv, fordi jeg var skylden til det.

Jeg var sådan en idiot.

”Men kan du hente Malou, eller..?” fiskede han, nok fordi han ikke følte sig specielt tilpas her. Jeg havde været en idiot, jeg havde det ad helvedes til, og jeg stod og udspurgte ham om en pige, der hadede mig. Så var det klart nok, at han ikke vare særlig tilpas.

”Selvfølgelig,” mumlede jeg lavt, i frygt for, at hvis jeg snakkede for højt, ville min stemme knække over, og det var bare første step, på vejen til, at bryde sammen. Igen.

Jeg vendte om i døren, og efterlod Niall på dørmåtten. På kort tid havde jeg samlet alle de ting og sager, jeg havde købt til Malou, og lagt dem alle i hundekurven. Derefter vendte jeg tilbage til den lyshårede dreng i døren, og stak det hele i armene på ham.

”Hold da- jeg mener, tak,” fik han fremstammet. Med lidt akavede bevægelser fik han kurven under armen, selvom det krævede en del besvær, og kaldte så på den lille hund, der straks kom farende – sikkert fra mit værelse – ved lyden af sit navn. Hurtigt fik han sat snoren i halsbåndet, og fik hende til, at sidde stille.

”Nå, men så ses vi vel efter jul,” fastslog Niall, og skulle til, at trække mig ind i et kram, men droppede det hurtigt, da han havde armene fulde. Jeg nikkede bare fraværende, og blev pludselig helt i tvivl om, hvad jeg skulle sige til min mor. Hun havde jo regnet med, at Mellow også kom med, og jeg havde sådan set ikke fået fortalt, at hun ikke kom alligevel.

”Hej hej,” brummede han, og lød mest af alt, som en, der ikke havde lyst til, at gå. Hans blik sagde alt; han var bange for, hvad jeg kunne finde på, at gøre, når jeg var i denne tilstand. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg også selv bange for det. Jeg havde ikke længere fuld kontrol over min krop.

”Vi ses.” Jeg vinkede underligt med hånden, hvilket i sidste ende fik ham til, at forsvinde ned af trapperne igen. Jeg åndede lettet ud, og lukkede døren efter ham. Desværre nåede jeg ikke engang, at bevæge mig nogen steder hen, før det hele ramte mig, og slog mig fuldstændig ud.

Mellow ville ikke se mig mere. Drengene troede jeg var fuldstændig sindssyg. Min støtte, der plejede, at bestå af alkohol og stoffer, som senere var blevet erstattet af Mellow, var forsvundet, og jeg stod nu på kanten af et hul, og vaklede mellem at falde i, og at finde fodfæste. Jeg var snart ikke sikker på, om jeg overhovedet ønskede, at finde fodfæste. Lige nu virkede det mørke, dybe hul yderst indbydende på mig.

Mit blik faldt på kommoden ved min side, og jeg fik øje på en glimtende ørering. Hvorfor jeg ikke havde set den ligge der før, havde jeg ikke den fjerneste idé om, men jeg genkendte den hurtigt. Mellow havde haft dem i på vores første date, der foregik på Bulgari Hotels and Residences. Hurtigt greb jeg den, og betragtede den ligge på min håndflade. Synet af den, fik mig til, at tænke på Mellow. Angel Cheeks. Min blomst. Den pige, jeg var forelsket i. Hende, jeg savnede så meget, at det gjorde ondt. Febrilsk knugede jeg om den lille ørering, og ønskede, at jeg kunne knuge om Mellow selv.

Jeg ønskede, at jeg kunne spole tiden tilbage. Helt tilbage, til dengang jeg gjorde mig klar til, at tage til fest. Den dag jeg mødte Mellow for allerførste gang. Hvis jeg havde startet ud på en helt almindelig måde, og simpelthen bare havde snakket med hende dengang, så ville vi måske være sammen nu.

Lysten til, at forbande mig selv langt ind i Helvede var der – og det kunne man vist roligt sige, at jeg også gjorde. Frustreret lod jeg mig køre ned langs døren, så jeg til sidst sad på gulvet. Den tomme lejlighed hånede mig med sin stilhed, og nu vidste jeg, at den var helt og aldeles tom. Ikke engang en hund var her. Selv den blev taget fra mig.

Jeg kunne mærke, hvordan mine øjne begyndte, at prikke, som de havde gjort så mange gange før. Hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg havde flere tårer tilbage, vidste jeg ikke. Men de var der, og de begyndte stille, at forlade mine øjenkroge. Trillede ned over mine kinder, og efterlod en kildende fornemmelse, jeg ikke vidste, om jeg skulle nyde eller ej. Tankerne fløj gennem mit hoved, og jeg kæmpede for, at holde styr på dem.

Mellow ville ikke besvare mine opkald eller beskeder. Jeg ville ikke komme nogen vegne på den måde. Men jeg kunne heller ikke bare dukke op foran hendes dør, for det ville hun slet ikke bryde sig om. Desuden skulle jeg af sted til Cheshire den følgende dag, hvilket betød, at jeg uanset hvad, måtte vente til efter julen.

Tanken om Mellow, der sad alene derhjemme juleaften slog mig helt ud. Hendes far var ikke engang hjemme. Og det var alt sammen min skyld. Jeg var skyld i, at hun på den dag, hvor alle andre var glade, og var sammen med deres familier, var alene. Godt nok var det ikke min skyld, at hendes far var taget hjemmefra, men fordi jeg havde tilbudt hende, at holde jul med mig, havde hun på ingen måde overvejet at have en plan B.

Skyldfølelsen steg helt op til mit hoved, og gjorde mit blik helt sløret. Da det ikke hjalp noget, at blinke, valgte jeg bare, at lukke mine øjne i. Uden tilladelse faldt mit hoved tilbage mod døren, og ramte den med en ubehagelig lyd, jeg dog ikke tog mig af. Jeg kunne ingenting mærke.

Uden at tænke det igennem, tog jeg den spidse ende af øreringen, og lod den ramme huden på min arm. Med en lille smule pres på, lod jeg den køre hen ad min arm, hvor den efterlod min hud med en lang, hvid rift, der muligvis kunne ende med, at hæve op i en lyserød farve. Først flere sekunder efter øreringen havde sluppet kontakten med min hud, kunne jeg mærke den sviende fornemmelse i min arm, og der gik det op for mig, hvad det egentlig var, jeg havde gang i. Panisk smed jeg øreringen fra mig, så den endte flere meter fra mig på det kolde gulv.

Måske kunne det ikke defineres som selvskade, og hvis det kunne, så var det i en temmelig let grad. Men dét, at jeg rent faktisk sad, og forvoldte mig selv skade, helt frivilligt, det var jo på ingen måde mig. Jeg var skræmt af mig selv. Tanken om, hvad min krop kunne finde på, at gøre, uden min tilladelse. Og jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad jeg skulle gøre ved det.

 

______________________________________________________________

 

A/N:

Okay, som lovet kom det her kapitel ud ret hurtigt. Er ret stolt, for jeg blev faktisk færdig med det i går (Izabell var bare en sløv padde, så kunne først publicere nu..)

Men seriøst, er virkelig ked af det på Hellows vegne.. Det er trist :(

Uh, og lige her til sidst.. Hvis I kan lide den, så må I meget gerne give den et like, det betyder rigtig meget :D xx (åh nej, nu ligner jeg Izabell med hendes x'er.. help meeh..)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...