Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
509791Visninger
AA

28. 26

 

 

”Even if you were a million miles away
I could still feel you in my bed
Near me, touch me, feel me
And even at the bottom of the sea
I could still hear inside my head
Tellin' me, touch me, feel me
And all the time you were tellin' me lies.”

Try Sleeping With a Broken Heart ~ Alicia Keys

 

Mellows synsvinkel

 

”Mellow, jeg vil aldrig gøre dig fortræd.”

Hans stemme lød igen og igen inde i mit hoved, og jeg var ved at blive sindssyg af det. Det var ikke fordi, at det var hans stemme. Det var på grund af hans ordvalg. Han havde givet mig et løfte, og det løfte havde han ikke holdt. I den sidste ende havde hans plan fungeret, og hvis han vidste, hvad jeg gennemgik lige nu, ville han nok sidde og smile triumferende for sig selv. Alt sammen, fordi jeg afviste ham til en fest.

Det var lang tid siden, jeg havde været så ked af det. Og denne gang var grunden noget helt andet, følelserne var anderledes, og kunne derfor på ingen måde sammenlignes med sorgen for min mor og lillesøster.

Alligevel sad jeg i samme situation, som jeg gjorde i Vancouver for et halvt år siden. Jeg havde nemlig gemt mig på mit værelse og lagt mig under min dyne, og så lå jeg bare og græd ned i min pude. Gav slip på alle mine følelser og problemer, der blev ledsaget af Harry. Jeg følte, at han tog alt fra mig ved det han gjorde, og når jeg begyndte at tænke over, gav det god mening for mig.

Han havde været grunden til, at jeg godt kunne lide at bo i England. Han var grunden til, at jeg gik med et smil på læberne. Han var grunden til, at jeg endelig havde givet mere slip på min mor og lillesøster og endelig var kommet lidt videre.

Og nu var det hele ødelagt.

Han havde gravet det hele frem i mig, og bare gjort en masse andre ting værre. Ligesom det hele var godt, skulle det blive skidt. Det var typisk.

Som jeg lå og tænkte over det hele, kunne jeg langsomt se min fejl. Jeg burde ikke have troet, at Harry kunne ændre sig på så kort tid. Han er og vil altid forblive en selvegoistisk popstjerne, der kun tænker på, at han har så meget magt over andre folk. Jeg var bare endnu en pige, der endte med at falde for ham, så jeg til sidst kunne få noget, der føltes som en lussing.

Et snøft forlod mine læber, og jeg følte en trang til at skrige for mig selv. Ønsket om at lukke scenen fra morgenen var der, men intet forsvandt. Det hele kørte på repeat, og til sidst kunne jeg ikke dy mig. Jeg skreg så højt, som jeg kunne, indtil mine lunger var tomme for luft, og jeg i stedet for gav mig til at hulke ned i min våde pude. Jeg klemte så stramt om den, som jeg overhovedet kunne, og efter noget tid, hvor jeg bare lå og tog dybe indåndinger, fik jeg slappet mere af.

Jeg sank en stor klump, der havde sat mig i min hals og vendte mig om, så jeg lå på siden og kunne se let ud af et stykke, som ikke dækkede mig af dynen. Mit blik faldt langsomt på min reol, hvor jeg havde alle mine billeder stående. Endnu et ømt hulk forlod mine læber, da jeg fik øje på min mor, lillesøster, far og mig selv på et billed. Vi så så lykkelige ud. Følelserne strømmede igennem min mave, og jeg huskede tydeligt, at jeg var så glad og fri. Jeg havde ingenting at bekymre mig om dengang. Jeg havde intet at frygte. Intet slemt at tænke på.

Og nu var det helt modsat.

Måske havde jeg 'bare' mistet min mor og min lillesøster, nogle almindelige familieproblemer, og var blevet forladt af en person, som jeg endelig havde åbnet mig op for, men lige nu var det ærlig talt det, der betød alt for mig. Selvfølgelig havde jeg personer, som jeg vidste holdte af mig. Men det var ikke nok. Jeg burde være taknemlig og glad for det, og det var jeg også. Det var jeg virkelig. Men jeg kunne bare ikke klare tanken om, at det var de personer, jeg mistede, som betød mest for mig.

Jeg lukkede øjnene for at fjernede billedet fra mit syn og sukkede, imens jeg begyndte at tørre mine våde kinder. Der var helt stille på værelset, indtil jeg pludselig kunne høre min telefons ringetone strømme ud i rummet. Den lå i min lomme og vibrerede kraftigt, og derfor valgte jeg at tage den op for at se på skærmen, hvilket jeg dog hurtigt fortrød.

Harry

Jeg trykkede hurtigt på den røde knap på skærmen for at lægge på. Han var helt klart den sidste person, jeg ville snakke med lige nu. Faktisk, så havde jeg slet ikke lyst til at snakke med ham mere. Hvis han ville komme med en eller anden latterlig løgn om, hvor ked af det han var, kunne han godt droppe det. Han skulle ikke kontakte mig mere, uanset hvor ondt det gjorde at vide, at jeg ikke havde ham ved min side mere.

Endnu en gang ringede min telefon, og jeg lagde frustreret på, imens jeg inderligt håbede på, at han forstod budskabet.

Der gik et par minutter, hvor der ikke skete noget, dog vibrerede min telefon pludselig, og jeg vidste dermed, at jeg havde fået en besked.

From: Harry

Please answer Mellow. I really need to talk to u

Jeg himlede med øjnene og kastede min telefon ned i fodenden af sengen. Ærlig talt anede jeg ikke, hvad han regnede med. At jeg kom løbende tilbage med åbne arme? Nej. Sådan var jeg ikke, og det vidste han også godt. Alligevel håbede han det, kunne jeg så se.

Jeg lå og ønskede inderligt, at han havde det så dårligt med sig selv lige nu. At han knap nok kunne kigge sig selv i spejlet mere. Jeg ville i hvert fald have haft svært ved det, hvis jeg var ham, men nu var jeg også en langt mere følelsesladet person end ham. Han var så kold og modbydelig, at det var løgn.

Og i den sidste ende faldt jeg alligevel for ham.

Jeg begyndte at snøfte lidt, da det gik op for mig, at jeg prøvede at sidde og disse ham så meget, at min sorg blev erstattet af had. Jeg prøvede at gemme mine følelser væk, men kunne godt droppe det. Det nyttede ingenting. Jeg holdt for meget af ham til at kunne lyve overfor mig selv.

Et kort øjeblik lå jeg bare og snøftede lydløst, imens tårerne langsomt trillede ned ad mine kinder og efterlod kildende spor efter sig.

Jeg havde ikke haft lyst til at indse det for et halvt år siden, da jeg mistede min mor og min lillesøster. Jeg mistede mig selv som person, men som tiden gik kom jeg mere op til overfladen igen, og jeg følte efterhånden, at jeg havde fundet mig selv igen.

Men nu kom den samme fornemmelse frem. Fornemmelsen af, at jeg ikke ville indse noget. Jeg havde mistet så meget, at jeg ikke ville indse det. Ikke nok med, at jeg havde mistet min mor og min lillesøster i en forfærdelig bilulykke. Jeg var også ved at miste min far, der lod sit arbejde komme i første række. Og uden at tænke særlig meget yderligere, vidste jeg, at jeg også havde mistet Harry.

 


Jeg var ikke i humør til det, men der var kun tre enkelte dage tilbage til ferien, og eftersom jeg ikke brød mig om at have krydser i mine fraværsdage, valgte jeg at tage i skole. Trangen til at fucke det op var der bestemt, da jeg nærmede mig den velkendte skolegård.

Det var egentlig ikke fordi, at jeg havde noget imod at tage i skole. Det var frygten for at møde en velkendt person.

Og selvfølgelig var han den første person, som jeg skulle støde ind i, da jeg endelig var kommet ind i den store bygning.

Andy.

”Mellow!” råbte han en smule overvældet og sendte mig et stort smil, imens han vinkede, for at jeg skulle få øje på ham. Jeg havde ikke lyst, men endte alligevel med at kigge hen på ham. Mit blik var bestemt ikke varmt, som det plejede at være. Faktisk var det helt det modsatte, og jeg kiggede egentlig kun på ham, for at han fattede budskabet af, at jeg vidste, at han var vild med mig og havde vidst, at Harry havde leget med mig.

Og det lod til, at han forstod det, for hans smil forsvandt ligeså hurtigt, som det var kommet, og hans blik i øjnene ændrede sig drastisk. Jeg ignorerede ham og rettede mit blik, så jeg nu fokuserede på gangen, som var fyldt med elever.

Som sædvanlig modtog jeg forskellige blikke fra folk, der kun kendte mig som Harry Styles' flirt, eller hvad medierne nu havde sagt om os. Det fik langsomt tårerne til at presse lidt på, eftersom mine tanker automatisk blev ledt videre til tanken om, at det hele var slut nu. Snart ville Harry finde en ny, og så ville jeg bare være den pige, som han droppede.

Jeg hadede det.

 


Jeg kom igennem dagen med besvær. Jeg plejede at følge med i skolen, men i dag havde virkelig været en udfordring. Hver gang en lærer havde spurgt mig om noget, havde jeg ikke kunnet svare på spørgsmålet. Min telefon blev taget fra mig, fordi den havde ringet i timen, og det blev jeg selvfølgelig ekstra irriteret over, fordi jeg havde et godt gæt på, hvem det kunne være.

Udover det havde Andy prøvet at komme i kontakt med mig hele dagen, dog havde det idet mindste lykkedes mig at undgå ham. Jeg plejede at spise frokost med ham og hans venner, men i dag havde jeg været ved en pige, Lena, fra fysik, som jeg efterhånden godt kunne kalde min veninde. Hun var i hvert fald den person, som jeg ville være ved de næste par dage, indtil det var ferie.

Jeg tændte først min telefon, da jeg var kommet hjem og havde smidt alle mine ting på gulvet i gangen. Mine fødder fortsatte ind i stuen, hvor der var alt for tomt.

Jeg havde så dårlig samvittighed overfor Malou. Hun var min hund, og jeg havde ladet hende blive hos Harry.

Jeg havde virkelig overvejet at hente hende flere gange, men kunne ikke få mig selv til det. Jeg ville føle mig så dum, hvis jeg troppede op og sagde, at han skulle give mig min hund. Desuden havde jeg ikke lyst til at se på ham, og hvis jeg skulle se på ham, ville jeg enten begyndte at græde eller råbe og skrige af ham. Jeg havde lyst til begge dele ved tanken om ham, så hvorfor ikke også ved synet?

Min telefon tændte endelig, og ligeså snart jeg havde låst den op, gik jeg ind i de ubesvarede opkald og så, at det seneste opkald kom fra min far. Ærlig talt havde jeg ikke engang overvejet tanken om at ringe til ham, før jeg lagde min telefon fra mig. Jeg ved stadigvæk sur over, at han bare forsvandt til New York, og på grund af alt dette, der skete omkring mig lige nu, blev situationen gjort værre.

Jeg satte mig bedrøvet ned i sofaen og gav mig til at stirre ud i luften. Hvad jeg skulle få hele dagen til at gå med, vidste jeg ikke. Jeg plejede at være sammen med enten Harry eller Andy, gå tur med Malou eller bare flade ud på sofaen og lave ingenting.

I dag havde jeg slet ikke lyst til noget af det. Jeg havde ikke engang lyst til at tænde for fjernsynet, fordi jeg vidste, at jeg alligevel ikke ville kunne slappe af til en film. Mine tanker åd mig op, og før jeg vidste af det, havde jeg begravet mit ansigt i hænderne for at lade tårerne få frit løb.

 

 

Om aftenen bestilte jeg en pizza og besluttede mig for at sidde og se Gone, imens jeg gnaskede den i mig. Det var allerede sent, men jeg følte mig ikke rigtig træt og kunne slet ikke sove, hvis jeg gik i seng nu, hvilket egentlig var dumt, fordi jeg skulle tidligt op og i skole i morgen.

Alligevel blev jeg ved med at holde mit blik på det store fjernsyn, indtil jeg kunne føle en vibration nede i mit skød. Jeg så ned på min telefon og pressede læberne sammen, da jeg kunne se, at Harrys navn stod på skærmen. Det var femte gang, han ringede i dag. I går havde han ringet noget, der føltes som tusinde gange, og jeg havde ikke svaret en eneste gang. Derfor forstod jeg ærlig talt ikke, hvorfor han blev ved med at ringe. Han burde af alle mennesker kunne forstå, at jeg ikke gad ham. Han forstod mine signaler, og det her var klart et af dem.

Jeg kunne mærke irritationen stige og lagde på. Og fordi det gik så hurtigt, måtte han have fattet, at jeg så, at det var ham, for kort efter tikkede en sms ind.

From: Harry

Mellow please answer me

Jeg rullede med øjnene og forestillede mig nærmest, at han sad med sin telefon i hånden og så desperat ned på den, imens han blev ved med at trykke på opkaldstasten. Nar.

Jeg vidste, at Harry kunne se, at jeg havde læst hans sms'er, fordi jeg havde sat en funktion til på min iPhone, der viste, om man havde læst den. Og det gjorde ham nok frustreret at vide, at jeg ignorerede ham så meget, som jeg gjorde, men var der ærlig talt ikke også en god grund til det?

Hvad jeg ikke rigtig forstod var, at han ville i kontakt med mig. Han havde brugt mig, hvad ville han så nu? Jeg havde fundet ud af det hele, og hvis han kom med en eller anden latterlig løgn, om at han ikke mente det, ville jeg da ikke gå tilbage til ham.

Min telefon vibrerede endnu en gang kraftigt, og jeg sukkede, da jeg så hvem det var. Jeg lagde endnu en gang på og så endnu en sms tikke ind om, at jeg havde et ubesvaret opkald fra Harry.

Jeg sank frustreret ned i sofaen og lænede mig helt tilbage, så en smerte gik igennem min ryg. Dog ignorerede jeg det og så igen på fjernsynet, hvor filmen stadigvæk kørte. Jeg havde ikke rigtig fulgt med i den, så jeg anede ikke lige pt, hvad der foregik. Jeg havde for meget andet i tankerne.

Min mobil vibrerede igen, og jeg så hurtigt ned på skærmen, hvor jeg havde forventet, at der ville være en sms, men i stedet for var der dukket en Facebook-notifikation op, og jeg kunne se, at jeg havde fået en besked fra Niall. Niall Horan.

Jeg rynkede panden en smule, men gik ind i min indbakke og så, hvad han havde skrevet.

Niall Horan:

Hello Marsh-Mellow :)

Jeg vidste ikke, om jeg skulle svare eller ej, men besluttede mig for i den sidste ende at lade være med at ignorere ham.

Mellow Reid:

Hi Niall

Niall Horan:

How r u? :)

Jeg skulle til at skrive 'good', men det var som om, at mine fingre ikke gad at glide hen over de bogstaver og skrive ordet. Måske fordi, at jeg ikke havde det godt. Præcis det modsatte. Lettere sagt, forfærdeligt.

Mellow Reid:

Not good.. And you?

Niall Horan:

Oh, I'm sorry /: I'm really good thanks. A little mad maybe lol

Mellow Reid:

It's okay :) And why are you mad? :o

Niall Horan:

You know I told you that I would go to Ireland for Christmas, right?

Mellow Reid:

Yeah

Niall Horan:

Well, I could go earlier but now they want me to come to a meeting on Thursday. So I have to go back to London Thursday morning and then take back to Ireland Friday night. Sooo annoying /:

Mellow Reid:

Oh, I understand very well

Niall Horan:

Yeah I knew you would :))

Jeg overvejede at skrive noget yderligere, men lod være da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive til ham.

Niall Horan:

So you and Haz would go to Cheshire Friday, right? :)

Min krop stivnede langsomt, og jeg kunne mærke en klump sætte sig i min hals. Jeg stirrede udtryksløst på skærmen, imens jeg overvejede, hvad jeg kunne skrive. Ud fra det Niall havde skrevet, vidste han ikke, det der var sket.

Mellow Reid:

I think he is but I'm not

Niall Horan:

Why not?

Jeg sukkede og kneb øjnene lidt sammen.

Mellow Reid:

We're done

Klumpen i min hals blev større, og jeg fik det virkelig elendigt. Lysten til at græde kom frem, men jeg fik heldigvis holdt den tilbage. Jeg skulle ikke græde nu. Jeg havde ikke bestilt andet de to sidste dage, så ikke nu.

Niall Horan:

I'm so sorry Mellow ):

Mellow Reid:

I'm not

Niall Horan is typing

Fordi jeg ikke havde lyst til at snakke om det mere, skyndte jeg mig hurtigt at skrive noget før ham.

Mellow Reid:

But can we please talk about something else? Would be nice to forget a little about it..

Niall Horan:

Oc! You mind if I call you? My fingers are hurting lol

Et lille smil gled hen over mine læber, selvom jeg ikke følte mig glad

Mellow Reid:

You have my number :)

Jeg gloede et par sekunder på skærmen, indtil et ukendt nummer poppede op. Velvidne om, at det var Niall, besvarede jeg opkaldet og tog telefonen op til mit øre.

”Hallo?” sagde jeg langsomt og kunne lidt efter høre et velkendt fnis. ”Marsh-Mellow,” drillede Niall, og jeg himlede med øjnene. ”Taktak,” mumlede jeg for mig selv, og hans grint forsvandt langsomt.

”Jeg ved godt, at du ikke ville snakke om det, men er du ok?” spurgte han kort efter og hentydede sjovt nok til Harry og mig. Jeg bed mig i læben og holdt trit med mine tårer og min stemme. ”Det kunne være bedre. Men det kunne nok også være værre,” indrømmede jeg stille. Der var stille i den anden ende, og jeg fornemmede egentlig bare, at han sad og lyttede forstående og nikkende.

”Det er jeg rigtig ked af, Mellow,” sagde han forsigtigt, nok fordi han var lidt usikker på min reaktion. Dog nikkede jeg bare. ”Tak, Niall,” samtykkede jeg og åndede lettet op, da han valgte at lade være med at fortsætte emnet. Han forstod en hentydning.

”Så, hvad laver du?” spurgte han nysgerrigt. Jeg kløede mig lidt i håret og trak på skuldrende for mig selv. ”Ser film. Ikke så interessant...” fortalte jeg kort. ”Oh. Hvad ser du?” ”Gone,” svarede jeg med et nik. ”Har jeg aldrig set, men lyder da.. hyggeligt.” Jeg grinede kort. ”Meget. Hvad laver du?”

Og så fik jeg noget, der mindede mig om en roman. Han havde vist være til julefrokost, og så var nogen fra hans familie kommet op og skændes, så de måtte ende med at køre hjem. Gode, gammeldags familieproblemer.

”Jamen, det lød da som en hyggelig middag,” endte jeg med at sige i et ironisk tonefald. Niall grinede kort. ”Rigtig, rigtig hyggelig!” Jeg smilede en smule og kørte en hånd igennem mit hår, der godt kunne trænge til at blive børstet.

Eftersom Niall begyndte at tale videre, besluttede jeg mig for at snakke i telefon og rydde lidt op i stuen samtidig. Jeg tog den halvtomme pizzabakke ud i køkkenet og smed i skraldespanden. Tallerkenen røg i opvaskemaskinen, og da den var fyldt, ville jeg starte den, men ligesom mit blik gled hen på den lille pose med hundemad, kom jeg i tanke om noget.

”Niall?” sagde jeg ud i det blå og glemte alt om, at han var i gang med at fortælle. Han stoppede undrende op, ”øh.. Ja?” Jeg rystede dumt på hovedet af mig selv. ”Undskyld, fortæl videre igen,” insisterede jeg og hørte et grin forlade hans læber. ”Nej, hvad? Det lød temmelig vigtigt, og jeg har allerede glemt, hvad jeg var i gang med at fortælle dig.”

Jeg fnes en smule, men blev langsomt seriøs igen. ”Kan du gøre mig en tjeneste?” spurgte jeg langsomt. ”Kommer lidt an på, hvad det er,” sagde han i en drillende tone. Jeg bed mig lidt i læben og lænede mig op ad bordkanten. ”Jeg har.. efterladt min hund hos Harry,” begyndte jeg og havde lyst til at sukke over, hvor dumt det lød. ”Fortsæt,” hørte jeg Niall sige muntert.

”Jeg har ikke lyst til at tage hen til ham...” ”Så du vil have mig til at hende den, ikke?” endte han med at bryde en, og jeg nikkede flovt for mig selv. ”Kun hvis du gider,” mumlede jeg lidt efter. ”Selvfølgelig, Mellow. Men jeg kommer først hjem torsdag, så det bliver der. Er det okay?” Jeg kunne mærke den lettede følelse placere sig i min mave. Den første i noget, der føltes som en evighed.

”Det er perfekt, tusind tak, Niall,” sagde jeg ærligt og taknemligt. ”Velbekomme. Men Mellow, jeg må smutte nu. Kan vi ikke skrives ved?”

Jeg svarede selvfølgelig med et ja, og så sagde vi farvel til hinanden. Jeg lagde på og åndede lettet op. Det var rart, at en ting endelig var på plads. En ting ud af de mange ting, der var rodet og ødelagt.

Nu skulle jeg så bare overleve de fire dage, og det ville nok blive noget af en udfordring.

 

____________________________________________________

A/N:

Hej alle. Endelig har I fået et nyt kapitel, og selvom det ikke var det mest spændende et, fik I et indblik i, hvordan Mellow har det, hvilket jo er lidt vigtigt.

Jeg er ked af der er gået så lang tid siden sidst, men håber I kan bære over med mig. Desuden kommer Caroline med næste kapitel indenfor 2-3 dage, så mon ikke også det er et lille plaster på såret?

Lots of love xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...