Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1780Likes
2485Kommentarer
526449Visninger
AA

27. 25

 

 

”Not really sure how to feel about it.
Something in the way you move
Makes me feel like I can't live without you.
It takes me all the way.
I want you to stay.”

Stay ~ Rihanna (Feat. Mikky Ekko)

 

Harrys synsvinkel

 

 

Hvad der var grunden til, at jeg vågnede, vidste jeg ikke. Måske var det kulden, der ramte halvdelen af min krop, fordi Mellow havde trukket dynen hen til sig, eller måske var det solen, der lige kunne komme ind gennem en lille sprække mellem gardinet og væggen, og som ramte mig lige i ansigtet. Uanset hvad grunden var, så var jeg i hvert fald vågen.

Langsomt og forsigtigt satte jeg mig op i sengen, og rakte ud efter min mobil. For en gangs skyld var der ingen ubesvarede opkald eller beskeder fra drengene, men det var der jo også en rimelig indlysende grund til. Efter at have set på klokken, fandt jeg ud af, at den kun var otte om morgenen, men fordi vi gik nogenlunde tidligt i seng den forrige aften, følte jeg mig rimelig udhvilet. Netop dét, var grunden til, at jeg valgte, at stå op og uden den mindste lyd, tog jeg noget tøj på og forlod værelset uden at vække Mellow.

Vores aften sammen havde været fantastisk. På trods af, at jeg havde været både irriteret, vred og skuffet over drengene, så havde hun formået, at løfte mit humør og få mig til at glemme alt det der var sket. Men man kunne vel sige, at det bare var den virkning hun havde på mig. Hendes personlighed, der var så varm og glad, kunne ikke andet end at påvirke mig.

Jeg fandt min vej ud i køkkenet, men efter at have kigget i køleskabet, og tjekket diverse skuffer og skabe, kunne jeg konstatere, at jeg virkelig havde mangel på spiselige objekter.

I et kort øjeblik stod jeg og overvejede, at smutte ned forbi Starbucks og købe noget morgenmad der, men mine overvejelser blev afbrudt, da jeg pludselig hørte et par hårde bank mod døren. Undrende fløj mine øjenbryn op i luften, mens jeg overvejende gik hen mod døren. På vejen tjekkede jeg lige til Mellow, og til mit store held, lå hun stadig og sov. Et lille smil bredte sig på mine læber ved synet af hende.

Forsigtigt lukkede jeg døren, og fortsatte helt ud til hoveddøren, som jeg hurtigt fik åbnet, da der blev banket på den igen. Dog falmede mit smil ret hurtigt, da jeg fik øje på den brunhårede dreng med de gråblå øjne, der ellers altid lyste af ren og skær glæde, men nu blot var kolde.

”Louis?”

 

Mellows synsvinkel

Jeg vidste, at jeg ikke ville have været vågnet, hvis ikke det var på grund af de høje lyde, der blev ved med at trænge ind i mine ører. Til sidst måtte jeg opgive mit forsøg på at holde dem ude, og endte derfor træt med at åbne mine øjne en smule op. Det første jeg formåede at lægge mærke til, var, at Harry ikke længere befandt sig i sengen.

Et let suk forlod mine læber, imens jeg roligt satte mig op i sengen, så en tot hår præsterede at ryge ned i øjnene på mig. Jeg pustede den væk og kørte derefter en hånd igennem mit rimelig uglede hår. Et lille, drilsk smil gled hen over mine læber, fordi jeg automatisk begyndte at tænke på nattens hændelser. Det havde været fantastisk. Helt igennem fantastisk.

Jeg sad lidt i mine egne tanker og kunne garanteret blive ved med det, hvis ikke det var fordi, at min mave begyndte at brokke sig. Og ikke nok med det, så kunne jeg også høre et par hævede stemmer, som egentlig også havde været grunden til, at jeg var vågnet nu.

Jeg svang roligt mine ben udover sengekanten, og fik efter et par sekunder rejst mig op. Som sædvanlig blev jeg lidt svimmel, da jeg havde rejst mig op for hurtigt, men efter lidt tid gik det over, og jeg kunne derfor ånde lettet op.

Jeg satte kursen hen mod døren til værelset, og hurtigt havde jeg Malou henne ved min side. Jeg så kort ned på hende, da jeg pludselig hørte en rimelig høj stemme, der ærlig talt gav mig kuldegysninger, selvom den slet ikke var rettet mod mig.

”Er du bare fuldstændig lige glad med, hvad der skete i går?!”

Det tog mig ikke lang tid at genkende stemmen. Det var Louis. Hvad lavede han dog her?

Da jeg ikke ville afbryde drengenes snak, valgte jeg i stedet for at åbne døren til værelset og halvliste ud på badeværelset. Jeg havde med vilje ladet Malou blive inde på værelset, da hun ellers kunne være grunden til, at jeg ville blive opdaget.

Jeg gjorde, hvad jeg skulle og fik efterfølgende vasket mine hænder, imens jeg studerede mit spejlbilled. Jeg så rimelig træt ud, men det var der intet at gøre ved. Hvis jeg var heldig, kunne jeg tage en lille middagslur i eftermiddag eller gå tidligt i seng.

Jeg trådte stille ud fra badeværelset igen og skævede lidt til stuen, hvor stemmerne var tydeligere. Mit forsøg på at lukke dem ude gik ikke særlig godt, især ikke da jeg pludselig fangede Andys navn i en af sætningerne: ”Det var for helvede Andy, der startede, Louis,” lød det surt fra Harry. Faktisk havde jeg aldrig hørt ham sådan før, og selvom det ikke burde gøre mig interesseret, gjorde det mig interesseret.

Derfor valgte jeg også at gå en smule tættere på stuen i stedet for at gå ind på værelset igen, hvilket egentlig nok havde været smartere.

Jeg hørte et lille fnys, og eftersom Louis endnu ikke havde svaret Harry, gættede jeg på, at det kom fra ham. ”Giv mig én god grund til at tro på, at Andy ville starte en slåskamp med dig, Harry? Én god grund.”

Selvom jeg gjorde alt for ikke at lade ordene påvirke mig, kunne jeg mærke min krop stivne, da jeg langsomt havde stoppet op ved døren til stuen. Jeg tog fat i dørkammen og så forvirret ud i luften, imens en ubehagelig fornemmelse begyndte at brede sig i min mave.

Havde Andy og Harry været oppe at slås?

”Hvorfor tror du, Louis? Kunne det måske være noget at gøre med, at idioten er jaloux?” lød det en smule hånligt fra Harry, hvilket gjorde mig endnu mere forvirret og uforstående. Udover det gjorde det mig også sikker på, at jeg egentlig bare skulle vende mig om og gå tilbage til værelset, men af en eller anden grund blev jeg stående for at høre mere. Måske fordi jeg inderst inde havde på fornemmelsen, at det omhandlede mig.

”Hvad skulle han være jaloux over?” spurgte Louis en smule snerpet, og jeg bed mig lidt i læben, da svaret gjorde mig en smule bekymret. Mest af alt på grund af, at Andy var blandet ind i dette her. Min efterhånden bedsteven. Han burde da have sagt, hvis han havde problemer med noget.

Lige præcis som Harry egentlig burde. Han havde da i hvert fald ikke fortalt mig, at han havde været oppe at slås med Andy i går, hvilket lige nu undrede mig rigtig meget.

”Nå, så han har måske ikke fortalt dig, at han faktisk er vild med Mellow, hva'?”

Blodet pumpede rundt i min krop, mit hjerte ploppede op i halsen på mig, og jeg følte hele min krop stivne ved Harrys ord. Mit greb om dørkammen blev strammere, da jeg følte mig en smule usikker på benene.

Jeg kunne ikke fatte, hvad jeg lige havde fået at vide. Andy kunne ikke være vild med mig. Han var min ven. Min bedsteven. Han kunne ikke se på mig på den måde. Han kunne da ikke blande følelser ind i vores forhold.

Jeg bed mig hårdt i læben, da jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forholde mig til det her lige nu. Og faktummet af, at Harry og Louis stod ude i gangen og var i gang med at diskutere videre, gjorde det også sværere at koncentrere sig om mine tanker.

”Harry, uanset om Andy kan lide Mellow eller ej, giver det dig ingen ret til at slå ham. Har du nogen anelse om, hvor galt det kunne have endt?!” Louis lød så vred og sur, og hans stemme gav mig kuldegysninger.

Jeg hørte Harry fnyse i et lidt vredt tonefald, imens jeg sank en klump, der havde sat sig i min hals. ”Hvor mange gange skal jeg sige, at jeg ikke startede med at slå ham? Jeg indrømmer, at jeg provokerede ham, men jeg slog ham fandeme ikke!” fastslog han surt og en smule højt.

”Og så tr-” ”gider du godt at dæmpe dig?!” Han afbrød Louis fra at råbe noget, og et kort øjeblik overvejede jeg at træde tilbage og gå ind på værelset for at undgå at høre på alt dette. Men jeg kunne ikke bevæge mig ud af flækken. Jeg var som frosset fast til mit sted, og selvom jeg prøvede at lukke ørerne, gik det ikke.

Jeg ville høre, hvad der foregik.

”Hvorfor skulle du provokere ham? Han har blå mærker alle vegne, fordi du ikke kan styre dit fucking temperament.” Jeg hørte nogle bevæge sig ude i gangen, hvilket automatisk fik mig til at bide mig i læben, fordi jeg var en smule bange for at blive opdaget. Men der skete ikke noget yderligere, og jeg vidste dermed, at jeg var i sikkerhed.

Jeg ventede på Harrys svar, men der gik lidt tid, før han endelig svarede, ”vil du virkelig vide hvorfor, Louis? Måske fordi han bliver ved med at fable om, at Mellow er den rette for ham og alt muligt pis, som jeg ikke gider at høre på!”

Hans hårde stemme fik hårene i min nakke til at rejse sig, og jeg bevægede mig lidt uroligt i døren, fordi jeg følte mig så pokkers utilpas.

”Måske fordi hun ikke er den rette,” vrissede Louis højt, hvilket gav mig en virkelig tung og dårligt fornemmelse i maven.

Jeg vidste det. Jeg vidste, at han ikke brød sig om mig. Og han syntes åbenbart ikke, at jeg var den rette for Harry.

”Du ved ikke en skid om Mellow og jeg, så luk røven og skrid!” snerrede Harry, og jeg fik det virkelig dårligt på hans vegne. Samtidig kunne jeg heller ikke lade være med at stille mig selv så mange spørgsmål. Jeg mener, Louis var da hans bedsteven. Hvorfor i alverden opførte de sig sådan her overfor hinanden?

”Og risikere, at du kommer længere ud, end du allerede er, Harry? Nej tak,” svarede Louis lidt lavere end før. ”Du ved ikke, hvad du snakker om, så skrid,” hvæsede Harry, og jeg pressede mine læber lidt sammen og følte en eller anden trang til at holde vejret. Han skræmte mig virkelig lige nu.

”Ved jeg ikke, hvad jeg snakker om, hva'?!” råbte Louis pludselig, ”Harry, Mellow er ikke den rette for dig. Du render og lyver for hend-” ”hold din kæft og skrid!” råbte Harry højere.

Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og et kort øjeblik overvejede jeg faktisk at gå ud og bede Louis om at gå, før det her udviklede sig til noget større. Men fordi han lige havde sagt noget, der gjorde mig nervøs og bange, kunne jeg ikke.

Han havde lige sagt, at Harry løj for mig. Hvad mente han med det?

”Du render og lyver for hende, og det værste er, at du godt ved, at det er forkert! Hvorfor kan du ikke bare lade Andy få en chance hos hende, i stedet for at træde mere i det, end du allerede har gjort? Er det virkelig så svært at lade andre få, hvad de gerne vil have og se på dem være lykkelige?!” råbte Louis fortsat, og en stor klump var begyndt at samle sig i min hals.

”Nu går du fandeme,” hørte jeg Harry sige dæmpet, som om han var ved at eksplodere af vrede. Jeg bed mig nervøst i læben og fik endelig taget mig sammen til at træde et enkelt skridt ind i stuen for at få et lille kig ud i gangen. Harry stod med ryggen til mig, hvorimod Louis stod og praktisk talt kunne se mig lige nu. Men jeg var rimelig sikker på, at han havde travlt med at koncentrere sig om Harry, og derfor kunne jeg fortsat gå hen til væggen mellem køkkenet og stuen, hvor ingen af drengene ville kunne få øje på mig.

”Jeg går ikke før, jeg ved, at du fortæller Mellow, hvad fanden du har gang i!” fastslog Louis vredt og bestemt. ”Hun er for helvede forelsket i dig, Harry. Og tror du selv på, at det hele bliver bedre, når hun får at vide-” ”Louis, hvor-” ”nej, Harry!” afbrød Louis hårdt, og da jeg tog et kig ud på ham, så det ud til, at han ikke havde tænkt sig at lade Harry stoppe ham denne gang. Han ville vise ham, hvem, der bestemte.

”Hvis du ikke fortæller Mellow, hvordan du udnytter hende, fordi hun afviste dig, og fordi du ikke ville lade Andy få hende, så skal jeg nok sørge for, at hun får det at vide, og så er jeg fuldstændig lige glad, om du vil have det eller ej!”

Jeg nåede ikke at registrere nogle af de ord, der fløj ud af Louis' mund, før mit hjerte gik i stå. Mit blod frøs til is, min mave krøllede sig sammen, og der løb en rystende fornemmelse igennem hele min krop, så det føltes som om, at jeg stod udenfor en kold vinterdag og frøs.

Jeg bed mig selv hårdt i læben og lukkede hele omverdenen ude, imens jeg stod og bad inderligt til, at det ikke var sandt. Men eftersom jeg ikke hørte nogle protest fra Harry, måtte jeg antage, at det var sandt. At han havde udnyttet mig, fordi jeg havde afvist ham til den fest, hvor vi mødtes, og fordi Andy åbenbart var vild med mig.

Jeg sank en klump, der havde sat sig i min hals, og uden at have lagt mærke til den prikkende fornemmelse i mine øjne, kunne jeg allerede mærke en smag af salt brede sig i min mund. Jeg græd.

”Gider du ikke bare godt at gå?!” råbte Harry for noget, der mindede mig om tusinde gang. Jeg havde trådt ud fra mit lille skjul, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige lige nu. Jeg havde allermest lyst til at gå hen og flippe ud på ham, slå ham, men Louis var her, og det afholdte mig fra det.

Men pludselig så han op, og jeg vidste, at han lagde mærke til mig. Hans øjne fangede kort mine, og det undskyldende blik fortalte, at han var ked af det, der var sket, men ikke kunne stille noget op.

”Jeg går nu. Men jeg håber fandeme, at Mellow finder ud af, hvad du har gjort, og så håber jeg eddermaneme, at hun giver dig en lærestreg. Det fortjener du i hvert fald.” Han så ned på sine 'bedsteven', og med et iskoldt blik formåede han at vende sig om og trampe ud af den åbne dør, som Harry med glæde smækkede i efter sig.

Jeg hørte ham sukke højlydt, og af en eller anden grund fik det mig til at snøfte. Hele min krop dirrede, og jeg ville allerhelst bare væk herfra.

Og så skete det, at Harry pludselig valgte at se kort ind i stuen. Men det var som om, at han ikke registrerede, at jeg stod her, da han bare så væk. Så det var først, da jeg valgte at vende mig om for at halvløbe ind mod hans soveværelse, at han opdagede mig.

”Mellow!” råbte han højt, men jeg ignorerede ham og fortsatte ind. Af en eller anden grund følte jeg mig pludselig skræmt, og derfor lukkede jeg hurtigt døren og låste den, lige inden han nåede hen til den.

”Mellow, åbn,” forlangte han, imens jeg gik i gang med at finde alle mine ting frem. Jeg kom i mit tøj hurtigere end nogen sinde, på trods af, at mine øjne var fuldkommen blændet af tårer, der blev ved med at trille ned ad mine kinder.

Han blev ved med at banke hårdt på døren, og bad mig om at åbne den, men jeg ignorerede ham og prøvede at få ro på mig selv. Det gik bare ikke særlig godt, og jeg måtte ende med at sætte mig i sengen for at tage en dyb indånding, og for at få mig selv til at slappe mere af. Min krop rystede som aldrig før, og det var sjældent, at jeg græd så meget, som jeg gjorde nu.

Jeg tog mig endelig sammen til at komme på benene, gik hen til døren, som Harry stadigvæk stod og bankede på, som om det gjaldt liv eller død. Jeg lukkede hans stemme ude, og tog endnu en dyb indånding før jeg fik formået at låse døren op og åbne den.

”Mel-” ”gå!” sagde jeg grædefærdigt og fik til min overraskelse skubbet ham af vejen, så jeg kunne gå ud mod gangen. ”Mellow, vent!” bad han og greb ud efter min hånd, men hver gang præsterede jeg at tage den til mig, så det ikke lykkedes, og før jeg vidste af det, var vi heldigvis nået ud i gangen igen. Jeg skulle bare væk herfra, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Jeg greb ud efter mine sko og bandede inderligt over, at det var et par Converse, som jeg havde valgt at tage på. Det tog mig hundrede år at få dem på.

”Mellow, stop,” sagde Harry højt og stillede sig hen foran døren, så det blev umuligt for mig at komme ud. Han var meget stærkere end mig, og uanset om jeg så begyndte at slå og sparke ham, vidste jeg, at han ville vinde.

Jeg rystede på hovedet og opgav at binde mine snørebånd, fordi det tog for lang tid. Så i stedet for rejste jeg mig op og så på Harry, der stod med et ulæseligt blik i øjnene. Jeg lagde ikke skjul på sorgen i mine øjne, for jeg ville virkelig gerne vise ham, hvor meget han havde såret og skuffet mig. Jeg håbede inderligt, at han ville huske det blik og få dårlig samvittighed over det, selvom han nok egentlig bare var pisse lige glad.

”Flyt dig,” snerrede jeg, hvilket så ud til at gå ham på, eftersom han kørte en hånd hurtigt igennem sit krøllede hår. ”Ikke før jeg har forklaret,” fastslog han og tog et skridt tættere på mig, og automatisk trådte jeg et skridt tilbage, fordi jeg ikke kunne klare hans nærvær lige nu. Jeg var nødt til at komme væk fra ham.

”Tror du selv på, at jeg gider at høre på dig, Harry? Du fortæller mig ikke engang, at du har været oppe at slås med Andy, og-” ”Mellow, du forstår det ikke, så lad mig idet mindste forklare,” afbrød han en smule hårdt, tydeligvis for at få mig til at tie stille.

Jeg tørrede febrilsk mine kinder, imens jeg rystede stædigt på hovedet. ”Jeg forstår det, Harry,” hørte jeg mig selv sige og så ham ind i øjnene. En klump var placeret i min mave, og jeg følte, at jeg var ved at kaste op. Jeg havde det elendigt.

”Jeg var et mål for dig. Og du fik ram på mig. Så tillykke, eller hvad man nu siger,” hulkede jeg, og pludselig rystede han virkelig meget på hovedet. ”Mellow, nej, hør på mig.” Han tog endnu et skridt frem, og selvom jeg ville tage et tilbage, kunne jeg ikke. Det gav ham også chancen for at få fat på mine hænder, som han knugede ind til sig.

”Måske var du et mål for mig i starten, men da jeg lærte dig at kende, var det helt anderledes.” Hans desperate stemme fortsatte med at snakke som aldrig før, og det gjorde mig sindssyg. Jeg troede ikke på noget af det, som han sagde, og for at få ham til at holde kæft, gjorde jeg noget, som jeg aldrig havde gjort mod en anden før; jeg hævede hånden og uden at tænke mig om, lod jeg den med al den kraft jeg havde, ramme Harrys kind.

Så tiede han i hvert fald stille.

”Jeg gider ikke at høre på dig, så slip mig,” græd jeg, imens jeg bed mig uroligt i inderlæben, fordi hans ansigt ikke var til at læse. Jeg prøvede at trække mine hænder til mig, og endelig gav Harry slip på dem og lod mig endelig tage det første skridt hen til døren.

”Mellow, vil du ikke nok?” bad Harry for første gang i et stille tonefald, som om min lussing virkelig havde fungeret som et slag i ansigtet. Jeg rystede på hovedet og tog fat i dørhåndtaget for at åbne hoveddøren.

”Farvel, Harry,” sagde jeg kort og ville gå, hvis ikke han havde taget fat i min arm. ”Mellow, du forstår det ikke!” råbte han pludselig, hvilket gav mig et chok, som om jeg fik et elektrisk stød. Jeg vendte mig om mod ham og rystede på hovedet, imens jeg prøvede at finde vreden frem. Det var lidt af en udfordring, eftersom jeg egentlig bare havde lyst til at sætte mig ned på gulvet og græde.

”Du har ret! Jeg forstår ikke, hvordan du kan gøre det her mod andre, Harry,” vrissede jeg højt, og af en eller anden grund strammede han grebet om min arm, så det pludselig gjorde ondt.

”Nej! For helvede, det er ikke det, jeg mene-” ”jeg stolede på dig!” skreg jeg pludselig højt, hvilket så ud til at overraske Harry en del. Han havde i hvert fald aldrig hørt mig sådan her før. Og, at jeg skulle vise ham denne side af mig, gjorde virkelig ondt. Det var ikke det, jeg ønskede.

”Jeg fortalte dig ting, som jeg aldrig har fortalt nogen før, og ved du hvorfor? Fordi, du betød noget for mig. Fordi, jeg troede, at du havde ændret dig fra noget ondt til noget godt.” Tårerne trillede ned ad mine kinder, og klumpen i min hals gjorde det svært at snakke, men det lykkedes mig endelig at få den sidste sætning presset ud gennem læberne, ”men jeg tog fejl,” snøftede jeg.

”Du har slet ikke ændret dig. Du er den samme idiot, som du var fra dag et af.” Jeg hulkede en smule og prøvede at fastholde øjenkontakten med Harry, men det gik ikke, da han pludselig så væk fra mig, imens hans greb om min arm blev slappere og slappere.

”Det værste er, at jeg troede på det, Harry,” mumlede jeg og fik taget min arm til mig, hvilket endelig lykkedes det. Jeg tørrede mine kinder, selvom det ikke just hjalp, eftersom de blev våde igen rimelig kort tid efter.

Hele min krop gjorde ondt fra top til tå. Jeg havde kvalme, og hele mit hoved snurrede nærmest. Jeg ville hjem, og det skulle være nu. Derfor vendte jeg mig også om, og uden protest fra Harry, kunne jeg forsætte ud af hoveddøren.

”Jeg troede på os,” hørte jeg mig selv hviske, inden jeg begyndte at gå hen mod trapperne. Ligeglad med, at hoveddøren til Harrys lejlighed var åben, og at han så mig bevæge mig væk fra ham. Jeg ønskede bare, at han følte en eller anden form for smerte, ved at se mig gå væk.

 

Harrys synsvinkel

”Jeg troede på os,” hviskede hun, idet hun gik ud af døren, og fortsatte mod trapperne. Som forstenet stod jeg og så efter hende, ude af stand til at bevæge mig. Jeg kunne mærke, hvordan tusindvis af tanker og følelser fløj gennem mit hoved, men jeg kunne slet ikke nå at sætte en finger på én bestemt følelse. Den brændende smerte i min kind blev overdøvet af den i mit hjerte. Det føltes som om, at halvdelen af mit hjerte var blevet revet væk, ved synet af Mellow, der forlod mig.

Jeg vidste, at jeg havde dummet mig. Jeg vidste, hvor dumt det havde været ikke, at fortælle Mellow om, hvordan jeg egentlig havde set hende i starten. At holde det hemmeligt for hende, ville en dag give bagslag. Jeg havde bare ikke regnet med, at det ville ske nu. Ikke allerede. Lige nu, hvor vi havde det allerbedst, skulle det hele gå i vasken.

Mellows skridt forsvandt ned af trappen, og døde til sidst hen. Den kølige luft strømmede ind af den åbne dør, men jeg kunne ikke få mig selv til at lukke den. Håbet om, at Mellow ville komme løbende tilbage ville ikke forsvinde, selvom jeg vidste det var åndssvagt. Efter alle de ord, hun lige havde kastet i hovedet på mig, ville hun umuligt komme frivilligt tilbage.

Forsigtigt tog jeg mig til kinden, der gjorde ondt ved min berøring. På trods af smerten, ønskede jeg, at føle hendes hånd mod den ømme hud igen. Jeg var ligeglad med, at det gjorde ondt, for det ville i det mindste betyde, at hun stadig var her. At jeg ikke havde mistet hende.

Hun kunne ikke være væk. Hun kunne ikke være gået. Det kunne ikke være sandt. Det måtte være en drøm. Et mareridt. Hun ville ikke forlade mig på den måde. Alt det hun havde sagt til mig.. Jeg måtte da betyde noget for hende. Ligesom hun betød noget for mig. Hun var skyld i, at jeg havde ændret mig. Hun havde forvandlet mig til et bedre menneske, og hjulpet mig op fra det mørke hul, jeg tidligere var faldet ned i. Hvis hun forlod mig, var jeg ikke sikker på, om jeg kunne holde mig selv oppe, når jeg havde været så vant til, at hun havde stået der, og hjulpet mig.

Alligevel måtte jeg indse det. Jeg måtte komme tilbage til virkeligheden. Den virkelighed, hvor Mellow havde forladt mig i den tomme gang, hvor væggene var kedelige og hvide, hvor det lysebrune trægulv var dækket af et mørkegråt tæppe, og hvor et spejl og et upersonligt kunstbillede var det eneste der prydede væggene. Ikke ét personligt præg, var kastet over indretningen. Det hele var koldt og upersonligt, og virkede bare ligegyldigt. Kun fordi Mellow var gået. Hun var den, der lyste stedet op. Hun var mit personlige lyspunkt.

Langsomt rystede jeg på hovedet for at vågne op, og lukkede døren forsigtigt i, så den blot sagde et lille klik. Med en prikkende fornemmelse i øjnene, vendte jeg mig om, og fik som det første øje på den lille, hvide hund, der så forundret på mig. Forvirring over, hvordan Mellow dog kunne have glemt hende her, steg straks op i mig, men blev hurtigt overdøvet af sorgen. Jeg sukkede tungt og fortsatte hen ad gangen. Efter at have krydset stuen, endte jeg inde på mit værelse, og blev endnu en gang overmandet af den triste følelse, da jeg kom til at tænke på, at Mellow for få minutter siden, havde ligget der.

Og det ville hun højst sandsynligt stadig gøre, hvis ikke jeg havde været sådan en idiot. Det kunne have været undgået, hvis jeg bare havde fortalt hende sandheden lige fra starten af. Men det havde jeg ikke gjort, og det havde så resulteret i, at Mellow og jeg ikke havde fået mere end et par måneder sammen. Til gengæld kunne jeg så sige, at de måneder virkelig havde været langt bedre, end alle andre måneder i mit liv, tilsammen. Jeg havde nydt tiden med Mellow fuldt ud, og det kunne jeg vel kun være taknemmelig for. Alligevel kunne jeg ikke lade være med, at ønske, at det ikke var slut nu.

Blidt bed jeg fat i min læbe for at dulme smerten, mens jeg kunne mærke mine øjne, der langsomt blev fyldt op med vand. Mit syn blev uklart, og selvom jeg forsøgte at blinke tårerne væk, strømmede flere hele tiden til, og gjorde det umuligt. Til sidst gav jeg op, og lod dem bare flyde over. Tåre efter tåre gled ned af mine kinder, og efterlod en kold og kildende fornemmelse. Hurtigt tørrede jeg nogen af dem væk med min håndryg, men da flere kom til, droppede jeg det. I stedet lagde jeg mig forsigtigt i min seng, og begravede mit ansigt i puden. Stramt knugede jeg om den, og gav slip på det hele. Min krop blev krampagtigt anspændt, mens et par hulk forlod mine læber.

Hun var væk. Jeg ville nødig indse det, men var alligevel nødsaget til det. Jeg var selv skyld i det, så jeg kunne ikke bebrejde nogen andre for det. Det eneste jeg kunne var, at håbe på, at hun af en eller anden grund, ville komme tilbage. Hvis ikke hun selv kom tilbage, måtte jeg vel sørge for, at hun gjorde. En ting var i hvert fald sikkert; jeg ville ikke bare opgive hele vores forhold.

 

____________________________________________________________

A/N:

Jeg græder. Og jeg græder meget, tud. Det er så synd for Hazza og Mellowseeeen, argh ):

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...