Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504286Visninger
AA

19. 17

 

 

”You've got me feeling emotions.”

Emotions ~ Mariah Carey

 

Mellows synsvinkel

 

Det var ikke meningen, at Harry skulle have sovet hos mig, men det var blevet sent i går aftes, og mod min vilje havde jeg så tilbudt ham at blive. Det var ikke, fordi jeg ikke ville have ham hos mig. Men jeg var blevet lidt usikker på ham, efter han havde prøvet på at kysse mig.

Og så fordi min far var hjemme i dag. Det gjorde ikke ligefrem sagen bedre.

Jeg var den første, der vågnede af Harry og jeg. Vi lå i præcis samme stilling, som da vi var faldet i søvn – i ske. Harry ben lå oppe omkring min hofte, og hans arm sørgede for at holde mig tæt ind til ham, som om han var urolig for, at jeg skulle flygte.

Derfor gjorde det det lidt umuligt for mig at stå op, da jeg ikke ville vække ham. Selvom jeg et eller andet sted også gerne ville sørge for noget morgenmad til os, når han kom op. Ligesom han havde gjort for mig.

Men inderst inde måtte jeg vel også indrømme, at jeg ikke havde lyst til at rejse mig. Af en eller anden grund nød jeg at ligge her med ham ved min side.

En kold brise ramte min nøgne skulder, og jeg gjorde et forsøg i at trække dynen lidt længere op over mig. Det fik Harry til at rykke utilfredst på sig, imens nogle mærkelige lyde forlod hans mund. Et lille smil gled hen over mine læber. Af og til virkede han så perfekt, men nogle gange virkede han også bare... normal.

Ganske enkelt normal.

Jeg sukkede for mig selv og lukkede mine øjne, da jeg ville prøve på at sove lidt igen. Klokken var kun lidt i ni, og jeg var klog nok til at vide, at Harry sagtens kunne sove en hel del af gangen.

Men ligesom da jeg havde lukket mine øjne, hørte jeg en høj, rummelig lyd, der brasede ud i hele mit værelse. Uden tvivl om, at det var min pokkers ringetone.

Uden at tænke på Harry, sprang jeg op fra senen, hvilket resulterede i, at jeg derefter rendte fortvivlet rundt, da jeg havde glemt, hvor pokker jeg havde lagt min telefon i nat, da vi gik i seng.

Jeg fandt den i lommen på de jeans, jeg havde haft på i går. Hurtig havde jeg fået den taget op og så på skærmen.

Unknown

Jeg rynkede panden en smule og tøvede, før jeg besvarede opkaldet og tog telefonen op til mit øre. ”Det' Mellow?” sagde jeg langsomt. Der lød et velkendt grin i mit øre, hvilket langsomt fik mig til at slappe af igen.

Andy.

”Det siger du ikke,” konstaterede han kort. Jeg smilede svagt og kørte en hånd igennem mit uglede hår. ”Det gjorde jeg så,” mumlede jeg og vendte mig langsomt om for at se, om mine drastiske bevægelser havde vækket Harry.

Det havde de så til mit uheld. Han hvilede sin vægt på sin albue, så han kunne sidde halvt op, imens han kiggede træt og spørgende på mig. Hans hår var helt uglet, og han lagde ikke ligefrem skjul på, at han kun havde et par boxershorts på.

Og som det var sagt gik det også op for mig, at jeg kun var iført et sæt undertøj. Jeg havde haft det varmt i nat og havde derfor endt med at tage min top af. Og det var måske en ligefrem en fordel lige nu.

Jeg bed mig usikkert i læben og valgte derfor at vende mig om, så jeg stod med ryggen til ham og prøvede på at koncentrere mig om Andy. Hans stemme trængte ind i mit øre, og langsomt fandt jeg ud af, at han havde prøvet at komme i kontakt med mig.

”Undskyld, hvad sagde du?” spurgte jeg hurtigt. Han sukkede af mig. ”Sig mig, har du overhovedet fået sovet i nat?” Jeg smilede skævt og grinede kort men lidt falskt. ”Nej, jeg spurgte bare, om jeg har glemt min sorte hoodie hos dig. Jeg kan ikke finde den nogen steder, og jeg kan bare huske, at jeg havde den på, da vi var sammen sidst.”

Jeg skævede til min skrivebordsstol, hvor jeg vidste, at der lå en sort hoodie, som ikke var min. Så var det vel nok den.

”Jo, den har jeg,” svarede jeg, hvorefter jeg drejede mig lidt om mod vinduet. Det var lyst udenfor, kunne jeg se, da gardinerne ikke rigtig mørklagde værelset helt. Alligevel gættede jeg næsten på, at vejret ikke var særlig godt. Det var trods alt snart november.

”Oh, fedt!” hørte jeg Andy sige begejstret. Jeg nikkede for mig selv og håbede sådan set lidt på, at han ville slutte samtalen af. Hvis Harry fandt ud af, at det var Andy, jeg snakkede med, ville han nok ikke blive så glad.

”Er der mulighed for, at jeg kan komme og hente den, eller..?” Jeg bed mig i læben og kneb øjnene en smule sammen. ”Ehm,” sagde jeg tøvende. ”Kan jeg ikke skrive til dig senere?” spurgte jeg lidt usikkert. Der blev lidt stille i Andys ende, og jeg kunne praktisk talt fornemme, at han vidste, der foregik et eller andet.

”Øh, jo, selvfølgelig,” samtykkede han en smule mut, hvilket gav mig lyst til at sukke. Men jeg prøvede bare at smile og holde hovedet højt. ”Så ses vi,” fastslog jeg. ”Ses.” Uden at sige mere fik jeg lagt på og smed min telefon tilbage til min bunke med tøj. Det viste vist bare, hvor meget jeg passede på den.

”Hvem var det?” sagde en stemme bag mig. Jeg bed mig usikkert i inderlæben og tøvede, før jeg vendte mig om mod ham, så han fik frit udsyn til mig. Det gjorde mig ikke mere tilpas, da Harry ikke lagde skjul på, at han ikke tjekkede mig ud. Hans blik gled ned mod min mave og længere ned, og det gjorde mig lidt mærkeligt tilpas.

”Bare en,” fik jeg konstateret og så væk fra ham, lige idet øjeblik, at det begyndte at banke på min dør.

Jeg vidste, at min far af en eller anden grund havde aflyst arbejdet i weekenden og var derfor også kommet hjem her til morgen, så det kunne kun være ham.

”Mels?” lød det fra min far. Jeg spærrede øjnene op og var hurtigt henne i min seng. Harry så overrasket på mig, men gjorde sig alligevel parat til at lægge sig indunder dynen, som han havde gjort før.

”Far?” råbte jeg og nev mig selv i hånden for ikke at lyde nervøs. ”Jeg kører en tur. Jeg har lavet morgenmad til dig,” sagde han, heldigvis uden at åbne døren for at kigge ind. Jeg rynkede panden men nikkede. ”Okay,” svarede jeg, og blev straks roligere da jeg hørte trin, der bevægede sig væk fra døren.

Hverken Harry eller jeg sagde noget, indtil vi ikke kunne høre noget som helst.

”Hmm,” mumlede Harry, hvilket fik mig til at se hen på ham med løftet øjenbryn. ”Hmm?” gentog jeg. ”Ved din far overhovedet noget om mig?” spurgte han nysgerrigt og satte sig op, så han sad op ad væggen bag os.

Jeg så ud i luften og trak kort på skuldrende. ”Han ved det, han skal vide,” svarede jeg stille, imens jeg kunne føle Harrys blik på mig. Det der indtrængende blik, der gav mig fornemmelsen af at have gjort noget forkert. Jeg hadede den.

”Og du syntes ikke, at det er på tide, at du begynder at fortælle.. om os?” spurgte han langsomt.

Jeg bed mig i læben, da han nævnte ordet 'os'. Jeg vidste ikke, om det var meningen eller ej, men det lød som om, at han betegnede os som et par.

”Måske,” mumlede jeg usikkert og lod mit hår falde ned langs min skulder, så det dækkede lidt af mit ansigt. Det havde været en vane, hvis jeg ikke følte for, at folk kunne sidde og kigge på mig, ligesom Harry gjorde nu.

Han sagde heldigvis ikke mere, og det gjorde mig lidt bedre tilpas. ”Er du sulten?” spurgte jeg langsomt om længe og så hurtigt på ham. Han trak på skuldrende, men endte op med at nikke. Det resulterede i, at jeg rejste mig og fandt vej hen til mit skab. Med Harrys blik på mig, gik jeg i gang med at finde noget tøj.

Jeg hørte, at Harry rejste sig fra sengen og fik samlet sit tøj op fra gulvet. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han bevægede sig hen mod døren. Han vendte sig dog om mod mig, inden han åbnede den.

”Du burde altså ikke være så genert over din krop,” sagde han kort, før han gik ud. Jeg rynkede panden og vendte mig om mod døren, imens min mund åbnede sig let.

Selvfølgelig så han det ikke, da han var gået, men alligevel ville jeg ønske, at han kunne se mig. Specielt fordi jeg havde lyst til at protestere. Jeg var ikke genert! Jeg havde det bare ikke godt med grådige blikke fra Harry, og det var der vel ikke så meget at sige til. Han havde nær skræmt mig fra vid og sans, da han kyssede mig, første gang vi mødtes.

Irriteret fandt jeg et par idrætsshorts og en sort top – almindeligt weekendtøj. Jeg havde ingen planer udover dette her, så jeg orkede ikke at gøre særlig meget ud af mig selv. Jeg bekymrede mig ikke rigtig over, hvad Harry ville sige til det og valgte derfor bare at køre min hånd igennem håret et par gange, før jeg fandt min vej ned til køkkenet.

Der stod ikke rigtig noget mad, og derfor fortsatte jeg ind i spisestuen, hvor der var dækket op til morgenmad med boller, juice og diverse pålæg. Et tilfredst smil gled hen over mine læber, inden jeg gik ud i køkkenet igen for at finde en ekstra tallerken og et glas til Harry.

Lige da jeg var gået ind for at stille det på bordet, kom han dumpende ned ad trappen og fortsatte hen mod mig i min retning.

I modsætning til mig havde han taget noget rigtigt tøj på – måske fordi han ikke havde andet med. Men det gav mig følelsen af nøgenhed, når jeg rendte rundt i ingenting.

Tag dig nu sammen, Mellow, lød en stemme inde i mit hoved.

Jeg bed tænderne sammen og nikkede bekræftende for mig selv, hvorefter jeg satte mig ned på min sædvanlige plads.

Jeg hørte Harry mumle et eller andet for sig selv, inden han dumpede ned på pladsen over for mig, hvor min far plejede at sidde. ”Bare tag for dig,” sagde jeg kort og gik selv i gang med at hælde juice op til mig. Han nikkede og greb en bolle fra brødkurven.

”Skal du have?” spurgte jeg og hentydede til, om han ville have noget juice. ”Ja tak,” svarede han og sendte mig et smil. Jeg tog hans glas og hældte juice op i det, til det nær nåede randen.

Jeg gik selv i gang med at smøre mig en bolle, imens jeg holdte lidt øje med Harry. Af en eller anden grund fandt han det spændende, at sidde og glo på mig. Jeg hævede et øjenbryn, da jeg for tredje gang kiggede på ham, imens han så på mig.

”Hvad er der?” spurgte jeg en smule opgivende og lagde min bolle på tallerkenen. Han så uskyldigt på mig og smilede lidt på grund af min tone. ”Er du lidt morgensur i dag?” drillede han, hvilket fik mig til at himle med øjnene. ”Lad være med at kigge på mig,” mumlede jeg og så ned på min tallerken.

”Du får det til at lyde som en dårlig ting,” sukkede Harry. Jeg svarede ikke, men rynkede bare brynene. ”Og er det en god ting?” sagde jeg undrende og kiggede langsomt op på ham. Han kiggede lidt på mig og begyndte roligt at smile. ”Hvis du har brug for at høre mig sige, at du er smuk, så er det også i orden; Mellow, du er smuk.”

Jeg så overrasket på ham og glippede lidt med øjnene for at lade det trænge ind, det han lige havde sagt. ”Øh,” begyndte jeg forlegent. Han begyndte at grine af mig og tog en bid af sin bolle. ”Den havde du ikke regnet med, hva'?” spurgte han interesseret.

Jeg rystede oprigtigt på hovedet, for det havde jeg faktisk ikke. Harrys øjne mødte mine, og han så ærligt ind i mine. ”Jeg er ikke sådan en idiot, som du nogle gange går og tror,” fik han sagt. Jeg så på ham med rynket pande og rystede protesterende på hovedet.

”Du er ikke en idiot,” fastslog jeg med et forvirret stemme. Han smilede skævt. ”Jeg ved godt, hvad du går og tænker en gang imellem,” lo han. Jeg rystede igen på hovedet. ”Det var i starten, Harry,” antog jeg, hvilket fik ham til at skyde et øjenbryn i vejret. ”I starten?” gentog han mistroisk. Jeg nikkede, og uden at tænke nærmere over det, fortsatte jeg bare i et desperat forsøg, ”jeg kendte dig ikke. Og du har vist dig at være..” Jeg stoppede mig selv, inden jeg ville sige noget dumt, som jeg ville fortryde.

Men jeg havde skudt mig selv i foden, og Harry så bare nysgerrigt på mig. ”At være?” sagde han afventende. Jeg kunne mærke farven sprede sig i mine kinder, men valgte at ignorere det. ”At være sød,” indrømmede jeg og kiggede herefter selvsikkert på ham.

Han så lidt overrasket på mig, men begyndte at smile stort. ”Tænk, at det skulle komme fra dig,” mumlede han tilfredst og tog en tår af sin juice.



Harry havde tilbudt at rydde op efter morgenmaden, så jeg kunne komme i bad. Selvom jeg ikke var meget for, at han skulle gøre det beskidte arbejde, endte jeg alligevel med til sidst at sige ja, da han insisterede.

Så jeg skyndte mig at tage et varmt bad, for derefter at hoppe i noget rent, afslappet tøj. Jeg redte mit hår og børstede mine tænder, og da der var gået en lille times tid, gik jeg nedenunder igen.

Jeg fandt Harry inde i stuen foran fjernsynet. Dog kiggede han ikke ligefrem på skærmen, men ned på sin telefon, som han havde i hånden.

Han så så op, da gulvet under mig knirkede en smule. En smil gled hen over hans læber, inden han lagde telefonen ned i sin lomme. ”Dejligt med et bad?” spurgte han interesseret. Jeg hævede et øjenbryn misbilligende men nikkede. ”Meget,” anerkendte jeg og satte mig ned ved siden af ham i sofaen. Han observerede mig nøje, imens jeg fjernede blikket hen på fjernsynet.

”Hvad ser vi?” sagde jeg langsomt. ”Friends,” svarede han kort. Jeg gjorde et nik med hovedet og prøvede at lade være med at lade mig påvirke af, at han stirrede sådan på mig. Det føltes en smule ubehageligt på en måde.

Han rejste sig pludselig og gik ud mod køkkenet, hvilket fik mig til at se efter ham med rynket pande. Jeg hørte ham rumstere rundt ude i køkkenet og efterlade et par lyde efter sig.

”Har du lyst til te?” råbte han højt. ”Ja, tak,” svarede jeg og kørte en hånd igennem mit våde hår. Jeg sad og ventede, indtil Harry kom gående ind i stuen igen med to kopper. Han satte dem på sofabordet og lod sig dumpe ned ved siden af mig igen.

”Er det kanelte?” spurgte jeg håbefuldt. Han nikkede roligt og skød et øjenbryn i vejret. ”Hvorfor?” Jeg rømmede mig en smule og tog min kop, der stod foran mig. ”Dit foregående resultat var rimelig godt,” fortalte jeg og smilede lidt, inden jeg tog en tår.

En brændende fornemmelse sad på min tunge, imens smagen af kanel bredte sig i min mund. Harry sad og smilede stort til mig og lænede sig derefter langt tilbage i sofaen. ”Noget er ja da god til,” samtykkede han vellykket.

Vi sad og så Friends. En gang imellem snakkede vi lidt, men det var ikke noget stort. Det var som om, vi ikke havde det store at snakke om imens, og det var egentlig fint. Jeg var i hvert fald blevet mere sikker på stilheden nu, og det gjorde mig bedre tilpas.

Harry var lige gået på toilettet, så jeg var smuttet ud i køkkenet for at hente endnu en kop te. Lige som jeg skulle til at finde noget mælk at putte i, hørte jeg en ringetone inde fra stuen.

Det var en iPhone, det var let at høre. Dog ikke min, for jeg havde ikke den ringetone. Og den eneste udover mig, der havde en iPhone, var Harry. Så det kunne kun være hans.

Jeg bevægede mig ind i stuen og opdagede, at den lå på sofabordet. Mit blik faldt på skærmen, hvor der var et billed af Louis. Louis Tomlinson.

Jeg følte, at jeg havde gjort en del overvejelser, før jeg tøvende greb iPhonen og besvarede opkaldet.

”Harrys telefon, det er Mellow,” sagde jeg med en lidt for fornem stemme, hvilket jeg havde lyst til at slå mig selv for.

”Mellow?” gentog Louis i en lidt mærkelig tone, der gjorde mig en smule usikker. ”Ja, ehm, du ved-” ”Jeg ved da godt, hvem du er,” afbrød han med et grin, som fik mig til at smile lidt. ”Jeg blev lige bange,” sagde jeg kort, hvilket fik ham til at grine et smile højere.

”Nå, jeg ringede faktisk, fordi jeg skulle snakke med Harry,” begyndte han, da han var stoppet med at grine. ”Han er lige på toilettet,” svarede jeg og kiggede hen mod gangen, hvor toilettet lå. ”Oh,” lød det fra ham.

”Jamen, gider du så ikke at huske ham på, at jeg holder middag i aften?” spurgte han venligt. Jeg så lidt undrende ud i luften. ”I aften?” gentog jeg forvirret. ”I aften, ja,” svarede Louis og bed mig i min tone. ”Er der noget galt i det?” sagde han langsomt. ”Han har bare inviteret mig ud og spise,” nikkede jeg og fugtede mine læber.

Der blev stille i den anden ende, og det fik mig til at spekulere på, om Louis stadigvæk var med mig. Til sidst lød hans stemme dog i røret igen, ”så må han have glemt det,” fnes han, ”typisk ham.” Jeg rynkede panden lidt men grinede også bare.

”Men så har jeg en bedre idé, Mellow,” fortsatte Louis storslået. ”Hvorfor tager du ikke med?” Jeg så overrasket ud i luften, da jeg hørte døren til badeværelsesdøren gå op, hvilket fik mig til at se hen mod den. Harry kom gående ud og sendte mig et smil imens. Jeg bed mig en smule i læben og kiggede væk fra ham.

”Louis, Harry er her nu, så du får ham bare,” sagde jeg, og før han overhovedet nåede at svare, havde jeg rejst mig op for at række Harry hans telefon.

Han kiggede forvirret på mig men så ned på skærmen, hvor Louis' navn stod. Hans blik blev lidt fraværende, og hurtigt havde han taget telefonen og var på vej ud i køkkenet.

Jeg tog det som, at han gerne ville være alene nu og dumpede derfor ned i sofaen igen, selvom jeg kom i tanke om, at jeg stadigvæk havde min te ude i køkkenet, men lod det bare være. Det lod til, at Harry gerne ville tale privat med Louis.

Jeg kunne ikke undgå at høre ham tale, da han et par gange fik hævet stemmen mere, end han plejede. Selvom jeg prøvede at koncentrere mig om at se Friends, kunne jeg næsten ikke undgå at høre ham.

”Fint!” Han lød lidt hård, og det fik mig til at tvivle på, om ham og Louis var uvenner eller noget. ”Og jeg skal nok tage hende med.”

Der blev stille ude i køkkenet igen, og jeg fik en eller anden mærkelig trang til at gå ud og spørge Harry, om der var noget galt.

Men et par sekunder efter kom han gående ind til mig igen. Han så ikke ligefrem glad ud, men heller ikke sur. Lidt irriteret måske.

”Vi tager ikke ud og spiser i aften alligevel,” sagde han kort og satte sig ned ved siden af mig. Jeg rynkede panden en smule men nikkede bare. ”Skal du hen til Louis og spise?” spurgte jeg roligt og drejede hovedet hen mod ham. Hans øjne fangede og mine, og det var ikke svært at se, at han var lidt oprevet.

”Nej, vi skal hen til Louis og spise,” svarede han og kiggede hurtigt væk fra mig, nok fordi han ikke ville have, at jeg skulle se, at han var så oprevet. En dårlig fornemmelse i min mave begyndte at brede sig i min krop. Måske var det dumt, at jeg tog hans telefon.

”Okay,” mumlede jeg og kiggede ned på mine hænder. Der var lidt stilhed, indtil jeg hørte Harry sukke.

”Jeg vil ikke lyde sur. Jeg havde bare glædet mig til, at vi skulle ud spise,” mumlede han og så hen på mig med et indtrængende blik. Hans ord varmede lidt, og det fik mig til at se op på ham igen. Jeg sagde ikke noget, da jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle sige.

”Er det kun Louis, der er der?” spurgte jeg lidt efter. Han rystede på hovedet. ”Alle drengene, Perrie, Eleanor og Danielle,” fortalte han kort. Jeg nikkede en enkelt gang og tog en dyb indånding. ”Jeg kører om en times tid, og så henter jeg dig igen klokken kvart i seks,” sagde han fast besluttet. ”Skal jeg have noget bestemt på?” spurgte jeg en smule uroligt.

Han kiggede lidt på mig, indtil et smil gled hen over hans læber. Jeg blev fanget lidt af blikket i hans øjne, indtil jeg kunne mærke en hånd om min, velvidne om at det var Harrys. ”Af alle tingene bekymrer du dig om noget tøj,” mumlede han og trykkede min hånd et par gange, så en varm følelse bredte sig i min krop.

”Jeg tror, at en kjole ville kunne gøre jobbet,” sagde han hjælpsomt og lovende. Jeg nikkede lydigt og smilede genert til ham. ”Tak...” Han smilede stort og lænede sig frem mod mig for at plante et kys på min kind. Dog fjernede han ikke hovedet fra mig, da han havde taget læberne fra mig igen.

Han lod det hvile sig imod min hud og gemte det lidt hullet imellem min skulder og hals. ”Altid, Angel Cheeks,” hørte jeg ham mumle mod min hud, hvilket sendte en række kuldegysninger ned ad min ryg.

Hans nærvær gjorde mig et kort øjeblik helt sløv, imens hans læber blidt ramte min hud. Jeg lukkede øjnene af nydelse og prøvede allermest bare at slappe af, men da jeg pludselig hørte døren ude i gangen gå op, fløj jeg nærmest væk fra Harry. Han så på mig og sukkede lidt, men lod så også mærke til, at vi ikke længere var alene i huset.

Jeg rejste mig op uden at sige noget og var på vej ud mod gangen, da jeg pludselig hørte en underlig lyd, og før jeg vidste af det, kom en lille hundehvalp løbende ind i stuen. En vaskeægte, lille, fin Samoyeds. Åh gud, den var virkelig kær!

”Nurh!” udbrød jeg, da den hvide hvalp løb hen til mig og omfavnede mine ben. Jeg kunne høre min fars latter ude fra gangen, og pludselig stod Harry ved siden af mig og bukkede sig ned mod hvalpen.

”Du er da en fin en,” sagde han med en sød stemme, imens han nussede den. Jeg trådte et skridt hen mod gangen, hvor min far var i gang med at sætte en pose hundemad, et par mad/vandskåle og tage sin sko af.

”Far, hvad er det her?” spurgte jeg forvirret, hvilket fik ham til at se hen på mig med et smil. ”Endnu et familiemedlem,” svarede han med et grin. Jeg hævede et bryn og skævede tilbage til hvalpen, imens jeg kunne mærke glæden steg en smule. ”Mener du det?” sagde jeg og kunne ikke skjule min glade stemme. Han nikkede bestemt og gik hen mod mig for at komme ind i stuen, hvor han også opdagede Harry.

”Hej, Harry,” hilste han, hvilket fik Harry til at rejse sig op og sende ham et smil. ”Hej,” svarede han venligt og kiggede ned på hvalpen med et grin.

Jeg satte mig ned på hug og klappede lidt i hænderne, så den for hen mod mig og fik mig væltet ned på gulvet. Harry grinede af mig, imens min far nøjedes med at fnise lidt. Jeg kunne ikke selv lade være med at grine, da hvalpen trådte op på min mave og besluttede sig for at slikke mig i ansigtet.

”Du finder selv på et navn til hende,” hørte jeg min far sige, før han gik ud i køkkenet, nok for at skænke sig selv en kop kaffe.

Jeg smilede for mig selv og gik i gang med at nusse hvalpen. ”Ej, hvor er du sød,” fløj det ud fra mine læber, hvilket fik Harry til at smile, inden han satte sig ned på gulvet ved siden af mig. ”Hvad vil du kalde hende?” spurgte han nysgerrigt.

Jeg så hen på ham og smilede lidt. ”Det ved jeg ikke. Hvad syntes du?” Han begyndte at ae hvalpen lidt, hvilket fik hende til at bide lidt ud efter hans hånd. Jeg smilede stort og fjernede min hånd, så den kunne nusse hendes pote lidt.

”Den kan hedde Mellow,” sagde Harry. Jeg kiggede dumt på ham, imens han bare smilede. ”Fedt navn,” mumlede jeg sarkastisk. Han grinede kort og nikkede. ”Det er da bedre end Marshmellow?” spurgte han. Jeg grinede ironisk og daskede ham blidt på skulderen, hvilket fik ham til at smile. ”Du er da bare sjov,” konstaterede jeg kort.

Han så tænkende ud i luften, og jeg begyndte så også at tænke lidt på navne. Der var nu bare ikke lige nogle, der faldt mig ind, og som jeg tænkte 'wow!' over.

”Hvad med,” begyndte Harry og så smilende på mig, ”Malou?”

Jeg så lidt på ham og tyggede på navnet, der overraskende nok lå godt i min mund. Langsomt begyndte jeg at nikke, indtil et smil bredte sig over mine læber. ”Malou,” fastslog jeg og så på hende.

Hun hoppede ned fra mit bryst og løb ud i køkkenet, hvor min far var. Jeg blev liggende på gulvet og så hen på Harry, der kiggede ned på mig med et skævt smil. ”Tænk at skulle blive misundelig på en hund,” sagde han med en utilfreds undertone og så mig i øjnene med et varmt blik.

Jeg forstod ikke rigtig, hvad han mente og blev derfor ved med at kigge forvirret på ham. Men så gik det langsomt op for mig, og det fik mit hoved til at snurre lidt.

Han mente, at han ville være Malou, der lå på mit bryst og slikkede mig i hovedet, hvilket nok betød, at han gerne ville ligge ovenpå mig og kysse mig.

Jeg glippede lidt usikkert med øjnene, men lod mit blik fastholde hans. Det føltes af en eller anden grund virkelig som om, at prøvede på at gøre mig usikker med vilje, og derfor ville jeg gerne vise ham, at jeg sagtens kunne tage det. Men jeg var alligevel sikker på, at Harry godt kunne se på mig, at det gjorde mig lidt usikkert tilpas, og det fik ham også til at smile en smule.

”Mels, har du planer i aften?” råbte min far fra køkkenet. Jeg kiggede væk fra Harry og kiggede derud. ”Ja,” svarede jeg højt, så min far kunne høre mig, imens jeg satte mig op. ”Kommer du hjem?” Han dukkede op i køkkendøren, imens han så ned på sin telefon. Jeg skævede lidt til Harry, der også kiggede afventende på mig.

”Det.. regner jeg da med,” sagde jeg forvirret. Min far kiggede op på mig og nikkede. ”Jeg ved ikke lige helt, om jeg er hjemme eller ej, og hvis jeg ikke er, bliver du nødt til at være her, så hunden ikke er alene.” ”Malou,” rettede jeg automatisk, hvilket fik ham til at skyde øjenbrynene i vejret. ”Hvad?” spurgte han. ”Hun heder Malou,” gentog jeg roligt og så ned på gulvet, hvor den hvide hvalp kom løbende ind i stuen igen. Et smil gled hen over mine læber, da hun løb hen mod Harry og begyndte at hoppe op ad ham.

”Godt. Men hvad skal du i aften?” Jeg kiggede op på min far igen, der havde spurgt mig om noget. ”Harry og jeg skal hen til hans venner og spise,” fortalte jeg roligt. Han nikkede en enkelt gang. ”Så skriver jeg lige til dig, og så må du huske at skrive igen, så der ikke bliver problemer,” sagde han og kiggede alvorligt på mig.

”Jaja,” mumlede jeg og så hen på Harry, der glædelig sad og nussede Malou. Min far forsvandt igen og efterlod derfor Harry og jeg tilbage med Malou. Jeg vendte mig om mod dem og tog del i at nusse Malou.

Harry greb min ene hånd uden tøven og fik flettet hans fingre ind i mine, hvilket fik en varm følelse til at brede sig i min krop. Jeg kiggede op på ham og opdagede, at han sad og kiggede på mig. Han sendte mig et sødt smil, som jeg ikke kunne lade være med at gengælde.

 


Jeg var ganske vist tilfreds med mit outfit (link i kommentar), da jeg mødtes med Harry lidt i seks. Da han havde været lidt sent på den, havde vi en smule travlt med at komme hen til Louis. Dog lod han sig ikke påvirke af klokken, selvom jeg mente, at det ikke var helt så pænt at komme for sent. Han virkede derimod bare fuldstændig lige glad, og derfor kommenterede jeg det ikke yderligere.

Jeg var lidt nervøs for at møde drengene. Selvom jeg havde mødt dem en gang før, kunne jeg ikke lade være med at få lidt nerver på, eftersom det ligesom var dem, der 'reddede' mig fra Harry, da han prøvede på at kysse mig. De havde såmænd nok ikke regnet med, at jeg ville gå videre med ham.

Og det havde jeg for den sags skyld heller ikke.

Men her sad jeg, og det var ikke fordi jeg havde tænkt mig at gå lige i forløbet. Jeg følte mig ikke direkte forelsket i Harry, men nogle følelser havde jeg da i hvert fald fået bygget op for ham. Jeg håbede lidt på, at han også følte sådan omkring mig. Noget burde han da i hvert fald føle. Ellers ville han nok ikke være her. Han var jo kendt, og kunne garanteret score hvilken som helst pige...

”Så er vi her.” Han stemme rev mig ud af mine tanker, og da jeg endelig vågnede op, kiggede jeg rundt og opdagede, at vi holdte inde på en gårdsplads. Harry gik ud ad bilen, og jeg fulgte hurtigt hans eksempel ved at gøre det samme.

Stenene knasede under mine fødder, og kulden ramte mine bare ben som knive. Jeg gøs lidt og krøb hurtigt hen til Harry, der fik lagt en arm om mig.

Vi gik op mod hoveddøren, og jeg lod mærke til, at han strammede sit greb lidt for hvert skridt, vi tog. Det gjorde mig lidt forvirret, men jeg sagde intet. Jeg koncentrerede mig mere om at tage det roligt.

Mit blik gled rundt på den store gårdsplads, hvor der holdte et par enkelte andre biler. Huset, som vi stod foran så enormt ud. Jeg var næsten sikker på, at mit hjem kunne være derinde to gange.

Vi trådte op på trappen, der førte videre hen til hoveddøren. Jeg bed mig lidt i læben og kiggede kort hen på Harry, der var lige ved at ringe på døren. Han bemærkede nok mit ansigt flytte sig, for han kiggede hen på mig. Hans lidt kolde blik ændrede sig ihærdigt, og et lille smil spillede forsigtigt om hans læber.

”Er du okay?” spurgte han og lød lidt bekymret. Jeg nikkede et par gange og tog en dyb indånding. ”Lidt nervøs måske...” Han grinede lavt, hvilket gav mig en bekvem følelse i maven. ”Bare vær dig selv,” forsikrede han mig stille og kyssede mig blidt på kinden, inden han ringede på.

Døren blev åbnet rimelig hurtigt, og foran os stod Louis. Han kiggede fra Harry til mig og smilede en smule overrasket. ”Hey, I to,” hilste han glædeligt og trådte væk fra døren, så vi kunne komme indenfor. ”Hey,” svarede Harry kort. ”Hej,” sagde jeg og sendte ham et smil. ”Velkommen til,” fastslog han og smilede til mig. ”Tak.”

Harry og jeg trådte indenfor, og heldigvis var der dejlig varmt. ”Vi er inde i spisestuen,” hørte jeg Louis sige, inden han gik ind i af de andre rum. Jeg så rundt i gangen, imens jeg knappede min jakke langsomt op.

”Er de kommet?” lød det fra en stemme, som jeg vidste var Nialls. Jeg hørte ikke ligefrem svaret, men pludselig dukkede to fyre op i døren – Niall og Liam.

”I kom,” sagde Niall begejstret og trådte hen imod os. Harry svarede ikke, men hang derimod bare sin jakke op på knagerækken, hvor han også hang min op, da jeg havde fået den af.

Niall kom gående hen til mig og rakte armene ud for at trække mig ind til et kram. Jeg blev lidt overrasket først, men lod ham gøre det. ”Hej, Mellow. Længe siden.” Jeg smilede for mig selv og nikkede. ”Meget,” samtykkede jeg og trak mig tilbage igen. Hans blik gled ned ad min krop, hvilket fik mig til at bide mig i læben. Selvfølgelig var det ikke ligesom, når Harry kiggede på mig. Men da jeg så hans outfit, blev jeg bare ikke helt så sikker, som jeg havde været, da jeg tog mit tøj på.

Han havde nemlig kun et par joggingbukser og en t-shirt på.

Og Liam, havde også noget rimelig normalt tøj på, der bestod af et par bukser og en skjorte. Det gik han rimelig ofte i, havde jeg lagt mærke til. Og det gjorde mig usikker, fordi jeg havde taget pænt tøj på, hvilket Harry også havde.

”Hej, Mellow,” brød Liam ind og så smilende på os. Jeg nikkede lidt og smilede også til sidst. ”Hej,” hilste jeg en smule tøvende og rykkede derfor intensivt hen mod Harry. Jeg følte mig lidt lettet, da han fandt min hånd og trykkede den en enkelt gang for at vise, at han var der. Det gjorde mig lidt bedre tilpas.

”Der er mad lige om lidt, så kom bare med ind i stuen,” annoncerede Niall og var allerede smuttet. Liam så derimod lidt på Harry og jeg og skævede til vores hænder, inden han smuttede efter Niall.

Harry så hen på mig med løftet øjenbryn. ”Hvad er der?” spurgte han og gjorde ikke helt skjul på den bekymrede undertone. ”De har jo slet ikke fint tøj på, Harry,” mumlede jeg uroligt og bed mig i inderlæben.

Hans blik gled ned ad min krop, og til sidst endte han med at ryste på hovedet af det. ”Det er ligegyldigt, Mellow,” sagde han lavmælt og så ærligt på mig. Jeg kiggede en smule ned i gulvet og nikkede så.

Harry begyndte at gå hen mod døren, som Liam og Niall lige var gået ind ad. Jeg gik modvilligt efter, imens en nervøs følelse spredte sig i hele min krop. Jeg var allerede klar til at blive nedstirret af folk, der syntes det var mærkeligt, at jeg havde taget pænt tøj på. Hvor var det ydmygende.

Harry så kort hen på mig og så mig direkte i øjnene. Den grønne, smukke farve borede sig ind i dem og gjorde mig et kort øjeblik helt afslappet og rolig. ”Bare slap af, okay?” sagde han bestemt. Jeg tøvede lidt, før jeg nikkede.

Han gik ind igennem døren, som jeg fandt ud af førte ind til en stor stue. Dog nåede jeg ikke rigtig at se mig omkring, før jeg hørte mit og Harrys navn blive nævnt.

Jeg kiggede til højre, hvor en pige med væsentlig krøllet hår stod. Det var Danielle, kunne jeg tydeligt se.

Hun gik målrettet hen mod Harry og jeg med et stort smil på læberne. ”Hej med jer,” sagde hun højt og gik hen for at give Harry en knus. Jeg hørte ham mumle et eller andet utydeligt, før Danielle fortsatte hen til mig.

”Hvor ser du godt ud,” roste hun mig, og jeg kunne ikke rigtig lade være med at kigge ned på hende for at se på hendes tøj, der bestod af et par almindelige jeans og en t-shirt.

Afslappet.

”Tak,” sagde jeg lidt nedtrykt, men smilede stadigvæk.

Der lød en masse stemmer inde fra det næste rum, hvor Danielle forsatte hen. Harry trak mig med derhen og gik ind, som om han ejede det hele, og det tiltrak selvfølgelig en del opmærksomhed.

Faktisk alles opmærksomhed.

”Så for søren,” lød det fra Zayn, der betragtede os gå, hånd i hånd. ”Er I sikre på, at I skal spise med her?” hørte jeg en anden le, og det var uden tvivl en hentydning til vores tøj.

Jeg så usikkert over på Harry, der stod med et hårdt blik placeret i øjnene og kiggede på personen, det var kommet fra, og da jeg kiggede i hans retning, fik jeg øje på Louis. Han havde også sit blik på Harry, men da han opdagede, at jeg havde fjernet mit blik for at se på ham, så han hurtigt hen på mig. Straks gled et smil hen over hans læber, og uroligt rykkede han på sig i stolen.

”Sæt jer ned,” udbrød han og gjorde et nik mod de to ledige stole, der var placeret i midten af spisebordet.

”Hej,” lød det også fra Perrie og Eleanor, og Zayn nikkede smilende til os. Jeg gengældte smilene og sagde også hej, hvorimod Harry forblev stille og satte sig ned på en af stolene. Jeg så lidt mærkeligt på ham men gjorde det samme. Enormt mange nysgerrige blikket blev flyttet hen på Harry og jeg, og det fik mig til at klemme hans hånd en smule. Han slap hånd slap hurtigt min, men i stedet for flyttede han den hen, så den lå roligt på mit bare lår, hvilket sendte en række kuldegysninger igennem hele min krop.

Liam, Niall og Eleanor genoptog en samtale fra før, imens Louis, Eleanor, Perrie og Zayn begyndte at tale lidt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige og så derfor i stedet for hen på Harry i håb om, at han havde noget at sige.

Til mit held kiggede han på mig og sendte mig et beroligende smil, da vores øjne mødtes. ”Jeg har slet ikke fået sagt, at du ser utrolig ud i dag,” sagde han lavmælt til mig. Varmen i min krop steg, imens smilet på mine læber blev større. ”Tak,” svarede jeg, ”og i lige måde.”

Jeg fandt lidt af min selvsikkerhed frem og fik taget mig sammen til at lægge en hånd på hans lår også. Han smil blev lidt skævt på en triumferende måde, der fik mig til at ryste lidt på hovedet af ham på en opgivende måde.

”Hvordan går det egentlig i skolen?” spurgte han interesseret om. Jeg skød et øjenbryn i vejret, fordi han ikke ligefrem plejede at spørge om sådan noget, men trak lidt efter på skuldrende. ”Fint,” samtykkede jeg. Han nikkede roligt.

”Der er ikke nogen, der er begyndt at være.. efter dig?” Han bed sig lidt i læben og kiggede en smule alvorligt på mig, men da jeg smilede betryggende til ham så det ud til, at han tog det roligere igen.

”Der er heldigvis ikke mange, der kender mig,” sagde jeg kort. Han så forvirret på mig. ”Hvad mener du?” Jeg trak lidt på skuldrene. ”Jeg er stadigvæk 'den nye', vil jeg tro,” forklarede jeg kort, ”du ved, ukendt iblandt de gamle elever.”

Han nikkede et par gange og sendte mig så et lille smil. ”Er du venner med mange drenge..?” spurgte han langsomt.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tage det, da han spurgte, men på en mærkelig måde følte jeg mig faktisk en smule smigret. Som om det faktisk interesseret ham meget, om jeg snakkede med andre drenge end ham og Andy.

Dog kunne han vel kun være glad, da jeg rystede på hovedet, imens jeg bed mig lidt i læben. En lille smil spillede om hans læber, og han gav roligt mit lår et klem. ”Det undrer mig, men jeg er glad for det,” lo han stille.

”Det undrer dig?” sagde jeg dumt, imens en smil hvilede på mine læber, fordi han lige havde indrømmet, at han var glad for det. Det viste da i hvert fald bare, at han i hvert fald holdte af mig. ”En pige, der ser ud som du gør, burde tiltrække drengenes opmærksomhed,” konstaterede han og sendte mig et skævt smil. Jeg rynkede panden en smule og spidsede læberne lidt. ”Er det en god eller en dårlig ting?” spurgte jeg, hvilket fik ham til at grine kort. ”Mellow, det er en god ting. Tro mig.”

Jeg kunne mærke varmen i mine kinder stige, men gjorde ikke rigtig skjul på det. I stedet for valgte at kigge lige frem for at se, hvad de andre foretog sig, og opdagede så til min rædsel, at de alle sad og gloede på os.

Og noget sagde mig, at de havde gjort det i nogen tid nu og fulgt med i Harrys og min samtale. Men for første gang følte jeg, at det var lidt ligegyldigt og kiggede bare hen på Harry med et smil. Han så lidt irriteret ud, men gengældte bare smilet.

Selvom det undrede mig, prøvede lidt at ignorere hans adfærd, når han var sammen med drengene. Han virkede i hvert fald ikke ligefrem begejstret for at være her, og det gav mig lyst til at spørge ham, om der var noget galt.

Selvfølgelig gjorde jeg det ikke, da jeg ikke ville gøre ham irriteret eller sur, for hvis der var noget jeg havde lært ved at være sammen med ham, var det, at jeg ikke skulle trykke på hans knapper.

Der var bare et eller andet, der gav mig fornemmelsen af, at der var noget galt.



Middagen forløb succesfuldt. Jeg kom ofte med ind i samtalerne, da drengene var rimelig gode til at spørge mig om ting og sager. De ville åbenbart gerne lære mig rigtigt at kende. Nok fordi de gerne ville vide, hvilken type Harry var sammen med.

Men jeg følte mig faktisk mere velkommen, når de spurgte ind til mig og gerne ville. Især Eleanor ville gerne vide meget om mig, og ved at snakke med hende, opdagede jeg hurtigt, at hun faktisk var rigtig sød.

Der var dog også et tidspunkt, hvor Louis begyndte at spørge mig om, hvor jeg kom fra, og hvad grunden var til, at jeg flyttede, men heldigvis havde Harry dækket ind over mig, hvilket jeg ikke kunne være mere taknemlig for. Han vidste jo godt, at det var et meget ømt punkt for mig, og det gjorde det bare virkelig rart, at han stoppede folk, før de kørte videre i det.

”Mellow, gider du ikke at række mig ketchuppen?” lød det fra Niall, der så på mig med et stort smil. Jeg smilede til ham og rakte ham så ketchuppen, som han glædeligt tog imod. ”Tak.” ”Så lidt,” mumlede jeg, så det nok var Harry, der kunne høre det.

”Er der noget, du har lyst til?” spurgte han pludselig. Jeg så på ham og rystede på hovedet med et svagt smil. ”Jeg tror, jeg har fået nok,” konstaterede jeg, hvilket fik ham til at smile. ”Det var godt,” nikkede han.

”Harry?”

Vi så begge hen på Louis, der så på ham med et smil. ”Ja?” hørte jeg ham sige dæmpet, imens hans blik hvilede på Louis. ”Drengene og jeg holder filmaften i morgen,” begyndte han, ”skal du ikke være med?” Han kiggede spændt på Harry, hvilket de andre drengene også gjorde en smule.

”C'mon. Vi skal se gysere og æde os mætte i popcorn og cola,” sagde Niall med et stort smil. ”Man æder ikke cola, Nialler,” mumlede Liam, hvilket fik mig til at fnise lavmælt.

Jeg så afventende hen på Harry, der havde sit blik på Louis. Han kiggede kort på mig og sendte mig så et smil, for at se hen på Louis igen. ”Hvad tid?” spurgte han afslappet, imens hans pegefinger stadigvæk kærtegnede mit lår ligeså stille.

”Du kan bare komme, når det passer dig,” fastslog Louis smilende og skævede hurtigt til mig. Jeg smilede svagt til ham, hvilket han hurtigt gengældte, hvorefter han så på Harry igen, der nikkede stille og roligt.

”Nå, skal vi ikke smutte ind i stuen?” spurgte Zayn og så rundt på alle for at få et svar. ”Jo. Helle for ikke at tage af bordet.” Og med Nialls ord, var han en ud af de mange, der pludselig havde rejst sig op fra deres stole og nærmest væltede ind i stuen, så det kun var Harry og jeg, der sad tilbage.

Jeg fattede ikke rigtig, hvad der foregik, hvorimod Harry nok vidste, hvad der foregik, men ikke gad at være med.

”Det ser ud til, at I to skal tage af bordet,” råbte Niall drillende til os. Jeg kiggede forvirret hen mod stuedøren, hvor de alle stod og grinede, fordi Harry og jeg åbenbart stod med alt svineriet.

”Tag dig ikke af dem,” sagde Harry til mig og rejste sig op. Jeg så hen på ham og rynkede panden lidt. ”Er det en slags leg det her..?” spurgte jeg langsomt og gjorde det samme. Han nikkede og begyndte at samle tallerkenerne sammen.

Jeg så igen hen mod stuedøren. Nu stod der bare ingen. Alle havde vist overladet jobbet til Harry og jeg.

I fællesskab fik vi samlet alle tingene og sat dem ud i køkkenet. Vi satte tingene ned i opvaskemaskinen, og jeg tørrede spisebordet af, så det blev pænt og rent igen.

Lige som jeg skulle til at gå ud til Harry igen, kunne jeg høre en telefon ringe ud fra gangen. Da rimelig mange fra selskabet havde iPhones, vidste jeg ikke helt, om det var min, men alligevel satsede jeg lidt og gik ud, og til min overraskelse kom ringetonen fra min lomme.

Jeg skyndte mig at tage den op og så på skærmen, at det var min far, der ringede. Derfor ville jeg have taget telefonen, hvis ikke det var fordi, jeg ikke nåede det.

Hov.

Dog så jeg hurtigt, at min far også havde skrevet en besked til mig, og den gik jeg hurtigt ind og tjekkede i stedet for.

From: Dad

I have to go, so you'll have to come home soon

Jeg sukkede for mig selv og vendte mig om, hvor jeg opdagede, at Harry stod. ”Hvem var det?” spurgte han. Jeg skævede lidt til telefonen, hvorefter jeg lagde den i min lomme. ”Min far,” sagde jeg sørgmodigt og så undskyldende på Harry.

”Jeg tror, at jeg skal se at komme hjem,” begyndte jeg dumt, ”men jeg kan bare tage bussen, så du kan blive her med de andre...”

Jeg havde det ikke godt med at rive ham væk fra de andre, men mærkeligt nok begyndte han bare at ryste på hovedet, da jeg snakkede om bussen.

”Du skal da ikke tage bussen, Mellow,” mumlede han fastslående og gik hen til mig for at tage vores jakker ned fra knagen. ”Er du sikker?” spurgte jeg hurtigt. Han nikkede og smilede. ”Tror du selv, at jeg vil lade dig gå sådan der?”

Han hævede øjenbrynene og så alvorligt på mig, og der begyndte jeg at rødme lidt. Jeg følte mig ærlig talt en smule dum.

”Tag din jakke på, og så siger vi farvel og smutter,” sagde han, og det gjorde jeg så. Harry ventede på mig, da han hurtigt havde fået gjort sig klar til at gå. Jeg derimod var som sædvanlig væsentlig langsommere end ham. Men til sidst blev jeg da klar, og så tog han min hånd, og vi gik ind i stuen til de andre.

”Går I nu?” spurgte Liam sørgmodigt. Harry nikkede. ”Mellow har et ærinde,” forsatte han roligt. ”Nå,” mumlede Louis lidt fornærmet, men smilede stadigvæk.

”Jamen, det har været hyggeligt,” fastslog Danielle og rejste sig op for at komme hen og sige farvel. Og det resulterede i, at alle kom hen og sagde farvel med kram og kys på kinden.

”Det var rigtig hyggeligt at se dig, Mellow,” sagde Niall og sendte mig et stort smil. ”Og vi håber, at vi snart ser dig igen,” indskød Louis insisterende og kiggede på mig med et indtrængende blik, der fik mig til at krympe mig lidt sammen.

”Det.. håber jeg også,” nikkede jeg og smilede svagt til ham. ”Kom godt hjem I to,” drillede Perrie, og da det gik op for mig, hvad hun mente, blev jeg lidt usikker. ”Godt, vi ses,” sagde Harry mindre irriteret, og uden at sige mere trak han mig med ud i gangen.

Han åbnede døren for os og lod mig komme ud først. Kulden var slemmere, end da vi ankom, og derfor skyndte vi os også at komme hen til bilen.

Ingen af os sagde rigtig noget på turen hjem. Jeg følte mig lidt træt og udmattet, og Harry forblev bare stille. Han havde stillet mig et par spørgsmål om aftenen, men der var ikke rigtig noget specielt over det.

Derimod var stilheden bare behagelig, og jeg endte med at lukke øjnene i for at slappe lidt mere af. Jeg havde en underlig trang til at sove, men holdt mig vågen for min og Harrys skyld. Det var nok ikke en særlig smart idé at falde i søvn nu.

”Angel Cheeks?”

Hans hæse stemme, fik mig til at åbne øjnene og rette mig op igen. Jeg fik hurtigt set rundt og opdagede, at bilen holdt ude foran stien, der førte op til huset.

Jeg så hen på Harry og glippede lidt med øjnene. ”Er du træt?” spurgte han med et smil. Jeg trak lidt på skuldrende. ”En smule,” konstaterede jeg og sukkede en smule. Han slukkede bilen og så afventende på mig.

”Har du lyst til at komme med ind og få en kop te?” sagde jeg langsomt. Han skævede lidt til huset og så så på mig med et trist udtryk. ”Jeg ville gerne, men du har brug for noget søvn, og jeg burde også se at komme hjem..”

Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet, da han sagde nej, men nikkede bare og smilede svagt.

”Men jeg vil gerne følge dig op til døren,” insisterede han og smilede stort, så de fine smilehuller kom frem. Jeg grinede lavt og klikkede min sele af. ”Så kom.”
Vi steg ud ad bilen, og Harry var hurtigt henne på min side for at tage min hånd og gå med mig op til døren.

”Så må du hygge dig med drengene i morgen,” fastslog jeg langsomt, da vi skulle til at tage afsked. ”Tak,” nikkede han og sendte mig et varmt smil. ”Og du må sove godt.” Jeg smilede svagt og nikkede, imens jeg bed mig lidt i læben. Normalt var det Harry, der spurgte, om vi skulle lave noget, men jeg havde en eller anden trang til at lave en aftale med ham her og nu for at sikre mig, at vi i hvert fald var sammen med ham i næste uge.

Hvis det var på plads, vidste jeg, at jeg ville sove bedre. Jeg havde det med ikke at kunne falde i søvn, hvis jeg spekulerede for meget. Og en søvnløs nat var ikke det, jeg havde brug for.

”Hvornår har du til til at ses igen?” Spørgsmålet forlod mine læber rimelig hurtigt, fordi jeg ikke var vant til at spørge ham. Men han smilede derimod bare, og det gjorde mig lidt mere sikker.

”Inviterer du mig nu ud?” spurgte han drillende og lagde en arm om mit liv. Jeg grinede kortfattet og så op på ham. ”Er det et ja?”

Vores øjne mødtes, imens han sagde ja, og et kort øjeblik følte jeg bare glæden indeni mig vokse. ”Er det så min tur til at bestemme, hvad vi skal lave?” sagde jeg roligt med et smil. ”Det kan vi godt sige,” samtykkede han og trak mig ind til et kram.

”Så skriv lige til mig, så vi kan finde ud af noget,” mumlede han ind i mit øre, så en kold fornemmelse løb ned ad min ryg. ”Skal jeg nok,” hviskede jeg nærmest og trak mig så tilbage.

Mine øjne lå lidt på hans ansigt, før jeg tog mig sammen og lænede mig frem mod ham for at plante et kys på hans kind. Hans bløde hud mod mine læber fik varmen i min mave til at boble, og et kort øjeblik havde jeg slet ikke lyst til at stoppe. Nærmere fortsætte. Det burde komme før eller siden.

Harry ville i sidste ende nok ikke gide en pige, som ikke kunne tage sig sammen og kun ville kysses på kinden.

Men på den anden side, hvis jeg var det værd, som han påstod, ventede han også på mig. Og han havde vist sig at være rimelig tålmodig indtil videre, hvilket jeg kun kunne være glad for. Det betød bare, at jeg betød noget for ham. At jeg ikke var et stykke papir, der skulle smides ud i skraldespanden, ligeså snart det var blevet tegnet på.

Og det gav mig et lykkelig fornemmelse i maven.

”Du har inviteret mig ud og kysset mig på kinden, hvad er der galt?” Jeg havde trukket mig fra Harry, og nu så han bare på mig med et smil og et spørgsmålstegn tegnet i panden. ”Jeg er måske bare i godt humør i dag,” konstaterede jeg, hvilket fik ham til at smile større.

Han lænede sig frem mod mig og lagde sin pande mod min, så vores næser blidt ramte hinanden, og vi åndede hinanden i hovedet. ”Jeg kan godt lide den side,” hviskede han blidt, før han igen trak sig tilbage og kyssede mig på kinden.

”Vi ses, ikke?” Jeg nikkede og vinkede kort, før jeg vendte mig om og gik op ad trappen til hoveddøren. Jeg kunne mærke Harrys blik bore sig ind i min ryg, og det fik mig til at vende mig om med et usikkert blik.

Han stod nede for enden af trappen og betragtede mig låse døren op. ”Hvad laver du?” spurgte jeg dumt, hvilket fik ham til at grine varmt. ”Jeg skulle bare sikre mig, at du kom sikkert ind,” sagde han med et smil og begyndte langsomt at gå tilbage mod bilen.

Jeg kunne ikke lade være med at smile af de betænksomme tanker, hvorefter jeg vinkede endnu en gang og åbnede døren.

Jeg trådte indenfor og vendte mig om mod Harry, der stadigvæk gik baglæns. Han smilede, da han så mit ansigt hvilede på hans, og som det sidste vinkede vi til hinanden, inden jeg lukkede hoveddøren i.

Med et lettet suk og et smil klistret på læberne, tog jeg mine sko op. Pludselig kunne jeg høre en hund gø bag mig, hvilket gav mig et chok, men da jeg kom i tanke om, at det var Malou, blev jeg lidt roligere igen.

Hun løb hen mod mig og hoppede op af mit ben, hvilket rev lidt, men jeg ignorerede det bare og nussede hende på hovedet.

”Er det dig, Mels?” råbte min far fra stuen. Jeg gik derind og himlede sarkastisk. ”Nej, det er julemanden,” jokede jeg, hvilket egentlig kom lidt bag på mig selv. Jeg var egentlig ikke rigtig personen, der lavede så meget sjov. Men jeg kunne ikke lægge skjul på mit gode humør lige nu.

Af en eller anden grund følte jeg mig på toppen lige nu. Og det havde nok noget at gøre med, at jeg havde taget mere initiativ til at tage del i Harrys og mit forhold. Jeg havde prøvet to små ting over, som ikke havde faldt mig ind før. Men jeg var glad for det. Jeg følte mig stolt over det.

Og det var måske der, det gik op for mig, at jeg havde lidt mere end 'lidt' for ham.

 

____________________________________________________________________________

A/N:

Jeg undskylder meget for ikke at have skrevet i noget tid, men her er et rimelig langt kapitel, på faktisk 9598 ord, hvilket er det længste kapitel, jeg nogen sinde har skrevet o:

Nå, men der skete et par ting i kapitlet; Mellow fik en hund, hun har fået taget sig sammen til at invitere Hazza ud, og det er da bare for nuttet!
Så har jeg lige noget at meddele jer; der er nogle, der savner drama. Kan først garantere rigtig drama, når Haz og Mels er like this, så beklager, hvis I ikke syntes om det /:
Jeg har også lige et spørgsmål; har nogen lagt mærke til hjerterne, som vi bruger til at opdele historien med? Comment if you have!

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...