Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1780Likes
2485Kommentarer
518918Visninger
AA

18. 16

 

 

”What's gonna make you fall in love?
I know you got your wall wrapped all the way around your heart.”

Fall ~ Justin Bieber

 

Harrys synsvinkel

 

Det var fredag, og derfor næsten en uge siden Mellow havde sovet hjemme hos mig. Det var lidt som om vores forhold havde ændret sig en smule efter det. Mellow virkede mere afslappet og glad når hun var sammen med mig, og jeg følte også lidt at hun stolede mere på mig. Jeg vidste også godt hvorfor. Jeg havde sagt, at jeg aldrig ville gøre hende fortræd, og jeg havde det på en eller anden måde dårligt over det. Jeg vidste ikke hvad der var gået gennem hovedet på mig i det øjeblik, for det var nok den største løgn jeg nogensinde havde fundet på. Hele idéen med det her var jo, at jeg skulle charmere mig ind på Mellow for at irritere Andy. Intet andet. Det var jo ikke fordi jeg havde tænkt mig at fortsætte med at se hende efter jeg havde slået Andy, og vundet det han allerhelst ville have. Eller den. Det var i hvert fald planen at det skulle slutte der.

Men det var jo heller ikke fordi jeg kedede mig når jeg var sammen med hende. Hun var en interessant person, og for hver gang vi var sammen åbnede hun sig mere og mere op for mig. Jeg opdagede konstant nye sider af hende, som jeg ikke før havde set, og jeg var hele tiden nysgerrig efter at vide hvad hun ellers gemte på. Desuden gad hun lytte til mig. Hun så på mig på en anderledes måde end alle andre. Som om hun så den side af mig, der indeholdte den gamle mig. Den person der stadig havde hele sit liv foran sig, og helt selv kunne bestemme hvad han ville, uden et management skulle komme og blande sig. Hvilket også bare førte mig hen til et andet spørgsmål, der efterhånden havde presset sig på i et stykke tid; hvornår ville managementet sige fra? Hvornår ville vi minde for meget om et kærestepar? De havde jo trods alt forbudt mig at have en kæreste.

Jeg satte mig langsomt ind i min bil, og smækkede bildøren efter mig. Inden jeg startede bilen, tog jeg min mobil op ad lommen, og gik ind på twitter. Som altid blev jeg totalt spammet af alle mulige, men fordi jeg ikke orkede det store lige nu, gik jeg bare ind på forsiden og rullede hurtigt nedad. Da jeg spottede Mellows navn et par gange, stoppede jeg op, og læste nogen af de mange tweets.

@D1R3CT10N3R_43V3R: Who’s that girl, Mellow? Is she dating Harry or something? She is far below his standard, just saying..

@KissMeMrStylees: That girl, Marsh-Mellow or whatever, just has to stay away from my Harry!

@tomlinsonmyman: I ship Larry, but I definitely don’t ship Hellow! She’s a fugly bitch!

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere på de beskeder. På en måde irriterede det mig lidt at de skulle hakke sådan ned på hende. De kaldte sig Directioners, og sagde at de elskede os, men alligevel ville de ikke acceptere hvis jeg valgte at være sammen med en. Med det samme gik de i gang med at skrive hadebeskeder, og jeg vidste hvor forfærdelig ondt det gjorde at modtage. Jeg havde bare lært at leve med det. Men Mellow havde garanteret aldrig oplevet det før, og jeg syntes ikke at hun burde opleve det på noget tidspunkt. Hun havde trods alt været gennem meget i sit liv. Det var også derfor jeg havde det dårligt med at have løjet for hende.

Jeg rystede på hovedet af mig selv. Det var ikke første gang her på det sidste, at jeg havde bebrejdet mig selv for det. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad der skete med mig. Jeg opførte mig så anderledes, uden egentlig at kunne sætte en finger på hvad der havde forandret sig.

Jeg låste min iPhone og lagde den ned i lommen, og satte mig i stedet til at tromme lidt på rattet. Det var præcis i sådan nogle situationer jeg virkelig kunne bruge en at snakke med. En ven der gad lytte, og ikke kom med dømmende kommentarer. Mellow duede jo ikke, for hun var jo også med i det. Jeg manglede bare en bedste ven..

Straks dukkede Louis op i mine tanker. For et par år siden ville jeg nok have snakket med ham uden overhovedet at tænke over det, men nu.. ville han nok bare tro jeg var sindssyg hvis jeg kontaktede ham. Jeg sukkede irriteret, og kiggede ud af forruden. Egentlig vidste jeg slet ikke hvorfor jeg havde sat mig ud i min bil. Jeg skulle ingen steder hen før om to timer. Og endnu en gang undrede jeg mig over hvad der var galt med mig. Den eneste der ville kunne hjælpe mig var.. Louis. Han var den eneste der kendte mig godt nok, og desuden også den klogeste jeg kendte, når det kom til at hjælpe og give råd. Jeg kom til at tænke på billedet af ham og mig, der stod inde på mit soveværelse. Jeg havde stadig ikke taget det ned, og måske var der også en grund til det. Måske savnede jeg ham en smule.

 

 

Jeg tøvede en smule, før jeg endelig tog mig sammen, og bankede tre gange på døren. Jeg ventede på at der blev åbnet, og overvejede i et kort øjeblik at løbe skrigende væk, men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Nu var jeg kommet så langt, at det ville være dumt at give op nu. Jeg hørte pludselig skridt på den anden side af døren, og bed mig en smule nervøst i underlæben. Jeg fik næsten lyst til at slå mig selv. Hvorfor var jeg så fandens nervøs? Jeg plejede at være så fyldt med selvsikkerhed, men nu var det bare helt modsat!

Døren blev åbnet, og en søvndrukken Louis dukkede op i døren i nattøj. Ligeså snart han fik øje på mig skiftede hans blik til en blanding af overraskelse, vrede og irritation, og jeg fortrød straks at jeg var kommet herhen. Selvfølgelig gad han ikke tale med mig, og han gad da slet ikke hjælpe mig.

”Har-”

”Inden du beder mig om at skride, så lad mig lige forklare først,” afbrød jeg ham alvorligt, og det fik ham straks til at tie stille. Han hævede øjenbrynene og så afventende på mig, men lignede ikke ligefrem en der vidste hvordan han skulle reagere. Jeg tog en dyb indånding, og begyndte på den tale jeg havde brugt hele turen herhen på at forberede.

”Jeg ved godt at I synes jeg er en idiot,” begyndte jeg, og kløede mig lidt i hovedbunden, mens mit blik flakkede lidt rundt, ”men jeg har brug for hjælp..”

”Hvis du vil have penge til stoffer eller sådan noget lort, så er du gået til den forkerte,” mumlede han provokerende, hvilket fik mig til at knytte næverne for at kontrollere mig selv. Jeg vidste godt, at hvis jeg ville have noget ud af det her, så måtte jeg forblive rolig.

”Det er ikke den slags hjælp jeg mener,” brummede jeg. ”Nå, hvilken slags hjælp er det så?” spurgte han uinteresseret, og lænede sig op ad dørkammen. Jeg vidste godt at han kun gjorde det for at provokere, men jeg kunne ikke forhindre mig selv i at blive en smule frustreret.

”Der er et eller andet galt med mig,” mumlede jeg, og kneb øjnene sammen da jeg indså hvor dumt det lød. ”Jeg mener.. jeg ved ikke hvad der sker for mig. Jeg føler mig.. anderledes.”

”Hvordan anderledes?” spurgte Louis forundret, og så knap så irriteret ud. Jeg kiggede ned i gulvet, uden egentlig at vide hvordan jeg skulle forklare det.

”Jeg.. ved det ikke. Jeg føler mig bare anderledes,” mumlede jeg til sidst.

”På en god eller en dårlig måde?”

Endelig tog jeg mig sammen til at kigge op på ham, og opdagede til min store forundring, at han havde det samme blik i øjnene, som han plejede at have når vi snakkede sammen, dengang vi stadig var bedste venner. Det der omsorgsfulde, venlige blik. Og jeg indså at jeg savnede den følelse af tryghed, jeg plejede at have når jeg var omkring ham.

”Jeg ved det virkelig ikke! Jeg er bare så forvirret, og jeg gør hele tiden underlige ting, helt uden at tænke over det!” udbrød jeg frustreret. Et lille smil spillede pludselig om hans læber, og fik mig straks til at rynke panden irriteret. Nu stod jeg her og fortalte om mine problemer, så skulle han ikke bare stå og smile af mig.

”Ser du stadig Mellow?” spurgte han med sit lille smil, og pillede en smule fraværende ved sit tøj. Jeg kneb forvirret øjnene sammen, og nikkede svagt. Hvorfor ville han vide det, og hvorfor skulle han blande det ind i det hele? Et endnu større smil bredte sig, da han havde modtaget mit svar.

”Måske er det hendes skyld. Måske har hun ændret dig. Eller måske kan du lide hende?” foreslog han og blinkede med det ene øje, hvorefter han sendte mig et hemmelighedsfuldt blik, der straks fik mig til at fortryde at være taget herhen. Selvfølgelig gad han ikke hjælpe mig. Han var kun ude på at gøre mig til grin ligeså snart han fik chancen, og havde garanteret bare ventet på at jeg ville komme herhen, og spørge om hjælp. Vi var ikke længere bedste venner, og sådan var det bare. Det eneste vi gjorde, var at trampe på hinanden. Vores venskab var for længst blevet opløst, og blæst væk med vinden.

Jeg rystede på hovedet og vendte mig om for at gå. ”Jeg skulle aldrig have spurgt dig om hjælp,” mumlede jeg vredt, og begyndte at gå ned ad trappen. Jeg følte mig ydmyget og irriteret, og bare ikke god nok. Sådan brød jeg mig ikke om at føle.

”Harry, stop! Jeg mener det helt alvorligt!” råbte Louis efter mig, men jeg fortsatte bare. Jeg gad ikke høre på hans dumme undskyldninger, for det hele var bare løgn. Han var bare en idiotisk løgner.

”Farvel Louis!” vrissede jeg, og trampede af sted, trin efter trin, mens jeg forsøgte at komme væk fra Louis. Jeg burde virkelig ikke være taget herhen. Det var dumt. Jeg burde ikke foretage sådan nogen impulsive handlinger. Det endte altid galt.

 

 

Efter at have parkeret min bil på den store parkeringsplads, der var helt fyldt op med biler, satte jeg mig til at stirre vredt ud gennem forruden, mens mine fingre bankede i en tilfældig rytme mod rattet. Jeg havde aftalt at skulle hente Mellow efter skole, og så ville vi tage hjem til hende og holde filmdag, fordi hendes far ikke var hjemme i hele weekenden, men lige nu følte jeg ikke ligefrem at jeg var i humør til noget som helst. Mit humør var virkelig sunket til bunds efter jeg havde talt med Louis, og jeg havde ikke rigtig haft tid til at afreagere på nogen måde. Jeg håbede bare ikke at det endte med at gå ud over Mellow.

Jeg åbnede tøvende bildøren, og kiggede lidt rundt. Der var stort set ingen mennesker på parkeringspladsen, og jeg havde taget både hue og solbriller på, så jeg endte til sidst med at stige ud. Jeg tog en dyb indånding, og nød i et kort øjeblik den friske luft der strømmede ned i mine lunger. Dog vidste jeg godt, at jeg ikke kunne blive stående her. Jeg blev nødt til at finde Mellow. Så jeg gik med lange skridt hen mod den store bygning, der udgjorde det college, Mellow gik på. En ringende lyd strømmede pludselig gennem mine trommehinder, og gjorde alle eleverne opmærksomme på, at nu havde de fri. Jeg stoppede op et par meter fra den store dør, og stillede mig bare til at vente. Der gik ikke ret lang tid, før massevis af piger og drenge i forskellige aldre strømmede ud derfra, og jeg lod hurtigt mit blik afsøge gruppen efter tegn på Mellow. Da jeg fik øje på et hoved med bløde, mørkebrune krøller, mørkeblå øjne, et flot ansigt og en yderst lækker krop, vidste jeg at det var hende. Lige da jeg skulle til at gå hen mod hende, fik jeg så øje på drengen ved siden af.

Andy.

Jeg så til, mens Mellow stoppede op, gav ham et kram, vinkede til ham, for til sidst at gå i den modsatte retning af ham, hvilket ville sige hen mod parkeringspladsen. Da jeg så kom i tanke om at hun sjovt nok ledte efter mig, skyndte jeg mig efter hende. Det tog mig ikke specielt lang tid at indhente hende, for jeg gik langt hurtigere end hende, og hun gik desuden temmelig langsomt, som om hun var svimmel eller sådan noget. Jeg kom op på siden af hende, og tilpassede hurtigt farten og længden på mine skridt, så de passede til hendes. Hun kiggede forskrækket hen på mig, og fremtvang så et svagt smil rettet mod mig. Jeg tøvede lidt, men gengældte det så. Jeg skulle virkelig ikke lade mit dårlige humør smitte af på hende.

”Hejsa,” hilste hun lavt og svagt, mens vi begge fortsatte hen mod min bil. Jeg undrede mig i et øjeblik over hendes trætte øjne og svage stemme. ”Halløj,” svarede jeg lavt, og fandt bilnøglen frem fra min lomme. Jeg klikkede på knappen, så min bil, der blot holdt et par pladser længere væk, blinkede med lygterne.

”Hvad så?” spurgte hun, men lød lidt som om hun bare tvang sig selv til at tale til mig, idet vi splittede os op, og gik hen på hver vores side af bilen. ”Ikke så meget,” mumlede jeg ligegyldigt, og satte mig ind i bilen i en glidende bevægelse. Hun fulgte hurtigt mit eksempel, og der gik ikke mere end ti sekunder, før jeg havde sat bilen i bakgear, og var på vej ud af parkeringsbåsen. Mellow stirrede lidt ud af vinduet med et fraværende blik, mens jeg forsøgte at koncentrere mig om vejen, men frustrerende nok blev min snak med Louis ved med at dukke op i hovedet på mig, og gjorde mig ukoncentreret.

”Hvad har du så lavet i dag?” spurgte jeg, og håbede lidt på at en samtale med Mellow kunne aflede mine tanker fra Louis. Hun kiggede lidt dovent hen på mig, og så endnu en gang træt ud. ”Været i skole,” mumlede hun fraværende, og satte sig til at kigge ud af vinduet igen. Jeg sukkede irriteret, for det virkede ikke rigtig som om hun var i humør til at føre en samtale med mig, og det resulterede så i at jeg endnu en gang ikke kunne kontrollere mine tanker.

”Harry, kan du ikke lige stoppe ved et supermarked eller sådan noget?” spurgte hun pludselig en smule skingert, og lænede sig tilbage i sædet med lukkede øjne. Det lignede næsten at hun havde det dårligt. Hendes ansigt var helt blegt og skinnende.

”Hvorfor?” spurgte jeg undrende, og blev bare ved med at køre mod hendes hus. ”Je-jeg har det ikke så godt,” stammede hun, og løftede en let rystende hånd op, og tog sig til panden. Jeg løftede forvirret øjnebrynene. ”Hvad skal du så i et supermarked?” Hun åbnede øjnene og kiggede så irriteret på mig, som det nu var hende muligt.

”Mit blodsukker er for lavt, jeg har fucking brug for sukker!” vrissede hun, og gnubbede sig let i panden. Jeg blev en smule forskrækket over hendes pludselige udbrud, og kiggede befippet rundt efter et supermarked. Der lå en Tesco et lille stykke længere henne ad gaden. Jeg valgte at køre derhen, og parkerede hurtigt, mens Mellow bare sad med lukkede øjne, og mest af alt lignede en der sov.

”Mellow?”

Hun åbnede langsomt øjnene, og så på mig med et dødt blik. Jeg blev rent faktisk bekymret for om der var noget alvorligt galt med hende. ”Hvad vil du have?” spurgte jeg stille, mens jeg klikkede min sele op. Hun gnubbede sig i panden igen. ”Bare et eller andet med sukker i,” mumlede hun, og lukkede øjnene igen. Jeg nikkede og steg ud af bilen, og undgik med nød og næppe at blive kørt ned. Jeg skyndte mig ind i butikken, og var endnu en gang glad for at have taget både hue og solbriller på, for så undgik jeg at blive totalt overfaldet af fans herinde. Straks søgte jeg hen mod slikafdelingen, og fandt lidt forskellige chokoladebarer og diverse slikposer.

”Er det ikke Harry Styles?” lød en stemme pludselig bag mig, og jeg stivnede straks. Mellow sad ude i min bil, og var praktisk talt ved at dø, så jeg havde virkelig ikke tid til at snakke med fans, der var kloge nok til at gennemskue min forklædning.

”Jo, det tror jeg det er,” hvinede en anden pigestemme, denne gang tættere på. Jeg farede hurtigt hen mod kassen, i håb om at slippe fra dem. Da jeg stillede mig op bagerst i køen, kiggede jeg et par gange rundt, og så til min lettelse, at der ikke var nogen teenagepiger i nærheden. Jeg åndede lettet op og lagde slikket på rullebåndet, og ventede på at det blev min tur. Det tog ikke ret lang tid, for køen var kort, så få minutter efter var jeg kommet ud af butikken, og kunne sætte mig ind i bilen. Mellow sad stadig præcis det samme sted, men da jeg smækkede døren efter mig, kiggede hun straks op.

”Her,” mumlede jeg, og rakte hende slikket. ”Hold da op,” udbrød hun lavt, og tog imod det. Hun rodede lidt i det, og fandt en Twix-bar, som hun straks pakkede op og tog en bid af. Flere bidder røg efterfølgende ind, mens hun langsomt faldt sammen i sædet. Jeg sad bare og ventede, og så til mens hun skiftevis indtog slikket og kiggede på sit armbåndsur. Det tog mig ikke ret lang tid at lægge to og to sammen, og regne ud hvad der var galt med hende.

”Tak,” mumlede hun til sidst. Jeg nikkede som svar, og startede bilen igen. ”Så.. du har sukkersyge?” spurgte jeg med blikket rettet mod vejen. Ud af øjenkrogen så jeg hende nikke lidt. ”Type 1 diabetes,” uddybede hun, og sagde det på en helt normal måde, som om det var almindeligt for hende at tale om – hvilket det nok også var.

”Skal vi køre hjem til dig?” spurgte jeg tvivlsomt, for jeg vidste ikke rigtig hvor lang tid der gik før hun havde det godt igen. ”Ja ja, jeg er okay lige om lidt,” forsikrede hun mig, og forsøgte at sende mig et lille smil, og det lykkedes næsten.

Det undrede mig bare at hun ikke havde fortalt mig det noget før. Hun burde da have sagt noget i retning af ”Hej Harry, jeg hedder Mellow, og hvis jeg lige pludselig bliver dårlig og ligner en der er ved at dø, så er det bare fordi jeg har sukkersyge, og så skal du bare give mig noget sukker,”. Men måske stolede hun bare ikke på mig. Og for hendes egen skyld, håbede jeg at det ville blive ved sådan.

 

 

”Hvad har du lyst til at se?” spurgte jeg, og havde allerede rejst mig for at gennemsøge filmhylden. Hun trak på skuldrene, og sendte mig et træt smil. ”Det må du bestemme. Jeg kommer lige om lidt,” mumlede hun og rejste sig. Jeg fulgte hende med øjnene, mens hun forlod stuen, og ud fra trinene på trappen kunne jeg regne ud at hun gik ovenpå. Da jeg indså at jeg stod og gloede på den lukkede dør, vendte jeg mig i stedet om mod filmene og lod mit blik afsøge hylderne efter en film, der var værdig at se. Jeg fik øje på Total Recall, som jeg stadig ikke havde fået set. Efter at have læst bagpå, og blevet enig med mig selv om, at den skulle vi se, satte jeg mig ned på hug, og proppede den ind i dvd-afspilleren. Jeg smed mig i sofaen, og satte mig så til at vente på Mellow. Der gik heller ikke lang tid før døren gik op, og hun kom luntende ind i stuen, for derefter at sætte sig ned ved siden af mig.

”Hvad skulle du?”

Hun tøvede lidt før hun svarede. ”Sætte min mobil til opladning,” svarede hun til sidst, og sendte mig et lille smil, der fik hende til at virke en smule mere frisk end før.

”Har du fundet en film?” spurgte hun nysgerrigt. Jeg nikkede og gjorde et kast med hovedet mod fjernsynet, hvor filmmenuen var dukket op på skærmen. Hun grinede lidt for sig selv, mens jeg startede filmen.

En time inde i filmen begyndte jeg at kede mig lidt. Den var godt nok, det var slet ikke derfor, jeg kunne bare ikke rigtig koncentrere mig om den. Der var sket lidt for meget i dag, og det fik bare tankerne til at køre rundt inde i mit hoved. Jeg forsøgte forgæves at stoppe dem, og blev mere og mere irriteret over mig selv.

Jeg begyndte at tænke lidt mere over Louis’ ord. Måske har hun ændret dig. Det kunne selvfølgelig godt virke sådan, eftersom det hele startede efter jeg begyndte at se Mellow, men jeg tvivlede virkelig på det. Altså, hun var bare en pige. Hvor meget kunne hun lige ændre på mig? Så det var fuldstændig umuligt at det skulle være hendes skyld. Det måtte være noget andet der var problemet. Men det ville Louis aldrig nogensinde tro på. Det var også netop derfor at jeg måtte tage at komme videre med Mellow. Jeg kunne ikke blive hængende for evigt, og det var jo ikke for ingenting at jeg havde taget kontakt til hende. Jeg måtte komme videre, både for at bevise over for Louis, at Mellow ikke kunne ændre på mig, og for at bevise at Andy ikke kunne bestemme over mig.

Jeg opdagede at Mellow kiggede på mig, og det fik en idé til at poppe op i hovedet på mig. Jeg var ikke sikker på om det var en god idé, og slet ikke sikker på om det ville lykkes, men en gang i mellem måtte jeg altså tage nogen chancer. Og det var så det jeg gjorde nu.

Jeg lod mine øjne bore sig ind i hendes, mens mine tanker forsvandt, og min krop overtog kontrollen. Jeg vendte overkroppen hen mod hende, mens hun blot kiggede på mig, uvidende om hvad jeg havde i tankerne. Mit blik flakkede lidt frem og tilbage mellem hendes øjne og hendes læber, mens jeg langsomt lænede mig frem mod hende. Hendes øjne betragtede mig, og jeg kunne se et undrende glimt i hendes blik, mens jeg blot kom tættere og tættere på. Først da der kun var omkring 15 centimeter mellem os, og jeg kunne mærke hendes ånde mod min hud, lod det til at gå op for hende hvad jeg ville. Og hun var hurtig til at lægge en hånd på mit bryst og skubbe mig væk, blidt men insisterende. Hun sendte mig et undskyldende smil, mens hendes øjne fortalte mig, at hun var en smule overrumplet.

”Ikke.. ikke nu, Harry,” hviskede hun usikkert, mens hendes stemme rystede svagt. Jeg bed mig svagt i indersiden af min kind, og kiggede skamfuldt væk, mens jeg kunne mærke en underlig følelse, blandet med skuffelse, bruse op i min krop. Jeg følte mig.. afvist. Og det irriterede mig at Mellow kunne få den følelse frem i mig, for det var ikke mig der skulle blive afvist her. Det hele gik konstant i den stik modsatte retning af hvad jeg havde planlagt, og selvfølgelig gik det mig på.

Jeg kunne mærke mit hjerte, der langsomt satte farten ned, og pustede ud en gang. Jeg måtte ikke give op efter ét mislykket forsøg. Bare fordi det ikke lykkedes nu, betød det ikke at det aldrig ville lykkes, og netop derfor måtte jeg spille okay over for Mellow, så hun ikke troede at det hele var forbi nu. For det var langt fra forbi.

Jeg kiggede hen på hende igen, og sendte hende et smil, som om intet var sket. Hun så overrasket på mig, men bestemte sig så for at gengælde det. Jeg lod mit blik finde tilbage til filmen, og lod som om jeg fulgte med i den igen, mens jeg i virkeligheden så på Mellow ud af øjenkrogen. Hun bed sig lidt i læben med et fraværende blik i øjnene, og jeg bestemte mig for bare at lade hende være. Det var vist det smarteste lige nu.

 

____________________________________________________________________________________

A/N:

Så var de ellers lige ved at kysse, men gjorde det ikke )-: Snøft.

Hvor mange stemmer ellers for, at Hellow får gang i noget kissemisseri?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...