Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504373Visninger
AA

16. 14

 

”Said I wouldn't call, but I lost all control, and I need you now.”

Need You Now ~ Lady Antebellum

 

Harrys synsvinkel

 

Af en eller anden grund blev jeg hele tiden mindet om mit skænderi med Mellow fra den forrige dag. Jeg var lige ved at smadre billedet af Louis og jeg, da jeg gik i seng i går aftes og fik øje på det. Jeg vidste ikke engang hvorfor jeg stadig havde det. Det var et gammelt billede fra den gang jeg rent faktisk troede på, at mit og Louis’ venskab var ægte. Dengang vi boede sammen. Inden managementen overtog mit liv fuldstændig.

Da jeg så var vågnet op om morgenen, og gået ind i stuen, fik jeg øje på spillet, der stadig lå spredt ud over gulvet. Efter Mellows meget dramatiske afsked havde jeg ikke orket at rydde det op, men så måtte jeg jo betale prisen. Efter at have ryddet det op, var jeg så gået ned til Starbucks efter noget morgenmad, da jeg også kom til at tænke på Mellow, når jeg lavede morgenmad.

Da jeg så var på vej hjem igen, var jeg selvfølgelig blevet overfaldet af en lille gruppe piger, der alle stillede mig en milliard spørgsmål – om Mellow.

Alt i alt, havde jeg stort set mødt ting, der mindede mig om Mellow hele dagen, så jeg var virkelig udkørt og rasende, da jeg endelig kom hjem igen. Det resulterede så i, at jeg som det første bare smed mig i min sofa, hvor jeg faldt i søvn. Og prøv engang at gætte hvad jeg drømte om? Selvfølgelig. Min drøm var en præcis gengivelse af vores skænderi, i 3D og det hele.

Og nu, da jeg endelig var vågnet op, klokken ti om aftenen, havde jeg så meget indegemt raseri, at jeg slet ikke vidste hvordan jeg skulle slippe af det. Da min telefon ringede, farede jeg op af sofaen, og på forbifarten kom jeg til at vælte et glas, der stod på sofabordet, på gulvet, så det smadrede. Dog ignorerede jeg det bare, og fortsatte videre ud i gangen for at finde min jakke, hvor min mobil lå i. Men selvfølgelig nåede jeg det ikke. Ringetonen stoppede lige da jeg nåede ud af stuedøren, og da jeg endelig fik fat på min mobil igen, fandt jeg ud af at personen havde ringet med hemmeligt nummer.

”For helvede altså,” mumlede jeg for mig selv, og trampede tilbage i stuen igen, denne gang med min telefon i hånden. Da jeg nåede sofaen, fik jeg øje på det smadrede glas på gulvet, og udstødte et frustreret råb. Efter at have knyttet næverne, for ligesom at samle vreden der, gnubbede jeg mig lidt i panden med knoerne.

I dag var virkelig ikke min dag.

Min telefon begyndte at vibrere i min hånd, og jeg regnede hurtigt ud at det var den samme person som før, for det var endnu en gang hemmeligt nummer. Med sammenknebne øjne lagde jeg på, og smed mig i sofaen. Jeg havde ikke lyst til at snakke med personen lige nu. Hvem det end var, havde han eller hun bare gjort mig endnu mere irriteret end jeg allerede var.

Det var også alt sammen Andys skyld. Hvis ikke han havde været sammen med Mellow, ville han aldrig have sagt til hende at jeg ikke var god for hende, og så ville Mellow og jeg aldrig have været blevet sure på hinanden.

Så i stedet for at vente på at den ukendte person ringede op til mig igen, gik jeg ind under beskeder, og fandt min samtale med Andy helt nede i bunden. Sidst jeg havde skrevet med ham var næsten fire måneder siden. Jeg trykkede med lidt voldsomme bevægelser min besked ind, og først da jeg havde sendt den, opdagede jeg at jeg havde lavet en tastefejl.

From: Me

Keep fighting and ill kick your ass.

Jeg sukkede irriteret og lænede hovedet tilbage. Min mobil blev bare smidt på puden ved siden af mig. Jeg stirrede lidt op i loftet, mens jeg ventede på et svar fra Andy. Han burde svare tilbage. Det lå til hans natur at svare igen.

Lyden af vibratoren blev svagt dæmpet af puden, men jeg hørte det alligevel fordi der var så stille. Hurtigt greb jeg den for at se hans svar.

From: Andy

Stay away from her.

Den dreng gav bare ikke op. Og han kendte mig åbenbart ikke særlig godt. I hvert fald ikke godt nok til at vide, at jeg heller ikke gav op. Aldrig.

From: Me

I told you, I do whatever I want.

Jeg låste mobilen, hvis skærm med et klik blev sort. Langsomt rullede jeg til siden, så jeg landede på gulvet. Med et lille suk rejste jeg mig op. For blot lidt over en måned siden ville jeg nok have afreageret ved at tage i byen, men efter at have mødt Mellow, var byturene blevet færre. Hvilket egentlig var ret dumt, for de gjorde det meget nemmere for mig at slappe af.

Beslutsomt gik jeg ud i gangen, greb mine nøgler og min jakke, og skred ud af døren.

 

 

Jeg satte mig diskret på den høje barstol, der var betrukket med læder, og sendte den mørkhårede pige ved siden af mig, et skævt smil. Hun gengældte det uden et sekunds tøven. Jeg vinkede lidt med hånden, så bartenderen kom hen til mig med et løftet øjenbryn.

”En Mojito og en..?” Jeg løftede spørgende øjenbrynet, og smilede venligt til pigen ved siden af mig. Hendes mørkeblå øjne lyste lidt op før hun svarede. ”En Margarita,” fuldførte hun min sætning, og smilede taknemmeligt. Bartenderen nikkede og gik i gang med at mikse vores drinks sammen.

”Hvad hedder du så?” spurgte jeg, og lænede mig lidt hen mod hende så jeg ikke behøvede at snakke så højt. Hun svang sit krøllede hår over skulderen. ”Helen.”

Bartenderen placerede to glas på bordet foran mig, og jeg skubbede Margaritaen hen foran Helen med et flirtende smil. ”Du er Harry Styles, ikke?” spurgte hun, og lyste pludselig op i hele ansigtet. Jeg rystede på hovedet, og sendte hende et hemmelighedsfuldt blik. ”I dag er jeg bare Harry.”

 

 

Da jeg slog øjnene op, og med det samme fik øje på et par mørke krøller, fik jeg et flashback til dengang, da jeg vågnede op hjemme hos Mellow. I et kort øjeblik troede jeg rent faktisk at det var Mellow der lå foran mig og sov, men så vendte hele gårsdagens hændelser tilbage til mig, og jeg undertrykte et frustreret støn. Helen. Hendes mørkblå øjne og mørke, krøllede hår mindede så meget om Mellow, at enhver ville kunne se ligheden. Det var bare underligt at jeg selv først opdagede det nu.

Jeg kiggede kort rundt i rummet, og opdagede til min store lettelse at jeg ikke var hjemme hos mig selv. Så kunne jeg bare smutte ubemærket, og aldrig behøve at snakke med Helen, der mindede alt for meget om Mellow, igen. Forsigtigt rejste jeg mig op og fandt mit tøj. Uden at lave en lyd tog jeg det på, og gik ud af lejligheden.

Da jeg kom ned på gaden, fandt jeg hurtigt ud af hvor jeg var, og fordi jeg havde efterladt bilen derhjemme den forrige aften, satte jeg kursen mod min lejlighed på gåben. For hvert skridt jeg tog, kunne jeg mærke den ubehagelige hovedpine, der altid forekom efter indtagelse af alkohol, dunke i mit hoved, som om min hjerne bankede mod indersiden af mit kranie gang på gang. I det mindste havde jeg ikke kvalme. Det havde jeg efterhånden sjældent. Min krop havde vel vænnet sig til den store mængde alkohol, jeg ofte indtog.

Efter cirka ti minutters gang var omgivelserne mere velkendte end før, så jeg lod mine tanker få frit løb, mens mine ben selv fandt vejen hjem. At jeg havde skændtes med Mellow gik mig ret meget på, men jeg følte ikke at det var mig der skulle undskylde. Det var ikke min skyld at Andy havde været en idiot, og havde sagt nogle åndssvage ting. Om Mellow valgte at lytte til de ting eller ej, var jo op til hende, men uanset hvem hun valgte at lytte til, var det jo stadig ikke min beslutning. Derfor måtte det jo enten være Andys eller Mellows skyld. Så det burde også være en af dem der undskyldte. Men jeg kunne bare ikke lade være med at lade mig gå på over, at jeg ikke snakkede med Mellow. Vi plejede at skrive hver dag, bare føre nogle små, hyggelige samtaler, men i går havde jeg ikke modtaget en eneste sms fra hende, og jeg ville som sagt heller ikke være den der sendte den første besked.

Da jeg fik øje på det store lejlighedskompleks, også kendt som mit hjem, hev jeg mine nøgler op ad min bukselomme. Jeg trådte op foran døren, drejede nøglen om og trådte ind i den varme opgang. Inden jeg gik ind i elevatoren, tjekkede jeg min postkasse, hvor jeg fandt et par breve og reklamer. Mens jeg stod og så dem igennem, trådte jeg ind i elevatoren og kørte op på tredje sal.

Jeg fik øje på mig selv i det store spejl, der dækkede væggene inde i elevatoren, og lagde mærke til at jeg havde mørke rander under øjnene, og generelt bare så totalt smadret ud. Jeg kørte en hånd gennem mit krøllede hår, men det lignede stadig bare en stor, rodet bunke. Jeg sukkede frustreret, og trådte ud af elevatoren før dørene overhovedet havde åbnet sig helt. Selv elevatoren mindede mig om Mellow.

Jeg fandt vejen hen til min hoveddør, og efter at have låst den op, gik jeg indenfor og smed min jakke og reklamerne på en stol. Da jeg havde smækket døren efter mig, slæbte jeg mine fødder ind i stuen, og smed mig endnu en gang på sofaen. Jeg trak dovent min mobil op ad den højre bukselomme, og kiggede lidt rundt omkring. Da jeg havde skrevet på twitter, fulgt et par stykker, og retweeted nogle tweets, løb jeg tør for ting at lave. Og så begyndte mine tanker igen at vandre.

Ikke et eneste sekund havde Mellow forladt mine tanker i dag, og det irriterede mig grænseløst. Hvis bare Mellow ikke havde været sammen med Andy, eller hvis Andy bare kunne holde sine tanker for sig selv, så ville vi slet ikke være uvenner nu. Så ville alting gå efter planen, og jeg ville ikke være så fandens frustreret. Jo længere tid vi var uvenner, jo mindre ville hun bryde sig om mig, og så ville alt hvad jeg havde gjort for hende, være spild. Det spinkle venskab vi havde opbygget ville være spild. Og jeg havde efterhånden vænnet mig til at have hende. Derfor føltes det så underligt, når vi pludselig var uvenner. Det føltes ubehageligt og uvant.

På en eller anden måde fik jeg lyst til at ringe til hende og undskylde. Mine fingre havde allerede trykket hendes nummer ind, men jeg tvang dem til at lade være med at ringe op. Det var ikke min pligt at undskylde. Det var Mellows. Spørgsmålet var bare, hvor længe hun ville vente, og om hun overhovedet havde lyst til at undskylde. Jeg var ikke specielt sikker på hvordan hun havde det med det. Om hun ønskede at vi blev venner igen eller ej.

Inden jeg kunne nå at stoppe mig selv, havde min tommelfinger ramt knappen, så telefonen ringede op. Jeg vidste, at selvom jeg lagde på, ville hun kunne se at jeg havde ringet, og hun ville nemt kunne regne ud hvad jeg ville sige til hende, så jeg lagde ikke på. Der var ingen grund til at udsætte det uundgåelige.

Den ringede lidt for mange gange, og jeg var overbevist om at den ville kunne gå hen til telefonsvareren hvert sekund det skulle være, men lige da jeg skulle til at lægge på, blev den taget. ”Hej Harry,” mumlede Mellows stemme med en opgivende undertone. Først nu kom jeg til at tænke på, at jeg bare kunne have ringet med hemmeligt nummer.

”Hej Mellow,” hilste jeg, uden hverken at lyde glad eller sur. I et par sekunder var den eneste lyd der brød stilheden, lyden af vores åndedræt.

”Hvad vil du, Harry?” mumlede hun småirriteret, og jeg sukkede lydløst. Hun var stadig vred. Jeg kneb svagt øjnene sammen, og kløede mig fraværende på næsen, mens jeg ledte efter en god måde at sige det på. Jeg var ikke ligefrem mester i undskyldninger.

”Øh.. jeg..” forsøgte jeg, men stoppede mig selv, og forsøgte igen, ”jeg har ikke lyst til at være uvenner med dig..”

Der var helt stille i den anden ende af røret, og jeg frygtede pludselig at hun havde lagt på, men da hendes stemme lød, helt klar og frisk, slappede jeg af igen. ”Hvad skal det betyde?” spurgte hun mistroisk, og jeg kunne næsten se hende for mig. Måden hendes øjenbryn trak sig sammen, mens hun spidsede læberne en smule.

”Jeg er ked af at vi blev uvenner i forgårs,” forklarede jeg, og tøvede lidt. Det føltes så underligt at sige, men hvis det var det der skulle til for at blive gode venner med Mellow igen, så sagde jeg det. ”Undskyld, Mellow.”

Endnu en gang herskede stilheden over os, og jeg blev en anelse utilpas. Det var præcis ligesom dengang i X-Factor, da værten tøvede lidt inden han fortalte hvem der gik videre, og hvem der røg ud. Jeg kunne tydeligt huske hvordan mit hjerte bankede hastigt af sted, mens jeg uroligt ventede på resultatet.

”Jeg har heller ikke lyst til at være uvenner med dig, Harry,” indrømmede hun stille, og jeg mærkede straks hvordan den anspændte fornemmelse forsvandt, og blev erstattet af en tilfreds følelse. Jeg kunne ikke stoppe et svagt smil fra at brede sig på mine læber. ”Jeg er også ked af det,” mumlede hun undskyldende. Jeg grinede lettet.

”Er vi så venner igen?” spurgte jeg med håb i stemmen, selvom jeg vist allerede kendte svaret. Hun fnes lidt.

”Det kan vi godt sige,” svarede hun, og jeg forestillede mig hendes læber, der buede opad i et smil. ”Godt,” smilede jeg, mens jeg åndede tungt ud.

”Jeg bliver nødt til at smutte nu, men vi snakkes ved, ikke?”

Jeg nikkede for mig selv. ”Jo, vi ses.”

Telefonen duttede, og indikerede at hun havde lagt på. Med et smil lænede jeg mig langsomt tilbage, hvorefter jeg smed min mobil på sofabordet. Jeg rodede lidt rundt i mit hår, og følte endelig at det sad ordenligt. Jeg var lettet, og den frustrerede følelse, der havde rumsteret i min mave siden i forgårs, var endelig forsvundet. Og jeg havde lige haft min første telefonsamtale med Mellow.

Pludselig var knuden af problemer endelig blevet opløst.

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Hmm, ved ikke med jer, men jeg (Izabell) er skuffet over Harrys indsats lige nu. Det er da lidt synd, at han skal være sådan en barbar. Men altså, folk ændrer sig jo ikke i løbet af 0,5. Spørgsmål er bare; Tror I stadigvæk det er muligt for Mellow at ændre ham? Ja, nej?

I må meget gerne like, så er I rigtig søde (er I i forvejen hihi)

-Tag gerne et kig på Carolines oneshot, Thorny Roses. Den er rørende. Virkelig.

Nå, men! Hej hej!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...