Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1782Likes
2485Kommentarer
531603Visninger
AA

15. 13

 

”Sometimes I catch you
Sometimes you get away
Sometimes I read you
Other times I'm like, where are you on the page?”

Complicated ~ Rihanna

 

Mellows synsvinkel

 

På trods af, at vejret ikke var noget at være specielt begejstret over, var mit humør godt. Andy gik ved min højre side, og vi var på vej hjem til mig, da vi havde en aftale. Da han havde været i Wolverhampton i hele sidste uge havde vi ikke rigtig set noget til hinanden i lang tid, men endelig var han tilbage, og det nød jeg fuldt ud.

Det småregnede en smule, ikke at jeg havde noget imod det, men det gjorde det sværere at føre en samtale med Andy. Vi var nødt til at råbe lidt, hvilket havde fået mig til at grine et par gange. Til min undskyldning lød det rimelig sjovt, når han forgæves råbte højt, så det blev til en omgang volapyk inde i mit øre. Men vi hyggede os, og før jeg vidste af det, var vi endt hjemme hos mig.

Som altid stillede vi vores sko ude i gangen og hang vores jakker op. Jeg gik straks ud i køkkenet og satte vand over til te, imens Andy var i færd med at finde en film inde i stuen, som om han lige vidste, hvor alting var.

Og jeg nød det.

Jeg nød, at han kendte til tingene selv og kunne være sig selv i mit selskab. Han opførte sig som om, vi havde kendt hinanden i flere år, og det var det, jeg elskede ved ham. Vi havde et dejligt, stærkt venskab.

Da vandet i elkedlen var kogt, hældte jeg det over i en tekande, som jeg stillede ovenpå varmeren, hvori jeg havde tændt to fyrfadslys til at holde teen varm. Jeg puttede hurtigt et brev af kamilleteen i for at tilføje noget smag. Et kort øjeblik fortrød jeg hurtigt, at jeg ikke havde taget kanelteen, men da jeg ikke gad at koge nyt vand, måtte jeg bare forholde mig tilfreds med kamillete.

Imens teen trak, gik jeg ind i stuen til Andy. Han var i gang med at sætte en film i DVD-afspilleren, og jeg så derfor nysgerrigt på ham. ”Hvad har du fundet?” spurgte jeg. Han drejede hurtigt hovedet og sendte mig et lille smil. ”Inception,” fortalte han og rejste sig. Jeg nikkede svagt og gik hen imod sofaen for at sætte mig på armlænet. Andy slog sig ned og tog fjernbetjeningen fra bordet.

”Bare start filmen, jeg kommer om lidt,” insisterede jeg og gik herefter ud i køkkenet for at lave vores te. Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at tænke på Harry, når jeg gik og lavede te mere. Selvom jeg havde smagt kanelte mindst hundrede gange, havde hans stadigvæk været den bedste ud af dem alle. Det lød fjollet, men var så sandt, at jeg nærmest skammede mig over at tænke på det.

Et varm dråbe vand på min finger rev mig ud af mine tanker. Jeg skar en grimasse og suttede kort smerten væk på den ramte finger.

”Kommer du?” råbte Andy fra stuen. Jeg nikkede hurtigt for mig selv, tog kopperne med te og gik ind til ham. Et tilfredst smil spillede om hans læber, da jeg kom gående. Jeg gengældte smilet og placerede kopperne med te på sofabordet foran os.

Jeg satte mig i sofaen ved siden af ham og kørte en hånd igennem mit hånd, hvorefter jeg tog min telefon op fra min lomme og lagde i mit skød. Jeg legede lidt med den, imens mit blik lå på fjernsynet, da filmen startede. Andy så optaget med, og jeg var på et tidspunkt ved at fnise, fordi han havde halvåben mund.

Jeg rettede blikket mod fjernsynet igen, og hvis ikke det var fordi min telefon vibrerede nede i mit skød, havde jeg holdt blikket der. Jeg så ned på dens skærm og lod mærke til navnet, der borede sig ind i min hjerne. Uden at tiltrække så meget opmærksomhed fra Andy tog jeg den op og gik ind på beskeden;

From: Harry

Are you busy tonight? xx

Jeg bed mig lidt i læben, og kunne langsomt mærke en varm følelse stige indeni mig. Allerede nu kendte jeg til mit svar. Andy havde noget dans i aften, og min far havde et vigtigt møde til i morgen, derfor var jeg alene hjemme og havde adgang til alle muligheder.

From: Me

No

Jeg sendte beskeden og så stræbende på skærmen, fordi jeg ventede utålmodigt på hans næste besked. Det lød meget ivrigt, men jeg havde lidt en forhåbning til, at Harry ville spørge, om vi skulle lave noget.

Der var gået lidt over en uge, siden vi sidst havde set hinanden. Han havde åbenbart meget travlt med karrieren. Alligevel havde vores forhold ændret sig, som om det var muligt. Siden jeg fortalte ham om min mor og lillesøster, havde åbnet mig op for ham, han havde opført sig meget blidere, end han plejede. Sidst vi sås, havde han været herhjemme. Vi havde brugt en hel fredag aften på at se film og lavede aftensmad.

Jeg havde givet Harry fri benyttelse af køkkenet, og sammen havde vi fået skabt en fantastisk Chili Con Carne. Jeg var i hvert fald positivt overrasket over hans evner i køkkenet. Men det var vel bare en af de mange ting, som jeg efterhånden var positivt overrasket over.

Siden jeg havde åbnet mig, havde han også åbnet sig lidt mere op. Han lod mig komme ind i sit liv. Lod mig lære ham bedre at kende. Og det havde også gjort, at jeg var blevet mere sikker i hans selskab. Han havde fået en vane med at kysse mig på kinden, hver gang vi mødtes, og hver gang vi skiltes ad. Udover det, var vi begyndt at kunne se blidt på hinanden. Han kommanderede ikke med mig, og han tog tingene roligt. Jeg havde i hvert fald endnu ikke mødt ham sur. Ikke engang når vi skrev over mobil, virkede han sur. Han gjorde sig i hvert fald umage med at lave sine berømte x'er, som jeg var begyndt at smile lidt af, når jeg så dem.

Min telefon vibrerede endnu en gang, og indikerede derfor at jeg havde fået en ny sms.

From: Harry

Wanna go out? xx

Jeg kunne ikke dy mig. Et stort smil gled hen over mine læber, og ud af øjenkrogen, lagde jeg mærke til, at Andy så på mig. Jeg kiggede hurtigt på ham, og han smilede lidt. ”Hvad smiler du af?” spurgte han interesseret og lænede sig hen mod mig for at få et blik på min telefon. Jeg rystede på hovedet og lagde telefonen ned i mit skød igen, så han ikke fik set noget.

”Det er bare Harry, der spørger om jeg vil med ud i aften,” fortalte jeg en smule henrykt. Hans smil falmede langsomt, i takt med hans blik blev stift. Jeg så lidt forundret på ham og bed mig uroligt i læben. ”Harry?” gentog han langsomt. Jeg nikkede en enkelt gang. Han så lidt væk fra mig, og det fik mig til at rynke panden.

”Er der noget galt i det?” sagde jeg stille. Der gik et par sekunder, før han vendte ansigtet hen mod mig igen, denne gang uden et smil. ”Har du tænkt dig at sige ja?” spurgte han og undgik mit spørgsmål. Uden tøven nikkede jeg, stadigvæk undrende. Hvorfor blandede han sig i det?

Han sukkede, da jeg nikkede. ”Hvorfor?” blev jeg ved i et lidt utålmodigt tonefald. Han så lidt på mig, før han begyndte at tale, ”Harry er ikke god for dig,” forklarede han. Jeg så misbilligende på ham og fnøs. ”Hvad?” spurgte jeg langsomt. Han nikkede. ”Du hørte mig godt...”

Jeg så på ham, som om han var dum, hvilket han ærlig talt lige nu også var. ”Og hvad ved du om det?” sagde jeg en smule fornærmet. Han kiggede på mig, som om det var indlysende. ”Prøv at se på ham,” svarede han lidt irriteret. Jeg rejste mig op og kiggede lidt surt på ham. ”Der er da ikke noget galt med ham, Andy,” fastslog jeg lidt skarpt. Han så indtrængende på mig, før han himlede med øjnene og rettede blikket hen mod fjernsynet igen. Han ville ikke diskutere eller skændes, og det ville jeg heller ikke.

Men det irriterede mig bare, at han skulle sige sådan noget om Harry. Det var da ikke hans job at advare mig om Harry. Jeg kendte ham godt efterhånden, og vidste snart hvad han var i stand til. Og det kendte Andy intet til, så han skulle da blande sig udenom.

Jeg tog min telefon i sofaen og gik i et lidt hastigt tempo ud i køkkenet. Ligeså snart jeg kom derud, gik jeg ind i Harrys og min samtale og svarede ham;

From: Me

Where are we going? :)

Jeg plejede ikke rigtig at lave smiley's, men jeg havde ofte fået at vide af ham, at jeg ikke var til at blive klog på. Og når vi skrev sammen, forvirrede mit tonefald ham åbenbart. Derfor prøvede jeg at vise, at jeg i hvert fald var lidt glad.

From: Harry

I'm taking you to my place. Be ready at 7pm, Angel Cheeks xx


”Mellow?” Jeg vendte mig hurtigt rundt og så Andy stå foran mig med et lidt køligt ansigtsudtryk. Jeg nikkede afventende. ”Undskyld, men-” ”Andy, please, bare bland dig udenom,” afbrød jeg lavt. Han stoppede med at tale og så en smule på mig, før han nikkede bekræftende. Han kiggede ned på sit ur, der sad på håndleddet, ”jeg bliver nok nødt til at smutte hjemad nu,” forsatte han og gik med det samme ud i gangen.

Jeg blev stående lidt og så ud i luften, før jeg tog initiativ til at gå ud til Andy, der var i gang med at lyne sin jakke, da jeg kom ud til ham. Jeg lænede mig op ad væggen og betragtede ham. Han tog sin rygsæk på og så på mig. ”Vi ses i morgen,” sagde han og sendte mig et svagt smil. Noget sagde mig, at han stadigvæk var lidt irriteret, men det havde jeg ikke tænkt mig at sige noget til. Jeg ville hellere lige lade ham køle af og tænke over tingene selv.

”Ja, vi ses,” svarede jeg med et nik. Uden at give mig et knus, som han plejede, forlod han huset og smækkede døren efter sig. Jeg sukkede og låste den efter ham, hvorefter jeg fandt vej ind i stuen. Inden jeg smed mig på sofaen, gik jeg ud i køkkenet og skænkede mig selv endnu en kop te.

Det var først, da jeg satte mig ned i sofaen igen, jeg huskede, hvad Harry havde skrevet til mig i sms'en før; han ville tage mig med hjem til sig i aften.


 

 

Tiden gik hurtigere, end jeg forventede, og før jeg vidste af det, havde jeg åbnet døren til et velkendt ansigt. Selvom det føltes som om, at det var noget tid siden, at vi sidst havde været sammen, huskede jeg som det var i går. Han lignede i hvert fald sig selv. Hans hår sad, som det plejede. Han havde den sædvanlige, brune læderjakke på samt et par mørkeblå jeans og et par Converse.

”Hej,” sagde jeg roligt. Harry sendte mig et svagt smil og trådte ind til mig. ”Hej, Angel Cheeks,” hilste han for derefter at læne sig frem imod mig og efterlade et lille kys på min kind. Jeg smilede en smule og tog mine Converse på med Harrys blik på mig. Han havde sat døren på klem, da jeg bare hurtigt skulle have noget overtøj på, fordi vi skulle direkte hen til ham nu. Og jeg glædede mig faktisk lidt. Nu havde vi kun været hos mig i al den tid, vi havde kendt hinanden, så det var på tide at rykke hen til ham, mente jeg.

Jeg tog min jakke på, hvorefter jeg snurrede et tørklæde om min hals. Så så jeg på Harry for at vise, at jeg var klar. Han smilede skævt. ”Klar?” spurgte han, og jeg nikkede en enkelt gang. Vi gik sammen udenfor, og på en mærkelig måde havde jeg det som om, at Harry virkelig holdte øje med mig.

Han betragtede mig nøje, imens jeg låste døren og kiggede indtrængende på mig, imens vi gik ned mod hans bil, som holdt lige ude foran stien på fortorvet. Udover det, gik han også hen og åbnede døren for mig med et lille smil, som jeg roligt gengældte.

Jeg satte mig ind, og Harry lukkede døren, hvorefter han gik over på sin egen side og satte sig ind. I et hastigt tempo, fik han taget selen på og startede bilen, så vi satte kursen mod hans hjem.

”Hvor er det, du bor?” spurgte jeg nysgerrigt. Harry skævede kort til mig, fordi han skulle kigge ud på vejen igen. ”Et kvarter herfra,” fortalte han. Jeg nikkede og lænede mig lidt tilbage i sædet. Jeg var lidt spændt på at se hans hjem. Hvorfor, vidste jeg ikke rigtig. Jeg glædede mig bare lidt til at finde ud af, hvor han levede, og hvordan han levede. Og alt i alt ville jeg vel også gerne tilbringe lidt tid med ham.

 


 


Jeg så forundret rundt, da vi stod i den varme elevator på vej op til tredje sal, hvor Harrys lejlighed lå. Vi stod i en komfortabel stilhed, imens min hånd lå i hans. Ingen af os havde rigtig sagt noget på vejen herhen, hvilket egentlig også var helt fint. Jeg begyndte at tro, at jeg nød mere af hans selskab, end jeg burde. Alligevel stoppede det mig ikke fra at nyde den endnu mere.

Ligeså snart elevatorens døre gik op, trak Harry mig med ud og gik i et roligt tempo ned af en lang gang. Jeg fulgte ivrigt med ham for at kunne følge med i hans tempo, og da han opdagede, at det var lidt svært for mig, begyndte han at smile, imens han hurtigt satte farten ned.

”Jeg har ikke så lange ben,” mumlede jeg. Han rystede på hovedet. ”Jeg har en vane med at gå hurtigt,” forklarede han. Jeg svarede ikke, men stoppede bare op da han gjorde – ude foran en brun dør. Han fandt et bundt nøgler frem, med hans frie hånd og fik låst døren op, imens jeg studerede ham.

Han åbnede døren og trak mig med indenfor. En rar duft kom mig i møde. Den sædvanlige lugt af Harrys cologne, samt en anden parfumeduft. Og så bare den varme luft, der gjorde stedet mere hjemme og behageligt.

”Giv mig din jakke,” beordrede Harry roligt, da han havde lynet sin jakke om. Jeg slap hurtigt hans hånd og tog min egen af, som jeg rakte ham. ”Tak,” sagde jeg, hvorefter jeg tog mine sko af, imens mit blik gled rundt i gangen. Her var pænt. Lidt rodet, men hvad mere kunne man forvente af en teenagedreng?

Jeg trådte lidt frem i gangen og så nysgerrigt rundt. Der var en dør til højre, der førte ind til et stort rum, som jeg ville kalde for stuen. Der var i hvert fald to rimelig store sofaer, et sofabord og et stort fladskærmstv på væggen.

Jeg så rundt hele tiden for at få flere ting at se. Mine øjne ikke lade være. Jeg havde det som om, jeg søgte efter noget, men vidste ikke hvad det var.

Det var først, da Harry kom ind til mig, jeg kiggede hen på ham. ”Kan du lide det?” spurgte han. Jeg nikkede. ”Her er hyggeligt,” fastslog jeg ærligt. Han smilede svagt, men alligevel kom de små smilehuller frem, som fik mig til at smile lidt.

”Er du sulten eller tørstig?” sagde han lidt efter. Jeg trak på skuldrende. ”Har du spist aftensmad?” spurgte jeg i stedet for og så på ham, og han sukkede. ”Mellow, det var ikke det, jeg spurgte dig om,” samtykkede han utilfredst. Jeg så lidt ned.

”Men nej, jeg har ikke spist aftensmad,” fortalte Harry lidt efter, hvilket fik mig til at se langsomt op. Jeg bed mig lidt i læben og nikkede. ”Heller ikke mig,” mumlede jeg og pressede mine læber sammen. Harry så lidt ud i luften og fandt så sin iPhone frem i sin lomme. ”Har du lyst til pizza?” spurgte han og var allerede på vej ind i kontaktlisten. ”Tja,” nikkede jeg. Han gengældte mit nik og så ned på sin iPhone.

”Jeg ringer lige, du kan bare se dig omkring.” Uden at svare ham gik jeg på opdagelse.

Det var måske ikke så interessant, som jeg havde forventet. Hvad, jeg overhovedet havde forventet, vidste jeg faktisk ikke. Det var jo ikke fordi, det var Twilight, det her. Og Harry var ingen anden art.

Jeg fandt bare hans hjem meget... personligt.

Som sagt havde han det svært ved at åbne sig op. Der var ting, som han ikke ville have, at vi ikke skulle snakke om – og det respekterede jeg selvfølgelig. Men det var mange ting, han ikke ville lade mig vide. Hvis jeg spurgte ind til hans karriere, eller One Direction blev han helt kold, og det burde man da ikke blive. Han burde da sidde og elske at snakke om drengene, med mindre der var gået et eller andet helt galt. Jeg vidste det ærlig talt ikke. Og det var ikke fordi, at jeg ville blande mig. Jeg var klog nok til at vide, at hvis Harry ikke ville sige det, skulle jeg ikke vide det. Alle havde hemmeligheder, og sådan var det.

Jeg nåede ind på hans store soveværelse, der havde så god en udsigt, at man kunne se ned over Hyde Park. Jeg betragtede den lidt, indtil jeg lod blikket køre rundt i værelset. Sengen fik mig til at bide mig lidt i læben. Jeg vidste ikke hvorfor, men billeder af Harry sammen med en række ukendte piger placerede sig i mine tanker. Selvom jeg ikke lyttede til særlig meget af One Directions musik, kendte jeg godt til dem, og jeg havde ofte hørt, at Harry var lidt af en ladies man. Men nu måtte jeg se bort fra det. Det var vel ikke for sjov, at han ville lære mig så godt at kende.

Jeg så fra sengen til en hylde, hvor en række billeder var sat pænt op. Et enkelt et fangede min opmærksomhed, og jeg gik langsomt hen til det og kiggede på det. Et smil gled hen over mine læber, da jeg opdagede, at det var Harry og Louis. Dette her billed måtte være ret gammelt, eftersom Harry havde meget kortere hår, samt lignede ikke ligefrem en på 18. Louis lignede heller ikke rigtig sig selv, men hans ansigtstræk viste i hvert, at det var ham.

I hvert fald så de søde ud. De stod med armen om hinandens skuldre og smilede stort til kameraet. Uden tvivl, at de var bedstevenner. Det undrede mig måske bare lidt, at det ikke forgik sådan her. Han fortalte aldrig om Louis eller deres forhold. Og de havde vist boet sammen, hvilket de så ikke gjorde mere. Mon det også var gået galt for dem?

Skridt bag mig fik mig til at se hurtigt rundt, hvor Harry kom gående ind. Han havde set, at jeg havde stået og betragtet hans billeder, og normalt burde det vel ikke have gjort noget, men alligevel så han mut ud.

”Har du set nok?” spurgte han i et dæmpet tonefald. Uden tøven nikkede jeg. Han så stift på mig og nikkede en enkelt gang som svar og ventede herefter på, at jeg gik ud – så det gjorde jeg. Jeg hørte, at Harry lukkede døren efter sig til værelset, hvorefter han gik efter mig, indtil vi endte inde i stuen.

Der var dækket op på sofabordet, så det fik mig til at spekulere lidt på, hvor lang tid jeg havde stået på hans værelse. Jeg havde ikke set nogle af de andre ting, så jeg havde da i hvert fald stået derinde i flere minutter.

”Pizzaen kommer om lidt. Skal vi se en film?” Harrys spørgsmål fik mig til at se på ham. ”Kan vi godt,” mumlede jeg kort og kløede mig en smule på armen for at se beskæftiget ud. Jeg kunne føle Harrys blik hvile på mig, indtil han endelig gik over til en reol for at finde en film.

Jeg skævede lidt til ham og endte lidt efter med at sætte mig i sofaen ude i siden. Harry vendte sig om efter et par sekunder og gik hen til fjernsynet med en film i hånden. Han satte den på og gik derefter hen til mig for at sætte sig ned ved tallerkenen, der stod foran ham. I stilhed startede han filmen. Jeg blev lidt påvirket af den stemning, vi sad i. Ærlig talt følte jeg mig ikke velkommen hos ham lige nu. Bare det, at han ikke ville have, at jeg så på hans billeder, fik mig til at føle mig lukket ude. Nogle gange anede jeg bare ikke, hvad jeg skulle gøre, for at få ham til at åbne sig op for mig i stedet for at blive sur.

Og hvorfor sad jeg her så egentlig? Jeg anede det ikke. Måske var jeg skræmt. Jeg vidste stadigvæk ikke, hvad han var i stand til. Men det føltes ikke sådan. Jeg følte bare, at jeg ville kæmpe for at lære ham rigtigt at kende. Der var jo en grund til, at han var, som han var, og den agtede jeg at finde ud af.

Jeg hørte, at det ringede på døren, og inden jeg overhovedet havde nået at se hen mod gangen, var Harry slentret derud. Jeg hørte hans stemme sige et par ord, før han efter et par sekunder kom ind i stuen igen. Han kiggede målrettet på mig, og selvom hans øjne så lidt irriteret og kolde ud, smilede han stadigvæk lidt. ”Jeg håber, at du godt kan lide pepperonipizza,” konstaterede han.

Han prøvede at se bort fra episoden før, det var klart. Men jeg ville bare spille med. Aften skulle ikke ødelægges på grund af det nu.

”Hvem kan ikke lide pepperonipizza?” spurgte jeg lavt, hvilket fik ham til at smile ganske svagt. Han stillede pizzaen på sofabordet og dumpede endnu en gang ned ved siden af mig. Med en hurtig bevægelse nuppede han pizzaskæren og begyndte at skære nogle trekantet stykker ud. Jeg sad ligeså fint, pænt og roligt og studerede ham. Til sidst lagde han et stykke på hver vores tallerken og drejede hovedet hen mod mig. ”Maden er serveret,” fortalte han smilende.

Jeg gengældte smilet og satte mig tættere hen imod ham, der hvor min tallerken var placeret. Det var forholdsvis tæt på Harry, så vores skuldre ramte hinanden, da jeg havde sat mig til rette. Han lod ikke til at gøre notits af det, og derfor lod jeg også bare som om, der ikke var noget galt i det.

Jeg rettede blikket hen mod fjernsynet og tog mit tallerken op, så den lå i mit skød. Efter et enkelt blik på Harry, lænede jeg mig tungt tilbage i sofaen og begyndte at spise af pizzaen. Bare i ro og mag, men stadigvæk i en lettere trykket stemning.

 


 


”Hvor meget koster den?” spurgte jeg og så ned på det gule felt, som mit fly holdt på. Harry kiggede ned, imens jeg sad min stak penge og gjorde klar til at aflevere et vis antal til ham. ”5000 for Paddington,” fortalte han og fandt ejendomskortet frem.

Efter to film havde vi sat os for at spille Monopoly, hvilket egentlig var hyggelig. Den trykkede stemning var lagt bag os, og nu sad vi faktisk bare og smilede, grinede og hyggede os. Harry virkede rimelig tilfreds med, at jeg havde lagt episoden med billedet på hylden, og det kunne jeg vel også kun sige, at jeg var.

Jeg afleverede de falske pengesedler til Harry, der glædeligt tog imod dem og lagde dem i 'banken', som han styrede. ”Min tur,” fastslog han og tog terningen. Jeg smilede en smule for mig selv og betragtede ham slå en fem'er. ”Sådan,” smilede han, da han landede på London – den by som vi begge gerne ville have fat på.

”Har du overhovedet råd?” spurgte jeg med et grin og hentydede til den lille bunke penge, som han sad med nede foran sine fødder – vi sad på gulvet. Han skævede lidt til mig og gik derefter straks i gang med at tælle dem. ”7900,” endte ham med at sige. Jeg kiggede på det lilla felt, men kunne ikke se tallet, eftersom jeg sad længst væk fra det.

”Den koster 7000,” fortalte han med et smil. Jeg sukkede og himlede med øjnene, imens han valgte at smile triumferende til mig.

Jeg måtte indrømme, at jeg aldrig havde set ham sådan her før. Han havde fundet lidt af en barnlig side frem, og for at være helt ærlig, var det rart. Han virkede ikke ligeså seriøs eller hård, som han til tider var. Det gjorde også, at jeg kunne slappe af og nyde hans selskab mere uden at bekymre mig om, at jeg sagde noget dumt.

”Nu er det mig,” samtykkede jeg og greb terningen fra Harrys ben. Han smilede og så nøje efter, indtil jeg havde slået en tre'er. Han rykkede for mig, da han jo sad tættetest på. Og selvfølelig landede jeg på en af hans ejendomme, hvor han havde placeret et hotel.

”Ej,” brokkede jeg mig. ”Du talte helt forkert,” påstod jeg, hvilket fik ham til at grine af mig, imens han rystede på hovedet og tog sit kort op. ”2000,” smilede han og så op på mig. Jeg himlede med øjnene og fandt 2000 i min pengebunke. ”Jeg er sikker på, at du snyder,” mumlede jeg og afleverede dem til ham. Han smilede skævt. ”Det gør jeg måske også...”

Jeg løftede øjenbrynene, og han rystede bare på hovedet. Han slog en et'er med terningen, og til mit held landede han på en af mine ejendomme. Men selvfølelig var der intet på den, der gav nogen rigtig værdi.

”250,” vrængede jeg frem. Han smilede bredt og afleverede de enkelte penge, som ikke kunne hjælpe mig særlig meget. ”Harry, jeg gider ikke mere,” endte jeg med at sige med en trist mund. Han så op på mig og lænede sig tilbage, så han sad op af sofaen. ”Er du en dårlig taber?” spurgte han drillende. Jeg rullede med øjnene og så ned på hans hænder, der lå i hans skød. ”Hvad er klokken?” sagde jeg.

Han så på sit ur på håndleddet og tilbage på mig. ”Snart 24,” fortalte han kort og pressede sine læber sammen til en smal streg. Jeg nikkede kort og begyndte at lege lidt med mine hænder.

”Vil du gerne hjem da?” hørte jeg pludselig Harry spørge om. Jeg så hurtigt på ham igen og rystede ihærdigt på hovedet – måske lidt for ihærdigt. Han så stadigvæk seriøst på mig, og det fik mig til at smile lidt for at bløde ham op igen. ”Jeg spurgte bare,” konstaterede jeg, og han nikkede, dog ikke så overbevisende som jeg havde håbet på. Alligevel sagde han ikke mere, men lod det bare ligge.

Jeg legede stadigvæk med mine hænder, og det bemærkede han. Til sidst greb han faktisk min hånd og satte sig hen foran mig. Jeg kiggede en smule nervøst på ham, men da han smilede sikkert til mig, kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule tryg alligevel.

Jeg så fast på vores hænder, som han satte til rette til en omgang tommelfingerkrig. Jeg begyndte at fnise, da han mumlede remsen op, imens hans tommelfinger kørte rundt. Jeg tøvede lidt, men gjorde lidt efter det samme. Harry smilede og gjorde et forsøg på at fange min tommelfinger, men det lykkedes ham ikke.

Heller ikke engang efter fem minutter var det lykkedes ham. I stedet for sad han bare så stædig, som han var, og prøvede på at få det til at lykkes. ”Du er bedre til det her end Monopoly,” roste han. Jeg smilede for mig selv uden at slippe blikket fra vores hænder, da han så garanteret ville finde en smutvej.

Jeg kunne ikke lade være med at fryde mig, da jeg endte med at fange Harrys tommelfinger og presse den ned mod vores hænder. Han smilede bare, da jeg virkede chokeret over det. Og så sænkede vores hænder sig, så de lå på hans lår. Men han slap ikke min hånd, tog derimod ordentlig fat i den i modsætning til før.

”Hvad har du lavet i dag?” spurgte han oprigtigt interesseret, imens han lod sin tommelfinger køre rundt på min hånd, hvilket sendte en strøm af varme igennem min krop. Jeg så ham i øjnene og svarede, ”været sammen med Andy.” Han så lidt på mig og prøvede langsomt at lægge skjul på fjendtligheden i sine øjne. Derfor så han også hurtigt væk fra mig.

Et øjeblik havde jeg lyst til at spørge, hvad der var galt med dem. Andy havde også reageret dårligt, da jeg havde fortalt ham, at Harry havde spurgt, om vi skulle være sammen i dag. Jeg blev nødt til at vide, om de var uvenner eller ej, for det var ikke rigtig rart for mig at bringe emner om dem op for hinanden, hvis de begge skulle reagere sådan hver gang.

Jeg pressede mine læber sammen og fugtiggjorde dem lidt. ”Er I uvenner eller sådan noget?” spurgte jeg lavt. Han så væk fra mig i et par sekunder, før hans kolde øjne lidt efter lå hen over mig. Jeg prøvede så vidt som muligt at ignorere det, hvilket gik meget godt. ”Det behøver du ikke at blande dig i,” brummede han afvisende. Jeg skar tænder en smule og nikkede. ”Harr-” ”Nej,” snerrede han lidt hårdt og så væk fra mig.

Jeg gøs ved hans tonefald, og kunne mærke en klump sætte sig i min hals. Mit blik fandt gulvet, imens frustrationen steg. ”Han sagde, at du ikke var god for mig,” mumlede jeg så lavt, at jeg var i tvivl, om han overhoved hørte det.

Men det gjorde han.

Han så på mig igen med et blidere blik end før, men det var tydeligt at se, at han kæmpede med en indre vrede lige nu. ”Hvorfor sagde han det?” spurgte han mellem sammenbidte tænder. ”Fordi jeg fortalte, at jeg skulle være sammen med dig i dag,” fortalte jeg uden at se på ham.

Vi sad i en evig stilhed. Jeg ville ikke se på Harry, og selvom jeg hele tiden kunne føle hans blik hvile på mig. Men udtrykket i hans øjne gjorde mig dårligt tilpas. Jeg fik skyldfølelse for det – for at bringe så dumt et emne op. Jeg skulle bare have tiet stille.

Jeg fornemmede, at Harry kiggede ned på sit ur for derefter at se på mig. ”Skal du ikke i skole i morgen?” spurgte han. Jeg trak på skuldrende og nikkede. ”Jo,” mumlede jeg kort. ”Så må vi nok hellere se at få dig hjem,” fastslog han, og uden svar fra mig rejste han sig, slap dermed min hånd. Han fortsatte ud i gangen, hvilket fik mig til at bide mig i læben.

Til sidst valgte jeg dog at rejse mig og gå ud til ham. Han havde allerede taget sine sko på og stod nu i stedet for med sin telefon i hånden. Da han så mig, vendte han mig ryggen en smule, og det gjorde mig måske en smule nedtrykt, fordi jeg vidste, at det var min skyld, at han pludselig var sådan her.

Hvis han dog bare gad at fortælle mig, hvad der var galt.

Jeg fik hurtigt mit overtøj på, og ligeså snart Harry havde opdaget, at jeg var klar, gik vi. I endnu en stilhed fandt vi vejen ned til hans bil. Jeg fulgte klodset med i hans hastige tempo, som han også havde gået i, da vi kom herhen. Nu bemærkede han det bare ikke ligefrem, men fortsatte bare med mig i baggrunden.

Vi kom ned til parkeringspladsen, og Harry fortsatte hen mod sin bil. Jeg ville have fulgt med ham, hvis ikke det var fordi, at hele min krop og min hjerne pludselig sagde nej. Lige nu gad jeg ham bare ikke.

Han stoppede op henne ved bilen og vendte sig om imod mig. ”Kommer du?” spurgte han højt, så jeg kunne høre det. Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at rynke panden. ”Hvad?” Jeg kørte en hånd igennem mit hår. ”Jeg går hjem,” fortalte jeg kort. Han så indebrændende på mig og begyndte at gå hen imod mig. Det fik mig til at gå hen imod udkørslen til vejen.

”Mellow, gider du godt at stoppe?” hørte jeg ham halvråbe i et irriteret tonefald. Jeg stoppede op og vendte mig hurtigt rundt. Han var på vej hen imod mig og endte med at stoppe nogle meter op foran mig. ”Sæt dig ind i bilen,” befalede han. Jeg rystede på hovedet. Han så vredt på mig. ”Sæt dig ind i bilen,” insisterede han igen. Men jeg rystede på hovedet igen, og det så ud til at gøre ham virkelig sur. Hans mørke øjne mødte mine, og de gav mig ærlig talt kuldegysninger. Dog viste jeg det ikke. Jeg ville virke stærk lige nu.

Harry havde nok håbet på, at jeg ville bukke under ved hans blik, men da han bare stod og kiggede vredt på mig og nok fattede, at jeg stod fast, endte han til sidst med at ryste på hovedet af mig.

”Så kan du fandeme bare gå hjem så,” vrissede han, og uden at sige mere vendte han sig om og gik hen mod opgangen til lejlighedskomplekset.

Jeg blev stående og så et par sekunder efter ham, indtil jeg besluttede mig for, at det var for latterligt. På en måde gjorde det mig ked af det, at han snakkede sådan der, men samtidig gad jeg ham heller ikke, når han skulle være sådan der. I stedet for så jeg hurtigt rundt og trak derefter min telefon op ad lommen for at finde GPS'en, så jeg kunne få lavet en rute hjem. Det var mørkt, og det var koldt.

Men lige nu var jeg lige glad. Jeg havde bare ikke lyst til at være sammen med Harry.

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Beklager, at kapitlet først kom i dag, men havde nogle problemer i går, og de skulle lige løses. Og værre end det, jeg har forstuvet min tå, tud )-:

Men håber, at I overlever, og kan lide kapitlet! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...